fredag den 17. august 2007

Lige fra hoften






Hele hendes arsenal af sakse, kamme og hårklemmer er der plads til i skuldertasken. For Daniella klipper folk uden det spejl og tilhørende aflægningsplads, som der normalt er i en frisørsalon.

Jeg bliver klippet siddende på en stol i Daniellas stue på 2. sal. Etageklip, hedder det vel så. Og kvinden med højeste rang i Avisklubben er rigtig ferm med sit frisørgrej.

Imens der klippes, drikker jeg endnu en kop af Daniellas gode håndlavede kaffe. Hun fortæller at denne klipning faktisk er en opvarmning til et arrangement, hvor hun skal være frisør ved et velgørenhedsarrangement for kræftsyge børn i Ronald McDonald Hus.

Daniella er ikke uddannet frisør, men både grejet og rutinen er ikke til at tage fejl af. Hun klipper både mænd og kvinder. Engang syntes hun mænd var vanskelige at klippe, men nu er alle – unge som gamle – lige nemme. Og Daniella møder alle slags mennesker – og hår – når hun tilbyder sig som frisør i Sidegadeprojektet i Saxogade.

Jo, Daniella skyder ikke kun med skarpt i diskussionsgrupperne her på Mingler. Hun klipper også fra hoften. Og resultatet af hendes indsats på mit hoved er helt i top.

Tak, Daniella.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar