Viser opslag med etiketten bid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bid. Vis alle opslag

fredag den 22. marts 2013

PH PS

Foto: Politiken.dk

For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.

Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.

Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.

Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.

PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.

Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0

PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:

Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.



PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:

Den Store Danske.dk

Danmarkshistorien.dk

Tråd om filmen i Historien på 24.dk

onsdag den 5. december 2012

I tilfælde af slangebid

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Det enkle råd er, at du skal betragte det som en forstuvning. Det var en af flere overraskende og interessante oplysninger, Danmarks vistnok eneste ekspert i giftslanger, Arne Redsted kom med til en af efterårets gratis forelæsninger på Konservatorskolen.

Han er en god fortæller, som man både kan se og høre her i et indslag på EPN.dk. Hans comfort zone er havslanger, og en af hans mange historier var om en kvinde i Fjernøsten, som havde sat sin baby i en lille kurv på stranden, mens hun samlede muslinger. Pludselig begyndte babyen at græde hjerteskærende. Det lille barn havde desværre grebet ud efter en havslange, og nu kunne kvinden se at der var små røde prikker på armen efter slangens små hugtænder.

Kvinden tog sit sjal og viklede det omkring sit barns arm, der hvor slangen havde bidt. Og hastede så til hospitalet. Barnet overlevede heldigvis med den rigtige serum – fordi sjalet havde forsinket giftens virkning.

Men man skal ikke stramme for hårdt til, så det helt stopper blodomløbet. En amerikansk faldskærmssoldat var i en junglekrig blevet bidt i benet af en slange, og havde så bundet et stykke stof så stramt under knæet, at foden nogle døgn efter var blevet helt sort, og lægerne var nødt til at sætte hele underbenet af. Det blev iøvrigt aldrig fastslået hvad det var for en slange, og om den rent faktisk var giftig.

Billedet af soldaten da han nåede frem til lazarettet vil for altid erindre mig om, at man ikke skal panikke eller stramme forbindingen alt for hårdt til.

Og så fortalte Arne, at giftslanger langt fra altid injicerer gift, når de hugger. Ni ud af ti gange nøjes de med et tørt bid.

Det bedste råd mod at blive bidt af en giftslange, er at lade være med at gå hen til den, endsige forsøge at samle den op. Mange mennesker der bliver bidt af slanger, er sådan set selv ude om det. Jeg så engang i fjernsynet en naturvejleder blive bidt af en hugorm. Han ville tage den op, så den kunne blive mærket, men fik ikke ordentligt fat – og haps! Så udstødte han en kraftig ed (selvom bandeord jo er no go på tv), og manden måtte en tur på skadestuen. Hugormens gift er kun dødsensfarlig for mus og frøer, men et bid i hånden er skam ubehageligt nok, og der kommer en smertelig hævelse.

Så pas på med slanger. De er flotte og fascinerende, men det er sikrest at kigge på dem i fjernsynet eller i en zoologisk have. Vil man partout røre de giftige af slagsen, så kan et konserveret eksemplar anbefales.

Hvis en klapperslange rasler med halen, så opfatter jeg det som en alarm, der tydeligt fortæller at man skal skynde sig væk. Men for nogle mennesker virker lyden underligt nok modsat.

Nyhederne fortæller i dag om en mand, der havde smuglet en giftslange med i sin håndbagage på en flyvetur fra Kairo til Kuwait. Desværre slap den fra ham undervejs, og det skabte naturligvis panik ombord på flyet, der måtte nødlande for straks at komme af med den giftige passager.

Slangen var gudhjælpeme et eksemplar af den egyptiske kobra. Den er absolut ikke noget kæledyr, men dog ikke ligeså farlig som den sorte mamba. Den er ekstremt giftig, men faktisk ikke sort, som navnet indikerer. Men det er den eneste slange i verden, som er sort inde i munden.

onsdag den 12. august 2009

Pas på hunden

Foto: John Marcotte, USA

Jeremy blev uheldigvis bidt en aften da han var på sommerkoloni i Boserup med Vesterbros Ungdomsgård. Selvom det ikke var alvorligt, tog en medarbejder ham med på skadestuen, for en sikkerheds skyld. Jeremy kunne jo med biddet have fået overført rabies, eller hvad ved jeg.

Det var mens der var Roskildefestival, så ventetiden blev nattelang og blev fordrevet med en Steen & Stoffer, som min søn havde fået med i sin kuffert. En tegneserie er også en god trøster.

Naturligvis var jeg blevet ringet op og orienteret om uheldet. Og jeg kunne også hjælpe lidt herhjemmefra, ved at undersøge om hans stivkrampevaccination stadig var aktiv. Det fik jeg bekræftet hos vores læge næste morgen.

Så vidt, så godt. Dreng bliver bidt i hånden af en hund, det er sket masser af gange og vil også ske igen. Alligevel tænkte jeg over episoden. En eller anden køter havde bidt min søn da han ville klappe den.

En dag fandt jeg ud af, at hunden hedder Duff og tilhører en klubmedarbejder der hedder Christina, og så kunne jeg godt huske den fra den første dag da jeg sammen med nogle af de andre forældre var kørt til Boserup for at aflevere vores børn. Det var en mellemstor sort vovse.

Medarbejderen sagde, at den aldrig før havde bidt et barn – men hvorfor kunne jeg så svagt huske at den havde haft mundkurv på? Og hvis jeg huskede rigtigt, hvad skulle den så på en sommerkoloni for børn?

Jeremy syntes ikke jeg skulle gøre en sag ud af det, men i går tog jeg mig alligevel sammen og fik en snak med Mette, som er en meget vellidt dame med stor erfaring og anciennitet på Vesterbros Ungdomsgård.

Hun var boss på kolonien, og fortalte at hun inden de tog afsted, havde spurgt ind til hunden. Christina havde sagt, at den ikke ville bide, men den måske godt kunne finde på at nappe lidt i kådhed. Det var Mette ikke helt tryg ved, så hun ville kun tillade at den kom med, hvis den fik en mundkurv.

Mette kendte godt hunden lidt i forvejen, for den havde tidligere været med Christina i klubben, helt uden problemer. Men hun ville ikke løbe nogen risiko, derfor skulle Duff udstyres med mundkurv.

Men en hund skal jo af og til have noget at spise, og så må man jo have mundkurven af. Og så var det altså at Jeremy var blevet bidt da han ville ae den på ryggen.

Bagefter havde der været snak om at Duff skulle lukkes inde på et aflåst værelse i den norske bjælkehytte resten af ugen. Men for Mette var der ingen tvivl: Christina skulle straks returnere til København med sin hund, og den måtte aldrig mere sætte sine poter i hverken klub eller koloni.

Jeg er faktisk godt tilfreds med Mettes forklaring, og min blog skal ikke læses som en kritik af Vesterbros Ungdomsgård, tværtimod. Jeremy er glad for at gå der, og en ung musikalsk medarbejder der hedder Ø lærer ham tit nye basgreb i klubben. Der er også et klaver, hvor Jeremy kan spille lidt for sig selv og sine venner.

Christina gider jeg ikke tale med. Hun har valgt at beholde sin hund, selvom det vil være bedst for alle parter at den bliver aflivet. Det kan der for mig at se ikke være nogen forklarmigrøv om.

I det hele taget forstår jeg ikke dem der har et kæledyr, man skal være på vagt overfor. Når folk er nødt til at have et skilt som på billedet, så må årsagen være som fotografen selv har formuleret det: I guess they don't want company.