Den blå bil

Foto: "Rotorhead", Norge

Vi ankommer tre timer forsinket til lufthavnen i Orlando. Bagagen er først kommet med det næste fly, så den bliver afleveret næste morgen hvor vi skal bo. Vi kan bare tage afsted.

Vores pakkerejse inkluderer en bil, og vi følger skiltene i retning mod udlejningsfirmaerne. De ligger side om side i underetagen. Vi går til Budget og hiver printet frem med oplysninger om vores dyt.

Manden bag skranken vil se creditcard og drivers license. Jeg giver ham et ubrugt Master Card og mit nussede lyserøde kørekort. Han taster ind på computeren, og siger vi mod en beskeden ekstrabetaling kan få en større bil. Jeg siger det er ligemeget.

Men han forklarer at bilen der følger med i pakkerejsen virkelig ikke er værd at skrive hjem om. Og så tager han sin iPhone frem og viser mig et billede af hvad der venter os, hvis vi ikke upgrader. Jeg er ikke skræmt – det er da en helt almindelig bil han stiller os i udsigt. Jeg er nødt til at spørge, hvad der er galt med den.

Han forklarer, at vi jo er to voksne og to børn. Bilen er for lille. Jeg kan selv se, at den kun har to døre.

Men den har vel fire sikkerhedsseler? Joh… Jeg siger at vi er europæere og vant til små firhjulede. Det forstår han, men der er altså ikke meget plads til bagage i sådan en bil vi får, hvis vi ikke tager imod et bedre tilbud. Og det er synd for børnene hvis de skal sidde klemt bagi. Han er sådan set ligeglad, men…

Jeg tænker, at manden vitterlig gør hvad han kan for at vi ikke skal begå en alvorlig dumhed, og beslutter så at vi alligevel gerne vil have en ordentlig bil at køre i.

Sådan bliver det. Vi får papirerne og skal bare gå over i parkeringshuset på den anden side. Der er fuld tank. Nøglen sidder i.

Det er en blå Ford Focus. Jeg sætter mig ind bag rattet. Det kunne være værre. Rattet kunne for eksempel sidde i den forkerte side.

Min kæreste har været i Staterne før, og hjælper mig lidt på vej. Der er automatgear i amerikanske biler, jeg skal glemme alt om min venstre fod. Hvis jeg af gammel vane finder på at koble ud, vil det øjeblikkeligt medføre en katastrofeopbremsning. Venstre fod skal bare stå stand by til vi engang er nået frem og skal gå fra bilen.

Gearstangen er i P og jeg drejer nøglen. Så i R, bakke ud, og fremad i D. Det er egentlig ikke så svært.

Vi har ikke fået noget kort med, vi er trætte efter 19 timers rejsetid og det er helt mørkt. Men vi tager en tilfældig retning og finder snart et skilt hvor der står Kissimmee.

Jeg ser for sent, at vi skulle have været til højre op på en highway. Okay, vi fortsætter ligeud. Jeg kan ikke bare vende kareten. Der er ikke noget U til en vending på gearstangen og forresten er der dobbelt optrukne streger på kørebanen.

Vi aner stort set ikke hvor vi skal hen, men bilen kører nærmest af sig selv. Ungerne flyder ud på bagsædet, der er country på radioen, og vi behøver ikke skamme os. Den blå bil glider smukt afsted selvom den faktisk er lidt mindre end de fleste andre øser.

På et tidspunkt drejer jeg ind på en tankstation for at spørge om vej. Der holder en stor cabriolet med to chatty chubby tøser i. Hende bag rattet fortæller at vi bare skal fortsætte ligeud. Forbi Orange og Arabien Nights. Der kommer en bakke ved nogle broer, vi skal bare fortsætte ligeud. Så ligger Liki Tiki til højre. Om en lille halv times tid…

Det er bælgragende mørkt, men de mange reklamer lyser op. Store billboards med blinkende budskaber om alt hvad du kan spise og se. Og hoteller en masse.

Efterhånden stilner neonlysene lidt af, og jeg drejer ind på en Seven-Eleven. Vi må være i nærheden, så jeg køber øl, chips og cola og spørger om vej igen. Af uransaglige årsager er vi hverken kørt for langt eller for kort. Liki Tiki ligger hundrede meter nede ad vejen. Bali Boulevard?!. Han ved ikke hvad vejen hedder, men jo, Liki Tiki ligger ganske rigtigt lige for snuden af os.

Vi parkerer og jeg aktiverer venstre fod. Vi får nøglekort i receptionen, indtager vores ferielejlighed og falder i dyb søvn. Den blå bil holder uanfægtet ved en palme.