tirsdag den 18. marts 2008

Vores planet

Foto: Milo Burcham


Ugens højdepunkt foran flimmeren er timen mellem otte og ni mandag aften, hvor DR1 sender en omgang BBC dokumentar om den klode vi lever på. I aftes handlede det om de store vidder, hvor græsset sætter dagsordenen.

En fjerdedel af al landjord er dækket af græs i alle afskygninger. Det tåler frost, steppebrand, oversvømmelse og tørke. Altid kommer græsset igen, i løbet af ingen tid. Og dyrene lever af det.

Denne tibetanske ræv lever også af græs. Indirekte, altså. Dens livret er nemlig fede pibeharer på højsletten nord for Himalaya bjergene. Rævens specielle kropsbygning gør, at den kan snige sig ind på de nuttede græsædere, og haps!

Jo, jeg er med hver mandag aften. Også på grund af den storslåede musik, – og fortællerstemmen! Den kommer fra en kvinde, som giver udsendelserne en særlig glød. Hun taler i et meget smukt leje, og hendes formuleringer sidder lige i skabet. Hun gør både vores planet, og vores sprog mere levende. Og i dag holdt jeg øje med rulleteksterne:

Hendes navn er Grete Tulinius. Tusind tak til hende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar