tirsdag den 4. september 2007

Det gamle København i kasser




– Er det ikke for tidligt?, siger en dame der lige som mig undrer sig.
– Det plejer da først at ske i oktober, ikk’?… Børn kan da normalt også i deres efterårsferie stå ved Bymuseet og kigge på København, som den så ud i middelalderen.

Det har jeg selv gjort, da jeg var dreng. Stået og kigget i lang tid på alle de fine små huse, den store kirke, slottet, tårnene, kanalerne og skibene. Og ladet fantasien få frit løb.

Det er stadig idag sådan en rar følelse at kigge på byen som den var engang for længe siden. Ruinen ved Jarmers Plads er vel nærmest det eneste der stadig findes i virkeligheden, i nutidens København.

Men det er jo stadig den samme by. Meget er brændt, og munkesten fra middelalderen indgår i fundamenter til nyere huse. Liv er levet, og vores by er vokset med dem. Man skal bare grave lidt i jorden, så myldrer fortiden frem.

Når modelbyen pakkes ned i kasser, er det ligesom om sommeren er et overstået kapitel. Så bliver det vinter, og bygninger og skibe gås efter og restaureres så de er klar til næste sæson. De fleste ser frem til at bøgen springer ud – men jeg glæder mig mere til at modelbyen igen kommer på græs. Så bliver det sommer igen.

Jeg ved ikke, hvorfor middelalderbyen allerede er kommet i kasser. Der er trods alt lang tid til den første frost.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar