Digital radio

Foto: Danmarks Radio

Jeg aner ikke hvordan den fungerer, bare at det gør den. Det er en flot julegave til min kæreste, og hun har bare sat den på bordet og trukket antennen op. Den lille hvide transportable Tivoli Audio DAB radio har selv klaret resten.

Så nu er der også her i huset det perfekte soundtrack til hverdagen, som DR siger om sin P7 MIX kanal. Hvad der spilles af musik fra de sidste fire årtier, fortæller den lille radio selv i sit lyseblå display. Plus tiden, døgnet rundt på digital radio, som er det gennemgående slogan i DRs radiokalender, som jeg har hentet ned som PDF.

Min ven urmageren på 75 har sørme også købt sig en digital radio, som julegave til sin kone. Der er ellers hverken fjernsyn eller computer i deres hjem ved Damgård Mølle. Men DAB er fornuftigt, når nu FM-båndet er overfyldt med pladder. Så nu bliver der blandt andet lyttet til samfunds- og kulturkanalen P1 uden skrat i stolen. Døgnet rundt på digital radio.
Det er nu ikke fordi, urmageren synes man skal høre radio døgnet rundt. Tværtimod fortæller han med et smil, at han forresten også har købt sig en ny bil: En Fiat Panda. Det var den eneste model, han kunne få leveret uden radio!

Bilradioer er en uskik, siger urmageren. Især i sportsvogne, hvor radioen jo overdøver den smukke motorlyd, som i hvert fald Porsche har udviklet til perfektion.

Jeg griner lidt af min ven. Men han har jo ret. Det er vel snart kun radiobiler der ikke har radio i sig når de forlader fabrikkerne.

Vi har så meget radio omkring os, at det er sjældent man ligefrem lytter til det. For de fleste er radio vist nærmest noget man overhører. Men her i huset er vi nu alligevel glade for P7 MIX, som er kanalen med pop og sjæl.

Frozen

Foto: Milan Jurek, Tjekkiet

Jeg vil fange tiden, siger fotografen. I want to catch time.

Hans foto har i nogen tid været vist på SXC sitets forside. Nok fordi man er enig i, at her er tiden fangen. Den står i hvert fald stille, tiden.

Men jo ikke for altid. For al tid er i bevægelse. Jeg tænker, at tid og vand går hånd i hånd.

Fortiden kan lige nu aflæses i iskerneboringer, men på et eller andet tidspunkt smelter isen og bliver vand igen – som så fordamper og bliver til fremtidens nedbør. Det kan ske så brat, som blev der trykket på en knap.

Vand får fortid, nutid og fremtid til at smelte sammen. Vand er forudsætning for liv. Fortid er nutid er fremtid, og omvendt. Man kan nok fastholde tiden ved at trykke på kameraets knap, men fange tiden kan man ikke. Det var, er og bliver som at fange snefnug med tungen.

Men livet er smukt.

900.000 hits

Foto: Bjarne Henning Kvaale, Norge

Ovenpå min runde dag har også Lazyclips blog passeret en milepæl.

Bloggen har billedgaranti, men nogle gange har jeg bare vendt et tidligere blogbillede 180°. En oplagt idé ville så idag være at vende et sekstal til et nital, men det ville se forkert ud at genbruge fotoet fra dengang.

Næe, dagens foto bliver et af et markant nital hegnet ind et sted i Norge. Det kan muligvis vendes til et sekstal, men det får jeg næppe brug for. I hvert fald ikke foreløbigt. Selv om der dagligt er mere end tusind klik på min blog, er der alligevel meget langt til seks millioner.

Statistisk set kan en 50 årig dansk mand som jeg regne med at blive 82,6 år gammel. Og læserne kan regne med at også min blog er still going strong i adskillige år endnu.

Brød fra Storbritannien

Foto: Hannah Chapman, Storbritannien

I disse bagetider vil jeg også være brødblogger.

Det er bestemt ikke noget fattigdomstegn at bage sit brød selv. Man sparer heller ikke noget særligt, selvom brødfabrikkerne har hævet priserne gevaldigt de seneste par år.

Jeg opfatter nu mere Estrups brødblog som en kærlighedserklæring til det håndlavede brød, æltet hos den lokale bager og bagt i en gammel stenovn fra før verden gik af lave.

Det er sådan noget, man skal give sig god tid til. Man skal ned i tempo og nyde processen. Glæde sig over at ting tager tid.

Hvis bare man venter længe nok, så vil selv den sureste surbrøds dag i bakspejlet blive en af “de gode gamle dage”…

Tid fylder mere og mere i mit liv. Især i dag: I går var jeg sidst i fyrrene – nu er jeg hastigt på vej mod de tres! Der er kun ét at gøre: Spis brød til.

Min tro

Foto: “Seaston”, USA

Forleden havde jeg en snak med en præst. Hun var meget bekymret over de mange muslimer her i landet.

Vi var begge inviteret til Michael Tungelunds 50 års fødselsdagsfest i Hannerup kirke ved Fredericia, og hyggede os med et godt glas vin og nogle sprøde fuldkorns-oblater som fødselarens søde kone selv havde bagt.

Jeg fortalte præsten, at muslimer nok ikke er så farlige som vi går rundt og tror, og kunne iøvrigt afsløre at det på en måde skyldes en tibetansk munk, at jeg selv er kristen:

Det skete, da jeg for mange år siden mødte en af de fastboende på Potala paladset i Lhasa. Jeg husker stadig, hvordan den tibetanske munk stirrede meget intenst på mig. Han havde spurgt til min tro, og jeg var mildt sagt upræcis i mit svar. Jeg var ung og prøvede at forklare at man vel ikke behøvede at tro på – ja, en tro.

Men munken havde aldrig hørt om et menneske uden tro. Det lød i hans øjne som en umulighed. Jeg måtte da tro på noget.

Jeg var rejst til Himalaya og var nysgerrig efter at vide hvad sådan en orangeklædt tibetansk munk gik rundt og lavede, udover at håndtere bedeflag og -møller. Men vi kunne ikke rigtig få startet samtalen, før jeg havde fortalt hvad jeg troede på.

Hårdt presset sagde jeg, at jeg var kristen. Det var jo heller ikke løgn. Jeg var (og er stadigvæk) medlem af Folkekirken, og mit lille hovede var i sin tid vådtet med vand fra døbefonten i Sankt Johannes kirken på Nørrebro.

Så lyste den tibetanske munk op i et smil. Aha, jeg var kristen. Godt så. Og vi havde en interessant snak om livet og døden. Munken var tryg ved min tro. For jeg havde sagt, at jeg troede på Gud.

Munken havde dog også været tilfreds, hvis jeg havde været muslim eller jøde eller noget helt tredje. Bare jeg troede på noget, så kunne vi tale sammen.

Præsten var enig i, at det er vigtigt at have en tro. Selvfølgelig, hun havde jo været præst for sognets menighed i en menneskealder.

Jeg er faktisk søn af en præstedatter. Min mors førstefødte. Omend det altid har været vigtigt for mig at kunne mere end sit Fadervor – så kom der først papir på mit tilhørsforhold da min far med klar røst sagde “ja” til om jeg ville døbes på den kristne tro.

Dåbsattesten kom altså i hus, selvom jeg i virkeligheden var umælende og mest interesseret i bare bryster.

Trosbekendelsen er ifølge folkekirken.dk selve grundlaget for vores tro. Den udtrykker det centrale indhold i kristen tro, og afgrænser samtidig kristendom i forhold til andre religioner.

Jeg synes nu ikke den er mere afgrænsende end at også muslimer kan nikke genkendende til den. En muslim forsager også Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. En muslim tror også på at det er den almægtige Gud der er jordens og himlens skaber.

Muslimerne kan endda også genkende Jesus. Han er helt sikkert en profet, omend ikke i nær samme liga som Muhammed, Allah være hans navn.

Det er hér, vandene skilles: Vi tror på Jesus som Guds enbårne søn, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til Dødsriget, men tre dage senere opfaret til himmels, hvor han siddende ved Guds højre hånd skal dømme levende og døde.

Dén køber muslimerne ikke! Meeen – give and take – gouterer de gerne, at de tror på den hellige, almindelige moske, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Forskellen mellem dem og os er sgu til at overse, når det gælder tro. Verdens største religioner stammer fra Mellemøsten, og Bibelen og Koranen kan sagtens stå ved siden af hinanden og samle støv, som gamle bøger jo gør.

Jeg synes bare det er vigtigt at huske på, at muslimer er blevet det de er, stort set ligesom vi er blevet kristne. Vi er faktisk født til det. Chancen for at komme til verden på Teheran kommunehospital og så blive kristen er meget lille. Sandsynligvis bliver du muslim, ligesom jeg er blevet kristen. Man får som regel sin tro ind med modermælken.

Og ja, da jeg så kunne svare for mig selv, bekræftede jeg min dåb ved konfirmationen. Med stor familiefest, over 1000 kroner i gave, og ret til at drikke noget der var stærkere end sødmælk, trådte jeg ind i de voksne kristnes rækker. Og pastor Jessen noterede Johannes 3-16 i min nye salmebog. Mit personlige konfirmandord blev et skriftsted som muslimer ikke kan blåstemple: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn…
Men når jeg tænker over det, så var det først – på udebane – i Tibet jeg for alvor sagde “Jeg er kristen”. Det krævede lidt tilløb, men viste sig at være nemt og bekvemt. Og det førte noget godt med sig.

Nu har jeg så sagt det endnu en gang i en blog: Jeg er kristen.

I kan altså være helt rolige…

Invitation til snabelfløjte fest

Foto: Melissa Balkon, USA

En halvtredsårs fødselsdag kan være en temmelig tjekket affære, med hvide duge, kandelabre, sølvtøj, kongeligt porcelæn, langstilkede glas og kalligraferede bordkort. Så kan man sidde dér i sit pæne tøj og være super tjekket i dagens anledning.

Der er bare det… – at jeg er ikke særlig tjekket! Og slet ikke, hvis jeg bare er mig selv. Derfor holder jeg min fødselsdag sammen med min fire dage yngre ven Jeferson, som er vokset op dybt inde i Amazonas jungle. Selv kommer jeg fra det anderledes vilde Vesterbro – og det er hér vi holder vores “multi-fest”.

I forholdsvis god tid har vi fundet et foto af en rysler og lagt en invitation på Facebook:

Dansk-Brasiliansk fødselsdagsfest

Halvtreds år er ingen alder. Men det er hundrede! Derfor har vi, Jeferson Gomes og Kenneth Wilson endnu en gang slået vores fødselsdage sammen, og inviterer hermed alle der kender (mindst én af) os til multifest.

Vi lover fest og ballade i fælleslokalerne på Sønder Boulevard 69 på Vesterbro. Alle og enhver der har lyst til at kikke forbi og sige hurra til to halvgamle fyre er velkommen.

Der er både buffet, øl, vin, vand, spiritus og musik fra de varme lande. Det skal nok blive sjovt.

Datoen er lørdag den 17. december 2011, og vi starter med super konditor fødselsdagslagkage med mange lys kl. 16.
Festen slutter i løbet af natten…


Alle detaljer omkring arrangementet burde forlængst være tegnet og tilrettelagt, men vi når det nok. Aftalen om lagkagerne, som Konditor-Dorthe fixer i bedste Blomsterberg-stil, er dog 100 % på plads.

Pluspige

Foto: Eduardo Muñoz, Flickr

Dér lærte jeg lige et nyt ord. En pluspige kalder man en fotomodel der ligger over de gængse mål for en sådan. Og der er ingen tvivl om at pigen her overtrumfer de sædvanlige 90/60/90.

Som gammel reklamemand synes jeg det er oplagt at bruge modellen som hende gutterne her arbejder med i studiet. Dybest set er reklame nemlig forbrugerinformation, og det har egentlig altid undret mig, at tøjdesignere kreerer næste sæsons modekluns efter målene på en ranglet fjortenårs tøs, hvorefter producenterne nødvendigvis må adskillige numre op for at få tøjet til at passe i størrelse til størstedelen af de købedygtige kunder i strøgbutikkerne.

Det er da mere ærligt, når fotomodeller ligner voksne kvinder. Kurver er jo smukke, og det er vel de færreste der væmmes ved brede hofter og store bryster. Men hvorfor ligner mange fotomodeller så reklamer for anoreksi?! Jeg vil da meget hellere se på nogen flotte runde former.

Verdens førende pluspige hedder Fluvia Lacerda, og hun véd hun ser godt ud “på trods af” sit brystmål på 107 og hoftemål på hele 127 centimeter. Hun har også lige siden hun var en lille pige fået at vide hvor smuk og dejlig hun er.

Fluvia Lacerda har skam også sin egen hjemmeside, og her har hun skrevet en glimrende blog på engelsk om glæden ved livet og solen.

Den ledsages af et morsomt og skønt sommerbillede af hende, helt uden make-up, i chick bikini med bare fødder i strandvand. Når hun har fri, vil hun bare hænge ud og slappe af. Folk kan glo og tænke deres, det rager hende en høstblomst.

Men på arbejde er hun lige så professionel som sine langt tyndere kolleger. Så bruger hun sin krop helt forrygende og sælger sko, tøj og smykker en masse. Det er derfor man kalder hende de kurvede pigers svar på Helena Christensen.

Noget der ligner

Foto: NASA/Ames/JPL-Caltech

Danskere finder planet der ligner Jorden! Med den overskrift har TV2 Nyhederne præsenteret os for en rimelig stor historie fra NASA.

Det danske islæt i historien er dog ikke så stort som overskriften antyder. Når man kigger på listen over de mange der bidrager til the Kepler team, så er der ude i kanten af USA oversigtskortet en dot med tilføjelsen: Also… Aarhus Univ in Denmark

Men selvfølgelig er det flot at danske forskere er med i det fine selskab omkring rumfartøjet Kepler (A Search for Habitable Planets) som siden opsendelsen for et par år siden har øget vores viden om hvad der er længere ude end vi kan opfange her fra Jordens overflade.

Og nu ved vi, at der 600 lysår borte er noget der ligner Jorden. En planet, der kredser omkring en sol. Målingerne viser, at planeten er 2,4 gange større end vores, og at det tager den 290 dage at nå rundt om sin sol, som kun er en anelse mindre og knapt så varm end den i vores eget solsystem. Og nok så vigtigt: Planeten cirkler i en bane i en afstand, som gør at temperaturen vistnok er som den skal være.

Det er altså et nyt kapitel til historien om Guldlok planeten: Noget der er hverken for varmt eller for koldt, for stort eller for småt, men lige tilpas! Hvis der er flydende vand derude på Kepler-22b (som planeten kaldes), så er der måske også liv.

Illustratoren har tegnet skyer omkring den nyopdagede planet, men det er altså kun noget man gætter på der er. Det er faktisk bare et skud i tågen…

Joachim B Olsen

Foto: Fotograf Steen Brogaard, folketinget.dk

Nu må det være slut med at kalde ham kuglestøder og sportsidiot. Han stoppede som idrætsmand for flere år siden, og er i dag først og fremmest folketingsmedlem.

Og ligesom han havde succes i sport, slår han også igennem i politik. Sætningen “Jeg brækker mig” er gået over i historien, og Joachim B Olsen har mere end nogen anden sat dagsordenen på Christiansborg.

Det er der mange der er glade for. Også her på sitet, hvor Joachim B Olsen tages til indtægt for alt muligt andet bræk end det han smed som en Facebook kommentar til Özlem Cekic.

Hvad sagde jeg!, lyder det fra Estrup, som i Joachim B Olsen ser en mand der kan komme igennem med den galde han selv og andre minglere med et ben i Nazionen elsker at træde rundt i.

Men her har I fået noget helt galt i halsen. Jeg tror aldrig, I får Joachim B Olsen til at sige ting som at sigøjnernes kultur er at stjæle, at muslimerne skal spise flæskesvær og at bøsserne skal holde op med det griseri. Tværtimod.

Joachim B Olsen er skam en sympatisk mand. Jeg har hygget mig med et gammelt interview han gav til Bodybuilding.dk inden han kom i Folketinget på et tillægsmandat. Det er god læsning, og stadig relevant for forståelsen af hans drive.

Man skal jo ikke glemme det er den samme mand som vandt medaljer ved OL og VM, der nu kører med klatten som MF for Liberal Alliance. Man behøver altså ikke en speciel akademisk uddannelse for at begå sig på Borgen – hvis man forstår spillereglerne og har en god timing, så kan man virkelig komme langt i politik.

Folkeaktie

Et gnidret stempel bagpå meddeler: Dette donationsbevis har ingen omsætningsværdi og giver ingen bestemmende ret.

Men iøvrigt er det skam en fin omgang tryksager, man får som donator til Fonden Fristaden Christiania.

I min forrige blog blev der efterlyst et foto af en sådan Folkeaktie, og her er den så, med alt hvad dertil hører:

Kuvert med ufrankeret Christiania fritmærke (bemærk det ekstra logiske t) og smukt rundt stempel i afsenderfeltet med stadens tre dotter, oversigtskort og små hjerter til at adskille de to sætninger: Christiania Folkeaktie og Frikøb Fristaden.

Selve aktien er holdt i klassisk layout i farverne sort, rød og gul. Der er mange små detaljer, når man kigger efter, blandt andet er aktien forsynet med små konturer af mennesker der holder i hånd og et prægestempel med samme design som det på forsiden af kuverten.

Aktien er også forsynet med et serienummer, og en medfølgende seddel med dansk og engelsk tekst trykt på hver sin side fortæller at dette kan bruges til at registrere sig på Folkeaktiens hjemmeside og via email blive informeret og inviteret til relevante festligheder.

Det har jeg selv gjort med serienummeret på den her viste Folkeaktie, der er købt for at sikre at Fristaden fortsat er folkeeje. Og for at Thomas har en sjov julegave at give.

Folkeaktien

Foto: Siddharth Nair, Indien

Jeg er sendt i byen efter julegaver. Et nærtstående familiemedlem i det jyske synes der skal investeres i to styk af Christianias værdipapirer med et samlet pålydende på en hundredmand.

De er nu indkøbt på Stadens Museum for Kunst, og er faktisk også små kunstværker. Aktier er det ikke – eller er de? – En slags investeringsbeviser er de dog…

Når man indregner den goodwill og kreativitet der er lagt til grund for Christiania Folkeaktien, og samtidig værdsætter papirkvaliteten, det industrielle tryk samt den kuvert med stempel og frimærke der følger med, så er den ikke så åndssvag endda. Den er i hvert fald mere værd end en aktie i Amagerbanken.

Om ikke andet, så sætter Folkeaktien jo tanker i gang. For hvad er det egentlig, folk får, hvis der ligger et Christiania frikøbsdokument under juletræet? Det er jo ikke bare pis og papir…

Folkeaktien har sågar været i handlen på Wall Street i New York: 10 dollars blev udbyttet – plus flere kilometer spalteplads med positiv omtale i både danske og udenlandske medier.

Kort fortalt handler sagen om, at Staden og Nationen har indgået aftale om at området her omkring Månefiskeren sælges til christianitterne for 76,3 millioner kroner. Boligspekulanter vil vide, at det er røvebilligt. Det er jo bare at optage et flex-lån. Men for folk, der ikke er specielt kapitalistisk tænkende, er det en alvorlig sag. Prøv at regne det ud i øl: Det er mindst to Hof til hver eneste drøbel i hele det danske kongerige.

Idéen med at sætte Staden på folkeaktier uden udbytte eller ret til indsigelser kan sagtens vise sig lige så holdbar som mange af de andre kreative påfund, christianitterne har fostret. (Christianiacyklen og møntfødderne FED, KLUMP og LØN (se utopiske horisonter), for lige at nævne et par stykker.)

Men det hele afhænger af, hvormange af de alternative værdipapirer der havner under juletræet i år. Foreløbigt er der “kun” stampet en håndfuld millioner op af jorden. Og første afdrag til Nationen på 46.000.000,- kr. falder allerede den første april.

Køb aktier, køb aktier, en måne så blød… Hvis pengene kommer i hus, slipper en af vores største og mest inspirerende turistattraktioner fri af det JOINT venture, den forrige regering var så forhippiet på.

Skønhedstip

Flere venner har delt dette opslag på Facebook. Og hvis man skal tro sine egne øjne, holder de gode råd med “6 om dagen” og “Spar på kødet” ikke en meter.

D’quinder Gillian McKeith og Nigellea Lawson har det tilfælles, at de er 51 år gamle og kendt fra TV. Men ellers er det småt med lighederne. Førstnævnte advokerer for en holistisk tilgang til det sunde liv, med god motion, økologisk frugt og grønt, slankekure og vitaminpiller. Mens sidstnævnte er til kød, smør og desserter…

Sagen synes klar; Vegetarer falmer hurtigt i forhold til de mere animerede, der elsker bøfkød og søde sager. Men der findes naturligvis betydeligt bedre fotos af den skotske sundhedsapostel Gillian end det, der vises her. Jeg mener også, den britiske kogekone Nigellea kan have en dårlig hårdag og ikke altid ser så blændende godt ud som på billedet.

Og ja, jeg ser selv ret godt ud – af en halvgammel fyr at være. Så hvad gør jeg for at holde mig så godt? Om få uger runder jeg de halvtreds, og mange vil nok gerne udæske mig hemmeligheden bag et smukt ydre…

Well, det er ikke gjort med absint, sandkage og frisørbesøg. Man skal også drikke vin og spise pizza! Lidt sex i ny og næ skader heller ikke.

Mit skønhedstip er, at man bare skal lade naturen gå sin gang og så vidt muligt undgå stress og slåskampe. Mange eksperter bombarderer os med budskaber om at man ikke kommer sovende til et godt helbred og et nydeligt udseende. Men det er lige præcis, hvad man gør. En god nats søvn i dobbeltsengen gør underværker!

Ha’ en god dag.

Blå øjne

Foto: ‘Wordrain’, Rumænien

En læge i Mexico excellerer i at operere brune øjne blå. Det fortæller DR Nyheder.

Med laser kan han på tyve sekunder ændre din øjenfarve. Men hvorfor vil nogen hellere have blå øjne i stedet for brune? – Jeg kan ikke se formålet.

Os med blå øjne ser objektivt set ikke bedre end folk med grønne, grå eller brune. Hvilken farve naturen har valgt som kolorit på ens iris, har intet med kvaliteten af synet at gøre.

Og faktisk har blå øjne lavstatus, sådan rent sprogligt. Man er dum og naiv, hvis man er blåøjet. Det er også taberagtigt hvis man har fået et blåt øje.

Blå øjne får dig heller ikke til at se yngre ud. Bare tænk på Ol’ Blue Eyes.

Ja, man kan ligefrem blive mobbet, hvis man har blå øjne. Det kan Mis med de blå øjne bekræfte. Men, som børnebogen fortæller, så er det ok at være anderledes. Siameseren kan være sulten og sjov, og tynd og tyk, og finde marker med mus og se ligesom alle andre katte.

Selvom øjnene er blå.

Q zone

Foto: Bella Sky

På dette hotel har man siden mandag den 16. maj 2011 haft en etage kun til kvinder. Som det ses, er der masser af etager – og dermed rigeligt med plads til også at huse hotelgæster med både x og y kromosomer. Ergo burde mænd ikke føle nogen form for diskrimination. Jeg føler mig i hvert fald ikke diskrimineret.

Samfundet giver jo os mænd masser af plads, så det burde på ingen måde genere at et enkelt luksushotel på Amager har besluttet at have en særligt indrettet kvindeetage. Jeg kan da godt forstå, at kvinder fra ind- og udland helst vil overnatte i en garanteret Strauss-Kahn-fri zone.

Men jo, en enkelt mand har følt sig pikeret og klaget til Ligebehandlingsnævnet – som desværre har givet ham medhold. Hotellet må ikke please kvindelige gæsters primadonnanykker. Så la’ da vær’!

Mænd og kvinder er som bekendt forskellige. Og jeg har det helt fint med at Hotel Bella Sky har en hel etage der er indrettet som kun kvinder vil have det.

Kvinder elsker for eksempel puder. Når jeg bor på hotel, smider jeg som regel de overflødige på gulvet – men kvinder kan ikke få nok. Min kæreste bruger rask væk fire, og kan i søvne endda forsøge at stjæle min også.

Så på Bella Donna etagen er værelserne udstyret med kingsize (ikke queensize!) senge og et hav af puder. Desuden har hoteldirektøren bestræbt sig på at især badeværelset opfylder enhver kvindes våde drømme om et sådant; Der er spejle i fuld kropsstørrelse, top-tunet hårtørrer, økologiske skønhedsartikler, stort karbad og ekstra stort brusehovede. Der er også make-up spejl med forstørrelse og gigant håndklæder, engangsskrabere og hygiejneartikler. Plus (formoder jeg) ekstra fyldig badekåbe og slippers med høje hæle.

I minibaren er der skruet kraftigt ned i udvalget af øl og spiritus, til gengæld bugner det med juice, high quality chokolade, champagne, vin og kildevand. Og roomservice tilbyder strømpe-bukser og emergency kit med lipgloss, øjenskygge, mascara etc.

Dobbelt-y’er føler sig nu engang bedst hygiejnisk tilfredsstillet i et adgang-forbudt-for-mænd område. Det er fair nok. Giv dog hotellet en dispensation, hvis det er nødvendigt for at kvinder kan få det som de vil ha’ det, med flot udsigt og ekstra mange bøjler i klædeskabet, gratis internet og en dockingstation til deres elskede iPod.

Souvenir #3

Foto: National Maritime Museum

I fredags var der executive council meeting i FEIEA, og paraplyorganisationens president Steve Doswell havde valgt et særligt fint mødelokale, i Queen’s House, hvor vi sad omgivet af ældgamle malerier. Henrik og jeg sad lige ved siden af dette store, fantastiske skilderi, som bærer titlen “Battle of the Sound”.

Det er malet af Willem van de Velde den Ældre. Jeg troede først det viste den danske flåde der får læsterligt mange tæsk: splitflagene på skibene ser jo ud som dannebrog, og i baggrunden til højre anes Kronborg Slot. Men nu ved jeg, at maleriet i virkeligheden forestiller svenske skibe, der bliver slået til plukfisk – af hollænderne!

Vi danskere havde nemlig ikke så meget at skulle have sagt, dengang i 1658. Svenskerne havde besat København og sat stop for de udenlandske handelsskibe. Det var derfor, Holland havde sendt sin flåde herop, under Lieutenant-Admiral Jan van Wassenaer. Det handlede ganske enkelt om at beskytte de hollandske handelsinteresser, og her kommer blandt andet krigsskibet “Halve Maan” ind (midt) i billedet.

Kunstneren var selv tilstede, så det sort-hvide maleri er faktisk en øjenvidneskildring af begivenhederne. Holland vandt en stor sejr, og resultatet blev at de svenske tropper måtte opgive belejringen af København, og den vigtige handelsrute gennem sundet var atter open for business.

Og her sad vi så fra Danmark, Tyskland, Belgien, Tjekkiet, Rumænien, Portugal, Italien og Storbritannien og forberedte os på næste års Grand Prix i intern europæisk kommunikation.

Fra museumsbutikken havde Steve skaffet kalendere med reproduktioner af maritime skilderier, som dem der hang omkring os i mødelokalet. Van der Veldes er desværre ikke udvalgt til The Sea Calendar 2012 – men jeg synes ikke I skal snydes for det smukke syn.

Souvenir #2

Foto: royalmint.com

Erindringsmønter var tidligere kun til pynt, på linje med medaller. Men så fik nogen den idé, at de kunne cirkulere sammen med de almindelige mønter. Og således fik vi her til lands 20-krone stykker med anderledes look.

Min kæreste har en lille blå fløjlspose med sådanne ‘erindrings-tyvere’, typisk udgivet i anledning af kongelige begivenheder. Dronning Margrethe & Prins Henriks sølvbryllup. Prins Joachims bryllup 18. november 1995. Der findes også en særlig udgave af vores gyldne tyver til markering af tusindåret 995-1995. Og i 2000 blev der slået en 20-krone med margueritter, da dronningen havde 60 års fødselsdag.
Den Kongelige Mønt har også lavet en særlig skibsmønt med motiv af fregatten Jylland, som er den største turistattraktion i Ebeltoft. Naturligvis en flot souvenir, – hvis man kan få fingre i den.

The Royal Mint har på samme måde ‘leget’ med deres 2£ mønter. Men i England er man meget mere serviceminded overfor dem der gerne vil have en mønt med hjem som souvenir. Der er en markant forskel på engelsk og dansk kultur:

Hvor Nationalbankens hjemmeside er tør og kedelig, med numismatiske oplysninger og politisk korrekte betragtninger omkring det monetære system – er The Royal Mint hjemmesiden helt anderledes; Her er smil og historie i højsædet, og det lykkes uden problemer at kombinere reklamens virkemidler med seriøsiteten omkring britternes betalingsmidler.

Henrik og jeg var inviteret til London af FEIEA, som danske repræsentanter for intern kommunikation – og vores engelske værter forærede os en særlig velvalgt souvenir:
En two pounds mønt, slået i anledning af at det netop her i 2011 er 400 år siden Kong James’ Bibel på engelsk så dagens lys. Kan det være mere kommunikativt?
– In the beginning was the Word…

2£ mønten ligger i en flot og sikker indpakning, med en lille Milestones tidstabel, numismatiske specifikationer og et foto af King James Bible. 12 g superior quality coin in mint condition, 400th anniversary of publication.

Englænderne synes at være i en liga for sig selv, når det gælder souvenirs. Til gengæld er danskerne helt fremme, når det gælder de bedste personaleblade og intranet i Europa. Hele seks danske bidrag blev præmieret ved den storslåede galla på The Landmark Hotel.

Souvenir #1

En autentisk bordskåner fra en engelsk pub! Det lyder måske underligt i forhold til de typiske souvenirs til amagerhylden. Men den er jo smuk, med sit pudsige motiv og kunstige patina.

Og så er den samtidig en påmindelse om det let bizarre engelske køkken, og spøjse ord i britternes sprog. “Bangers and Mash” er næsten ikke til at oversætte. På dansk kunne vi måske sige “Børger i Mos”, men det lyder forkert, og ligner ikke noget man umiddelbart får lyst til at sætte tænderne i.

Men på engelsk lyder det bare helt rigtigt. Lige præcis dét der sammen med en pint English Pale Ale skal indtages på den lokale pub efter en hård dag på fabrikken. Med lidt farve og en sjov tallerken går budskabet rent ind.

Den skal op på hylden og minde mig om den dag, Henrik og jeg fik fastfood på The Auctioneer, få hundrede meter fra vores 4-stjernede hotel, Novotel Greenwich.

Souvenirs

Foto: Fran Gambín, Spanien

Souvenir er oprindeligt et fransk ord. Afledt af se souvenir, som betyder ‘huske’. Altså et godt ord til ting man tager med sig hjem som minde om et bestemt sted eller situation, ofte i forbindelse med en udlandsrejse.

Har du været i Paris, er du sandsynligvis kommet hjem med en nøglering med en lille figur af Eiffeltårnet, og har du været i København, ejer du nok også en lille sten med den lille havfrue på. Det er lige så oplagt som en schweizerkniv fra Zürich. – Men hvad har du med hjem fra London?

Det kan man ikke sige på forhånd. Englænderne lægger en særlig kreativitet for dagen, når det gælder souvenirs (eller reklamer i det hele taget). Du skal ikke regne med en lille Trafalgarløve i snor, det er simpelthen for tamt!

Al respekt for den franske ingeniør og arkitekt Eiffel og den dansk-islandske billedhugger Eriksen – men d’herrers værker er ikke ligefrem moderne, og som miniatureudgaver er de bestemt ikke de mest opfindsomme souvenirs.

Englændernes souvenirs får derimod lige et ekstra twist – selv den gamle traver “krus med hank og påtryk” kan de gøre sjov og anderledes. Du får ikke bare byens seværdigheder som blå dekoration på et hvidt krus. Det skal vel ikke bare bruges til at drikke the af, tænker de i London.

Det skal jo være en erindring om byens liv. Mind the gap – og straks popper situationen op i hovedet, hvor man hører stemmen i højtalerne på undergrundsstationen gentage lige præcis dén sætning i en uendelighed. Og så kan man jo også bruge koppen til at finde vej med.

Flere kreative engelske souvenirs i de næste blogs…

Pint under Piccadilly Circus

Foto: Philip MacKenzie, Storbritannien

– Hvad er det, du lugter af?, spørger min kæreste. Det er nu ikke fordi jeg ligefrem stinker, men der er alligevel en udefinerbar odeur over mig. Det har hun ret i.

– Det er London! Der er simpelthen mange lugte i britternes hovedstad. Ikke ubehagelige, men i hvert fald uvante. Lidt fiskeagtige, måske, med et squirt af citrus. Iblandet alskens nuancer af bilos, parfume og uldne cigaretter. Nonchalant kaffe, småkagekiks, marmite, imperiedunst, underground, sorte taxaer og dobbeltdækkere.

There is something fishy going on, siger englænderne når noget er lidt underligt. Og de elsker når noget er udenfor nummer. Vejret er for eksempel helt sommerligt, her midt i november. Og straks er der igen bare ben og liggestole i Hyde Park.

London har sin egen uransalige religiøsitet. Her er også et gravmonument for alle de tapre dyr der er døde i krige. Bless you all, tænker jeg og skåler for originaliteten med en pint Murphy Oyster Stout.

Fisk og fritter

Foto: Carl Ratcliffe, Storbritannien

Her er London. Fra hotellet er der kik til Themsen, og værelset er absolut godkendt. Udmærket seng, både bruse- og karbad, og på toilettet er wc-papiret foldet pænt spidst i enden. Desuden er der breakfast included fra kl. seks til ti.

Men hvis jeg vil se film og være på nettet, så koster det. Og tager jeg noget fra mini-baren, så vanker der nærmest en bøde.

Derfor har jeg bare sat min bagage på værelse 444 her på Novotel, lige ved Greenwich station, og er sammen med min rejsekammerat gået en lille tur for at proviantere i det nærmeste supermarket.

Vi finder gode kiks magen til dem stewardessen serverede sammen med kaffen ombord på British Airways flyet. Viennese Chocolate, fra Fox’s Melts, ryger straks i indkøbskurven, sammen med en fourpack Guinness. Og så er det tid til frokost.

Det lokale udskænkningssted The Auctioneer serverer fish & chips, en ægte klassiker i “la Cuisine Anglaise”. Det koster ikke ret meget, og så er der endda free wi-fi på stedet. Vi betaler mindre end vi skulle have betalt for internetadgangen her på Novotel.

Hvornår lærer de internationale hoteller, at special offer 15 pound high speed laptop internet ikke er noget tilbud. Hvorfor skal det overhovedet koste noget at komme på nettet, når der i forvejen er betalt en tusse for værelset. Der skal jo heller ikke betales ekstra for vand og varme…

Varme hilsner fra London, hvor solen skinner og får termometeret op på behagelige 14 grader.

Onsdagsdrøm

Foto: Søren Wesseltoft, Danske Spil

Der er 92 millioner kroner i puljen hos Danske Spil. Et eller andet heldigt asen kan pludselig veksle sit bogmærke til så mange penge. – Eller er det kun mig, der bruger lottokuponer til det formål?

I hvert fald er jeg ved at læse en bog, med indlagt teoretisk mulighed for sent onsdag aften at gå i chok. 92 millioner danmarksrekordkroner på mit dankort må bestemt være umiddelbart paralyserende.

Jeg vil næppe rende rundt og hoppe på ryggen eller kaste om mig med cornflakes, som man har set det i Lotto-reklamerne. Jeg er nok mere typen, der fluks får brug for en stiv whisky, hvis de seks tal er identiske med en række af mine.

Det er lidt underligt. Jeg er jo opportunistisk af natur – men hvis jeg i løbet af nul komma seks går fra almindelig lemmedasker til multimillionær, så aner jeg ikke hvad jeg skal stille op. Et hav af muligheder og oceaner af tid, det bliver svært at kapere. Jeg magter det ikke, er jeg bange for.

Tør jeg overhovedet lottoe, nu jeg tænker over det? – Jada, for jeg er i virkeligheden ikke bange for noget. Uden at ryste på hænderne fornyr jeg mit bogmærke med det smukke lykketal 47… – og læser videre i min biblioteksbog Vi, de druknede.

Champagnefis

Foto: Neil Gould, Australien

Når vælgerne har valgt, samles de nye medlemmer af Folketinget og skriver højtideligt under på Grundloven, hvorefter der er kransekage og ægte fransk champagne. Efter denne ceremoni ranker de sig som fuldbyrdede MFere.

Men så bliver det hverdag, og underskrifterne går i glemmebogen. Og så kan man læse denne stinker af en overskrift i Information:

V-ordfører: Vi vil bryde konventioner med åbne øjne

Jeg trak den frem da Borgerret.org fredag havde foretræde for Integrationsudvalget (hvor Venstres retsordfører Karsten Lauritzen også er medlem). Jeg havde simpelthen lyst til at slå fast på Christiansborg, at traktatbrud ikke harmonerer med pling-pling i langstilkede champagneglas. Ligegyldigt om det sker med øjnene åbne eller lukkede.

Alle partier i Folketinget har med glæde og champagnebrus erklæret at de går ind for demokrati, personlig frihed og borgerrettigheder. Det synes jeg de skal holde fast i, – også selv om politiets efterretningstjeneste eventuelt skulle være imod.

Streg, streg, streg…

Foto: “Rotorhead”, Norge

Jeg hjalp et menneske i nød, siger Anders Samuelsen og tilføjer, at alle andre ville have gjort det samme i hans situation: Betalt sin søns narkogæld, så junior slap for rockertæsk og dummebøder.

Og sørme så – der er masser af sympati, respekt og cadeau til Liberal Alliances partileder. Blandt de juridiske eksperter er der endda bred enighed om, at Anders Samuelsen ikke har gjort noget ulovligt ved at indfri sin ældste søns kokaingæld på et sted mellem ti og tyve tusind kroner.

Nu er det jo ikke første gang, en partileders søn er havnet i en narkorelateret misère. Det skete også for snart ti år siden for den konservative Bendt Bendtsen, men modsat Anders Samuelsen var han ikke stolt af situationen. Det pinte ham ad helvede til.

Bendt “Betjent” var som far sønderknust over at opleve omgang med narkotika i sin allernærmeste familie. Anders Samuelsen er derimod stolt af sin søn!

Man kan til nød have forståelse for, at en helt almindelig far stamper penge op af jorden og på den måde redder kastanjerne ud af ilden for sin søn – men Samuelsen er sgu en af landets mest magtfulde politikere. Han havde, da episoden fandt sted, fuld opmærksomhed fra både justitsministeren og Sydøstjyllands Politi.

Det kan godt være, de fleste danskere vender tomlen op for at Samuelsen gav Hells Angels hvad de forlangte. Og med de tilkendegivelser der er kommet fra Liberal Alliances landsformand kan det sågar være, at pengene kom fra partikassen.

Men jeg vender saftsuseme tomlen ned! Anders Samuelsen havde alle muligheder for, i klar forlængelse af sit partis retspolitiske holdninger, at stå ved sit samfundssind og tage kampen op.

Men det var desværre vigtigere for ham at mørklægge sagen, betale det for ham nærmest ubetydelige beløb og så ellers pleje sin politiske karriere og holde sig på den fede side af spærregrænsen.

Partileder og finansordfører, check!
FN generalforsamling i New York, check!
Afskaffelse af efterløn, check!

Olien længe leve

Foto: Dora Pete, Ungarn

Jan Svendsen har netop udgivet en spændende bog om oliens historie i Danmark. Og i den anledning havde han lejet sig ind i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler fra Tordenskjolds tid og inviteret på kaffe, kage og god energi.

Jeg dukkede op til arrangementet på grund af den dejligt provokerende titel på bogen: “Olien længe leve” 


Men hvorfor ikke skrive sådan, når vi så tit får at vide, at der kun er oliereserver nok til 50 års forbrug? Det bliver jo sagt igen og igen: Allerede under de bilfrie søndage engang i 1970erne hed det sig, at den sidste olie ville slippe op efter bare et halvt hundrede år.

Det er som om, oliereserverne vokser år for år, i samme takt som vi tærer på dem. Hvornår vil det for alvor lakke mod enden? Hvornår vil Maersk og alle de andre sige, at der kun er olie til yderligere 49 år… 48 år… 47 år…

Hvis der hele tiden er olie til halvtreds år – er det så ikke det vi kalder vedvarende energi?

Livsfæller

En artikel i Kristeligt Dagblad har bragt vores kirke- og ligestillingsminister i strid modvind. Mange er skuffede over ham, fordi han er åben overfor et forslag om at bøsser og lesbiske kan blive viet i kirken som livsfæller. Det ses som et kursskifte i Manus politiske arbejde – ja, flere kendte bøsser kalder det i en artikel i Berlingske ligefrem løftebrud, og på Facebook har Peerplus helt klart skærpet kritikken.

Men det Manu Sareen gør, er for mig at se helt rigtigt! I politik skal man være imødekommende, ellers mister man sin gennemslagskraft. Og jeg synes at det løsner op for debatten, når ministeren ser positivt på det nye ord livsfæller.

Manus forgænger på posten, Birthe Rønn Hornbech syrnede jo helt til i sit favntag med Tidehverv og de sorte præster Jesper Langballe og Søren Krarup.

Den ny minister har langt større succes med at vinde gehør for sine synspunkter. Man skal forstå, at kirkeministeren ‘desværre’ ikke bestemmer over Folkekirken. Som jeg forstår det, handler det om at ændre Ritualbogen, men den skrives suverænt af biskopperne, hvorefter dronningen kaster sin glans over den med et kongeligt segl. Manu Sareen kan ikke som minister diktere, hvad præsterne skal sige og gøre foran alteret.

Iøvrigt forstår jeg ikke, at så mange bøsser og lesbiske insisterer på et kønsneutralt vielsesritual. Kønsneutralt lyder faktisk ret negativt i mine ører, det gør ordet livsfælle egentlig ikke – sålænge det staves med to l’er, uden d.

Når Manu manøvrerer som han gør, så tror jeg det er med til at styrke Folkekirken og gøre den mere rummelig. Der er i hvert fald kommet et meget klart flertal i statskirken for, at homoseksuelle skal have lov til at blive gift med hinanden foran alteret.

By the way, den smukke præst på billedet er min kusine. I sidste måned var hun hele Danmarks fjernsynspræst i DR Kirken, og der var hun simpelthen fantastisk!

Mobilvejr

Foto: Olga Machkova, Hviderusland

Min mobil er en såkaldt smartphone. Den kan alt muligt, som f.eks. at spille Wordfeud, og den holder også øje med tiden, vejret, og hvor jeg er. Det gør den ret gadgetagtigt, med små animationer på skærmen: Når jeg tager min HTC Desire frem, kommer der et lille clip, og så står der, hvad klokken er, plus datoen, og temperaturen udenfor.

Idag er der drevet lysegrå skyer hen over skærmen, og mobilen oplyser helt korrekt, hvor jeg er: Greve. Vejrsituationen beskrives også i bare ét ord: Kedeligt. Men det sidste er jeg ikke enig med min mobil i.

Tåget oktobervejr er jo ikke kedeligt. Det kommer i hvert fald an på, hvordan man ser på det. Og jeg kan faktisk godt lide vejret, når sigtbarheden er lav og bladene ligger på jorden. Det lægger en dæmper på tidens omskiftelighed og indbyder til eftertanke.

Ta’ det roligt, siger vejret, og Søren Ryge Petersen. Lad de visne blade ligge. Koste, støvsugere og fejemaskiner skal først i gang langt ind i november, står der i hans brevkasse i Politikens Lørdagsliv.

Havenørden opfordrer os til ikke at rive bladene sammen – endnu. Lad vinden og børnene lege med dem og regnormene æde dem. Vi opfordres til at holde gulerødderne i ro og nyde det langsomme, farvestrålende skuespil, som fortæller at nu er sommertiden forbi. Så, vent med at fjerne bladene og nøjs indtil videre med at stille uret en time tilbage.

Afrika

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Et billede siger mere end tusind ord, stod der engang i en Kodak reklame. Og dén punchline vil jeg overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved, for jeg har som dreng læst bunker af National Geographic, selv om mit engelske ikke rigtig rakte til at læse artiklerne. Men jeg læste alle de vidunderlige billeder, taget af verdens bedste fotografer. I dén metier har det længe været topmålet af succes, hvis man opnåede at få et foto på forsiden af netop National Geographic.

Til et lille foredrag i FIKOM med afsæt netop det gode, gamle Kodak slogan er jeg imidlertid blevet klar over, at National Geographic i september 2005 for første gang i en menneskealder udkom uden et forsidefoto.

Forsiden var blank! Altså bortset fra den gule ramme og nogle få velvalgte ord: Africa. Whatever you thought, think again. Læserne skulle selv danne deres Afrikafoto – og inde i bladet opleve en anden virkelighed. Noget der fik dem væk fra det automatiske billede af en lille afrikaner med store øjne, udspilet mave og tom madskål. For sådan er det ikke.

Jeg er bange for, vi stadig får forkerte billeder ind på nethinden, når vi tænker Afrika. Tag f.eks. befolkningen i Libyen, som Muammar Gaddafi hærgede i fyrre år – de viser sig i virkeligheden at være liebhavere: Der kunne nemlig være hele fire Bill Gates’er indeni den nordafrikanske diktator. Gaddafi var verdens rigeste mand. Og hele hans eksorbitante formue tilfalder naturligvis libyerne.

Noget andet er, at det er eddersvært at tage et foto, som udtrykker verdens største kontinent. Det er simpelthen for stort, og mulighederne så mange, at det ikke kan siges i ét billede.

At skrive

Foto: Leonardo da Vinci, lang lukkertid, 1495-97

Der findes et site der hedder Forfattersiden. Det er åbent for alle, også dem der endnu ikke er sprunget ud af forfatterskabet. Forfattersiden.dk er “For folk der kan lide at skrive og læse”, som der står på forsiden.

Sitet har været igang siden sidste år, og drives på fritidsbasis af en webudvikler, som kalder sig Forfatter in spe. Jeg synes det er godt med en sådan side, som til forskel for Dansk Forfatterforenings hjemmeside ikke kun henvender sig til etablerede forfattere.

En sjov ting på Forfattersiden er konkurrencerne, hvor man battler på skriveriet. Udgangspunktet er denne gang fuldstændig hypotetisk, omend ikke helt utænkeligt:
Du spiser med hos Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Værs’go’ og skriv. Max 700 ord. Forfatteren Finn Wilkens er dommer, og han lægger vægt på en skæv, gerne overraskende og humoristisk synsvinkel.

Jeg kom straks i tanke om det flotte skilderi “Den sidste nadver” – og har så skrevet denne lille novelle:


Ræk mig lige saltet…

Jeg er skal spise aftensmad i himlen. Jeg vil ikke sige, jeg er inviteret, for Gud, Jesus og Jomfru Maria excellerer ikke i indbydelser. De sender den leende mand, og så er man tilsagt!

Måltidet, som i de himmelske kredse kaldes nadveren, indtages i det rum, som den guddommelige maler Leonardo da Vinci har gjort verdensberømt. Alle kender maleriet fra slutningen af 1400-tallet, af den store banket, i hvert fald hvis de har læst Dan Browns bestseller, hvor især personen til højre for Jesus kom under lup.

For hvem var det egentlig, Jesus spiste sammen med? Det spørgsmål er helt centralt i Da Vinci Mysteriet. I over 600 år har vi troet det var hans tolv disciple, men det menneske hvis venstre arm er allertættest på Guds søn, virker unægtelig meget feminin. Nedringet kjole, langt hår og godt lakket til – det tyder temmelig meget på Marie Magdalene.

Men hun var jo ikke nogen mand, så hvordan var hun kommet med til Jesu herremiddag? Var hun indskrevet som Mathias Magdaole? Var Jesu borddame transvestit og altså alligevel en slags brormand? Eller er den nøgne sandhed, at Jesus var ganske almindelig hetero og helt naturligt havde sin kæreste med til bords?

Det spekuleres der fortsat over her i den jordiske verden, og det kunne være rart for en nysgerrig madskribent som mig at få afsløret gæstelisten, som den så ud dengang "The last supper" blev serveret.

Men idag bliver der forresten ikke brug for de ekstra plader i spisebordet med hollandsk udtræk. Vi bliver kun fire; De tre glorværdige værter – og så lille mig.

Og jeg er personligt lidt ligeglad med, om Marie var mand eller kvinde – eller fra naturens (og Guds) hånd udstyret med både pik og kusse. Jeg har et langt større problem med menukortet, lige her og nu:

Som bekendt er det jo kun Gud, der er her, der og allevegne. Alle vi andre kan kun være ét sted ad gangen. Menuen udstiller problematikken i bare to ord: Dødens pølse. Man slipper ikke levende fra at spise aftensmad med Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Så hvad er der dækket op til? – Den seneste nadver? – Eller en sidste udvej? Er det endegyldigt forbi, når jeg lige om lidt sætter mig til bords, eller er jeg som H.C. Andersen kun skindød?

– Ræk mig lige saltet. – Lugtesaltet!

Ordfejde

Foto: Appdictions

Et gratis spil er den nye dille. Wordfeud hedder det. Man downloader spillet til sin storskærmsmobil, fx en HTC Desire eller iPhone. Og så går den vilde bogstavjagt.

Det er ligesom det gammeldags brætspil Scrabble. Men når det spilles over mobiltelefonerne, slipper man for de evindelige diskussioner. Hvem husker ikke hvordan der blev slået op i Nudansk Ordbog eller den grønne retskrivningsordbog, når et kryptisk ord skulle fejes af bordet, eller accepteres og gives point.

For tredive år siden fik jeg godkendt ordet RAPID hjemme hos min gymnasiekæreste Lone og hendes familie. Men især sammensatte ord kunne i dén grad give ballade rundt om i de små hjem. Min kærestes datters svigerfar vandt engang et spil ved som manden i huset selv at godkende ordet ZARFOTOAFKOM.

Med Wordfeud er den slags tvivlsomme ord en saga blot. Der er heller ikke længere tvivl om at pointene lægges rigtigt sammen, og at det er den dygtigste, eller heldigste, ordekvilibrist der løber af med sejren.

Nå, nu fortæller et bip, at det er min tur. Min kæreste har lige fået 11 point for HÅB. Jeg tror hun sidder med nogle kedelige bogstaver, for normalt hugger hun til med langt over tyve. Hun har forøvrigt gang i flere spil ad gangen. Ja, det har jeg såmænd også selv, og mit alias er lazyclip.kw – hvis nogen skulle få lyst til at spille mod mig :-)

Wordfeud kan downloades her

Himmerigsild

Foto: John Nyberg, Danmark

Nu falmer skoven trindt om land

Jeg synes nu mere den flammer

Når solen bader sit skarpe lys i de faldne blade, lyser de op i flotte, ildrøde farver

Jeg smiler – føler mig godt tilpas

Synes det skal hedde himmerigsild – det stikmodsatte af helvedesild

Klaphatsmail

Foto: Beng Lim, Singapore

Snydemails er noget fanden har skabt. Selv om indholdet er lidet troværdigt, lader nogen sig alligevel forblænde af udsigten til stor rigdom. Derfor bliver den slags mails ved med at dumpe ind i alverdens indbakker, desværre…

Historien er som regel, at en fjern slægtning, gerne en afdød oberst fra Nigeria, har efterladt en hulens masse dollars – og hvis man lige gider sende sine bankoplysninger og password, så vil en afrikansk advokat sørge for at de mange millioner ryger ind på ens lønkonto. Og det er der så en eller anden klaphat der tror på, indtil han eller hun opdager, at pengestrømmen tværtimod er løbet den modsatte vej og har lænset kontoen.

Men afsendere af snydemails kan skam også selv være klaphatte. Her til morgen fik jeg denne, med en noget weird sætning i emnefeltet: Haster sent familiemedlem midler 
Ordlyden er som følger:
Jeg arbejder med SNS pengeinstitut i Holland. www.snsbank.nl. Du slægtning, der kommer for sent havde nogle uafhentede midler med os. Kontakt mig venligst for mere information eller e-mail til mig med et telefonnummer, jeg kan kalde det. Det er presserende.

Regards 011 44?? 20 3318 3822

Hilsenen kommer fra fru Syv Cora i den hollandske SNS bank, men der er reply to Frank Mills gratis mailkonto, der lige så godt kunne hedde klaphat@gms.com

Man kan tilsyneladende også ringe til et langt nummer med spørgsmålstegn. Jeg skal ikke gøre mig klog på kommunikationsteknologi, men kræver det ikke en smartphone?

Kendt nok

Foto: TeamDanmark

“Vild med dans” er et forrygende underholdningsprogram. Kendte mennesker og professionelle dansere gør deres bedste i pardans, og fire af vort lands hæderkronede eksperter udi metieren kommenterer deres indsats og giver point.

Det er noget der fænger hos familien Danmark (selv om de fleste her nøjes med at danse en enkelt gang om året, og det er som bekendt omkring juletræet). Det er jo fejende flot og sexet, når der fx står argentinsk tango på programmet.

Det giver liv til fjæsbogen og hjemmesiden vmd.tv2.dk, hvor mange af seerne også klikker indenfor. Det er naturligvis også godt for ugebladene, når de vælter sig i skønne fotos og sidehistorier om de dansende.

Et sikkert favoritpar i konkurrencen er Sophie & Silas. Den tandlægestuderende danmarksmester i skicross kan tilsyneladende alt. Hun pisker ned ad pukkelpisterne, men når skidragten skiftes ud med en sexet kjole med fjer på, bevæger hun sig så yndefuldt og overbevisende på dansegulvet, at selv Jens Verner må slippe et ti-tal. 

Men se her, hvad Billed-Bladet skriver om Sophie Sølling og Silas Holst:
Skiløberen danser som en drøm og ser godt ud. Spørgsmålet er om hun er kendt nok til at vinde TV 2's populære danseprogram.

– Kendt nok?! Sikke noget blidder-bladder… Men det afspejler, at selv om Sophie funkler som danseprinsesse i landsdækkende tv, så passer hun ikke rigtigt ind i Danmarks Royale Ugeblad. På redaktionen hepper de nok mere på Tommy Kenter, som er den mest kendte af de kendte i VMD.

Men Billed-Bladet er ikke fulgt med tiden. Med internettet har medieverdenen fået vokseværk og antallet af tv-kanaler er mangedoblet. Der er næsten ikke kendte nok til at udfylde rollerne i det hav af underholdningsprogrammer, vi skal se. Og det giver heldigvis plads til ukendte og mere ægte ansigter på flimmeren.

Her kan jeg anbefale programmet “The Family”, en reality-serie om en typisk engelsk far, mor og børn familie. Det er virkelig god underholdning, næsten bedre end “Vild med dans”.

Lys i mørket

Foto: Flo Holzinger, Østrig

Fyren fra Berlin kan to ting. Han kan være grøn, og han kan Ossie være rød. Der Ampelmann, hedder han. Og i anledning af hans 50 års fødselsdag bringer DR Nyheder en udmærket baggrundshistorie.

Tænker på, hvordan det er at blive halvtreds. En af mine gamle skolekammerater blev det forleden – og fik på dagen et brev fra Ældre Sagen med et girokort og opfordring til at melde sig ind i foreningen.

Det kan man jo kun smile af, lige som af den finurlige figur fra Berlin. Det er jo rart at vide der er lys i mørket…

Fiets vits

Foto: Asif Akbar, Ungarn

To præster mødtes hver søndag eftermiddag efter kirketid på en kro udenfor deres sogne for at drikke sig en pind i øret. Det var blevet en god tradition – men pludselig en dag udeblev den ene præst fra den ellers faste aftale.

Den anden præst ventede ængsteligt, og heldigvis dukkede kollegaen op, stærkt forsinket. – Da jeg kom ud fra kirken og ville tage min cykel, var den væk! Den plejer jo at stå op ad kirkemuren, men jeg er bange for at en fra menigheden har stjålet den…

De gik i gang med drikkeriet, og så fik den anden præst en idé: – Næste søndag læser du med alvorlig mine de ti bud op fra prædikestolen. Når du så kommer til det syvende bud, “Du må ikke stjæle”, får synderen nok dårlig samvittighed og leverer din cykel tilbage.

Næste søndag mødtes præsterne atter til aftalt tid, for den ene præst var lykkeligvis blevet genforenet med sin cykel. – Nåe, jeg ser at idéen med højtlæsning af de ti bud har båret frugt? – Tjoe, både ja og nej. Da jeg nåede til det sjette bud, kunne jeg pludselig huske hvor jeg havde sat min cykel.

800.000

Foto: Martin Boose, Tyskland

Hov? – Allerede et nyt talfoto?

Ja, selv om det er mindre end tre måneder siden jeg skrev 700.000, så har tælleren netop rundet 800.000 hits.

Det skal da lige markeres med et ottetal.

Paragraf 77

Foto: © Lars Pryds

24timer har klare regler og retningslinjer. Synes onlineredaktøren jeg gør noget ulovligt, sletter han uden varsel min blog, og overfor andre er han lige så hård. Kommentarer, tråde, grupper, profiler – alt kan slettes. Hvis noget efter hans mening falder udenfor, så trykker han hårdt på delete-knappen.

Jeg synes reglerne trænger til et § 77 eftersyn. Alt for meget bliver betragtet som ulovligt og slettet, selv om Grundloven siger det er helt i orden:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Jeg ved godt, at mange er helt enige i hvad Niels Thimmer gør. Og som en blogger siger, så kan man jo bare slette sig selv, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet.

Det er umiddelbart helt ufarligt at have den mening. Man får i hvert fald ikke problemer med 24Support. Men på sigt er det bestemt ikke omkostningsfrit! Holdningen vil medføre, at vores allesammens ytringsfrihed siver væk, og vi i stedet får et overvågningssamfund. Nogle mener, det allerede er sket, og politiets Facebook-jagt på lovlige demonstranter kunne tyde på det.

Mingler er et cyber-hus med 112.806 registrerede medlemmer. Hvis ledelsen fortsætter med at slette alt, hvad der lugter af ulovligheder, bliver Mingler uinteressant. Uden sjæl, kant og tolerance funker det bare ikke.

Stavefejlsfejl

Foto: Franco Giovanella, Brasilien

Hvordan staver man for eksempel til meistro? Maestro? Eller majstro, monstro… Jeg må ofte slå op i retskrivningsordbogen. Celluloid er også svært at stave til. Problemet er, at vi på dansk tit staver tingene anderledes end de siges.

F.eks. staves i to ord, hvis det ikke forkortes – selv om det lyder som ét ord. Og det er korrekt at forkorte det til fx – selv om der ikke er noget x i eksempel. Der findes flere ulogiske stavemåder af samme type: Hvorfor hedder det sex, men seksualundervisning?

Sådan er det bare. Jeg skrev engang en Sexy blog og blev hængt ud for at skrive kødet er stift. Og jeg kan da godt se, det ville være mere logisk at stave det stivt. Det hedder jo stiv pik. Men et stivt lem ligger efter min mening ikke så godt i munden, so to speak. Stift kan betyde flere ting, og det var 100 % korrekt at bruge det som ikt. af stiv.

Retstavning er nemlig alt andet end matematik. Det handler om lyd, omsat til bogstaver. Det er selvsagt en problematisk proces, men nødvendig for at vi kan kommunikere sammen. Man skal være med på noderne, hvis ikke ens skriverier skal ende som volapyk i andres ører.

Stavefejl skal undgås. Det er glimrende med paranoide korrekturlæsere, men pas på! Der er mindst fem ‘fejl’ der ikke skal rettes. Og det er jo pinligt at rette andres fejl, når man i virkeligheden gør det modsatte.

Jeg kan godt lide at finde stavefejl, men på den tolerante måde. Det er ikke sjældent jeg falder over en forkert stavemåde, som jeg tænker nok engang bliver ophøjet til korrekt nudansk af Dansk Sprognævn. Inu og udu, for eksempler.

Inden man bliver stiv i betrækket over andres sprogbrug, skal man tænke på sammenhængen og huske, at ordbøgerne altid er på bagkant. Der vil altid gå et stykke tid, inden en ny stavemåde bliver godkendt af dem der svinger korrektur taktstokken. Sproget fornyes af dem der giver det lyd.