Viser opslag med etiketten historie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historie. Vis alle opslag

tirsdag den 12. februar 2013

Fundet på mikrofilm


Alle og enhver kan gå ind i Den Sorte Diamant og kigge i et hav af gamle danske aviser, arkiveret på mikrofilm. For god ordens skyld kan man samtidig oprette sig som låner i Det Kongelige Bibliotek.

Jeg gjorde det selv igår – og fandt det jeg ledte efter: Den artikel, der fulgte med, da pressefotoet med Wilson familien på Nokken første gang blev publiceret.

Det skete i den hedengangne avis “Nationaltidende”, den 23. december 1949.

Billedet er gengivet meget mørkt, og ledsaget af en billedtekst:
De syv Børns Hjem paa det yderste Islands Brygge – “Nokken”. Foran Huset de fem af dem, der var hjemme om Eftermiddagen.

Jul med 7 Børn i Skur paa yderste “Bryggen”


Kan ikke faa Lejlighed – Moderen ligger paa Hospitalet


PAA det yderste Islands Brygge, paa en aaben Plads, “Nokken”, ligger to primitive Skure – det ene 2½ · 2½ m og det andet 5 · 2½ m. Her bor en Chauffør med sine syv Børn i alderen 5 til 17 Aar. Det har ikke været Familien muligt at faa en Lejlighed, der kunde rumme alle. Chaufførens Kone har i de sidste 7 uger ligget syg paa Hospitalet, men fik i Gaar Lov til at være i Skuret hos sine Børn i Juledagene.
– I August gik jeg i Stykker med en Rutebilforretning, jeg havde startet ved Holbæk, fortæller Chaufføren, Robert Wilson selv. – Jeg tog med min familie til København, hvor vi tidligere har boet, men Boligudvalget kunde ikke give mig noget Haab, fordi jeg har for mange Børn. Saa henvendte jeg mig til Husvildeforsorgen, men de kunde kunne skaffe eet Værelse og Køkken fælles med en anden Familie – saa skulde vor Familie splittes, og det vilde jeg ikke.

To Piger paa 10 og 12 Aar passer Hjemmet
Derpaa gik Wilson til Havnevæsenet og fik Tilladelse til at bygge det mindre Skur og leje det andet, som stod på “Nokken”. I hvert Skur blev opstillet en Kakkelovn, og Familien flyttede ind. Men næppe havde de boet der mere end 2 Maaneder, før Fru Wilson blev syg og maatte paa Hospital.
Hjemmet har siden maattet passes af den 12-aarige Aase og hendes 10-aarige Søster Dora, der begge gaar i Skole. De to ældre Søskende, en 17-aarig, der er Kontormand, og en 14-aarig Søster, som arbejder paa Fabrik, hjælper naturligvis til, naar de kommer hjem. Endelig er der tre mindre Børn, den 5-aarige Herbert, den 7-aarige Freddy og den 9-aarige John.

Hverken Vand, Lys eller Gas i de utætte Skure
Der er ingen Vand i Skurene. Det maa hentes 250 Meter borte fra. Der er heller ikke Lys og Gas. Skurene er utætte. Der er ikke engang Plads til et rigtigt Juletræ, som Børnene kan danse om, i de snævre Barakker. Man vil dog forsøge at faa et lille et, der kan staa paa en Stol.
Familiefaderen er bitter paa Myndighederne og føler sig uretfærdigt behandlet af Boligudvalget. – For 2 Måneder siden var Boligkommissionen er, siger han. – De lovede at lade høre fra sig, men endnu har vi intet hørt.
Børnene – de mindre af dem i hvert Fald – ser mere lyst paa Tingene. De er lykkelige over, at deres Mor skal være hjemme i Juledagene – og saa glemmer de det meget onde i Tiden.

Der er foruden det mørke foto et andet, taget inde i skuret, hvor “Der ventes paa Kaffen, som Dora (til venstre) og Aase tilbereder. I Øverste Køje er John, nedenunder Freddy og Herbert”.

Der bliver aldrig kedeligt at grave i min families fortid. Og nu vil et lille triumvirat, bestående af mig selv og mine kusiner Randi og Karin, samle sammen til en slags slægtsbog. Det ville være kanon, hvis børnene fra familien Wilson på Nokken 1949 og alle deres efterkommere kunne få sådan en bog at bladre i.

mandag den 19. november 2012

Nokken 1949

Foto: Bent Jacobsen, pressefotograf

Jeg er vild med det foto, som jeg bloggede om for seks dage siden. Nu har min kæreste fundet det på Væggen, som er et fotoarkiv under Københavns Museum.

Det er jo en glimrende anledning til at tilføje de oplysninger, min faster Dora (alias Den gamle Hugorm) er kommet op med.

Selv om det er med i en bog om besættelsestiden, så er billedet altså taget i 1949, og ikke lillejuleaften 1942, som der ellers står i Lars Møllers bog, Da vi var besat – Danskernes liv og hverdag 1940-1945, udgivet på Københavns Bogforlag 50 år efter den tyske hær invaderede vores land – og genudgivet i 2. udgave i halvtredsåret for befrielsen.

For faster Dora er det naturligvis et billede, der kalder minder frem. Hun skriver: Herbert som står foran mig er født i 1944. Det er Aase der står bag mig med fletninger. Jeg havde altid fletninger sat op over hovedet. John står i forgrunden og Freddy bag ved. Vi flyttede ind på Nokken i august 1949 og vores mor døde den 31. januar 1950. Da var alle, undtagen Robert flyttet.

Jeg kan ikke genkende huset med al det skrammel der er rundt om, men når jeg tænker på det indvendigt, ser det rigtigt ud. Der hvor der er en lav tilbygning, der der to slagbænke og spisebord. Hvor skorstenene går ud, er der køkkenbord med primus apparat. Så var der en 2-etages og en 3-etages køjeseng. Gilbert og Vera boede ikke hjemme, men havde et værelse hos frøken Madsen, de arbejdede jo.
Jeg har ikke før hørt om denne frøken Madsen, men Dora skriver: Frøken Madsen var en dame der lejede værelse ud. Jeg tænker, at det blev for småt på Nokken, og da Gilbert og Vera tjente penge, kunne de jo bo “ude i byen”. Den samme dame var også flink og holdt Veras konfirmation, så vidt jeg husker. I hvert fald husker jeg at juleaften 1949 blev fejret hos hende. Jeg mindes hvor koldt det var om aftenen at vende tilbage til mørket på Nokken.

Vi fik en gratis flæskesteg hos slagteren. Jeg var jo den der købte ind og jeg blev gode venner med både konen og manden. Efter jeg kom til Viborg, fik jeg også aflagt tøj fra deres datter. Mor var hjemme på “orlov” fra Radiumstationen, det var dengang hospitalet for kræftsyge. Der døde hun også.

Jeg har lagt billedet på min blog, fordi det er så godt at snakke om. Selv om man måske ikke kender min faster, Dora Arvidsen og hendes mindre søskende Aase, John, Freddy og Herbert, så sætter fotoet uvilkårligt tankerne igang. Der er helt sikkert forskel på at være fattig i dag, og så have været det dengang på Nokken i 1949.

tirsdag den 13. november 2012

Nyt gammelt foto

Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Kongens Enghave har en ret aktiv lokalhistorisk forening med over hundrede medlemmer, og formanden Jørgen Topp Lassen har med interesse læst min blog Mørke minder, blandt andet om likvideringen af en grønthandler på Mozartsvej. Og nu er der linket til bloggen på foreningens hjemmeside, så endnu flere kan finde frem til min fars øjenvidneberetning.

I en mail takker Jørgen Topp for de historisk interessante oplysninger, som var trykt i Bavnehøj Skoles 50 års jubilæumsskrift – og så spørger han iøvrigt om jeg ved hvad det er for et berømt billede, min far nævner til sidst i sit skriv. – Det er jeg også selv nysgerrig efter at finde ud af.

Derfor cyklede jeg idag ud til biblioteket i Tune og hev en flok bøger om Danmark under besættelsen ned fra hylden og gav mig til at bladre. Fotoet skulle angiveligt forestille to tyske officerer som bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej.

Hvis billedet er berømt, må det jo være optrykt i adskillige af de rigtig mange bøger, der er udkommet om Danmark under 2. verdenskrig. Så er det bare at finde det…

Men da jeg bladrer, finder jeg pludselig et stort Wilson-foto – som iøvrigt ikke er taget under besættelsen. Det er min farfars to skure på Nokken, hvor han boede med sin kone Karen og deres syv børn.

Børn foran deres hjem på Islands Brygge i København lillejuleaften 1942, står der som billedtekst i bogen “Da vi var besat”, som er udgivet af Lars Møller på Københavns Bogforlag i 1995. Bogen handler om danskernes liv og hverdag i 1940-45, men billedet af børnene er taget senere. Det ved jeg, fordi den mindste dreng, min farbror Herbert blev født den 20. november 1944. Så kan han jo ikke stå og småfryse på Nokken to år tidligere.

Det er et fint og knivskarpt foto. Min far og faster Vera er ikke med på billedet. Farfar er der heller ikke, måske er han inde i skuret til højre, hvor min farmor vistnok ligger syg af kræft. Jeg ved det ikke, og håber at kunne få mere at vide af de nu gamle mennesker, som altså kan se sig selv i en stor, flot historiebog med masser af billeder fra en svunden tid.

mandag den 20. august 2012

Kruse


Blev ikke kaldt andet end Kruse. Hun havde en grønlænderhund. Og en dunkel fortid…

Men alt kommer for en dag. Rundt omkring i Danmark sidder der mennesker og sysler med slægtsforskning, og fornylig fik min mor et telefonopkald fra en Bente Jensen i Kolding.

Bente ville høre, om min mor kendte hendes farmors søster. Om navnet Kruse i det hele taget sagde min mor noget. For det var altså lidt et skud i tågen…

Jo, min mor kunne i høj grad huske Kruse. Kruse var noget af det mest elskelige. En tætbygget dame med tyndt hår og åreknuder. Min mor havde mange brikker til fru Jensen, i det puslespil som slægtsforskning jo dybest set er.

Bente er gift med Gunnar, som har drukket spandevis af kaffe i mine forældres butik i Låsbygade 26 i Kolding, hvor han ofte snakkede politik med min far Gilbert. Og fordi Gunnar altid har været interesseret i relationer mennesker imellem, så kunne han huske at min far havde fortalt at min mor Linda var præstedatter og havde mange søskende.

Nu havde Bente fundet frem til, at hendes ukendte "moster Kruse" var tjenestepige på en sønderjysk præstegård med mange børn. Kunne der være en connection? – Ja, for det var lige præcis Fole præstegård, Kruse kom til, vistnok i 1941.

Præcis hvordan det kom i stand, står hen i det uvisse, men vi ved, at Kruse inden da havde været på Ribe Åndssvageanstalt i 27 år – uden grund!

Det hed sig, at Kruse både løj og stjal. At hun var obsternasig. Og værre endnu; Det blev sagt, at hun var skyldig i brandstiftelse – noget, Kruse til sin død benægtede. Men det har altså været grundlag nok til at man blev anbragt på en lukket åndssvageanstalt. Hvorfor hun kom til Fole, vides ikke. Men vi ved, hvorfor hun blev udskrevet:

En ny overlæge blev ansat til at lede Ribe Åndssvageanstalt, og sikkert tilskyndet af et politisk ønske om at udsluse nogle af patienterne til det almindelige samfund, foranstaltede han en intelligenstest. Og det viste sig, at Kruse, som altså havde været i anstaltens varetægt i 27 år, ikke var dum, endsige åndssvag. Hun var fejlanbragt…

Kruses fulde navn har vi også: Anna Marie Antonie Andersen Kruse. Politietsregisterblade.dk fortæller, at hun som 14-årig boede på Kalkbrænderivej 27 i København, og at hun var født i Ugelbølle på Djurs den 2. juli 1896. Min mor husker Kruses fødselsdag, det er rigtigt nok. Bortset fra, at registerbladet ikke er helt korrekt omkring fødested: Faktisk kom Kruse fra en velanset fiskerfamilie i det nærliggende Følle Strand.

Ingen ved hvordan Kruse kom til København, og hvad hun bedrev der. Politiet har blot registreret hendes bopæl, som etaten gjorde det med alle byens borgere dengang. Men Kruse har selv engang fortalt hvordan hun stak af hjemmefra; Hun bare løb og løb ud over markerne. Hun ville væk, aldrig se sig tilbage.

Kruse var blevet misbrugt. Det sagde hun selv. Hendes far, stedfar, hvem ved, havde voldtaget hende. Og ad sære omveje var hun altså blevet patient i åndssvageforsorgen.

Kruse havde sådan set et godt liv indenfor murene i Ribe. Hun holdt af personalet og vice versa. Så da intelligenstesten sender hende ud i friheden i begyndelsen af 1940erne, er hun fortvivlet. Hvad skal der dog blive af hende?!

Svaret lå i Fole, hvor hun i mange år hjalp min mormor med alt det praktiske. Kruse var god til alting; gøre rent, vaske tøj, koge og bage brød. Hun var arbejdsom, og min mormor og morfar havde fra day one gjort klart, at alle skuffer og skabe var ulåste – familien Filtenborg viste hende tillid.

Kruses grønlænderhund hed Blanka og løb frit omkring. Den var der også plads til i Fole Præstegård, hvor børnene kunne kaste pind. Alt var godt, og Kruse blev del af familien. Min mor fortæller, at det faktisk er Kruse som har lært hende at lave mad, strikke, sy og synge.

Når Kruse arbejdede, nynnede hun ofte “Nærmere, Gud, til dig”.

Kruse blev sidenhen ansat som hushjælp hos en mand i en anden by, men hun holdt kontakten til familien i Fole vedlige. Med jævne mellemrum kom hun anstigende med rutebilen, og pigerne løb hende i møde. – Wha hår do i di task’?, spurgte de ivrigt. Og så smilede Kruse. Hun havde altid gaver eller snoller med til børnene i sin håndtaske.

Kruse holdt engang en tale og sagde blandt andet:


… dog hjælp blev mig givet, til Fole jeg kom,

hos de bedste præstefolk jeg kender;

barmhjertigheden jeg trængte så hårdt,

den blev mig til fulde givet,

for i gården fik jeg venner for livet,

og børnene der står mit hjerte nær,
jeg føler jeg dem aldrig glemmer

som perler på snor, dag og timer går
led for led føjes til hinanden
nu er det for mig af rig værdi
her at kunne stå glad og fri.


(afskrift fra moster Ebbas bog: Fra russisk adel til sønderjysk præstekone)

Billedet af Kruse og hendes grønlænderhund Blanka er taget hos en fotograf i Ribe engang i 1940erne. Et noget specielt portræt, men jeg husker ikke Kruse – selvom hun vel nærmest er min papmormor…

Hun havde boet nogle år i Nærum, og skrevet hele sin livshistorie ned i to kladdehæfter, men de forsvandt da hun sent i livet flyttede hjem til Ribe. Her var hun husbestyrerinde for to gamle mænd, til hun blev skrøbelig og kom på plejehjem.

Kruse døde i 1975. Hun blev begravet i de ukendtes, efter en smuk afsked i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, hvor man selvfølgelig sang Nærmere, Gud, til dig.

Så vidt vi ved, fik Pinsemissionen hvad Kruse efterlod sig af habengut og basseører. Det var ellers meningen at min moster Ebba skulle arve hende. Hun holdt så meget af børnene i Fole, og Ebba var den mindste.

fredag den 10. juni 2011

Ingen misforståelse

Foto: Edmondo Dantes, Italien

Vi misforstår intet, Danmark, siger EU-Kommissionens talskvinde, Pia Ahrenkilde. "En permanent og systematisk toldkontrol er ikke tilladt".

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er selv skyld i den massive kritik fra ind- og udland, når regeringen står ved den aftale om øget grænsekontrol der er indgået med Dansk Folkeparti.

Han taler med to kattetunger: Til EU, DI og journalisterne siger han, at Danmark hverken indfører paskontrol eller politikontrol. Men Pia Kjærsgaard har han bildt ind, at grænsen bliver som dengang Christian 10 red over den på sin (vistnok ikke helt) hvide hest.

For høvled, Lars! – Du er ved at genopføre de bygninger, som blev revet ned dengang vi gik ind i Schengen-samarbejdet. Men vi rev dem jo ned, fordi vi ikke længere ville have noget at bruge dem til, ikk’?

Jeg kan katteme godt forstå, at din aftale om grænsekontrol vakler.

onsdag den 27. april 2011

Byens borgere


Vidste du … at Københavns Politi i årene 1890 - 1923 førte registerblade på alle byens borgere over 14 år? Og at hele molevitten nu er digitaliseret og lagt på nettet, så du gratis kan søge efter slægtninge, og se hvad politiet for hundrede år siden havde noteret: Navn, fødested, fødselsdato, beskæftigelse, ægtefælle, børn og bopæl.

Det har selvsagt været et møjsommeligt arbejde at scanne og indtaste de hundredår gamle oplysninger om hele hovedstadens befolkning. 400 frivillige har i 15 år været beskæftiget med digitaliseringen. Så nu er det bare at klikke ind på politiets registerblade og dykke ned i historien.

Registerbladene er næsten små kunstværker. Bemærk den tidstypiske typografi, designet og etatens smukke håndskrift, udført med penneskaft og sort blæk. Sjældent har jeg set mit efternavn kalligraferet så flot. Og det kan sagtens være at den dengang 21-årige tjenestepige fra Citadelsvej 7, st., Amalie Victoria Wilson er en af mine aner.

Det er mindst lige så sandsynligt, at jeg også er i familie med Alexandra Caroline Chr. Wilson. Hun har flyttet en del, og hendes stillingsbetegnelse er klar: Strygerske og Offentligt Fruentimmer. Det skriver man indtil 1906, hvorefter prostitution var ulovlig.

Der er 58 Wilson’er og 20 Filtenborg’er i arkivet. Min morfar står opført hele to gange. Station 1 og 3 har udfærdiget hvert deres registerblad på den unge student. Det ene sted er han opført som født i Askov, det andet i Ydskov. Jeg kan fortælle, at det rigtige fødested er Idskov i Nordjylland. Og så kan jeg blandt andet se, at morfar flyttede fra Smallegade 5 til Regensen i 1913.

Det er lidt sjovt at følge de to meget forskellige familier. Den ene slægt er mestendels præster og andre belæste dydsmønstre, den anden slægt er der noget mere ramasjang i – det er typer, der kæfter op, laver ballade og lever på kanten af samfundet. Krydsningen kommer i 1961, hvor letmatros Gilbert og præstedatter Linda får lille mig.

Det er jo næsten historien om nonnen og sømanden. At det unge par fandt hinanden, skyldes nok mine russiske aner. Havde studenten Mikkel Peter Vilhelm Søndergaard Filtenborg fundet sig en almindelig stille og rolig dansk kone, istedet for den smukke og viljestærke quinde fra Kaukasus, så var hans piger næppe blevet så nysgerrige.

Min moster Ebba har fornylig skrevet en bog om sin mor: Fra russisk adel til sønderjysk præstekone. Mere om den i en anden blog, når jeg har læst bogen færdig.

Men prøv at søge dine egne forfædre. Der skal nok være gevinst blandt de 1,3 millioner registerblade fra Københavns Politi.

søndag den 24. april 2011

Gulddyret er fyr og flamme

Foto: Alek von Felkerzam, Canada

Gulddragen spyr ild. Guldkalven bisser. Guldgrisen rejser børster.

Guld er hot. Guldprisen banker i vejret, skriver DR Nyheder, og fortæller det er fordi det er krisetider. Traditionelt er guld det man sætter sine penge i, når for eksempel dollaren falder.

Men er der da ikke også en anden historie bag det faktum, at guldet er steget til over det dobbelte på bare tre-fire år?!

Guld er da et vældig pænt metal, men det kan ikke rigtig bruges til noget, andet end at lave smykker af. Og selv det er det faktisk for blødt til. Det er ikke møntet til cirkulation i sin rene form, 24 karat.

Alligevel er det lige præcist rent, uforarbejdet guld, folk vil ha’. Smeltedigler verden over æder smykker en masse alene for råstoffets skyld. Gammelt guld bliver slagtet for at blive til nye, blanke og historieløse guldbarrer. Guldet bliver deformateret, mister hukommelsen og lægges død i pengebokse.

Forretninger som postalgold.dk, vitusguld.dk eller Nyfortuna.dk lokker med knitrende tusser der kvækker: “Dine gamle smykker er guld værd”

Hvad de i virkeligheden siger er, at dine smykker KUN er guld værd.

Der er ingen værdi i det arbejde kunstneren engang har lagt mange tanker og timer i. Enhver gravering i guldet om tid, sted og anvendelse betyder ingenting. Det er fanme graverende – i betydningen slemt, pinligt og ubehageligt.

Guldfuglen flyver…

lørdag den 25. september 2010

Hilsen fra Norge


Igår begik jeg en blog om overgangen til det mørkere halvår og fandt på SXC et pragtfuldt foto af vintersolen til den. Og så sendte jeg en kort hilsen til fotografen med link til bloggen.

Sådan gør jeg tit, og som regel får jeg en tak retur, for fotografer kan godt lide at høre når deres billeder bliver brugt. Thanks for letting me know. Cheers :-). Sådan vil tilbagemeldingen ofte lyde.

Men idag har jeg fået en meget rørende og usædvanlig respons, som jeg synes også skal lægges på bloggen, sammen med endnu et pragtfuldt foto fra den norske fotograf.

Hun har sikkert ikke tænkt at hendes hilsen skulle læses af andre end mig personligt, men omvendt kan jeg ikke tro hun har noget imod det. Og jeg synes hun skriver så smukt om at vi aldrig skal skamme os over vores familiære ophav.

Der er ingen grund til at skamme sig, selvom der kan vise sig mørke sider, som moralvogtere gerne vil pirke i. Alle har noget ufint i familien, – men det er fint nok!

Her er den norske hilsen:


Tusen takk for at du har funnet ett av mine fotografier verdig til å brukes på din utmerkede blogg. Jeg har nå lagt den inn under "Favoritter", her vil jeg følge med. Du skriver godt, originalt og ettertenksomt.
Særlig gjorde ditt innlegg om farfar inntrykk. Ikke på grunn av bildet av ham 'in natura', men p.g.a din tekst.  Små og store mysterier og paradokser i egen bakgrunn -- vi har vel alle det enten vi vil innrømme det eller ikke.

Her er en liten paradoksal historie fra undertegnede: Adoptert som spebarn, vokst opp hos svært gode adoptivforeldre i Fredrikstad sørøst i Norge. (Adoptiv)mamma og pappa var begge født på Østlandet og begge hadde fedre som hadde flyttet fra små gårdsbruk det fattigere Vest-Norge for å kunne få et utkomme de klarte å leve av. Mamma og pappa opplevde begge matmangel, krig og okkupasjon med tyske jernhæler i gatene. Jeg vokste opp som enebarn med mor og far i leilighet med  to rom og kjøkken over et bakeri i en middelstor norsk by -- med kulehull fra et tysk maskingevær i vedskjulet -- og manglet intet. Jeg husker atomtruselen, Cubakrisen, Den kalde Krigen, mordet på Kennedy'ene og Martin Luther King som de beksvarte skyggene i min oppvekst.  Jeg flyttet etterhvert til Oslo p.g.a skolegang og begynte å arbeide i IBM Norge etter avsluttet utdanning ved Universitetet i Oslo. Jeg arbeidet meg etterhvert ihjel, helsa fikk en alvorlig knekk og jeg ble mot min vilje uførepensjonist som 34-åring. Jeg giftet meg, fikk to fine barn og arbeider idag 25% som datakonsulent, webmaster og redaktør med hjemmekontor. Familien flyttet noen mil nordover fra Oslo til Gran i Oppland fylke i 1997 -- og omsider trives jeg her i innlandet. Jeg savner ennå lukten av salt sjø og støv fra byens asfalt om våren -- men jeg er vel omsider hjemme nå.

Jeg forsto også såpass at historien rundt mine biologiske foreldre måtte være en uheldig miks av tilfeldigheter, impuls og skam -- for mappen som fulgte med adopsjonen var svært tynn og mine adoptivforeldre var svært åpne om hele prosessen. Derfor skammer og skammet jeg meg aldri, og kommer heller aldri til å gjøre det.

I godt voksen alder har jeg rullet opp litt av de biologiske foreldrenes historie, og den var mer eksotisk og kanskje mer brutal enn jeg hadde regnet med: Jeg var resultatet av en one night stand mellom en kvinne fra Sørlandet (Grimstad) og en sjømann fra Nord-Norge (Tysfjord i Nordland fylke). Ingen av de impliserte var interessert i barn.

Barnefar gikk også så langt som å nekte farskap og å bli dratt for retten inntil en Lagmannsrettdom falt. Ikke fordi han skammet seg iver å ha en lausunge, men han ville ikke betale pengene han skyldte den norske stat for mitt opphold på spebarnshjem fra fødselen inntil adopsjonen hadde funnet sted. Han ville ha ny båt i stedet.   Han giftet seg det året jeg ble født med en dame fra hjemtraktene og fikk etterhvert fire barn med henne. I 1972 forlangte hans kone skilsmisse p.g.a mange år med mishandling og alkoholmisbruk. Han døde av hjerteslag i 1976, 46 år gammel.  Han hadde interessant etnisk bakgrunn: Hans mor var 100% samisk. Tysfjordområdet er en av kjerneområdene i Norge for undergruppen av samer som kalles Lulesamer.

Så til min biologiske mor: Hun hadde vært gift og skilt, og hennes to barn ble oppdratt av hennes mor på Sørlandet. Så ble hun gravid med meg -- og  turde ikke dra hjem til sine strengt religiøse foreldre med dette tredje barnet. Kort tid etter jeg var født, møtte hun en mann hun senere giftet seg med. Hun fortalte ham alt. Han ville de skulle prøve å få tak i dette tredje barnet og oppdra det som sitt eget, men det lot seg ikke gjøre ettersom adopsjon da allerede hadde funnet sted.  De fikk etterhvert fire døtre, og hadde et godt ekteskap inntil han døde for to år siden. Så kommer det tragiske: Min biologiske mor har ikke fortalt sine fire yngste døtre om de tre barna hun fikk før dem, hun frykter for sitt rykte som 'perfekt mor' dersom dette skulle bli kjent for dem. Mon hvordan det gikk med hennes to eldste barn? Jeg vet det ikke.

Min biologiske mor hadde også enn litt spennende etnisk bakgrunn: Hennes mor kom fra et lite sted i Telemark -- og hun var av islandsk familie. Hennes far var tysk og etterhvert norsk statsborger. Han ble arrestert av Gestapo i 1942 for deltakelse i sabotasje, satt 8 måneder i forhør på Grini utenfor Oslo og ble deretter skipet til Auschwitz-Birkenau. Altså en tysk ikke-jøde i Auschwitz....Det er av sine egne man skal ha det. Han overlevde så vidt -- han veide under 40 kilo og alle negler og fingertupper var borte var  da de Hvite Bussene kom hentet ham våren 1945. Han døde i 1953, helsa var alvorlig svekket etter oppholdet i en Nacht und Nebel-leir.

Mine og dine historier er ikke unike -- det er slike historier i alle familier. Spørsmålet er om man tør å fortelle og å reflektere rundt dem -- selvsagt sett i lys av egen tid og opplevelser. Nei, de døde kan ikke forsvare seg, men de forsvarte heller ikke nødvendigvis sine mens de levde. De var likevel unike, noen som på en eller annen måte betydde noe for oss  - på godt og vondt. De forteller om individer, holdninger, liv og levned, tråder i den større veven som utgjør den nære historie i et lite land. Som sådanne bør de fortelles, og uten skam -- slik du gjorde det på din blogg.


Foto (og norsk hilsen): Grethe Bøe

fredag den 6. august 2010

Skibet er ladet med


Både børn og voksne synes det er sjovt at læne sig mod blæsten når hurtigfærgen pisker over Østersøen mellem Ystad og Rønne. Og blæst er der også om navnet på den kommende færges navn.

Den nuværende hedder Villum Clausen, og vi taler om en rigtig hurtig fætter. En katamaran i aluminium, som let høvler afsted med over 40 knob, en hastighed som bilister kender bedre som 70 kilometer i timen.

Næste år kommer der en ny katamaranfærge, en halv gang større end Villum Clausen. Den får hele tre vogndæk og bliver mere manøvredygtig, står der blandt meget andet i en artikel i Ingeniøren.

Men så er der jo det med navnet. Debatten ruller stadig blandt bornholmerne, selv om det har ligget fast siden den 24. marts. Den nye monster speedbåd får navnet Leonora Christina, og det er faldet nogle af øens beboere for brystet.

Kongedatteren Leonora Christina sad jo fængslet i 1600-tallet, og derfor mener præsten i Allinge, at man ligeså godt kunne kalde færgen Landsforræderen Leonora Christina. Andre kritiserer præsten for den udmelding, for hun var jo fængslet på grund af Corfitz Ulfeldt, der var beskyldt for landsforræderi og plyndring af den danske statskasse. Så kan man vel sige, at hun blot gjorde som præsten (også) dengang prædikede – fulgte sin ægtemand i både medgang og (især) modgang.

Anyway – diskussionen giver anledning til at dykke ned i historien og fiske efter facts om den kvinde som fra 2011 lægger navn til en af verdens ti største hurtigfærger.

Pigen på billledet hedder forresten Naja. Hende er der ingen fartøjer som har taget navn efter, endnu da.

lørdag den 6. marts 2010

Historier på sporet

Foto: Tom Vega, Tyskland

En mand stiger på. Alle lægger mærke til ham, for han snakker højlydt med sine omgivelser. Ikke rigtig comme il faut i S-toget, men manden insisterer. Spørger om toget standser ved alle stationer. Fortæller, at han bor i Ishøj. Og får at vide af en, at linie E vist altid har standset i Ishøj.

Nej, det har det ikke. Og så fortæller manden, om engang han og en kammerat var på vej hjem til Ishøj. Kammeraten var beruset og godt irriteret over at skulle til Hundige og så en station tilbage. Så han tvang døren op, da toget susede forbi Ishøj station, og sprang af!

Mand, han slog flikflak hen ad hele perronen, inden han klaskede mod en mur og gled ned. Men mærkeligt nok døde han ikke. Kammeraten brækkede ikke engang noget. Fik kun knubs og slået nogle tænder ud. Men der var selvfølgelig blå blink og ambulance, da manden selv kom trillede tilbage fra Hundige.

De sagde at det nok var hans pacemaker der reddede ham. Den blev jo ved med at give impulser, mens han lå og var væk. Bib… bib… bib… Han burde jo være smadret, ja det burde pacemakeren også. Men altså, han lever sgu endnu. Mødte ham i forgårs.

Nu har de jo lavet det om, så man ikke kan åbne dørene i fart. Men dengang var der håndtag, ikke de der diode-knapper som først blinker grønt, når toget står helt stille.

Husker I ham der blev skubbet ud foran toget på Nørreport? Nå, ikke. Men han overlevede også, heldigvis. Og manden forklarer, hvordan dét gik til. Men det er jo ikke normalt. Springer man ud foran toget, så dør man. Man bliver ikke bare kørt over. Man bliver kørt midt over.

Og så fortæller manden en historie om en bekendt, der er falckmand. Han og hans makker var kaldt ud til et job, hvor en ung kvinde var sprunget ud foran et tog. Det var sådan set bare at samle hende op og komme hende i en ligpose.

Makkeren tog ben og underliv. Og mandens bekendt fra Falck tog den anden halvdel. Skubbede indvoldene op i maven og bar hende hen mod ligposen. Så pludselig vender hun hovedet og spørger: – Er jeg død?

Det burde hun jo være, og var det også sekunder efter.

Manden tager en gratisavis og bladrer lidt. Hvad er det jeg laver?, spørger han. Jeg kan jo ikke læse! 

 
Så siger han pludselig farveller og står af. Og så er der stille igen. Manden har snakket uafbrudt siden han steg på. Et omvandrende bombardement af historier. De hænger længe i luften.

søndag den 29. november 2009

Dagens nyheder


Voksende frygt for den bortførte unge Frank Sinatras liv. Faderen fløjet til Reno for at følge den storstilede jagt paa kidnapperne paa nærmeste hold - Politiet uden spor.

Sværtbevæbnede bankrøvere blev anholdt


Største passagerskib blev søsat i middags. DFDS-baaden "England" bliver formentlig forløber for automobilskibe ogsaa til ruten København-Aalborg

Kong Frederik er rejst til London


Isslag og taage skabte trafikkaos. Mange biler kolliderede eller kørte i grøften i Nordjylland. - Frontalt sammenstød ved Brovst
35 saaret i Aden lufthavn ved haandgranat-attentat. Kastet mod arabiske ministre og højtstående englændere


Aalborg Stiftstidende, tirsdag 10. december 1963: Garntrisses forældres bryllupsdag. En sjov avisforside i skifteramme på væggen i gæsteværelset.

fredag den 27. februar 2009

Absint


Foto: Ania Chen, Canada

Der hænger et stort, mørkt maleri af Édouard Manet på Glyptoteket. Da det blev udstillet første gang for 150 år siden, vakte det furore. Det var bestemt ikke comme il faut at afbilde absintdrikkeren, et menneske i forfald.

Den franske maler lavede senere det endnu mere berømte maleri Frokost i det grønne, med en nøgen kvinde og to påklædte mænd på skovtur. Det fik han også ballade for. Men tilbage til absinten:

En artikel på DR Nyheder fortæller, at absint igen er blevet populært blandt de unge, og importøren melder at salget stiger 10 % om året. Formanden for Det Danske Absint Selskab får endda lov til at slutte af med en klar anbefaling af absint, som han siger …gør en mere frisk, opløftet, klar og udadvendt i modsætning til andre former for spiritus. Tsk-tsk.

Jeg drak absint i gode venners lag for mange år siden, på et bizart værtshus i Tordenskjoldsgade. Tannhäuser, hed stedet. Det var her, man kunne få en Ogly Bugly, en drink med sære ingredienser, plus romerlys og tre rap i den bare med en ridepisk, ført af indehaveren Jørgen Sømod, en kinky numismatiker og bohème, som havde malet alle væggene mørkegrønne og sat høj Wagner musik på.

Absint, i sin oprindelige udgave, kunne man blive blind af – men det så vi stort på. Det var meget stærkt og forholdsvis billigt. Det er nok også derfor at absint er populært i disse krisetider.

torsdag den 29. januar 2009

Kolonialvarer


Foto: Gokhan Okur, Cypern

Te, kaffe, kakao, kanel, vanille, peber, sukker, – den slags dagligvarer. Jeg har faktisk ikke tænkt over, hvorfor de kaldes kolonialvarer, men for min kæreste er det indlysende.

Sproget ændrer sig kun langsomt. Tiden løber konstant fra det. De dansk-vestindiske øer er for længst solgt til amerikanerne, og altså ikke længere danske. Og de har som bekendt aldrig ligget i Vestindien.

Mange af kolonialvarerne er heller ikke hvad de har været. Sukker er lissom ikke længere en importvare. Sukkerroen er nu så forædlet, at den har ligeså stort sukkerindhold som sukkerrøret.

Det er længe siden danskerne tog et stykke af en sukkertop og kom i deres Ceylon-te. Teen får nu en knald, men kaldes stadig Ceylon, selv om landet siden 1972 har heddet Sri Lanka. Men som sagt, sproget ændrer sig kun langsomt.

Kolonialvarer… – Fra hvilke kolonier?! – Alle varerne kommer nu fra uafhængige lande. Det er helt abstrakt at kalde dem det i dag. Men det hedder de. Sproget er endnu ikke kommet up front.



tirsdag den 2. december 2008

Et gys fra gamle dage


Foto: Miguel Saavedra, Spanien

Min far er kommet glad hjem med en hel kasse gamle bøger, mange af dem med gotisk skrift. Så tager han en tilfældig og læser en novelle for os børn. Bagefter sætter han bogen i reolen…

Jeg har ledt efter den lige siden. Novellen var om en ung mand der mødte en kvinde i Paris. Det var en spøgelseshistorie. Men hvad den hed, og hvem der havde skrevet den, det har jeg glemt alt om.

Nogle gange har jeg tænkt, at det måske bare er noget jeg har drømt. Min far læste ellers aldrig historier for os, og bogen er pist borte. Hvis den da nogensinde har eksisteret, og det ikke bare er en historie fra min underbevidsthed.

Men på Hald Hovedgaard hører jeg pludselig historien igen. Om aftenen sidder vi fagforfattere og underholder hinanden, og storyteller Pia Sigmund rejser sig og fortæller netop dén historie, så mine nakkehår løber koldt ned ad ryggen.

Jeg er glad for at Pia Sigmund har hjulpet mig med at finde historien igen. Den er skrevet af Washington Irving i begyndelsen af 1800-tallet, og hedder "Den tyske students eventyr". Og fordi den er så gammel, er der næppe copyright på den længere. Så en af de lange vinteraftener kommer den måske her på bloggen: Det er en grum historie. Rigtig dejlig uhyggelig.

fredag den 18. juli 2008

Svenske sten



Nedefra ser den meget højere ud end den egentlig er. Skamlingsbanken. Selvom jeg fornemmer at flagstangen ved siden af faktisk er endnu højere.

Det mest højtragende er nok tankerne bag: en trekant af begreber – jeg kan lige så godt photoshoppe tankegodset ind i billedet. For det er grundlæggende, hvis man vil forstå hvorfor den hér stabel sten er så vigtig.

Sproget. Folkeligheden. Nationalbevidstheden.

Efter en gang pølsemix i Skamlingsbankens grill kan man gå indenfor og se udstillingen om dette for vort land så betydningsfulde monument. Jeg synes nu ikke der er grund til at svime hen over al den oldnordiske patos der her lægges for dagen. Så hellere bare holde sig til fakta:

25 store sten er blevet sejlet fra Sverige til Kolding havn, hvorefter 104 heste har trukket dem de cirka tolv kilometer ud til Sønderjyllands højeste punkt. Og her er det 16 meter høje monument så rejst i oktober 1863.

Men bare et halvt år senere sprænger preussiske soldater den fra hinanden, og sælger stenene på en auktion. Lokale bønder køber dem og lægger dem på en nabomark, indtil stenene igen stables ovenpå hinanden i maj 1866.

Nu er granitstøtten selvfølgelig – med skrammer og manglende hjørner hist og pist – blevet et endnu større nationalt stykke samlingskunst, helt på linje med f.eks. Frederik den syvende til hest og Istedløven. En tonstung markering af både den civile kamp for Sønderjylland og den væbnede modstand under besættelsen.

Jeg tænker dog mere på en helt anden historie, når jeg ser de 25 stykker svensk granit. En historie, som min ven Arthur der bor lige på den anden side Skamlingsvejen har fortalt mig. Den fortæller jeg videre i min næste blog.

mandag den 9. juni 2008

Papyrus

Foto: Kriss Szkurlatowski, Polen

Denne blog er måske ikke noget særligt – men den er ny! Og så bliver den fluks fremhævet som nummer ét blandt de udvalgte nye, indtil næste blog lægger sig ovenpå, og fortrænger min, som dermed bliver knap så interessant.

Efter nogle dage er den glemt, oversvømmet af nyere nyheder. Uanset hvormange der klikker på den, så vil den hurtigt ryge ud af listen med Mest læste, for tiden dikterer at en blog kun har cirka samme holdbarhedstid som kødpølse.

Alt hvad der bliver skrevet her på 24timer, er tilsyneladende kun interessant mens det er nyt. Efter bare et døgn er skriveriet unyt og godt på vej til at blive glemt.

Det kan gå så galt, at selve det sprog der er skrevet på, bliver glemt. Hieroglyfferne mistede deres betydning, fordi der kom nye skrifter. Efter et par sekler var der ikke en levende sjæl, der kunne læse hvad de hedengangne egyptere skrev.

Hvis det ikke var for franskmanden Jean-Francois Champollion og Rosettastenen, havde det nok været umuligt at læse de gamle hieroglyffer.

Jeg ved ikke, hvad der er blevet skrevet på netop den her papyrus for flere tusind år siden. Men se hvor levende og poetisk skriften er!

Måske er det en glad epistel fra dagen hvor Nilen, farao ske lov, igen er gået over sine breder og har gjort jorden frugtbar.

En god gammel blog. Helt fri for nyhedens interesse.


torsdag den 21. februar 2008

Fotografi og historie


Der var engang, for ikke så længe siden, hvor familien Danmark regelmæssigt gik til fotograf. Som her, hvor min far og mor har givet mig og mine brødre pænt tøj på og taget os med hen til Kehlet Foto på Istedgade.

Hvorfor gør man ikke den slags længere? Altså tager det pæne tøj på og går til en fotograf, der kan kunsten med lyssætning, tid og blænde – og den helt rigtige atmosfære…

Den er en af tankerne bag et nyt firma, som Christian og hans partner Hanne starter op i nogle lokaler på Vendsysselvej, tæt på Grøndal Torv ved Godthåbsvej her i København.

Jeg skal ud til Christian og portrætteres imorgen fredag. Han kan udstille fotoet og have det i sit portfolio, og jeg kan fx bruge det som nyt profilfoto her på Mingler.

Idag har de fleste med en mobiltelefon også et skudklart kamera på sig, og det er smart. Men udviklingen går hårdt ud over det gode, gedigne fagmandsfoto.

Se bare mit foto af fotoet. Mit kamera spejler sig i glasset, tsk-tsk. Den slags fejl laver en professionel fotograf som Christian ikke.

søndag den 6. januar 2008

Morfar i mediemaskinen

Foto: Kat Callard, Sheffield, South Yorkshire, Storbritannien




 
En fortsættelse af Morfar i fuld ornat:


Pastor Peter Filtenborg, Ridder af Dannebrog, en højt estimeret kirkens mand. – Blev han virkelig hængt ud i aviserne engang?

Ja, siger flere af hans efterkommere. Men der er ingen avisudklip, og det fortaber sig i tidens kølvand, præcis hvilken dato, hvilket år vi taler om.

Min morbror pastor Oscar Filtenborg skriver, at sagen begyndte at rulle, fordi en journalist fra en socialdemokratisk avis var tilstede, da det skete. Og dén artikel hun skrev, affødte et væld af andre artikler rundt om i hele landet.

Min morbror, pastor Harald Filtenborg kan også huske historien. Harald skulle forresten aldrig have været præst, men det var morfars vilje. Gud havde fortalt ham, at det var præst Harald skulle være. Så det blev han… Harald var en fremragende præst, der var altid mindst 150 tilhørere når han om søndagen besteg prædikestolen. Hans bog "En bonde i gudernes skakspil" synes jeg fint og underfundigt afslører hvorfor Harald har kunnet være så god til det, han ret beset aldrig skulle have været.

Men tilbage til historien. Lad os kalde den: "Da Hr. Filtenborg sprang en synder over til altergangen".

Min mor husker ikke historien. Min hun husker navnet på ham synderen. Nis Sørensen. Den største drukmås i hele Fole sogn! Fuld og beruset, stort set altid.

Han havde en søn (der også hed Nis), som min morfar havde konfirmeret. Og på grund af Nis’ drukkenskab havde morfar mindeligt bedt ham om ikke at følge sin søn op til den følgende konfirmand-altergang. Pastor Filtenborg ville sørge for, at en anden, ædru, person ville følge drengen op til alteret og knæle sammen med ham til konfirmand-altergangen.

Om Foles største drukmås i sin brandert bare havde glemt pastorens anmodning, eller om Nis måske var trodsig – det vides ikke. Men i hvert fald mødte han op i kirken, stangvissen, og fulgte sin søn op til "syndernes forladelse".

Og morfar tog hævn. Da han gik rundt med oblaterne og kalken med altervin, sprang han simpelthen konfirmandens far over. Ingen Jesu Kristi legeme eller blod til dén herre! Og så brød helvede løs, godt hjulpet på vej af den socialdemokratiske avis. For hvordan havde præsten kunnet nægte en stakkels mand hans synders forladelse?! Det var jo uhørt! – Lige til pressens vridemaskine.

Min morbror Ingvor, bonde og amatørarkæolog, husker heller ikke historien. Men han husker en anden gang, morfar sprang en over til altergangen! … Eller, det gjorde han faktisk ikke:

Der var en dement kone i Fole. Hun havde været til alters med første hold, men var fulgt med sin mand op til anden ombæring, sikkert fordi hun havde glemt den første. Og så havde morfar sprunget hende over – for hun havde jo lige fået…

Men for pokker! Det handler jo bare om en lille tør kiks og en tår sherry. – oven i købet betalt gennem kirkeskatten, inklusiv servering, ikke sandt? Okay – for de troende handler det jo om noget ganske andet, men det gør bestemt ikke morfars tur i mediemaskinen mindre berettiget!

Jeg tror sgu (så Gud), han i sine velmagtsdage kunne være lidt af en strid banan.

lørdag den 7. april 2007

Familiefotos

Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA


I Lunderskov vækker farmors fotoalbum Jeremys interesse for sin mærkværdige familie.
– Hvem er manden med den sjove krave? Det er din oldefar, han var provst.
– Er det onkel Thomas da han var lille? Ja.

Det er mærkeligt. Vi mennesker skifter i dén grad udseende og tøjstil, og alligevel kan vi genkendes på et fyrre år gammelt foto fra barndommen.

Gamle fotos er langt mere end falmede sort-hvide minder. De er brændstof til historier fra forne tider. De sparker tankerne i gang.

Tag f.eks. billederne her, fra Julia Freeman-Woolpert  i USA. Den stoute kvinde er hendes mormor. Hun blev gift og fik børn. Og sådan er det nok også gået de andre damer, som med fotografiet annoncerer efter ungkarle. Kig nærmere på billedet, og se skiltene Bargains og Man wanted.

Så vidt jeg ved, scorede oldefar Filtenborg sin russiske gymnastiklærerinde von Sicard fra Kaukasus, bl.a. ved hjælp af et barndomsfoto af sig selv.

Uden de gamle familiefotos ville alt se helt anderledes ud…