fredag den 22. marts 2013

PH PS

Foto: Politiken.dk

For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.

Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.

Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.

Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.

PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.

Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0

PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:

Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.



PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:

Den Store Danske.dk

Danmarkshistorien.dk

Tråd om filmen i Historien på 24.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar