Viser opslag med etiketten farfar. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten farfar. Vis alle opslag

mandag den 19. november 2012

Nokken 1949

Foto: Bent Jacobsen, pressefotograf

Jeg er vild med det foto, som jeg bloggede om for seks dage siden. Nu har min kæreste fundet det på Væggen, som er et fotoarkiv under Københavns Museum.

Det er jo en glimrende anledning til at tilføje de oplysninger, min faster Dora (alias Den gamle Hugorm) er kommet op med.

Selv om det er med i en bog om besættelsestiden, så er billedet altså taget i 1949, og ikke lillejuleaften 1942, som der ellers står i Lars Møllers bog, Da vi var besat – Danskernes liv og hverdag 1940-1945, udgivet på Københavns Bogforlag 50 år efter den tyske hær invaderede vores land – og genudgivet i 2. udgave i halvtredsåret for befrielsen.

For faster Dora er det naturligvis et billede, der kalder minder frem. Hun skriver: Herbert som står foran mig er født i 1944. Det er Aase der står bag mig med fletninger. Jeg havde altid fletninger sat op over hovedet. John står i forgrunden og Freddy bag ved. Vi flyttede ind på Nokken i august 1949 og vores mor døde den 31. januar 1950. Da var alle, undtagen Robert flyttet.

Jeg kan ikke genkende huset med al det skrammel der er rundt om, men når jeg tænker på det indvendigt, ser det rigtigt ud. Der hvor der er en lav tilbygning, der der to slagbænke og spisebord. Hvor skorstenene går ud, er der køkkenbord med primus apparat. Så var der en 2-etages og en 3-etages køjeseng. Gilbert og Vera boede ikke hjemme, men havde et værelse hos frøken Madsen, de arbejdede jo.
Jeg har ikke før hørt om denne frøken Madsen, men Dora skriver: Frøken Madsen var en dame der lejede værelse ud. Jeg tænker, at det blev for småt på Nokken, og da Gilbert og Vera tjente penge, kunne de jo bo “ude i byen”. Den samme dame var også flink og holdt Veras konfirmation, så vidt jeg husker. I hvert fald husker jeg at juleaften 1949 blev fejret hos hende. Jeg mindes hvor koldt det var om aftenen at vende tilbage til mørket på Nokken.

Vi fik en gratis flæskesteg hos slagteren. Jeg var jo den der købte ind og jeg blev gode venner med både konen og manden. Efter jeg kom til Viborg, fik jeg også aflagt tøj fra deres datter. Mor var hjemme på “orlov” fra Radiumstationen, det var dengang hospitalet for kræftsyge. Der døde hun også.

Jeg har lagt billedet på min blog, fordi det er så godt at snakke om. Selv om man måske ikke kender min faster, Dora Arvidsen og hendes mindre søskende Aase, John, Freddy og Herbert, så sætter fotoet uvilkårligt tankerne igang. Der er helt sikkert forskel på at være fattig i dag, og så have været det dengang på Nokken i 1949.

tirsdag den 13. november 2012

Nyt gammelt foto

Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Kongens Enghave har en ret aktiv lokalhistorisk forening med over hundrede medlemmer, og formanden Jørgen Topp Lassen har med interesse læst min blog Mørke minder, blandt andet om likvideringen af en grønthandler på Mozartsvej. Og nu er der linket til bloggen på foreningens hjemmeside, så endnu flere kan finde frem til min fars øjenvidneberetning.

I en mail takker Jørgen Topp for de historisk interessante oplysninger, som var trykt i Bavnehøj Skoles 50 års jubilæumsskrift – og så spørger han iøvrigt om jeg ved hvad det er for et berømt billede, min far nævner til sidst i sit skriv. – Det er jeg også selv nysgerrig efter at finde ud af.

Derfor cyklede jeg idag ud til biblioteket i Tune og hev en flok bøger om Danmark under besættelsen ned fra hylden og gav mig til at bladre. Fotoet skulle angiveligt forestille to tyske officerer som bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej.

Hvis billedet er berømt, må det jo være optrykt i adskillige af de rigtig mange bøger, der er udkommet om Danmark under 2. verdenskrig. Så er det bare at finde det…

Men da jeg bladrer, finder jeg pludselig et stort Wilson-foto – som iøvrigt ikke er taget under besættelsen. Det er min farfars to skure på Nokken, hvor han boede med sin kone Karen og deres syv børn.

Børn foran deres hjem på Islands Brygge i København lillejuleaften 1942, står der som billedtekst i bogen “Da vi var besat”, som er udgivet af Lars Møller på Københavns Bogforlag i 1995. Bogen handler om danskernes liv og hverdag i 1940-45, men billedet af børnene er taget senere. Det ved jeg, fordi den mindste dreng, min farbror Herbert blev født den 20. november 1944. Så kan han jo ikke stå og småfryse på Nokken to år tidligere.

Det er et fint og knivskarpt foto. Min far og faster Vera er ikke med på billedet. Farfar er der heller ikke, måske er han inde i skuret til højre, hvor min farmor vistnok ligger syg af kræft. Jeg ved det ikke, og håber at kunne få mere at vide af de nu gamle mennesker, som altså kan se sig selv i en stor, flot historiebog med masser af billeder fra en svunden tid.

onsdag den 7. november 2012

Lommebogen


Endnu en ting fra familiens nye, gamle papirer: Min fars lommebog fra 1949, da han var ung mand, vel egentlig bare en stor dreng. Dengang var det meget almindeligt at have sådan en lommebog. Den her viste er en reklamegave fra Hadsund Trævarefabrik, Aage Kjeldsen & Co. A/S.

Gad vide om der stadig er nogen der idag rundt med sådan en tryksag i lommeformat? – Jeg tror det ikke. Men før computeralderen kunne den næsten ikke undværes; En årligt udkommende lille bog med kalender til notering af aftaler, sider til notering af telefonnumre og adresser, nyttige tabeller og oversigter m.m – og med Universitetets røde Almanakstempler som garanti for at der ikke var fjumret rundt i solens op- og nedgange, månens faser og alle de kongelige og kirkelige mærkedage i oversigtskalenderen på opslaget side 4 - 5.

På indersiderne af omslaget er der farvetryk med 72 forskellige nationalflag. I 1949 var Canadas flag ikke det vi kender med ahornbladet, og der var ikke noget islamisk ornamentik i Irans flag. Der var kun 48 små stjerner i Stars and Stripes, og Belgisk Kongos flag var en gul stjerne på lyseblå baggrund. Indiens flag var et Union Jack med en stiliseret sol midt i, og Tysklands flag vidste man faktisk ikke hvordan skulle se ud; Der er et blankt flag med denne forklaring på: Ukendt v. Opl. Trykn. Dannebrog ligner sig selv, men det gør Kinas flag ikke: Det ligner sjovt nok det amerikanske, bortset fra at der i stedet for stjerner og striber er en hvid sol i det blå hjørnefelt og fem gule bølger i det røde.

Meget har ændret sig i de forgangne 63 år, og det ses også i lommekalenderens lille atlas. Kortet over Mellemeuropa er farvemarkeret med Amerikansk Zone, Britisk Zone, Russisk Zone og Fransk Zone, for Deutsches Reich hang dårligt sammen i årene efter 2. verdenskrigs afslutning. Min far har forresten tilføjet streger med sin blå kuglepen, der viser hvor han har sejlet. Der er tegnet på alle kortene, bortset fra det over Schweiz.

Statistisk Årbog er kilde til siderne med Landenes areal og folkemængde. Lægger man tallene for København, Frederiksberg og Gentofte sammen, kan man se at der boede 967.950 mennesker i Hovedstaden i 1948. Århusianere var der 137.722 af.

Der er mange oplysninger og oversigter i fars lommebog fra 1949. Omregningstabeller, Færdselstavler, m.m.m. Telegrafvæsenet, Rigstelefon og de vigtigste stempeltakster. Termometrets koge- og frysepunkter i Réamur, Celsius og Fahrenheit. Danske Fod og Tommer til Meter. Tønder Land til Hektar. Renteberegning og Romertal. Historisk Memorandum…

Og sider til telefonnumre, kassebog og notater. Min far har fx skrevet, hvad han har købt rundt omkring i verden, blandt andet har han købt testel i Kobe, silkebluser i Hongkong, cigaretter i Aden, tæpper i Madras og læderpuder i Port Said.

I selve kalenderen er der en vred markering ved den 28. marts. Niemals vergessen, står der, med hele syv understregninger. Den dag stjal min fars far alle hans sparepenge, og min far glemte aldrig datoen. 77 kroner må have været mange penge, dengang det skete, i 1948 – for i lommebogens oplysninger om Postvæsenet står der, at Breve indtil 50 gram koster 15 Øre i Lokalporto, og 20 Øre i Landsporto.

Set i bakspejlet er det sgu ikke så mærkeligt at min farfar Robert Wilson røg uklar med samtlige sine syv børn…

søndag den 21. oktober 2012

Nye gamle papirer

Foto: Ojvin Rasmussen, Aalborg

Lidt af efterårsferien er gået med at rode i en nys opdukken papkasse med ting og sager om min familie. En lommekalender fra 1949, annullerede pas, udtalelser fra arbejdsgivere, kvitteringer, skrivelser fra det offentlige, og breve, min far og farfar har skrevet.

Måske skal man bare smide sådan noget ud, men jeg synes alligevel det er interessant med den slags papir. Det kan vise sig at rumme svar på spørgsmål, der måske vil blive stillet engang i fremtiden.

Der kan sagtens sidde en slægtsforsker og lede efter svar på fx hvordan en sømand og en præstedatter mødte hinanden engang i 1950erne, og siden sammen dannede endnu flere forgreninger i vores allesammens stamtræ.

Navne og årstal er sådan set det mindst interessante, når man går bagud i tiden. Det spændende er historierne bag. Og i et brev, som min far skrev den 30. august 1975, har jeg fundet den om, hvordan mine forældre fandt hinanden.

Min far Gilbert bildte os børn ind, at han havde fanget min mor med lasso på Hjerl hede. Det troede vi ikke rigtig på, selvfølgelig. Min far, som døde alt for tidligt den 3. maj i 1987, var jo ikke cowboy.

Næe, min far havde været sømand, og var glad for damer. Brevet jeg har fundet, er da også skrevet til en der hed Inga. Ingen af os ved, hvem hun var eller hvor hun boede. Min far havde flere af den slags bekendtskaber, måske over hundrede. Og at brevet eksisterer idag, skyldes kun at min far havde en sær vane med at tage gennemslagskopi af stort set alt, hvad han klaprede ned på sin Siemag skrivemaskine.

Så her er den rigtige historie om, hvordan mine forældre mødte hinanden. Den er faktisk lige så usandsynlig som den version med lassoen på Hjerl hede – men min mor kan bekræfte, at den er god nok – og det kan hendes kæreste Karsten også.

…

Idag spurgte du mig om man kunne vælge en pige uden forberedelse. Eller var det igår? Jeg sagde ja – fordi sådan valgte jeg min kone.

Den historie begynder oppe i Göteborg. Jeg er forhyret som jungmand på den norske båd M/S “Lillen” af Bergen på 700 tons og vi er ved at gøre klar til at stå havnen ud i en stiv nordvesten storm. Alt grej surres og gøres fast overalt. Luger skalkes og koøjne og dæklemme lukkes. Alt løbende gods hales tot og surres. Den sidste surring er et græstov som slås rundt om lossebommens gerder og det ordner jeg. Det går fint med at få halet blokkene tot og lagt halvstik og låsestik på midten. Og så rundt et par gange med græstovet så hele godset klemmes fast til bommen. Tampen gennem en øjesplejs og hale tot. Mine gode kræfter skal nok ordne op med sådan en smule havvejr.

Og læg nu godt mærke til dette forbistrede stykke græstov, for endnu 24 år efter har det følger at der dengang var en vilje der ville ét, og et græstov der ville noget andet.

Tovet sprang ganske enkelt. To tommer tykt, men det sprang alligevel. Jeg var totalt uforberedt. Jeg stod oppe på lugen. Den var ca. 1 meter høj, usædvanligt højt. Jeg mistede balancen og trådte ud over kanten. Som et lyn for det gennem mit hoved at der var ca. 1½ meter til lønningen som var rent stål. Jeg ville ramme den med baghovedet og formodentlig slå mig ihjel. Jeg syntes jo nok at jeg var alt for ung til den slags, så på den ene eller anden måde lykkedes det mig at krumme mig forover så jeg nåede dækket med hele min vægt på tåspidserne.

Så knækkede tæerne selvfølgelig, men jeg havde reddet livet. Af med støvlen og så humpe agterud og ned i køjen.

Til at begynde med var det ikke slemt. Men efterhånden som nerverne kom til live hovnede jeg op og fik smerter. Skibet var på vej til søs. Lodsen var sat af og vi gik for fuld kraft ud og fik vinden på tværs. Det var en gammel ombygget korvet fra den engelske marine. Maskinen var plomberet til 10-12 knob, men i virkeligheden kunne hun gå nær 30 hvad der kunne ses af den krydserlignende hæk. Hun var lige som en balje i røven.

Roret var højere end mig. Det var hårdt arbejde at styre hende. Hendes buttede mås fik hende til at køre rundt i søerne som en syg and. Det var fint klaret hvis man holdt hende støt med 18 grader på hver side af kursen. Og når vejret var hårdt blev det meget mere. Og så fik vi den ekstra belønning at vi alle fra skipper til dæksdreng blev søsyge af hendes sindssyge gangart. Skipperen blev altid ond når det skete og så blev vi sendt ned i storesrummene med stokfisk for at mønjemale hatbox’ene. Det var det sted på skibet hvor lugten var mest kvalmende og vi skulle da også være heldige hvis vi ikke brækkede os ud gennem et koøje. Dumme forbandede stodder der var ond fordi tyskerne havde skudt hans far og mor som gidsler og af hvilken grund vi holdt vores kæft og ønskede ham druknet i en latrinbrønd.

Med sidevind var hun helt åndssvag og vi måtte i dette tilfælde knokle os op så vi fik søen foran for tværs på kurs over til den jyske østkyst.

Jeg lå hjælpeløs i min jernkøje. Skøjten rullede så alt løst bragede i dørken hvor det lå og sejlede frem og tilbage i vand fra utætte skylights o.lign. Vi var helt oppe på de 45 grader til hver side, og længe før man når ud i borde glider man afsted med lagen og tæpper og det hele. Først til hovedgærdet så man er ved at knække halsen og så til benenden som for mig var et helvede at komme ned i. Jeg hylede når benet rørte ved noget og jeg klamrede mig fast i sidefjellene for at slippe for disse glideture. Det hjalp heller ikke.

I to fulde døgn før vi omsider nåede ind til Odense. Den by har nu aldrig været god ved mig. Jeg blev kørt på hospitalet og fik gips på så jeg var stiv som et bræt. Så bad jeg om et par krykker så jeg kunne gå lidt omkring fordi jeg ville til København hvor jeg havde en yndig pige der hed Vivian. Men det kunne der slet ikke være tale om.

De skulle de selvfølgelig aldrig have sagt. Jeg hinkede straks ud til en telefon og fik ringet til en taxa der kunne køre besked til skuden om at Henning skulle komme og hjælpe mig.

Han kom også og sammen fik vi mit tøj og en kuffert hevet ud ombord i en bil og så ned og afmønstre M/S “Lillen”. Så fik jeg 5 kartoner cigaretter ind på maven og lidt spiritus om i kufferten og så var vi parat til at dampe af. Men pludselig kom en toldbil ud af mørket og der sad vi kønt i det. Henning måtte jo gøre rede for sine synder og lade sig visitere. Jeg derimod sad i taxa og viste mit stive ben frem. De måtte være venlige selv at rode. For jeg kunne ikke hjælpe dem. Der reddede vi 5 kartoner!

Da toldbøden var betalt kunne vi fortsætte til toget og jeg hinkede gennem gangene mens Henning slæbte på vores køjesække. Vi var skam et stolt syn.

Vi nåede storstaden ud på natten og kørte ud til Hennings veninde Solvej på et lille hummer oppe på 5. sal ude på Amager. Jeg kan huske hendes lille fattige hummer og hendes rædselsfulde københavnerjargon. Hun var da flink nok, men kors for en strigle! Nu er årene gået og idag er der simpelthen ikke den ting som jeg ikke ville gøre for den samme Solvej. Den let fordrukne tjavsede letlevende strigle er 100 % pålidelig og har et hjerte af guld. Hun har stadig sit rædselsfulde sprog selvom hun er begyndt at gå uden om fremmedordene som hun aldrig fik ind på de rigtige steder. Det var iøvrigt hende jeg ville have besøgt den nat jeg kom fuldstændig knust oppe fra Tisvildeleje. Jeg har aldrig benyttet mig af hende, men jeg var sikker på at jeg roligt kunne banke hende op midt om natten og fortælle hende hele historien. Så ville hun have stået op, sandsynligvis splitternøgen, taget sin housecoat på og tøfle ud i køkkenet og lave kaffe. Og når den var serveret ville hun tænde en cigaret og sige: “Næe, ved du nu hvad, kammerat”. Guderne må vide hvad hun mere ville have sagt, men i hvert fald ville hun ikke have sluppet mig ud før hun var stensikker på at jeg magtede min tilværelse. Hun var ingen skønhed ligefrem, men hende er jeg stolt af at kende. Solvej som jeg første gang så som “kors for en strigle”.

Jeg sov i en stol og næste morgen hinkede jeg ud i Kigkurren hos Sjøgrens hvis datter Vivian var min store kærlighed. Store dejlige dådyrøjne og fløjelsblød overalt. Ikke pæne ben, men et helt eventyrligt dejligt langt hår, som hun nogle gange slog ud så jeg lå inde i et telt hvor vi “gloede” på hinanden til fornuften sivede ud af hovederne på os og mit gibsben var os pokkers i vejen. Jeg var stolt af at gå med hende, Hun havde ganske vist et barn der hedder Linda. Det var jo en stor skam dengang. Men det kunne man ikke så på hende. Hun skrev små digte fra tidens slagere til mig og var noget meget dygtigt på et rejsebureau. Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed.

Jeg havde ingen penge og levede af at smugle cigaretter i havnen. Mit gipsben var et handicap i den forretning. Men det reddede mig da fra en tolder som ikke troede at jeg kunne finde på at stikke af på en cykel. Jeg var nemlig særdeles skrap på en jernhest. Gammel svajer osv.

Det var forresten Vivian der bragte mig på sporet af at jeg var modtagelig for tankeoverførsel. Hun skrev tidspunkter ned for mig mens jeg sejlede på England og jeg skrev ned når jeg mærkede hende optræde. Det passede 95 %.

Efter to måneders sulteliv på evig flugt for emsige toldere og altid uden penge nok til at tage Vivian i biografen uden at hun selv betalte, så fik jeg omsider lov at skifte mit overtegnede ben ud med en lille let gipssko. Ned i havnen og aftale hyre om 14 dage og så afsted rundt til familien. En sømand ved jo aldrig om det varer længe før han kommer hjem.

I toget kom jeg i kupe sammen med en fuld politibetjent og en ganske køn sorthåret pige der grinede af alle de fuldemandsvittigheder han afleverede. Det var meget irriterende og jeg var ærlig talt forarget. Han kunne da være hendes far og så fuld i fuld uniform! Det var for stift!

I Nyborg blev betjenten holdt tilbage grundet manglende gyldig rejsehjemmel som det hed. Hans dame var alene tilbage og halede den største kuffert jeg tror jeg nogensinde havde set en dame have med sig, ned fra nettet. Den var tung kunne jeg se, og jeg havde ingen bagage. Så jeg tilbød at bære hendes kuffert ombord. Man skulle tro der var mursten i den kuffert. Fra vogndækket gik jeg op i salonen og satte mig og fik kaffe med smørkage.

Damen fra toget kom ind og tilfældigvis var der kun een eneste plads. Den tilhøjre for mig. Hun bestilte kaffe og sagde tak for hjælpen. Det var pænt af mig og hvis jeg ikke havde hjulpet hende havde hun nok ikke kunnet komme med færgen.

Jeg spurgte omvendt efter hendes rejseledsager og fik at vide at det skam ikke var nogen ledsager. Det var helt tilfældigt at hun var kommet i kupe med ham. Så måtte jeg jo betro hende min forargelse og det grinede vi af. Indtil færgen var kommet udenfor havnen og bevægede sig. Så blev Helle søsyg, ret og slet i den mildeste søgang jeg overhovedet kunne forestille mig. Sad og blev ganske bleg og det hele!

Jeg måtte hjælpe hende op fra stolen og ud på dækket. Hun var simpelthen dårlig. Jeg fortalte hende hurtigt om alt hvad man kan gøre mod søsyge. Over i luv side. Følge skibets bevægelser, sørge for at maven har noget at arbejde med (det behøver ikke være fedt flæsk), tænke på noget andet, og allerbedst hvis man kan komme til at ligge ned. Min beskyttende arm om hende skulder har givetvis været guld værd for sundheden. Hun var ihvertfald stadig levende da vi nåede over på den anden side, hvor jeg bar kufferten for den afkræftede dame og sad i kupe sammen med hende. Pludselig spurgte hun hvad jeg igrunden lavede, når jeg ikke rejste med toget. Ja, jeg er sømand.

Det syntes hun var vanvittigt spændende hvorefter jeg jo måtte vide hvad sådan en underlig dame lavede. Ja, hun studerede til læge.

Det satte mig jo noget til vægs. Hun måtte jo nærmest være en slags fin dame, selvom jeg ikke rigtig forstod det der med politibetjenten. Og gudhjælpeme om ikke damen bad så mindeligt om ikke jeg ville skrive til hende og fortælle hende om livet til søs. Helle Filtenborg og så en adresse på en præstegård i Sønderjylland.

Vi vinkede farvel i Fredericia og jeg skynde mig at glemme det skøre menneske.

Et år senere var jeg forlist og var derfor kommet på langfart med en supertanker på 22.000 tons (det var et kæmpestort skib dengang).

Vi gik for mild vind i bagende sol ned gennem Rødehavet mens jeg pyntede op i mit enmandskammer. Jeg ryddede op!

Pludselig faldt en lille seddel på dørken og jeg læste navnet Helle Filtenborg, Jeg kendte bestemt ikke nogen der hed sådan og skulle lige til at smide sedlen væk, da jeg kom i tanke om den sorthårede på færgen hjemme i Danmark.

Vores rejser var på 7 uger fra Holland til Gulfen og retur med olie. Vi havde oceaner af tid og kun 8 timers dagligt arbejde. Så hvorfor ikke? Der kunne vil ikke ske noget ved at skrive og sige undskyld at jeg havde glemt hende. Det gjorde jeg og 3 uger senere fik jeg brev i Suez. Hun studerede stadig og nu var adressen noget med kvinderegensen.

Jeg skrev sammen med hende i et år og kom så omsider til Danmark efter to år på farten. Hun var forlovet med en teolog, men hende og Karsten havde inviteret mig ud til en kop kaffe med efterfølgende tur i teatret.

Jeg husker den tur endnu. Jeg havde bestemt mig for at finde en pige. Jeg var træt af alle de forskellige og ville have een bestemt hjemme. Jeg var jo helt fri og sagde derfor til mine værter at jeg ville giftes med hende derhenne. Så skyndte jeg mig at gå frem foran damen og derefter vende tilbage med en skuffet bemærkning om at hende ville jeg nu ikke gifte mig med alligevel. Det blev jo hurtigt til en pjanket leg med mange gode forslag og nøjagtigt lige så mange afslag.

Idag er det næsten umuligt at forestille sig den lette stemning som greb os alle tre. Jeg husker Helle i bussen stå ganske stille og lave en kugle af sølvpapir som hun så ganske roligt dumpede ned i hattepullen på en ældre herre der selvfølgelig drejede hovedet for at se hvad vi grinede af med den resultat at kuglen trillede en hel omgang og fik os til at se helt forkerte ud af grin. Helle der idag er præstefrue med tre børn i en flot præstegård hvorfra hun af og til går hen på skolen og underviser i sprog og matematik. Helle der fører sig som en svane når den bruser afsted. Og Karsten med sin lidt trevne og tanketunge tale. Begge er berejste som sømandspræstepar i Peru og i Japan hvorfra de har indkøbt pragtfulde kunstgenstande som i glasmontrer smykker deres hjem. Et par sympatiske, men afgjort værdige mennesker.

Da vi kom hjem på kvinderegensen viser Helle mig et billede af en pige med lange fletninger. Stemningen er der stadig og jeg siger hende vil jeg gifte mig med, næe hende vil jeg nu ikke gifte mig med. I det samme ser jeg på Helle og opdager at hun ser mærkelig ud. Jeg kommer i tanke om at pigen jo må være noget familie, hvorfor jeg straks siger, åh lad mig lige se hende igen. Jo, hende kunne jeg vel godt gifte mig med. Hun er da ganske sød.

Så skete der noget som ingen af os kan forklare idag. For Karsten sagde, jamen ved du hvad. Du kan da beholde billedet og få adressen, ikke Helle? Og Helle, det store skvadderhovede, gjorde selvfølgelig hvad hun aldrig hverken før eller siden havde gjort. Hun gik med på spøgen og jeg fik adresse og billede udleveret.

Nu er jeg ikke nogen tøsedreng. Og jeg havde jo vitterlig ønsket mig en fast pige i Danmark. Så jeg satte mig ned og skrev til Linda Filtenborg i præstegården nede i Fole.

Fole præstegård var en gammel bygning fra 1766. Med stort køkken med komfur og masser af ringe til ildstederne og stengulv og fadebur og hele balladen. Inde i køkkenet sad man gerne og læste sine breve op ad det varme komfur. Da mit brev ankom, satte Linda sig på tørvekassen og skraldgrinede af at en af Helles “aflagte” skrev til hendes lillesøster.

Sømanden var selvsagt på vej ud i verden, Jeg turde slet ikke blive hjemme efter den frimodighed. Jeg rejste til Madagascar og blev væk i et år. Vi skrev sammen og med de mange breve kendte hun tilsidst hver eneste afkrog i mit synderegister og hvad der ellers var af værdifuldt. Så da jeg atter vendte hjem blev jeg højtideligt inviteret til at komme på besøg i Fole præstegård.

Nu skulle jeg indfri ordene “hende kunne jeg da godt gifte mig med”. Jeg vidste at hun var jomfru, at hun var fra den 14. april 1936, at hendes hår nåede helt ned over bagdelen når hun redte det ud og at hun havde haft en dejlig barndom i et fattigt men åndrigt hjem hos en uforlignelig far fra Mors-egnen og en knap så uforlignelig mor fra Kaukasus i Rusland.

Vi skulle komme kl. 16.00, min far og jeg. Vi kom en halv time for tidligt, men blev venligt modtaget i forstuen, hvorfra vi blev ledsaget ind i den kæmpestore havestue med hollandske kakler på den store kakkelovn og glasdøre både til spisestuden og ud til den kæmpestore dejlige have. Vi blev sat ned i den røde plyssofa som vi allesammen har siddet i efterhånden som de 8 børn slæbte hver deres udkårne med hjem, den samme røde plyssofa som vi stadig sætter os i når vi besøger provsten i Gram. Det var godt kram de lavede i gamle dage.

Provsten var en sjov rund fyr med kridhvidt karsehår over hele hovedet. Hans stemme var meget velmoduleret og han havde en ydmyg hjertelig måde der hurtigt fik en til at glemme hans lidt mærkelige udseende. Jeg var nærmest stiv af skræk over at sidde og skulle konversere en rigtig ægte provst. For vi konverserede. Vi snakkede ikke bare.

Og provstinden kom højtideligt ind og forklarede at Susanne (pudsigt så smagløst hun nogen gange vælger at formulere sig) var i badet. Så hvis vi ville have den godhed at afvente hende med tålmodighed.

Kort efter kom hun atter ind i sin myndige ranke holdning og meddelte at Linda nu befandt sig i studereværelset dersom det ville behage mig at tale med hende.

Jeg blev vist ud i forstuen hvorfra provstinden udpegede den dør der første til bemeldte studereværelse.

Jeg lukkede op blot for at opdage at der var dobbelt dør, hvorfor jeg nok en gang åbnede en dør så jeg kunne se ind i det halvmørke tomme værelse der lugtede af gamle bøger og domineredes af et stort men beskedent skrivebord flankeret af en rigtig ottoman med slumretæppe og dunkelt belyst af en 25 watt i en standerlampe med gammeldags jernstativ. rundt omkring stod forskellige skabe og væggene var tæt besat med billeder af mennesker og landskaber. Og så selvfølgelig bogreoler der var ved at segne under vægten af de mange bøger. Men Linda var der tilsyneladende ikke, før jeg fik øje på en kjoleflig bag provstiets store arkivskab.

Jeg sagde: “Jeg har aldrig set dig Linda, kom frit frem”. Husk på at jeg aldrig nogensinde havde set denne pige som omvendt heller ikke havde set mig. Hendes søster havde ganske vist luret fra køkkenet og var faret ud i badeværelset for at betro Linda: “Nøj, han er pæn”. Men det var også alt. Så Linda kom frem som en frodig blussende barmfager og bredhoftet bondepigeagtig pige i en meget let storblomstret sommerkjole.

Kære takt og tone. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg anede det ikke, men skridtede fremad som enhver god soldat og rakte hånden ud og kunne pludselig se at hun var rystende nervøs for hvad jeg ville synes. Mit gode hjerte behøvede ikke at vide mere. Jeg lod hånd være hånd og slog armene om damen og kyssede hende længe og inderligt så hun var på nippet til at græde af bare lettelse. Og så blev der grinet så det kunne blive til noget.

Se det var en lang historie  og det er ganske vist. Man skal være varsom med græstov, selv når det er to tommer tykt!
Man kan vove pelsen – hvis man tør!

…


Papkassen gemmer på mange historier, så der er flere blogs på vej. 

torsdag den 28. august 2008

Freddy


Foto: Christa Richert, Berlin, Tyskland


Jeg har en historie, jeg ikke ved hvor ender.

Den kommer af, at jeg for et halvt års tid siden skrev en blog, hvor Klovby Købmandsforretning er nævnt. En lidt trevlet blog, med nogle uskarpe små fotos min far tog da han var omkring sytten år, og flettet sammen med noget en anden har skrevet, og så har jeg givet den overskriften Farfars plejebørn.

Faktisk en lidt forkert overskrift, og så alligevel… Farfar havde jo ingen plejebørn, men han fik derimod sendt sine egne mindste børn i pleje, da hans kone døde af kræft, og han selv var bankerot og boede i et skur på Nokken.

Han havde indrykket en annonce i Kristeligt Dagblad, og fik på den måde kontakt til par, som gerne ville tage sig af de små og sørge godt for dem. Men det var vigtigt for farfar, chauffør Robert Wilson, at børnene ikke blev bortadopteret, men at han fortsat stod som far og værge, og kunne beholde forældremyndigheden.

Det skulle vise sig at være et klogt træk af ‘Fader Wilson’, for min onkel Freddy var ikke heldig med sin plejefamilie. Han kom til et kristent købmandspar i Klovby ved Kalundborg. Her blev han behandlet som skidt, men fik smuglet et brev hjem til Nokken. Og straks farfar havde læst det, kørte han til Klovby og hentede sin dreng, som istedet fik en god opvækst hos en anderledes kærlig familie i Tyvelse.

Men nu er der pludselig splejset en ny ende på historien! For helt tilfældigt, efter en lang dag på kontoret, falder Freddy Neumann over den. Bare for sjov har han googlet sin fødeby, Klovby, og så er historien om min farfars plejebørn poppet op. Især det med Freddy får ham til at spærre øjnene op. Han ved med det samme at her er ham, han er opkaldt efter!

Derfor smed han straks en kommentar på bloggen, og fandt mig iøvrigt på Facebook hvor vi har skrevet til hinanden og fået flere detaljer frem.

Hans mor Solveig er nu 72 år, og var også plejebarn hos købmandsparret. Men hun kom fra et børnehjem i København og måtte desværre blive hængende hos de rædsomme adoptivforældre – det satte dybe spor i mange, mange år. Det var rivende galt hvad der foregik i dét barndomshjem.

Men Freddy var som en bror, og hun har tit talt om ham. De var som søskende der holdt sammen under horrible forhold. Hun må være 5-6 år ældre end min onkel.

Solveig blev siden gift med fodermesteren på nabogården, og da de fik en lille dreng, skulle han naturligvis hedde Freddy – som hendes (pleje)bror. 

Freddy har fået en mail om alt dette, og glæder sig kanon meget til at møde Freddy, og sin (pleje)søster fra dengang livet var en hård og barsk affære. Og jeg skal også mødes med min ukendte fætter over en kande kaffe. Jo, en blog på Mingler kan vise sig at få vidtrækkende betydning…

Vi har selvfølgelig alle en historie, vi ikke ved hvor ender. Vi ved ikke hvor lang den er, heller. Eller hvad den er gjort af. Men det er sikkert at den hænger uløseligt sammen med mange andre historier.

Når historierne kan bindes sammen, og faktisk bliver det! – Så er det ekstra fint at være blogger på 24timer.dk

tirsdag den 29. april 2008

Familiefoto


Der er altid mere og andet i et familiefoto end de obligatoriske smil til fotografen. Noget du måske ikke lægger mærke til ved første øjekast. Noget, som kan få historien til at pible frem på en ny måde, og få noget frem, som egentlig ikke er på billedet.

Farfar er i chauffør outfit, og ser for en gangs skyld glad og tilfreds ud. Og så smiler hele familien Wilson igennem.

Billedet er fra 40erne. Faster Dora fortæller, at Reden lå i Kgs. Enghave haveforening, på Stubmøllevej i Sydvest. Her boede familien, inden den flyttede til Tingvej på Amager, og derfra til Orø i 1948 – hvor familien oparbejdede en for stor købmandsregning, som den stak af fra året efter. For så at bo på Nokken ved Islands Brygge fra august 1949.

Min far er i uniform, og faster Aase siger, det er hans skoleuniform. Han gik på Det Kongelige Opfostringshus. Det var egentlig forbeholdt drenge af enlige mødre i trange kår, men Gilbert fik altså også proppet viden i hovedet der. Og Aase var så stolt af sin storebror, med kasket og det hele.

Huset hed Reden, og det får mig til at tænke på de mange gange, faster Vera har taget mig med i Utterslev Mose og set på fugle. Solsort. Gravand. Blishøne. Lappedykker, både stor og lille. I fasters kikkert kom vi helt tæt på.

Han skulle bare aldrig nogen sinde have slået os, sagde hun engang om farfar.

onsdag den 12. marts 2008

Farfars krig


Foto: Paal Gladso, Norge

Den dag da Danmark blev besat af tyskerne, var der mange familier på cykler, som trampede alt hvad de kunne for at komme ud af byen. Prustende og helt røde i kammen halsede de op over Valby bakke og væk fra hovedstaden. Som om en gentagelse af bombardementet i 1807 var lige op over.

Farfar har nok set det fra et mælkeudsalg han havde på Roskildevej 320. – Så slap dog af, folkens!, har han måske sagt og rystet på hovedet. For vel var det noget lort, at Danmark lige var blevet besat af Tyskland, men derfor var der sgu ingen grund til flygte i vild panik. Nazisterne var jo ikke kommet til København for at brænde byen af, for helvede.

Og da panikken havde lagt sig, cyklede de samme familier så også i ly af mørket hjem igen.

…

En dag under krigen blev en slagter afsløret som stikker. Rasende københavnere hev forretningens inventar ud på gaden og satte ild til det. Det var jo sådan set rimeligt nok.

Men da folk også smed varelageret på bålet, blev farfar stiktosset. Han møvede sig, stor som han var, hen til bålet, flåede med sin store næve en kæmpe skinke ud af ilden og brølede arrigt til folk: Man brænder ikke fødevarer!!
Skinken tog han med hjem i taxaen. Der var mad til hele familien i det meste af en uge.

…

De hvide busser kørte til kz-lejrene og hentede tusindvis af danskere og nordmænd, som Folke Bernadotte havde forhandlet fri, hjem i sikkerhed.

Der fandtes også nogle helt almindelige busser, for det siger sig selv, at mange tyskere for alt i verden også ønskede sig nordpå og i sikkerhed for de allieredes bombefly. En af disse busser havde farfar som chauffør.

Hyren har sikkert været god, for det var ikke noget ufarligt job. Farfar kørte hele dagen, og henad aften i Tyskland holdt han ind ved et hotel for at sove. Personalet anbefalede ham indtrængende at sove i det nærliggende beskyttelsesrum. Men farfar ville fanme ikke ned i et klamt og surt hul i jorden – han havde brug for frisk luft, når han skulle sove.

Sådan blev det. Som eneste gæst på hotellet den nat, fandt han et dejligt hjørneværelse på første sal, åbnede et vindue, og lagde sig til at sove i den store seng.

Og ganske som frygtet blev hotellet ramt af en bombe fra en af nattehimlens mange Lancastere. Hele hotellet blev lagt i ruiner, på nær det hjørne, farfar havde indlogeret sig i. Lettere rystet kravlede farfar ned i gadeplan, fandt sin bus i god behold, og kørte videre for at hente sin last af tyske flygtninge …


Der bliver ved med at poppe historier op om min farfar. Nu er han oppe på seks blogs. Det er som om han følger med fra "den anden side" og prøver at holde gryden i kog. Disse tre små historier fra krigens tid kom til mig efter sidste episode i tv-serien Foyle’s War. I forlængelse af historien om det bombede hotel burde der nok være en morale om at det er sikrest at sove i et beskyttelsesrum – men det er som om farfar bare synes jeg skal skrive:

Der er sgu aldrig nogen der har taget skade af lidt frisk luft.

søndag den 2. marts 2008

Farfars skibbrud

Foto: B. Hsieh, USA


Farfar var sømand da han var ung, men han har ikke fortalt så meget fra den tid. Alligevel husker jeg en historie, som er svær at greje:

Han fortalte om engang han sejlede med en dhow i det Kinesiske Hav. Pludselig blæste det op til storm, og himmel og hav gik i ét. Det blev værre og værre, og snart befandt skibet sig midt i en voldsom orkan. Masten knækkede som en tændstik, og besætningen var for alvor i havsnød.

Skibet tog vand ind, var stort set umuligt at manøvrere, og situationen så virkelig sort ud.

Halvdelen af søfolkene kastede sig ned på dækket og tryglede og bad for deres liv, mens farfar sammen med den anden halvdel kæmpede alt hvad de havde lært. Hev og flåede i sejlene, surrede løsrevne dele fast, tætnede hvor der var sprunget læk.

Mirakuløst lykkedes det at få skibet i havn. Farfar og hans kammerater reddede livet. Mod alle odds.

Farfar spurgte så sit barnebarn, hvem jeg mente havde gjort det rigtige. Dem der bad for deres liv, eller dem der fór rundt og fik skibet flot?

Jeg har sådan set aldrig været i tvivl om, at det er mennesker der tager ansvar og gør deres bedste, som er afgørende for om noget lykkes eller ej. Men farfar gav ikke selv noget direkte svar på sit spørgsmål.

Han sagde bare, at uden Guds hjælp var det sgu aldrig gået…

lørdag den 1. marts 2008

Farfars plejebørn


Her er tre små fotos fra Nokken. De er uskarpe, men giver alligevel en fornemmelse af hvordan der har set ud på det yderste af Islands Brygge i maj 1950. Det er min far, der som stor knægt har taget billederne.

Nokken er i dag noget helt andet end dengang, hvor det meste var brakjord og losseplads. På fotoet til venstre ses ‘Soyakagen’ i baggrunden. På fotoet til højre ses udsigten til Ørstedsværket. Og på fotoet midt i sidder farfar foran huset han selv har bygget. Tilsammen med et skur bagved har der været ialt 20 m2 – og der var hverken indlagt vand, lys eller gas. Alligevel har det i nogle år været hjem for min farmor og farfar og deres syv børn!

Det har været en styg tid. Farfar var gået bankerot med sin vognmandsforretning på Orø, og Dora husker, hvordan købmanden stod på kajen og viftede rasende med de ubetalte regninger, da familien Wilson ombord på færgen sejlede ud af havnen.

Der var ikke rigtig noget der hed socialhjælp dengang, og kommunen kunne ikke anvise familien Wilson et sted at bo. Derfor byggede farfar det lille hus på Nokken, ikke langt fra Soyakagefabrikken, hvor farmor arbejdede.

Min far kunne huske at der udenfor huset stod en zinkbalje med vand. Farfar havde en økse, som han om vinteren brugte til at slå hul på isen, så børnene kunne få et bad inden de løb i skole.

Så var det farmor fik kræft. Farfar læste alt hvad han kunne komme i nærheden af om den modbydelige sygdom, og vidste snart ligeså meget som lægerne på sygehuset. Han var rædselslagen ved udsigten til at hans Karen skulle dø.

Min far har fortalt, hvordan hans mor lå i sengen og var ved at sove ind. Man kunne lissom høre, hvordan hendes åndedræt gav efter for kræften. Farfor kom hjem, så det, og fór hen til sengen. Flåede hende op, ruskede hende voldsomt og skreg alt hvad han kunne: Karen! KAREN! KAREN!! Så plirrede farmor med øjnene, og levede endnu en måneds tid…

Min far kom ud og sejle, og huskede at han var søsyg hele vejen til New York, hvor han den 31. januar fik telegram om at hans mor var død. Karen Wilson blev kun 42 år. Min far kom sig aldrig over sin mors død. Selv jeg kan huske han har grædt over tabet. Og jeg blev immervæk først født elleve år senere…

Nå, men dér sad farfar, enkemand på Nokken, far til syv moderløse børn. Dora var kommet over til moster Anna og moster Kirsten i Viborg, og min far Gilbert var kommet ud at sejle. Resten af børneflokken skulle også væk fra Nokken, og farfar havde to krav: De skulle vokse op i gode, kristne hjem, og farfar ville beholde forældremyndigheden. Han indrykkede en annonce i Kristeligt Dagblad og søgte kristne plejefamilier til Herbert, John, Freddy, Vera og Aase.

Freddy var først kommet i pleje i Klovby Købmandsforretning ved Kalundborg, men blev behandlet som skidt. Han fik stedets stuepige til i hemmelighed at sende et nødråb afsted til farfar. Da han fik beskeden fra Freddy, tog han resolut sin bil og hentede sin søn hjem igen. Og Freddy fik snart en ny plejemor, der hed Helga.

Herbert, der idag er sognepræst i Lovns, har fundet nogle erindringer, som hans plejefar Gert Poulsen meget fornuftigt nedskrev som 80-årig. De ligger nu på Engesvang lokalhistoriske arkivs hjemmeside.

Skolelærer Gert Poulsen var gift med Signe, og de havde en dreng fra Thyborøn, der hed Jens Kristian. Drengen savnede en bror eller søster han kunne snakke og lege med hjemme, og derfor havde de talt om at få et plejebarn:

En dag, jeg kom ind i stuen i et frikvarter, sad Signe og læste i Kristelig Dagblad, vores post Skovfoged, der udgik fra brevsamlingsstedet i Vrinners, havde lige været der. Det første Signe sagde, da jeg kom ind, var: ”Nu kan du og Jens Kristian få jeres ønske opfyldt, her er en annonce, hvor en enlig far søger en plejeplads til en femårig dreng”. Vi drøftede sagen med hinanden alle tre og blev enige om, at jeg skulle skrive til vedkommende far og tilbyde at tage imod hans dreng. Det var gennem Kr. Dagblad under: Billet mærket. Der gik kun få dage, så kom der et brev fra manden.

Han hed Robert Wilson og var Chauffør i København, vi kunne godt få hans dreng i pleje, men vi kunne ikke adoptere ham, han ville bevare forældremyndigheden over ham. Drengen hed Herbert og var den yngste af en flok på otte. Hans mor var død af kræft, og nu havde faderen ikke noget hjem til sine børn. De havde boet i et lille utæt hus ude på lossepladsen, og det skulle rives ned og fjernes, da det var uegnet til beboelse. Faderen havde selv bygget det, da de var blevet sagt op i den lejlighed, de boede i på grund af, at han ikke havde fået huslejen betalt i rette tid.

Den ældste søn Gilbert, der var konfirmeret sejlede som skibsdreng, og senere som matros. Vera, der også var konfirmeret var i huset hos lærer Ebbesen ved Haslev Højskole. Forstander Thorlø også Haslev højskole havde taget to Aase og John. Dora, den næstældste af pigerne, var hos en moster i Viborg, der hed Anna Villadsen, og som også havde sin gamle mor boende hos sig. En dreng der hed Freddy, var hos en gårdejer i Tisvilde, han var et par år ældre end Herbert. Herbert var blevet anbragt hos en købmand, men konen havde dårlige nerver, så det kunne ikke gå, nu var han midlertidig hos Thorlø. Der blev udvekslet et par breve, og så kom Robert Wilson med sin femårige dreng, der virkede meget forskræmt og tøjet han var i, var alt for stort. Han ville heller ikke sige ret meget, men så sagde faderen til gengæld det mere, jeg hentede dem i Vrinners, Signe var inde hos børnene så længe.

Wilson lod til at være meget kirkelig indstillet, han fortalte, at han havde været elev på Haslev Højskole og i København havde det været Elisakirken på Vesterbro, der havde været deres sognekirke, der var deres børn blevet døbt. Da hans hustru var død, og han stod alene med 7 børn og ingen steder at bo, havde han indrykket en annonce i Kristelig Dagblad, om ikke der var nogle kristne mennesker, der ville tage sig af disse 7 moderløse børn. Denne annonce havde Thorlø læst og da han kunne huske Robert fra hans tid som elev på skolen, kørte han i sin bil straks ind til København og fandt frem til skuret på lossepladsen. Da han havde set den nød og elendighed, der herskede der, tog han alle børnene med hjem til højskolen, hvor de kom i bad og fik rent tøj på, og så fik han dem anbragt, som jeg allerede har fortalt.

Han fortalte også, at han havde fået flere tilbud angående Herbert, og da havde han gjort som kong Esakias i sin tid havde gjort, da han havde modtaget brevet fra kong Sankereb i Aassyrien han havde bredt det ud for Herrens åsyn, og så havde han bedt. Robert havde bredt disse breve ud på sin seng, og så havde han knælet ned og bedt Gud hjælpe ham med at finde frem til det rette, og så havde han rakt hånden ud og taget et brev, og der var der fra os, og så var han sikker på, at det var det rette, og da Thorlø havde set det, gav han ham ret.

Herbert havde været ked af, at skulle bort fra sine to søskende Aase og John, men så havde hans far lovet ham, at når de kom ned i byen, skulle han få et par nye fine bukser og et flag. Efter skoletid kørte jeg Wilson ned til Vrinners, så han kunne nå hjem til København samme aften. Da vi skulle køre, græd Herbert og klyngede sig til sin far, men så kom Jens Kristian, han tog Herbert ved hånden og sagde: ”Herbert kom med ind og se alle mine biler”. Så gik de med hinanden, og vi kunne køre. På vejen til Vrinners fortalte han mig, at han efter sin kones død fik udbetalt børnepenge til Herbert, og nu ville han sørge for at disse penge, der blev udbetalt 4 gange om året, blev sendt direkte til mig. Det skete også pengene kom, og hver gang blev de indsat på en sparekassebog, der var forsynet med Herberts navn. To gange, i de år vi boede i Agri, standsede udbetalingen. Wilson var gået op i Magistraten og havde udtalt, at han ikke længere ønskede, at disse penge skulle udbetales. Hvorfor gjorde han det?

Engang imellem kom han på besøg hos os. Altid blev han godt modtaget, selvom vi ikke altid var så glade for hans besøg. Det var, som om han ikke kunne tåle at se, at Herbert befandt sig så godt og havde sluttet sig så tæt til os, at han ligesom ikke regnede sin far, han var kommet i anden række. Han prøvede et par gange på at påvirke Herbert til at sætte sig op imod os og være ulydig. Og når det ikke lykkedes, tog han halv–vred af sted, og så var det at han lukkede af for pengene.

Jeg måtte så skrive til ham og lade ham vide, at han på en måde stjal pengene fra sin dreng, da disse penge blev sat ind på en bog lydende på Herberts navn, og de skulle bruges til hans skolegang og uddannelse. Ligeledes skrev jeg, at jeg, hvis han ikke fik sagen bragt i orden omgående, ville jeg skrive til Thorlø i Haslev og fortælle, hvordan han bar sig ad. Hver gang fik han det ret hurtig ordnet. På vejen ned til Vrinners fortalte han mig også, at han spekulerede på at blive ansat som missionær blandt chaufførerne i København, eller melde sig som medarbejder i Kirkens korshær. Det lød jo alt sammen meget godt, men efter at havde lært ham at kende, blev vi klar over, at det kun var mundsvejr.

Herbert gav i begyndelsen Signe meget ekstra arbejde, der skulle sys nyt tøj til ham, han havde ikke andet end det, han havde på, da han kom, og så var han ikke renlig, han lavede i bukserne og tissede i sengen om natten, men det gik heldigvis over, da han var faldet ind i hjemmets rytme og følte sig tryg hos os. Han var en lille køn dreng, der var flink og medgørlig, og han følte sig snart hjemme hos os. Han var legesyg, og blev meget glad, når Jens Kristian ville lege med ham med bilerne. Efter som årene gik, fik han selv en stor samling af biler.

At han var glad og tilfreds med sin tilværelse, kunne vi tydelig forstå deraf, at han hver aften, når Signe havde puttet ham, gav sig til at synge, han sang smukt og rent, og kunne huske mange gode sange, som hans mor og store søskende havde lært ham. Denne hans måde at slutte dagen på, var til megen glæde for os. Alle hans søskende kom på besøg hos os, disse besøg var vi alle glade for, det var pæne og flinke unge mennesker.


Jeg synes det er sjovt at læse om hvordan det gik mine fastre og onkler i starten af 1950erne, og håber at man ved at læse mine farfar-blogs kan reflektere til sin egen slægtshistorie. Selv kan jeg læse meget mere i en stak gamle kladdehæfter, som farfar kaldte Wilsonbåndet, og som med postens hjælp cirkulerede rundt mellem ham og hans børn, hvor de nu var i pleje.

lørdag den 23. februar 2008

Farfars mørke side



 

Hvem går rundt med et nøgenfoto af sig selv? – Nej, vel? Men min farfar gjorde! Han har tydeligvis haft det fremme mange gange og kigget på det. Måske vist det til sine damebekendtskaber…

Det er ikke særlig rart at finde et foto af sin nøgne farfar med stor pik og håret tilbage. Det føles faktisk lidt halvperverst, at han åbenbart har været så glad for det billede. Jeg må nok give de folk ret, som sagde at han havde psykopatiske træk.

Men billedet er vel også følsomt. Farfar er her alene, i sin egen verden, helt afslappet, som han sidder dér i solen. Nærmest lykkelig…

Hvorfor så al den noia, og de evindelige optræk til konflikt? Hvorfor tævede han sin kone og sine børn? Som om det ikke var slemt nok, at de levede i dyb armod i et skur på det yderste af Islands Brygge…

Hvad var egentlig hans baggrund? Var han hittebarn, fundet i en papkasse, uden fortid? På min mors side har vi stamtavler tilbage til Gorm den Gamle og Harald Hårfager, men på min fars side er det som alt slutter med farfar. Alt før ham er mørkelagt…

Som teenager skrev jeg i 1982 et julebrev til ham og håbede han ville fortælle noget mere om familien Wilsons aner. Han svarede ikke. Troede jeg. Men efter hans død fik jeg et brev han aldrig havde sendt:

Kære Sønnesøn Kenneth! Ih, hvor det glædede mig at høre fra dig skriftligt, det var lige noget jeg kunne glæde mig over… Hans håndskrift er stadig flot, men man kan godt se, det er en gammel mand der fører blyanten. Og så kommer der noget om hans barndom:

Jeg blev født i Møllegade 8, 4.sal den 16. juni 1903 i Valby, København. Wilson er så vidt jeg fik at vide én sømand der gik i land i Aarhus og derfra stammer slægten. Jeg har jo også onkler i Aarhus, men de er jo nok døde. Min opvækst blev på Tvedes Bryggeri, Vesterbrogade 142… Tvedes Bryggeri var engang en meget stor virksomhed – det kan man læse på tvedesbryggeri.dk som idag er en andelsboligforening.

Jeg gik i skole i Mathæusgade betalingsskole og var (en af) de dygtige drenge. Jeg gik otte år i skole, og det var meget fint at komme op i 8. Klasse. Min Mor døde da jeg var fire år. Min Far var første maskinmester på Bryggeriet Rahbek, et hvidtølsbryggeri. Min far var meget dygtig og afholdt og vi boede i en 6-værelses Lejlighed på Tvedes Bryggeri…
Robert Andreas Wilson døde den 25. maj 1984. Min kusine Karin har efter hans død fundet navnet på hans mor: Laura Cathrine, født Petersen, om hvem vi kun ved at hun var svagelig og fra København. Og til sin store overraskelse opdagede kusine Karin også at farfar havde haft en storesøster, Amalie Ellen Marie Wilson, der døde som 17-årig.

Mon ikke denne storesøster på sæt og vis har overtaget ansvaret for sine mindre søskende. Og da hun så også dør, mister farfar for anden gang sin elskede Moder. Jeg tror det hænger sådan sammen. Ikke at det undskylder farfars voldelige og perfide adfærd, men det kan jo godt forklare en del…

fredag den 22. februar 2008

Farfars fotoalbum


Robert Andreas Wilson blev født i København, i Jesuskirken Sogn, den 16. juni 1903. Det fremgår af hans søfartsbog fra 1919, hvor han 16 år gammel påmønstrer dampskibet Kentucky som hovmestermath og sejler til Sydamerika udenfor indskrænket fart…

Jeg studser lidt, da jeg læser første side i farfars søfartsbog. Haarets Farve: Blond. Øjnenes Farve: Graablaa. Legemsbygning: Almindelig. Særlige Kendemærker: Ingen…

Os der har kendt ham ved, at han var alt andet end almindelig. Hans egenhændige Underskrift er kraftfuld, nærmest prangende i sit udtryk. En grafolog vil nok kunne se, at her er tale om en mand med muligheder. Det skulle snart vise sig, at farfar også havde masser af kapow til at ødelægge det hele for sig selv.

Påtegninger i søfartsbogen viser, at han flere gange er Tiltalt efter Loven, Straffet og Rømt. Jeg kan også se, at han hyppigt skifter adresse op gennem 1930erne. De har sikkert haft deres hyr med ham herhjemme og på diverse skibe i Amerika og Østasien.

Han var en stor kleppert, og meget dårligt kan man sige om ham. Men han viste sig at være en fremragende chauffør. Charmerende, kendte byen ud og ind, og var sikkerheden selv bag et rat. I sine mange år som taxichauffør i Lillebilen gik han under navnet "Præsidenten". Dels, selvfølgelig, fordi han jo delte efternavn med præsident Woodrow Wilson, men nok mest på grund af sit store ego, og fordi han fanme nok skulle fortælle, hvad der var op og ned i denne verden.

Hans mørkeblå fotoalbum med brune sider er noget rod. Der er ingen kronologi, ingen logik. Et farvefoto af rhododendroner og lille mig er klæbet ind lige under et falmet ungdomsbillede af farfars bror Valdemar. Mange fotos er klippet ud igen, nok fordi han er blevet uvenner med dem på billederne. Og nogle er så tapet ind igen.

Og så er der det besynderlige ved fotoalbummet, at han med sin meget flotte håndskrift konsekvent omtaler sig selv i tredje person. Under dette billede af sig selv skriver han:
Far som Taxichauffør 60 Aar, Mercedes 190 D.

Far som Ismand i Aarhus 1938. Fars Rutebil på Ørø 1950. Far med sin Bil i Liseleje. Fars Bil i mørke med reflekser. Far i godt selskab… Og til sidst i albummet, under et farvefoto af sig selv i liggestol ved et lille sommerhus: Far Wilson på sit landsted i Karrebæksminde 1961, med sin bil og med trang og mægtig brug for solskin.

Ét foto har aldrig været i hans fotoalbum. Jeg fandt det, godt gemt inde i omslaget til hans kørekort. Det er wierd, slidt og utugtigt…

Læs videre om min farfars mørke side imorgen, her på bloggen.