Farfars plejebørn

Her er tre små fotos fra Nokken. De er uskarpe, men giver alligevel en fornemmelse af hvordan der har set ud på det yderste af Islands Brygge i maj 1950. Det er min far, der som stor knægt har taget billederne.

Nokken er i dag noget helt andet end dengang, hvor det meste var brakjord og losseplads. På fotoet til venstre ses ‘Soyakagen’ i baggrunden. På fotoet til højre ses udsigten til Ørstedsværket. Og på fotoet midt i sidder farfar foran huset han selv har bygget. Tilsammen med et skur bagved har der været ialt 20 m2 – og der var hverken indlagt vand, lys eller gas. Alligevel har det i nogle år været hjem for min farmor og farfar og deres syv børn!

Det har været en styg tid. Farfar var gået bankerot med sin vognmandsforretning på Orø, og Dora husker, hvordan købmanden stod på kajen og viftede rasende med de ubetalte regninger, da familien Wilson ombord på færgen sejlede ud af havnen.

Der var ikke rigtig noget der hed socialhjælp dengang, og kommunen kunne ikke anvise familien Wilson et sted at bo. Derfor byggede farfar det lille hus på Nokken, ikke langt fra Soyakagefabrikken, hvor farmor arbejdede.

Min far kunne huske at der udenfor huset stod en zinkbalje med vand. Farfar havde en økse, som han om vinteren brugte til at slå hul på isen, så børnene kunne få et bad inden de løb i skole.

Så var det farmor fik kræft. Farfar læste alt hvad han kunne komme i nærheden af om den modbydelige sygdom, og vidste snart ligeså meget som lægerne på sygehuset. Han var rædselslagen ved udsigten til at hans Karen skulle dø.

Min far har fortalt, hvordan hans mor lå i sengen og var ved at sove ind. Man kunne lissom høre, hvordan hendes åndedræt gav efter for kræften. Farfor kom hjem, så det, og fór hen til sengen. Flåede hende op, ruskede hende voldsomt og skreg alt hvad han kunne: Karen! KAREN! KAREN!! Så plirrede farmor med øjnene, og levede endnu en måneds tid…

Min far kom ud og sejle, og huskede at han var søsyg hele vejen til New York, hvor han den 31. januar fik telegram om at hans mor var død. Karen Wilson blev kun 42 år. Min far kom sig aldrig over sin mors død. Selv jeg kan huske han har grædt over tabet. Og jeg blev immervæk først født elleve år senere…

Nå, men dér sad farfar, enkemand på Nokken, far til syv moderløse børn. Dora var kommet over til moster Anna og moster Kirsten i Viborg, og min far Gilbert var kommet ud at sejle. Resten af børneflokken skulle også væk fra Nokken, og farfar havde to krav: De skulle vokse op i gode, kristne hjem, og farfar ville beholde forældremyndigheden. Han indrykkede en annonce i Kristeligt Dagblad og søgte kristne plejefamilier til Herbert, John, Freddy, Vera og Aase.

Freddy var først kommet i pleje i Klovby Købmandsforretning ved Kalundborg, men blev behandlet som skidt. Han fik stedets stuepige til i hemmelighed at sende et nødråb afsted til farfar. Da han fik beskeden fra Freddy, tog han resolut sin bil og hentede sin søn hjem igen. Og Freddy fik snart en ny plejemor, der hed Helga.

Herbert, der idag er sognepræst i Lovns, har fundet nogle erindringer, som hans plejefar Gert Poulsen meget fornuftigt nedskrev som 80-årig. De ligger nu på Engesvang lokalhistoriske arkivs hjemmeside.

Skolelærer Gert Poulsen var gift med Signe, og de havde en dreng fra Thyborøn, der hed Jens Kristian. Drengen savnede en bror eller søster han kunne snakke og lege med hjemme, og derfor havde de talt om at få et plejebarn:

En dag, jeg kom ind i stuen i et frikvarter, sad Signe og læste i Kristelig Dagblad, vores post Skovfoged, der udgik fra brevsamlingsstedet i Vrinners, havde lige været der. Det første Signe sagde, da jeg kom ind, var: ”Nu kan du og Jens Kristian få jeres ønske opfyldt, her er en annonce, hvor en enlig far søger en plejeplads til en femårig dreng”. Vi drøftede sagen med hinanden alle tre og blev enige om, at jeg skulle skrive til vedkommende far og tilbyde at tage imod hans dreng. Det var gennem Kr. Dagblad under: Billet mærket. Der gik kun få dage, så kom der et brev fra manden.

Han hed Robert Wilson og var Chauffør i København, vi kunne godt få hans dreng i pleje, men vi kunne ikke adoptere ham, han ville bevare forældremyndigheden over ham. Drengen hed Herbert og var den yngste af en flok på otte. Hans mor var død af kræft, og nu havde faderen ikke noget hjem til sine børn. De havde boet i et lille utæt hus ude på lossepladsen, og det skulle rives ned og fjernes, da det var uegnet til beboelse. Faderen havde selv bygget det, da de var blevet sagt op i den lejlighed, de boede i på grund af, at han ikke havde fået huslejen betalt i rette tid.

Den ældste søn Gilbert, der var konfirmeret sejlede som skibsdreng, og senere som matros. Vera, der også var konfirmeret var i huset hos lærer Ebbesen ved Haslev Højskole. Forstander Thorlø også Haslev højskole havde taget to Aase og John. Dora, den næstældste af pigerne, var hos en moster i Viborg, der hed Anna Villadsen, og som også havde sin gamle mor boende hos sig. En dreng der hed Freddy, var hos en gårdejer i Tisvilde, han var et par år ældre end Herbert. Herbert var blevet anbragt hos en købmand, men konen havde dårlige nerver, så det kunne ikke gå, nu var han midlertidig hos Thorlø. Der blev udvekslet et par breve, og så kom Robert Wilson med sin femårige dreng, der virkede meget forskræmt og tøjet han var i, var alt for stort. Han ville heller ikke sige ret meget, men så sagde faderen til gengæld det mere, jeg hentede dem i Vrinners, Signe var inde hos børnene så længe.

Wilson lod til at være meget kirkelig indstillet, han fortalte, at han havde været elev på Haslev Højskole og i København havde det været Elisakirken på Vesterbro, der havde været deres sognekirke, der var deres børn blevet døbt. Da hans hustru var død, og han stod alene med 7 børn og ingen steder at bo, havde han indrykket en annonce i Kristelig Dagblad, om ikke der var nogle kristne mennesker, der ville tage sig af disse 7 moderløse børn. Denne annonce havde Thorlø læst og da han kunne huske Robert fra hans tid som elev på skolen, kørte han i sin bil straks ind til København og fandt frem til skuret på lossepladsen. Da han havde set den nød og elendighed, der herskede der, tog han alle børnene med hjem til højskolen, hvor de kom i bad og fik rent tøj på, og så fik han dem anbragt, som jeg allerede har fortalt.

Han fortalte også, at han havde fået flere tilbud angående Herbert, og da havde han gjort som kong Esakias i sin tid havde gjort, da han havde modtaget brevet fra kong Sankereb i Aassyrien han havde bredt det ud for Herrens åsyn, og så havde han bedt. Robert havde bredt disse breve ud på sin seng, og så havde han knælet ned og bedt Gud hjælpe ham med at finde frem til det rette, og så havde han rakt hånden ud og taget et brev, og der var der fra os, og så var han sikker på, at det var det rette, og da Thorlø havde set det, gav han ham ret.

Herbert havde været ked af, at skulle bort fra sine to søskende Aase og John, men så havde hans far lovet ham, at når de kom ned i byen, skulle han få et par nye fine bukser og et flag. Efter skoletid kørte jeg Wilson ned til Vrinners, så han kunne nå hjem til København samme aften. Da vi skulle køre, græd Herbert og klyngede sig til sin far, men så kom Jens Kristian, han tog Herbert ved hånden og sagde: ”Herbert kom med ind og se alle mine biler”. Så gik de med hinanden, og vi kunne køre. På vejen til Vrinners fortalte han mig, at han efter sin kones død fik udbetalt børnepenge til Herbert, og nu ville han sørge for at disse penge, der blev udbetalt 4 gange om året, blev sendt direkte til mig. Det skete også pengene kom, og hver gang blev de indsat på en sparekassebog, der var forsynet med Herberts navn. To gange, i de år vi boede i Agri, standsede udbetalingen. Wilson var gået op i Magistraten og havde udtalt, at han ikke længere ønskede, at disse penge skulle udbetales. Hvorfor gjorde han det?

Engang imellem kom han på besøg hos os. Altid blev han godt modtaget, selvom vi ikke altid var så glade for hans besøg. Det var, som om han ikke kunne tåle at se, at Herbert befandt sig så godt og havde sluttet sig så tæt til os, at han ligesom ikke regnede sin far, han var kommet i anden række. Han prøvede et par gange på at påvirke Herbert til at sætte sig op imod os og være ulydig. Og når det ikke lykkedes, tog han halv–vred af sted, og så var det at han lukkede af for pengene.

Jeg måtte så skrive til ham og lade ham vide, at han på en måde stjal pengene fra sin dreng, da disse penge blev sat ind på en bog lydende på Herberts navn, og de skulle bruges til hans skolegang og uddannelse. Ligeledes skrev jeg, at jeg, hvis han ikke fik sagen bragt i orden omgående, ville jeg skrive til Thorlø i Haslev og fortælle, hvordan han bar sig ad. Hver gang fik han det ret hurtig ordnet. På vejen ned til Vrinners fortalte han mig også, at han spekulerede på at blive ansat som missionær blandt chaufførerne i København, eller melde sig som medarbejder i Kirkens korshær. Det lød jo alt sammen meget godt, men efter at havde lært ham at kende, blev vi klar over, at det kun var mundsvejr.

Herbert gav i begyndelsen Signe meget ekstra arbejde, der skulle sys nyt tøj til ham, han havde ikke andet end det, han havde på, da han kom, og så var han ikke renlig, han lavede i bukserne og tissede i sengen om natten, men det gik heldigvis over, da han var faldet ind i hjemmets rytme og følte sig tryg hos os. Han var en lille køn dreng, der var flink og medgørlig, og han følte sig snart hjemme hos os. Han var legesyg, og blev meget glad, når Jens Kristian ville lege med ham med bilerne. Efter som årene gik, fik han selv en stor samling af biler.

At han var glad og tilfreds med sin tilværelse, kunne vi tydelig forstå deraf, at han hver aften, når Signe havde puttet ham, gav sig til at synge, han sang smukt og rent, og kunne huske mange gode sange, som hans mor og store søskende havde lært ham. Denne hans måde at slutte dagen på, var til megen glæde for os. Alle hans søskende kom på besøg hos os, disse besøg var vi alle glade for, det var pæne og flinke unge mennesker.

Jeg synes det er sjovt at læse om hvordan det gik mine fastre og onkler i starten af 1950erne, og håber at man ved at læse mine farfar-blogs kan reflektere til sin egen slægtshistorie. Selv kan jeg læse meget mere i en stak gamle kladdehæfter, som farfar kaldte Wilsonbåndet, og som med postens hjælp cirkulerede rundt mellem ham og hans børn, hvor de nu var i pleje.