Kun en kvinde

Foto: Belovodchenko Anton, Rusland

Kvindernes internationale kampdag er stadig en vigtig mærkedag. Om knapt et år vil der igen være øget opmærksomhed omkring kvindekampen – men det er som om det mere og mere handler om at lægge den død. Og det undrer mig.

Meldingerne fra især yngre kvinder er, at der ikke rigtig er mere at kæmpe for. Vi har jo ligeløn, og mandschauvinister finder man efterhånden kun blandt vrisne, gamle mænd, der alligevel ikke længere har noget at skulle have sagt. De fleste kan kun altmodisch mimre deres synspunkter om Kinder, Küche, Kirche fra en gyngestol på plejehjemmet.

Kvinderne har ikke mere at gå på barrikaderne for, synes mange. Det er helt normalt at mene, at mærkedagen den 8. marts burde gå i sin mor igen, nu hvor der kun er småting som krympefri bomuld at kæmpe for.

Mange mener endda, at yderligere kvindekamp bare vil afføde en masse tabermænd! Synspunktet er, at vi lider under den ny uorden, hvor det typisk er kvinder der får de bedste uddannelser og gafler de fedeste jobs. Bare kig på Folketinget: Kvindelig statsminister, og i det hele taget lutter kvinder i front for samtlige regerings- og støttepartier.

Men jeg vil nu aliwl ønske et forsinket tillykke til kvinderne med den internationale kampdag. Når man ser filmatiseringen af Lise Nørgaards erindringer Kun en pige, så kan man(d) jo kun glæde sig over udviklingen fra dengang til nu. Og jeg synes ikke, kampdagen skal droppes, bare fordi nogle mænd føler sig overhalet af det andet køn.

Med de mange tåbeligheder der har floreret på Facebook i kampdagens anledning, synes jeg bestemt kvinderne skal blive ved med at kæmpe for frigørelse og ligestilling. Kald mig bare et mandfjols, men det mener jeg altså.