lørdag den 30. januar 2010

Så er det sagt


Ovenpå virakken om den meget omtalte Hamid El Mousti sms-kæde, kan vi alle have brug for et smukt budskab på arabisk.

Billedet er et udsnit af en plakatreklame for Onfone. Snappet med mobilen nede ved S-togsstationen.

Som de fleste vil vide, opstod sms-kæden som en protest mod Langballes uhyrlige udtalelser om hvad muslimske mænd går og laver.

Jeg synes ikke sms-idéen var god, men min vens mediestunt har dog fortalt mig hvordan de fleste danskere definerer begrebet ytringsfrihed.

Langballe må sige næsten hvad som helst. Selvom statsministeren i tirsdags var ude og sige det var dumt sagt af Langballe, har den gamle præst stadig masser af plads i Folketinget. Holdningen er at han var jo bare kommet lidt karl smart kluntet afsted …

Men da Hamid sms’ede at Danmark er regeret af et parti, der siger at muslimske mænd voldtager og myrder deres døtre og niecer, så var der nærmest ingen grænser for fordømmelserne. Det væltede frem med vrede blogs om hvor farlig min ven er for Danmark. Ja, Mousti har sågar modtaget dødstrusler på grund af sin sms.

Man kan vel sige det helt kort: Vi har ytringsfrihed, "de" har ikke!

torsdag den 28. januar 2010

Sexet foto #8

Foto: Daniel Wildman, Storbritannien

Nøglehullet er måske det mest sexede hul overhovedet. Se det her i vivid colours og close-up. Åh, hvor er det frækt… Jeg kunne snildt skrive en erotisk historie med den overskrift. En fortælling spækket med voyeurisme og forbudte tanker. En saftig nøgleroman for folk der var låst fast i et trivielt, mekanisk sexliv.

Men nøglehullet har også en mørk side, som tiden heldigvis er løbet fra. Jeg tænker her på det middelalderlige kyskhedsbælte. Hva'ba!

Kyskhedsbæltet var en slags underlivshåndjern, en bizar g-strengs rustning som skulle beskytte gemalen mod vivens utroskab, når han tog på togt sydpå for at plyndre og voldtage vantro i de varme lande.

Gudskelov er dette torturinstrument forlængst passé. Dåseåbneren blev opfundet, og kyskhedsbæltet fungerede ikke længere som et effektivt værn mod uautoriseret mis-brug. For hurtigt blev dåseåbneren hvermands eje, og mælkemænd, gartnere, staldknægte, postbude m.fl. kunne med det smarte isen-kram gøre enhver indespærret græsenke til en frigjort kvinde.

Gad vide om der samtidigt med kyskhedsbæltets udbredelse kan have været en tilsvarende pølselås eller knaldhætte til manden, hvor det var damen der havde bukserne på?

mandag den 25. januar 2010

Sexet foto #7

Foto: Philipp Rassel, Luxembourg

Kammerat Tom har to store fritidsinteresser: akvariefisk og pornofilm.

Tom er ikke interesseret i rub og stub. Han har sine favoritter. Indenfor akvariefiskene er det især cichlider fra Tanganika og Malawi søerne i Afrika. En stor og meget smuk gruppe fisk, som han kan mange af de latinske navne på.

Indenfor pornofilm er det gerne nogle med stjerner som Peter North, Sarah Young og Katja Kean. Hvis navnene ikke får en klokke til at ringe, så tænk på mere tækkelige skuespillere som Clint Eastwood, Meryl Streep og Sidse Babett Knudsen. Så berømte er North, Young og Kean blandt yndere af pornografi

Hvad er det egentlig der er så interessant ved cichlider og naturfilm? Det er nok svært at forstå, hvis man ikke selv er en fascineret og begejstret fan.

Tom kan sidde i timer foran akvariet og kigge på sine fisk, studere deres verden, deres adfærd og flotte farver. Det er dejligt og beroligende at følge dem med øjnene, som de svømmer frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage…

Sådan er det også med pornofilm, omend frem og tilbage bevægelserne foregår i et noget hurtigere tempo. Der er smukke former og farver og ofte en interessant stillingtagen, noget af det er ganske seværdigt.

Mange tror, at man(d) sidder og masturberer til pornofilm. Det er der helt sikkert også nogen der gør, men de fleste følger bare stille og roligt med i hvad der sker. Nysgerrige efter at se når en fræk slørhale og en lækker sild åler sig i fryd med en flok sømænd fra marinen.

Der er måske i virkeligheden ikke er den store forskel på slaskere og akvariefisk.

Tankerne om sex ligger hos de fleste mænd og kvinder lige under overfladen – men det har for det meste ikke ret meget med hverken fisk eller porno at gøre.

søndag den 24. januar 2010

Kritik

Foto af his daveness på Flickr.com

En anonym kommentator synes jeg skal holde op. Især min igangværende serie om sexede fotos er faldet hende for brysterne.

Vedkommende mener, at jeg er overlegen, og finder mig og mine blogs latterligelangtude.

Jeg undrer mig omvendt over, at nogen kan tro kritik uden afsender er noget jeg tager til mig.

Det kan sikkert være godt med lidt selvkritik en gang imellem. Men ikke lige nu, hvor jeg sammen med min søde og dejlige kæreste har nydt adskillige glas gedigen skotsk whisky af den fineste slags. Så er det mere på sin plads med denne gang selvros inden sengetid:

Jeg synes min blog er et overflødighedshorn af vitaminrige godbidder, som bliver hittet og læst rigtig mange gange.

– Tag dén, jantelov!

lørdag den 23. januar 2010

Avatartid

Foto: Jenny Rollo, Australien

Det er de underligste ting man kan komme ud for på en S-togsstation.

Da vi kom ud fra CinemaxX på Fisketorvet –

(og må jeg i parentes bemærke, at Avatar nok er verdens dyreste film, men efter min mening er historien for tynd til at den vil fylde noget videre i hukommelsen.

Filmen er et sammensurium af ting og sager fra især Second Life, Pocahontas og Alien (hvor Sigourney Weaver også var i en hovedrolle).

Avatar er bestemt en god film, men først og fremmest hvis man ser den med 3D-briller. Der er masser af guf for øjnene. Og øregangene. Lyden er storladen. Der er virkelig pøset penge i produktionen (inklusiv websitet). Det er en imponerende helaftensfilm på både lyd- og billedsiden.

Som min søde kæreste så rigtigt siger: Man sidder ikke særlig længe og venter på at filmen slutter. Altså, Avatar er en flot og forrygende film, men historien er for tynd. Og så kan den heller ikke beslutte sig for, om den skal være uendelig smuk og poetisk, eller  hardcore action.

Parentes slut)

– og ned på Dybbølsbro station, stemplede jeg mit klippekort i den gule boks, og konstaterede at jeg befandt mig i zone 1, klokken 25.15

fredag den 22. januar 2010

Sexet foto #6

Foto: Aron Kremer, Japan

– Oh my God!
Et vanskeligt par tre på golfbanen Atsugi i Japan… Jeg må straks fortælle en historie derudefra:

間違った穴

En handelsrejsende er sammen med sin yngre kollega på vej til Japan. Det er den unge sælgers første rejse til Fjernøsten, og han glæder sig. Man har jo hørt så meget om geishaerne og den østerlandske elskovskunst.

Vel ankommet til det fremmede land går vor unge mand ud i nattelivet. Han møder en smuk japanerinde og de to nyder hinandens selskab. Den lune sake får safterne til at stige, og hun følger med ham op på hans hotelværelse.

Optændte klæder de hinanden af i mørket, og sikke en dansk-japansk affære med eksotisk, hed sex der finder sted! Hun stønner kærligt, da han trænger op i hende:

– Nachagaï ana!  Åhhh, det er helt vildt, og hun sukker igen og igen: Nachagaï ana, nachagaï ana!

Næste morgen fortæller vor unge mand om sit natlige eventyr, og spørger sin erfarne kollega, hvad det egentlig betyder, det japanske udtryk Nachagaï ana!
De bliver enige om, at det jo må betyde noget i retning af fantastisk!, virkelig godt!  Og så tager de ud for at spille golf med den japanske forretningsmand mr. Kenesu.

Mr. Kenesu er en ganske habil golfspiller, og putter for en birdie. Kuglen går i som den skal, og vor mand vælger at give udtryk for sin anerkendelse med sit nys tillærte japanske ordforråd:

– Nachagaï ana!, mr. Kenesu…
Den japanske forretningsmand ser dybt forbløffet på vor mand.

– Hvad mener De… – Det er da ikke det forkerte hul!

torsdag den 21. januar 2010

Sexet foto #5

Foto: Magda Zych, Polen

Hvad er mon det mest sexede dyr?

Hingsten? Delfinen? Leoparden?

– Nej, det må være geden. Den optræder ofte i okkulte sammenhænge, som symbol på liderlighed og brunst. Den er indbegrebet af fuldmåne og usømmelighed. Det er ikke uden grund at man siger om en vampet quinde, at hun er horny, horny, horny…

De snoede horn, lugten, øjnene og den langhårede pels. Det oser langt væk af ugudeligt knepperi, hekseri, satanisme og beskidt, dyrisk begær.

Det er mildt sagt svært at holde styr på alle de associationer. Især i kunstverdenen kan jeg komme noget så grueligt på glatis. Tag fx. kunstværket "Monogram"

Jeg kan læse mig til, at værket fra det svenske Moderna Museet er Robert Rauschenbergs herostratiske homo-vittighed. Men hvordan skal det forstås? Når jeg ser på værket, bliver jeg forvirret og tænker:

Gummiged? Præstetanker? Sex?

Sexet foto #4

Foto: Leslie Pujiono, Indonesien

Jeg elsker den farve. Sagde hun og gav mig en stofprøve. Som jeg hængte op på min opslagstavle og prøvede at indprente mig.

Laksefarvet var for meget sagt. Men i hvert fald ikke gammelrosa. Nærmere sådan lidt ferskenagtig lyserød som en forvasket pink panter i solskin. Jeg fornemmer at mindst én pixel i fotoet her har den helt rigtige farve.

Det mest sexede farve overhovedet. Flygtig og svær at fastholde. Men for min elskerinde og tekstilkunstner bestemt ikke noget problem. Hun kunne spotte den på hundrede meters afstand.

Vi nød et glas rosé i sofaen i den rigtige farve. Mens jeg masserede hende. Hun sad ofte mange timer ved sin store væv af træ og skabte kunst. Samt myoser og infiltrationer som mine stærke, smidige hænder nød at få til at gå væk.

Så blev vi lækkersøvnige og fjollede og endte vandret i hendes store seng på det lille loftsværelse.

Jo, et sexet foto behøver bestemt ikke at ligne noget fra porn dot com. Tværtimod. Det kan i virkeligheden være et hvilket som helst motiv. Hvis bare een lille fjoget pixel har lige præcis hendes ynglingsfarve, så får hele billedet mig til at tænke på sex.

Hendes ynglingsfarve satte i dén grad kulør på erotikken og gjorde den indholdsrig og spændende.

onsdag den 20. januar 2010

Sexet foto #3

Foto: Johan Borg, Sverige

En mand opsøger en psykiater. Han har et stort problem. Han tænker utrolig meget på bryster. Det er helt vildt. De kvindelige attributter er blevet en besættelse for ham.

Psykiateren vil kortlægge problemets omfang og giver manden et stikord:

Meloner. Og straks forsvinder patienten ind i en slags trance og messer lyksaligt for sig selv: Bryster, bryster, bryster, bryster…
Appelsiner, siger psykiateren så. Samme resultat. Manden ligefrem vånder sig i uforløst længsel efter: Bryster, bryster, bryster, bryster…
Det lyder som et svært tilfælde, og psykiateren forsøger sig med et helt andet stikord: Vinduesviskere. Og sørme om ikke manden ,igen, igen, får de samme associationer: Bryster, bryster, bryster, bryster…
Hov, hov, afbryder psykiateren mistroisk. – Vinduesviskere kan da ikke få dig til at tænke på bryster!

Jo, sukker vor mand og bevæger hovedet rytmisk fra side til side, ivrigt kyssende et par imaginære bryster.

Lyt selv efter næste gang du kører bil i regnvejr. Vinduesviskerne lyder faktisk præcis som når man(d) på skift kysser sin kvindes to herlige brystvorter.

Ét, to, ét, to, højre, venstre C-skål…

Sexet foto #2

Foto: "gplatt", USA

Sig det med blomster, lyder et slogan. Og jeg synes sagtens man kan lægge et sigende tryk på dét. For blomster har fast plads i vores allesammens kærligheds- og sexliv.

Skriver jeg Love i søgefeltet på mit foretrukne photosite med royalty fri billeder, så popper der uforholdsmæssigt mange roser op. Især den røde rose signalerer kys, kram og kæl. Ja, jeg har sågar til en fest hørt en minglerkvinde omtale sin klitoris som en rosenknop…

Men for mig er en tigerlilje meget mere sexet. Se hvordan den åbner sig og lokker bierne til sig med længselsfuldt dragende fangarme, som når en fræk neglelakeret pegefinger kalder en potentiel elsker hen til sig. Teach me Tiger, lyder et hit fra en radio engang…

Og jeg tænker tilbage på en stor buket tigerliljer og skøn sex med en blomsterpige fra Amerikavej engang for over tyve år siden. Hun var enormt dejlig og sød. Men desværre holdt forholdet ikke lå længe.

Hun ville nemlig ha’ smæk, og det ønske var jeg ikke så god til at opfylde. Så hun slog op. Jeg slog ikke til…

tirsdag den 19. januar 2010

Sexet foto #1

Foto: Patrick Nijhuis, Holland

Tro det eller lad være: Dette foto får mig til at tænke på sex – og lur mig om ikke det også får andre til at tænke i de baner.

Måske nogen som har elsket i et offentligt transportmiddel. Men mere sandsynligt nogen der som jeg kommer til at tænke på en speciel film.

Billedet viser en typisk gul amerikansk skolebus. De fleste af den slags er lange, men der er også nogle som er korte.

Shortbus hedder filmen. Jeg har set noget af den på TV2 Film – og den er stopfuld af newyorkere, sex og underfundige historier.

I filmen optræder en parterapeut, som aldrig har fået orgasme. Hun er ellers meget glad for sex og for sin mand. Det er ikke bare noget hun siger – i Shortbus får vi skam alt at se.

I jagten på det, franskmænd vist kalder "den lille død", får hun af venner foræret et pink vibrationsæg med fjernbetjening. Hendes mand får fjernbetjeningen, og hun kommer det avancerede sexlegetøj op i sin kusse.

Manden kan altså på afstand "ringe hende op" og stimulere hende. Hun ved ikke hvornår det sker, og han ved ikke hvor det sker.

Pludselig midt i en samtale med en bøsse vibrerer det i hendes underliv. Det er meget frækt. Tror hun.

Men i virkelighed står hendes mand bare i et andet rum og keder sig. Han læner sig op af en væg, med fjernbetjeningen i sin baglomme. Ægget i vaginaen vibrerer af samme årsag, som man uforvarende kan komme til at tænde og slukke for lyset i et værelse ved at læne sig op af dørkarmen, og kontakten…

Det er iøvrigt en skøn film. Det kan jeg sige, selv om jeg kun har set noget af den. Man behøver jo heller ikke spise hele ægget for at vide om det smager godt.

Billedet fortæller mig at jeg skal huske at se hele den æggende film næste gang den bliver vist på flimmeren, meget gerne sammen med min dejlige kæreste.

mandag den 18. januar 2010

Sexede fotos

Foto: "Seer", USA

Der er klart forbud mod pornografi her på vores community site. Og sådan bør det også være, naturligvis. Den regel bliver ikke brudt på min blog.

Alligevel har jeg fået en ubændig lyst til at blogge en serie med fotos som har fået mig til at tænke på sex. Måske ti, ligesom dengang jeg bloggede mine Danmarksbilleder.

Det første kommer i morgen. Det her i dag tæller ikke, for det minder mig meget mere om tegning end om erotik.

Når man tegner croquis, altså tegning af nøgenmodel, så foregår det som regel i et fuldt oplyst lokale. Men et godt trick er først at slukke lyset i loftet og starte med at betragte modellen i skæret fra nogle stearinlys.

Når så lyset bliver tændt, så husker hjernen stadig hvor smukt lyset lagde sig da det næsten ikke var der – og så bliver tegningerne meget bedre.

Hvis hjernen tænker på sex mens man tegner – så bliver resultatet typisk noget hø. Kunsten er at tænke balance, vinkler, former, lys og skygge. Kan man ikke abstrahere fra sex for en stund og koncentrere sig om sin tegning, så har man ikke bestået blyantsprøven.

Barcelona

Foto: Lavinia Marin, Rumænien

Jeg har købt et par billige flybilletter til Barcelona på nettet til mig og min søn i skolens vinterferie. Så i uge 7 indtager vi den catalanske hovedstad, spændte på hvad der venter af spanske oplevelser.

Måske bliver der mulighed for at se Ibrahimovics i rød-blå striber på Camp Nou. Og gå rundt i en tunnel under vandet og se på fisk og andre havdyr, nede ved havnen.

Ellers er der jo tapas og paella. Varm kakao til morgenmad. Og oliven, som vi begge holder meget af. Sammen med rødvin og miranda appelsinvand

Jeg synes også vi skal røre ved en palme, og kigge lidt nærmere på ham Gaudi, arkitekten som ikke brød sig synderligt meget om linealer.

Vi skal møde andre mennesker, både spanske og turister fra fjerne lande. Gå og kigge på ramblaen og være glade over at man for få tusinde kroner kan få vinteren lidt på afstand.

Det skal nok blive sjovt, med en mosaik af ferieminder at tage med os hjem og fortælle om.

Hvis nogen har gode links og forslag til hvad vi kan opleve i Barcelona, så er de mere end velkomne.

lørdag den 16. januar 2010

Tranebær

Foto: Lavinia Marin, Rumænien

Det er ligesom med slik – det er alt for meget. Tre pakker til fals for 25 kr. Vi taler om hvidchokoladeogtranebærssmåkager. Eller på mere moderne dansk: White & Cranberry Cookies.

Heldigvis viser det sig at tranebær er en sund spise. Overordentlig sund, endda. Det lille bær indeholder antioxidante stoffer, som forebygger tandkødssygdomme og modvirker kræft. Det er videnskabeligt bevist, at tranebær mindsker risikoen for mavesår og er godt for kredsløbet. Og så er der oveni det store indhold af vitaminer.

Der er desværre kun 8 gram tranebær i en pakke med 225 gram småkager. Men på den anden side, så falder det jo fint i tråd med de fornuftige anbefalinger omkring søde sager: Lidt men godt.

Jeg sidder i toget på vej ind til en tiltrængt klipning hos Daniella. Det vil sikkert vise sig at tranebærssmåkager også er også godt for godt humør, smukt hår og klog vending af verdenssituationen, sammen med en kop af frisørens egen håndlavede kaffe.

torsdag den 14. januar 2010

Frø over frø

Foto: Mateusz Stachowski, Polen

Sikke noget. Alle har højlydt sex med hinanden, her i søen hen på dagen. Der er virkelig gang i den, kan man både se og høre.

Det sker vist kun en enkelt gang hvert år, så det er klart de går til den. Hopper i med hvemsomhelst. Laver sidespring til alle sider.

Det er næsten umoralsk at fotografere midt i deres store fælles kopulering. Og temmelig frækt bagefter at publicere sådan en gang grovbolleri.

Selv om billedet er taget på et offentligt sted, så er parret her jo under alle omstændigheder knipset igang med noget yderst privat.

Og hvadenten der er tale om et dobbelt portræt, eller et situationsbillede, så er det nok bedst få de tos samtykke til at vise fotoet frem i et større forum.

Men der er ingen indvendinger. De to har ikke et kvæk imod at blive lagt på nettet. Hverken frømanden eller -kenen.

onsdag den 13. januar 2010

Global nedkøling

Foto: Joe Tyson, USA

Billedet siger det meget klart. Snemanden er glad. Den globale opvarmning er midlertidigt aflyst. Januar kan blive den koldeste måned i mange, mange år.

Hvordan kan det nu være? Tjo… Solfysikerne er ikke så overraskede. De har længe konstateret, at der er en nøje sammenhæng mellem temperaturen på jorden og aktiviteten på solen. Det er vel egentlig soleklart, at de små sorte pletter på den har stor betydning…

Det med solpletaktiviteten og den globale dommedagsopvarmning er en interessant historie, som min ven John for to år siden har begået en blog om. Den holder den dag i dag.

Temperaturen her på den blå planet bevæger sig lidt som aktiekurserne. Bedst som man tror det kun kan gå opad i et ophedet marked, så vender det pludselig, fordi nogen har siddet og boblet.

Men det er immervæk også svært at sige hvordan vejret vil udvikle sig. En meteorolog skal løse en ligning med rigtig mange ubekendte: Hvad siger det indendørs barometer, og hvad viser det udendørs termometer, og hvad vej vender vejrhanen? Blæser det pelikaner på Azorerne og Hebriderne?

Hvad kan vi reelt sjusse os frem til? Selv med de allerkraftigste computere er det svært at regne ud, præcis hvordan klimaet arter sig engang ind i næste uge. For ikke at sige umuligt.

Men al erfaring siger at efter vinter kommer vår. Snemanden bliver garntrisset våd og tør en dag.

mandag den 11. januar 2010

Menneske robot

Foto: Daniel Jaeger Vendruscolo, Brasilien

Roxy har været til numerolog og fået rettet lidt på navnet. Roxxxy signalerer i højere grad at hun er til sex.

Hun er noget så mærkeligt som en sex robot. En gummidukke i menneske størrelse. Hun er for nylig præsenteret på Adult Entertainment Expo i Las Vegas, iklædt sort lingeri.
TV2 rapporterer.

Det nye er, at legetøjet er udstyret med kunstig intelligens. Sensorer i den meget autentiske krop registrerer når Roxxxy bliver holdt i hånden. Så kan hun finde på sødt at sige: "I love holding hands with you".

Det er da rart at man selv i pornobranchen forstår, at mænd ofte vil mere end gigastore siliconebryster. Konversation, fx. Det er et lille, men vigtigt skridt, at firmaet bag robotten, True Companion (sic!), har tænkt at en sexet robot til mange tusinde dollars også må have hjerne og kunne føre en samtale i sengen.

Hvem ved, måske tænker produktudviklingen for ting til mere overkommelige priser i samme retning, og arbejder på en dildo der kan ejakulere et skud protein og blive slap bagefter?

Jeg synes faktisk det er positivt at nogle robot ingeniører søger at skabe personality og conversation foruden de indlysende lifelike movements.

Desværre søger nogle mennesker omvendt at ligne robotter. Roxxxy har unægteligt en vis lighed med Lady GaGa

Lazy chiller

Foto: Oscar Dollas, Danmark

Sidder i S-toget på vej hjemad. Det stopper ved alle stationer, så der er god tid til at hive den bærbare frem. Men som det ofte er, er Gratis Danmark netværket i uorden. "Problemer med indlæsning af Mingler.dk".

Okay, så finder jeg da bare på noget andet, og fisker mobilen frem. Den har indbygget FM radio, og sørme om ikke jeg også har et sæt høretelefoner i inderlommen. Jeg vikler ledningerne fra hinanden og plugger det tobenede stik i. Søger frem til 107,1 mHz, hvor displayet bekendtgør, at kanalen hedder Energy.

Musikken minder mig lidt om en af mine første plader. A Brazilian Love Affair med George Duke. Eller Georg Greve som vi kaldte ham dengang i gymnasietiden.

Radioen er vist egentlig for yngre lyttere. Der er tilsat en del tekno tingeltangel. Og jeg kan pludselig huske, at jeg som dreng tænkte over, hvad jeg ville lytte til når jeg engang blev gammel. Ville jeg også komme til at kunne lide det mine bedsteforældre holdt af. Sådan noget man som barn kunne høre i programmet "Hvorfor hører man aldrig…"
Tiden nærmer sig. Inden der er gået tyve år, er jeg på folkepension. Er jeg så også på danske ting med Birthe Kjær og Rachel Rastenni? Eller bevarer jeg min hang til funk, jazz, rock – og andre fourletterwords?
Stationen proklamerer med sort lækker kvindestemme, at this is the best place to chill. Okay, det bliver måske betegnelsen på min fremtids gammelmandsmusik. Chillout. Det er nu ikke så ringe.

Jeg kan godt se mig selv trisse rundt med stok i parcelhuskvarteret med sådan noget musik i ørerne. Det bliver en alderdom uden særlig meget Dansktop og Giro 413, tror jeg.

søndag den 10. januar 2010

Dag derpå


Sådan en søndag efter en genoldig mingler fødselsdagsfest hos Olsen er velegnet til et museumsbesøg sammen med Jeremy.

Vi går på Zoologisk Museum, som siden jeg sidst var forbi, har nyindrettet Oceanhallen i Darwins tegn. Hans teori er alt andet end en finke der røg af panden. Næ, den er søsat ud fra studier af de forskellige finker der lever på Galapagos øerne. Darvins finker har udviklet næb efter om deres "føde-ø" byder på insekter, hårde frø eller nektar fra kaktus.

Aha, tænkte Darwin. Hans videnskabelige arbejde får masser af visuel support på øverste etage på Zoologisk Museum, og Jeremy bliver inspireret til at komme med et guldkorn: Aberne opstammer til mennesket. Den sidder lige i øjet, og så snapper jeg et foto med mobilen.

Gud nedstammer fra aberne, siger Jeremy så pludselig. Men den slags ytringer kan føre til krig og opstandelse, så jeg tysser og håber ikke nogen har hørt ham. Arternes oprindelse frygtes jo af mange som religionernes nedrundelse. Vi kigger på en havøgle og et skelet af et tonstungt skjolddyr, som vistnok havde en snabel engang for 4000 år siden.

Og så tager vi elevatoren ned og vinker farvel til en model af gejrfuglen som det lykkedes søfolk at spise og koge til lampeolie i et sådant omfang at den ellers talrige fugl uddøde i 1800-tallet.

fredag den 8. januar 2010

Opmand

Foto: Dimitris Petridis, Grækenland

Hvorfor skifter vi så mange gange mellem start og stop, inden vi for alvor kommer igang med dagens dont?

Optimistisk er mobilens vækkefunktion sat til halv syv, hvor den snurrer og spiller en elektronisk fanfare. Søvndrukken trykker Skat ok og snuer videre. For om ni minutter gentager den sin alarm. Og om atten, og 27…

Sådan går det meste af morgenen hak i hak. Start, stop, start, stop… Det er virkelig ikke nemt at komme op og igang. Jeg er som familiens opmand i lodret stilling klokken syv og trisser på bare fødder ud i køkkenet.

Vi skal have kaffe, som biler skal have choker. Tragten får lidt ekstra krudt, for det er hundekoldt udenfor.

Tøsen skal i skole, og tilkendegiver med sit hmmmm at hun er vågen og så alligevel ikke. Hun bliver liggende i håb om at falde i søvn igen, så jeg for sjov kan ruske liv i hende igen om cirka ti minutter.

Jeg stiller en kop kaffe og en ristet morgenbolle ved kærestens sengekant og starter flimmeren, men undlader betænksomt at tænde det skarpe lys.

Den endegyldige start udskydes til sidste øjeblik. Så er min kvinde i tøjet, og ude af døren. Hun når lige akkurat bussen ved stoppestedet. Og tøsen kan nok engang lukrere på, at skolen først ringer ind fem minutter over otte. Med tre halve og et stykke agurk til spisefrikvarteret i tasken træder hun i pedalerne og er væk.

Start og stop. Rød og grøn. Det er som om morgenen mangler en gul pauseknap.

onsdag den 6. januar 2010

Pakkeløsning

Foto: Mateusz Atroszko, Polen

Camilla Broe er dansk statsborger, men blev alligevel udvist til USA, som har sigtet hende for medvirken til indsmugling af 106.000 extacy piller i gamle dage. Og nu viser det sig sgu at sagen mod hende er forældet. Der er altså ikke nogen sag, og hun kan formentlig snart vende hjem til sin lille datter, der har måttet undvære sin mor i over fire måneder.
Det juridiske grundlag for at udvise hende? Svar: Terrorpakken. Som om Camilla er terrorist…

Greenpeace aktivister i limousiner og stiveste puds sneg sig ind foran verdenspressen på den store forkromede COP15 galla aften og foldede et par bannere ud med opfordring til at gøre noget i stedet for bare at snakke. Flere af dem blev fængslet af politiet og skulle sidde bag tremmer over jul og nytår. De er først i dag blevet løsladt.
Det juridiske grundlag for den lange varetægtsfængsling? Svar: Lømmelpakken. Som om Greenpeace er en flok gemene gadedrenge…

Jeg synes at de politikere der har så fandens travlt med at udvande vores frihed og borgerrettigheder, skulle have en ordentlig røvfuld.
Det juridiske grundlag for en sådan fysisk afstraffelse? Svar: Bankpakken, selvfølgelig. Der må snart sættes en stopper for magtmisbruget på Christiansborg…

Slik

Foto: Peter Bartelt, Tyskland

Børn får megameget guf når de er til fødselsdag hos en klassekammerat. Og der er som bekendt mange børn i hver klasse, så Naja og Jeremy kommer ofte hjem med slikposer, som de ikke kan spise op.

Så må vi jo som forældre træde til. Sutte Werther’s Echte og tygge MaoaM i timevis, og komme Pez i de små beholdere med nikkehoveder af Nemo, Monster og Æsel fra Schrek. Det er simpelthen ikke til at æde sig igennem godterne.

Der er for mange. Vi har en hel skuffe fyldt med overskudsslik fra fødselsdage, hvor ungerne også har konsumeret lagkage med flødeskum og kakao og kagemand, med endnu mere slik på.

Da jeg var dreng, synes jeg kun vi fik en lille pose med Haribo vingummibamser. Eller en lille æske Spunk eller californiske rosiner. Hvis vi var heldige. Idag vælter børnene sig i en overflod af slik, og jeg kan slet ikke følge med.

Hertil kommer forældreslikket. Lakridser og økonomipakker med M&M’s og After Eight i brunt silkepapir. Jeg trænger i dén grad til at gå sukkerkold. Men forbruget eskalerer. Mere, mere, mere. Næste gang der er fødselsdag her i huset, skulle vi måske tømme skuffen og lade være med at købe mere nyt slik.

tirsdag den 5. januar 2010

Sjov is

Foto: Karin Lindstrom, Sverige

Stort snefald, frostgrader og is en masse. Og alle taler kun om deraf følgende problemer. Trafikken snegler sig afsted og sneplove kører døgnet rundt. Isbryderne gør klar til arbejde i havet omkring Danmark. Isvinteren er på vej.

Men det handler jo ikke kun om bøvl og forsinkelser. Jeg synes også det er hyggeligt. Morgenkattepotespor i sneen hen til havedøren. Som jeg åbner og lukker. Det er hundekoldt og Bølle tager sig en indedag.

Der er mange sjove former at se på nu, når man lukker ørerne for pendlernes problemer med den al for meget sne og is. Det er vigtigt at have øje for de gode oplevelser vintervejret også giver.

mandag den 4. januar 2010

Uvelkomne kvinder


Foto: Heather Sorenson, USA

Jeg er næppe den eneste minglermand, der af og til får mail fra en vildtfremmed kvinde, som fortæller at hun har tjekket min profil ud her på 24.dk, og er så begejstret at hun synes vi skal udveksle billeder…

Mønstret er det samme hver gang. Hello dear one. Hun skriver på engelsk og dårligt Valby dansk, at jeg skal sende mit foto til hende på en yahoomail, så vil hun sende mig sit.

Dumme knallert. Hun har overhovedet ikke læst min præsentation, for så ville hun vide at jeg overhovedet ikke er kærestesøgende. Og hvis jeg var, hvorfor i alverden skulle jeg så kontakte en der er totalt intetsigende og kalder sig "Gladys" i gåseøjne?

Hun kan hoppe i havet. Jeg videresender mailen til 24Support, med besked om at jeg synes profilen (senest Romantic750) skal slettes. Og det bliver den så, plus at damens ip adresse bliver banned.

Nu er det iøvrigt ikke sådan, at jeg hader kvinder. Hende på fotoet slapper af og spammer ikke nogen. Hun er fotograf og grafisk designer, og dette er et af hendes favorit fotos. Jamen, det er da helt okay. Hun får en mail om at jeg har brugt hendes foto på sxc.hu i dagens blog.