Returbillet

Foto: "flammin", Polen

Vi tog toget dagen før dagen før dagen. Farmor ventede i Lunderskov, og Kofi, Jeremy og jeg steg på om aftenen på Nørreport kvart over syv. Jeg var godt nok blevet advaret adskillige gange – DSB er ensbetydende med store forsinkelser. Dét firma kører ikke ligefrem på skinner, og da slet ikke i dagene op til jul.

Men giv nu de offentlige transportmidler en chance. Tænkte jeg. Tanken var stadig intakt i Middelfart, hvor vi var under et kvarter forsinkede. Og toget susede videre mod Kolding.

Men pludselig stoppede det op. Vi afventer grønt lys, forklarede logoføreren i højtaleren. Og så gik der noget ventetid. Folk begyndte at snakke sammen. Det ville nok komme til at tage tid.

Toget begyndte så at trille videre, men ikke hurtigere end et Märklin futter rundt på et stuegulv. Meget langsomt nærmede vi os Taulov station.

Taulov. Nogle af passagererne smager på ordet. Sært navn, byen med det oplyste trinbræt, ikke ligefrem verdens midtpunkt. Her holder vi en lang stund, inden toget får lov til at trille videre mod Kolding. Vi har fået en melding om at der dér vil være busser til at bringe os videre frem til mål.

Snakken går. Tænk at sådan en smule sne kan komme bag på DSB, synes de fleste at tænke. Men jeg tror nu heller ikke det er det hvide drys der driller. Vi har fået en melding over højtalerne om at forsinkelsen skyldes tekniske problemer.

Toget går i stå igen. Og så melder logoføreren, at vi beklageligvis skal bakke tilbage til Taulov, for at hente passagerer fra et aflyst regionaltog. Suk. Men hvor ked af det skal man egentlig være? Nu er der gået så lang tid, at vi falder ind under statsbanernes rejsegaranti.

Så kommer der en positiv melding. Der er åbent i ét spor. Busserne behøves ikke. Vi skal bare blive siddende og bevare vores gode julehumør. Toget kører hele vejen, men det vil være (u)rimelig forsinket.

Toget gled ind på spor 2 i Lunderskov kvart over midnat. Så nu kan jeg sammen med en DSB formular sende den brugte billet ind og henvise til denne blog. Så får jeg en erstatningsbillet eller penge tilbage, idet forsinkelsen er på over 100 %.

Det er også en slags returbillet. I min tegnebog ligger der i forvejen en DSB Rejsegaranti Billet til næste gang jeg skal til Viborg og Hald Hovedgård.

Julegodte

Mine øjne glider langsomt opad, til jeg ser hendes. Det er her, jeg skal finde et af de centrale spørgsmål i Weekendavisens julequiz: Nu kalder hun sig Sasha Fierce. Hvad hed hun før?

Jamen, er det ikke… Det er da Beyoncé Knowles! Har hun skiftet navn?! Sagen må straks undersøges…

Nej, Beyoncé har faktisk ikke skiftet navn. Der handler mere om at den kønne R'n'B-sanger har et alter ego, når hun går på scenen.

"Det er en anden person, der skal på, der tager over, når jeg skal på scenen. En slags alter ego, som jeg har skabt, og som på en måde beskytter mig, og den person, jeg i virkeligheden er," udtaler Beyoncé i en pressemeddelelse, og forklarer, at Sasha Fierce er den sjovere, mere sensuelle og mere aggressive personlighed, der kommer frem, når hun optræder på scenen.

Sådan har jeg det selv. I virkeligheden er jeg den sky, stille, næsten selvudslettende hr. Wilson, men når jeg skifter min identitet til Lazyclip, bliver jeg straks den charmerende, flotte, provokerende og dybt interessante blogger, der skriver om næsten hvadsomhelst.

Sådan er vi mange der har et alter ego. Bare tænk på Clark Kent. Hvad skulle han gøre uden sit profilnavn, neonblåt outfit og røde underbukser, med licens til at flyve rundt og redde verden.

Jo, jeg forstår godt Beyoncé. Jeg er heller ikke helt mig selv når jeg mingler mig op på scenen :-)

God hund

En rigtig hund er en Broholmer, står der på en streamer i bagruden på min kærestes forældres genbos firehjulstrækker i Vindeby på Lolland. Og der er helt sikkert noget om snakken.

En Broholmer er en gammel dansk hunderace, som har fået en renæssance. I disse tider med galpende uberegnelige kamphunde er det meget betryggende at have sådan en som Vicky ved sin side.

En Broholmer er nemlig en venlig muskelhund, og der tales stadig om dengang vovsen Nikko i Nykøbing blev angrebet af to sindsyge kamphunde. Det var fuldstændig vanvittigt. De to sataner brød ind i Nikkos hundegård og fór på den to-årige Broholmer. Men den satte sig kraftigt til modværge.

Der fulgte en halv times indædt hundeslagsmål mellem angrebskøterne og forsvarshunden. Og da Falck og politiet ankom, fandt de den blodige Broholmer liggende og sunde i sit hundehus, mens de to kamphunde var mere døde end levende.

Sådan er Broholmeren – stor, intelligent og trofast, og bomstærk. I sagen fra Nykøbing kom det frem, at den lidt løse hud på den gamle danske hunderace gør at kamphunde har svært ved at få ordentligt fat med rævesaksen. Meget af blodet på Nikkos pels kom sgu ikke fra ham selv. Det var blod fra kampkøterne, som i lighed med deres ejer er skudt i roen. Nikko slap med knubs.

Se på Vicky. En sød vovse, logrende og glad. Styrke som en bryggerhest, og lige så rolig og godmodig. Møder den andre hunde som galper op, lunter den lige så stille af. Den gider ikke ballade. Men hvis det ikke kan være anderledes, skal den såmænd gerne klappe sit kæbeparti i lårbenet på menneskets værste møghund, så blodet springer. Ingen tvivl om det. Broholmeren er et trygt modtræk til de hjerneforstyrede kampkøtere svagtbegavede hundesnorsejere har en pervers hang til at anskaffe sig.

Hvis Holger Danske har haft hund, så har det nok været en god en som Vicky her. Broholmeren er en dejlig hund.

Juletyven

Historien er, at Jeremy, Naja og jeg skulle mødes med Trisse om eftermiddagen på Nørreport den 22. december. Så kunne Naja komme med mor på arbejde, og Jeremy skulle videre med far her til Jylland med toget. Vi har holdt jul hver for sig, mig og Trisse.

Vi mødes på trappen, kysser og knuser og bakser med bagage og pakkenelliker, og synes vi må finde en café.

Pludselig mærker jeg at nogen forsøger at fiske min tegnebog op af min baglomme. Det var bestemt ikke meningen at jeg skulle mærke noget, men jeg er tilfældigvis udstyret med meget sensitive balder. Ja, man kan vel godt sige, at min røv er en ren radar.

Den mindste ændring i trykket fra min tegnebogs kontakt med min mås fra sin plads i cowboybuksebaglommen – og de små hår rejser sig. Både dem i nakken og dem på min bagdel. Lynhurtigt griber jeg hårdt fat i kraven på den mislykkede juletyv.

– Er du så færdig med at stjæle min tegnebog!, råber jeg ind i synet på ham. Han siger ingenting, ved bare at nu falder der nok brænde ned. Og jeg har ved Gud også stor lyst til at knalde en knytnæve i fjæset på ham. Der er russerblod i mine årer, og det er stærke sager!

Men der er børn tilstede, og det er jo heller ikke helt legalt at stikke nogen nogle på snotten, bare fordi man har stoppet vedkommende i et tyveri. Han forstår tydeligvis ikke dansk og ligner vel også mest af alt en rumænsk hønsetyv.

Det er så her jeg skulle have taget min mobil frem og taget et foto til denne blog. Hvorfor fik jeg ikke den idé mens tid var? Nu bliver det istedet et kedeligt billede af tegnebogen.

Tyven fik nemlig lov at slippe. Jeg havde andet at tænke på. Vi skulle nå at ønske hinanden god jul over en kop kaffe og varm kakao med flødeskum til vores børn, inden DSB skulle stå for transporten over til Farmor i Lunderskov.

Hvåd jul

Tap tør og tisser, fra husets tag. Og der er nok at tø af her hvor Farmor bor. Vi glæder os til i morgen hvor den står på and og juletræ med gaver og råhygge.

Tusind tak til alle for et godt år her på Mingler. Med ønsket om en rigtig glædelig jul, hvid eller våd, eller og.

Den bedste julegave

Foto: Mogens Lauridsen, Sverige

Den bedste julegave er til os allesammen, og den pakker sig selv ud tre dage før vi danser omkring træet.

For nu bliver det bare ikke mørkere. Dag for dag bliver dagene lysere, og snart er det stadig lyst klokken fire om eftermiddagen.

Siden tidernes morgen har det været en lykkegave. At solen det næste halve år ud i fremtiden står tidligere op og går senere og senere ned bag horisonten.

Et klokkeklart glædesbudskab, uanset hvilken gud vi takker for gaven. Glædelig Jul og Godt Nytår.

Vær sko

Foto: Melissa Balkon, USA

Sko er temaet på DR 2 i dag. Og det vrimler med dem. Ergo vrimler det også med kvinder. Og designere der hver dag kun tænker på at gå skridtet videre og skabe fodtøj til påtåspidsgående hunner med en trekantet tå på hver fod.

Markedet er vanvittigt stort. Kvinder er vilde med at kaste penge efter fodbeklædning. Vi taler om virkelig attraktive kunder med en fantastisk forestilling om at de fra naturens hånd er udstyret med tusind ben.

Naturligvis handler det i virkeligheden ikke om sko. Det handler om sex. En raffineret drøm om at vade i lækker sex. Gå rundt og være lidenskabelig og meget sexet. Trisse rundt og være sko og søndagsdejlig.

300.000 visninger

Foto: Maarten Uilenbroek, Holland

Jeg surfede rundt med tømmermænd og fandt Mingler for snart tre år siden, nytårsdag 2007. Fik lyst til at blogge, gjorde det næsten dagligt og fornam at jeg fik faste læsere, som åbenbart godt kunne lide at hverken de eller jeg selv på forhånd havde nogen klar idé om hvad næste blog ville indeholde af foto og tekst.

Sytten måneder senere rundede min profil 100.000 visninger.

Og så gik det klik på klik frem mod 200.000 visninger. Det tal blev nået den 3. maj i år.

Og nu har jeg altså nået de 300.000 visninger i dag.

Tilsammen giver det et fingerpraj om at de næste 100.000 nås en dag i maj 2010, hvis jeg ikke har fået matematikken helt galt i halsen, og mit bloggeri iøvrigt fortsætter som det plejer. Det lyder lidt vildt, synes jeg.

Men selvfølgelig; her ligger efterhånden 553 Lazyclip blogs, og det bidrager nok klikkeligt til de mange besøg. Akkumulering, hedder det vist.

Snebajere

Jeg nænner næsten ikke at tage en, så smukt som sneen har lagt sig som skum på  kapslerne.

Men når det bliver mørkt, kan det jo være ligemeget – og så skal Garntrisse og jeg have to kolde fra kassen. Rigtig dejligt kolde classic.

Skål!

Sol og sne

Foto: Krzysztof Baranski, Polen

Vejret er lidt mærkeligt, nu vi snakker om global opvarmning. Det passer jo dårligt når alvoren skal understreges på klimatopmødet. Hvorfor får vi hvid jul, når statslederne siger den bliver mere grøn end godt er?

Solfysikerne har længe peget på en direkte sammenhæng mellem temperaturen på vor Jord og forekomsten af solpletter. Og nu ser det ud som om vi får en periode uden disse hotspots på stjernen Sol. Det bliver så lidt koldere, faktisk…

I det hele taget synes jeg forudsigelserne om Jordens fremtid er lagt i mundene på alverdens toppolitikere, mens forskerne ikke rigtig får noget at skulle have sagt. Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle eksperter sige noget om CO2. Vi får kun at vide at regnskovene omdanner CO2 til ilt, mens det næsten ikke bliver sagt at verdenshavene også optager oceaner af det, og måske forvandles til sodavand med saltsmag.

I hvert fald synes jeg det er rigtig god idé at vi mennesker begrænser vores massive CO2 udledninger. Vi kan godt have det godt uden et evigt stigende energiforbrug.

Jeg synes det er spøjst at se reklamer for Lotto. En vinder af den store gevinst bliver f.eks. vist som en der henter morgenbrød og brunsvirer i en helikopter. Eller en udtrukken millionær der kører Ferrari…

Drejer det sig virkelig kun om at komme ud og brænde benzin af, hvis man kommer til penge? Reklamerne er sjove, men hvorfor er lykken egentlig blevet til noget med burn to be wild…

Er det virkelig så fedt at bidrage negativt til vores allesammens CO2 regnskab, med fly den halve jord rundt for at ligge under palmer og drikke paraplydrinks? Lad os nu komme lidt ned i omdrejninger og bare nyde at vi er her. Her er så smukt. Især lige nu, med sne og sol.

Nat med medierne

Foto: Vivek Chugh, Indien

Der er tit ikke plads til vigtige nyheder i verdenspressen, – for der er ofte en eller anden amerikansk sportsstjerne der kvajer sig – og den slags stuff har af en eller anden grund altid toppriority i nyhederne.

Den skjønne fødselsdagskvinde Dutter, Avisklubbens Ann, Camel, Garntrisse, Olsen, Danser med Ovne og jeg selv har i weekenden fejret førstnævnte med lagkage, skøn middag og dessert, sammen med en logrende hund, nogle tusindben og seks ramasjang børn. Det kalder lissom på en blog, så her er lidt om hvad der er i flimmeren efter midnat når der er faldet lidt ro over geledderne og vi slænger os hen i Dutters stue med Glen Rogers maltwhisky og hinandens gode selskab.

Vi vil vende verdenssituationen, og Danser Med Ovne undrer sig over at Tiger Woods eskapader udenfor golfbanen kan være breaking news. Det er en god start på en fin debat, selv om vi er meget enige.

Ingen af os interesserer os synderligt for golf, men vi er jo ikke herrer over hvad medierne bringer til torvs. Men for lige at opdatere os, tænder vi for fjernsynet og zapper efter Vejret.

Dutter ser ikke meget fjernsyn, og der er ikke meget fladskærm eller bredformat over hendes apparat. Der er heller ikke mange kanaler indkodet… TV2 News mangler.

Camel er vist den mest teknisk mindede af os, så han napper fjernbetjeningen og autoinstallerer alle tilgængelige kanaler. Rup og stub. Og dermed også de mange tåbelige børnekanaler, Dutter møjsommeligt havde slettet for at børnenes hjerner ikke skulle degenerere til kold havregrød.

Snart kan vi glo lidt på TV2 News, og forstå at Tigers sponsorer falder fra, nu hvor det står klart at manden beviseligt har leget put i hul spil med fremmede damer.

Hr. Wood har taget konsekvensen af sin utroskab og stillet sin golf karriere på stand by. Men var det egentlig det, familien mente med at han skulle holde kuglerne i ro? Var det ikke mere et håb om at han ville lade være med at svinge køllen udenfor banen, og i overensstemmelse med de amerikanske familieværdier slå et slag for hole-in-one?

Well, vi synes det er meget medierne gør ud af tigerens sidespring. Det er jo immervæk ikke så usædvanligt med utroskab blandt os mennesker. Olsen vil endda mene, at vi alle er singler. Nogle er bare skabssingler. Han tager en slurk whisky (single malt) og præciserer  sin pointe yderligere: Der findes ægte singler, og ægte-skabs-singler…

Jo, vi får meget ud af de løbende nyheder om Tiger Woods, som før var genstand for en joke om hundredvis af hvide mænd der jagtede en sort med køller. Nu er han helt holdt op med at spille smart med sit puttejern.

Men nyeste nyt er, at han alligevel bliver kåret som årtiets bedste sportsmand. Okay – men lad os nu snart få en anden slags nyheder, uden golf, sex og celebreties

En uges tid til jul

Foto: John Nyberg, København

Det er ikke mig at gå i julemode, allerede når butikkerne i oktober pynter op med gran og guirlander. Jeg venter hellere til de begynder at sælge vejsalt. Helst venter jeg til min fødselsdag, med at se frem til højtiden.

Og det er i dag. Otteogfyrre år slår klokkerne for bloggeren her. Og min kære moder i Jylland har sendt mig en fødselsdagsgave. Hun ved ikke hvad det er, for hun har blot sendt sin førstefødte en check – og så har jeg selv købt en gave fra hende.

Gammel som jeg er – jo, jo, alt over fyrre er ren foræring – kan jeg godt lide noget fra dengang verden endnu ikke var gået af lave. Så gaven er blevet til en flot bog med fotos fra min fødeby og titlen "Københavnerliv".

Nu er det tid at knappe en god pilsner op. Der er ikke flere syvogfyrrere tilbage, men en kasse snebajere har samlet kulde ude i haven. Det skal blive dejligt at nyde en af dem til tekst og sort-hvide billeder, skrevet og udvalgt af Kåre Lauring. Skål!

Bølgebræt

På Naja ønskeseddel sidste år stod der waveboard – men det kom der ikke noget af under juletræet. For det kostede omkring en tusse, og mon ikke det bare var en grille som snart ville være glemt…

Interessen for det dyre stykke legetøj har imidlertid vist sig at være langtidsholdbar. Så da min kæreste så et waveboard i Roskilde nedsat til halv pris, fik pigen sit længe ønskede legetøj.

Vi taler om noget der ligner det velkendte skateboard. Bortset fra at et skateboard med sine fire hjul og regulære form må siges at have en vis stabilitet. Waweboardet, derimod, har kun to hjul (der kan dreje 360°, som på en indkøbsvogn) og en indsnævring på brættet der gør det kan vrides.

Jeg har prøvet at stå på det. Men det er mig kropumuligt at holde balancen på et bølgebræt. Det lykkes kun, hvis hjulene vender opad…

Men Naja kan. Jeg snapper et foto af det, og Naja spørger om jeg vil lave en blog. – Ja da, siger jeg. Det er imponerende så godt du kan wave. Og det synes jeg lige skal fortælles.

Finanskrisen løst på motel

Foto: Caleb Pinkerton, USA

En rig turist går ind på motellet i en lille by.
Hun lægger en 1.000 kr.-seddel i receptionen og går op for at kigge på værelset.
Hoteldirektøren tager straks de 1.000 kr. med sig og løber hen til slagteren og betaler sin regning.
Slagteren tager pengene og betaler bondemanden for det kød, som han har købt på klods.
Bonden tager pengene og betaler sin regning på benzintanken, hvor han har tanket på kredit.
Bestyreren af benzintanken går til den lokale luder og betaler sin gæld på 1.000 kr.
Luderen går hen på hotellet og betaler hvad hun skylder med 1.000 kr. sedlen.
Hoteldirektøren lægger sedlen på disken.
Turisten kommer tilbage til receptionen. Hun bryder sig ikke om værelset og tager sine 1.000 kr. tilbage.
Ingen har tjent så meget som en øre, men hele byen er gældfri og alle ser fremtiden an med sindsro.
Omtrent sådan kommer finanskrisen til at slutte! 


(Tak til Azam, som har sendt mig denne finurlige historie)

For fuld musik

Foto: "JohTal", Sydafrika

Min kæreste elsker at shoppe, især efter gode tilbud. Som f.eks. det her fra musikafdelingen i Føtex: 

– Halvtreds kroner. Synes du ikke der er for billigt? Vi taler om 60 hits på en tredobbelt CD.

Vi må høre dem på den bærbare, for anlægget med de gode højtalere er endnu i sin flyttekasse og altså ikke sluttet til. Men faktisk giver computeren en lyd der svarer meget godt til casettetransistoren fra dengang vi var teenagere og hørte bånd og Radio Luxembourg.

Queen lægger ud med Another One Bites The Dust. Det er på en måde som at komme tilbage i tiden. Backman Turner Overdrive, Smokie, Status Quo. Og Danseorkesteret. Jo, en halvtredser er sgu billigt for sådan en tidsrejse.

Supremes? Var det egentlig ikke før vores tid, eller er vi virkelig blevet så gamle? Nå, pyt. Det lyder sgu godt. Og sørme om samlingen ikke også inkluderer en anden evergreen: Crazy, med Patcy Cline. Den har jeg engang skrevet en blog om.

Det samme med den her Deep Purple ting: Røg på vandet. Jo vi svømmer helt hen i de gode gamle hits, sammen med rødvin og oliven.

Sjovt som musik man faktisk ikke har hørt i årevis alligevel ligger lige under hjernebarken. Prøv selv at læse med på coveret. Man læser ikke bare titlerne – man nynner dem:

Cher: If I Could Turn Back Time
Abba: Waterloo
Thelma Houston: Don’t Leave Me This Way…
Fælleshit fra gamle dage. Ahh…

De måske egnede til boliger i Ishøj

Foto: Ivan Petrov, Bulgarien

Kunne du tænke dig at bo i Ishøj? Byen har absolut socialdemokratisk flertal, med 9 ud af de 17 pladser i kommunalbestyrelsen, som ledes af borgmester Ole Bjørstorp.

Siden 2005 har kommunen haft 100 % anvisningsret til samtlige lejeboliger, så du kommer ikke udenom at skulle udfylde et 4 siders ansøgningsskema, hvis du kunne tænke dig en af de mange almennyttige boliger.

Du skal oplyse cpr-numre, navne og adresser på dig selv, din partner og børn i husstanden, m.m. – og så kræver kommunen at se de seneste tre måneders lønsedler for dig selv, og din samlever, og andre over atten år.

Men er det okay, at Ishøj kræver af sine kommende lejere, at de har haft fast arbejde de sidste tre måneder? Er det ikke kommunen uvedkommende? Det spurgte min ven, Torben Wilken kommunekontoret om. Han er formand for foreningen til sikring af borgernes ukrænkelige rettigheder – Dansk Nordisk Modstandsbevægelse (hvor jeg forøvrigt selv er næstformand).

Det er ikke fordi vi til daglig interesserer os for boligloven, men en af foreningens medlemmer, som havde benyttet sig af vores Sverigesløsning, kunne ikke komme i betragtning til en Ishøjbolig, fordi hende udenlandske mand (endnu) ikke havde fast arbejde.

Kommunen påstod, at Socialministeriet havde godkendt Ishøjs lønkrav, som har til formål at sikre en bedre beboersammensætning i kommunen, hvor der er (for) mange på overførselsindkomst, herunder en hel del af anden etnisk herkomst end dansk. Underforstået, det dårlige renommé er ikke godt for skattegrundlaget og den megen boligsikring tynger jo også godt på budgettet.

Nuvel, – men omvendt er lejeboligerne i Ishøj ikke kommunens ejendom. Hertil kommer, at det almennyttige boligbyggeri typisk er opført med store statstilskud, netop for at få huslejen ned, hvor alle kan være med. Så DNM fik aktindsigt og kunne snart konstatere, at ministeriet skam ikke havde godkendt Ishøjs kriterier for boligsøgende. Tværtimod.

Derfor fik Torben og jeg i fredags foretræde i Boligudvalget på Christiansborg. Mødet blev holdt på Proviantgården, og vi fik meget ud af vores kvarter foran de folkevalgte: Nu bliver der stillet spørgsmål til ministeren, og sagen er mere interessant for udvalget end som så. Udvalget var for ikke så lang tid siden på besøg i netop Ishøj, men her fik man vist ikke noget at vide om kommunens lønkrav.

Det er intentionen med boliglovgivningen, at alle danskere skal kunne få en passende bolig. Det er f.eks. baggrunden for, at 25 % af lejemålene skal reserveres til såkaldt sociale boligopgaver.

Det kan jo så undre, at det er et problem at forstå i netop en socialdemokratisk kommune…

To marsvin

Foto: Lieke Leenders, Holland

Naja har fået to hunner. Den ene er lysebrun med lidt hvidt, den anden er mørkebrun med lidt lyst i. Og jeg har været spændt på hvad de to sydamerikanske gnavere ville få af navne.

Naja siger nu at den lyse hedder Nuggi, og den mørke hedder Chokoline. Hun kan godt lide at sidde med dem og nusse. Snakke stille med dem og redde deres pjuskede pels med en lille børste. Det ser ud som om fornøjelsen er gensidig.

De er gode til at lege gemmeleg med, for de løber altid under noget og gemmer sig. Jo, det var vist ikke nogen dum idé at lukke de pludrende kræ indenfor.

De er købt og hentet hos en familie i Kastrup i søndags. Med stort bur, diverse indbo til buret, hø og foder, kunne vi tage dyrene med hjem for 250 kr. Og de er faldet godt til – Nuggi & Chokoline.

Svampebuket

Naja går fotografen i bedene.

Og finder dette smukke motiv. I mormors have er der en spændende og fin vækst som passer perfekt til mobilens 27x36 format.

Hun får lyst til at træde forsigtigt på motivet.

– Det må du ikke, Naja!

– Hvorfor ikke?

– Øh…  - Så får du fodsvamp!

Æble på træ

Alle bladene er forlængst faldet af, men frugterne hænger stadig ved. På første adventssøndag har der endnu ikke været nattefrost, og Najas mormors æbletræ står med bøjede efterårsgrå grene, tyngede af æbler i rå mængder.

Æblerne er store, og navnløse. Eller, vi ved ikke hvad de er for en sort. Men de er røde og har en fin smag. Jeg gnasker i et som jeg først har snappet med min kameramobil. Det er sødt og lækkert, og naturligvis helt og aldeles fuldstændig friskt.

Det er noget andet i supermarkedet. Der ser æblerne godt nok også lækre og sunde ud, men det er lang tid siden de forlod deres æbletræ. De træer de kommer fra, bærer sandsynligvis nye æbler. Køber du 10 granny smith for en tyver, skulle det ikke undre mig, hvis det er sidste års høst!

Avlernes hemmelighed er smartfresh. En gas, som stopper modningsprocessen, og så kan æblerne holde sig "friske" i meget lang tid. Men de burde sælges som langtidsæbler.

Det udvalgte æble på Janes træ smagte dejligt. Der er godt nok et par små pletter, men det er kun på overfladen og fjernes nemt med en lille lommekniv. Til gengæld er der garanti for at æblet her er 100 % naturligt.

Nul gas. Og én ting til: Æblet er vokset i ordets oprindelige betydning. Det har aldrig været i nærheden af voks.