Blogbogstaver

Foto: Stephen Tainton, Storbritannien

 
– These funny letters – the A-E hybrid, the O with a stroke, and the A with a small circle on top – What the hack do you use them for ?!!

Ja, det er et godt spørgsmål…

Vi bruger dem til at drille udlandet med. De er tre af vores nationale forbehold i det internationale samfund. De er sørme meget vigtige.

Ælle-bælle, mig fortælle!

Rødgrød med fløde. (Kom, dansk blødt ð!)

Æh… Øh? …Åh!

– What! Er vores veritable danske vokaler truet på eksistensen!

Det er jo synd og skam, – sludder! – Jeg mener, det er skam godt, selvfølgelig, – YES!

Ind i kampen

Hun rapper endnu, og hun kan stadig skraldgrine. Men rappenskralde? – Nej! Anne Marie Helger er først og fremmest en skøn, hjertevarm kommunikatøse. En hugorm med hang til boaer, meget store haute couture skrud og en altid tændt, massiv retfærdighedssans.

I går aftes var hun det naturlige midtpunkt i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler. Og hurtigt fik vi nogle af hendes uforlignelige svadaer. For dem der måske ikke var helt opmærksomme da fruen var allermest fremme på den røde front i firserne, er her en kort beskrivelse: kværulerende, selvkanoniseret, krakeleret, knastør, knogle-kugleskør klimakteriemakrel i den terminale fase.

Så kender vi hende. Og bare der dog var flere af hendes slags. Vi lever desværre i en mere og mere apolitisk hverdag, hvor der bliver længere og længere mellem folk der SELV mener noget.

Autointakte Anne Marie Helger har taget en smuk, ung amazone med som praktikant. Argentinske Tanja som lever livet efter sit eget motto: Ind i kampen!

Vi skal alle ind i kampen, med hjertet forrest – og heldigvis pusler Anne Marie Helger (som nu er 62 år) med en ide´om at lave en workshop!

På lørdag, eller næste lørdag, kl. 23 er det godt at tænde for Kanal København, hvis man kan. Så er der endnu en stribe bredsider affyret fra Helgers bastion, og optaget af Christiania TV.

Hammer og søm

Foto: Carlos Paes, Portugal

 Hammer & nail. Det er jo ikke det det er. Slet ikke. Det er i virkeligheden brandbar væske i en plastbeholder lukket med en mekanisk tændingsanordning, ved siden af en gul og hvid fidibus stoppet med fintskårne, tørrede blade fra en plante af natskyggefamilien.

Men for mange mennesker forestiller billedet noget helt andet. Noget der er meget vigtigt, noget der er meget svært at komme udenom.

Forleden skrev en mingler i en tråd, at hun helt er holdt op med at komme steder, hvor hun ikke må ryge, – med mindre hun er tvunget til fx at tage plads i lægens venteværelse. Hun flyver ikke mere, og tager kun toget over kortere afstande. Hun siger nejtak til fester og sammenkomster, hvis der ikke må ryges. Hun kommer stort set ikke hos sine børn, som man forstår ikke vil have røg indendøre.

Det må eddermaneme siges at være en høj pris at betale, oveni en ågeragtig betaling for noget der beviseligt er yderst skadelig for hende selv og hendes omgivelser. Cigaretternes farlighed er forlængst slået fast – med muggert og syvtommersøm! Men hende om det – ingen skal fortælle hende hvad hun må eller ikke må.

Ginette, min kollega på jobbet, har fået tid hos en hypnotisør. Hun skal hjælpe hende med at blive ikke-ryger. Og vi håber jo for hende at det lykkes.

Men hvorfor er det egentlig så svært? Man behøver ikke engang kvitte tobakken for at holde op! Man behøver bare droppe fyrtøjet. Eller omvendt, lystigt bruge lighteren til stearinlys i alskens farver – men holde den på sikker afstand af den giftige natskyggesatan.

Hul taget på 3. liv

Foto: Adreson Sá, Brasilien

 
Vi siger, at en kat har ni liv. Så der er stadig syv tilbage at gi’ af for den unge gråstribede, hvis liv nu har taget endnu en drejning.

Den redder pelsen første gang for en lille måned siden, hvor det egentlig er meningen at den pløkkes i Jylland, men istedet kommer med os hjem.

Men snart står det klart at katten må videre. Den har svært ved at ramme sin kattebakke, når den skal. Ofte rammer den flere værelser forkert.

Om det er fordi den har været forvirret over forvandlingen fra ude- til indekat, eller fordi den har en naturlig trang til at markere sig, ved jeg ikke, men det er nok mest været det sidste.

Der er dog også et større problem: Jeremys mor vil ikke acceptere dyret. Vi er godt nok skilt, men før vi fik kat, kom hun jævnligt forbi og sagde hej og hyggede med sin søn. Nu er det istedet blevet til telefonmøder, og små visitter i fritten, hvor hun siger at hun var allergisk overfor katte. I virkeligheden har hun et fobisk forhold til dyr i det hele taget.

Så er gode dyr rådne. Vi er kommet i en kattepine. Og der er ingen returret i det jyske. Så må du få den aflivet, lyder det fra flere sider. Jeg forbereder Jeremy på, at det måske kan blive løsningen.

Det tænker han over, mens han hjælper katten med at gå på væggen og synger sin Spider-cat sang med klar adresse til Simpsons the Movie. Og når så frem til det positive i, at den jo så i sin kattehimmel vil kunne tisse lige hvor den vil.

Dyrlægen vil gerne aflive katten, men synes jeg i første omgang skal ringe til Tine hos Kattens Værn, for måske har hun en anden løsning.

I første omgang ser det sort ud, for internatet ligger i byggerod efter et svampeangreb, og kapaciteten er p.t. reduceret til 25 % af den normale. Men jeg kan jo prøve internatet på Islevdalvej i Rødovre.

Jo, jeg kan godt komme ud med katten mellem tretten og femten, lyder meldingen dér. Med kastrering, øremærkning og vaccinationer vil det koste mig 750 kr. (Det er faktisk billigt i forhold til giftsprøjte og kremering).

Så jeg cykler ud til Dyreværnet med katten i dens taske på ladet af Christianiacyklen. Jeg ved lige præcis hvor det ligger, for jeg har i fem år arbejdet som grafiker og personalebladsredaktør hos Flügger lidt længere nede ad vejen.

Katten bryder sig ikke om turen til Rødovre, og da slet ikke om stedet han kommer hen. Der er bjæffende hunde til næsten alle sider, og katten reagerer med høj puls og tisseri, med en ram lugt til følge.

Så kommer han i bur, og stedets dyrlæge, en sød ung kvinde, forsvinder med ham for at tjekke for eventuelle skavanker.

Hver gang tilværelsen tager en drejning, skal der som regel udfyldes en formular. Det gælder også for katte. Så hvis jeg lige vil tage plads… Kattens navn, alder, køn, udseende, telefonnummer osv. bliver noteret af en venlig dame på kontoret.

– Hvad har han fået at spise?
– Øh, kattemad, svarer jeg, logisk nok.
– Noget specielt mærke? Whiskas?
– Næe, forskelligt.

– Kan den finde på at stikke af?
Vi kigger lidt spørgende på hinanden. Enhver kat kan jo finde på at stikke af, så vi springer spørgsmålet over, med en bemærkning om at det er de mærkeligste spørgsmål man kan støde på i en formular.

– Har den nogen pudsige særheder?
Jeg fortæller, at den faktisk ikke bryder sig om frisk vand i en skål. Den vil meget hellere slikke brusergulvet, når jeg eller Jeremy har været i bad… Den slags oplysninger kan være nyttige for kattens nye ejere. Jeg svarer så godt jeg kan, mht. om den kan lide børn, hvordan den har det med fremmede, og om den er kælen.

Dyrlægen kommer tilbage og siger med et smil, at katten er fin. Den er allerede blevet kastreret. Den kat skal de nok finde et nyt hjem til, helt sikkert. Cool navn, iøvrigt.

Det er så det. Jeg får en kvittering, og glad over ikke at have slået en sund kat ihjel, tager jeg hen forbi min gamle arbejdsplads og får en kop kaffe med min perleven Merle, koncernsekretæren. Det er rart stadig at have kontakt til mange af mine gode kolleger fra dengang.

Nu er katten nok faldet lidt til ro, og hvis der blandt læserne er nogen der kunne tænke sig at hilse på ham, så er hans midlertidige adresse Islevdalvej 85. Bare spørg efter Tiger Crash. Der er åbent alle ugens dage fra 13-15.

Åbent samråd

Foto: Christian Panton, Danmark

Det starter som en pantomime, til skramle-lyden fra Folketingets berømte åbne elevator.

Jeg har sammen med mine gode venner Torben og Bent sat mig tilrette ved det lille bord ved siden af døren ind til S-092, hvor samrådet skal finde sted, for at følge det indledende skuespil.

Hvem kommer? Sjelle smutter indenfor, og dér har vi Langballe. Mon ikke også Krarup er på vej, jo dér er han. Henrik Dam Kristensen dér. Og Morten Østergaard fra de Radikale. Det er ham, der har indkaldt til samrådet og stillet spørgsmålet. En lind strøm af MFere defilerer i spredt uorden forbi os for at deltage i dette årets første samråd.

Så mangler vi bare ministeren…

Der kommer hun, Birthe Rønn Hornbech, fulgt af sin chauffør og nogle embedsmænd. Hun sætter sig på den ledige stol ved siden af mig. Hun er stresset, og irriteret over de mange pressefotografer, bl.a. fra Berlingske. Så tager hun en mappe frem og bladrer lidt nervøst i den. Det er den sag, det hele handler om.

Konkret handler den egentlig om noget helt andet. Nemlig den hollandske statsborger R.N.G Eind, som i februar 2000 rejste til Storbritannien for at arbejde. Mens han var dér, indrejste hans 11-årige datter direkte fra Surinam i Sydamerika, og fik opholdstilladelse, jvf. EU-reglerne for familiesammenføring. I oktober 2001 vender han tilbage til Holland (som juristerne kalder Nederlandene), men datteren får afslag, fordi hendes far nu ikke længere arbejder og modtager kontanthjælp.

Danmark har interveneret, da retssagen kom for, og forsøgt at bakke Holland op. Men EF-domstolen har fejet al dansk nonsens af bordet. Dommen slår fast, at der uden diskussion skal gives familiesammenføring, så hr. Eind og hans datter kan leve og bo sammen i Holland. Basta!

Dommen er følgelig også gældende for familiesammenføringssager i Danmark. Den er dermed et alvorligt hak i tuden til regeringen og Dansk Folkeparti, som jo synes det er noget pis, hver gang en dansker gifter sig med en udlænding – medmindre han har en mor der hedder dronning Margrethe, naturligvis.

Torben, Bent og jeg sidder bare stille og venter. Ministeren skal have ro til de sidste forberedelser, inden hun skal ind og fortælle, hvad afgørelsen i den såkaldte Eind-sag betyder for de dansk-udenlandske ægtepar.

Imens tænker jeg på, hvor mange gange mere indflydelse man har som almindelig borger, ved at deltage i et åbent samråd, end ved fx at gå med i en demonstration.

Så føler Birthe Rønn Hornbech sig nogenlunde klædt på til det hun om lidt skal ind og præstere, og vi kan snakke lidt. En af ministerens følgesvende viser sig at være Claes Nilas, og han kommer hen til bordet med et stort smil og hilser på mig. Han kan sagtens huske mig fra dengang jeg var formand for Ægteskab uden Grænser, og han var direktør for Udlændingestyrelsen, og vi med jævne mellemrum mødtes i Brugerpanelet.

Det er ellers lang tid siden. Og jeg har ikke rigtig haft noget med Landsforeningen for Dansk-udenlandske Ægtepar at gøre, efter det for fem år siden blev besluttet at få et nyt logo og droppe samarbejdet med min ven Torben Wilken, som ellers er den nok mest erfarne lobbyist på Christiansborg. Han er iøvrigt selv gift med en udlænding, Mariola fra Polen. Det overrasker mig forresten ikke, at Ægteskab uden Grænser glimrer ved sit fravær. Den forening har i lang tid ikke rykket ved noget som helst.

Nå, nu kan vi gå ind.

Ministeren lægger ud med at fortælle om EF-dommen. Hun siger det er vigtigt at holde fast i, hvem der er hovedperson, og hvem der er biperson i sagen, og samtidig understreger hun vigtigheden i at skelne mellem hjemland og værtsland. Det har taget lang tid, indrømmer Birthe Rønn Hornbech, at sætte sig ordentligt ind i Eind-sagen. Hun kan også fortælle, at dommen kan ses i sammenhæng med andre domme, bl.a. Singh-dommen og Carpenter-dommen.

Hendes anskuelse er, at lysten til at rejse ud, hænger sammen med muligheden for at kunne vende hjem igen.

Birthe Rønn Hornbech er som bekendt Venstre-kvinde og altså pro EU, og naturligvis tager hun EF-dommen til efterretning. Derfor kommer der nu nogle administrative lempelser af familiesammenføringsreglerne. Disse bliver efter samrådet offentliggjort på ministeriets hjemmeside. Hun har også sørget for, at der ligger en læse-let pressemeddelelse fra ministeriet til journalisterne. Jo, damen har ikke for høje tanker om pressen.

Så tager hun fat på spørgsmålene, og starter selvfølgelig med det fra Radikales Morten Østergaard. Han følger op med en fin finte omkring pensionisters adgang til familiesammenføring efter EU-reglerne. Som jeg har forstået det, er dét spørgsmål røget videre til skriftlig besvarelse. Det er nemlig mere ‘tricky’ end man umiddelbart skulle tro.

Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokraterne vil gerne vide, hvad Eind-dommen får af betydning for de temmelig mange dansk-udenlandske ægtepar der bor i Malmø eller Flensborg.

Hermed refererer han til Sverigesløsningen, som jeg og Torben Wilken har fået idéen til, konstrueret og udviklet. Og ikke mindst – fortalt vidt og bredt om. Især et seminar i Fællessalen på Christiansborg søndag den 18. august 2002 buldrede igennem medierne, med fyldige indslag i TV2 Nyhederne, TV-Avisen, Deadline på DR2, og sågar et indslag på CNN.

Dansk Folkeparti er mødt talstærkt op. Martin Henriksen spørger, hvad et udlændingeforbehold egentlig er værd, når de stramme familiesammenføringsregler, som mange vælgere ønsker, nu bliver lempet. Krarup følger op og frygter masseindvandring.

Ministeren sender et klart signal til støttepartiet. Sagen har ikke noget med EU-forbeholdet at gøre, og desuden mener hun ikke lempelserne vil føre til særlig mange ekstra opholds- og arbejdstilladelser i familiesammenføringssager efter EU-reglerne. Det er rart at se, at Birthe Rønn Hornbech ikke smisker for liste O, sådan som Rikke Hvilshøj havde tendens til.

Efter samrådet er der interviews med pressen. Da ministeren kommer ud til journalisterne, udvikler det sig hurtigt til skænderier. Birthe Rønn Hornbech vil ikke svare på spørgsmål, som hun mener man kan få svar på ved simpelthen at læse ministeriets pressemeddelelse. Men det er jo journalistens arbejde at stille spørgsmål, og det står hurtigt klart, at ministeren med sin affejning af pressefolkene nok aldrig bliver nogen medie-darling.

Bent, Torben og jeg går til nærmeste værtshus og bestiller tre store fadøl. Det har været en spændende eftermiddag. Og vi er sikre på, at politikkerne bliver tvunget til at rykke sig endnu mere end de har gjort idag.

Eind-sagen er jo ikke noget grænsetilfælde. Hollænderen var ikke engang arbejdssøgende i sit hjemland, og alligevel var der ingen tvivl hos EF-domstolen, om at han havde ret til at få sin datter fra Surinam familiesammenført. Det fremgår endvidere af generaladvokatens indstilling i sagen, at blot dét, at man er tilmeldt arbejdsformidlingen i værtslandet, giver ret til familiesammenføring, efter de regler der skal sikre arbejdskraftens frie bevægelighed.

Alle regeringens og DFs stramninger af familiesammenføringsreglerne er underminerede med Eind-dommen. Og tak for det.

For vi danskere har helt klart en hævdvunden ret til selv at bestemme, hvem i alverden vi vil gifte os med. MFerne på Christiansborg må ikke kunne landsforvise de danskere, der vælger at gifte sig med udlændinge fra fx det afrikanske kontinent.

Bent og Rosemary Asemota Weinreich blev gift den 20. april 2002. Lige siden har parret kæmpet med de danske myndigheder, og de må fortsat bo i Malmø, selvom de begge arbejder og har en tom lejlighed i Roskilde. Jeg synes det vil klæde integrationsministeren at få afsluttet deres sag med en dansk opholds- og arbejdstilladelse til Rosemary.

Grus i maskineriet

 

Foto: Benjamin Earwicker, Idaho, USA

Nu er det heldigvis kommet lidt på afstand, og jeg kan skrive en blog om det.

Lørdag, sent om aftenen, fik jeg pludselig meget ondt i høre side af mellemgulvet. Det kom helt ud af ingenting.

Vi mennesker reagerer meget forskelligt på stærke smerter – nogle gange på en ret besynderlig måde: Jeg tog al mit tøj af og spiste en gulerod.

Men ligemeget hjalp det. Kulde og rodfrugt til trods, vred jeg mig og jamrede over disse voldsomme smerter. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg tænkte: Er det nu, jeg skal dø?

Det var dog ikke hjertekvababbelse det her. Motoren var okay. Men det gjorde simpelthen så vederstyggeligt nas, at jeg ringede til vagtlægen. Og i spejlet kunne jeg se, maven faktisk havde trukket sig helt skæv af smerte.

Vagtlægen kom knap tre timer senere, og samtidig kom Jeremy ud i pyjamas. Jeg troede han sov, men han var selvfølgelig blevet vækket af min jamren, og var blevet bange for om hans far var ved at dø.

Jeg var i telefonen blevet bedt om at tisse i et glas. Det lagde lægen en papirstrip i, og 30 sekunder senere var diagnosen klar: – Du har sten. Og til Jeremy sagde han: – Din far skal ikke dø.

Vagtlægen var stresset, men hans ord havde en god virkning. Mens han fandt noget smertestillende i sin taske, aftog smerterne en smule. Nu vidste jeg jo lidt om hvad der var galt: Grus i maskineriet.

– Du skal kontakte din læge og få scannet dine urinveje. – Tag en af de her stikpiller nu og kom resten i køleskabet. Vagtlægen stod næsten med det ene ben ude af døren igen.

– Har du feber? – Ring igen, hvis du får feber. – Og husk at berolige din søn. – Farvel.

Og væk var han. Han glemte sin dåse med urintest papirstrips…

Den tog jeg mandag med til min læge Peter Torp på Vesterbrogade. Han takkede for gaven med et smil, og kvitterede med en henvisning til røntgen og ultralyd på H.C. Ørstedsvej, plus en recept på nogle flere af de effektive dicloner til numsen, for en sikkerheds skyld.

Smerterne var forsvundet af sig selv søndag. Men jeg lurer på, om de kommer igen, måske om fem minutter?

I morgen vil røntgenlægen sige, hvordan det står til, og sagen kan forhåbentlig lukkes med ultralyd, så I ikke skal høre mere om mit iøvrigt gode helbred.

Billedet af pigtråden synes jeg egentlig fint illustrerer smerte, – og hvor lang tid der gik inden den stressede vagtlæge nåede frem.

Rabat refunderet

– Nej, det er dem uden olivenstykker, der er rabat på, siger kassedamen.
– Ved du hvad, nu betaler jeg, og så ta’r jeg dén med dine kolleger i kundeinformationen.
Vi kan jo ikke stoppe køen, bare på grund af en disput om rabat på 3 dåser hakkede tomater med oliven.

Jeg føler mig lidt dum. Det er jo småpenge, det drejer sig om. Omvendt bør man jo checke sin bon – noget jeg for nemheds skyld gør ved at kigge på kassens display, allerede mens stregkoderne stryger forbi aflæseren. Og tre gange er der beeb for en Bon Appetit dåsetomater, kr. 5,95 kr. – men rabatten udebliver.

Jeg smutter tilbage til hylden med tomater på dåse og tager et foto med mobilen, som sammen med bon’en beviser at jeg har tæt på tre kroner rabat til gode.

Hvorfor gør jeg det egentlig? Skyldes det Føtex’ eget slogan – Få råd til mere – som der står til slut på samtlige supermarkedskædens kassebon’er? Tja…

Tænk på hvormange der i dag har købt 3 dåser hakkede tomater med oliven. Det er vist alligevel ikke småpenge det drejer sig om. Jeg tror, Dansk Supermarked Gruppen scorer millioner hvert år på at fifle med rabatterne.

Forresten lykkedes det på en eller anden måde Føtex at hive afrundingen over til egen fordel, så udbetalingen blev 2,75 kr. – som jeg måtte kvittere for. Beløbet går nu ubeskåret i Jeremys sparegris. Og så vanker der pasta med kødsovs en af dagene.

Morfar i mediemaskinen

Foto: Kat Callard, Sheffield, South Yorkshire, Storbritannien

 
En fortsættelse af Morfar i fuld ornat:


Pastor Peter Filtenborg, Ridder af Dannebrog, en højt estimeret kirkens mand. – Blev han virkelig hængt ud i aviserne engang?

Ja, siger flere af hans efterkommere. Men der er ingen avisudklip, og det fortaber sig i tidens kølvand, præcis hvilken dato, hvilket år vi taler om.

Min morbror pastor Oscar Filtenborg skriver, at sagen begyndte at rulle, fordi en journalist fra en socialdemokratisk avis var tilstede, da det skete. Og dén artikel hun skrev, affødte et væld af andre artikler rundt om i hele landet.

Min morbror, pastor Harald Filtenborg kan også huske historien. Harald skulle forresten aldrig have været præst, men det var morfars vilje. Gud havde fortalt ham, at det var præst Harald skulle være. Så det blev han… Harald var en fremragende præst, der var altid mindst 150 tilhørere når han om søndagen besteg prædikestolen. Hans bog "En bonde i gudernes skakspil" synes jeg fint og underfundigt afslører hvorfor Harald har kunnet være så god til det, han ret beset aldrig skulle have været.

Men tilbage til historien. Lad os kalde den: "Da Hr. Filtenborg sprang en synder over til altergangen".

Min mor husker ikke historien. Min hun husker navnet på ham synderen. Nis Sørensen. Den største drukmås i hele Fole sogn! Fuld og beruset, stort set altid.

Han havde en søn (der også hed Nis), som min morfar havde konfirmeret. Og på grund af Nis’ drukkenskab havde morfar mindeligt bedt ham om ikke at følge sin søn op til den følgende konfirmand-altergang. Pastor Filtenborg ville sørge for, at en anden, ædru, person ville følge drengen op til alteret og knæle sammen med ham til konfirmand-altergangen.

Om Foles største drukmås i sin brandert bare havde glemt pastorens anmodning, eller om Nis måske var trodsig – det vides ikke. Men i hvert fald mødte han op i kirken, stangvissen, og fulgte sin søn op til "syndernes forladelse".

Og morfar tog hævn. Da han gik rundt med oblaterne og kalken med altervin, sprang han simpelthen konfirmandens far over. Ingen Jesu Kristi legeme eller blod til dén herre! Og så brød helvede løs, godt hjulpet på vej af den socialdemokratiske avis. For hvordan havde præsten kunnet nægte en stakkels mand hans synders forladelse?! Det var jo uhørt! – Lige til pressens vridemaskine.

Min morbror Ingvor, bonde og amatørarkæolog, husker heller ikke historien. Men han husker en anden gang, morfar sprang en over til altergangen! … Eller, det gjorde han faktisk ikke:

Der var en dement kone i Fole. Hun havde været til alters med første hold, men var fulgt med sin mand op til anden ombæring, sikkert fordi hun havde glemt den første. Og så havde morfar sprunget hende over – for hun havde jo lige fået…

Men for pokker! Det handler jo bare om en lille tør kiks og en tår sherry. – oven i købet betalt gennem kirkeskatten, inklusiv servering, ikke sandt? Okay – for de troende handler det jo om noget ganske andet, men det gør bestemt ikke morfars tur i mediemaskinen mindre berettiget!

Jeg tror sgu (så Gud), han i sine velmagtsdage kunne være lidt af en strid banan.

Morfar i fuld ornat

Pastor Mikkel Peter Wilhelm Søndergaard Filtenborg blev valgt til sognepræst i Fole i 1921. Han følte sig snart stærkt bundet til sognet og egnen, og følte sig godt hjemme i den gamle, anselige, men upraktiske præstegård.

Fole kirke blev hans arbejdsplads i fyrre år, og ved sin afskedsprædiken den 3. december i 1961 trak min morfar noget af sognets lange præstehistorie frem:

Han fortalte om en præst, hvis far, farfar og oldefar alle havde været provster i Fole kirke. Og om denne fjerde mand i rækken har forfatteren M. P. Ejerslev skrevet et 16 siders hæfte med titlen "Da Hr Bertel sprang fasten over".

Historien er grum. Præsten Bertel Jespersen døde fastelavnsmandag i 1655. Han havde netop været til en hjemmealtergang i Munkegaard, og på vej hjemad kunne han både se og mærke, at han var blevet smittet med den frygtede plettyfus… Pesten!

Så istedet for at gå hjem, gik han alene ind i kirken. Han ville ikke smitte andre. Og døde dér foran alteret.

Det må have været essentielt for min morfar mere end 300 år senere at stå i præcis samme kirke og sige de bevingede ord: »Eders sognepræst skal være eder til rede såvel ved midnatstide som middagstide, udi mulm og mørke, i regn og raad, i kulde og frost, op af sin seng til det mindste barn. Er der pestilens, leddesyge, svedesyge, koldesyge eller andre Guds gaver eller plager, lugter der vel eller stinker der ilde, da skal din sognepræst derind og have sin næse deri med .. han maa ikke blunke derved. Det er hans embede.«

Morfar var elsket af mange, og fik, som det ses, et ridderkors for sit virke som provst i Fole sogn. Han døde den 19. januar 1977 og efterlod sig min russiske mormor, deres 8 børn, og en vrimmel af børnebørn, deriblandt mig.

Det ligner jo en såre pletfri historie, men fornylig er der (heldigvis) dukket lidt snavs op!… Få historien i morgen, her på bloggen.