Der er smukt her omkring Hald Hovedgård ved Viborg. Måske især lige nu, hvor alt er vådt, og naturen skifter til efterårsfarver. Og regnen kommer i byger denne weekend, hvor her er kursus i virksomhedshistorie for medlemmer af Dansk Forfatterforening.
Der findes nogle små malerier af godsejerdatter Charlotte Amalie Schinkel, som hun så ud i 1790, og her kan man i baggunden se fire nyplantede træer. Det må være dem, som idag er de smukke gamle lindetræer på stien, fra den 230 år gamle herregård, ned til den dybe Hald Sø.
Lyt til inciterende rytmer på modefirmaet No_l_itas hjemmeside og se billeder af en moderne Mona Lisa.
På det originale Leonardo da Vinci maleri kan man aldrig rigtig blive enig med sig selv, om kvinden er glad eller ked af det. Hun har dét der uudgrundelige udtryk i ansigtet.
På Oliviero Toscanis foto er udtrykket kørt helt ud i det teatralske. Den nøgne krop poserer jublende lykkelig. Det er modelkarrierens peak. Foran en af verdens hotteste fotografer, og i hele modeverdenens søgelys.
Samtidig er kvinden dødsens angst og har alle sine nerver uden på huden. For hvor længe kan hun køre sit anoreksi trip? Det, der er tilbage af hende…
Jeg er stoppet op ved en bænk på Otto Krabbes Plads, og tænker jeg hellere må have kameraet frem.
For jeg falder helt i staver over motivet. Der er et eller andet meget smukt over det.
Det er jo sjældent man ser planter sætte sig roligt ned og læse i nogle medbragte blade. Normalt vokser de op ad stolper og ned ad vægge, i en evig bevægelse, for sådan er det nu engang i floraens verden.
Mit indre øre bryder ind med en strofe fra en børnesang: Hvis træerne fik lov, så lagde de sig og sov…
Lige her på Vesterbro i København. Så fredeligt og stille…
I går var der indkaldt til forældremøde i fritidshjemmet Saxolitten. Det skulle diskuteres, om vi også skulle lave blokade her torsdag, fredag.
Jeg er imod blokade, fordi den først og fremmest rammer forældrene og børnene. Og der er i forvejen massivt fokus på de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus.
Mødet skulle starte kl. 14.30, og stod jeg klar. Alene. Der var kaffe og småkager, og fyrfadslys på bordene. Jeg tog en kop fra termokanden og ventede for at se, om der muligvis dukkede andre forældre op. Det gjorde der. To kvinder. Som begge arbejder som institutionsledere andre steder i byen…
Mange forældre bakker op om aktionen, men på listen havde næsten alle skrevet, at de desværre ikke havde tid til at stå blokadevagt . Jeg kunne se, at Susanne, som er institutionsleder på Amager, havde skrevet hun desværre ikke kunne stå vagt fredag, for da skulle hun på familiebesøg i Jylland…
Så for sjov skyld lagde jeg i dag vejen forbi Oehlenschlægersgades Skole. Jeg ville da lige se, om der rent faktisk var en blokadevagt, eller om Saxolitten kun var blokeret af plakater.
Men der sad faktisk en forælder. Godt nok ikke en med barn i Saxolitten, men i den nærliggende Saxoly.
Han sad jo og kedede sig, så vi kunne jo lisså godt snakke lidt sammen. Han var faktisk også lidt i tvivl om det fornuftige i at blokere Saxolitten.
Også fordi ungerne i fritidshjemmet selv havde lavet et opslag: "Dumme forældre. Dumme politikere", stod der som overskrift. Og så havde alle ungerne skrevet under på, at de er sure over ikke at kunne komme i fritidshjem efter skoletid. Blokadevagten havde haft sit hyr med at forklare aktionen overfor børnene.
Jeg ville godt have fotograferet opslaget, men nogle af pigerne kom tilfældigt forbi, pillede det ned, og løb afsted med det.
Jeremy og hans venner på Saxolitten har det rigtig godt. De er tit på udflugt, har godt med legetøj, og en hel skolegård at spille bold, sjippe og lege tagfat i. Der er et rigtig godt sammenhold, og pædagogerne er supergode. Alt er godt for ungerne på Saxolitten.
Når altså ikke forældre og politikere ødelægger det hele for dem.
Guldhornene er stjålet – igen! Og er endnu engang drejningspunkt for en masse tanker om vores kultur, vores historie, og hvor hurtigt sådan noget kan forsvinde.
Hornene blev fundet tæt under jordens overflade, på en mark ved Møgeltønder. Kniplerske Kirsten Svendsdatter fandt det længste i 1639, og husmand Erik Lassen fandt det andet i 1734. Og i 1802 stjal guldsmed Niels Heidenrich dem, og lavede falske guldmønter og smykker af dem.
Guldhornene blev vel egentlig først nationalklenodier, da Adam Öehlenschlæger skrev sit berømte digt om dem, kort efter at de var omsmeltet til fiduser.
Og nu jagter politiet så tyvene. Hvis du ser en metalsort Volvo V40 med registreringsnummer YL 59.656, så sig endelig til.
Forresten er guldhornene, altså kopierne, ikke lavet af rent guld. De er lavet i sølv, og siden guldbelagt. Og så ligner de kun de originale. For de er rekonstrueret på baggrund af gamle tegninger og hukommelse.
Da jeg var en lille dreng, gik jeg tit på Nationalmuseet med min tegneblok. Her fik jeg en ven, en ung kvinde, vistnok fra kunstakademiet, som med fin sort tusch tegnede de udstillede kopper, vaser, skåle, tallerkener og fade fra en ende af. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men det var hendes sommerferiejob på den måde at registrere museets samling af fint porcelæn.
Og hver gang hendes tusch var ved at være godt brugt, fik jeg den. Og min ven tegnede videre med en ny.
Så spiste hun frokost på en bænk i museets have, mens vi viste hinanden vores tegninger. Mine var selvfølgelig ikke nær så gode som hendes, men hun opmuntrede mig og sagde at de skam var vældig fine. Og hvem ved? – Måske var jeg aldrig blevet reklametegner, hvis det ikke var for hende…
Engang sad jeg og tegnede en indianerhøvding, og kom i fjernsynet. Erik Kjersgaard havde lavet en tv-udsendelse om Nationalmuseet, og alle kunne så til slut se lille mig sidde og tegne, mens rulleteksterne gled over skærmen på de danske sort-hvide fjernsyn.
Jeg har forresten tit tænkt på, om man en dag vil finde det stykke guldhorn, der lissom mangler på det øverste. Tænk hvis én en dag står på en mark i Møgeltønder og sparker lidt til jorden – og er heldig!
Vi står foran et stykke arbejde. Kameraets selvudløser bipper og tæller ned. Blitz! Autofocus er gået efter loftet, men man kan alligevel godt se det er os.
Så går vi i gang. Der hænger en odeur af slatter og kolde askebægre i luften – og vinduerne åbnes på fuldt gab.
Glassene tømmes i en vaskebalje. Irish coffee, ale, hvidvin, vand og rødvin blandes til en marmoreret substands, som ryger ud. Tomme flasker, ditto dåser, servietter, papirduge, gavepapir og små pivedyrsstykker ryger i en sort sæk, som går samme vej. Glas, kopper og kagetallerkener på en bakke, ud i køkkenet, og i opvaskemaskinen.
Det har været et dejligt huleparty i festlokalet hos Maggie, sammen med Bab, Tekko, Olsen, Mejserne, Straight, Skovfinken, Vintergækkerne og Sushine. Kanon mad, skønne sange og masser af snak og dejligt samvær.
Nu har vi sat borde og stole på plads, og der mangler sådan set kun en omgang med støvsugeren, og opvaskemaskinens anden ombæring.
Jeg skal ud på Nørrebro og hente min dreng hos hans mor. Så jeg farvelkysser fødselaren, og håber vi snart kan ses igen.
DagsDato Special. Natascha Kampusch giver et eksklusivt interview, et år efter sin spektakulære flugt fra sin kidnapper 23. august 2006. Det er journalisten Christoph Feurstein fra ORF der taler med hende – og det er et bragende godt fjernsyn.
Sammen med sin søster er hun taget med Feurstein på sin første udlandsrejse, til Barcelona. De ser den fantastiske arkitektur af Gaudi , og man mærker Nataschas glæde over at kunne gå på gaden uden at blive genkendt af alle og enhver. Det kan hun ikke gøre hjemme i Wien. Hun bliver tegnet af en spansk portrætkunstner på gaden, og hun nyder bare at være en helt almindelig turist, der sidder model et kvarters tid.
Noget af interviewet foregår ved stranden i Catalonien. Feurstein spørger, og optager selv med et lille, fikst videokamera i sin venstre hånd. Og Kampusch svarer klogt og roligt, mens hun holder et videokamera magen til, og filmer journalisten. Det er faktisk et smukt billede på den lidt anspændte situation. Kampusch har vel set, at det lille videokamera skaber en vis distance – og så vil hun også have et.
Kampusch er nemlig ikke vild med at give interviews. Omvendt synes hun ikke der er nogen vej udenom: "Jeg skylder de mennesker, der føler sympati for min skæbne, at lade dem vide, hvordan jeg har det i dag."
Alt hvad Kampusch siger, er velovervejet. Det har det været hele tiden, lige fra verdenspressens interesse var på sit højeste i dagene efter hun var sluppet fri af de mere end 8 års fangenskab. Dengang udsendte hun en klar og gennemtænkt erklæring, som gav ro til den første vigtige psykologiske behandling.
Hun er en meget stærk personlighed, og i aftenens interview fortalte hun, at hun tidligt under sit fangenskab havde indgået en kontrakt med sit fremtidige jeg! Kampusch havde lovet sig selv, at når hun blev stor, ville hun redde den lille pige.
Jeg er fascineret af, at et så hårdt ramt voldsoffer som Kampusch formår at tackle sin skæbne og sine mange mørke minder så enestående flot. TV2 må meget gerne genudsende aftenens gribende portræt.
– Er det ikke for tidligt?, siger en dame der lige som mig undrer sig.
– Det plejer da først at ske i oktober, ikk’?… Børn kan da normalt også i deres efterårsferie stå ved Bymuseet og kigge på København, som den så ud i middelalderen.
Det har jeg selv gjort, da jeg var dreng. Stået og kigget i lang tid på alle de fine små huse, den store kirke, slottet, tårnene, kanalerne og skibene. Og ladet fantasien få frit løb.
Det er stadig idag sådan en rar følelse at kigge på byen som den var engang for længe siden. Ruinen ved Jarmers Plads er vel nærmest det eneste der stadig findes i virkeligheden, i nutidens København.
Men det er jo stadig den samme by. Meget er brændt, og munkesten fra middelalderen indgår i fundamenter til nyere huse. Liv er levet, og vores by er vokset med dem. Man skal bare grave lidt i jorden, så myldrer fortiden frem.
Når modelbyen pakkes ned i kasser, er det ligesom om sommeren er et overstået kapitel. Så bliver det vinter, og bygninger og skibe gås efter og restaureres så de er klar til næste sæson. De fleste ser frem til at bøgen springer ud – men jeg glæder mig mere til at modelbyen igen kommer på græs. Så bliver det sommer igen.
Jeg ved ikke, hvorfor middelalderbyen allerede er kommet i kasser. Der er trods alt lang tid til den første frost.
