Viser opslag med etiketten usa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten usa. Vis alle opslag

fredag den 31. august 2012

Stolen

Foto: V·living

Den amerikanske valgkamp er skudt igang, og Clint Eastwood er med. Han er altid god, når der skal skydes. Det er ikke sikkert, han rammer, men det er med garanti effektfuldt, når han trykker af.

Vi kunne ikke se, præcist hvad det var for en stol, han talte til på konventet, men jeg håber det var sådan en som på billedet. Den er designet af Hans J. Wegner, og har siden den politiske duel mellem Nixon og Kennedy i 1960 ikke heddet andet end the Chair. Måske den smukkeste stol i verden.

Clintens stoltale ligger højt på YouTube, og den er som stand-up betragtet bestemt værd at (gen)opleve. Kreativt, anderledes, morsomt – og så rammer Østerskov et sted mellem plet og plat. Her er jeg helt enig med Stetson. Dirty Harry skal da have tak for sin Make My Day tale:



Clint Eastwoods tale til stolen bør dog ikke stå alene. Hans forrige politiske optræden, under reklamepausen i Super Ball tidligere i år kan bestemt også tåle at blive (gen)set:



Også ved den lejlighed blev det ivrigt diskuteret om Clint Eastwood ikke i virkeligheden er en støtte for Obama.

fredag den 17. februar 2012

Uha uha

Foto: Irina Naumets, Rusland

Billedet er mildt sagt kontroversielt. Faktisk så meget, at jeg her vil nøjes med et referencefoto af (d)en blå lagune. Og så linke til DR Kultur, som godt tør vise Brooke Shields som modefotografen Gerry Gross fotograferede hende i 1975, da hun var bare 10 år gammel.

Billedet er et af højdepunkterne på udstillingen Kontroversielt! som vises på Trapholt frem til 12. august 2012.

Med udspring i to evindelige spørgsmål: Sandt eller Falsk? og Kunst eller Porno? trækkes publikum ind i det altid hidsige dilemma: Hvor går grænsen, etisk, retsligt, religiøst? En debat, hvor bølgerne altid har gået højt.

Fotografen har juraen på sin side. Men er nærmest blevet ruineret af de retssager, han har været ude i. Det er fastslået at han har ophavsretten til sit foto, for Brooke Shields mor har skriftligt sikret ham den i en kontrakt, hun underskrev på vegne af sin mindreårige datter.

Siden blev datteren berømt, og jeg husker godt min ungdoms smukke film om sex den første gang. Mener også musikken var flot, og blev serveret på alt andet end et pornoorgel. Den blå Lagune var ikke lummer.

Billedet af den purunge Brooke Shields var oprindeligt tænkt til en fotobog der skulle hedde “The Woman in the Child”. Men efter de udmattende søgsmål fra Shields solgte fotografen det i stedet til samtidskunstneren Richard Prince, som brugte det i en ny sammenhæng og gav det titlen “Spiritual America”. Og så blev det eftertragtet og solgt for en meget stor pose penge.

Jeg er enig med fotografen i, at fotoet fortæller noget om “kvinden i barnet”. Men det fortæller også om en modebranche, hvor jagten på ungdom nogle gange kammer over og bliver nærmest pædofil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor smart tøj til modne kvinder med former, på catwalk’en vises frem af tynde teenagere. Det er sgu lidt sygt.

Det er jo ikke fordi der ikke findes smukke og fuldt udvoksede modeller. Som hende jeg skrev en blog om sidste år.

mandag den 6. februar 2012

Vanvittig dom

Foto: Jason Morrison, USA

Da en dansk mand for nogle dage siden fik 30 års fængsel ved domstolen i Kansas City, for på Facebook at kalde sig Blondeboy og under dække af at være en 14 årig dreng lokke en 11 årig amerikansk pige til at smide tøjet foran sit webcam, gav de fleste udtryk for afsky og massivt had mod den dømte.

På ingen tid havde blandt andet BT sniffet billeder frem af synderen, en it-ekspert fra Randers kommune. Og stort set alt hvad der nu blev skrevet på dansk om sagen, handlede om at lægge afstand til vor landsmand. Sprogets værste gloser blev taget i brug mod 61 årige Kai Lundstrøm Pedersen.

Det anfægtede tilsyneladende ikke nogen, at eksperter kaldte det en vanvittig dom. Tværtimod blev juraprofessor Eva Smith i kommentarer på DR Nyheder kaldt et svin, og dét med store bogstaver. Vi danskerne var i fuld gang med noget vi er rigtig gode til; At pisse på fagkundskaben og udstøde og sparke på dem der ligger ned.

Jeg ville ønske, vi var bedre til i stedet at stille kritiske spørgsmål og vende tingene lidt på hovedet. Hvorfor kaldes manden eksempelvis for sexterrorist? Det kalder vi jo ikke engang voldtægtsforbrydere!

Og bør vi ikke være mere forbeholdne overfor det amerikanske retssystem? Vi ved jo, at det af og til går helt over gevind. Som i barnevogns-sagen fra New York. Og “sagen” mod Camilla Broe bør også vi skam også have in mente.

Der kan være sund fornuft i nøgternt at checke lidt op på substansen i stedet for blindt at hetze mod den dansker der nu skal sidde beg tremmer resten af sit liv…

Kansas City Star fortæller, at dommeren som svar på forsvarerens anmærkning om at forbrydelsen i Danmark højst ville give seks års fængsel, siger at Danmark efter hans mening ikke tager sager som disse seriøst nok.

Han glemmer så, at dansk politi hjalp amerikanerne med opklaringen af sagen, og han er åbenbart heller ikke klar over, at vi er med up front i den internationale politiindsats mod børneporno.

Det ser desværre ud til, at dommeren har dømt på baggrund af en fordom om, at vi her til lands er useriøse når det gælder de pædofiles kriminalitet.

Hvad jeg selv mener, randrusianeren skulle have haft?
3-4 måneders ubetinget fængsel i Danmark ville nok have været ret og rimeligt.

mandag den 2. maj 2011

Obsord

Foto: Umayr Sahlan Masud, Pakistan

Kun 50 kilometer fra Pakistans hovedstad har verdens mest eftersøgte mand haft sit gemmested. Det er altså lige før Osama bin Laden har kunnet se Faisal moskeen i Islamabad fra sin hemmelige adresse i Abbottabad.

Men nu er han dræbt. Al-Qaeda lederen blev skudt i hovedet af amerikanske specialstyrker. Gud ske tak og lov for det.

Når denne absolutte top-nyhed nu fylder mediebilledet, er det vigtigt med en grundig korrekturlæsning. Der er for eksempel fanden til forskel på Obama og Osama. Selv blandt de rigeste i USA er der tvivl om hvem der er amerikaner. Donald Trump er dog kommet efter det, efter at være sat på plads ved den årlige Correspondents’ Dinner.

Humus og Hamas er bestemt heller ikke det samme. Der skal nok aligevel være journalister der kløjs i ordenes betydning. Hamas selv er ikke for god til at regne ud, hvem der skal fordømmes.

Pas også på ikke at forveksle stater der ender på -istan. Præcis hvor ligger grænserne og loyaliteten i Pakistan? Lækage og lagkage har sikkert ligget lige godt i munden hos en del militærfolk, siden Osama kunne bo i en garnisonsby og gang på gang undslippe. Men da amerikanerne undlod at orientere om operationen, fik man ram på ham.

Selvom mange af bogstaverne er de samme, så er det ikke hip som hap om det ene eller andet ord finder anvendelse. Mange har desværre pokkers svært ved at differentiere ordene morder og muslim.

mandag den 13. december 2010

Livsløgn

Foto: Daniel Jones, USA

Her ved denne sø fødtes i forrige uge en mega sensation. Ved Mono Lake i Californien havde forskere fundet en helt ny bakterie som klarede sig uden livets hidtil fundamentale seks byggesten: kulstof, brint, ilt, kvælstof, svovl og fosfor.
Her var en helt fantastisk livsform som baserede hele sin eksistens på arsenik. GFAJ-1 havde videnskaben døbt bakterien, som utroligt nok til sine cellulære processer brugte nummer 33 i det periodiske system. Altså ikke fosfor, men det rene gift!

Det åbnede for helt nye besnærende tankespin. Alverdens medier holdt mikrofoner for spektakulære udtalelser som denne: Hvis liv naturnødvendigt opstår på alle biovenlige planeter, må det være opstået mange gange på Jorden. Så måske kan vi finde en ‘skyggebiosfære’, der er overalt omkring os, men som vi blot har overset, fordi den er ganske upåfaldende.

Arsenikbakterien blev årets mest hypede videnskabelige nyhed. Selv om den fra start blev skudt ned af seriøse videnskabsfolk med jordforbindelsen i behold. De pegede blandt andet på, at selv om Mono Lake er rig på arsenik, så indeholder den også en af Jordens stærkeste koncentrationer af fosfor.

Nyheden var dødfødt. NASA og Science havde nosset noget så eftertrykkeligt i det. Alligevel spredte livsløgnen sig lynhurtigt over hele vores planet. Det kan man læse om i Informations artikel Videnskabens død i mediemaskinen.

Der er bare noget rigtig kedeligt ved dementier af utrolige oplysninger, der ikke kan holde vand. Når den forkerte nyhed fylder så monster meget, og det rigtige dementi kun langsomt finder vej til offentligheden via blogs og små aviser, så vil mange mennesker til deres død tro, at livet kan opstå i en kop arsenik.

Det kan det ikke nikke nej.

fredag den 3. december 2010

Wikileaks

Foto: Adam Stone, USA

Udbyderen EveryDNS har suspenderet kontoen, så nu er der ikke længere noget at hente på wikileaks.com. Sorry! This site is not currently available.
Bagmanden er eftersøgt verden over. Assange, Julian Paul ligger på Interpols hjemmeside med kontrafej og hele moletjavsen. Vi ved godt hvorfor, men alligevel er det noget andet, der står udfor punktet Categories of Offences: SEX CRIMES. Højesteret i Göteborg har udstedt arrestordren på baggrund af én sigtelse for voldtægt og tre andre for seksuelle krænkelser mod nogle kvinder under et besøg i Sverige i august.

Men Assanges virkelige forbrydelse er at han har fortalt hemmeligheder. Helt vildt mange hemmeligheder. Det er bare ikke lige så indlysende ulovligt som voldtægt. Når det på et tidspunkt lykkes at finde Wikileaks talsmand, så er det juridisk mere sikkert at knalde ham for ureglementeret sexistisk opførsel mod svenske jenter, end på at han ikke kan holde sin kæft.

Landsforræderi er de facto anklagen. Men den ville give anklageren en alt for tynd sag. For hvilket land har han forrådt? Hvilken fremmed magt har han spioneret for? – Det vil tage lang tid at udfærdige et bare nogenlunde vandfast anklageskrift.

Derfor har magthaverne valgt sex crime figenbladet. Selv om det virker temmelig mystifystisk at jagte en mulig voldtægtsmand mere end Osama bin Laden.

Jeg mener man anstændigvis må droppe sex anklagerne mod Assange, og i stedet lade lovens lange arm lange ud efter det centrale: Assanges "lækkerier" på Wikileaks. Som altså har akut brug for en ny udbyder.

Hvem vil lægge server til? Jeg forestiller mig at et internationalt nyhedssite snart genåbner Wiki-lækken. Journalister verden over har jo aldrig før haft så meget at skrive om, takket være Wikileaks. Hvem tør?

Jeg kan ikke forestille mig at der for alvor er lukket for det varme vand.

fredag den 28. maj 2010

News in America

Foto: Michael Bacina, Australien

Hvad siger amerikanerne til at der skal bygges en muslimsk stormoske på Ground Zero?, spøger en Mingler.

Well, nu ser mediebilledet noget anderledes ud i USA end i Danmark. Det er i sig selv et godt blog-emne.

Da vi ankom til De Forenede Stater, nappede jeg avisen USA Today for at se hvordan nyheden om den sensationelle danske VM chok-sejr i ishockey var tacklet. Den var jo forsidestof da vi rejste hjemmefra – men i de amerikanske medier fyldte den nærmest ingenting. En lille notits om Stefan Lassens mål, med kort nyt om at det amerikanske team havde været ude i to tætte kampe, og desværre ikke havde haft heldet med sig. Men at det nok skulle lykkedes at spille sig videre i turneringen.

En stor nyhed i et lille land – en lille nyhed i et stort land…

Jeg er en hund efter nyheder, og flimmeren i Liki Tiki Village, Kissimmee har været stillet ind på nyhedskanalen news13

Kanalen viser lokale nyheder, og giver et godt billede af hvad der interesserer folk i Orlando og omegn.

Mens vi var på ferie, handlede nyhederne om alt muligt andet end muslimer.

Det lykkedes at få en efterlyst hjemløs bag tremmer. Han stod bag adskillige brande og bombetrusler, og en årvågen amerikaner fik udbetalt dusøren på over en million dollars for tippet der førte til anholdelsen af den længe eftersøgte skurk. Der var interview af den heldige dusørjæger. Han var glad for at have fundet galningen, så politiet kunne få ham behind bars – og naturligvis også glad for de mange dollars.

Tracy Ocasio er mig bekendt ikke nævnt i de danske aviser, men i Florida er det en stor sag. Hvor er den smukke unge kvinde blevet af? Man frygter for hendes liv.

Det er også vigtigt nyt, når mennesker og dyr kommer på tværs af hinanden. En fyr var blevet angrebet af en alligator, men overlevede og kunne fortælle seerne om hvad der skete. Den slags nyheder tror jeg der er mange af, med Floridas mange farlige krybdyr in mente.

Hvordan bliver vejret en uge frem? Det er snart sæson for tornadoer. Vejrudsigten fylder meget i de amerikanske nyhedsudsendelser, og jobbet som tv-meteorolog kræver mere show og performance end jeg tror der kan presses ud af vejrværterne på fjernsynsskærmen her i Danmark.

Hvordan glider trafikken? Amerikanerne interesserer sig meget for transport, og et fast punkt i nyhederne er meldingen om hvor man skal køre hen for at finde den allerbilligste benzin. Capitol News handlede mest om at cyklisterne nu får mere plads i færdselsloven, og så kører der for tiden en kampagne for at bilisterne skal huske sikkerhedsselen: Click it, or ticket, er sloganet. (Få selen til at sige klik, eller der vanker en bøde)

Vigtigste nyt er hvordan det går med kampen mod oliekatastrofen i den mexicanske golf. Amerikanerne er meget interesserede i det lort BPs Deepwater Horizon har lavet, og nyheden har absolut top priority.

Og så er jeg kommet frem til Mings foretrukne nyhed fra USA:

Ground Zero er ikke længere et særligt punkt på mediernes dagsorden i USA. Jeg læste først om sagen i MetroXpress i Danmark da jeg sad i S-toget på det sidste stykke vej hjem igår.

For mig at se handler det om en gruppe amerikaners frygt for muslimer generelt. Men fakta er jo, at der også var mange muslimer blandt ofrene ved det forfærdelige terrorangreb i New York, og det er sikkert medvirkende til at de fleste ser et muslimsk center som en god ting.

Det er det nok også, men jeg mener World Trade Center jo først og fremmest var en højborg for verdenshandelen. Men i USA ser man anderledes på tingene. In God We Trust, står der på pengesedlerne. Og det er de amerikanske muslimer fuldstændig enige i.

onsdag den 26. maj 2010

Target


Nogen tager min blog fortrædeligt op og kalder den en tom omgang ævl og vrøvl. Jeg er nu ligeglad med sådanne spark, for det passer jo ikke. Der er mange som læser, hvad jeg skriver. Og nu er der mulighed for at høre lidt om vin i USA:

Francis Coppola er blandt de allerstørste ikoner indenfor filmkunsten, og vin kan han også lave. Her sælges en flaske af de eftertragtede dråber for under 20 dollars, og det er faktisk noget billigere end hjemme.

Men ellers er vin generelt lidt dyrere over here, og typisk noget sødere end vi er vant til i Danmark. Vi har i varmen trukket et par flasker kold hvidvin op, og en rosé er også sat til livs, selv om den faktisk var for sød. Størst succes har vi haft med chardonnet fra Sutters Home i literflasker, og en lille papvin kaldet Wine Cube ®: En Pinot Grigio fra Californien. Kold hvidvin smager altid godt, når solen skinner og temperaturen ligger på 90 fahrenheit plus.

Vine fra Beringer sælges til fornuftig pris, selv om de vist er lidt billigere i Netto og Føtex. Vi har nydt Chenin blanc og white Merlot fra firmaet. Gode dråber behøver ikke nødvendigvis komme fra et gammelt vinslot. Nyere amerikanske bygninger kan også bruges.

Nu skal vi så åbne endnu en billig rødvin fra Californien med et pudsigt navn: Barefoot. Den er ligesom vores øvrige vine købt i det lokale supermarket Target.

Barefoot er, ifølge flaskens fodnoter (sic!), impressive, og den vi nu skal igang med, har opnået dobbelt guldmedalje. Alligevel koster den under 8 dollars. Vi vil indtage den sammen med mega store bøffer, vendt på panden i vores ferielejlighedskøkken.

Skål. Den smager af vin, ikke af sukker. Så den er godkendt. Men barfodsvinen er nu ikke ligeså fin og dejlig som Coppolas.

onsdag den 19. maj 2010

Wildlife



Alle de reklamer! Der er ikke en eneste civiliseret plet, der ikke bærer på et reklamebudskab. Selv nummerpladen på bilen reklamerer for myflorida.com, og vores nøglekort er en reklame for den nyeste tegnefilm fra Disney, Princess and the Frog.

Vi er jo ikke kommet til USA for at se commercials, så dagens program er at komme et sted hen, hvor der ikke er blinkende neon og billboards for advokater, kirker og hoteller langs vejen.

Vi kører ad den gamle landevej mod Melbourne. Langsomt tynder det ud i skilteskoven. Vi ser sorte køer på en mark. Store plantager med appelsintræer. Og en cafe inn ved Aligator Lake viser sig at være lukket. Det tegner godt.

Annette drejer ned ad en grusvej. Det er første gang vi ser vej der ikke er asfalteret. Den er til gengæld over ti meter bred. Vi er, skal det vise sig, på vej ind i en nationalpark, der ikke er nævnt på vores kort.

Vi standser bilen ved et ubemandet checkpoint. Man skal skrive sig ind på en blok, inden man kører ind i området, og angive om man er på jagt, fiskeri, telttur… Vi sætter kryds ved wildlife view.

50 meter fra os står en stor lysebrun hjort med lang hale og observerer os. Så springer den afsted lige så pludseligt som den dukkede op. Wouw…

Vi kører ind i området. Iøvrigt som den første bil i dag, ifølge blokken. Her er ingen reklamer, men vi kan se en maskine langt borte i færd med at fælde træer. Vi finder nogle brombærbuske og stiger ud for at smage. Og finder endnu et spændende dyr: Store sorte græshopper der har en gul stribe langs ryggen.

Vi kommer til en loop road og vælger retningen east. Store ørne cirkler rundt i himlen over os. Børnene mener de venter på at vi skal dø. Og så finder vi ud af, at Jeremys nye Pentax har en meget bedre zoom end mit gamle.

På et gammelt afpillet træ sidder en stor sort grip. Og pludselig ser vi et bæltedyr! Vi standser bilen og løber efter det. Det slipper fra os ind i noget budskads, men Jeremy når at tage et foto. Safarien er igang, og vi har allerede fået et stort udbytte.

Hov, der er små harer, eller kaniner? Vores kendskab til den lokale fauna er begrænset, så vi ved ikke, om de har normal størrelse eller er unger. Vi finder også et skelet med noget pels på. Måske et stinkdyr? Alligevel dejligt med et dyr der ikke løber sin vej.

Annette standser ved en mangrove sø. Det er skønt at stå i skyggen og nyde naturens mange lyde og dufte. Her er små fisk, der prøver at snappe små skøjteløbere på vandoverfladen. Og pludselig flakser en gul sommerfugl med vinger på størrelse med håndflader ud over søen.

Annette peger ud på en træstamme ude i søen og siger det er en krokodille. Vi kigger længe. Træstammen rører sig ikke en millimeter. Eller gør den? Jeg vil finde en sten og kaste ud på den, så min kæreste kan komme ud af sin vildfarelse.

Så er det materialet vender sig en kvart omgang! Jo, sgu, det er fanme en krokodille. Og da vi ser ordentlig efter, er der faktisk tre. Wouw. Det her er ikke Gator Park, men store krybdyr i egen vild natur.

Vi ser mærkelige storke, der er utrolig godt camoufleret. Og en ugle flyver forbi os mens vi kører videre. Vi ser også hønsefugle, som vi skyder til at være kalkuner. Annette siger hun lige har set en lang sort slange forsvinde hurtigt væk fra vejen – men vi er ikke sikre på hendes vidnesbyrd, selv om hun jo havde ret i at træstammen før var en dræber.

Himlen er faretruende mørk, og så åbner sluserne sig. Regnen fosser ned. Vi må holde stille, for vinduesviskerne kan slet ikke følge med, selv om de pisker frem og tilbage som metronomer på speed. Store lyn forbinder himmel og jord. Endnu en stor naturoplevelse.

Vi skriver os ud af området som vistnok hedder Bull Creek Triple N Wildlife Habitat og glider tilbage mod Kissemmet. Bladrer lidt i et coupon hæfte, og får en klækkelig rabat på CiCi’s pizzarestaurant.

tirsdag den 18. maj 2010

Sizzler

Foto: Omslaget fra det berømte Supertramp album Breakfast In America

Du får kun en kiks og en tør kop kaffe uden smag, siger min kæreste. Mere er der ikke i en continental breakfast.

Jeg er endnu engang blevet klogere på forskelle mellem engelsk engelsk og amerikansk engelsk. Hvor continental breakfast i England skal forstås som et morgenmåltid som det spises på den anden side af den engelske kanal, så dækker samme betegnelse en skrabet buffet i morgentimerne.

Liki Tiki Village byder hver morgen på en decaf og en lille foodbar. Plus, fordi det er et fint sted, en stor cola, en appelsin og et rødt æble pakket ind i cellofan.

Men selvfølgelig skal vi også prøve rigtig breakfast in America:

Altså kører vi til Sizzler, hvor der er all you can eat for nogle få dollars. Og så er der banko på hele pladen:

Pandekager med honning og orangesyltetøj, stegte kartofler, scrambled egg, bacon, french toast, fritter, oliestegte kartoffelkager, hashbrowns og tykke pølser med Heinz ketchup og Sizzlers egen BBQ dressing, diverse gravy sovse, baked beans, spejlæg, og godt med salt og peber.

Salat i lange baner, tre slags melon, kiwi, æbler, pærer, druer, rosiner, grapefrugt med rødt frugtkød, ananas, couton’er, og meget mere. Af drikkevarer er der kaffe, diet coke, mælk, og hvad man er til i juice. Jeg vælger dog en syvende mulighed: icetea, unsweetend. Ellers får jeg sukkerchok – for vi er slet ikke færdige:

Chokoladekage, apple pie, crossant, flere slags småkager, nøddekage og sorte OREO bisquits med hvid creme. Bagels og hytteost. Der er også ad libitum softice med flødeskum.

Resten af dagen går vi rundt i SeaWorld for at få forbrændt de alt for mange kalorier. Vi springer forståeligt nok frokosten over, og efter solen er gået ned, kan jeg sagtens nøjes med lidt garlic bread med danish blue cheese. Hertil et koldt glas hvidvin.

No problem…

lørdag den 15. maj 2010

Den blå bil

Foto: "Rotorhead", Norge

Vi ankommer tre timer forsinket til lufthavnen i Orlando. Bagagen er først kommet med det næste fly, så den bliver afleveret næste morgen hvor vi skal bo. Vi kan bare tage afsted.

Vores pakkerejse inkluderer en bil, og vi følger skiltene i retning mod udlejningsfirmaerne. De ligger side om side i underetagen. Vi går til Budget og hiver printet frem med oplysninger om vores dyt.

Manden bag skranken vil se creditcard og drivers license. Jeg giver ham et ubrugt Master Card og mit nussede lyserøde kørekort. Han taster ind på computeren, og siger vi mod en beskeden ekstrabetaling kan få en større bil. Jeg siger det er ligemeget.

Men han forklarer at bilen der følger med i pakkerejsen virkelig ikke er værd at skrive hjem om. Og så tager han sin iPhone frem og viser mig et billede af hvad der venter os, hvis vi ikke upgrader. Jeg er ikke skræmt – det er da en helt almindelig bil han stiller os i udsigt. Jeg er nødt til at spørge, hvad der er galt med den.

Han forklarer, at vi jo er to voksne og to børn. Bilen er for lille. Jeg kan selv se, at den kun har to døre.

Men den har vel fire sikkerhedsseler? Joh… Jeg siger at vi er europæere og vant til små firhjulede. Det forstår han, men der er altså ikke meget plads til bagage i sådan en bil vi får, hvis vi ikke tager imod et bedre tilbud. Og det er synd for børnene hvis de skal sidde klemt bagi. Han er sådan set ligeglad, men…

Jeg tænker, at manden vitterlig gør hvad han kan for at vi ikke skal begå en alvorlig dumhed, og beslutter så at vi alligevel gerne vil have en ordentlig bil at køre i.

Sådan bliver det. Vi får papirerne og skal bare gå over i parkeringshuset på den anden side. Der er fuld tank. Nøglen sidder i.

Det er en blå Ford Focus. Jeg sætter mig ind bag rattet. Det kunne være værre. Rattet kunne for eksempel sidde i den forkerte side.

Min kæreste har været i Staterne før, og hjælper mig lidt på vej. Der er automatgear i amerikanske biler, jeg skal glemme alt om min venstre fod. Hvis jeg af gammel vane finder på at koble ud, vil det øjeblikkeligt medføre en katastrofeopbremsning. Venstre fod skal bare stå stand by til vi engang er nået frem og skal gå fra bilen.

Gearstangen er i P og jeg drejer nøglen. Så i R, bakke ud, og fremad i D. Det er egentlig ikke så svært.

Vi har ikke fået noget kort med, vi er trætte efter 19 timers rejsetid og det er helt mørkt. Men vi tager en tilfældig retning og finder snart et skilt hvor der står Kissimmee.

Jeg ser for sent, at vi skulle have været til højre op på en highway. Okay, vi fortsætter ligeud. Jeg kan ikke bare vende kareten. Der er ikke noget U til en vending på gearstangen og forresten er der dobbelt optrukne streger på kørebanen.

Vi aner stort set ikke hvor vi skal hen, men bilen kører nærmest af sig selv. Ungerne flyder ud på bagsædet, der er country på radioen, og vi behøver ikke skamme os. Den blå bil glider smukt afsted selvom den faktisk er lidt mindre end de fleste andre øser.

På et tidspunkt drejer jeg ind på en tankstation for at spørge om vej. Der holder en stor cabriolet med to chatty chubby tøser i. Hende bag rattet fortæller at vi bare skal fortsætte ligeud. Forbi Orange og Arabien Nights. Der kommer en bakke ved nogle broer, vi skal bare fortsætte ligeud. Så ligger Liki Tiki til højre. Om en lille halv times tid…

Det er bælgragende mørkt, men de mange reklamer lyser op. Store billboards med blinkende budskaber om alt hvad du kan spise og se. Og hoteller en masse.

Efterhånden stilner neonlysene lidt af, og jeg drejer ind på en Seven-Eleven. Vi må være i nærheden, så jeg køber øl, chips og cola og spørger om vej igen. Af uransaglige årsager er vi hverken kørt for langt eller for kort. Liki Tiki ligger hundrede meter nede ad vejen. Bali Boulevard?!. Han ved ikke hvad vejen hedder, men jo, Liki Tiki ligger ganske rigtigt lige for snuden af os.

Vi parkerer og jeg aktiverer venstre fod. Vi får nøglekort i receptionen, indtager vores ferielejlighed og falder i dyb søvn. Den blå bil holder uanfægtet ved en palme.

tirsdag den 11. maj 2010

Ro på

Foto: Sverrir Thor, Island

Vi gider ikke nattefrost og overskyet kedelighed om dagen. Nu pakker vi badetøj og stråhat og flyver til Florida. Eller gør vi?


Tænk hvis vind og Eyjafjallajökull vil det anderledes, og asker luftrummet til så vi ikke kan komme over Atlanten!

Om jeg forstår den vulkan… – Hvis det var mig, ville jeg da engang imellem være nødt til at suge luft ned i maven. Man kan da ikke sådan non-stop blæse materiale op i luften.

Jeg går ud i haven og puster alt hvad jeg kan op mod Island. Hvis en vingeslaget fra en sydamerikansk sommerfugl kan starte en tyfon i Fjernøsten – så kan jeg vel også med mine lungers fulde kraft få et islandsk vulkanudbrud til at gå i sin jord igen…

Jeg tigger og be’r, men skal også passe på ikke at jinxe Eyjafjallajökull. Ro på nu. Forhold mig roligt. Selvfølgelig kommer vi afsted til Kissimmee, som kærestens iPhone siger venter over tredive graders skyfrit solskinsvejr til os.

Bjerget taler med store bogstaver: Pak kufferten, husk tandbørsten og stå op før Fanden får sko på. Og tag så en taxa til Copenhagen Airport. Så holder Eyjafjallajökull lidt igen, og så er der Busch Gardens, Seaworld, Wet ’n Wild, Universal Studios m.m.m. for alle pengene. Plus måske et afsides gratis kik på et lift-off fra Kennedy Space Center. Hvis vi er i nærheden den 14. maj…

onsdag den 7. april 2010

Min dollar


Vi skal snart til USA, og da vi i påsken var på besøg hos min søns farmor, fandt jeg tilfældigt en dollarseddel i gæsteværelset.

– Skal jeg ikke tage dem med til Orlando og veksle den til noget koldt øl til din førstefødte?, spurgte jeg.

– Jo, det var da en god idé, sagde mor. Men hun fik så også lige nævnt, at det ikke var en helt almindelig dollar.

Selv om den ser helt normal ud, så vær opmærksom på, at den sikkert er mere værd end dagskursen på approximately femenhalv danske kroner.

Mors påstand er, at min dollar er faktisk kan veksles til en ægte sølvdollar. Det står ovenover George Washingtons fjæs: Silver certificate. Og som man kan læse nedenunder: One dollar in silver payable to the bearer on demand.

På en helt dagligdags 1$ står der bare Federal reserve note og One dollar.

Er der nogen som kan fortælle mere? Er det rigtigt, som min mor mener, at den er mere værd end en Budweiser? Kan jeg virkelig sætte s foran og v bagved mit øl?

mandag den 1. marts 2010

Stjernetosset

Foto: Benjamin Miller, USA

Regeringen arbejder aktivt sidste år for at USA skal begære en dansk statsborger og enlig mor udleveret til retsforfølgelse – for at tjekke om terrorpakkens udleveringsaftaler også kan bruges i noget der har med narko at gøre.

Det er ikke ligetil, men efter et par sværdslag ved danske domstole får den daværende justitsminister sin vilje, og Camilla Broe bliver vristet fra sin datter og smidt til USA.

Så viser det sig at der ikke er nogen sag. Smuglersagen holder ikke vand. Den er forældet. Dommer efter dommer fastslår at Camilla Broe skal løslades. Men hun sidder fængslet i Miami så længe at de amerikanske myndigheder i stedet kan knalde hende for manglende visum når hun endelig bliver sat fri.

Så Camilla Broe må sidde yderligere nogle døgn indtil den danske konsul kommer og henter hende ud af fængslet. Og så står hun dér. Udenrigsministeriet kunne vel for helvede også have sørget for en buket blomster, en æske chokolade, noget pænt tøj og et fly hjem…

Men nej. Camilla Broe bliver interviewet til Ekstra Bladet TV iklædt en tarvelig skidengrå fængselsdragt, forvirret, lettet og rundt på gulvet. Jeg tør ikke tænke på hvad der var sket, hvis ikke to af hendes veninder havde taget hende under armen og hjem til sig i Fort Lauderdale.

Nu må regeringen altså komme frem med klare forsikringer om at regeringen aldrig nogensinde laver en ny Camilla Broe sag. Vores udenrigsminister Lene Espersen er temmelig godt klædt på til opgaven. Hun er nemlig den selvsamme tidligere justitsminister der fra start arbejdede så hårdt for at få udleveringen til USA trumfet igennem.

Der er svigt på svigt i denne sag. Først overser man at sagen er forældet. Så leger man bro, bro, brille med Camilla Broe i de danske retssale. Så glemmer man at visere hende mens sagen kører ubegribeligt langsomt videre i USA. Og til slut svigter man hende endnu en gang ved ikke at gøre noget for hverken hendes hjemtransport eller velbefindende.

Camilla Broe kommer hjem til Danmark i dag klokken tretten. Hun skal være velkommen. Måske vil hun svare på nogle af de spørgsmål der er i den gamle sag – men spørgsmål om vores retssikkerhed skal stilles til regeringen.

Hvorfor har vi egentlig en ensidig aftale med amerikanerne om at danske statsborgere kan udleveres til retsforfølgelse i USA – men ikke omvendt?

Hvorfor har regeringen så travlt med at please USA, at det får retssikkerheden til at rime på Guantanamo? Hvorfor er blå blok politikere så begejstrede for alt med stars and stripes på – at det i Camilla Broe sagen kammer over og bliver stjernetosset?