Viser opslag med etiketten foto. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten foto. Vis alle opslag
tirsdag den 26. februar 2013
Fars ungdomskæreste
Sådan så hun altså ud, hende Vivian. Fotoet er lille, knapt seks gange seks centimeter. Jeg tror min far har fået det med sig, da kom ud at sejle med Ø.K’s motorskib “Erria”.
Til min egen Wilson, har Vivian skrevet i hjørnet. Noget i den retning, i hvert fald…
På bagsiden han hun med fin og sirlig skrift skrevet noget mere:
Til min bedste ven
good luck, good health, God bless you
it’s all my heart can say
good luck, good health, God bless you
and guide you all your way
no matter where you wander, wherever you may go
good luck, good health, God bless you
and keep you and bring you safe me back home
Vivian
Jeg har googlet første linje, og fundet frem til at ordene stammer fra en drivende sentimental popmelodi fra 1950. Steve Conway synger, og så er der pludselig sprød lyd til det gamle kærlighedsfoto. Hør selv:
https://www.youtube.com/watch?v=9fUjJtSqCt4
Pigen på fotoet er smuk. Hende kunne jeg som ung selv være blevet forelsket i. Navnet er mig heller ikke fremmed. Jeg har selv kysset en Vivian engang. Og så kan man jo få den finurlige tanke, om jeg også på dén måde er arveligt belastet.
Min far havde bare alt for mange kærester. Ingen kender det præcise antal, men han må have haft hundredvis af damebekendtskaber. Det var som om han samlede på dem – og han lagde bestemt ikke damejagten på hylden bare fordi han fik kone og børn.
Men Vivian var hans første kæreste. Hun har altså en særlig plads i samlingen.
Hun er omtalt flere gange i de skriv jeg har fra hans hånd, eksempelvis i de nye gamle papirer, jeg fandt i en papkasse sidste år.
Store dejlige dådyrøjne og fløjlsblød overalt…
– Jo, han har været meget glad for hende. Og han fortæller at hun er Sjøgrens datter, boede ude i Kigkurren og arbejdede på et rejsebureau. Nogle gange optrådte hun. Han skriver at hun havde en datter der hed Linda. Og så fortæller han hvorfor han slog op med Vivian:
Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed…
Men dén forklaring på bruddet er skrevet i 1975. Dengang det skete, var årsagen skam en anden. Det kan jeg læse i hans dagbog – En sømands dagbog. Her fortæller han i 1951, at han var uvidende og uerfaren. Han var 16, hun var 19. Og hun var hans et og alt.
En dag skete noget alvorligt. Hun fortalte mig at vi blev nødt til at skilles, for hun havde et barn udenfor ægteskab. – Mit første bekendtskab med det kvindelige køn blev en alvorlig skuffelse. Jeg var dybt ulykkelig…
Hvilken version er mon den mest rigtige? Var det Vivian som slog op, eller var det min far? – Jeg er ikke i tvivl; Det er altid større sandhedsværdi i dagbøger end i efterrationaliserede erindringer. Det var Vivian, som slog op, og problemet var det uægte barn. Vivian var nået frem til, at min far ikke ville kunne forholde sig til hendes lille datter – og det har hun sgu nok haft ret i.
Blandt nogle gamle fotos jeg fik af min bror Thomas i vinterferien, lå der underligt nok en kuvert fra Islands Brygges Apotek med blandt andet receptblanketter, udklip, et par ubrugte pasfotos og et brugt rationeringskort for sukker og kaffe, oktober 1951 - maj 1952.
Nogle af papirerne er Vivians. Derfor ved jeg, at hendes fulde navn er/var Vivian Lillelund. Hun boede Kigkurren 10 og hendes læge hed Halvor Bach (som også var min fars læge).
Der ligger også et visitkort fra Mødrehjælpens sociale og lægelige konsultation, Kroghsgade 1, 1. sal tv, værelse 15, med oplysninger om træffetid, som aftales personligt i den daglige åbningstid kl. 12:30 - 13:00 (lørdag dog undtaget).
Måske lever Vivian endnu. Måske kan hendes datter, der engang hed Linda Lillelund genkende sin mor. I så fald vil jeg meget gerne kontaktes.
Jeg vil gerne blive endnu klogere på min slægts historie. Det er planen at samle op i en slags slægtsbog, som jeg tror kommer til at hedde “Typisk Wilson”.
mandag den 25. februar 2013
Berømt foto
![]() |
| Foto: Frihedsmuseet |
Hvad var det egentlig for et foto min far fik nævnt i sit skriv dengang i Bavnehøj Skoles jubilæumsskrift? Det har jeg spekuleret på, lige siden Mørke minder.
Men nu tror jeg billedet er fundet, med hjælp fra Henrik Lundbak på Frihedsmuseet.
Han mener der må være tale om et billede fra den ene af de to dokumentarfilm, der blev lavet om Danmark under besættelsen, Danmark i Lænker og Det gælder din Frihed.
To film, som i 1955 blev klippet sammen og suppleret med udenlandske klip, og fik titlen De fem år.
Som så igen blev cuttet ned til en skoleudgave i 1960. Hvor de første i høj grad blev båret frem af den mytiske fortælling om de tapre frihedskæmpere, som gav de tyske fnatmider (citat fra Gunnar Nu Hansens speak) nogen på frakken, så kom der efterfølgende noget mere konsensus over historien. Til at begynde med blev samarbejdspolitikken faktisk ikke nævnt.
Episoden, hvor to frihedskæmpere afvæbner to tyske officerer, fandt sted til ære for fotografen. Det skulle på celluloid, at sådan en aktion kunne ske på åben gade.
De to tyske toldembedsmænd (officerer) fik hver stukket en pistol i mavsen og hurtigt og effektivt frastjålet deres tjenestevåben. Det var frækt gjort, meget ydmygende for besættelsesmagten, og så ved højlys dag!
PS: Der er dansk-svensk digtaften i Frihedsmuseet onsdag den 13. marts kl. 19, med oplæsning af stærke tekster af Otto Gelsted, Hjalmar Gullberg, Poul Henningsen, Pär Lagerkvist, Johannes Jørgensen, Kjeld Abell, Harry Martinson, Erik Lindegren, Halfdan Rasmussen, Jørgen Nash, Anders Österling og Morgen Nielsen.
Etiketter:
amager,
besættelse,
danmark,
foto,
frihed,
krig,
modstand,
wibrandtsvej
torsdag den 13. september 2012
Muhamedbilleder
![]() |
| Foto: “Dcubillas”, Spanien |
Det er forstemmende, at vi nu igen skal trækkes med en konflikt, fordi der på den ene side er en masse muslimer som i troens navn føler sig krænkede, og fordi der på den anden side er en masse ikke-muslimer som i ytringsfrihedens navn føler at de religiøse forestillinger skal udfordres.
Jeg har nok et ben i hver lejr. For jeg mener jo folk må tro på hvad de vil. Men jeg mener også, folk skal have lov til at sige, tegne og fotografere hvad de synes.
Desværre er det langt fra alle mennesker der kan leve med både ytrings- og religionsfrihed. Derfor går det galt rundt omkring i verden; I forgårs blev USA's ambassadør og tre embedsmænd i Banghazi i Libyen dræbt på grund af en åbenbart blasfemisk amerikansk amatørfilm.
Attentatet er fuldstændig hul i hovedet, og de fleste libyere er da også kede af, hvad der er sket. For dem var ambassadøren en ven.
Jeg vil i de kommende dage blogge nogle Muhamedbilleder. Ikke billeder af profeten, men derimod nogle fotos hvor islam og danske kultur er tørnet sammen – hvis man partout vil se snævert på det. Men der er skam også plads til et bredere perspektiv.
lørdag den 18. august 2012
Et foto
![]() |
| Foto: “Snabel”, alias Jørgen Abelsen, Ærø |
Hvordan gør han?, tænker jeg.
Igen og igen lykkes det min ven på Ærø at tage et helt fantastisk billede. Hvorfor kan jeg ikke tage et, der er lige så godt? Hvad er det der gør, at min ven gang på gang viser sig at være en langt bedre fotograf end mig?
Det er ikke fordi mit kamera er dårligere end hans. Min ven havde, så vidt jeg husker, to defekte kameraer. Så tog han huset fra det ene, og knaldede objektivet fra det andet på. Så havde han ét der duede. Det klarer han sig særdeles godt med, som det ses.
Mit eget kamera er spritnyt. 14 mega pixels. 5x optisk zoom. Vandtæt, ned til 10 meters dybde. Det kan tåle at blive tabt 2 meter, det kan operere i frost ned til minus 10°C, og støv er heller ikke noget problem.
Når jeg bruger det, finder det selv ud af at stille skarpt. Jeg skal bare trykke på knappen – vupti, så er billedet taget, korrekt eksponeret og alting. Og så er kameraet endda ikke større end en pakke cigaretter, og iøvrigt smukt metalgrønt.
Jeg er forbløffet over så meget mit kamera kan. Det finder selv ud af hvad jeg er igang med. Er det et portræt, finder det selv ansigtet og måler lyset helt præcist. Er det et landskab, retter det sig ind efter dét. Kameraet ser også selv, om det er aften eller højlys dag. Og ikke nok med det:
Nu tager jeg et billede af en kirke, og mit kamera fortæller, hvor vi er henne. Der er indbygget gps, og en tekstbesked kommer frem på displayet: Skanderup kirke, Kolding, Syddanmark, Danmark. Tænk at noget der er produceret så langt væk som i Japan kan være så stedkendt!
Billedet er flot, kirkens skønhed kommer til sin ret. Men min vens billede er tusind gange bedre. Derfor er det hans foto, jeg lægger på min blog.
For det kan alle se er fremragende. Og jeg føler mig inspireret til en billedtekst:
Gud lægger de regntunge skyer på hylden og åbner for perfekt høstvejr i weekenden, med høj sol, let brise og temperaturer på op mod 30°C.
Som sagt, alle kan se det er et fremragende foto. Men min ven fotografen kunne som den eneste se det allerede inden det blev taget.
fredag den 28. oktober 2011
Afrika
![]() |
| Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika |
Et billede siger mere end tusind ord, stod der engang i en Kodak reklame. Og dén punchline vil jeg overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved, for jeg har som dreng læst bunker af National Geographic, selv om mit engelske ikke rigtig rakte til at læse artiklerne. Men jeg læste alle de vidunderlige billeder, taget af verdens bedste fotografer. I dén metier har det længe været topmålet af succes, hvis man opnåede at få et foto på forsiden af netop National Geographic.
Til et lille foredrag i FIKOM med afsæt netop det gode, gamle Kodak slogan er jeg imidlertid blevet klar over, at National Geographic i september 2005 for første gang i en menneskealder udkom uden et forsidefoto.
Forsiden var blank! Altså bortset fra den gule ramme og nogle få velvalgte ord: Africa. Whatever you thought, think again. Læserne skulle selv danne deres Afrikafoto – og inde i bladet opleve en anden virkelighed. Noget der fik dem væk fra det automatiske billede af en lille afrikaner med store øjne, udspilet mave og tom madskål. For sådan er det ikke.
Jeg er bange for, vi stadig får forkerte billeder ind på nethinden, når vi tænker Afrika. Tag f.eks. befolkningen i Libyen, som Muammar Gaddafi hærgede i fyrre år – de viser sig i virkeligheden at være liebhavere: Der kunne nemlig være hele fire Bill Gates’er indeni den nordafrikanske diktator. Gaddafi var verdens rigeste mand. Og hele hans eksorbitante formue tilfalder naturligvis libyerne.
Noget andet er, at det er eddersvært at tage et foto, som udtrykker verdens største kontinent. Det er simpelthen for stort, og mulighederne så mange, at det ikke kan siges i ét billede.
fredag den 2. september 2011
Østerlid
![]() |
| Foto: Nationalttestcenter.dk |
Uanset om man er for eller imod megavindmøllerne i Østerild Klitplantage, så har modstanderne lagt nogle helt vidunderlige fotos af området på Flickr.com
Bare tag det her, og tilføj så nummer 402 i Den Danske Salmebog. Hvis en fiffig skovnisse bytter rundt på de to næstsidste bogstaver i andet vers’ tredie linje, og så lyder det sådan her:
Den signede stund, den midnatstid,
vor Herre han lod sig føde,
da klared det op i Østerild
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som Jordens bold
skal lysne udi og gløde.
mandag den 15. august 2011
Tyvstart
![]() |
| Foto: Shlomit Wolf, Israel |
Det viser sig, at Venstre har tyvstjålet fotomaterialet til sin kampagne “Kig bag facaden”. Fotografen bag billederne af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal hedder Lars Svankjær, og han kræver Venstres kampagne stoppet. Simpelthen.
Det må være ekstra chokerende for fotografen at hans ophavsret er krænket af statsministeren, som jo ellers også er pressens minister.
Venstre har i første omgang prøvet at snakke sig ud af problemerne med en sludder om at man jo bare havde lånt Svankjærs pressefotos – en forklaring som straks er blevet afvist af Danmarks Journalistforbund.
Venstre har ikke lånt, men tyvstjålet fotografens billeder. Lars Løkke Rasmussen må straks på banen, og fortælle hvad Venstre vil gøre for at rette op på den ulovlige brug af Helle og Villys kontrafejer.
Og må jeg så iøvrigt pege på en anden ting, som efter min mening også skal være i orden, inden regeringspartiet knalder en valgkampagne med portrætter af partilederne for S og SF ud over hele det danske mediebillede:
Der skal helt formelt udskrives valg.
torsdag den 12. maj 2011
Kaffe uden kaffe
![]() |
| Foto: “Coffee prospectives” af Riccardo Bruni, Italien |
Et dejligt foto. Det er lige præcis de farver, god kaffe smager af. Godt set af fotografen. Havde der været kaffe i koppen, ville billedet ikke have været helt så godt.
Den runde form får mig til at tænke på en dartskive. De fleste vil sigte efter midten og håbe på det bedste. Rammer de det lille røde centrum, hedder det Bull’s Eye og 50 point.
Men professionelle spillere tænker lidt ud af (b)oksen og sigter lidt højere. I dart er triple 20 immervæk tyve procent bedre end et pletskud.
Sådan er det også for fotografer. Et rigtigt pletskud er altid skudt lidt ved siden af. Og det her uden kaffe er mere mocca end et almindeligt knips med en kop kaffe i søgeren.
søndag den 20. marts 2011
Farveblyant
![]() |
| Foto: Naja |
Det er overraskende så flotte ting børn kan kreere på deres computer. Tag nu for eksempel det selvportræt min papdatter har taget her.
Efter at Daniella havde klippet hendes hår, satte hun sig foran sin MacBook og aktiverede med Photo Booth dens webcam. Og af de effekter, programmet stiller til rådighed, valgte hun "farveblyant".
Det kom der dette udmærkede foto ud af. Da jeg spurgte, hvorfor hun kigger til siden, får jeg at vide, at det var fordi vores tossede kat Bølle gik forbi.
Se, det var historien bag Najas nye profilbillede på Fjæsbogen.
mandag den 14. marts 2011
Hovedtræk i dansk udlændingepolitik
Min blog om Rønns fyring er blandt ugens håndplukkede i nyhedsbrevet fra 24.dk. Men jeg er kommet i tvivl om, hvad der egentlig skete, da vi fik en ny integrationsminister.
Når Birthe Rønn kalder sin efterfølger Søren Pind for sønnike, så tænker jeg, at hun selv har anbefalet ham til stillingen. Mon ikke hele den lange redegørelse om de ulovlige afslag til statsløse, undersøgelseskommissionen og den lange samtale med statsministeren i virkeligheden har været skalkeskjul for, igen-igen, at feje alt møget ind under gulvtæppet. Og ikke vende op og ned på mere end allerhøjst nødvendigt.
I hvert fald har Søren Pind på posten kun ført endnu mere ballade og uro med sig. Han har lovet endnu flere stramninger af udlændingeloven. Og hittet et nyt fnidderord i fremmedordbogen: Assimilation.
På Facebook har sjove hoveder fundet på at udskifte deres profilbilleder med Søren Pinds portræt. Så kan alle se, hvad der sker, hvis man følger Pinds devise om at "de skal blive som os, eller de skal blive væk".
En god ven oplevede for år tilbage et lignende scenarie til sit jubilæum hos F.L. Smidth. Alle medarbejderne havde taget masker på, så hele koncernens hovedkvarter vrimlede med Anders Godiksen'er. Det var sjovt – men det var fandeme også uhyggeligt, du!
Jeg tror det er farligt at låne en andens kontrafej. Tænk om der følger mere med?! Jeg tør ikke rigtig lege med i Facebook gruppen Assimilér Søren Pind, skift dit profilbillede
Og hvem ved – måske den assimilationstruede minister har et modtræk i ærmet og selv vil skifte profilbillede på Facebook? Han kan passende uploade Pia Kjærsgaards som sit eget.
I realiteten er det allerede sket.
tirsdag den 12. oktober 2010
Spejlbillede
![]() |
| Foto: … – jeg har desværre glemt hans navn. |
Jeg skrev for et par måneder siden en blog om en usoigneret fotograf, der spiste pistacienødder. Og til slut i historien fik jeg tastet sætningen "Men jeg har vist stadig hans foto et eller andet sted".
Nu har jeg fundet det.
lørdag den 25. september 2010
Hilsen fra Norge
Igår begik jeg en blog om overgangen til det mørkere halvår og fandt på SXC et pragtfuldt foto af vintersolen til den. Og så sendte jeg en kort hilsen til fotografen med link til bloggen.
Sådan gør jeg tit, og som regel får jeg en tak retur, for fotografer kan godt lide at høre når deres billeder bliver brugt. Thanks for letting me know. Cheers :-). Sådan vil tilbagemeldingen ofte lyde.
Men idag har jeg fået en meget rørende og usædvanlig respons, som jeg synes også skal lægges på bloggen, sammen med endnu et pragtfuldt foto fra den norske fotograf.
Hun har sikkert ikke tænkt at hendes hilsen skulle læses af andre end mig personligt, men omvendt kan jeg ikke tro hun har noget imod det. Og jeg synes hun skriver så smukt om at vi aldrig skal skamme os over vores familiære ophav.
Der er ingen grund til at skamme sig, selvom der kan vise sig mørke sider, som moralvogtere gerne vil pirke i. Alle har noget ufint i familien, – men det er fint nok!
Her er den norske hilsen:
Tusen takk for at du har funnet ett av mine fotografier verdig til å brukes på din utmerkede blogg. Jeg har nå lagt den inn under "Favoritter", her vil jeg følge med. Du skriver godt, originalt og ettertenksomt.
Særlig gjorde ditt innlegg om farfar inntrykk. Ikke på grunn av bildet av ham 'in natura', men p.g.a din tekst. Små og store mysterier og paradokser i egen bakgrunn -- vi har vel alle det enten vi vil innrømme det eller ikke.
Her er en liten paradoksal historie fra undertegnede: Adoptert som spebarn, vokst opp hos svært gode adoptivforeldre i Fredrikstad sørøst i Norge. (Adoptiv)mamma og pappa var begge født på Østlandet og begge hadde fedre som hadde flyttet fra små gårdsbruk det fattigere Vest-Norge for å kunne få et utkomme de klarte å leve av. Mamma og pappa opplevde begge matmangel, krig og okkupasjon med tyske jernhæler i gatene. Jeg vokste opp som enebarn med mor og far i leilighet med to rom og kjøkken over et bakeri i en middelstor norsk by -- med kulehull fra et tysk maskingevær i vedskjulet -- og manglet intet. Jeg husker atomtruselen, Cubakrisen, Den kalde Krigen, mordet på Kennedy'ene og Martin Luther King som de beksvarte skyggene i min oppvekst. Jeg flyttet etterhvert til Oslo p.g.a skolegang og begynte å arbeide i IBM Norge etter avsluttet utdanning ved Universitetet i Oslo. Jeg arbeidet meg etterhvert ihjel, helsa fikk en alvorlig knekk og jeg ble mot min vilje uførepensjonist som 34-åring. Jeg giftet meg, fikk to fine barn og arbeider idag 25% som datakonsulent, webmaster og redaktør med hjemmekontor. Familien flyttet noen mil nordover fra Oslo til Gran i Oppland fylke i 1997 -- og omsider trives jeg her i innlandet. Jeg savner ennå lukten av salt sjø og støv fra byens asfalt om våren -- men jeg er vel omsider hjemme nå.
Jeg forsto også såpass at historien rundt mine biologiske foreldre måtte være en uheldig miks av tilfeldigheter, impuls og skam -- for mappen som fulgte med adopsjonen var svært tynn og mine adoptivforeldre var svært åpne om hele prosessen. Derfor skammer og skammet jeg meg aldri, og kommer heller aldri til å gjøre det.
I godt voksen alder har jeg rullet opp litt av de biologiske foreldrenes historie, og den var mer eksotisk og kanskje mer brutal enn jeg hadde regnet med: Jeg var resultatet av en one night stand mellom en kvinne fra Sørlandet (Grimstad) og en sjømann fra Nord-Norge (Tysfjord i Nordland fylke). Ingen av de impliserte var interessert i barn.
Barnefar gikk også så langt som å nekte farskap og å bli dratt for retten inntil en Lagmannsrettdom falt. Ikke fordi han skammet seg iver å ha en lausunge, men han ville ikke betale pengene han skyldte den norske stat for mitt opphold på spebarnshjem fra fødselen inntil adopsjonen hadde funnet sted. Han ville ha ny båt i stedet. Han giftet seg det året jeg ble født med en dame fra hjemtraktene og fikk etterhvert fire barn med henne. I 1972 forlangte hans kone skilsmisse p.g.a mange år med mishandling og alkoholmisbruk. Han døde av hjerteslag i 1976, 46 år gammel. Han hadde interessant etnisk bakgrunn: Hans mor var 100% samisk. Tysfjordområdet er en av kjerneområdene i Norge for undergruppen av samer som kalles Lulesamer.
Så til min biologiske mor: Hun hadde vært gift og skilt, og hennes to barn ble oppdratt av hennes mor på Sørlandet. Så ble hun gravid med meg -- og turde ikke dra hjem til sine strengt religiøse foreldre med dette tredje barnet. Kort tid etter jeg var født, møtte hun en mann hun senere giftet seg med. Hun fortalte ham alt. Han ville de skulle prøve å få tak i dette tredje barnet og oppdra det som sitt eget, men det lot seg ikke gjøre ettersom adopsjon da allerede hadde funnet sted. De fikk etterhvert fire døtre, og hadde et godt ekteskap inntil han døde for to år siden. Så kommer det tragiske: Min biologiske mor har ikke fortalt sine fire yngste døtre om de tre barna hun fikk før dem, hun frykter for sitt rykte som 'perfekt mor' dersom dette skulle bli kjent for dem. Mon hvordan det gikk med hennes to eldste barn? Jeg vet det ikke.
Min biologiske mor hadde også enn litt spennende etnisk bakgrunn: Hennes mor kom fra et lite sted i Telemark -- og hun var av islandsk familie. Hennes far var tysk og etterhvert norsk statsborger. Han ble arrestert av Gestapo i 1942 for deltakelse i sabotasje, satt 8 måneder i forhør på Grini utenfor Oslo og ble deretter skipet til Auschwitz-Birkenau. Altså en tysk ikke-jøde i Auschwitz....Det er av sine egne man skal ha det. Han overlevde så vidt -- han veide under 40 kilo og alle negler og fingertupper var borte var da de Hvite Bussene kom hentet ham våren 1945. Han døde i 1953, helsa var alvorlig svekket etter oppholdet i en Nacht und Nebel-leir.
Mine og dine historier er ikke unike -- det er slike historier i alle familier. Spørsmålet er om man tør å fortelle og å reflektere rundt dem -- selvsagt sett i lys av egen tid og opplevelser. Nei, de døde kan ikke forsvare seg, men de forsvarte heller ikke nødvendigvis sine mens de levde. De var likevel unike, noen som på en eller annen måte betydde noe for oss - på godt og vondt. De forteller om individer, holdninger, liv og levned, tråder i den større veven som utgjør den nære historie i et lite land. Som sådanne bør de fortelles, og uten skam -- slik du gjorde det på din blogg.
Foto (og norsk hilsen): Grethe Bøe
fredag den 13. august 2010
Kræmmermarked
Du kan prutte om prisen på plakaten med Ruth Orkins berømte foto i glas og ramme. Eller Barndommens gade af Tove Ditlevsen. Eller noget af Najas legetøj som hun ikke leger med mere. Eller tusinder af andre ting hos Shannie & Co på K 7, 9 og 11 i dag og weekenden med, på det store Dragør Marked.
Vejret holder tørt og teltet bugner af ægte loppemarkedsager, som skal sælges. Alle pigerne er taget afsted her til morgen, ivrige efter at handle. De har taget madkurv med og der er kaffe på termokanden.
Selv har jeg fået lov til at blive hjemme, for jeg var med ude i går aftes og sætte telt op. Men alle andre skal selvfølgelig tage til kræmmermarked i Dragør. Bamses Venner kommer også.
mandag den 19. juli 2010
Hej oldemor
![]() |
| Foto: Franz Neitzel, Neubrandenburg, Turmstraße 5. |
Slægtsforskning er spændende.
I min egen familie er det især moster Ebba Filtenborg, som er foredragsholder og researcher sig frem til historierne. For ikke så lang tid siden fandt hun frem til at kvinden her er min oldemor. Mormors bror Gerhard har efterladt nogle notater, som passer perfekt med dette foto fra et af morfars fotoalbum.
Der er ingen tvivl. Gerhard har beskrevet oldemors påklædning, og tilmed nævnt fotografen, Franz Nietzel.
Så nu ved vi, at personen på fotoet er min oldemor i sine velmagtsdage:
Marie Amalie von Sicard, født Westrén-Doll.
Hun levede fra 6. april 1872 til hun døde alt for tidligt den 10. juli 1930.
Hun er fotograferet den 15. september 1920 som 48-årig, under sit ophold på godset "Gültz" 1919 - 1921.
Etiketter:
familie,
filtenborg,
foto,
slægtsforskning,
von sicard
tirsdag den 29. juni 2010
Stephen Wiltshire
Et menneskeligt kamera, bliver han kaldt. Vi sad igår og så en udsendelse om ham i det sene fjernsyn, og min kæreste spurgte, om jeg syntes det er kunst den unge mand frembringer.
Stephen Wiltshire er autist og ejer en uhyre sjælden evne til at tegne efter hukommelsen. Han elsker at tegne bygninger, og kan på et øjeblik indprente sig antallet af etager og vinduer i for eksempel et højhus. Samt bygningerne ved siden af, deres udseende, alle detaljer, gader, skilte, alt hvad der nu hører med i bybilledet…
For at teste sin evne til det yderste, tog han på en helikoptertur hen over sin hjemby London. I et kvarters tid fløj piloten rundt langs Themsen, mens kunstneren bare brugte sine øjne og lod sit hoved opsuge alt hvad han så.
Han må nærmest have hjerne som en scanner, for dagen efter begyndte han på sin hidtil største tegning: Et 4 meter bredt panorama landskab af byen. Og alle kan roligt være imponerede. Alle bygninger ligger hvor de skal, størrelsesforholdene sidder lige i øjet og resultatet er fantastisk. Og det har kun taget tre dage at begå mega tegningen. Se historien på YouTube
Jeg forstår at autister holder meget af gentagelser og faste rutiner. Stephen køber da også sin sandwich i samme fastfood shop hver dag, på samme tidspunkt.
Jo, jeg synes faktisk det er kunst. Det er i hvert fald mere end cool registrering han frembringer med sin blyant og tuschpen. Han indfanger en særlig atmosfære omkring byens arkitektur. Som her, hvor han har været inviteret til New York og har tegnet og piftet taxierne op med yellow cab farve.
Og hvor er det iøvrigt dejligt at tegningen ikke bare giver publikum en kunstnerisk oplevelse, men også giver autisten masser af selvtillid og lyst til at skabe noget.
Der er masser af god kunst at se på hans hjemmeside
torsdag den 22. april 2010
Dagens unge mand
Sønnike har selv mobilknipset og onduleret fotoet ved hjælp af et billedredigeringsprogram jeg ikke anede lå på min Sony Ericsson. Jeg hører også til dem der kun bruger en brøkdel af de muligheder min mobiltelefon har i sig.
Min Jeremy, som fylder 12 år i dag, han har tjek på den slags. Han har også koblet sin Playstation 3 op til internettet, så han kan spille og chatte med børn over hele verden. På den måde får titlen på hans favoritspil, Little Big Planet, en ekstra dimension. Som jeg ikke helt begriber.
Jo, jeg er stolt af min dreng. Og kan næsten ikke forstå at han allerede er blevet så stor. Næste år er han måske lige så høj som sin far… Og i hvert fald mindst lige så nysgerrig og kvik i pæren.
Hvad han skal have i fødselsdagsgave i aften? Det vil jeg ikke fortælle her. Hvem ved, måske er knægten også begyndt at læse blogs… Og det skal jo være en overraskelse.
torsdag den 18. marts 2010
I ramme alvor
![]() |
| Foto: Andrew C., Rumænien |
Jeg har initialerne til at lave en rigtig muhammedtegning. Og jeg kan tegne lige så godt som Kurt Westergaard. Det vil være spadenemt for mig at karikere profeten.
Men det kunne virke meget anstødeligt på mange mennesker.
Så det gør jeg ikke.
Men rammen lader jeg stå. Den symboliserer min ytringsfrihed. Og jeg bruger den hver eneste dag.
mandag den 22. februar 2010
Sexet foto #10
![]() |
| Foto: Bruno Todeschini |
Navlen. Alle har én. Sådan en lille velkomstknude fra sin nul års fødselsdag. Den kan ikke rigtig bruges til noget, sidder bare og er en nuller reminder om livets begyndelse. Og sex.
Her er en smuk en af slagsen, placeret midt på maveskindet af en smækkerlækker solbrændt mavedanserinde. Som igen er placeret på scenen i Teatro Bruno Kiefer, i Porto Alegre, i Brasilien.
Så er det vel okay at være navlebeskuende. Det er jo dansekunst, og her tilmed flot fotokunst.
Tænk hvis den ikke var der. Navlen. Selv om den ikke er til noget, så ville den være en alvorlig mangel hvis den manglede. Den sætter prikken over i’et. Eller dutten over dusken. Uden ville kvindekroppen være barbie perfect, men med er den naturlig (og) sexet.
Navlen fortæller historie, lidt på samme måde som en knast i et stykke træ. En udslukt og indtørret næringsvej, gennem hvilken vores mor gav alt hvad hun havde i sig for at vi skulle leve og blive til noget.
Desværre har nogle en kedelig tendens til udelukkende at interessere sig for deres egen lille navle. Men heldigvis findes der sex til at få dem på bedre tanker.
Tidligere blogs i denne serie:
Sexede fotos, #1, #2, #3, #4, #5, #6, #7, #8, #9
tirsdag den 2. februar 2010
Sexet foto #9
![]() |
| Foto: Hans Splinter, Holland |
Der er mange ting, som kan få mig til at tænke på sex. Papegøjer er bare endnu et eksempel.
Engang for mange år siden tog jeg kørekort. Og mange vil vide at det er ret normalt med små affærer mellem unge kvindelige køreskoleelever og deres mandlige kørelærere. Eller kvindelige kørelærere og unge mænd på vej til fire hjul i trafikken…
Jeg skal da gerne vedgå, at jeg også havde et crush on min kørelærer, og det blev modtaget med kys. Hun var en meget spændende kvinde, og så havde hun papegøjer derhjemme. Engang viste hun mig sin kakadue, som var meget kælen.
Man kan altså godt kæle for en fugl, i hvert fald var hendes hvide kakadue med de flotte gule nakkefjer vild med at blive nusset. Min kørelærer havde fundet ud af at den havde en slags G-punkt inde under den ene vinge. Når hun rørte den dér, sagde den Oi! og blev helt stakåndet af velvære. Den gule kam strittede i alle retninger og med lukkede øjne sitrede den over hele fjerpragten.
Ja, det er ikke formeget sagt at hun gav sin papegøje orgasme. Den skrattede og lagde hovedet bagover, og løftede vingen så kørelæreren bedre kunne komme til. Og så var det altså som om den havde sex og virkelig nød det helt vildt meget.
Kørelæreren og jeg havde ganske vist en tendens til at blive lidt lækkersøvnige efter køreskoletid. Men sidespring er ikke vejen frem i kærlighedslivet (logisk nok).
Vi stoppede forbindelsen da jeg bestod køreprøven og fik mit pap, men jeg havde i et års tid efter et postkort fra hende hængende på min opslagstavle. Det var en sidste kærlig hilsen, med lige præcis sådan en papegøje som på billedet. Varm, fræk og forførerisk.
mandag den 25. januar 2010
Sexet foto #7
![]() |
| Foto: Philipp Rassel, Luxembourg |
Kammerat Tom har to store fritidsinteresser: akvariefisk og pornofilm.
Tom er ikke interesseret i rub og stub. Han har sine favoritter. Indenfor akvariefiskene er det især cichlider fra Tanganika og Malawi søerne i Afrika. En stor og meget smuk gruppe fisk, som han kan mange af de latinske navne på.
Indenfor pornofilm er det gerne nogle med stjerner som Peter North, Sarah Young og Katja Kean. Hvis navnene ikke får en klokke til at ringe, så tænk på mere tækkelige skuespillere som Clint Eastwood, Meryl Streep og Sidse Babett Knudsen. Så berømte er North, Young og Kean blandt yndere af pornografi
Hvad er det egentlig der er så interessant ved cichlider og naturfilm? Det er nok svært at forstå, hvis man ikke selv er en fascineret og begejstret fan.
Tom kan sidde i timer foran akvariet og kigge på sine fisk, studere deres verden, deres adfærd og flotte farver. Det er dejligt og beroligende at følge dem med øjnene, som de svømmer frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage…
Sådan er det også med pornofilm, omend frem og tilbage bevægelserne foregår i et noget hurtigere tempo. Der er smukke former og farver og ofte en interessant stillingtagen, noget af det er ganske seværdigt.
Mange tror, at man(d) sidder og masturberer til pornofilm. Det er der helt sikkert også nogen der gør, men de fleste følger bare stille og roligt med i hvad der sker. Nysgerrige efter at se når en fræk slørhale og en lækker sild åler sig i fryd med en flok sømænd fra marinen.
Der er måske i virkeligheden ikke er den store forskel på slaskere og akvariefisk.
Tankerne om sex ligger hos de fleste mænd og kvinder lige under overfladen – men det har for det meste ikke ret meget med hverken fisk eller porno at gøre.
Abonner på:
Opslag (Atom)



















