Denkmal

Foto: Luis Alves, Portugal

Jeg har tumlet mig i leg på Skamlingsbanken…
Eller rettere, jeg har festet igennem, sammen med gode venner, for foden af den, i det skønne kunstner-landsted på Skamlingsvejen 132, lige overfor den stribe asfalt der fører op til "national-banken".

Først havde jeg gjort mig lidt nyttig foran Lenes computer, mens Gert fik åbnet en flaske champagne og Arthur tændt op i grillen.

På den lagde vi stykker af squash svøbt i bacon, og ved siden af en god stribe bratwurst og nogle plankesteaks af fineste kvalitet. Og snart kunne vi alle otte sætte os til bords og nyde en helt suveræn aftensmad med fire fortryllende salater, oliven, tomater, rød peber, champignon – og to gode tre-liters vine fra de varme lande.

Det blev en kanon aften, og meget sent inden Gert og hans gamle flamme Helle gik ud til en taxa i støvregnen. Jeremy havde lagt sig på en sovesofa ovenpå, hvor også Lene og Arthurs sønner Albert og Magnus fandt deres værelser. Lene trak også til køjs, men Arthur og jeg gik i overtid med hyggesnak og rødvins-pimp.

Derfor var det også os, der næste morgen sad med tømmermændene. Og i køkkenet over sort kaffe, fortalte Arthur om sin far, Andreas Christian Petersen-Røm. En mørk historie som også handler om Skamlingsbanken.


Vi skal tilbage til starten af 1940erne. Hitler havde angrebet Sovjetunionen i sommeren ’41. Det lignede en hurtig sejr til Tyskland, og en antikommunistisk bølge rejste sig i Danmark. Regeringen bakkede op om hvervningen af frivillige danskere til "korstoget mod bolsjevismen". Frikorps Danmark blev oprettet under massiv pressedækning. 

Jo, Hitler var faktisk en populær mand i Danmark i begyndelsen af besættelsestiden. Præsten på Rømø havde sågar henvendt sig til A. Petersen-Røm forud for familiens barnedåb og anbefalet, at barnet skulle hedde Adolf. Men Arthurs storebror kom nu til at hedde Karl Georg… For så forhippet på nazismen var Arthurs far nu heller ikke.

Alligevel meldte han sig frivilligt til tysk krigstjeneste! Set i bakspejlet var det jo fuldstændig åndsvagt, men Arthurs far var ung og drømte om et bedre liv i et nyt Europa. Læg hertil, at han tilhørte det tyske mindretal i Sønderjylland, og dermed også har følt en vis pligt til at melde sig. Desuden opfordrede det officielle Danmark jo til at man meldte sig til tysk krigstjeneste.

Endelig har det helt givet haft stor betydning, at han med sin soldatersold kunne forsørge sin familie. Penge og arbejde var der jo ikke for meget af derhjemme på Rømø.

Så A. Petersen-Røm kom i tysk SS uniform og blev optaget i de tyske elitestyrker. Det er sørgeligt, men sandt: Arthurs far var frontsvin.

Vi ved reelt ikke, hvor meget han har taget del i nazisternes vanvittige udryddelseskrig på Østfronten. Men han mistede højre arm:

Hans delings kampvogn blev ramt af en granat, mens A. Petersen-Røm holdt udkik. Eksplosionen rev hans arm med sig. Det opdagede han, da han lå i grøften og ville kravle i sikkerhed.

Han gik selv til lazarettet, hvor lægen vrængede at kun hårdt sårede blev behandlet akut. Men da A. Petersen-Røm så vendte om for at komme tilbage senere, så lægen at armen manglede, og kaldte på ham. Desværre var lægen løbet tør for morfin. Så med en mønt at bide i, fik han lappet hullet hvor kun 10 cm af armen var tilbage.

Næste dag var han tilbage ved ulykkesstedet for at lede efter armen. For hans vielsesring sad jo stadig på hans finger… Han fandt den aldrig.

Han blev sendt til Jugoslavien på rekreation, og var også på orlov hjemme på Rømø. Mærkede kulden. Fik nys om gamle venners sabotageplaner, men sladrede ikke. Og tog tilbage til genoptræning i Jugoslavien.

A. Petersen-Røm var hunderæd for guerillaerne på Balkan og ville hellere tilbage til Østfronten. Selvom det lyder bizart. Det var jo dér han havde mistet nogle af sine bedste soldaterkammerater.

Verdenskrigen i Europa sluttede, og Arthurs far overgav sig til de allierede styrker. Fik så at vide, at han kunne gå hjem. Bare gå hjem, sagde de. Han ville gerne ha’ haft et papir på at han var løsladt, men det blev ignoreret. Og A. Petersen-Røm gik hjem, hele vejen fra Jugoslavien til Sønderjylland. Og kom efter mange strabadser til sin hjemø, Rømø.

Færgemanden sagde til A. Petersen-Røm – det var før dæmningen – at han skulle gå hjem gennem klitterne. Men han mente trods alt ikke han havde gjort noget, han ikke kunne stå inde for, så han gik den lige vej. Tohundrede meter fra sit hjem blev han anholdt af politiet.

Danmark havde, med tilbagevirkende kraft, vedtaget en lov, så de danskere man blot et par år forinden havde sendt til tysk krigstjeneste med både sympati og billigelse, nu stod til flere års fængsel. Satme så! Nu var de i mellemtiden blevet landsforræddere. Den danske regering, det danske folk, havde fortrængt opbakningen til Nazityskland i de første besættelsesår, og druknede den nu i hævntørst over dem, der havde fulgt opfordringen til at gå i kamp mod bolsjevismen!

Arthurs far blev idømt to års fængsel, og afsonede et år i Frøslevlejren før han endelig kunne komme hjem til kone og børn.

Bemærk iøvrigt Frøslevlejrens hjemmeside. Museet handler primært om perioden 1944-45, – som om det efterfølgende retsopgør ikke rigtig hører med til historien!

Familien Petersen-Røm var meget fattig, og oveni skulle Arthurs far nu betale den sold, han havde fået som SS soldat tilbage, som erstatning til den danske stat. – Som jo ellers havde både billiget og ligefrem opfordret ham til at melde sig i starten af krigen!

I kirken stod præsten på prædikestolen og nedkaldte Guds vrede over de østfrontsfrivillige. Det var mere end han kunne tage, og A. Petersen-Røm udvandrede med sin familie. Præsten havde sgu da selv været en større Hitler-fan end ham selv! Hvorfor var det, at alle dem der nu pegede anklagende ad ham, ikke lagde mærke til de tre fingre der pegede tilbage på dem selv? Hvorfor skulle han straffes så hårdt, at han knapt kunne brødføde sin familie?!

Men så er det, Skamlingsbanken kommer ind i billedet igen. Statsministeren havde nogle år efter krigen holdt tale ved det nationale mindesmærke for de danske mindretal, og bagefter spurgt arrangøren, om der var noget han kunne gøre for dem.

Arrangøren var en af A. Petersen-Røms gamle venner, og lod statsministerens tilbud komme den enarmede tidligere SSer til gode. Kort efter modtog Arthurs far, højst overraskende, et brev fra statsministeren, der fortalte at hans gæld til staten var sløjfet…


Det tænker Arthur på, når han kigger op på Skamlingsbanken. At denne ven fra det danske mindretal havde betænkt hans far fra det tyske mindretal. Det var sådan en smuk gestus. 

Det hjalp familien på fode igen. Krigen blev glemt, så godt det nu lod sig gøre, og familien holdt sammen. Modgang blev til medgang. Arthur blev født i 1954. Faren engagerede sig i Rømøs erhvervsliv, og blev også anerkendt som kunstmaler.

A. Petersen-Røm var et lykkeligt, socialt og musisk menneske. Han spillede bl.a. harmonika og dilettantteater. Men døde så pludseligt 70 år gammel. Han blev begravet i 1985 på Rømø kirkegård. Armen var da forlængst formuldet et sted på krigsskuepladsen…


Overskriften på denne blog er det tyske ord for mindesmærke. Jeg synes det er et bedre ord end det danske. Denkmal. Tænk engang…

Svenske sten

Nedefra ser den meget højere ud end den egentlig er. Skamlingsbanken. Selvom jeg fornemmer at flagstangen ved siden af faktisk er endnu højere.

Det mest højtragende er nok tankerne bag: en trekant af begreber – jeg kan lige så godt photoshoppe tankegodset ind i billedet. For det er grundlæggende, hvis man vil forstå hvorfor den hér stabel sten er så vigtig.

Sproget. Folkeligheden. Nationalbevidstheden.

Efter en gang pølsemix i Skamlingsbankens grill kan man gå indenfor og se udstillingen om dette for vort land så betydningsfulde monument. Jeg synes nu ikke der er grund til at svime hen over al den oldnordiske patos der her lægges for dagen. Så hellere bare holde sig til fakta:

25 store sten er blevet sejlet fra Sverige til Kolding havn, hvorefter 104 heste har trukket dem de cirka tolv kilometer ud til Sønderjyllands højeste punkt. Og her er det 16 meter høje monument så rejst i oktober 1863.

Men bare et halvt år senere sprænger preussiske soldater den fra hinanden, og sælger stenene på en auktion. Lokale bønder køber dem og lægger dem på en nabomark, indtil stenene igen stables ovenpå hinanden i maj 1866.

Nu er granitstøtten selvfølgelig – med skrammer og manglende hjørner hist og pist – blevet et endnu større nationalt stykke samlingskunst, helt på linje med f.eks. Frederik den syvende til hest og Istedløven. En tonstung markering af både den civile kamp for Sønderjylland og den væbnede modstand under besættelsen.

Jeg tænker dog mere på en helt anden historie, når jeg ser de 25 stykker svensk granit. En historie, som min ven Arthur der bor lige på den anden side Skamlingsvejen har fortalt mig. Den fortæller jeg videre i min næste blog.

Kaffekanden

Folk på Binderup Strand kalder dette gamle sommerhus Kaffekanden. Det skiller sig kraftigt ud fra de typiske sommerhuse, som er af mursten og har tegltage.

For bare fem år siden hed området her rabarberkvarteret. Her var mosebund og skæve fiskerskure. Nu er her piloteret, og en hær af arkitekter, håndværkere og finansieringsfolk har huseret.

Et sommerhus koster en bondegård her ved Lillebælt. Et lille gråt ét på 50 kvadratmeter klemt ind på en minigrund i tredie husrække, er for nylig gået for mere end trekvart million.

Kaffekanden er fra en tid der ikke er mere. Damen der ejer det, er vist røget på plejehjem, og kommer nok ikke mere herud. Her er ellers så hyggeligt.

Men det er snart historie. Huset skal rives ned. Det ligger ved t-krydset Anemonevej og Nyvej – og skal give plads til… ja, ny vej.

For bilerne er blevet større, og har svært ved at komme om hjørnerne. Også fordi tilfældigt græs, hybenbuske og små hække er skiftet ud med sten, cement, fliser og sirlige små havebede. Som det folk har derhjemme.

Der er snart ingen rigtige sommerhuse tilbage.

Bogstavkunst

Vi har lige snakket om Lars Svanholms morsomme blog om hvor pokkers svært det kan være at få et maleri til at hænge ordentlig sammen. Og så ser jeg pludselig, at Arthur også har et kunstværk med bogstaver stående.

Det bliver støvet lidt af og fotograferet. Arthur er stadig godt tilfreds med sit værk. Kompositionen holder, og der sker noget interessant med komplimentærfarverne. Arthur har det bedst, når der ikke er noget der peger ud af billedet. Og hvis der gør, må der være noget der peger ind igen.

Hvad forestiller det egentlig? En pensel, ja, og bogstaver. Men ellers er der ikke noget der ligger fast. Det ligner noget, men hvad? – Jeg synes der er noget maritimt over det. Det blå ligner lidt hav, ikk’ – og er det mon et gyldent anker dér?

Jeg starter ofte maleriet som en abstrakt komposition; i løbet af maleprocessen ændrer de nonfigurative virkninger sig og jeg ender med et genkendeligt udtryk som jeg kalder "Figurativ Motivation".
Sådan formulerer Arthur selv processen på hans og Lenes fine hjemmeside.

Det er i orden, hvis jeg synes det er noget med søfart.

Mysterium opklaret!

Foto: Natural England

Sådan en sommerdag er perfekt til at sidde og kloge den i en parcelhushave. Så på Grusbakken 11 i Dragør tog Mark, Nan, Randi og jeg i fællesskab fat på en gåde: Hvorfor er Hadrian’s Wall så lav, sammenlignet med Den Kinesiske Mur?

De to forsvarsværker har jo haft nogenlunde samme funktion: Kineserne byggede deres mur for at holde pøbelen nordfra ude. Og skotterne byggede deres mur for at holde pøbelen sydfra ude.

Den Store Mur er så gigantisk, at den kan ses fra verdensrummet. Mens Hadrian’s Wall er, tja… ikke meget højere end disken på værtshuset. I forhold til kinesermuren er den nærmest kun en markering fra kyst til kyst, cirka 120 kilometer.

Vi klarede hjernerne med nogle Newcastle Brown Ale.

Hvad havde skotterne som var noget værd? Nåe ja – livets vand, på gælisk uisge beatha. Nemlig, scotch whisky.

– Jamen, Hadrian’s Wall har simpelthen været verdens længste bardisk! Det er da klart:

Når britterne sydfra nåede muren, kom de ikke længere. De var nødt til at gøre holdt, få en whisky og nyde den smukke natur. Kejser Hadrian og hans folk var bartendere – og deres vidunderlige spiritus blev serveret på disse sten. Det er derfor det hedder Whisky on the Rocks…

Mystery solved. Det med isklumperne kom først til mange år senere. Skål!

Ham på plakaten

Årets Copenhagen Jazz Festival plakat forestiller… ja, hvem?

Kunstneren bag plakaten, Kasper Eistrup har været i morgentv og peget på det indvendige af brillestellet. WHO IS THIS GUY ?, står der. Og inden han selv giver svaret, tænker jeg: – Det ligner sgu da ham den lidt nørdede pædagogmedhjælper, der gjorde tjeneste i Hestestalden og Galoppen, dengang min søn Jeremy var i børnehavealderen.

Christian hedder han. Han kvittede jobbet i børnehaven og lejede et lille erhvervslokale i Skydebanegade. En port ind til ejendommens gårdareal var efter byfornyelsen blevet til et langt, smalt rum. Og her ville han lave en café hvor folk kunne få kaffe, kage og musik fra riller af vinylplader.

Det er aldrig til at sige, hvilke idéer der holder vand, og hvilke der falder til jorden med et brag. Og da Christian fortalte om sit projekt, Sort Kaffe & Vinyl, regnede jeg ærlig talt med at Christian snart ville være tilbage hos børnehavebørnene.

Men idéen slog sgu an! Christian kunne faktisk fra dag 1 leve af at spille vinylplader og lave kaffe og kager til kunderne. Og nu er han det ukendte ikon på plakaten for jazzfestivalen, som starter nu på fredag. Selvom Christian vist egentlig mest er til den lidt ældre rock…