Grus i maskineriet

 

Foto: Benjamin Earwicker, Idaho, USA

Nu er det heldigvis kommet lidt på afstand, og jeg kan skrive en blog om det.

Lørdag, sent om aftenen, fik jeg pludselig meget ondt i høre side af mellemgulvet. Det kom helt ud af ingenting.

Vi mennesker reagerer meget forskelligt på stærke smerter – nogle gange på en ret besynderlig måde: Jeg tog al mit tøj af og spiste en gulerod.

Men ligemeget hjalp det. Kulde og rodfrugt til trods, vred jeg mig og jamrede over disse voldsomme smerter. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg tænkte: Er det nu, jeg skal dø?

Det var dog ikke hjertekvababbelse det her. Motoren var okay. Men det gjorde simpelthen så vederstyggeligt nas, at jeg ringede til vagtlægen. Og i spejlet kunne jeg se, maven faktisk havde trukket sig helt skæv af smerte.

Vagtlægen kom knap tre timer senere, og samtidig kom Jeremy ud i pyjamas. Jeg troede han sov, men han var selvfølgelig blevet vækket af min jamren, og var blevet bange for om hans far var ved at dø.

Jeg var i telefonen blevet bedt om at tisse i et glas. Det lagde lægen en papirstrip i, og 30 sekunder senere var diagnosen klar: – Du har sten. Og til Jeremy sagde han: – Din far skal ikke dø.

Vagtlægen var stresset, men hans ord havde en god virkning. Mens han fandt noget smertestillende i sin taske, aftog smerterne en smule. Nu vidste jeg jo lidt om hvad der var galt: Grus i maskineriet.

– Du skal kontakte din læge og få scannet dine urinveje. – Tag en af de her stikpiller nu og kom resten i køleskabet. Vagtlægen stod næsten med det ene ben ude af døren igen.

– Har du feber? – Ring igen, hvis du får feber. – Og husk at berolige din søn. – Farvel.

Og væk var han. Han glemte sin dåse med urintest papirstrips…

Den tog jeg mandag med til min læge Peter Torp på Vesterbrogade. Han takkede for gaven med et smil, og kvitterede med en henvisning til røntgen og ultralyd på H.C. Ørstedsvej, plus en recept på nogle flere af de effektive dicloner til numsen, for en sikkerheds skyld.

Smerterne var forsvundet af sig selv søndag. Men jeg lurer på, om de kommer igen, måske om fem minutter?

I morgen vil røntgenlægen sige, hvordan det står til, og sagen kan forhåbentlig lukkes med ultralyd, så I ikke skal høre mere om mit iøvrigt gode helbred.

Billedet af pigtråden synes jeg egentlig fint illustrerer smerte, – og hvor lang tid der gik inden den stressede vagtlæge nåede frem.