Foto: Sverrir Thor, Island |
Vi gider ikke nattefrost og overskyet kedelighed om dagen. Nu pakker vi badetøj og stråhat og flyver til Florida. Eller gør vi?
Tænk hvis vind og Eyjafjallajökull vil det anderledes, og asker luftrummet til så vi ikke kan komme over Atlanten!
Om jeg forstår den vulkan… – Hvis det var mig, ville jeg da engang imellem være nødt til at suge luft ned i maven. Man kan da ikke sådan non-stop blæse materiale op i luften.
Jeg går ud i haven og puster alt hvad jeg kan op mod Island. Hvis en vingeslaget fra en sydamerikansk sommerfugl kan starte en tyfon i Fjernøsten – så kan jeg vel også med mine lungers fulde kraft få et islandsk vulkanudbrud til at gå i sin jord igen…
Jeg tigger og be’r, men skal også passe på ikke at jinxe Eyjafjallajökull. Ro på nu. Forhold mig roligt. Selvfølgelig kommer vi afsted til Kissimmee, som kærestens iPhone siger venter over tredive graders skyfrit solskinsvejr til os.
Bjerget taler med store bogstaver: Pak kufferten, husk tandbørsten og stå op før Fanden får sko på. Og tag så en taxa til Copenhagen Airport. Så holder Eyjafjallajökull lidt igen, og så er der Busch Gardens, Seaworld, Wet ’n Wild, Universal Studios m.m.m. for alle pengene. Plus måske et afsides gratis kik på et lift-off fra Kennedy Space Center. Hvis vi er i nærheden den 14. maj…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar