Viser opslag med etiketten kunst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunst. Vis alle opslag

onsdag den 23. januar 2013

For mig er det kunst

Foto: Hentet fra udstillingskataloget, som ligger på kunstnerens egen hjemmeside birgitteskallgaard.dk

Kunst er det, man ikke kan - hvis man kunne, var det jo ingen kunst.

Sætningen afspejler en meget udbredt kunstforståelse; At kunst i virkeligheden er et paradoks.

Sådan tænker jeg ikke. Jeg mener kunst i høj grad lader sig gøre, og i en annoncetekst fornylig læste jeg denne sætning, som udtrykker det så smukt:

Kunst kommer af at kunne – ellers ville det hedde vilst.

En af tidens mest kontroversielle kunstudstillinger kan for tiden ses på Politimuseet. Kritikken er hård. Information leverer nærmest en politi-anmeldelse under overskriften: Den enes død…

Kun en enkelt stjerne får kunstneren Birgitte Skallgård for de tolv kvindeportrætter i hendes projekt Kvindedrab in memoriam.

Oveni er mange blevet stærkt fortørnede over, at kunstneren har malet de myrdede uden tilladelse fra deres familier. Og Rigspolitiet meddeler i en pressemeddelelse, at de pårørende også efter politiets opfattelse burde have været inddraget i forbindelse med udstillingen.

Jeg har dog svært ved at se, hvad det er, Skallgård har gjort galt. Hun behøver da ikke have de efterladtes tilladelse til at beskæftige sig med fx Marcela Guerrero Mieres (1972-1989), der var 17 år gammel og netop begyndt på gymnasiet, da hun brutalt blev voldtaget og kvalt den 9. december, og fundet død med blottet underliv den næste formiddag af et par som var ude og lufte hund i Mågeparken på Avedøre Holme. Trods omfattende efterforskning er mordet stadig uopklaret.

Jeg synes afgjort at billedkunstneren både kan og vil noget – så hvorfor ikke besøge Politimuseet og ved selvsyn opleve hendes kvindeportrætter?

tirsdag den 25. september 2012

Oh rædsel


Alle har noget i den henretning. En eller anden ting i hjemmet, som den ene synes er fantastisk smuk, men som den anden mener er et direkte pinligt eksempel på dårlig smag.

Det kan være et maleri, som den ene synes er åh så smukt, men som for den anden ligner Døden fra Lübeck.

Det kan være en signeret plakat af Trine Michelsen, som manden i huset mener skal have en hædersplads, men som kvinden i huset absolut ikke synes hører hjemme i et pænt og nydeligt hjem.

Der er masser af eksempler, selv om de ikke får spalteplads i Bo Bedre. Enten har fotografen sørget for, at det grimme ikke kom med i søgerfeltet, eller også blev det beskåret eller retoucheret væk af layouteren, inden bladet gik i trykken.

Men disse grimme ting har som regel en sjov eller interessant historie og bør derfor beholde deres naturlige plads rundt om i de små hjem. Det er her et frisk eksempel på:

I weekenden slog vi et smut forbi Sanne på Lolland. Hun og hendes mand er fornylig flyttet sammen i et idyllisk stråtækt bindingsværkshus. Og Sanne ville ved indflytningen partout have en besynderlig keramiktingest op og hænge, selv om Jørgen prøvede at tale hende til fornuft.

Diskussionen bølgede frem og tilbage, indtil Jørgen fandt på et kompromis: Okay, så sætter jeg lampen op – mod at jeg bestemmer hvilken lampeskærm der skal på. Og sådan blev det. Sanne fik sin rædsel, og Jørgen sit match.

Hjem, kære hjem…

torsdag den 6. september 2012

Hærværkshvid


Det var et imponerende masterpiece indenfor street-art. Nu er det malet over. Muren overfor Dybbelsbro station er idag intetsigende hvid.

Jeg ved ikke hvorfor, det er væk. Jeg ved ikke, om det er kommunen der har malet kunstværket over. Og jeg ved heller ikke, hvordan det kunne ske uden nogen protesterede.

Da et andet af kunstnerens værker blev vandaliseret af BZere, vakte det stor opmærksomhed. DR Kultur kom på banen, og under overskriften Hærværk mod verdensberømt kunstner på Jagtvej 69 producerede Berlingske et længere indslag om sagen.

Kunstneren hedder Shepard Fairey og er især berømt for sin HOPE plakat, der hjalp Barack Obama ind i Det Hvide Hus for snart fire år siden. Det var altså en af de helt store street-art kunstnere der stod bag den nu fjernede “grafitti” ved Dybbølsbro.

Skulle det fjernes, fordi der var for muslimsk? Jeg ved det ikke, men i hvert fald er der ikke længere noget københavnere kan glæde sig over, når de parkerer deres cykel eller henter den igen. Her er kun en hvid mur.

fredag den 24. august 2012

I guder

Foto: Cecilia Giménez interviewes i TVE

Alle synes at være ude efter denne stakkels kvinde. Hvorfor? – Fordi hun uden tilladelse og uden faglig baggrund har forsøgt at redde en gammel Jesus freske.

TV2 Nyhederne var hurtigt ude med historien: Så galt gik det da amatør ville restaurere Jesus. Politiken og Kristeligt Dagblad har også bragt historien om det ødelagte kunstværk. Og alle bringer billedet af Ecce Homo i de tre stadier: da det stadig var nogenlunde intakt, da det var svært beskadiget af fugt, og nu hvor Jesus ikke længere ligner sig selv.

Men jeg synes også der er en anden historie at fortælle. En anden vinkel. For et foto af “gerningsstedet” nederst i en the Sun artikel viser tydeligt, hvorfor det kunne gå så galt.

Der er ikke installeret klimaanlæg i Santuario de la Misericordia i Borja ved Zaragoza. Det ser nærmest ud som om bygningen er mere udsat for fugt end selveste grædemuren! Der er  jo masser af vandskader i landsbykirken, når man kikker efter.

Og Ecce Homo er for mig at se malet direkte på murværket. Tilmed på et udsat sted, hvor kirkegængerne uforvarende kan komme i kontakt med kunstværket, når de skal ind og sidde på kirkebænken.

Enhver konservator véd at det først og fremmest er fugt, som giver problemer. Det er denne historie et glimrende eksempel på. Det er jo ikke fordi Ecce Homo er specielt gammelt. Så vidt jeg kan opsnuse, er det malet af en Elías García Martínez så sent som i 1910.

Kunstakademiets Konservatørskole tilbyder forøvrigt en række gratis foredrag, og til december kommer der et med overskriften Fanden på væggen, pas på han falder ned!

Og i onsdags fortalte Cecil Krarup Andersen, ph.d.-studerende på Konservatorskolen, om hvorfor fugt er så farligt for malerier. Et virkelig spændende foredrag – hvis man altså interesserer sig for vand og kunst.

Hvad den gamle dame angår, så kan enhver se at hun er dybt ulykkelig over hvad hun har lavet. Seneste bulletin fortæller at hun er sengeliggende med nervesammenbrud, af frygt for hvilke konsekvenser hendes meget kiksede Kristus-retouchering får.

Hvis det stod til mig, så kunne hun nøjes med en reprimande. Og så skulle hun have et lommetørklæde og tørre øjnene. For som sagt: Fugt noget af det værste, man kan udsætte gamle malerier for.

fredag den 22. juni 2012

Uden titel

Foto: Kriss Szkurlatowski, Polen

Vi har kun vores navn at gøre godt med som forfattere, skriver en lyriker fra Dansk Forfatterforening til mig i en mail.

Måske har han ret. I hvert fald er der sket et markant skifte på bogmarkedet. Hvor man før spurgte: Hvad læser du?, er det idag mere trendy at spørge: HVEM læser du?

Bare se på de nyeste udgivelser hos din boghandler: På rigtig mange bøger er forfatterens navn typograferet med mega versaler i en fed grotesk. Og nedenunder, med meget mindre bogstaver, står så bogens titel.

Jeg tror, vi snart vil se bøger, hvor det kun er forfatternavnet der optræder på forsiden – og hvor bogens titel (naturligvis?) er flyttet om på titelbladet.

Trenden er klar. Det vigtigste er ikke, hvordan ordene falder inde i bogen, men hvem der har gjort dem.

Der er simpelthen kommet et massivt fokus på forfatteren. Bogtitlerne er blevet sekundære i forhold til forfatternavnene. Jeg kan bare tage de tre bøger, der p.t. ligger på mit læsebord: WILBUR SMITH med Solens sejr, CARLOS RUIZ ZAFÓN med Englens spil, og ELSEBETH EGHOLM med Skjulte fejl og mangler. Navnet fylder i alle tre tilfælde mere end dobbelt så meget som titlen. Først når man bladrer om på titelbladet, er der orden i sagerne.

Så er det typografiske billede klart: Vigtigst er titlen, i en mindre kursiv står forfatterens navn, og nederst forlaget.

Men på forsiden er det suverænt kunstneren der skal fremhæves. Det er jo Navnet som sælger. Lur mig, om der ikke snart kommer en bog helt uden titel.

Jeg kan lige se det for mig: KLAUS RIFBJERG med Uden titel. En sådan bog ville for evigt placere ham som det uofficielle og kroniske omdrejningspunkt i dansk litteratur.


P.S.
Jeg skal da lige huske at nævne navnet bag det indledende citat: Knud Steffen Nielsen.
Og glem så for alt i verden ikke, hvem der skriver denne blog. Det er mig. Mig. Kenneth Wilson. Alias Lazyclip.

Vinke-vinke… :-)

onsdag den 6. juni 2012

En lille mille til Vibskov

Foto: Miriam Dalsgaard, Politiken

Der er desværre rige kunstnere som mæsker sig på statens regning. Venstre og Dansk Folkeparti har været imod den livsvarige ydelse, og trukket Klaus Rifbjerg og Per Arnoldi frem som kunstnere de mener har det fedt på skatteydernes bekostning.

Men den livsvarige kunstnerstøtte er reguleret, så for eksempel Klaus Rifbjerg blot modtager lidt over tusind kroner om måneden – fordi hans øvrige indtægter gør, at han bestemt ikke mangler smør på brødet og salt til sit æg. Og hvad Arnoldi angår, så er han slet ikke med på listen over de 275 modtagere. Statens Kunstfond har ganske enkelt aldrig indstillet Arnoldi til livsvarig ydelse som tak for berigelse af vores kultur.

Hvis vi skal se på kunstnere, der rager til sig, så synes jeg vi bør se bort fra dem, vi som samfund hædrer og forgylder med ungefær 150.000 kr. årligt. De er ikke højtlønnede, for hvis de er, får de kun en brøkdel udbetalt. Det er mere rimeligt at se på rige kunstnere, der selv har ansøgt og bedt om kunstnerstøtte.

Statens Kunstfond uddeler hvert år en stribe treårige arbejdsstipendier á næsten en million kroner. Og her har Udvalget for Kunsthåndværk og Design i Forårsuddelingen bl.a. valgt at tilgodese ham på billedet: Henrik Vibskov.

Henrik Vibskov er blandt almindelige danskere kendt som en dygtig forretningsmand i modebranchen. Han kan snildt sælge en t-shirt for over 100 euro fra sin boutique i Krystalgade. Vibskov må formodes at tilhøre gruppen af absolut velhavende danskere.

Han ejer nemlig en international kæde af modebutikker, og sidste år kunne vi i Politiken læse at Henrik Vibskov åbnede endnu en i New York.

Det er ikke helt gennemskueligt, hvor rig en kunstner, Vibskov er, men klikker man på The Business Finder: proff.dk fremgår det, at hans virksomheder bestemt ikke er i vanskeligheder. Alene Hv Gruppen ApS og Heaven Holding ApS har millioner i egenkapital.

Man kan også finde ud af, at Vibskov i bedste Klaus Riskjær stil i år har konstrueret og oprettet en familiefond, hvis formue må antages at ligge udenfor eventuelle kreditorers rækkevidde. Det spidsfindige foretagende bærer navnet “The Vibskovski Family Trust v/ Henrik Vibskov Nielsen”

At Vibskov nu og tre år frem tilmed får overført en stor pose penge fra vores allesammens fælles skattekiste, svarer vel til at Staten havde givet den farverige Christian Stadil en lille million i kunstnerstøtte. Det ville ikke nødvendigvis være dumt, men i så fald burde det hedde erhvervsstøtte. – Og det skal man altså ikke bruge kultur-kroner på!

Iøvrigt: Når nu tre ud af fire kunsthåndværkere er kvinder, hvorfor er tre ud af fire arbejdsstipendier så givet til mænd?!

Læs eventuelt også min forrige blog om penge til kunsten

lørdag den 2. juni 2012

Penge til kunsten

Foto: Thiago Felipe Festa, Brasilien

Der findes mennesker i dette land, som får penge hver måned, bare fordi de har et navn. Et navn på Finansloven.


Cirka sådan lyder det, når forargelsen over de livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond bliver luftet.

Helt konkret er der p.t. 267 modtagere af den livsvarige ydelse. Venstre og Dansk Folkeparti vil af med de udgifter. Siger de. De har før vendt på en tallerken i spørgsmålet.

Da de selv sad med regeringsmagten, pønsede de også på at spare kunstnerstøtten væk. Men det løb ud i sandet da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008 skulle holde festtale i anledning af overrækkelsen af boghandlernes pris, De Gyldne Laurbær.

Den gik til forfatteren Jens Smærup Sørensen – som i sin takketale fremhævede, at uden kunstnerstøtten havde han aldrig fået skrevet sine bøger, ej heller “Mærkedage”, som Anders Fogh Rasmussen var endog meget begejstret for.

Hele historien er fyndigt beskrevet i Politiken af Anita Bay Bundegaard, under overskriften Venstres hetz mod rige kunstnere er ækel

Jeg vil alligevel mene, at der er nogen, som ikke skulle have udbetalt deres kunstnerstøtte. Læs med i min næste blog.

torsdag den 24. november 2011

Souvenir #3

Foto: National Maritime Museum

I fredags var der executive council meeting i FEIEA, og paraplyorganisationens president Steve Doswell havde valgt et særligt fint mødelokale, i Queen’s House, hvor vi sad omgivet af ældgamle malerier. Henrik og jeg sad lige ved siden af dette store, fantastiske skilderi, som bærer titlen “Battle of the Sound”.

Det er malet af Willem van de Velde den Ældre. Jeg troede først det viste den danske flåde der får læsterligt mange tæsk: splitflagene på skibene ser jo ud som dannebrog, og i baggrunden til højre anes Kronborg Slot. Men nu ved jeg, at maleriet i virkeligheden forestiller svenske skibe, der bliver slået til plukfisk – af hollænderne!

Vi danskere havde nemlig ikke så meget at skulle have sagt, dengang i 1658. Svenskerne havde besat København og sat stop for de udenlandske handelsskibe. Det var derfor, Holland havde sendt sin flåde herop, under Lieutenant-Admiral Jan van Wassenaer. Det handlede ganske enkelt om at beskytte de hollandske handelsinteresser, og her kommer blandt andet krigsskibet “Halve Maan” ind (midt) i billedet.

Kunstneren var selv tilstede, så det sort-hvide maleri er faktisk en øjenvidneskildring af begivenhederne. Holland vandt en stor sejr, og resultatet blev at de svenske tropper måtte opgive belejringen af København, og den vigtige handelsrute gennem sundet var atter open for business.

Og her sad vi så fra Danmark, Tyskland, Belgien, Tjekkiet, Rumænien, Portugal, Italien og Storbritannien og forberedte os på næste års Grand Prix i intern europæisk kommunikation.

Fra museumsbutikken havde Steve skaffet kalendere med reproduktioner af maritime skilderier, som dem der hang omkring os i mødelokalet. Van der Veldes er desværre ikke udvalgt til The Sea Calendar 2012 – men jeg synes ikke I skal snydes for det smukke syn.

tirsdag den 24. maj 2011

Esthers dag

Foto: free-photos.biz

Igår handlede min blog om dagens navn. Men hvem har egentlig fundet på at give dagene navne? – og hvorfor er det typisk et drengenavn, efter en eller anden religiøs mand som er blevet dræbt og posthumt kåret til martyr? Igår var det Desiderius og imorgen er det Urban.

Men dagen i dag er en kvinde! Dagens navn er Esther. På Saacks hjemmeside får vi historien om hende, helt kort: Hun var den unge jødiske pige, der giftede sig med den persiske konge Ahasverus og på den vis frelste jøderne fra persernes forfølgelse.

Rembrandt har skildret historien i et sit maleri “Ahaverus og Haman til gilde hos Ester”. Her ser man den oplyste, yndige og spinkle jødinde få persernes konge på sin side og forhindre den onde Haman i at udrydde jøderne. Verdenskunst, men også lige efter bogen. Esters Bog, selvfølgelig.

Så er der straks mere kant og fortælling over Artemisia Gentileschis maleri “Esther before Ahasuerus”, som hænger på The Metropolitan Museum of Art.
  
Nu er Esther ikke længere fin og føjelig, og perserkongen må frem i stolen. Sikken kvinde. Og en langt mere feminin og troværdig udlægning af historien fra Det Gamle Testamente.

Kunstneren hedder Artemisia Gentileschi, og på selvportrættet, hvor hun giver den som lutspiller, er det tydeligt at hun har personlighed og ikke stiller op for bollemælk. Hun vil have respekt og anerkendelse, og ikke ligge under for sine mandlige kolleger. Hun vil heller ikke bare male blomster, hun vil også svinge penslen over de storladne historier fra Bibelen.

Mest fantastisk er hendes billede “Judith and Holofernes”. Hun har sandsynligvis malet motivet flere gange end van Gogh har malet solsikker.

Når der i kunsthistorien står, at en Agostino Tasis tilbød hende ægteskab, så virker det mere barokt end tidens italienske kunstform, at man ikke også fortæller hvorfor hun afslog hans tilbud: Rigmanden havde voldtaget hende!! Beretningen om voldtægten og retssagen er i mine øjne helt afgørende for at Artemisia ikke kan slippe motivet af kvinderne der hugger hovedet af Holofernes.

Historien om Judith ligner faktisk Esthers. Begge kvinder redder jøderne. Men hvor Esther gør det på en pæn og stille måde, er Judith udspekuleret, brutal og skånselsløs. Hun lokker den assyriske hærfører med sex og fylder rigeligt med vin på ham. For så, sammen med sin maid Abra, at skære tyranens hals over. (Se billedet og læs mere her).

Forfærdede flygtede fjendens tropper, og jødeudryddelsen var aflyst. Altså, samme gode resultat som i historien om Esther, men med dødelig udgang, og uden den kvindelige sødme og blidhed, som mænd ellers holder så meget af.

Så nu er spørgsmålet: Idag er det Esthers dag. Findes der også en Judiths dag? Jeg checker… Jo, det er der sørme! Den 10. december: Hun frelste byen Bethulis, ved at halshugge Holofernes, som var fjendens anfører, og meget betaget af Judith.

Der er derimod ikke en Lazyclips dag. Det nærmeste er Lazarus dag, som pudsigt nok falder på min fødselsdag.
 

søndag den 24. april 2011

Gulddyret er fyr og flamme

Foto: Alek von Felkerzam, Canada

Gulddragen spyr ild. Guldkalven bisser. Guldgrisen rejser børster.

Guld er hot. Guldprisen banker i vejret, skriver DR Nyheder, og fortæller det er fordi det er krisetider. Traditionelt er guld det man sætter sine penge i, når for eksempel dollaren falder.

Men er der da ikke også en anden historie bag det faktum, at guldet er steget til over det dobbelte på bare tre-fire år?!

Guld er da et vældig pænt metal, men det kan ikke rigtig bruges til noget, andet end at lave smykker af. Og selv det er det faktisk for blødt til. Det er ikke møntet til cirkulation i sin rene form, 24 karat.

Alligevel er det lige præcist rent, uforarbejdet guld, folk vil ha’. Smeltedigler verden over æder smykker en masse alene for råstoffets skyld. Gammelt guld bliver slagtet for at blive til nye, blanke og historieløse guldbarrer. Guldet bliver deformateret, mister hukommelsen og lægges død i pengebokse.

Forretninger som postalgold.dk, vitusguld.dk eller Nyfortuna.dk lokker med knitrende tusser der kvækker: “Dine gamle smykker er guld værd”

Hvad de i virkeligheden siger er, at dine smykker KUN er guld værd.

Der er ingen værdi i det arbejde kunstneren engang har lagt mange tanker og timer i. Enhver gravering i guldet om tid, sted og anvendelse betyder ingenting. Det er fanme graverende – i betydningen slemt, pinligt og ubehageligt.

Guldfuglen flyver…

fredag den 16. juli 2010

Dronningens snørebånd er gået op

Foto: Kenneth Rosenkilde

Jeg sidder og læser en bog, udgivet i anledning af Erik Ellegaard Frederiksens 70 årsdag, den 29. april 1994.

Nu skal der nok være nogen der ikke lige ved hvem Erik Ellegaard Frederiksen er, eller var.

Men vi taler om en virkelig hård nyser indenfor dansk industriel design, bogtilrettelægning, bomærker, typografi og sådan noget.

Bogen hedder Bogstavelig talt, og det er morsomt at læse hvad den store mester for eksempel mente i 1975 i sin kronik om "Dansk design, vort fælles eje".

Erik Ellegaard er indigneret og synes det meste er …udtryk for manglende helhedssyn, for urationel tænkning og ofte en laden hånt om den menneskelige værdighed.

Han synes at …vore mønter er ukunstneriske og vore pengesedler baseret på 1700-tals pastiche, hvor man kunne have satset på vor tids computerstyrede teknik som grundlag for tidssvarende løsninger.
Og på toppen af denne officielle kransekage har Hendes Majestæt så anbragt sit hjemmestrikkede monogram, der – som en kunsthistoriker har udtrykt det – ligner et snørebånd, der er gået op"
Men nu, 35 år senere, ser alt jo anderledes ud. Dronningens monogram er jo smukt. Margrethe II er med tiden blevet en anerkendt kunstner. Nu er det Ellegaard der er en pastiche – som jeg smiler af at læse.

tirsdag den 29. juni 2010

Stephen Wiltshire


Et menneskeligt kamera, bliver han kaldt. Vi sad igår og så en udsendelse om ham i det sene fjernsyn, og min kæreste spurgte, om jeg syntes det er kunst den unge mand frembringer.

Stephen Wiltshire er autist og ejer en uhyre sjælden evne til at tegne efter hukommelsen. Han elsker at tegne bygninger, og kan på et øjeblik indprente sig antallet af etager og vinduer i for eksempel et højhus. Samt bygningerne ved siden af, deres udseende, alle detaljer, gader, skilte, alt hvad der nu hører med i bybilledet…

For at teste sin evne til det yderste, tog han på en helikoptertur hen over sin hjemby London. I et kvarters tid fløj piloten rundt langs Themsen, mens kunstneren bare brugte sine øjne og lod sit hoved opsuge alt hvad han så.

Han må nærmest have hjerne som en scanner, for dagen efter begyndte han på sin hidtil største tegning: Et 4 meter bredt panorama landskab af byen. Og alle kan roligt være imponerede. Alle bygninger ligger hvor de skal, størrelsesforholdene sidder lige i øjet og resultatet er fantastisk. Og det har kun taget tre dage at begå mega tegningen. Se historien på YouTube

Jeg forstår at autister holder meget af gentagelser og faste rutiner. Stephen køber da også sin sandwich i samme fastfood shop hver dag, på samme tidspunkt.

Jo, jeg synes faktisk det er kunst. Det er i hvert fald mere end cool registrering han frembringer med sin blyant og tuschpen. Han indfanger en særlig atmosfære omkring byens arkitektur. Som her, hvor han har været inviteret til New York og har tegnet og piftet taxierne op med yellow cab farve.

Og hvor er det iøvrigt dejligt at tegningen ikke bare giver publikum en kunstnerisk oplevelse, men også giver autisten masser af selvtillid og lyst til at skabe noget.

Der er masser af god kunst at se på hans hjemmeside

onsdag den 28. april 2010

Filateli nyt


Nu er den gode gamle Gasolin plade med de nedfaldne pigetrusser også blevet et frimærkealbum.

En konkurrence blandt Danmarks Radios P4 lyttere har udset netop Gasolin’ 3 til at være det mest mindeværdige danske pladecover – og så har salgschef i Post Danmark Frimærker, Allan Bo Hansen haft sit eget slidte eksemplar med på job, hvor det er blevet scannet, sat gevaldigt ned i størrelse og trykt på et utal af små stykker porto papir til fem kroner og halvtreds øre stykket.

Salig skiltemaler kiltemaler Tage Hansen har lavet motivet engang i 1960erne. Eller – han har sammensat det. Nogle vil sige stjålet med arme og ben. I hvert fald er pigen snappet blandt den amerikanske reklametegner Art Frahms pin-up kalenderpiger med tendens til at tabe deres pink blondetrusser ned omkring anklerne, og resten er planket fra en gammel plakat for San Francisco og luftfartsselskabet TWA.

Motivet inspirerede gasserne til sangen Smukke Linda, og så var det jo oplagt at affotografere maleriet til pladeforside. Det gjorde Susanne Mertz mens Peder Bundgaard tegnede bogstaverne og designede.

Der er en skønhedsplet i venstre side af billedet, hvor man kan se refleksen fra fotografens flash. Men den slags tekniske fejl ses jo ikke når musikken spiller…

Jeg synes det er et fint frimærke. Men jeg undrer mig over hvorfor det har været så vigtigt at få slitagen, småfejlene og det nikotingule skær med. Nogle vil sige det er autentisk og godt, men jeg synes altså det er sovset ind i snavs og pletter, og det er gået ud over det spræl pop art står for.

Når man ser frimærket i størrelsen 29 gange 39 millimeter, fremstår det gammelt, gnidret og gulligt. Det ligner en støvet tobaksreklame. En restaurering af skiltemalerens værk ville have pyntet gevaldigt.

Og nu jeg er igang med lidt brok, så bryder jeg mig ikke om kampagnen på posthusene, hvor frimærket blev udbudt til salg i dag. Her kan kunderne få et gratis frimærkehæfte, hvis ekspedienten glemmer at fyre lidt salgssnak af om den filatelistiske nyhed.

Nogle vil sige, at det jo bare giver en chance for at score en kontant gave med samlet pålydende værdi 66 kroner. Men jeg ville altså hellere slippe for postvæsenets rå mængder af tingeltangel og reklame-gas.

fredag den 23. april 2010

Ølbrok


Klamphugger, vil jeg kalde den grafiker og tekstforfatter som har været igang her. Og det i den yderst vigtige disciplin øletiket.

Hvad er det lige som får nogen til at skrive "Thy Eksklusive" med sådan en bøvet skrifttype. Det er jo alt andet end eksklusiv.

Skal det iøvrigt udtales på dansk eller engelsk? Thy er så afgjort et dansk ord, og så bør eksklusiv vel også være det. Så hvorfor tilføje det ekstra e?! Jeg vil kalde det dårlig etikette, og forresten er den engelske stavemåde exclusive.

Teksten er i det hele taget noget makværk. Hør engang:

»Ovalen i firkanten er tegnet specielt til Thisted Bryghus af vor berømte kunstner Bjørn Nørgaard. Temaet kan vist næsten kun være kærlighed - ifølge brygmesteren formentlig til øllet.«

Specialøl brygget af bygmalt, humle, tilsat antioxidant E300, E223 og det gode vand fra Thy · Nettoindhold: 50 cl. 7,8% vol. · A/S Thisted Bryghus, 7700 Thisted

…vist næsten kun… – man skal være mere end almindelig uldjyde for at sluge sådan en sproglig klamamse. Formentlig…

… og det gode vand… – bare fordi det er thysk?

Teksten er sat sort på grøn, med en grotesk i versaler, midtstillet i venstre side, langs etikettens sørgerand. Det kan godt være, det er ordinært at typografere med store og små bogstaver og foretrække venstrestillet sort tekst på hvid baggrund – men det er pænt og øger læsbarheden.

Bjørn Nørgaards kunst fejler sgu ikke noget. Han er en berømt kunstner, men vor?! Det kalder man ham ikke på Statens Museum for Kunst, som for tiden har hans navn hængende på et kæmpe banner over hovedindgangen.

Ærgerligt nok har den håbløse typografi og dårlige farvestyring på øletiketten nærmest reduceret hans bidrag til en vignet. Man kunne vel have fjernet sørgerand og overskrift og flyttet sidste holdbarhedsdato, så der blev mere plads til kunsten – og så kunne øllets navn eventuelt stå for sig selv på flaskehalsen.

Det er en returflaske, men inden Pant A kommer til udbetaling i Føtex automaten vil jeg nu smage og finde ud af om øllen er eksklusiv thysk, eller kun "lige til øllet"…

Hmmm – den er nu ikke så ringe endda. Som de jo siger derovre på Tysklandsodde. Jeg vil sige den er god, stærk og blød. Flot farve, smukt skum, dejlig smag. Vederkvægende ovenpå en rigtig brokblog.

PS:
Tusind tak til min søde kæreste for den spontane ølgave, som også består af Balder fra Baldersbrønde Bryggeri, Tangle Foot fra Badger, Blue Mountain Stout fra  Gourmetbryggeriet og Sapporo fra … ja, det er lidt svært at gennemskue: Den ser lidt russisk ud, men er brygget på licens i Canada.
Du er en skat, skat.

fredag den 16. oktober 2009

Smid ud eller behold


Alt er hulter til bulter, og vi har for lidt plads. Derfor bliver der nu ryddet op i pulterkammeret, for at se om det kan give plads til noget af alt vores habengut.

Konstant løber vi ind i spørgsmålet, om dit og dat skal beholdes, eller til storskrald. Tag for eksempel det her oliemaleri.

Vi har i sjov snakket om en brølende kronhjort ved skovsø. Desværre mangler både dyret og skoven her. Ikke engang en lille pipfugl har fundet vej til kanvassen.

Trisse har vist engang fået det fra et dødsbo. Det er malet af MS i 1948. Rammen er en tarvelig en af træ, som skal fixes. Hvis altså skilderiet skal beholdes…

Hvad siger I – skal det op og hænge, eller i containeren med brændbart?

fredag den 24. april 2009

Portræt af galleristen


Foto: Steve Brackenrich, USA

Allan Knoblauch driver et ikke helt almindeligt galleri i Valby. Jeg kigger altid forbi, når min ven Lars Svanholm er blandt de udstillede. Og så modtager jeg hver uge nyhedsbrevet med de små røde hjerter fra Copenhart Gallery.

Det er vi 1341 frivillige abonnenter der gør. Det er altid værd at læse, og er man interesseret i hvad der rykker på kunstscenen, så synes jeg da man skal klikke sig ind på hjemmesiden og give sin mailadresse til galleristen.

Denne gang har han eftertænkt lidt på sin egen karriere, og leveret et par "portrætter", som ikke har meget med kunst at gøre. Men de er edderbandebankemig godt skrevet:


PSYKOPAT PÅ HJEMMEBANE
HAR VÆRET: Forfatteren Sanne Udsen, mor til "Drømmefabrikken", der udkom for nogle uger siden, siger det ligeud, endda i TV-avisen: "Psykopater findes alle vegne", fastslog hun, da hun fortalte, hvordan store drømme kan løbe af med næsten alle og enhver. Et godt eksempel er "IT Factory", og det er netop denne biks, som lægger historie til "Drømmefabrikken".
Men selvom der er psykopater overalt, er der visse brancher, de trives bedre i. – Hvilke? ville intervieweren vide. Og svaret faldt prompte: "Psykopater har gode betingelser i politik, i reklame og medier samt i kunstverdenen", vidste forfatteren.
Hvilket nok kan få en gammel gallerist til at eftertænke lidt på egen karriere: Først 15 år i politik og journalistik, derpå 19 år i reklame. Så på ny et par år i journalistik, tilmed i den tynde ende, før den sidste konvertering til billedkunstbranchen – med etableringen af Copenhart Gallery i 2006. Hvis man her ikke er løbet på nok skæve hoveder gennem fyrre år, er man vel selv blevet et af slagsen.


KAREN I KÆRET
POLLETIK: Karens Jespersens fratræden som "velfærdsminister" er knap så lovende, som den først kunne lyde. Klagekonen fra Dragør erklærer, at hun slet ikke er færdig med politik, skønt hun med årene har bevæget sig bredere i spektret, end de fleste: Fra strammer i yderste udkant af de hedengangne venstresocialister til livstræt skarpretter på modsatte fløj i højrepartiet Venstre. Selvom det umiddelbart er svært at forestille sig, hvad hun herefter kan finde på, bør man næppe undervurdere fruens evne til at 'time' sin politiske overbevisning med de karrieremuligheder, der byder sig. Hendes oplevelse af egen nytteværdi i fællesskabets tjeneste er uantastet. Spørgsmålet er derfor alene, om Pia og hendes tre tro væbnere har blik for Karens resterende talenter.


LØKKELIGE LARS
POLLETIK: Han var et politisk talent allerede for 20 år siden. Lille og firskåren gik han omkring i udkanten af den store begivenhed i sit bagland og tyggede på den tale, han skulle holde, som vikar for Gillelejes borgmester. Anledningen var god nok: Optimister i pædagogernes forbund og pensionskasse havde investeret et betydeligt millionbeløb i at anlægge en familieforlystelsespark i kommunens udkant, hvor der savnedes fristelser for turister.
Skønt ukendt ude i samfundet var Lille Lars et lovende navn i nordsjællandsk lokalpolitik, om end ikke berømmet for diplomati. Og dog fik han med munter høflighed budt de glade pædagoger og deres røde pensions-millioner velkommen til den bare mark ved Rågeleje. Lars var løkkelig for, at klassefjenden ville investere sin opsparing i den borgerlige sommerhus-kommunes erhvervsliv. En fredelig fadbamse i festteltet takkede han heller ikke nej til, da velkomsten var leveret. Og Lars nåede trygt hjem til Græsted, længe før den halvhjertede Nordsjællands Sommerpark var kuldsejlet. Det gik der trods alt flere måneder med.




torsdag den 22. januar 2009

En svær tid



Lægens anbefaling, udover recept på Hexal Citalopram, er at komme ud og gå nogle lange gåture. Få frisk luft og lys. Se noget grønt og få lidt styr på tankerne, som jo ellers har det med at kværne mørkt og farveløst løs.

I dag går gåturen ud langs Søerne, og med det grønne in mente stopper jeg op ved den irrede skulptur ved Sortedam dosseringen. Den har jeg altid godt kunne lide.

Den er lavet af Johannes Hansen (1903-1995) og opstillet i 1942. Bestemt en svær tid, med mange bekymringer. Titlen er Siddende Unge Mennesker. Men mon ikke alle, både gamle og unge, kan identificere sig med enten den ene eller den anden her hvor Nørrebrogade begynder? Jeg synes også kunstværket har et smukt moment af trøst, som mangler i titlen.

Jeg går videre til Botanisk Have. Brillerne dugger i drivhuset, som i bogstaveligste forstand er en oase på stenbroen. Der en en hvid bænk at sidde på. Dufte af liv. Rislen af vand. Varme og fugtighed.

Det venezuelanske brownea træ har sat smukke blomster, der ligner knugede orangerøde knytnæver.

søndag den 9. november 2008

Dyr og mennesker


Foto: Carsten Issels, Tyskland

Er man god til noget, er man en ørn til det. Eller en haj, især hvis det har noget med gambling at gøre. Og man ikke er en hund i et spil kegler.

Mennesker vil efterabe. Sprinte som gazeller, være kloge som ugler, flyve som fugle, føle os som fisk i vandet. Sproget er fyldt af den slags sammenligninger.

Derfor er det vel ikke så mærkeligt, når dyr en gang imellem også vil gøre mennesker en kunst efter.

En af dagens nyheder handler om en hest der excellerer i akvarelmaling. Og hvorfor ikke? Der er jo masser af læseheste, hvorfor så ikke også en malehest?

Dyr og Mennesker er også titlen på Carl Hagenbecks erindringsbog som udkom på Gyldendalske boghandel og Nordisk forlag i 1911. Den kan klart anbefales, – hvis man kan li’ den slags.

onsdag den 16. juli 2008

Bogstavkunst


Vi har lige snakket om Lars Svanholms morsomme blog om hvor pokkers svært det kan være at få et maleri til at hænge ordentlig sammen. Og så ser jeg pludselig, at Arthur også har et kunstværk med bogstaver stående.

Det bliver støvet lidt af og fotograferet. Arthur er stadig godt tilfreds med sit værk. Kompositionen holder, og der sker noget interessant med komplimentærfarverne. Arthur har det bedst, når der ikke er noget der peger ud af billedet. Og hvis der gør, må der være noget der peger ind igen.

Hvad forestiller det egentlig? En pensel, ja, og bogstaver. Men ellers er der ikke noget der ligger fast. Det ligner noget, men hvad? – Jeg synes der er noget maritimt over det. Det blå ligner lidt hav, ikk’ – og er det mon et gyldent anker dér?

Jeg starter ofte maleriet som en abstrakt komposition; i løbet af maleprocessen ændrer de nonfigurative virkninger sig og jeg ender med et genkendeligt udtryk som jeg kalder "Figurativ Motivation".
Sådan formulerer Arthur selv processen på hans og Lenes fine hjemmeside.

Det er i orden, hvis jeg synes det er noget med søfart.

fredag den 9. maj 2008

Tags


Mine sidste par blogs har handlet om graffiti. Ude på Enghave Brygge, bag H.C. Ørstedsværket, ligger Det hemmelige Galleri. Mure der engang var et stort kullager, er idag et lovligt graffiti atelier.

Det største værk derude på Landvindingsvej hedder Evolution. En af kunstnerne bag hedder Ulrik Schiødt og har lavet en rimelig blæret hjemmeside.

Men her er noget mere normal graffiti. Godt tegnet manga tøs med håndvåben. God dybde, klare farver. Fint lille masterpiece.

Men så er der kommet en eller anden nød forbi og har tagget det. Sema står der, lidt amatøragtigt påført muren i sort med en noget flad dåse. Og det tag er så igen blevet tagget med en lille grøn hilsen; Dø, Toys!

Det er sådan en slags visuel mobning. De proffe graffitimaleres arbejde bliver lige skændet med nogle hurtige halvgrimme tags, måske sprayet af nogle der er misundelige over ikke at kunne tegne ligeså godt?

Tags i tags. Tag ud til Enghave Brygge og se graffiti-kunst. Tag nogle dåser med. Der er en bænk, hvor man kan sidde og drikke dem.