Viser opslag med etiketten sex. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sex. Vis alle opslag

søndag den 27. januar 2013

Kunstfoto

Foto: Leigh Ledare: Mom and Me in Mirror, 2002

Det har fået masser af omtale, at Charlottenborg udstiller mere end 100 værker af amerikanske Leigh Ledare. Især hans fotos af moren har vakt opsigt. For hvad ligner det at tage nøgenbilleder af sin mor, og så kalde det kunst?!

Politiken har lagt en stribe af de kontroversielle fotos på nettet, og jeg ser altså noget, som andre åbenbart ikke ser. For mig er der ingen tvivl om, at det er moren der vil det her.

Ikke at hun vil i seng med sin søn, slet ikke. Jeg tror heller ikke det handler så meget om ekshibitionisme, selv om det godt kan se sådan ud. Leigh siger faktisk selv, hvad det handler om: Mor er jo en performer. Men det er som om han ikke rigtig har fattet hendes motiv, hendes bevæggrund for at smide tøjet.

Leigh tror tilsyneladende på en tynd historie om, at moren vil have han skal tage erotiske fotos af hende, fordi hun skal bruge dem i sin søgen efter en rig mand at slå sig sammen med. Dén historie er efter min mening lige så tynd som historien i en pornofilm. Det er ikke dét det handler om.

Næe, jeg tror såmænd moren er som vi forældre er flest. Vi vil gerne hjælpe vores børn på vej. Det er en lykke at se sit barn blive voksen og få sig en karriere, gerne en à la den man selv har haft.

Den tidligere balletdanser Tina Peterson vil have sin søn til at blive kunstner. Simpelthen.

Leigh har næppe sin mors talent for at danse og optræde, men hun vil alligevel gerne se, at han vælger sig en kunstnerisk karriere. Hun har sandsynligvis under hans opvækst luret, at han holder meget af billeder og kan lide at fotografere. Det er en verden, hun kun kender fra den anden side af kameraet - men hun ved at fotografiet også er en kunstform.

Jeg tror det er derfor, det starter. At han ringer på hendes dør, og hun åbner den, helt nøgen. Så begynder det kunstneriske projekt, der kører over otte år, og udvikler sig til Leighs første kunstværk, som er kontroversielt og får mange stærke reaktioner i de lande, hvor hans fotos udstilles. Og reaktionerne bliver så også en del af kunstværket.

Billederne af moren, også hvor hun har sex med en mand på fotografens egen alder, skal man nok lige forberede sig lidt på. Her kan jeg anbefale en nydelig kunstfaglig udtalelse i Politiken fra Rune Gade, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet:

»Billederne insinuerer et incestuøst forhold. Det er et globalt tabu. Men går man ind under det chokerende, så er det interessant, fordi man er nødt til at tænke over tabuet. Desuden er hans projekt i tråd med en ny tendens inden for samtidsfotografiet, hvor man bevæger sig ud over det personligt dokumentariske. Man kunne kalde det performativt fotografi, for han iscenesætter billeder og skildrer situationer, som måske aldrig ville være opstået, hvis kameraet ikke var til stede«.
De seksuelle fotos af moren er altså ok. Men jeg ville hellere se den serie, som også er beskrevet i Politiken: Hvor Leigh har lavet en fotoserie af sin ekskone, som også er fotograf, og så fået ekskonens nye mand, som også er fotograf, til at lave en tilsvarende fotoserie.

Ekskonen blotter sig altså både for sin eksmand og for sin nye mand - men er der ikke forskel at spore? Kan man ikke se, at kvinden lader den nye mand komme tættere på?
Det gad jeg godt ved selvsyn at få af- eller bekræftet. Så der er gode chancer for at jeg kigger forbi Kunsthal Charlottenborg en dag – udstillingen kører helt frem til den 12. maj.

Det lyder jo som en oplagt kunstoplevelse, hvis man interesserer sig for Sex og Samliv.

torsdag den 20. september 2012

Heureka

Foto: Karen L. King

Bag et skab er der dukket en gammel papirlap op. Det er virkelig gammelt, skabet har stået hvor det stod lige så længe jeg kan huske, og det er sikkert mange, mange hundrede år siden det blev bestemt hvor skabet skulle stå. Papirlappen ser da også meget original ud, den er garanteret fra før kopipapirets tid.

Jeg vil vurdere, at der er tale om et fragment fra en papyrusrulle, beskrevet med tekst på koptisk. Ikke mit foretrukne fremmedsprog, men med en ordbog ved hånden er det lykkedes mig at afkode budskabet:

båd er gået i stykker, men Far har lovet at hjælpe med at reparere den.

En abrupt besked – men jeg kan også se at der er revet noget af i begyndelsen. Som om det kun er en halv sætning, jeg har fundet bag skabet.

Heureka!  Nu ser jeg på nettet, at en anden forsker har fundet en tilsvarende papirlap. Og nu giver det hele straks mere mening. Der er tale om et notat fra den tidligste kristendom, og her er sætningen i sin fulde længde:

– Jesus sagde til dem: Min konebåd er gået i stykker, men Far har lovet at hjælpe med at reparere den.

Det er altså ikke rigtigt, når en forsker fra Harvard påstår, at Jesus omtaler sin egen kone. Der står ikke noget om, at Jesus har haft en hustru. Tværtimod har han fortalt sine disciple, at han havde et eskimoisk fartøj, som desværre var læk. Det problem hjælper farmand så med at få fikset, han er jo tømrer med egen snedkerlim.

Teologerne er lettede – og så måske alligevel ikke: For hvorfor havde Jesus en konebåd? Det virker en kende mystisk. Manden kunne jo gå på vandet.

Kan det tænkes, at Jesus faktisk var gift, og at han havde en konebåd, fordi hans ægtefælle ikke besad den evne at spadsere rundt på bølgen blå. Eller gad hun bare ikke, den dovne tøs?

I hvert fald virker det sandsynligt, at Jesus havde en båd til sin livsledsagerske, fordi en kvinde jo skulle følge sin mand hvor han end gik.

Spørgsmålet om Jesu civilstand er uafklaret. Single eller taken? De kristne kan stadig påstå at kvinder er syndige, og i hvert fald ikke af typen, der går tolv af på dusinet. Og derfor er der en vis logik i at lovprise det at leve i cølibat, så der ikke sker noget grimt.

Hvis! Og jeg siger udtrykkeligt hvis, Jesus var gift, så er cølibatet omvendt virkelig en tåbelig idé. Så bliver de troende for alvor nødt til at forholde sig til sex mellem mand og kvinde som noget helt naturligt, selv for Guds søn.

Ny kristen forskning peger dog i retning af, at det ægteskabelige samkvem mellem Jesus og hans kone begrænsede sig til grønlænderkys. De nøjedes altså med at gnide næsetipper.

torsdag den 16. august 2012

Skriftlig sex

Foto: “Deafstar”, Polen

Der er mange ting, der skal falde i hak, når det drejer sig om sex i en bog. Hvilke ord skal forfatteren plukke til formålet? Det er ikke nemt, og de fleste vælger da også at springe over hvor sengegærdet er lavest.

Nogle gange synes man ligefrem som læser at der er røget nogle sider ud. Der er en optakt, et forspil – men så slukkes lyset, og et nyt kapitel begynder som om der aldrig skete noget.

I det omfang der alligevel sker lidt, er det ofte mørkelagt og hurtigt overstået.

Her er en snas fra Englens spil, af Carlos Ruiz Zafón:
   Vi gemte os som et par tyveknægte i et af værelserne uden at turde tænde et stearinlys, uden så meget som at turde sige noget. Jeg klædte hende langsomt af, lod læberne løbe over hendes hud med bevidstheden om, at jeg aldrig ville komme til at gøre det igen. Cristina hengav sig med lidenskab, og da trætheden overvældede os, faldt hun i søvn i mine arme uden behov for at sige noget. Jeg prøvede at lade være at falde i søvn, nød varmen fra hendes krop og tænkte, at hvis døden hentede mig dagen efter, ville jeg modtage den med roligt sind. Jeg kærtegnede Cristina i halvmørket, mens jeg hørte uvejret trække sig bort fra byen ude bag murene, vel vidende at jeg ville miste hende, men at vi i nogle minutter havde tilhørt hinanden og ingen andre.


Bogen er god, absolut! Men skriftlig sex er der ikke meget af. Vi er i 1920ernes Barcelona, og da morgenens første ånde strejfer vinduerne, åbner Zafóns hovedperson øjnene og finder sengen tom. 

Så var der mere kød på i 1990ernes København. Her er sex ikke noget, kvinden hengiver sig passivt til. Tværtimod.

Her er en snas fra Frøken Smillas fornemmelse for sne, af Peter Høeg:
   Hans ånde er aromatisk og skarp. Af nødder ristet på brødristeren.
Stående på gulvet i soveværelset tager vi tøjet af hinanden.
Han har en let, fumlende brutalitet, der flere gange får mig til at tænke, at denne gang koster det mig forstanden. I vores gryende gensidige forståelse formår jeg ham til at åbne den lille revne i penis’ hoved, så jeg kan føre clitoris ind og kneppe ham.


Filmatiseringen af Peter Høegs bestseller blev ikke den helt store internationale succes. Måske fordi Bille August ikke rigtig formåede at overføre den skriftlige sex til filmlærredet. Julia Ormond kunne næppe heller have ageret som beskrevet…

Skriftlig sex er vigtigt i enhver god bog, og jeg mener det er bedre at beskrive den klart og tydeligt, i stedet for at gemme den væk mellem linjerne. Og jeg føler mig godt underholdt af Livsglad, som ikke bare overlader detaljerne til læsernes fantasi, når hendes hovedperson har god sex.

Vi taler om Kærlighed i indkøbskurven, af Marianne Joensen. Teksten er let og luftig, og både venus og mars kan uden større besvær åbne op for den erotiske ventil.
   “Nej ikke nu Tue…”
   “Bare et hurtigt knald.” Han kører en finger op i skridtet på hende. “Du er da ellers klar nok.”

Hovedpersonen Maria er alenemor med en profil på et datingsite. Her har hun mødt en flot mand, og i starten går det rigtig godt.

   Resterne fra nattens sex siler fra underlivet og får hende til at dreje brusehovedet over på hård spul. Tue har standset det begyndende mumificering af kendes krop. Suveræn sex igen. Hun lukker øjnene og mærker livmoderen trække sig sammen i små bløde ryk.
Jeg synes det er lidt af en nyskabelse, sådan at trække livmoderen frem i skriftlig sex. Men den er nok kommet for at blive. Vi mænd mærker den jo ikke, men det gør kvinderne, og det er først og fremmest dem der kører med klatten på bogmarkedet lige nu.

Camilla Stockmann har fornylig skrevet en skøn artikel om emnet i Politiken. Jeg vil slutte denne blog af med de ord hun lægger ud med:
   At skrive om sex er som at dissekere en frø. Dyret risikerer at dø af det. Jeg siger det bare…

fredag den 20. april 2012

Hesten har vinger

Foto: David M. Goehring, USA

Det var overskriften på poesikonferencen i Dansk Forfatterforenings fine lokaler igår torsdag den 19. april 2012. Lyrik-gruppen havde inviteret alle foreningens medlemmer, og vi har over fyrre, der havde takket ja.

Lyrikere er altid overrumplende at være sammen med, for de har det med at vende ting på hovedet, op til flere gange, på ingen tid. De er virkelig kreative ordmennesker. Så alle var spændte under den indledende morgenkaffe. Jeg sad ved siden af Fanny Knight (forfatter til Gal Mands Værk) som beskrev spændingen helt præcist: – Jeg glæder mig til at blive vejet, og fundet let nok.
Første punkt på programmet var Refleksion, og en høj, bredskuldret mand i mørkt tøj, René Rasmussen lagde ud med et noget akademisk men bestemt ikke uinteressant indlæg over emnet: Jeg – udsagn og udsigelse i moderne lyrik.
Et køligt og skarpt foredrag om at der er forskel på et digt. Der er forskel på, om du hører det læst op, eller ser det trykt som det står.
Det var ligesom at få staldtips fra hestens egen mund…

Jeg’et i et digt behøver ikke være digteren selv. Digtet Lissabon (af Søren Ulrik Thomsen, født 1956), som blev læst op, handler ikke om digteren selv, men om et jordskælv, og i et digt af Simon Grotrian (født 1961) er jeg’et en kop.

En finurlig og meget eksperimenterende digter, René Jean Jensen gav os et kik ind i sit skriveværksted, hvor der er plads til både form og formløshed. Han digter på alle måder, og især hans opvågningsdigte fik applaus. Ideen er, at poesien måske er allerbedst når digteren ikke er ved fuld bevidsthed: Derfor havde han en diktafon liggende på sit natbord – og med det samme han slog øjnene op om morgenen, sagde han noget til den, inden han blev rigtig vågen.

René havde på samme måde forsøgt sig med at indtale ting til diktafonen lige inden han faldt i søvn ved nattetide, men disse indsovningsdigte blev længere og ikke nær så gode.

René havde også excelleret i googledigte og figurdigte, og havde sågar prøvet at overtale en hypnotisør til at lade sig tro han var H.C. Andersen. Det kunne jo være en smart smutvej til gode digte der rimer.

Ordstyrer Karsten Bjarnholt gav god tid til diskussion og kommentarer, og en tilhører citerede meget apropos et digt af Storm P:

Jeg ville ønske, jeg var to små hundehvalpe -
Så kunne jeg lege med hinanden!


I god ro og uorden fik vi så en kaffepause, inden et par inspirerende oplæsninger. Adda Djørup læste op fra sin digtsamling “37 postkort”, som er illustreret med smukke motiver af broer rundt om i Europa, der har det tilfælles at de hedder “Devils Bridge”.

Glenn Christian læste op af sin seneste udgivelse, med afsæt i hans lønarbejde på fabrik. Den unge digter gør det godt i kritisk poesi, men lidt mere bid blev alligevel efterlyst blandt publikum. – Der kommer en nummer to!, forsikrede Glenn.

Frokosten var virkelig lækker, og en fin optakt til næste punkt: Poetik. Peter Stein Larsen rundtdelte eksempler med Poetikker efter Inger Christensen, clipset sammen til lejligheden.

En poetik er vel en slags anvisning til forståelse af digteren, og hans/hendes kunst. Peter havde sjovt nok også fundet en poetik frem som kollegaen Lars Bukdahl engang havde begået. Den slutter sådan her: Når et digt, der ligner en legoklods, kan åbne sig som en blomst, fungerer tingene, så går dansen.

Lars Bukdahl fik en slags flash-back og tænkte tilbage til dengang, han som ung fik publiceret et digt i “Den blå Port” Det var placeret på et opslag, hvor der på andensiden var en antikvarisk illustration af “Den almindelige døgnflue”…

Bukdahl kom veloplagt rundt om emnet, og understregede sine pointer med gode eksempler, blandt andet et dårligt digt af Klaus Rifberg.

Og så kom Søren Ulrik Thomsen endnu engang op og vende, da vi kiggede nærmere på dette digt (fra Ukendt under den samme måne, 1982):

Kussens og røvhullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
                 én gang til!
                 én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer


Det syntes de to oplægsholdere skulle ses i sammenhæng med digterens poetik, hvor han taler om at … virkeliggøres i den absoluterede tros konkrete og konstant konkretiserende praksis, der udgøres af selve relationen mellem kroppen og den ophør… – og det ville René Rasmussen som jo åbnede ballet meget gerne kommentere.

For Søren Ulrik Thomsen havde jo selv (i Mit lys brænder, 1985) sagt, at han var inspireret af tarotkortet med den hængte mand (med hovedet nedad), og der kunne vel ikke være tvivl om at sidste linje (dybt mod de skrævende skyer) var en kristen seksuel metafor. Så i dette digt kunne jeg’et også være pikken!

Jo, der var virkelig gang i hestens vinger denne torsdag. Og så har jeg ikke engang nævnt Dy Plambeck, som debuterede med en digtsamling, men siden er gået prosaens vej. Et ikke ukendt sporskifte. Vi fik et af de første digte, og nogle sider fra hendes roman Gudfar, der udkom på Gyldendal i 2011. Der var masser af sammenhængskraft.

Der var også fokus på Nye Muligheder, om poesien på internettet, i blogs og e-books. Eller som Hugo Hørlyck Karlsen foretrak at kalde det: e-tekst. Hans perspektiv kommer fint frem i denne artikel på Bogmarkedet.dk.

Tusind, tusind tak til Lyrik-gruppen for denne poesikonference, som jeg beskrevet med det formål at lokke endnu flere til at deltage i Dansk Forfatterforenings arrangementer. Det var hyggeligt, underholdende og stærkt inspirerende. Man får virkelig noget for sit kontingent.

fredag den 13. april 2012

Sexede reklamer

Foto: Sloggi.com

Reklamer skal være anstændige og udformet med social ansvarsfølelse, siger Ombudsmanden. Men jeg er ikke helt enig! Reklamer skal først og fremmest sælge. Og der findes næppe noget stærkere middel end sex til det formål.

Ja, det er nærmest umuligt at komme udenom sex, når det gælder reklame. Bare tryk på linket til Politikens artikel Nye regler skal forhindre sexistiske reklamer

Artiklen er illustreret med netop en af de reklamer, der ifølge interesseorganisationer er gået over stregen. Så indtil videre har omtalen de nye regler kun øget det i forvejen store antal visninger af den “forbudte” reklame for JBS underhylere.

Og JBS er ikke det eneste undertøjsfirma der har været i mediemaskinen for sine “uanstændige” reklamer. Sloggi fik også klø for billboard reklamen “It’s string time” da den for otte år siden dukkede op i bybilledet i bl.a. London.

Tænk hvis den var kommet op at hænge på Rådhuspladsen i København! Sikken ballade der ville blive, for den overskrider klart de nye regler. Reklamefolkene må ikke spille på mænds eller kvinders fantasi om sex i en arbejdsmæssig sammenhæng – der er jo ingen tvivl om at kvinden der letter ben arbejder som anlægsgartner her, hvor vi stakkels forbrugere får ødelagt vores gode forårshumør…

Sludder og vrøvl. Reklamen er sød og fræk, og endda med en sjovt ordspil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor det skal være så forbudt med sex i reklamer. Skal vi så også overveje at trække frigivelsen af billedpornografi tilbage?

Vi var som bekendt foregangsland dengang i 1969, og det skal vi da holde fast i. Det er jo en smaddergod historie, lige til en coffeetablebook. Informations artikel Pornolandet for længe siden kan anbefales.

Og så har jeg forresten lige hygget mig med at finde et par reklamefilm på nettet, som “desværre” ikke overholder ombudsmandens regler for god markedsføring. Især denne var jeg ved at flække af grin over, da jeg første gang så den i tv-programmet Rablende Reklamer engang i 1980erne…


https://www.youtube.com/watch?v=SU-CPkKw5lY

mandag den 26. marts 2012

Tøse-tv

Foto: Fanpop.com

Jeg får snart spat af amerikanske tøsefilm. De drejer sig om kærlighed, men handler mest om utroskab. Tag bare “The Good Wife”, som er af legal typen og kører på Gud ved hvilken sæson, om den pletfri hustru, der afsnit efter afsnit bider i det sure æble og tappert tåler sin mands eskapader.

Det er simpelthen for meget med de evindelige historier om konen, der bakker sin mand op – stands by her man – selvom han i bund og grund er en utro slubbert. Og tv-billedet går igen i adskillige andre serier fra USA.

Hvorfor er der aldrig en historie på skærmen om en ægtemand, der bakker sin kvinde op, selvom hun har andre interesserer end ham? Det kunne ellers være lige så (lidt) underholdende, og i hvert fald mere i tråd med den moderne (kvindes) virkelighed.

Men sådan spiller klaveret ikke! Fjernsynet holder stædigt fast i, at det er manden der er utro, selv om han er nok så godt gift. Søndag aften kunne tøserne se en sådan sjuft rode rundt med en blondine – for så pludselig at blive afbrudt af lyden fra sin kones nøgler i hoveddøren.

Ind i klædeskabet med blondinen og så få ordnet tøjet og strammet slipset i en fart. Det var i mine øjne temmelig komisk. Enhver ved da, at det altid er en tyr, aldrig en ko, der skal gemmes af vejen i et klædeskab eller hoppe halvnøgen ud af et vindue når ægtefælden klapper.

Lur mig om ikke det i virkeligheden er kvinder der er mest utro…

torsdag den 15. marts 2012

Du forbarmede

Foto: Katje Zanetta Borba, Brasilien

En syttenårig gymnasieelev fra Silkeborg kom i Go’ Morgen Danmark i går fordi hun på nettet beder om penge til nye bryster. TV2 havde hende(s) med i en paneldiskussion, og emnet kunne åbenbart også bære en 1234 afstemning, hvor seerne kunne sms’e GO A for store kunstige frem for naturlige eller GO B for naturlige - alle størrelser.

Jeg har for længst taget stilling i min blog B for Bryster og jeg er sikker på at de fleste mænd deler mit syn på sagen. Alligevel bliver resultatet (87% foretrækker naturlige) i TV2 udlagt som statistisk bevis på at kun 13% er ærlige. TV2 har simpelthen en blondinetro på, at vi seere er helt pjattede med megastore kunstige babser. Go’ for it, var da også det underliggende synspunkt, da Linse kunne bryste sig med at have Nordeuropas største..

Når jeg nu igen blogger om bryster, så er det fordi jeg synes vi mangler et historisk perspektiv. Jeg synes i hvert fald det er på sin plads, når Historien nu serverer en tidslinje, og fortæller om siliconens vej ind under huden på kvinderne.

Det er ikke en historie om barm-hjertige plastikkirurger der med større attributter blot vil booste klienternes følelse af selvværd og kvindelighed. Næ, historien er rå og brutal:

Efter 2. verdenskrig da Japan havde kapituleret, skete der en række uforklarlige tyverier fra landets havne. Tønder med smøremidlet silicone blev stjålet fra pakhusene, og synderne viste sig at være lokale prostituerede som havde hårdt brug for at tjene penge på de amerikanske soldater.

Fra naturens hånd var luderne i Solens Rige fladbrystede, og de havde derfor lidt svært ved at fange amerikanernes interesse – men ved at sprøjte det syntetiske stof ind i brysterne med en kanyle og således øge barmens volumen vandrede der hurtigt varme dollars ind i bordellerne.

Desværre blev siliconen ikke siddende i brysterne, men bevægede sig videre rundt i kroppen på de prostituerede, som blandt andet fik det i lungerne, hvor det resulterede i betændelse og dødbringende blodpropper.

Selv om der i dag bruges implantater, er det stadig risky business at få gjort brysterne større med silicone. Når klinikkerne reklamerer med livsgaranti og sikkerhed, så er det fordi det netop er her det halter. Alt for ofte går det galt.

Og lur mig, om ikke moden vender tilbage mod 1920ernes sensuelle små bryster. Historisk set er det altid gået op og ned. Og jeg tror sgu Linse æraen er ved at lakke mod enden. Snart skal røven igen være større end patterne. Naturligvis…

lørdag den 3. marts 2012

Bitterfisse


Bettina Heltberg har skrevet en underlig boganmeldelse i Politiken idag: Det er fifty-fifty om hun giver “En Bitterfisses Bekendelser” 0 eller 5 stjerner.

Jeg kan da også være i tvivl, men ikke så meget. Hvis jeg skulle skrive en anmeldelse, lå dommen noget tættere på nul end på fem. Det er ikke fordi jeg er sart, når det danske sprog bruges på en uhøvisk måde. Tværtimod synes jeg, det kan være helt forfriskende med grov og ramsaltet sprogbrug, som fx. når Sarkastikum trækker sin fuckfinger og skriver hvad hun og Stodderen mener og gør.

Men til forskel for Sarkastikum, så går Bitterfissen efter at hænge andre ud. Helt anonymt sviner hun forskellige kändisser ud, men skåner sig selv og Kongehuset. Og så er jeg iøvrigt sikker på, at Bitterfissen er en hel del ældre end Sarkasdikussen.

For en øvet skribent kan godt konstruere sig frem til et ungt sprog. Men når man er kommet godt op i årene, så vil det uvægerligt afspejle sig i ens måde at skrive på, også selv om man prøver at ligne en farlig furie på fyrre.

Tag bare det seneste skriv på Bitterfissens blog. Jeg har understreget nogle steder, hvor formuleringerne er “gammeldags”. Sådan skriver unge mennesker ikke. Det er mere ovre i noget Vikingmama:

Bethany havde altså forventet mere modstand. Én har vel efterhånden krav på kvalificeret modspil, men ak og ve. Man må endnu engang imødegå weekenden uden kamp til fugen. Troede ellers, at Bogen ville sætte sindene i kog, men nej. Bare endnu et indspark til de Gudsjammerlige medier. For fanden da altså! 2 gear ned og speederen i bund, idiodos. I er jo ikke til at arbejde med!
Bitterfissen er muggen over at hun ikke får nok modstand. Men sagen er, at den måde hun skriver på, får mange til ikke at ville læse blogs, herunder også Bettina Heltberg. Og det synes jeg er synd.

Bloguniverset er faktisk spændende, bare man styrer udenom sådan nogen som Bitterfissen og holder sig på sikker afstand af injurielovgivningen.

fredag den 17. februar 2012

Uha uha

Foto: Irina Naumets, Rusland

Billedet er mildt sagt kontroversielt. Faktisk så meget, at jeg her vil nøjes med et referencefoto af (d)en blå lagune. Og så linke til DR Kultur, som godt tør vise Brooke Shields som modefotografen Gerry Gross fotograferede hende i 1975, da hun var bare 10 år gammel.

Billedet er et af højdepunkterne på udstillingen Kontroversielt! som vises på Trapholt frem til 12. august 2012.

Med udspring i to evindelige spørgsmål: Sandt eller Falsk? og Kunst eller Porno? trækkes publikum ind i det altid hidsige dilemma: Hvor går grænsen, etisk, retsligt, religiøst? En debat, hvor bølgerne altid har gået højt.

Fotografen har juraen på sin side. Men er nærmest blevet ruineret af de retssager, han har været ude i. Det er fastslået at han har ophavsretten til sit foto, for Brooke Shields mor har skriftligt sikret ham den i en kontrakt, hun underskrev på vegne af sin mindreårige datter.

Siden blev datteren berømt, og jeg husker godt min ungdoms smukke film om sex den første gang. Mener også musikken var flot, og blev serveret på alt andet end et pornoorgel. Den blå Lagune var ikke lummer.

Billedet af den purunge Brooke Shields var oprindeligt tænkt til en fotobog der skulle hedde “The Woman in the Child”. Men efter de udmattende søgsmål fra Shields solgte fotografen det i stedet til samtidskunstneren Richard Prince, som brugte det i en ny sammenhæng og gav det titlen “Spiritual America”. Og så blev det eftertragtet og solgt for en meget stor pose penge.

Jeg er enig med fotografen i, at fotoet fortæller noget om “kvinden i barnet”. Men det fortæller også om en modebranche, hvor jagten på ungdom nogle gange kammer over og bliver nærmest pædofil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor smart tøj til modne kvinder med former, på catwalk’en vises frem af tynde teenagere. Det er sgu lidt sygt.

Det er jo ikke fordi der ikke findes smukke og fuldt udvoksede modeller. Som hende jeg skrev en blog om sidste år.

mandag den 30. januar 2012

Nysted #2

Foto: Aarestrup - foreningen

Kedsomhedens dæmoni er overskriften på et foredrag i Nysted. De kan altså noget med ord i den gamle købstad: Kan det virkelig være diabolsk fængslende når der ikke sker en hujende fis?

Svaret kan man få, hvis man er på de udkanter den 21. februar. Foredragsholderen er lektor i København, Sune Bertelsen, som byens foreningsliv med gode ord og betaling har lokket til at tale om digteren Emil Aarestrup. Som formand for Georg Brandes selskabet slipper man dog ikke for, at lektoren også taler lidt om ham.

Det er bare at troppe op til arrangementet ved to-tiden og betale 60 kr. i døren til den gamle digters renoverede hus. Der bliver serveret kaffe og der er vist også småkager…

Lyder det kedeligt? – Det tror jeg faktisk ikke det er. Emil Aarestrup er ikke hvem som helst. Han har skam fået en hel gade opkaldt efter sig i Nysted! 

Litterater vil vide, at vi taler om en af de allerbedste indenfor frisindet dansk poesi. Desværre for Emil Aarestrup var hans samtid snæversynet og sexforskrækket. Kun 40 eksemplarer af sine Digte fik han solgt. Men efter sin død blev han vældig populær.

Her er en lille snas fra hans hånd, sandsynligvis den højre: 



Hans Blik er naglede til Loftets Planker,
Hans Hånd til Ninas Arm, hvor Pulsen banker,
Men under Teppet finder du hans Tanker.


Emil Aarestrup var et erotisk menneske. Som ung lægestuderende på Københavns Universitet gjorde han sin 10 år ældre logiudlejer gravid og fik en datter. Og sidenhen giftede han sig med sin 15 årige kusine Caroline og fik yderligere 12 børn.

Fem af dem blev født i Nysted. Det var længe før affolkningen tog til og gjorde Nysted til del af Udkantsdanmark.

mandag den 23. januar 2012

Romantik

Foto: Martin Boulanger, Frankrig

Vi mænd siger mange mærkelige ting. Især til kvinder. En klassiker er, når man føler sig fuldstændig lykkelig med sin kæreste og hører sig selv sige: Dig vil jeg gerne blive gammel sammen med.

Det kan sagtens være, vi mænd mener det vi siger. Men det vi tænker, er: Dig vil jeg gerne blive ung sammen med.

Kloge som vi mænd er, tier vi dog stille med vores undertekst, for det lyder absolut ikke romantisk.

Med fortielsen er alt fryd og gammen. Samlivet er godt og trygt. Både med og uden tøj på. Det er dejligt at leve og bo og høre sammen. Det bliver dog aldrig som vi mænd tænker… Vi bliver ikke unge sammen. I stedet er det romantikken der sejrer.

Pludselig nytårsnat ligger vi sammen og ser en genudsendelse med Dansktop kavalkade fra Koncerthuset i DR Byen i fjernsynet. Vi kan hjælpeløst konstatere at teksten fra “Lille Sommerfugl” med Bjørn Tidmand ligger klistret til rygraden. Lige ved siden af “Sikke’n fest” og Baggårdspumaens “To lys på et bord” som vi aldrig vil kunne forstå ingen stemmer fik af juryen til Melodunte Grand Prix 1960.

En anden dag zapper vi ind på Tattoo fra Edinburgh Castle på TV2 Charlie. Og bliver hængende hos det ene militærorkester efter det andet. Vi kunne måske også slå over på noget skihop eller isdans. Det kunne da være hyggeligt…

Nej. Vi skal ud og rejse. Se noget helt andet. Se os selv. Tage billeder, som handler om at blive unge sammen. Men som i virkeligheden bare er romantik.

lørdag den 7. januar 2012

Bogsex

Foto: lhotellier Simon, Frankrig

Er der noget mere frækt, end smukke bøger i reolen? Det er sgu da sexet, når de står dér, hud mod hud, læderindbundne med guldtryk, med al den viden og erfaring de har i sig.
Åh, det er altså svært ikke at lade sig rive med…

Sådan er der mange der har det. Kald det åndsvagt – det er bare sådan at nogle tænder voldsomt på bogreoler. Og sørme om ikke der findes en hjemmeside for dén fetich også: Bogreolporno dot cum.

Her er pirrende fotos af reoler, den ene mere smækkerlækker end den anden. Og så denne sexede teaser:

Du skal date en pige som læser. Date en pige som spenderer sine penge på bøger i stedet for tøj. Hun mangler skabsplads, fordi hun har alt for mange bøger. Du skal date en pige som har en liste over bøger som hun ønsker at læse, en pige som har haft lånerkort siden hun var tolv…

Det er dampende hed bogsex – læs den bogreolfetichistiske blog her. Det er knaldgodt skrevet, særlig fræk er den sidste linje.

torsdag den 5. januar 2012

Foredragsholder er også en umulighed

Foto: Asif Akbar, Ungarn

Sidder her i smudsighvid tredjedagsskjorte, ubarberet og prøver at se bort fra at jeg er en gennemført overskudsmand. Jeg er simpelthen blevet til overs, en af dem der må blive hjemme når de andre tager på arbejde, og det har jeg lovet Kranen at der skal laves om på i år 2012. Martyrisk sidder jeg med Pickwick the i en af de kaffekopper hun har shoppet i fem vivild farver. Jeg har i dagens anledning valgt den tidselgrønne. Og så er det man begynder at føle, at man nok burde tage sin vædderjakke på og komme ud af døren med sine hængelunger…

Men jeg er en usund sjæl i et dårligt vedligeholdt legeme og jeg magter ikke det møgvejr udenfor. Hård blæst kan ikke vælte mig omkuld, men regn har jeg det dårligt med. Så det bliver nok en indedag i dag i selskab med juletræet der er tungt læsset med en brøkdel af kærestens polske glaskugler. Og kan man bebrejde mig? Nej!

Men helt seriøst: Jeg er ikke systemets mand og får hverken raske eller syge dagpenge eller anden kontant hjælp. Penge kunne sgu godt tage at falde ned fra himlen en gang imellem. Overvejede at investere i 6-8-13-26-29-45 – men kom fra det. Pis. Nu er jeg fandeme tvunget til at tjene nogen selv. Men hvordan ser det ud med efterspørgelsen på kreative mænd på halvtreds? – Shit, ikke engang bankerne gider have min slags mere…

Det var ellers tæt på sidste år. En grafisk virksomhed i Skovlunde kunne faktisk godt bruge en grafisk uddannet stodder. Jobbet var lige mig – jeg er ekspert i klichéer. Men det var betinget af at kommunen bandt penge i halen på mig. Det kunne ikke komme på tale, blev der sagt med en fuckfinger i skranken. Senere, og selvfølgelig alt for sent, indrømmede en sagsbehandler at det godt kunne være kommet på tale alligevel. Picture of my life.
Måske skulle jeg sætte det i scene og give den som foredragsholder. Plapre løs om min ungdom med de tre S’er: charme, selvtillid og lækkert hår. Men en hvilken som helst virksomhed med en kantine på Pestegnen vil nok føle sig snydt når pengene er betalt. Men opsummeret kunne mulige temaer til foredrag være:

    •    Licens til at spise med kniv og gaffel
    •    Film og stjernetegn
    •    Gift med en udlænding – og hva’ så?
    •    Absint i glasset
    •    De tre V’er – whisky og vodka
    •    Pastis og pastiche
    •    Den blå bænk
    •    800 blogs – fem år i ord og billeder
    •    Mænd er fra Mars, kvinder er fra Vestegnen

Nårm, nu kan jeg altså mærke, at skraberen og opvasken venter. Det går sgu ikke med alle de oversprøjtshandlinger som brusebad og blogskriveri. Kontoen siger i tørre tal, at jeg skal melde mig hos den lokale postmester som reklameslæber af reserven.


Inspiration: En 29-årig trunte fra TV2

onsdag den 7. december 2011

Pluspige

Foto: Eduardo Muñoz, Flickr

Dér lærte jeg lige et nyt ord. En pluspige kalder man en fotomodel der ligger over de gængse mål for en sådan. Og der er ingen tvivl om at pigen her overtrumfer de sædvanlige 90/60/90.

Som gammel reklamemand synes jeg det er oplagt at bruge modellen som hende gutterne her arbejder med i studiet. Dybest set er reklame nemlig forbrugerinformation, og det har egentlig altid undret mig, at tøjdesignere kreerer næste sæsons modekluns efter målene på en ranglet fjortenårs tøs, hvorefter producenterne nødvendigvis må adskillige numre op for at få tøjet til at passe i størrelse til størstedelen af de købedygtige kunder i strøgbutikkerne.

Det er da mere ærligt, når fotomodeller ligner voksne kvinder. Kurver er jo smukke, og det er vel de færreste der væmmes ved brede hofter og store bryster. Men hvorfor ligner mange fotomodeller så reklamer for anoreksi?! Jeg vil da meget hellere se på nogen flotte runde former.

Verdens førende pluspige hedder Fluvia Lacerda, og hun véd hun ser godt ud “på trods af” sit brystmål på 107 og hoftemål på hele 127 centimeter. Hun har også lige siden hun var en lille pige fået at vide hvor smuk og dejlig hun er.

Fluvia Lacerda har skam også sin egen hjemmeside, og her har hun skrevet en glimrende blog på engelsk om glæden ved livet og solen.

Den ledsages af et morsomt og skønt sommerbillede af hende, helt uden make-up, i chick bikini med bare fødder i strandvand. Når hun har fri, vil hun bare hænge ud og slappe af. Folk kan glo og tænke deres, det rager hende en høstblomst.

Men på arbejde er hun lige så professionel som sine langt tyndere kolleger. Så bruger hun sin krop helt forrygende og sælger sko, tøj og smykker en masse. Det er derfor man kalder hende de kurvede pigers svar på Helena Christensen.

mandag den 28. november 2011

Skønhedstip


Flere venner har delt dette opslag på Facebook. Og hvis man skal tro sine egne øjne, holder de gode råd med “6 om dagen” og “Spar på kødet” ikke en meter.

D’quinder Gillian McKeith og Nigellea Lawson har det tilfælles, at de er 51 år gamle og kendt fra TV. Men ellers er det småt med lighederne. Førstnævnte advokerer for en holistisk tilgang til det sunde liv, med god motion, økologisk frugt og grønt, slankekure og vitaminpiller. Mens sidstnævnte er til kød, smør og desserter…

Sagen synes klar; Vegetarer falmer hurtigt i forhold til de mere animerede, der elsker bøfkød og søde sager. Men der findes naturligvis betydeligt bedre fotos af den skotske sundhedsapostel Gillian end det, der vises her. Jeg mener også, den britiske kogekone Nigellea kan have en dårlig hårdag og ikke altid ser så blændende godt ud som på billedet.

Og ja, jeg ser selv ret godt ud – af en halvgammel fyr at være. Så hvad gør jeg for at holde mig så godt? Om få uger runder jeg de halvtreds, og mange vil nok gerne udæske mig hemmeligheden bag et smukt ydre…

Well, det er ikke gjort med absint, sandkage og frisørbesøg. Man skal også drikke vin og spise pizza! Lidt sex i ny og næ skader heller ikke.

Mit skønhedstip er, at man bare skal lade naturen gå sin gang og så vidt muligt undgå stress og slåskampe. Mange eksperter bombarderer os med budskaber om at man ikke kommer sovende til et godt helbred og et nydeligt udseende. Men det er lige præcis, hvad man gør. En god nats søvn i dobbeltsengen gør underværker!

Ha’ en god dag.

fredag den 25. november 2011

Q zone

Foto: Bella Sky

På dette hotel har man siden mandag den 16. maj 2011 haft en etage kun til kvinder. Som det ses, er der masser af etager – og dermed rigeligt med plads til også at huse hotelgæster med både x og y kromosomer. Ergo burde mænd ikke føle nogen form for diskrimination. Jeg føler mig i hvert fald ikke diskrimineret.

Samfundet giver jo os mænd masser af plads, så det burde på ingen måde genere at et enkelt luksushotel på Amager har besluttet at have en særligt indrettet kvindeetage. Jeg kan da godt forstå, at kvinder fra ind- og udland helst vil overnatte i en garanteret Strauss-Kahn-fri zone.

Men jo, en enkelt mand har følt sig pikeret og klaget til Ligebehandlingsnævnet – som desværre har givet ham medhold. Hotellet må ikke please kvindelige gæsters primadonnanykker. Så la’ da vær’!

Mænd og kvinder er som bekendt forskellige. Og jeg har det helt fint med at Hotel Bella Sky har en hel etage der er indrettet som kun kvinder vil have det.

Kvinder elsker for eksempel puder. Når jeg bor på hotel, smider jeg som regel de overflødige på gulvet – men kvinder kan ikke få nok. Min kæreste bruger rask væk fire, og kan i søvne endda forsøge at stjæle min også.

Så på Bella Donna etagen er værelserne udstyret med kingsize (ikke queensize!) senge og et hav af puder. Desuden har hoteldirektøren bestræbt sig på at især badeværelset opfylder enhver kvindes våde drømme om et sådant; Der er spejle i fuld kropsstørrelse, top-tunet hårtørrer, økologiske skønhedsartikler, stort karbad og ekstra stort brusehovede. Der er også make-up spejl med forstørrelse og gigant håndklæder, engangsskrabere og hygiejneartikler. Plus (formoder jeg) ekstra fyldig badekåbe og slippers med høje hæle.

I minibaren er der skruet kraftigt ned i udvalget af øl og spiritus, til gengæld bugner det med juice, high quality chokolade, champagne, vin og kildevand. Og roomservice tilbyder strømpe-bukser og emergency kit med lipgloss, øjenskygge, mascara etc.

Dobbelt-y’er føler sig nu engang bedst hygiejnisk tilfredsstillet i et adgang-forbudt-for-mænd område. Det er fair nok. Giv dog hotellet en dispensation, hvis det er nødvendigt for at kvinder kan få det som de vil ha’ det, med flot udsigt og ekstra mange bøjler i klædeskabet, gratis internet og en dockingstation til deres elskede iPod.

lørdag den 8. oktober 2011

Stavefejlsfejl

Foto: Franco Giovanella, Brasilien

Hvordan staver man for eksempel til meistro? Maestro? Eller majstro, monstro… Jeg må ofte slå op i retskrivningsordbogen. Celluloid er også svært at stave til. Problemet er, at vi på dansk tit staver tingene anderledes end de siges.

F.eks. staves i to ord, hvis det ikke forkortes – selv om det lyder som ét ord. Og det er korrekt at forkorte det til fx – selv om der ikke er noget x i eksempel. Der findes flere ulogiske stavemåder af samme type: Hvorfor hedder det sex, men seksualundervisning?

Sådan er det bare. Jeg skrev engang en Sexy blog og blev hængt ud for at skrive kødet er stift. Og jeg kan da godt se, det ville være mere logisk at stave det stivt. Det hedder jo stiv pik. Men et stivt lem ligger efter min mening ikke så godt i munden, so to speak. Stift kan betyde flere ting, og det var 100 % korrekt at bruge det som ikt. af stiv.

Retstavning er nemlig alt andet end matematik. Det handler om lyd, omsat til bogstaver. Det er selvsagt en problematisk proces, men nødvendig for at vi kan kommunikere sammen. Man skal være med på noderne, hvis ikke ens skriverier skal ende som volapyk i andres ører.

Stavefejl skal undgås. Det er glimrende med paranoide korrekturlæsere, men pas på! Der er mindst fem ‘fejl’ der ikke skal rettes. Og det er jo pinligt at rette andres fejl, når man i virkeligheden gør det modsatte.

Jeg kan godt lide at finde stavefejl, men på den tolerante måde. Det er ikke sjældent jeg falder over en forkert stavemåde, som jeg tænker nok engang bliver ophøjet til korrekt nudansk af Dansk Sprognævn. Inu og udu, for eksempler.

Inden man bliver stiv i betrækket over andres sprogbrug, skal man tænke på sammenhængen og huske, at ordbøgerne altid er på bagkant. Der vil altid gå et stykke tid, inden en ny stavemåde bliver godkendt af dem der svinger korrektur taktstokken. Sproget fornyes af dem der giver det lyd.

søndag den 7. august 2011

En lille elefant

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Min morfar holdt meget af elefanter. Han havde dem i mange forskellige størrelser. De fleste var skåret i træ, men han havde også nogle i glas og i sten. Og vi børnebørn kunne, hvis vi var meget artige, få lov at se skatten i hans elefantsamling. Den lå for sig selv i en lille fin æske, og var skåret i elfenben. Jeg husker, den ikke var mere end en halv centimeter stor.

Jeg holder også selv meget af elefanter. De ægte, vel at mærke. Det er derfor jeg ikke som morfar har en elefantsamling. Jeg vil faktisk meget nødig eje en elefant.

Men jeg synes det er et elefantastisk dyr. Stort. Flot. Klogt. Stærkt. Og følsomt…

Bemærk iøvrigt lemmet. Op til fyrre kilo og to meter langt. Med snablen er dyret jo nærmest seksbenet!

tirsdag den 5. juli 2011

Skoet


Det er mig en gåde, hvorfor kvinder er så interesserede i sko. Hvad er det, der er så rasende spændende ved fodbeklædning?

Kvinder kan tale om det i timevis. De er vildt optaget af det, men som mand er det svært at komme ind i samtalen. Da kæresten og hendes veninder forleden, igen-igen, havde emnet oppe og vende, blev jeg spurgt, hvad man egentlig kalder sådan en mellemting mellem en sandal og en støvle…

– En sko?, foreslog jeg. Og så var jeg definitivt afskåret fra yderligere deltagelse i den ellers livlige debat. Jeg havde tydeligvis ikke fattet en brik af, hvad det handler om.

Men så er det jo dejligt befriende, at verdens førende poptøs, Lady Gaga kan sætte tingene på plads. Ovenstående foto viser de sko, som verdensstjernen optrådte i til American Idol.

Jovist er jeg lidt for gammel til at interessere mig for den hippe popkunstner, men Lady Gaga er sgu sexet! Som hun celebert og intelligent træder i karakter og viser, hvad vi mænd forlængst har luret sko i virkeligheden drejer sig om… 

– Sex!

Sexet

Foto: Thomas Borberg, Politiken

En mand siger om en kvinde, at hun er sexet. Er det en kompliment? – Ja, selvfølgelig er det det!

Alligevel skal man ikke sige sådan noget om en kvinde, som man aldrig har været nøgen sammen med. Og da slet ikke, hvis der er andre kvinder tilstede.

Det resulterer i tøsesnak! Når Kenneth har sagt om hende Lotte, at hun er sexet, så bliver der snakket om det på arbejdspladsen. Så kan pigerne stikke hovederne sammen omkring kaffemaskinen og bekræfte hinanden i, at mænd tænker på sex flere gange om dagen.

Jovist gør vi det! Det er helt normalt for os mennesker.

Kig grundigt på ovenstående foto. Og sig mig så, hvad kvinder tænker på…

– Sko?