Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag

lørdag den 18. august 2012

Et foto

Foto: “Snabel”, alias Jørgen Abelsen, Ærø

Hvordan gør han?, tænker jeg.

Igen og igen lykkes det min ven på Ærø at tage et helt fantastisk billede. Hvorfor kan jeg ikke tage et, der er lige så godt? Hvad er det der gør, at min ven gang på gang viser sig at være en langt bedre fotograf end mig?

Det er ikke fordi mit kamera er dårligere end hans. Min ven havde, så vidt jeg husker, to defekte kameraer. Så tog han huset fra det ene, og knaldede objektivet fra det andet på. Så havde han ét der duede. Det klarer han sig særdeles godt med, som det ses.

Mit eget kamera er spritnyt. 14 mega pixels. 5x optisk zoom. Vandtæt, ned til 10 meters dybde. Det kan tåle at blive tabt 2 meter, det kan operere i frost ned til minus 10°C, og støv er heller ikke noget problem.

Når jeg bruger det, finder det selv ud af at stille skarpt. Jeg skal bare trykke på knappen – vupti, så er billedet taget, korrekt eksponeret og alting. Og så er kameraet endda ikke større end en pakke cigaretter, og iøvrigt smukt metalgrønt.

Jeg er forbløffet over så meget mit kamera kan. Det finder selv ud af hvad jeg er igang med. Er det et portræt, finder det selv ansigtet og måler lyset helt præcist. Er det et landskab, retter det sig ind efter dét. Kameraet ser også selv, om det er aften eller højlys dag. Og ikke nok med det:

Nu tager jeg et billede af en kirke, og mit kamera fortæller, hvor vi er henne. Der er indbygget gps, og en tekstbesked kommer frem på displayet: Skanderup kirke, Kolding, Syddanmark, Danmark. Tænk at noget der er produceret så langt væk som i Japan kan være så stedkendt!

Billedet er flot, kirkens skønhed kommer til sin ret. Men min vens billede er tusind gange bedre. Derfor er det hans foto, jeg lægger på min blog.

For det kan alle se er fremragende. Og jeg føler mig inspireret til en billedtekst: 


Gud lægger de regntunge skyer på hylden og åbner for perfekt høstvejr i weekenden, med høj sol, let brise og temperaturer på op mod 30°C.
Som sagt, alle kan se det er et fremragende foto. Men min ven fotografen kunne som den eneste se det allerede inden det blev taget.

søndag den 30. oktober 2011

Mobilvejr

Foto: Olga Machkova, Hviderusland

Min mobil er en såkaldt smartphone. Den kan alt muligt, som f.eks. at spille Wordfeud, og den holder også øje med tiden, vejret, og hvor jeg er. Det gør den ret gadgetagtigt, med små animationer på skærmen: Når jeg tager min HTC Desire frem, kommer der et lille clip, og så står der, hvad klokken er, plus datoen, og temperaturen udenfor.

Idag er der drevet lysegrå skyer hen over skærmen, og mobilen oplyser helt korrekt, hvor jeg er: Greve. Vejrsituationen beskrives også i bare ét ord: Kedeligt. Men det sidste er jeg ikke enig med min mobil i.

Tåget oktobervejr er jo ikke kedeligt. Det kommer i hvert fald an på, hvordan man ser på det. Og jeg kan faktisk godt lide vejret, når sigtbarheden er lav og bladene ligger på jorden. Det lægger en dæmper på tidens omskiftelighed og indbyder til eftertanke.

Ta’ det roligt, siger vejret, og Søren Ryge Petersen. Lad de visne blade ligge. Koste, støvsugere og fejemaskiner skal først i gang langt ind i november, står der i hans brevkasse i Politikens Lørdagsliv.

Havenørden opfordrer os til ikke at rive bladene sammen – endnu. Lad vinden og børnene lege med dem og regnormene æde dem. Vi opfordres til at holde gulerødderne i ro og nyde det langsomme, farvestrålende skuespil, som fortæller at nu er sommertiden forbi. Så, vent med at fjerne bladene og nøjs indtil videre med at stille uret en time tilbage.

mandag den 1. august 2011

Blog på plads


Se dér, siger Krikand og peger. Har de tre ting ikke potentiale til en god blog? Jo, det må jeg give ham ret i, og knipser.

Vi har været til Minglertræf i en fynsk haveforening, hvor den skøreste kugle i vores mad og drikke gruppe har bygget sig et fint lille kolonihavehus. Det har været en skøn weekend. Og nu står vi altså på paradisets parkeringsplads og kigger på en lidt ramponeret stol i sort fletværk, den nedre halvdel af en metal lysestage og en stor, flot squash.

Samlet set er der tale om en byttecentral. Her kan folk lægge ting og sager, andre måske kan bruge. Og hvis man gerne vil have effekterne, så er det bare at ta’ for sig. Men som i de fleste andre af livets forhold, er det jo sjovest, hvis man samtidig giver noget igen.

Vi genkender squashen som den, Sebastian gik rundt med under armen i går. Vi ved, at han har høns. Og derfor tager Garntrisse grøntsagen i bytte for en masse rester til hønsene. Der er mad til mindst tredive æg.

tirsdag den 19. juli 2011

700.000

Foto: Slavomir Ulicny, Slovakiet

7 er et lykketal. Og det bliver ikke mindre af at få fem nuller efter sig.

Så mange visninger har jeg og min blog haft her på Mingler.dk. 700.000 tak for det!

Det er lige præcis fire måneder siden, tælleren rundede 600.000, og hvis det fortsætter på den måde, når vi millionen næste sommer.

Som forresten godt må være mere varm og solrig end den her har været indtil nu.




fredag den 1. august 2008

Snydesol



Det var lidt snyd… Solen var kun dækket så meget hér! – siger Jeremy og tegner dagens delvise solformørkelse med kuglepen på en side i Ud&Se.

Vi har været henne ved Tycho Brahe Planetarium og se begivenheden. Jeremy har fået en gratis plakat, og lov at låne et par solsortebriller.

Vi har snakket lidt med nogle af de mange astronomi freaks, der havde taget opstilling med fineste specialudstyr. En af dem hed Rune, og han havde to gange rejst med fly til steder i verden hvor solformørkelsen var total.

Hans kamera var rettet ind, og klikkede automatisk hvert 20. sekund. Men engang imellem måtte han flytte en anelse på sit stativ, hvis motivet skulle blive indenfor søgefeltet.

Nåe ja – solen flytter sig jo… – Næe, svarede Rune. Det er skam jorden som bevæger sig.

Ja, jeg er vist ikke så kvik for tiden. Jeg har ellers tidligere haft helt og aldeles check på det.

torsdag den 17. juli 2008

Kaffekanden


Folk på Binderup Strand kalder dette gamle sommerhus Kaffekanden. Det skiller sig kraftigt ud fra de typiske sommerhuse, som er af mursten og har tegltage.

For bare fem år siden hed området her rabarberkvarteret. Her var mosebund og skæve fiskerskure. Nu er her piloteret, og en hær af arkitekter, håndværkere og finansieringsfolk har huseret.

Et sommerhus koster en bondegård her ved Lillebælt. Et lille gråt ét på 50 kvadratmeter klemt ind på en minigrund i tredie husrække, er for nylig gået for mere end trekvart million.

Kaffekanden er fra en tid der ikke er mere. Damen der ejer det, er vist røget på plejehjem, og kommer nok ikke mere herud. Her er ellers så hyggeligt.

Men det er snart historie. Huset skal rives ned. Det ligger ved t-krydset Anemonevej og Nyvej – og skal give plads til… ja, ny vej.

For bilerne er blevet større, og har svært ved at komme om hjørnerne. Også fordi tilfældigt græs, hybenbuske og små hække er skiftet ud med sten, cement, fliser og sirlige små havebede. Som det folk har derhjemme.

Der er snart ingen rigtige sommerhuse tilbage.

lørdag den 24. marts 2007

Dagens møbel



Solen skinner mer og mer. Og her er det møbel, det er smart at tænke på når dagen slutter. For hvordan er det nu når vi får sommertid? Skal uret stilles en time frem eller tilbage? – Det skal stilles ligesom havemøblerne: Frem.

Mit ur er mekanisk. Et schweizisk Auguste Reymond ur, med glasbagside så man kan se ind til urværket.

Jeg har købt det af min ven og urmager, Chresten Poder, som idag er møllebestyrer lidt nord for Rødekro. Her bor han sammen med sin kone Erna i tjenesteboligen tyve meter fra møllen. Og der kommer tit nogen forbi og ser det lille museum.

Den virker stadig, den gamle vindmølle efter hollandsk model. Her males boghvedegryn, og Erna serverer boghvedepandekager med sirup og sødt øl ved særlige arrangementer.

Hvis noget går istykker i møllen, er Chresten heldigvis stadig urmager. Og så behøver han ikke lup og fine instrumenter – men kan selv kravle ind i "urværket" og ordne sagen med høvl og hammer.

Reglen med havemøblerne kan han ikke bruge. For på Damgård Mølle stiller Chresten ikke et par havestole frem, men OP på galleriet i højde med kværnloftet. Så kan Erna og Chresten sidde og drikke kaffe med fuldt udsyn over det smukke sønderjyske landskab.