fredag den 7. maj 2010
Pitstop
Bent kører ud til en dækadresse i Haarby, hvor hans bil skal i pit og skifte til sommerdæk. Firmaet hedder noget andet, men blandt bilister i området er det kendt som "Brødrenes dækservice".
Den ene kommer trissende i kedeldragt og smøg i kæften, smækker et par dunkrafte under Merceren, og henter de fire dæk som Bent har opmagasineret her.
Det vrimler med mange hundreder af dæk i store stabler. Men på få sekunder har vor mand fundet min vens dæk til årstiden frem.
Vi spørger til hvilket system dækkene ligger i. Hvordan kan han på et øjeblik hente Bents fire dæk ud fra det fyldte lager. Er det hele kodet ind på computer?
– Næe, det kan vi sgu ikke finde ud af, og sådan noget EDB kan jo også gå ned og gi’ problemer. Brødrene skriver bare kunden på dækkene, og så husker de hvor de bliver lagt. Når man går op og ned af de mange dæk hver dag, så lagrer hjernen næsten automatisk hvor hvis dæk lægges hen.
Man kender det fra antikvarboghandlere: De kan også med (bog)bind for øjnene på få sekunder finde fx I Hemmingways fodspor frem, helt uden bibliotekernes nummersystem og store bogstaver i reolerne.
Brødrene bruger kun en hvid pensel til at skrive på dækkene med. En klog fyrs dæk er mærket Q, en anden endnu mere intelligent kundes dæk har påtegningen IQ. På Bents dæk har brødrene skrevet Alpha, efter hans firma.
Jo, det er sket, at det har taget op mod et kvarter at finde en ejermands dæk frem, men kun hvis manden har ladet konen om forrige dækskift, og den ene bror ikke ved hvad den anden bror har skrevet.
– Du skal have to nye dæk til vinter, får Bent at vide med et skævt smil. Mønsteret er så nedslidt at det er på kanten af det lovlige.
Således orienteret kan bilen efter et kvarters pitstop fortsætte mod Jylland. Det har kostet gratis, for dækkene er købt hos brødrene, som til gengæld sælger dem lidt dyrere end hvad man kan spore sig frem til på nettet.
Det kan hurtigt blive dyrt at købe de billigste dæk, hvis der ikke er gratis service og opbevaring med i prisen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar