Farfars krig

Foto: Paal Gladso, Norge

Den dag da Danmark blev besat af tyskerne, var der mange familier på cykler, som trampede alt hvad de kunne for at komme ud af byen. Prustende og helt røde i kammen halsede de op over Valby bakke og væk fra hovedstaden. Som om en gentagelse af bombardementet i 1807 var lige op over.

Farfar har nok set det fra et mælkeudsalg han havde på Roskildevej 320. – Så slap dog af, folkens!, har han måske sagt og rystet på hovedet. For vel var det noget lort, at Danmark lige var blevet besat af Tyskland, men derfor var der sgu ingen grund til flygte i vild panik. Nazisterne var jo ikke kommet til København for at brænde byen af, for helvede.

Og da panikken havde lagt sig, cyklede de samme familier så også i ly af mørket hjem igen.

…

En dag under krigen blev en slagter afsløret som stikker. Rasende københavnere hev forretningens inventar ud på gaden og satte ild til det. Det var jo sådan set rimeligt nok.

Men da folk også smed varelageret på bålet, blev farfar stiktosset. Han møvede sig, stor som han var, hen til bålet, flåede med sin store næve en kæmpe skinke ud af ilden og brølede arrigt til folk: Man brænder ikke fødevarer!!
Skinken tog han med hjem i taxaen. Der var mad til hele familien i det meste af en uge.

…

De hvide busser kørte til kz-lejrene og hentede tusindvis af danskere og nordmænd, som Folke Bernadotte havde forhandlet fri, hjem i sikkerhed.

Der fandtes også nogle helt almindelige busser, for det siger sig selv, at mange tyskere for alt i verden også ønskede sig nordpå og i sikkerhed for de allieredes bombefly. En af disse busser havde farfar som chauffør.

Hyren har sikkert været god, for det var ikke noget ufarligt job. Farfar kørte hele dagen, og henad aften i Tyskland holdt han ind ved et hotel for at sove. Personalet anbefalede ham indtrængende at sove i det nærliggende beskyttelsesrum. Men farfar ville fanme ikke ned i et klamt og surt hul i jorden – han havde brug for frisk luft, når han skulle sove.

Sådan blev det. Som eneste gæst på hotellet den nat, fandt han et dejligt hjørneværelse på første sal, åbnede et vindue, og lagde sig til at sove i den store seng.

Og ganske som frygtet blev hotellet ramt af en bombe fra en af nattehimlens mange Lancastere. Hele hotellet blev lagt i ruiner, på nær det hjørne, farfar havde indlogeret sig i. Lettere rystet kravlede farfar ned i gadeplan, fandt sin bus i god behold, og kørte videre for at hente sin last af tyske flygtninge …


Der bliver ved med at poppe historier op om min farfar. Nu er han oppe på seks blogs. Det er som om han følger med fra "den anden side" og prøver at holde gryden i kog. Disse tre små historier fra krigens tid kom til mig efter sidste episode i tv-serien Foyle’s War. I forlængelse af historien om det bombede hotel burde der nok være en morale om at det er sikrest at sove i et beskyttelsesrum – men det er som om farfar bare synes jeg skal skrive:

Der er sgu aldrig nogen der har taget skade af lidt frisk luft.