onsdag den 2. oktober 2013

Lunderskov




Det er mærkeligt med den her by. På den ene side er her smukt, ligefrem idyllisk, og Lunderskovs  indbyggertal har i lang tid været svagt stigende. På den anden side er her meget stille, og byen gør ikke meget væsen af sig. Jeg synes næsten den er gået i coma.



Bare tag stationsbygningen. En flot bygning, som engang husede et DSB billetsalg og en velassorteret kiosk. Lunderskov er geografisk set et knudepunkt, hvor der går spor sydpå mod Sønderborg, vestpå mod Esbjerg og østpå mod Kolding og videre mod Århus, Odense og København. Alligevel slumrer stationen hen. Billetsalget er forlængst nedlagt til fordel for en automat udenfor bygningen, som er aflåst og helt tom. Der er tre spor, men togene er ofte gennemkørende, de sagtner ikke engang farten, men passerer perronerne for fuld hammer.



Engang var der liv og glade dage på jernbanehotellet, med knive og gafler til store selskaber. Igen en smuk bygning, der er lukket og slukket. Og hovedgaden hedder kun Storegade, fordi de andre gader er endnu mindre. Engang var her tøjbutikker, bagere, værtshuse - idag er apoteket en af de få butikker, der stadig har kunder. Ja, og så forretningen i nummer 26, hvor man køber lottokuponer, fordi jackpotten flere gange har været forbi lige netop her. 



Men det er egentlig ikke fordi folk i Lunderskov mangler penge. Her i byen klipper man hæk og slår græs omkring rigtig pæne huse. Og alle har havegrill og massevis af øl. Det er bare som om, at hvergang der er tilløb til en fest, så taber man pulsen inden der rigtig sker noget.



Øllerne skal nok blive drukket alligevel. Men ikke her i byen. Der lå engang to værtshuse i Storegade, og det er såmænd ikke så længe siden. Skomageren og Vognmanden. Den første er gået ned og indgangen muret til, og den anden er tilsyneladende også ved at opgive ævred. Øllet er billigere i Brugsen, som lige har fået lagt ny asfalt på P-pladsen. Det hjælper dog ikke så meget. Man kører med millionunderskud, har jeg hørt. Der ligger en Kiwi op ad Reinholdts Bakke og til højre, og en ABC i Vamdrup. Og ellers er der jo Kolding Storcenter…



Jeg går lange ture i og omkring Lunderskov. Og jeg undrer mig. Byen kan synes spøgelsesagtig og blodfattig, men vokser sig - så vidt jeg kan se - alligevel støt og roligt større. Det er mærkeligt.



Øllet bliver tydeligvis drukket i bilerne. Det er dybt godnat. Når jeg går langs vejene, ligger de tomme dåser og oxiderer uendelig langsomt i grøfterne. Og det er næsten udelukkende dem uden pant, købt med eksporterklæring syd for grænsen. Slots og Carlsberg er de foretrukne mærker.



Biblioteket er godt, og man kan altid komme ind ved hjælp af magnetstriben på sit sygesikringskort. Så åbner dørene automatisk, og der er adgang til computere, bøger og dagens aviser. For tiden er der også nogle lokale kunstnere som udstiller farverige malerier. Men det er ikke fordi biblioteket er overrendt. Måske læser og ser folk det hele hjemmefra over nettet? 



Mandag og torsdag er bibliotekaren Lisbeth på arbejde, og hun gør meget for at der skal ske noget mere. Forleden havde hun slået rigtig meget på tromme for nye læsekredse. Der blev lokket med kaffe og chokolader, og jeg dukkede op - som den eneste… 



Der sker ikke en hujende fis i Lunderskov, eller også skal jeg bare lige vente og se tiden lidt an? De folk jeg trods alt møder, smiler jo, og de kan også godt finde på at side "daw". Egentlig ikke fordi de gerne vil snakke, men mere for lige at signalere, jeg godt må være her. 



Her er sådan set også rart at være. Se bare min yndlingsbænk. Jeg plukker et æble og sætter mig, gnasker og ser ud over det smukke landskab. En dag kommer der måske en forbi, jeg kan dele udsigten med…

torsdag den 22. august 2013

Blåhvalen

Foto: Nadya Smolskaya, Cypern

Det forholder sig sådan, at jeg, sammen med nogle andre, ejer en ikke helt lille båd. Jeg er ikke just sømand, endsige indehaver af en søfartsbog - så hvad vil jeg egentlig med den? - Det spørger jeg tit mig selv om.



De andre tænker måske ligesom mig. Så vidt jeg ved, er de heller ikke sømænd. Mange af os kan vel knapt nok kende forskel på styrbord og bagbord. Alligevel ejer vi altså den her båd i fællesskab.



Jo mere jeg tænker over det, des mærkeligere bliver det. Når jeg skal nogen steder hen, vil jeg langt hellere cykle, køre, futte eller flyve. Det er virkelig sjældent at jeg sejler. 



Men som sagt: Jeg har papir på at noget af båden er min. Min andel er en såkaldt B-aktie. Jeg tænker B’et er en forkortelse for Båden. Som er opkaldt efter afdøde skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller.



Hvert år får jeg et aktieudbytte på cirka tusind kroner. Det dækker mine udgifter til sejlads, og lidt til. I år har pengene rakt til transport for mig og min søn fra den græske by Kavala til den smukke ø Thassos tur-retur, og til jul skal vi med Fanøfærgen.



B’et på min aktie kan være en forkortelse for bådens kælenavn. Den er jo stor. Og den er blå. Så hvorfor ikke kalde den Blåhvalen…



Måske skulle jeg interessere mig lidt mere for Blåhvalen, nu hvor den får så god presse i medierne. Eller sælge min aktie. En dag. Det er pænt mange penge. 50 kilo, faktisk.



For bare en tyver kan jeg på tirsdag få en sejltur i Århus havn og komme tæt på monsterskibet, inden det igen letter anker og fragter sine 18.000 teu rundt i verden, på en meget miljøvenlig måde.




torsdag den 15. august 2013

Min App


Dansk Forfatterforening har med glæde meddelt mig, at jeg har fået plads på kurset på Hald Hovedgård den 23. - 25. august. Bare jeg selv sørger for transporten og betaler kontant for mine drikkervarer på den historiske højborg, så vanker der gratis indkvartering, lækker mad, naturoplevelser og udsøgt workshop om apps. Foredragsholderne lover næsten, at jeg i løbet af weekenden bliver i stand til at producere min egen app demo.



Jeg skal bare formulere en idé hjemmefra, på en halv til en hel A4 side - så godt at både jeg selv og de andre kursusdeltagere forstår hvad den går ud på. Derfor har jeg over en velvoksen whisky tænkt tanker - og nu kommer den: Min idé til en app…



Alle bruger apps efterhånden. Selv har jeg ofte brugt Maps app’en: når jeg er kørt, cyklet eller faret vild, og faktisk kun ved hvad der er op og ned – så fisker jeg min smartphone op af lommen og finder mig selv. App’en viser min placering på et kort og i hvilken retning min mobil peger.



Sådan en app er virkelig god at have ved hånden - og som forberedelse til dette kursus har jeg tænkt på en ting, vi snart IKKE længere har i lommen. Derfor vil jeg gerne udvikle en plat eller krone app.



Snart bliver alle håndkøb betalt med mobilen eller dankortet. Eller et chiparmbånd, som på Skanderborgfestivalen i år, hvor et forsøg med CA$HLESS forløb over al forventning. Snart er vores punge og tegnebøger udskiftet med en eWallet. 



Men hvordan skal man så kunne slå plat eller krone? 



Løsningen er min app, som for eksempel betyder, at et flip-flap digitalt kronestykke på dommerens iPhone afgør, hvilket fodboldhold der førstevælger banehalvdel og giver bolden op.



Er det amerikansk fodbold, vil en 25 cent vise sig som enten front- eller Quarterback.



En skillingsmønt fra 1700-tallet kan afgøre, hvem der giver den næste Gammel Dansk.



En gammel D-mark vil give mulighed for enten Krone eller Plattysk.



Børn kan afgøre tvister med selveste Onkel Joakims lykkemønt.



Da jeg nævnte idéen for min ven Tom, udbrød han spontant, at det sgu da er en borderline genial idé!



Om alt går som planlagt, var jeg en alfa-beta version klar om godt og vel ti dage…

tirsdag den 14. maj 2013

Dejlig mærkværdighed i det ydre rum


Det nærmest klassiske David Bowie hit Space Oddity er blevet genindspillet af den canadiske astronaut Chris Hadfield. 



Cover versioner af gamle ørehængere bliver sjældent tilnærmelsesvist lige så gode som de originale. Men i dette tilfælde er resultatet virkelig smukt.



Smut ud på YouTube og se, hvad der vistnok er verdens første musikvideo indspillet i vægtløs tilstand.



Her er et link til optagelsen fra International Space Station:


http://youtu.be/KaOC9danxNo



Planet Earth is blue, and there’s nothing left to do…

mandag den 1. april 2013

Festen er forbi


Festen er forbi, siger ejerne. Man købte sig ind i det største community site i Danmark i 2006 for et millionbeløb, men skrotter det nu, som om det ikke er noget værd.

I 2008 fusionerede 24timer helt med Mingler, som herefter blev omdøbt til 24.dk. Det var et led i avisernes onlinekrig, og trækket gjorde at man akkumulerede en masse hits, hvor der før ikke havde været nævneværdig aktivitet.

Medievirksomheden kunne dog ikke få en rentabel forretning ud af foretagendet. Så nu er festen forbi, og de folk der sagde god for investeringen, må sidde med nogle gevaldige tømmermænd.

I den anledning vil jeg gerne synge en sang. Jeg hørte den i radioen for nogle dage siden, og teksten, som Leif Fabricius har skrevet, bærer overskriften Underdrejet. Det er simpelthen så fed en tekst, at den burde stå i Højskolesangbogen.

Men okay: nu står den på vores kuldsejlede community site – om et døgns tid er den væk igen:

1.
Nu skinner solen over Himmelbjerget
men det kan jeg desværre ikke se,
jeg ligger i min seng forpint og hærget,
for nattens tunge træk har redt mig te’.
I Julsø bader bare badegæster
jeg ligger bare her og svømmer hen,
men som’ren summer sødt og landet fester,
så trækkes jeg med slemme tømmermænd.

2.
Og længere mod syd på Skamlingsbanken,
der samles glade folk i sommerdress,
jeg døjer svært med bar’ at samle tanken
thi tømmermænd har sat mig under pres.
Mens sommerheden hærger hovedlandet
er jeg på hedetur med hoved på,
jeg ligger lammet hen - kan ikke andet,
og tænker på, hvor galt det dog kan gå.

3.
Og Jylland ligger mellem tvende have
jeg ligger underdrejet - stormens rov
og dønningerne duver i min mave
og banker mod mit skrøbelige skrog.
Jeg mumler: Mayday, mayday - jeg forliser
er ud’ af kurs og gået under dæk,
skønt kun der blæser stille sommerbriser
konstant i fare for at springe læk.

4.
Men pluds’lig åbnes sluserne mod livet,
min kone sejler ind: Godmorgen skat!
Hun kravler under dynen - ned i skivet
og gør en ende på min uvejrsnat.
Jeg glemmer, at en hård orkan har hærget
og falder blidt til ro i hendes favn,
jeg lægger ømt min hånd på Himmelbjerget
så ved jeg, at jeg er i sikker havn.

fredag den 22. marts 2013

PH PS

Foto: Politiken.dk

For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.

Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.

Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.

Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.

PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.

Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0

PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:

Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.



PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:

Den Store Danske.dk

Danmarkshistorien.dk

Tråd om filmen i Historien på 24.dk

søndag den 17. marts 2013

Tsk tsk

Foto: Tibor Fazakas, Rumænien

Vores community site lukker og slukker den 30. april.

1051 blogs blev det til, for mit vedkommende. Plus en om Krampens kagedåse, som blev slettet af 24support. Samt en Blå blog, der blev bandlyst og ikke fremgår af oversigten. Man kan ikke søge efter den – man skal have et direkte link. Men den findes altså stadig, selv om den indeholder skarp kritik af Netredaktionen.

Så alt i alt er det blevet til 1053 blogs (1054 hvis denne tælles med), alle med et fint foto – altså bortset fra bloggen om min farfar uden en trævl på kroppen. Det gamle sort-hvide foto var desværre for stærk kost for 24support. Jeg har efterfølgende lagt det op igen, men med et æble på for at skåne ledelsens sarte øjne. For mig at se var der tale om Apple-inspireret billedcensur .

Jeg har samtlige blogs liggende på min harddisk. Men jeg havde da hellere set at de lå på verdensvævet, hvor de hver eneste dag har hundredevis af læsere. Siden jeg sprang ud som blogger i år 2007’s spæde start er det blevet til 1.335.609 hits.

– 1.335.610, siger du?

torsdag den 14. marts 2013

Bestemmefrans



Foto: Rodrigo Comisarenco, Argentina

Hvid røg har vist sig i Vatikanet. Og de argentinske skyer på dagens blogfoto har tegnet et himmelsk verdenskort.

Ærkebiskoppen fra Buenos Aires, Jorge Mario Bergoglio har skiftet navn til Pave Frans I.

Det var enten Tudefrans eller Bestemmefrans – og heldigvis for den gamle mand blev det det sidste. Bergoglio er selvfølgelig pavestolt ved situationen. Det er stort, sådan at vinde konklavets stoleleg – for så at blive iklædt guldbroderet dametøj. Trans den første.

Ifølge kendere er han en stor overraskelse! Men for en almindelig folkekirkedansker som mig er der ikke meget surprise over nyheden. Hvor uventet er det lige, at paven blev en mand? At han har italienske rødder? At han forlængst har passeret de halvfjerds? – i mine øjne var han kvalificeret til jobbet i en sådan grad, at han burde have været en af bookmakernes absolutte favoritter.

De første meldinger om den nye paves holdninger er skam heller ikke overraskende. Gammel altervin på nye flasker: Nej til abort. Nej til homoseksuelle ægteskaber. Nej til aktiv dødshjælp.

Frans vil gå i forbøn for de fattige – men naturligvis uden at komme til lommerne. Vatikanets enorme formuer bliver hvor de er.

Det kan godt være jeg er for negativt indstillet. At den ny pave lige skal have en chance til at vise, hvad han dur til. Men jeg er sgu ikke den eneste som sukker højlydt.

Alt er ved det gamle. Det er kun navnet der er nyt.

søndag den 10. marts 2013

Kun en kvinde

Foto: Belovodchenko Anton, Rusland

Kvindernes internationale kampdag er stadig en vigtig mærkedag. Om knapt et år vil der igen være øget opmærksomhed omkring kvindekampen – men det er som om det mere og mere handler om at lægge den død. Og det undrer mig.

Meldingerne fra især yngre kvinder er, at der ikke rigtig er mere at kæmpe for. Vi har jo ligeløn, og mandschauvinister finder man efterhånden kun blandt vrisne, gamle mænd, der alligevel ikke længere har noget at skulle have sagt. De fleste kan kun altmodisch mimre deres synspunkter om Kinder, Küche, Kirche fra en gyngestol på plejehjemmet.

Kvinderne har ikke mere at gå på barrikaderne for, synes mange. Det er helt normalt at mene, at mærkedagen den 8. marts burde gå i sin mor igen, nu hvor der kun er småting som krympefri bomuld at kæmpe for.

Mange mener endda, at yderligere kvindekamp bare vil afføde en masse tabermænd! Synspunktet er, at vi lider under den ny uorden, hvor det typisk er kvinder der får de bedste uddannelser og gafler de fedeste jobs. Bare kig på Folketinget: Kvindelig statsminister, og i det hele taget lutter kvinder i front for samtlige regerings- og støttepartier.

Men jeg vil nu aliwl ønske et forsinket tillykke til kvinderne med den internationale kampdag. Når man ser filmatiseringen af Lise Nørgaards erindringer Kun en pige, så kan man(d) jo kun glæde sig over udviklingen fra dengang til nu. Og jeg synes ikke, kampdagen skal droppes, bare fordi nogle mænd føler sig overhalet af det andet køn.

Med de mange tåbeligheder der har floreret på Facebook i kampdagens anledning, synes jeg bestemt kvinderne skal blive ved med at kæmpe for frigørelse og ligestilling. Kald mig bare et mandfjols, men det mener jeg altså.

tirsdag den 26. februar 2013

Fars ungdomskæreste


Sådan så hun altså ud, hende Vivian. Fotoet er lille, knapt seks gange seks centimeter. Jeg tror min far har fået det med sig, da kom ud at sejle med Ø.K’s motorskib “Erria”.

Til min egen Wilson, har Vivian skrevet i hjørnet. Noget i den retning, i hvert fald…

På bagsiden han hun med fin og sirlig skrift skrevet noget mere:

Til min bedste ven

good luck, good health, God bless you
it’s all my heart can say

good luck, good health, God bless you
and guide you all your way

no matter where you wander, wherever you may go
good luck, good health, God bless you

and keep you and bring you safe me back home

Vivian


Jeg har googlet første linje, og fundet frem til at ordene stammer fra en drivende sentimental popmelodi fra 1950. Steve Conway synger, og så er der pludselig sprød lyd til det gamle kærlighedsfoto. Hør selv:

https://www.youtube.com/watch?v=9fUjJtSqCt4

Pigen på fotoet er smuk. Hende kunne jeg som ung selv være blevet forelsket i. Navnet er mig heller ikke fremmed. Jeg har selv kysset en Vivian engang. Og så kan man jo få den finurlige tanke, om jeg også på dén måde er arveligt belastet.

Min far havde bare alt for mange kærester. Ingen kender det præcise antal, men han må have haft hundredvis af damebekendtskaber. Det var som om han samlede på dem – og han lagde bestemt ikke damejagten på hylden bare fordi han fik kone og børn.

Men Vivian var hans første kæreste. Hun har altså en særlig plads i samlingen.

Hun er omtalt flere gange i de skriv jeg har fra hans hånd, eksempelvis i de nye gamle papirer, jeg fandt i en papkasse sidste år.

Store dejlige dådyrøjne og fløjlsblød overalt…
– Jo, han har været meget glad for hende. Og han fortæller at hun er Sjøgrens datter, boede ude i Kigkurren og arbejdede på et rejsebureau. Nogle gange optrådte hun. Han skriver at hun havde en datter der hed Linda. Og så fortæller han hvorfor han slog op med Vivian:

Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed…

Men dén forklaring på bruddet er skrevet i 1975. Dengang det skete, var årsagen skam en anden. Det kan jeg læse i hans dagbog – En sømands dagbog. Her fortæller han i 1951, at han var uvidende og uerfaren. Han var 16, hun var 19. Og hun var hans et og alt.

En dag skete noget alvorligt. Hun fortalte mig at vi blev nødt til at skilles, for hun havde et barn udenfor ægteskab. – Mit første bekendtskab med det kvindelige køn blev en alvorlig skuffelse. Jeg var dybt ulykkelig…

Hvilken version er mon den mest rigtige? Var det Vivian som slog op, eller var det min far? – Jeg er ikke i tvivl; Det er altid større sandhedsværdi i dagbøger end i efterrationaliserede erindringer. Det var Vivian, som slog op, og problemet var det uægte barn. Vivian var nået frem til, at min far ikke ville kunne forholde sig til hendes lille datter – og det har hun sgu nok haft ret i.

Blandt nogle gamle fotos jeg fik af min bror Thomas i vinterferien, lå der underligt nok en kuvert fra Islands Brygges Apotek med blandt andet receptblanketter, udklip, et par ubrugte pasfotos og et brugt rationeringskort for sukker og kaffe, oktober 1951 - maj 1952.

Nogle af papirerne er Vivians. Derfor ved jeg, at hendes fulde navn er/var Vivian Lillelund. Hun boede Kigkurren 10 og hendes læge hed Halvor Bach (som også var min fars læge).

Der ligger også et visitkort fra Mødrehjælpens sociale og lægelige konsultation, Kroghsgade 1, 1. sal tv, værelse 15, med oplysninger om træffetid, som aftales personligt i den daglige åbningstid kl. 12:30 - 13:00 (lørdag dog undtaget).

Måske lever Vivian endnu. Måske kan hendes datter, der engang hed Linda Lillelund genkende sin mor. I så fald vil jeg meget gerne kontaktes.

Jeg vil gerne blive endnu klogere på min slægts historie. Det er planen at samle op i en slags slægtsbog, som jeg tror kommer til at hedde “Typisk Wilson”.
 

mandag den 25. februar 2013

Berømt foto

Foto: Frihedsmuseet

Hvad var det egentlig for et foto min far fik nævnt i sit skriv dengang i Bavnehøj Skoles jubilæumsskrift? Det har jeg spekuleret på, lige siden Mørke minder.

Men nu tror jeg billedet er fundet, med hjælp fra Henrik Lundbak på Frihedsmuseet.

Han mener der må være tale om et billede fra den ene af de to dokumentarfilm, der blev lavet om Danmark under besættelsen, Danmark i Lænker og Det gælder din Frihed.
To film, som i 1955 blev klippet sammen og suppleret med udenlandske klip, og fik titlen De fem år.

Som så igen blev cuttet ned til en skoleudgave i 1960. Hvor de første i høj grad blev båret frem af den mytiske fortælling om de tapre frihedskæmpere, som gav de tyske fnatmider (citat fra Gunnar Nu Hansens speak) nogen på frakken, så kom der efterfølgende noget mere konsensus over historien. Til at begynde med blev samarbejdspolitikken faktisk ikke nævnt.

Episoden, hvor to frihedskæmpere afvæbner to tyske officerer, fandt sted til ære for fotografen. Det skulle på celluloid, at sådan en aktion kunne ske på åben gade.

De to tyske toldembedsmænd (officerer) fik hver stukket en pistol i mavsen og hurtigt og effektivt frastjålet deres tjenestevåben. Det var frækt gjort, meget ydmygende for besættelsesmagten, og så ved højlys dag!

PS: Der er dansk-svensk digtaften i Frihedsmuseet onsdag den 13. marts kl. 19, med oplæsning af stærke tekster af Otto Gelsted, Hjalmar Gullberg, Poul Henningsen, Pär Lagerkvist, Johannes Jørgensen, Kjeld Abell, Harry Martinson, Erik Lindegren, Halfdan Rasmussen, Jørgen Nash, Anders Österling og Morgen Nielsen.

torsdag den 14. februar 2013

Allah jemini

Foto: Constantin Deaconescu, Belgien

Belal Cheikh bor i Kolding, fordi den danske ambassade i Syrien i 2011 indtrængende opfordrede ham til at komme hjem til Danmark, og naturligvis tage sin kone og parrets to piger med. Der var – og er – simpelthen for farligt at være i det krigshærgede Syrien.

Hvor livsfarligt, det er at tage til Syrien lige nu, understreges af Udenrigsministeriets rejsevejledning. De danske myndigheder fraråder alle rejser til landet:

Der består en stor risiko for kamphandlinger, attentater og eksplosioner over hele Syrien. Der har siden december 2011 været en række bilbomber samt et stort antal større og mindre attentater og eksplosioner i flere syriske byer, herunder ikke mindst i Aleppo og Damaskus.  Siden juli 2012 har der været hårde kampe i alle de større byer, men særligt i Damaskus, Aleppo og Homs, med udbredt anvendelse af bl.a. artilleri og luftvåben.
Ikke desto mindre fortæller TV2 Syd, at Belals kone har fået afslag på familiesammenføring, og at Udlændingestyrelsen derfor har meddelt at hun skal udrejse til Syrien senest på tirsdag den 19. februar.

Parret blev viet for fem år siden af en imam. Siden har de fået to smukke piger, som naturligvis også er danske statsborgere, ligesom deres far, der arbejder og er så velintegreret, at han taler dansk uden nogen som helst accent.

Alligevel møder familien en mur af uretfærdighed. Mor skal udvises. Sagen blev nøgternt vendt og drejet i de regionale nyheder i går.

Det er sådan set ikke problemet, at deres ægteskab er et såkaldt sharia-ægteskab. For uanset hvad, bliver parret ramt af både 24-års-regel og tilknytningskrav.

Folketingets formand for Retsudvalget, SFeren Karina Lorentzen Dehnhardt har kigget sagen igennem og opfordrer Belals kone til straks at søge asyl!

Årsagen er, at selv om myndighederne altså ikke har de store betænkeligheder ved at sende Romayla Abed retur til Syrien, så forholder det sig anderledes fornuftigt med asylansøgere: Dem vil vi ikke tvangsudsende til Syrien, som situationen er nu.

Det er jo fint nok, at man på den måde finder en løsning – men det virker forrykt at Belals kone skal søge asyl. Hun virker jo ikke som en der er personligt forfulgt i Syrien. Hun er bare en ung, smuk, muslimsk mor til to nydelige pigebørn og hustru til en dansk mand med syriske rødder. Det burde ikke være et problem at give hende en arbejds- og opholdstilladelse.

Mon ikke man på Christiansborg snart kan finde ud af at lempe vores familiesammenføringsregler, så de bringes i overensstemmelse med EU Opholdsdirektivet? – Så ville vi undgå sager som denne, hvor gode og velfungerende dansk-udenlandske familier får problemer med Udlændingestyrelsen.

tirsdag den 12. februar 2013

Fundet på mikrofilm


Alle og enhver kan gå ind i Den Sorte Diamant og kigge i et hav af gamle danske aviser, arkiveret på mikrofilm. For god ordens skyld kan man samtidig oprette sig som låner i Det Kongelige Bibliotek.

Jeg gjorde det selv igår – og fandt det jeg ledte efter: Den artikel, der fulgte med, da pressefotoet med Wilson familien på Nokken første gang blev publiceret.

Det skete i den hedengangne avis “Nationaltidende”, den 23. december 1949.

Billedet er gengivet meget mørkt, og ledsaget af en billedtekst:
De syv Børns Hjem paa det yderste Islands Brygge – “Nokken”. Foran Huset de fem af dem, der var hjemme om Eftermiddagen.

Jul med 7 Børn i Skur paa yderste “Bryggen”


Kan ikke faa Lejlighed – Moderen ligger paa Hospitalet


PAA det yderste Islands Brygge, paa en aaben Plads, “Nokken”, ligger to primitive Skure – det ene 2½ · 2½ m og det andet 5 · 2½ m. Her bor en Chauffør med sine syv Børn i alderen 5 til 17 Aar. Det har ikke været Familien muligt at faa en Lejlighed, der kunde rumme alle. Chaufførens Kone har i de sidste 7 uger ligget syg paa Hospitalet, men fik i Gaar Lov til at være i Skuret hos sine Børn i Juledagene.
– I August gik jeg i Stykker med en Rutebilforretning, jeg havde startet ved Holbæk, fortæller Chaufføren, Robert Wilson selv. – Jeg tog med min familie til København, hvor vi tidligere har boet, men Boligudvalget kunde ikke give mig noget Haab, fordi jeg har for mange Børn. Saa henvendte jeg mig til Husvildeforsorgen, men de kunde kunne skaffe eet Værelse og Køkken fælles med en anden Familie – saa skulde vor Familie splittes, og det vilde jeg ikke.

To Piger paa 10 og 12 Aar passer Hjemmet
Derpaa gik Wilson til Havnevæsenet og fik Tilladelse til at bygge det mindre Skur og leje det andet, som stod på “Nokken”. I hvert Skur blev opstillet en Kakkelovn, og Familien flyttede ind. Men næppe havde de boet der mere end 2 Maaneder, før Fru Wilson blev syg og maatte paa Hospital.
Hjemmet har siden maattet passes af den 12-aarige Aase og hendes 10-aarige Søster Dora, der begge gaar i Skole. De to ældre Søskende, en 17-aarig, der er Kontormand, og en 14-aarig Søster, som arbejder paa Fabrik, hjælper naturligvis til, naar de kommer hjem. Endelig er der tre mindre Børn, den 5-aarige Herbert, den 7-aarige Freddy og den 9-aarige John.

Hverken Vand, Lys eller Gas i de utætte Skure
Der er ingen Vand i Skurene. Det maa hentes 250 Meter borte fra. Der er heller ikke Lys og Gas. Skurene er utætte. Der er ikke engang Plads til et rigtigt Juletræ, som Børnene kan danse om, i de snævre Barakker. Man vil dog forsøge at faa et lille et, der kan staa paa en Stol.
Familiefaderen er bitter paa Myndighederne og føler sig uretfærdigt behandlet af Boligudvalget. – For 2 Måneder siden var Boligkommissionen er, siger han. – De lovede at lade høre fra sig, men endnu har vi intet hørt.
Børnene – de mindre af dem i hvert Fald – ser mere lyst paa Tingene. De er lykkelige over, at deres Mor skal være hjemme i Juledagene – og saa glemmer de det meget onde i Tiden.

Der er foruden det mørke foto et andet, taget inde i skuret, hvor “Der ventes paa Kaffen, som Dora (til venstre) og Aase tilbereder. I Øverste Køje er John, nedenunder Freddy og Herbert”.

Der bliver aldrig kedeligt at grave i min families fortid. Og nu vil et lille triumvirat, bestående af mig selv og mine kusiner Randi og Karin, samle sammen til en slags slægtsbog. Det ville være kanon, hvis børnene fra familien Wilson på Nokken 1949 og alle deres efterkommere kunne få sådan en bog at bladre i.

onsdag den 6. februar 2013

Kong Henrik

Foto: Drew Pendleton, USA

Stakkels mand. Nu er han igen, igen sat i skyggen og nedvurderet. Her & Nu fører an og basker ham med overskrifter som:
Prins Henrik puster til ilden igen
Sætter Margrethe i forlegenhed


- JEG VIL VÆRE KONGE

Han får bestemt ingen opbakning i ugebladene, selvom de tjener fedt på Kongehuset, især når det netop er manden fra Det Monpezatske Hus som har åbnet munden.

Men jeg synes godt om ham. Han skal sgu have noget street credit. Han er utvivlsomt den bedst uddannede i kongehuset. Han er formentlig også et af de bedst begavede medlemmer den danske kongefamilie nogensinde har haft. Han finder hele tiden på noget nyt, og kan stadig puste liv i alt og alle omkring sig. Sågar også sladderpressen, hvis oplag ville styrtdykke uden det royale stof.

I bogen Nullerne trækker Søren Mørch en fin pointe frem (som ægtefællen til vores dronning – (gemalen) – selv i spøg har leveret): Han sammenligner sig med grevinde Danner:

Louise Christine Rasmussen blev gift med Kong Frederik 7. i 1850, men hun blev ikke dronning af den grund. Hun reddede kongen fra at gå til i druk, så han blev i stand til at optræde som Grundlovens giver og Frederik Folkekær, men dronning blev hun ikke. Hun blev grevinde, lensgrevinde endda, men ikke dronning.

Prins Henrik oplever sig som grevinde Danner – den, ‘som steg fra dybet, belæsset med et folks foragt’.


Jeg synes som sagt godt om Prinsgemalen. På trods af at han ifølge folket ikke taler ordentlig dansk – har han faktisk skrevet nogle af de bedste digte, jeg har læst. Han er forfatter til en lang række udgivelser og oversættelser, som det også fremgår af hans side på kongehuset.dk. Og på trods af at han ifølge folket har kælderen fuld af Château Rævepis – så er det såmænd udmærket kongevin der produceres med hans druer fra Cayx i Cahore.

I spørgsmålet om hvad der burde stå foran Henrik, kommer folket til kort. Hvad bør han kaldes: Konge eller knægt?

Jeg er ikke i tvivl. Manden er konge.

søndag den 27. januar 2013

Kunstfoto

Foto: Leigh Ledare: Mom and Me in Mirror, 2002

Det har fået masser af omtale, at Charlottenborg udstiller mere end 100 værker af amerikanske Leigh Ledare. Især hans fotos af moren har vakt opsigt. For hvad ligner det at tage nøgenbilleder af sin mor, og så kalde det kunst?!

Politiken har lagt en stribe af de kontroversielle fotos på nettet, og jeg ser altså noget, som andre åbenbart ikke ser. For mig er der ingen tvivl om, at det er moren der vil det her.

Ikke at hun vil i seng med sin søn, slet ikke. Jeg tror heller ikke det handler så meget om ekshibitionisme, selv om det godt kan se sådan ud. Leigh siger faktisk selv, hvad det handler om: Mor er jo en performer. Men det er som om han ikke rigtig har fattet hendes motiv, hendes bevæggrund for at smide tøjet.

Leigh tror tilsyneladende på en tynd historie om, at moren vil have han skal tage erotiske fotos af hende, fordi hun skal bruge dem i sin søgen efter en rig mand at slå sig sammen med. Dén historie er efter min mening lige så tynd som historien i en pornofilm. Det er ikke dét det handler om.

Næe, jeg tror såmænd moren er som vi forældre er flest. Vi vil gerne hjælpe vores børn på vej. Det er en lykke at se sit barn blive voksen og få sig en karriere, gerne en à la den man selv har haft.

Den tidligere balletdanser Tina Peterson vil have sin søn til at blive kunstner. Simpelthen.

Leigh har næppe sin mors talent for at danse og optræde, men hun vil alligevel gerne se, at han vælger sig en kunstnerisk karriere. Hun har sandsynligvis under hans opvækst luret, at han holder meget af billeder og kan lide at fotografere. Det er en verden, hun kun kender fra den anden side af kameraet - men hun ved at fotografiet også er en kunstform.

Jeg tror det er derfor, det starter. At han ringer på hendes dør, og hun åbner den, helt nøgen. Så begynder det kunstneriske projekt, der kører over otte år, og udvikler sig til Leighs første kunstværk, som er kontroversielt og får mange stærke reaktioner i de lande, hvor hans fotos udstilles. Og reaktionerne bliver så også en del af kunstværket.

Billederne af moren, også hvor hun har sex med en mand på fotografens egen alder, skal man nok lige forberede sig lidt på. Her kan jeg anbefale en nydelig kunstfaglig udtalelse i Politiken fra Rune Gade, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet:

»Billederne insinuerer et incestuøst forhold. Det er et globalt tabu. Men går man ind under det chokerende, så er det interessant, fordi man er nødt til at tænke over tabuet. Desuden er hans projekt i tråd med en ny tendens inden for samtidsfotografiet, hvor man bevæger sig ud over det personligt dokumentariske. Man kunne kalde det performativt fotografi, for han iscenesætter billeder og skildrer situationer, som måske aldrig ville være opstået, hvis kameraet ikke var til stede«.
De seksuelle fotos af moren er altså ok. Men jeg ville hellere se den serie, som også er beskrevet i Politiken: Hvor Leigh har lavet en fotoserie af sin ekskone, som også er fotograf, og så fået ekskonens nye mand, som også er fotograf, til at lave en tilsvarende fotoserie.

Ekskonen blotter sig altså både for sin eksmand og for sin nye mand - men er der ikke forskel at spore? Kan man ikke se, at kvinden lader den nye mand komme tættere på?
Det gad jeg godt ved selvsyn at få af- eller bekræftet. Så der er gode chancer for at jeg kigger forbi Kunsthal Charlottenborg en dag – udstillingen kører helt frem til den 12. maj.

Det lyder jo som en oplagt kunstoplevelse, hvis man interesserer sig for Sex og Samliv.

onsdag den 23. januar 2013

For mig er det kunst

Foto: Hentet fra udstillingskataloget, som ligger på kunstnerens egen hjemmeside birgitteskallgaard.dk

Kunst er det, man ikke kan - hvis man kunne, var det jo ingen kunst.

Sætningen afspejler en meget udbredt kunstforståelse; At kunst i virkeligheden er et paradoks.

Sådan tænker jeg ikke. Jeg mener kunst i høj grad lader sig gøre, og i en annoncetekst fornylig læste jeg denne sætning, som udtrykker det så smukt:

Kunst kommer af at kunne – ellers ville det hedde vilst.

En af tidens mest kontroversielle kunstudstillinger kan for tiden ses på Politimuseet. Kritikken er hård. Information leverer nærmest en politi-anmeldelse under overskriften: Den enes død

Kun en enkelt stjerne får kunstneren Birgitte Skallgård for de tolv kvindeportrætter i hendes projekt Kvindedrab in memoriam.

Oveni er mange blevet stærkt fortørnede over, at kunstneren har malet de myrdede uden tilladelse fra deres familier. Og Rigspolitiet meddeler i en pressemeddelelse, at de pårørende også efter politiets opfattelse burde have været inddraget i forbindelse med udstillingen.

Jeg har dog svært ved at se, hvad det er, Skallgård har gjort galt. Hun behøver da ikke have de efterladtes tilladelse til at beskæftige sig med fx Marcela Guerrero Mieres (1972-1989), der var 17 år gammel og netop begyndt på gymnasiet, da hun brutalt blev voldtaget og kvalt den 9. december, og fundet død med blottet underliv den næste formiddag af et par som var ude og lufte hund i Mågeparken på Avedøre Holme. Trods omfattende efterforskning er mordet stadig uopklaret.

Jeg synes afgjort at billedkunstneren både kan og vil noget – så hvorfor ikke besøge Politimuseet og ved selvsyn opleve hendes kvindeportrætter?

lørdag den 19. januar 2013

Livet og døden

Foto: Andreas Krappweis, Tyskland

Skriverhuset har i en morgendrøm mødt sit ufødte oldebarn og skrevet en sørgmodig blog. For med 86 leveår bag sig er det jo ikke sikkert han vil se den lille ufødte pige i live. Ja, den gamle mand har endda titlet sin blog Uopnåelig drøm…

Hugo Tomra er dog glad for sin drøm, hvor den lille pige pludrer og de går tur sammen hånd i hånd. Men livet og døden følges jo ad. Hun er på vej til sin nul års fødselsdag, og han skal snart død. Sådan er det jo.

Vi kan kun håbe på at blive rigtig gamle – der er sågar en lille lotterichance for at man som menneske kan gå lidt rundt i haven med et lille tip-oldebarn ved sin side – men så er man faktisk nødt til at blive hundrede år, og modtage et lykønskningstelegram fra dronningen på dagen. Hvis HKH Margrethe II da lever så længe…

Min morfar havde den samme drøm som Hugo. Han ville så inderligt gerne se sine børnebørns børn inden han døde. Hvor kunne det være dejligt at opleve dét også. Jeg tror sgu den drøm lagde adskillige år til hans levealder. Jeg husker vi engang besøgte ham på hospitalet, og mor bagefter fortalte os, at det nok var sidste gang vi havde set ham. Men han kom sig, ansporet af endnu et oldebarns fødsel.

Peder Filtenborg bad hver dag for sit og sines liv. Under normale omstændigheder var han nok død flere år tidligere, men måske kom hans mange år som præst i Fole kirke ham tilgode. Og han var glad for hver eneste begivenhed der viste sig i horisonten. Hele tiden var der noget nyt han så gerne liiige ville have med inden han døde. Jeg husker også at han blev mere og mere mild jo ældre han blev. Måske kan taknemmelighed over livet udsætte døden i årevis. Måske kan man godt blive hundrede år hvis man virkelig gerne vil og nærmest strutter af mildhed. Morfar blev 85, selvom hans helbred slet ikke var til det.

Dybest set dør vi vel allesammen en lille bitte smule hver eneste dag. 

Min mormor kom fra Kaukasus, hvor folk generelt bliver temmelig gamle. Og Ruth Linda von Sicard var ingen undtagelse. Selv om hun fødte en stor børneflok og led frygteligt af hungersnød under flugten fra bolsjevikkerne, så gik der ret lang tid inden Skaberen kaldte hende til sig. Man skulle ellers tro, at et på mange måder hårdt liv ville forkorte tilværelsen og pensionsalderen, men mormors russergener ville det anderledes.

Mange år efter morfars død hun fik sig en ti år yngre kæreste og begyndte at læse fransk, som hun stort set ikke havde talt siden sin ungdom. Men kæresten blev affældig og faldt fra, og mormor måtte også sande, at hendes sprogkundskaber og hukommelse ikke helt var, hvad de havde været. Men selv var hun frisk som en havørn.

Jeg tror næsten det irriterede hende at blive så gammel, som hun blev. Hun var ikke bange for at dø – men hun var bange for at ligge til last, gå i vejen og forstyrre. På sine gamle dage boede hun gerne hos min mor eller moster Ebba. Hun kunne godt lide at sidde i køkkenet, mens hendes døtre rumsterede, men var som sagt meget bekymret for at være til ulejlighed. Hun insisterede på at betale for sine ophold hos sine børn. Der var simpelthen en dagstakst for at gide have hende boende.

Engang sad hun i min mors stue da jeg kom forbi. Det var jo spændende at snakke med sin mormor, som var født i 1896, havde rejst med hestevogn og som lille pige set Rasputin. Pludselig så hun indtrængende på mig og sagde med sin karakteristiske russiske accent:

– Kenneth… – Det er svært at blive gammel.

Så skålede vi med vores kaffekopper. Jeg tænker vi skålede for både livet og døden. Mormor blev knapt 97 år.

onsdag den 9. januar 2013

Josefbarnet

Foto: Pynt på kirkens juletræ, lavet af nulte klasse

Når pastor Haldrup står for julegudstjenesten i Skanderup kirke, sker forkyndelsen ikke helt efter Bogen. Vi kirkegængere bliver altid udsat for et kreativt tvist. Det slår aldrig fejl.
(Måske nogen husker min blog om juleshowet for tre år siden?)

Denne jul var ingen undtagelse. Kirkevæggen er jo kridhvid, og nærmest perfekt til en projektor. Så kan salmeteksterne jo vises som lysbilleder. Og hvorfor ikke også vise et lille krybbespil? Det kan godt være, nogen synes det er for pjattet, men ungerne elsker det.

Anne – en af de frivillige unge i sognets kristne klub for børn – sender live via webcam historien op på kirkevæggen. Små legetøjsfigurer gør det ud for kejser Augustus, jomfru Maria og hendes (træ)mand Josef, vise mænd, engle og hyrder. Det er ret sjovt, for der er indlagt små fælder undervejs.

Da Josef og Maria skal afsted mod Betlehem, protesterer børnene højlydt da en sej sportsvogn viser sig på murværket. Vi skal have fat i et æsel, som Anne heldigvis også har liggende parat blandt sine remedier.

Næste fælde udvikler sig en rigtig skæg dobbelt fejl: Børnene får at vide, at jomfru Maria føder det lille Jakobsbarn – og råber NEEEJ! – JOSEFBARNET! – Som jo så efter en hurtig konsultation med far og mor må korrigeres yderligere til: JESUSBARNET. – Nemlig…

Desværre blev showet ikke lagret på en fil, så det kunne streames på YouTube. Men her har Folkekirkendk til gengæld uploaded juleevangeliet i en moderne udgave, udsat for Google og Facebook. Det kan varmt anbefales. Videoen er virkeligt morsom, og sluttes af med en dejlig hilsen og folkekirkens nye logo:


Tags: kirke, engel, kors, fil, jul, gud

mandag den 7. januar 2013

Vinterlæserens nytårshilsen

Foto: Piotr Bizior, USA

Det er hyggeligt med alle de hilsner omkring årsskiftet, hvor familie, venner og bekendte ønsker godt nytår, og fortæller lidt om hvad der er sket i det forgangne.

Min gamle ven Per gør det på en ikke helt almindelig måde. Han sender en mail om de bøger han har læst siden sidst. Hvor andre vinterbader, hygger han sig indendørs med en ordentlig stak bøger. Og så laver han liste, krydret med stikord, til familie, venner og bekendte (og ikke mindst sin egen hukommelse).

De allerbedste bøger giver han tre asterisker (***), som en klar anbefaling. Og så er det jo oplagt at give Per lidt positiv feedback, f.eks. “Dén bog syntes jeg også var skidegod”.

Jeg håber andre vil tage idéen op og rundsende en personlig nytårshilsen efter samme læst.

Blogfotoet passer fint til Pers nytårsmail, som jeg har fået lov til at dele med alle andre litterært interesserede:


Læst i vinteren 2012-13:
*** Heda Margolius Kovály: ”Under en ond stjerne” (Tjekkisk, jødisk piges/kvindes utrolige og hjertegribende liv, overlevelse og kamp i KZ-lejr og under kommunismen–perioden 1941-68).

*** Ayad Akhtar: ”Tavshedens smerte” (En pakistansk drengs opvækst og familieliv i USA og hans splittelse mellem islam og ”verden”. Giver fin indsigt i islam, teoretisk og på hverdagsplanet).

*** Anna Reid: ”Leningrad. Tragedien om en by under belejring 1941-44”.
Bl.a. beskrevet ved uddrag af dagbøger. Hjerteskærende gennemgang af denne, noget glemte belejring og folks kamp for at overleve, mens familie og naboer døde af sult som fluer. 

Bjarne Wagner Augustenborg: ”Gode Gud, send mig hjem. Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland 1940-49”. Hjerteskærende gennemgang af denne del af danmarks- og verdenskrigshistorien. Igen et stykke historie, der mere eller mindre bevidst blev nedtonet og glemt.

*** Frode Z. Olsen: ”Når dragen løfter hovedet”. Det er meget sjældent, jeg læser krimi. Men denne forfatter kender jeg fra socialdemokratiet i Rødovre. Den spændende handling udspiller sig i både Kbh. og Kina, som Frode er stor kender af, idet han er udstationeret dér af dansk/nordisk politi. Ligeledes får man et grundigt - måske lidt karikeret - billede af et dansk politi i en omstillingsfase. 

Amanda Lind: ”Francys evangelium”. En meget anderledes bog: om en svensk, kvindelig mafiaboss (Godmother?), hendes særdeles blodige og kyniske arbejdsmetoder; men også om hendes skrøbelighed og indre mangel på sjælefred, specielt i forhold til hendes familie, der i dén grad bliver forsømt. Sproget og indholdet (måske delvist pga. oversættelsen) er langtfra stor litteratur; men det er letforståeligt, og der sker noget i hver linie.  Chick lit og femikrimi på samme tid.
 
*** Alen Meskovic: ”Ukulele-jam”. (det flg. er ”planket” fra anmeldelse i Gaffa) Dansk-bosnieren AMs debutroman er en velskrevet og gribende – delvis selvbiografisk – fortælling om den svære teenagetid med alt, hvad den indebærer af lykkelige og ulykkelige forelskelser, spirende seksualitet, problemer med forældre, usikkerhed om uddannelse og fremtid og ikke mindst opdagelsen af den store og fascinerende rockmusik – sat ind i en kontekst af uvished på et ganske andet plan, nemlig et land i opløsning. Og Meskovic formår at balancere alvor og løssluppenhed, tragik og komik fint over for hinanden. Ofte er der ikke langt fra tragedie til farce i det borgerkrigshærgede romanunivers.

*** Herta Müller: ”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv” (Den rumænskfødte, tysksprogede nobelprismodtagers kulsorte roman om et sølle og undertrykt liv i Ceaucescus Rumænien er svær/langsom at læse; men når man først har vænnet sig til stilen, er der dømt stor, fængslende litteratur, der ind imellem sågar kan være lunt morsom/satirisk).

Christos Tsiolkas: ”Lussingen” (En stor (550 s.) roman om moderne mennesker i Australien, deres liv og deres konflikter. Personerne og miljøerne, bl.a. de mange forskellige etniciteter i Australien, belyses på mange ledder og kanter, idet hver person har sit lange kapitel, hvori deres relationer til de andre beskrives. Grundlæggende en interessant bog; men sproget er et godt stykke fra verdensklasse, og der er lidt for mange gentagelser af synspunkter og personbeskrivelser.

Jennifer Egan: ”Tæskeholdet banker på”. En Pulitzer-prisbelønnet, ny amerikansk roman og en række menneskers liv og fortid. Hæsblæsende og noget specielt fortalt. Trods mange gode sproglige indslag og lejlighedsvis new-yorker humor fængede personerne og dermed romanen mig ikke rigtigt. Dertil var/er deres liv for specielt.

*** Morten Møller: ”Hvem er Nielsen?”. En fortælling om kommunisten og modstandsmanden Børge Houmann. En historisk, videnskabelig, men også næsten roman-agtig skildring af et usædvanligt og enestående menneskes liv og kamp gennem det meste af det 20. århundredes Danmark.

*** Børge Houmann: ”Kommunist under besættelsen”. Ovennævnte BH’s egen fortælling/uddybning af tiden under besættelsen. Selv om BH er farvet af sit livslange, kommunistiske tilhørsforhold, er bogen særdeles klog og (uddrag fra bagsideteksten) ”en alsidig, personlig erindringsbog (der er)… underholdende, tankevækkende og skrevet i et usædvanligt rigt dansk sprog”. Jeg er helt enig.

Morten Thing: ”Sabotøren – min fars historie”. Den kendte venstrefløjshistoriker fortæller indgående om sin far, Børge Thing, der var en af lederne af BOPA. Både om hans opvækst, familie og især hans glorværdige virke under og efter besættelsen. Den kan sine steder være lidt ”tung” at læse, bl.a. også fordi sproget er meget dårligt, i modsætning til den foregående (Børge Houmanns).  

*** Blaine Harden: ”Flugten fra Camp 14”. Den gribende historie om Shin, der er den første, som er flygtet fra en af de lukkede arbejdslejre (læs: koncentrationslejre) i Nordkorea. Historien er fortalt til en journalist, der i videst muligt omfang har dobbeltchecket rigtigheden i Shins fortælling.  

*** Eugen Ruge: ”In Zeiten des abnehmenden Lichts”.  En strålende, klog, varm, lun (i sin ofte forekommende humor) og sprogligt fremragende familiesaga fra DDR/Østtyskland.
Gennem fire generationer i en familie opleves (daglig)livet i familien og både de nære og fjerne samfund, herunder også tiden efter ”Die Wende”.
Bogen er en Riesen-bestseller i Tyskland og har fået adskillige priser. Det forstår jeg godt. Læs den, - om ikke før, så når den kommer på dansk.
P.S.: Opdager nu, at den ER udkommet på dansk.

*** Peter Øvig Knudsen ”Hippie”. Beretningen om Thy-lejren og ”tre år og 74 dage, der forandrede Danmark” er spændende læsning og historieskrivning for os, der var unge dengang og fulgte med på sidelinien. Men, kors, hvor de dog ryger meget hash og bruger stærke stoffer!

*** Jesper Clemmensen: ”Flugtrute Østersøen”.  Åndeløst spændende og menneskeligt medrivende at følge de – trods alt – mange DDR-borgere, der ad søvejen og over 70 km forsøgte at slippe ud til Vesten. For nogle lykkedes det, for andre ikke. Der blev anvendt robåde, kanoer, hjemmebyggede ”undervandsaggregater” og sågar surfbræt. Hver enkel case beskrives i detaljer, herunder også disse menneskers hårde og overvågede dagligliv i DDR.
P.S.: Jeg læste denne bog lige efter, at jeg havde set filmen ”Barbara”, der handler om det samme. Den kan også varmt anbefales.

Volker Kutscher: ”Den stumme død”.  En halsbrækkende (sic) 600-siders krimi fra 30’ernes Berlin, herunder en del om byens geografi. Der sker noget nyt og overraskende på hver side. Man hører en masse om Berlin i 1930 og får de sædvanlige historier om indbyrdes konkurrence mellem politifolkene, der ikke alle er helt ”rene” i kanten. Hertil kommer interessante beskrivelser af filmmiljøet og kampen mellem det gamle, stumfilmen, og det nye, tonefilmen. Slutningen er lidt søgt og ødelægger lidt af den gode stemning. 

Elisabeth Åsbrink: ”Og træerne står stadig i Wienerwald”.  Et jødisk ægtepar (i hhv. Wien og Theresienstadt) skriver over 500 længselsfulde breve til deres 13-årige søn, der er kommet til Sverige. Et menneskeligt drama, fordi forældrene ender deres liv i en KZ-lejr.
Den svenske forfatter er journalist og kobler IKEA-grundlæggeren, Ingmar Kamprads nazi-sympatier ind i historien. Desværre skriver hun ikke særligt godt, når hun - ind imellem det dokumentariske stof - prøver at lege ”forfatter”. Det bliver ofte for floromvundet og kunstigt.       

*** Kaare R. Skou: ”Politik der forandrede Danmark”.  Den garvede TV-journalist fortæller en spændende og helt anderledes danmarkshistorie i 65 beretninger (à ca. 8 sider) om landets vigtigste lovgivning fra 1848 til i dag. Vi får et særdeles godt indblik i de politiske og saglige overvejelser … og intriger, der ligger forud for selve lovgivningen.
Emnerne er vidtspændende, lige fra ”det små” (fx navneloven og prygleloven) til ”det store” (fx folkepensionsloven og Helhedsløsningen). Trods det til tider lidt tørre sprog er der også humor og særdeles megen indsigt at hente i de mange afsnit.


Læst i vinteren 2011-12:
*** Edith Beer Hahn: Naziofficerens Hustru (jødisk pige under jorden giftes med nazist)

Daniel Mendelsohn: De mistede (en amr. søger 6 holocaust-slægtninge over hele verden)

*** Roger Moorhouse: Berlin i krig  (om dagliglivet i Berlin under 2. Verdenskrig)

Virginie Despentes: Blodsøstre (fransk lebbe-roadmovie med sæd, blod og kugler en masse)

*** Lianke Yan: Landsbyens blod (om det barske liv i en kinesisk landsby, samfundskritik)

*** Isabel Allende: Øen under havet (om slaver på Haiti slut 1700-/beg. 1800-tallet)

*** Muriel Barbery: Pindsvinets elegance (en concierges fortællinger fra herskabsejd. i Paris)

Albert Cossery: Mennesker glemt af Gud (noveller fra Kairo, Egypten)

*** Robert Andersen: Guldgraveren (om en dansk eventyrers fantastiske liv)

Erika Fatland: Englebyen (dokumentarisk om dramaet på skolen i Beslan i 2004)

Hanne Bistrup: Fru Terkelsens testamente (tilfældige msk., hvis skæbner krydser hinanden)

Hanne Højgaard Viemose: Hannah (om en ung piges backpackerliv i Australien m.v.)

*** Steve Sem-Sandberg: De fattige i Lodtz (om livet i ghettoen i Lodtz)

*** Henrik Skov Kristensen: Straffelejren (Fårhus- og Padborglejren, spec. hjemmetyskerne)

Hanan al-Shayk: Græshoppen og fuglen (en ung piges liv i Beirut)

Zoë Ferraris: Slørets by (”krimi” fra den saudiarabiske ørken)

*** Sonja Vesterholt: Hunden er rask (om livet i Stalins Sovjetunion)

Feri Lainscek: De urørlige (letbenet fortælling om romaer i Slovenien og omegn)

*** Yasmina Khadra: Som dag følger nat (en skæbne i Algeriet fra 1930-60’erne)

Stephan Mendel-Enk: Tre aber (en jødisk, svensk drengs erindringer)

*** Jenny Wiliams: More Lives than One (biografi om den tyske 30’erforfatter Hans Fallada)

*** Michel Dobbs: Nazisabotørerne (en gruppe nollere nazister sendes med u-båd til USA)

Jeannette Walls: Glasslottet (fortælling om forsømt hippiedatters sociale opstigning, USA)

Orhan Pamuk: Uskyldens Museum (OP’s erindringer mmm fra Istanbul)

*** Paul Teyssier: Maisons closes parisiennes (smuk cooffeetablebog om bordeller i Paris)

*** Kjartan Flagstad: Den yderste grænse (fiction+fakta+skæbner om nazister og Nordmænd)

*** Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner (sønderjysk krigsfanges historie fra Sibirien)


Som det vist tydeligt fremgår, er Per ikke ligefrem typen, der går i en bue udenom biblioteket. Og man kan roligt plukke i hans nytårshilsen. Per har virkelig god smag. God fornøjelse…