Morfar i mediemaskinen

Foto: Kat Callard, Sheffield, South Yorkshire, Storbritannien

 
En fortsættelse af Morfar i fuld ornat:


Pastor Peter Filtenborg, Ridder af Dannebrog, en højt estimeret kirkens mand. – Blev han virkelig hængt ud i aviserne engang?

Ja, siger flere af hans efterkommere. Men der er ingen avisudklip, og det fortaber sig i tidens kølvand, præcis hvilken dato, hvilket år vi taler om.

Min morbror pastor Oscar Filtenborg skriver, at sagen begyndte at rulle, fordi en journalist fra en socialdemokratisk avis var tilstede, da det skete. Og dén artikel hun skrev, affødte et væld af andre artikler rundt om i hele landet.

Min morbror, pastor Harald Filtenborg kan også huske historien. Harald skulle forresten aldrig have været præst, men det var morfars vilje. Gud havde fortalt ham, at det var præst Harald skulle være. Så det blev han… Harald var en fremragende præst, der var altid mindst 150 tilhørere når han om søndagen besteg prædikestolen. Hans bog "En bonde i gudernes skakspil" synes jeg fint og underfundigt afslører hvorfor Harald har kunnet være så god til det, han ret beset aldrig skulle have været.

Men tilbage til historien. Lad os kalde den: "Da Hr. Filtenborg sprang en synder over til altergangen".

Min mor husker ikke historien. Min hun husker navnet på ham synderen. Nis Sørensen. Den største drukmås i hele Fole sogn! Fuld og beruset, stort set altid.

Han havde en søn (der også hed Nis), som min morfar havde konfirmeret. Og på grund af Nis’ drukkenskab havde morfar mindeligt bedt ham om ikke at følge sin søn op til den følgende konfirmand-altergang. Pastor Filtenborg ville sørge for, at en anden, ædru, person ville følge drengen op til alteret og knæle sammen med ham til konfirmand-altergangen.

Om Foles største drukmås i sin brandert bare havde glemt pastorens anmodning, eller om Nis måske var trodsig – det vides ikke. Men i hvert fald mødte han op i kirken, stangvissen, og fulgte sin søn op til "syndernes forladelse".

Og morfar tog hævn. Da han gik rundt med oblaterne og kalken med altervin, sprang han simpelthen konfirmandens far over. Ingen Jesu Kristi legeme eller blod til dén herre! Og så brød helvede løs, godt hjulpet på vej af den socialdemokratiske avis. For hvordan havde præsten kunnet nægte en stakkels mand hans synders forladelse?! Det var jo uhørt! – Lige til pressens vridemaskine.

Min morbror Ingvor, bonde og amatørarkæolog, husker heller ikke historien. Men han husker en anden gang, morfar sprang en over til altergangen! … Eller, det gjorde han faktisk ikke:

Der var en dement kone i Fole. Hun havde været til alters med første hold, men var fulgt med sin mand op til anden ombæring, sikkert fordi hun havde glemt den første. Og så havde morfar sprunget hende over – for hun havde jo lige fået…

Men for pokker! Det handler jo bare om en lille tør kiks og en tår sherry. – oven i købet betalt gennem kirkeskatten, inklusiv servering, ikke sandt? Okay – for de troende handler det jo om noget ganske andet, men det gør bestemt ikke morfars tur i mediemaskinen mindre berettiget!

Jeg tror sgu (så Gud), han i sine velmagtsdage kunne være lidt af en strid banan.