tirsdag den 29. januar 2008

Ind i kampen


Hun rapper endnu, og hun kan stadig skraldgrine. Men rappenskralde? – Nej! Anne Marie Helger er først og fremmest en skøn, hjertevarm kommunikatøse. En hugorm med hang til boaer, meget store haute couture skrud og en altid tændt, massiv retfærdighedssans.

I går aftes var hun det naturlige midtpunkt i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler. Og hurtigt fik vi nogle af hendes uforlignelige svadaer. For dem der måske ikke var helt opmærksomme da fruen var allermest fremme på den røde front i firserne, er her en kort beskrivelse: kværulerende, selvkanoniseret, krakeleret, knastør, knogle-kugleskør klimakteriemakrel i den terminale fase.

Så kender vi hende. Og bare der dog var flere af hendes slags. Vi lever desværre i en mere og mere apolitisk hverdag, hvor der bliver længere og længere mellem folk der SELV mener noget.

Autointakte Anne Marie Helger har taget en smuk, ung amazone med som praktikant. Argentinske Tanja som lever livet efter sit eget motto: Ind i kampen!

Vi skal alle ind i kampen, med hjertet forrest – og heldigvis pusler Anne Marie Helger (som nu er 62 år) med en ide´om at lave en workshop!

På lørdag, eller næste lørdag, kl. 23 er det godt at tænde for Kanal København, hvis man kan. Så er der endnu en stribe bredsider affyret fra Helgers bastion, og optaget af Christiania TV.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar