Viser opslag med etiketten tegning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tegning. Vis alle opslag

tirsdag den 29. juni 2010

Stephen Wiltshire


Et menneskeligt kamera, bliver han kaldt. Vi sad igår og så en udsendelse om ham i det sene fjernsyn, og min kæreste spurgte, om jeg syntes det er kunst den unge mand frembringer.

Stephen Wiltshire er autist og ejer en uhyre sjælden evne til at tegne efter hukommelsen. Han elsker at tegne bygninger, og kan på et øjeblik indprente sig antallet af etager og vinduer i for eksempel et højhus. Samt bygningerne ved siden af, deres udseende, alle detaljer, gader, skilte, alt hvad der nu hører med i bybilledet…

For at teste sin evne til det yderste, tog han på en helikoptertur hen over sin hjemby London. I et kvarters tid fløj piloten rundt langs Themsen, mens kunstneren bare brugte sine øjne og lod sit hoved opsuge alt hvad han så.

Han må nærmest have hjerne som en scanner, for dagen efter begyndte han på sin hidtil største tegning: Et 4 meter bredt panorama landskab af byen. Og alle kan roligt være imponerede. Alle bygninger ligger hvor de skal, størrelsesforholdene sidder lige i øjet og resultatet er fantastisk. Og det har kun taget tre dage at begå mega tegningen. Se historien på YouTube

Jeg forstår at autister holder meget af gentagelser og faste rutiner. Stephen køber da også sin sandwich i samme fastfood shop hver dag, på samme tidspunkt.

Jo, jeg synes faktisk det er kunst. Det er i hvert fald mere end cool registrering han frembringer med sin blyant og tuschpen. Han indfanger en særlig atmosfære omkring byens arkitektur. Som her, hvor han har været inviteret til New York og har tegnet og piftet taxierne op med yellow cab farve.

Og hvor er det iøvrigt dejligt at tegningen ikke bare giver publikum en kunstnerisk oplevelse, men også giver autisten masser af selvtillid og lyst til at skabe noget.

Der er masser af god kunst at se på hans hjemmeside

torsdag den 18. marts 2010

I ramme alvor

Foto: Andrew C., Rumænien

Jeg har initialerne til at lave en rigtig muhammedtegning. Og jeg kan tegne lige så godt som Kurt Westergaard. Det vil være spadenemt for mig at karikere profeten.

Men det kunne virke meget anstødeligt på mange mennesker.
Så det gør jeg ikke.

Men rammen lader jeg stå. Den symboliserer min ytringsfrihed. Og jeg bruger den hver eneste dag.

torsdag den 9. oktober 2008

Robert Storm Petersen



Vi kender alle hans tegninger og spøjse fortællinger. Storm P. er nærmest nationalhelt. Og så viser det sig, at han var nazist!

Vi skal til at se anderledes på mandens underfundige tegninger. Her er en detalje fra Berlingske Tidendes Søndags Tillæg den 9. april 1939.

Vi har troet Storm P. tegnede sine panserbasser med prøjserhjelme for sjov. Noget vi kunne grine af. Ligesom det kaldte smilet frem når han tegnede folk med store næser og løjerlige merskumspiber.

Sandheden er at Storm P. holdt meget af sine piber – og nazismen.

Det er sørgeligt – men det skal siges: Storm P. var et kvaj.

mandag den 17. september 2007

Guldhornene




Guldhornene er stjålet – igen! Og er endnu engang drejningspunkt for en masse tanker om vores kultur, vores historie, og hvor hurtigt sådan noget kan forsvinde.

Hornene blev fundet tæt under jordens overflade, på en mark ved Møgeltønder. Kniplerske Kirsten Svendsdatter fandt det længste i 1639, og husmand Erik Lassen fandt det andet i 1734. Og i 1802 stjal guldsmed Niels Heidenrich dem, og lavede falske guldmønter og smykker af dem.

Guldhornene blev vel egentlig først nationalklenodier, da Adam Öehlenschlæger skrev sit berømte digt om dem, kort efter at de var omsmeltet til fiduser.

Og nu jagter politiet så tyvene. Hvis du ser en metalsort Volvo V40 med registreringsnummer YL 59.656, så sig endelig til.

Forresten er guldhornene, altså kopierne, ikke lavet af rent guld. De er lavet i sølv, og siden guldbelagt. Og så ligner de kun de originale. For de er rekonstrueret på baggrund af gamle tegninger og hukommelse.

Da jeg var en lille dreng, gik jeg tit på Nationalmuseet med min tegneblok. Her fik jeg en ven, en ung kvinde, vistnok fra kunstakademiet, som med fin sort tusch tegnede de udstillede kopper, vaser, skåle, tallerkener og fade fra en ende af. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men det var hendes sommerferiejob på den måde at registrere museets samling af fint porcelæn.

Og hver gang hendes tusch var ved at være godt brugt, fik jeg den. Og min ven tegnede videre med en ny.

Så spiste hun frokost på en bænk i museets have, mens vi viste hinanden vores tegninger. Mine var selvfølgelig ikke nær så gode som hendes, men hun opmuntrede mig og sagde at de skam var vældig fine. Og hvem ved? – Måske var jeg aldrig blevet reklametegner, hvis det ikke var for hende…

Engang sad jeg og tegnede en indianerhøvding, og kom i fjernsynet. Erik Kjersgaard havde lavet en tv-udsendelse om Nationalmuseet, og alle kunne så til slut se lille mig sidde og tegne, mens rulleteksterne gled over skærmen på de danske sort-hvide fjernsyn.

Jeg har forresten tit tænkt på, om man en dag vil finde det stykke guldhorn, der lissom mangler på det øverste. Tænk hvis én en dag står på en mark i Møgeltønder og sparker lidt til jorden – og er heldig!


fredag den 27. april 2007

Figurtekst

Foto: John Evans, Storbritannien





Hvad laver jeg om et år? Tegner jeg, eller skriver jeg? Hvilken kurs skal jeg tage?

Well, når jeg nu tænker fremad, prøver jeg først at tænke bagud. Hvad er der sket indtil nu. Er der nogen pejlemærker at hente fra den tid der er gået?

Der er engang, jeg af og til tænker tilbage på med forvirring: Jeg har en aften sneget mig ind til croquistegning på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Jeg er ikke elev på skolen, men kender nogle af dem der går der. Desuden har jeg et stykke chokolade med til modellen.

Hun er en fremragende model. Holder stillingerne uden at røre sig det mindste, også de lange fem- og timinutters. Og så har hun gode former. Hun har stået model for kunstmalerne det meste af dagen.

Jeg tegner meget koncentreret. Kigger på hende i små intervaller. Tegner, ser op, tegner igen, ser op igen, skitser videre. Men da jeg næste gang ser op, er hun væk! – Pyt, tænker jeg, og tegner videre. Jeg kan godt huske hvordan hun stod… Men modellen er jo besvimet! Og her sidder jeg og tegner videre! Alt for dybt koncentreret om min croquistegning.

Nogle af de andre kommer hende til undsætning. Hun kommer til bevidsthed igen. Undskylder gudhjælpeme. Hun er jo faldet sammen som et resultat af for mange terpentindampe, og så har hun nok stået en anelse forkert og fået for lidt blod til hovedet.

Men hvordan kunne jeg være så fordybet, at jeg i første omgang overså situationen? Det er jo grotesk…

Jeg er heldigvis bedre til at registrere hvad der sker omkring mig, når jeg skriver. Så det er nok det jeg skal. Jeg sidder jo heller ikke og tegner sådan en træmand, som John Evans  har knipset. Nu inspirerer figuren mere til tekst. Tegneblokken er skiftet ud med en skriveblog.