onsdag den 2. oktober 2013

Lunderskov




Det er mærkeligt med den her by. På den ene side er her smukt, ligefrem idyllisk, og Lunderskovs  indbyggertal har i lang tid været svagt stigende. På den anden side er her meget stille, og byen gør ikke meget væsen af sig. Jeg synes næsten den er gået i coma.



Bare tag stationsbygningen. En flot bygning, som engang husede et DSB billetsalg og en velassorteret kiosk. Lunderskov er geografisk set et knudepunkt, hvor der går spor sydpå mod Sønderborg, vestpå mod Esbjerg og østpå mod Kolding og videre mod Århus, Odense og København. Alligevel slumrer stationen hen. Billetsalget er forlængst nedlagt til fordel for en automat udenfor bygningen, som er aflåst og helt tom. Der er tre spor, men togene er ofte gennemkørende, de sagtner ikke engang farten, men passerer perronerne for fuld hammer.



Engang var der liv og glade dage på jernbanehotellet, med knive og gafler til store selskaber. Igen en smuk bygning, der er lukket og slukket. Og hovedgaden hedder kun Storegade, fordi de andre gader er endnu mindre. Engang var her tøjbutikker, bagere, værtshuse - idag er apoteket en af de få butikker, der stadig har kunder. Ja, og så forretningen i nummer 26, hvor man køber lottokuponer, fordi jackpotten flere gange har været forbi lige netop her. 



Men det er egentlig ikke fordi folk i Lunderskov mangler penge. Her i byen klipper man hæk og slår græs omkring rigtig pæne huse. Og alle har havegrill og massevis af øl. Det er bare som om, at hvergang der er tilløb til en fest, så taber man pulsen inden der rigtig sker noget.



Øllerne skal nok blive drukket alligevel. Men ikke her i byen. Der lå engang to værtshuse i Storegade, og det er såmænd ikke så længe siden. Skomageren og Vognmanden. Den første er gået ned og indgangen muret til, og den anden er tilsyneladende også ved at opgive ævred. Øllet er billigere i Brugsen, som lige har fået lagt ny asfalt på P-pladsen. Det hjælper dog ikke så meget. Man kører med millionunderskud, har jeg hørt. Der ligger en Kiwi op ad Reinholdts Bakke og til højre, og en ABC i Vamdrup. Og ellers er der jo Kolding Storcenter…



Jeg går lange ture i og omkring Lunderskov. Og jeg undrer mig. Byen kan synes spøgelsesagtig og blodfattig, men vokser sig - så vidt jeg kan se - alligevel støt og roligt større. Det er mærkeligt.



Øllet bliver tydeligvis drukket i bilerne. Det er dybt godnat. Når jeg går langs vejene, ligger de tomme dåser og oxiderer uendelig langsomt i grøfterne. Og det er næsten udelukkende dem uden pant, købt med eksporterklæring syd for grænsen. Slots og Carlsberg er de foretrukne mærker.



Biblioteket er godt, og man kan altid komme ind ved hjælp af magnetstriben på sit sygesikringskort. Så åbner dørene automatisk, og der er adgang til computere, bøger og dagens aviser. For tiden er der også nogle lokale kunstnere som udstiller farverige malerier. Men det er ikke fordi biblioteket er overrendt. Måske læser og ser folk det hele hjemmefra over nettet? 



Mandag og torsdag er bibliotekaren Lisbeth på arbejde, og hun gør meget for at der skal ske noget mere. Forleden havde hun slået rigtig meget på tromme for nye læsekredse. Der blev lokket med kaffe og chokolader, og jeg dukkede op - som den eneste… 



Der sker ikke en hujende fis i Lunderskov, eller også skal jeg bare lige vente og se tiden lidt an? De folk jeg trods alt møder, smiler jo, og de kan også godt finde på at side "daw". Egentlig ikke fordi de gerne vil snakke, men mere for lige at signalere, jeg godt må være her. 



Her er sådan set også rart at være. Se bare min yndlingsbænk. Jeg plukker et æble og sætter mig, gnasker og ser ud over det smukke landskab. En dag kommer der måske en forbi, jeg kan dele udsigten med…