Jeg følger et 2-dages kursus i Dansk Forfatterforening. Det ledes af Hanne Bistrup, som har været psykolog i 20 år, og hun har kaldt kurset Kunsten at holde et godt foredrag.
Vi er cirka 15 kursister, og i morgen formiddag skal vi så holde 5 minutters foredrag om emner, vi hver især tilfældigt har trukket op af en lille æske. Én skal sige noget om søvnløshed, en anden skal foredrage jordbær, en tredie om tømmermænd, osv.
Jeg har trukket et emne, som jeg ikke ved mere om end så mange andre. Nu sidder jeg så i denne sene nattetime og forbereder mig – og her er hvad jeg tror jeg vil sige:
Jeg har engang været korttegner.
Så sidder man dér, foran en computer, i Illustrator og tegner Beciér-kurver i lag, farvelægger og taster by- og gadenavne ind. Markérer kirker og seværdigheder, og plotter Shell logoer på, hvor der er benzin at hente.
Men man kommer ikke selv ud AT REJSE
Jeg har digitaliseret hele Stockholm, men aldrig sat mine ben i Gamla Stan. Jeg har lavet et særkort over Ven i Øresund, men aldrig selv været på øen!
Men i 2005 ville min ven Bent til Sicilien. Han var fritstillet fra sit direktørjob, og havde både firmabil og Shellkort i opsigelsesperioden. Og jeg skulle med, for jeg vidste jo hvor benzinstationerne lå.
Vi kørte ad motorvejene ned gennem Europa, mens foråret kom blæsende imod os med 130 km i timen. Og Bent fortalte, at nu ville han starte et forlag. Så jeg skulle skrive en bog!
Det blev til den autentiske "En sømands dagbog" , og den handler også om at rejse. Så jeg tror jeg vil læse lidt op. Vi skal tilbage til tirsdag den 27. marts 1951. Sømanden er min far, han er 18 år gammel, og hans skib "Malacca" er kommet fra Bretagne til Antwerpen, og skal nu videre til Rotterdam.
Det kommer nok til at passe med tiden. Er der tid tilovers, læser jeg en dag eller to mere, indtil de fem minutter er gået, og jeg bliver reddet af gong-gongen.
Billedet viser et udsnit af sømandens verdenskort fra dengang, med alle de steder han har sejlet tegnet på med kuglepen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar