Viser opslag med etiketten guld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten guld. Vis alle opslag

mandag den 14. maj 2012

Edderflot

Foto: Frank Ellis Photography: Nicholas Godley og Simon Peers gyldne sjal

Edderkopper er dybt interessante, og jeg kan klart anbefale den ny udstilling om de fascinerende skabninger på Zoologisk Museum.

Der er masser at fortælle om de spindende ottebenede fyre, som ikke bare er små og hedder Peter.

Vidste du for eksempel at edderkopper kan være helt vildt farverige? Se bare de fine billeder i sløjfe på museets hjemmeside.

På udstillingen kan du se en colombiansk krabbeedderkop, der er kommet til Danmark i en klase bananer fra SuperBest i Hørsholm.

Du kan også se verdens største edderkop, som hedder Goliat. Zoologisk Museum udstiller omkring 80 forskellige levende edderkopper, sågar en der lever det meste af sit liv under vand i en dykkerklokke den selv har spundet.

Mest begejstret er jeg dog for udstillingens sjal, som er vævet med silketråde fra madagassiske edderkopper af slægten Genus Nephila.

Hvor silkeormen leverer råmaterialet fint rullet sammen i kukoner, er det anderledes vanskeligt at udvinde edderkoppespindssilke. Til sjalet er der brugt 41.000 edderkopper. De er hver især blevet fixeret en tid, og er så blevet fodret i den ene ende, mens deres tråd langsomt er blevet trukket ud ved spindevorterne i den anden ende.

Der er det fantastiske ved spindelvævstråden, at den er ti gange stærkere end stålwire, hvis man forestiller sig den i samme tykkelse. Det er altså ikke helt skævt, når vi i den klassiske børnesang synger om den ene elefant efter den anden der marcherer hen ad edderkoppens fine spind. Det kan det teoretisk set godt holde til.

Og se hvor smukt det er. Sjalet er rent naturmateriale. Det er ikke indfarvet. Det du ser, er ligeså ægte gyldent som gedigent guld.

Man malker en hulens masse spindelvævsingeniører, som hver især bliver holdt fast en halv times tid inden de atter slippes fri i naturen på Madagaskar. De små søde væsener behøver ikke lade livet.

Du skal ikke være bange, er udgangsbønnen til de besøgende. Overlad du trygt din araknofobi til jordens milliarder af fluer.

søndag den 24. april 2011

Gulddyret er fyr og flamme

Foto: Alek von Felkerzam, Canada

Gulddragen spyr ild. Guldkalven bisser. Guldgrisen rejser børster.

Guld er hot. Guldprisen banker i vejret, skriver DR Nyheder, og fortæller det er fordi det er krisetider. Traditionelt er guld det man sætter sine penge i, når for eksempel dollaren falder.

Men er der da ikke også en anden historie bag det faktum, at guldet er steget til over det dobbelte på bare tre-fire år?!

Guld er da et vældig pænt metal, men det kan ikke rigtig bruges til noget, andet end at lave smykker af. Og selv det er det faktisk for blødt til. Det er ikke møntet til cirkulation i sin rene form, 24 karat.

Alligevel er det lige præcist rent, uforarbejdet guld, folk vil ha’. Smeltedigler verden over æder smykker en masse alene for råstoffets skyld. Gammelt guld bliver slagtet for at blive til nye, blanke og historieløse guldbarrer. Guldet bliver deformateret, mister hukommelsen og lægges død i pengebokse.

Forretninger som postalgold.dk, vitusguld.dk eller Nyfortuna.dk lokker med knitrende tusser der kvækker: “Dine gamle smykker er guld værd”

Hvad de i virkeligheden siger er, at dine smykker KUN er guld værd.

Der er ingen værdi i det arbejde kunstneren engang har lagt mange tanker og timer i. Enhver gravering i guldet om tid, sted og anvendelse betyder ingenting. Det er fanme graverende – i betydningen slemt, pinligt og ubehageligt.

Guldfuglen flyver…

tirsdag den 29. marts 2011

Wilsons paradisfugl

Foto: Flickr

En pragtfuld og temmelig sjælden fugl. Farvestrålende og med snurrige halefjer. Et udstoppet eksemplar kan ses på Zoologisk Museum, som har fokus på fugle- og dinosaurfjer, og på menneskets behov for at pynte sig med lånte fjer.

Paradisfuglene er centrale i Søren Koustrups bog Flamboyanten, om italieneren Luigi Maria d´Albertis, som i 1871 leder en ekspedition til Ny Guinea, en af de sidste hvide pletter på verdenskortet.

Det er en dejlig bog, med mange af tidens smukke illustrationer af fugle, mennesker og steder, Luigi og hans folk kommer forbi på deres rejser op ad de ukendte floder. Undervejs plaffer de paradisfugle ned og skiber dem hjem til Europa, hvor fjerene er guld værd for enhver modist.

Måske er der stadig nogen, som sukker og fantaserer om damehatte med paradisfuglefjer. Men jeg synes, som de fleste andre, at paradisfuglefjer er smukkest når de sidder på deres fugle, som de skal.

Især de aparte og bemærkelsesværdige fjer på denne Wilsons paradisfugl.

torsdag den 26. marts 2009

Ægte guld



Jeg har arvet min fars manchetknapper. De er i rent guld, for det er to tikronestykker fra 1913 med Kong Christian X og våbenskjold på.

Så vidt huskes købte min mor dem til min far i julegave for lidt over guldprisen. Blandt numismatikere er det ikke velset at lodde mønter til smykker, for det er en slem forringelse af mønternes samlerværdi.

Min far var meget glad for manchetknapperne – men brugte hellere nogle andre, almindelige i sølv. Han var simpelthen bange for at tabe de fine guldmønter.

Bare i guldværdi er der for langt over tusind kroner. Vi taler 22 karat.

Hos mig ligger de faktisk bare og flyder på bordet. Hvorfor dog gemme dem bort i et skrin? De er jo vildt smukke, og emmer af historie. 20 kroner var mange penge for hundrede år siden.

Og jeg har modsat min far ingen betænkeligheder ved at bruge dem ved festlige lejligheder. Min nervøsitet går mere på, om jeg måske er blevet lidt for tyk til manchetskjorten…

mandag den 17. september 2007

Guldhornene




Guldhornene er stjålet – igen! Og er endnu engang drejningspunkt for en masse tanker om vores kultur, vores historie, og hvor hurtigt sådan noget kan forsvinde.

Hornene blev fundet tæt under jordens overflade, på en mark ved Møgeltønder. Kniplerske Kirsten Svendsdatter fandt det længste i 1639, og husmand Erik Lassen fandt det andet i 1734. Og i 1802 stjal guldsmed Niels Heidenrich dem, og lavede falske guldmønter og smykker af dem.

Guldhornene blev vel egentlig først nationalklenodier, da Adam Öehlenschlæger skrev sit berømte digt om dem, kort efter at de var omsmeltet til fiduser.

Og nu jagter politiet så tyvene. Hvis du ser en metalsort Volvo V40 med registreringsnummer YL 59.656, så sig endelig til.

Forresten er guldhornene, altså kopierne, ikke lavet af rent guld. De er lavet i sølv, og siden guldbelagt. Og så ligner de kun de originale. For de er rekonstrueret på baggrund af gamle tegninger og hukommelse.

Da jeg var en lille dreng, gik jeg tit på Nationalmuseet med min tegneblok. Her fik jeg en ven, en ung kvinde, vistnok fra kunstakademiet, som med fin sort tusch tegnede de udstillede kopper, vaser, skåle, tallerkener og fade fra en ende af. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men det var hendes sommerferiejob på den måde at registrere museets samling af fint porcelæn.

Og hver gang hendes tusch var ved at være godt brugt, fik jeg den. Og min ven tegnede videre med en ny.

Så spiste hun frokost på en bænk i museets have, mens vi viste hinanden vores tegninger. Mine var selvfølgelig ikke nær så gode som hendes, men hun opmuntrede mig og sagde at de skam var vældig fine. Og hvem ved? – Måske var jeg aldrig blevet reklametegner, hvis det ikke var for hende…

Engang sad jeg og tegnede en indianerhøvding, og kom i fjernsynet. Erik Kjersgaard havde lavet en tv-udsendelse om Nationalmuseet, og alle kunne så til slut se lille mig sidde og tegne, mens rulleteksterne gled over skærmen på de danske sort-hvide fjernsyn.

Jeg har forresten tit tænkt på, om man en dag vil finde det stykke guldhorn, der lissom mangler på det øverste. Tænk hvis én en dag står på en mark i Møgeltønder og sparker lidt til jorden – og er heldig!