Viser opslag med etiketten bog. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bog. Vis alle opslag

søndag den 10. marts 2013

Kun en kvinde

Foto: Belovodchenko Anton, Rusland

Kvindernes internationale kampdag er stadig en vigtig mærkedag. Om knapt et år vil der igen være øget opmærksomhed omkring kvindekampen – men det er som om det mere og mere handler om at lægge den død. Og det undrer mig.

Meldingerne fra især yngre kvinder er, at der ikke rigtig er mere at kæmpe for. Vi har jo ligeløn, og mandschauvinister finder man efterhånden kun blandt vrisne, gamle mænd, der alligevel ikke længere har noget at skulle have sagt. De fleste kan kun altmodisch mimre deres synspunkter om Kinder, Küche, Kirche fra en gyngestol på plejehjemmet.

Kvinderne har ikke mere at gå på barrikaderne for, synes mange. Det er helt normalt at mene, at mærkedagen den 8. marts burde gå i sin mor igen, nu hvor der kun er småting som krympefri bomuld at kæmpe for.

Mange mener endda, at yderligere kvindekamp bare vil afføde en masse tabermænd! Synspunktet er, at vi lider under den ny uorden, hvor det typisk er kvinder der får de bedste uddannelser og gafler de fedeste jobs. Bare kig på Folketinget: Kvindelig statsminister, og i det hele taget lutter kvinder i front for samtlige regerings- og støttepartier.

Men jeg vil nu aliwl ønske et forsinket tillykke til kvinderne med den internationale kampdag. Når man ser filmatiseringen af Lise Nørgaards erindringer Kun en pige, så kan man(d) jo kun glæde sig over udviklingen fra dengang til nu. Og jeg synes ikke, kampdagen skal droppes, bare fordi nogle mænd føler sig overhalet af det andet køn.

Med de mange tåbeligheder der har floreret på Facebook i kampdagens anledning, synes jeg bestemt kvinderne skal blive ved med at kæmpe for frigørelse og ligestilling. Kald mig bare et mandfjols, men det mener jeg altså.

mandag den 7. januar 2013

Vinterlæserens nytårshilsen

Foto: Piotr Bizior, USA

Det er hyggeligt med alle de hilsner omkring årsskiftet, hvor familie, venner og bekendte ønsker godt nytår, og fortæller lidt om hvad der er sket i det forgangne.

Min gamle ven Per gør det på en ikke helt almindelig måde. Han sender en mail om de bøger han har læst siden sidst. Hvor andre vinterbader, hygger han sig indendørs med en ordentlig stak bøger. Og så laver han liste, krydret med stikord, til familie, venner og bekendte (og ikke mindst sin egen hukommelse).

De allerbedste bøger giver han tre asterisker (***), som en klar anbefaling. Og så er det jo oplagt at give Per lidt positiv feedback, f.eks. “Dén bog syntes jeg også var skidegod”.

Jeg håber andre vil tage idéen op og rundsende en personlig nytårshilsen efter samme læst.

Blogfotoet passer fint til Pers nytårsmail, som jeg har fået lov til at dele med alle andre litterært interesserede:


Læst i vinteren 2012-13:
*** Heda Margolius Kovály: ”Under en ond stjerne” (Tjekkisk, jødisk piges/kvindes utrolige og hjertegribende liv, overlevelse og kamp i KZ-lejr og under kommunismen–perioden 1941-68).

*** Ayad Akhtar: ”Tavshedens smerte” (En pakistansk drengs opvækst og familieliv i USA og hans splittelse mellem islam og ”verden”. Giver fin indsigt i islam, teoretisk og på hverdagsplanet).

*** Anna Reid: ”Leningrad. Tragedien om en by under belejring 1941-44”.
Bl.a. beskrevet ved uddrag af dagbøger. Hjerteskærende gennemgang af denne, noget glemte belejring og folks kamp for at overleve, mens familie og naboer døde af sult som fluer. 

Bjarne Wagner Augustenborg: ”Gode Gud, send mig hjem. Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland 1940-49”. Hjerteskærende gennemgang af denne del af danmarks- og verdenskrigshistorien. Igen et stykke historie, der mere eller mindre bevidst blev nedtonet og glemt.

*** Frode Z. Olsen: ”Når dragen løfter hovedet”. Det er meget sjældent, jeg læser krimi. Men denne forfatter kender jeg fra socialdemokratiet i Rødovre. Den spændende handling udspiller sig i både Kbh. og Kina, som Frode er stor kender af, idet han er udstationeret dér af dansk/nordisk politi. Ligeledes får man et grundigt - måske lidt karikeret - billede af et dansk politi i en omstillingsfase. 

Amanda Lind: ”Francys evangelium”. En meget anderledes bog: om en svensk, kvindelig mafiaboss (Godmother?), hendes særdeles blodige og kyniske arbejdsmetoder; men også om hendes skrøbelighed og indre mangel på sjælefred, specielt i forhold til hendes familie, der i dén grad bliver forsømt. Sproget og indholdet (måske delvist pga. oversættelsen) er langtfra stor litteratur; men det er letforståeligt, og der sker noget i hver linie.  Chick lit og femikrimi på samme tid.
 
*** Alen Meskovic: ”Ukulele-jam”. (det flg. er ”planket” fra anmeldelse i Gaffa) Dansk-bosnieren AMs debutroman er en velskrevet og gribende – delvis selvbiografisk – fortælling om den svære teenagetid med alt, hvad den indebærer af lykkelige og ulykkelige forelskelser, spirende seksualitet, problemer med forældre, usikkerhed om uddannelse og fremtid og ikke mindst opdagelsen af den store og fascinerende rockmusik – sat ind i en kontekst af uvished på et ganske andet plan, nemlig et land i opløsning. Og Meskovic formår at balancere alvor og løssluppenhed, tragik og komik fint over for hinanden. Ofte er der ikke langt fra tragedie til farce i det borgerkrigshærgede romanunivers.

*** Herta Müller: ”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv” (Den rumænskfødte, tysksprogede nobelprismodtagers kulsorte roman om et sølle og undertrykt liv i Ceaucescus Rumænien er svær/langsom at læse; men når man først har vænnet sig til stilen, er der dømt stor, fængslende litteratur, der ind imellem sågar kan være lunt morsom/satirisk).

Christos Tsiolkas: ”Lussingen” (En stor (550 s.) roman om moderne mennesker i Australien, deres liv og deres konflikter. Personerne og miljøerne, bl.a. de mange forskellige etniciteter i Australien, belyses på mange ledder og kanter, idet hver person har sit lange kapitel, hvori deres relationer til de andre beskrives. Grundlæggende en interessant bog; men sproget er et godt stykke fra verdensklasse, og der er lidt for mange gentagelser af synspunkter og personbeskrivelser.

Jennifer Egan: ”Tæskeholdet banker på”. En Pulitzer-prisbelønnet, ny amerikansk roman og en række menneskers liv og fortid. Hæsblæsende og noget specielt fortalt. Trods mange gode sproglige indslag og lejlighedsvis new-yorker humor fængede personerne og dermed romanen mig ikke rigtigt. Dertil var/er deres liv for specielt.

*** Morten Møller: ”Hvem er Nielsen?”. En fortælling om kommunisten og modstandsmanden Børge Houmann. En historisk, videnskabelig, men også næsten roman-agtig skildring af et usædvanligt og enestående menneskes liv og kamp gennem det meste af det 20. århundredes Danmark.

*** Børge Houmann: ”Kommunist under besættelsen”. Ovennævnte BH’s egen fortælling/uddybning af tiden under besættelsen. Selv om BH er farvet af sit livslange, kommunistiske tilhørsforhold, er bogen særdeles klog og (uddrag fra bagsideteksten) ”en alsidig, personlig erindringsbog (der er)… underholdende, tankevækkende og skrevet i et usædvanligt rigt dansk sprog”. Jeg er helt enig.

Morten Thing: ”Sabotøren – min fars historie”. Den kendte venstrefløjshistoriker fortæller indgående om sin far, Børge Thing, der var en af lederne af BOPA. Både om hans opvækst, familie og især hans glorværdige virke under og efter besættelsen. Den kan sine steder være lidt ”tung” at læse, bl.a. også fordi sproget er meget dårligt, i modsætning til den foregående (Børge Houmanns).  

*** Blaine Harden: ”Flugten fra Camp 14”. Den gribende historie om Shin, der er den første, som er flygtet fra en af de lukkede arbejdslejre (læs: koncentrationslejre) i Nordkorea. Historien er fortalt til en journalist, der i videst muligt omfang har dobbeltchecket rigtigheden i Shins fortælling.  

*** Eugen Ruge: ”In Zeiten des abnehmenden Lichts”.  En strålende, klog, varm, lun (i sin ofte forekommende humor) og sprogligt fremragende familiesaga fra DDR/Østtyskland.
Gennem fire generationer i en familie opleves (daglig)livet i familien og både de nære og fjerne samfund, herunder også tiden efter ”Die Wende”.
Bogen er en Riesen-bestseller i Tyskland og har fået adskillige priser. Det forstår jeg godt. Læs den, - om ikke før, så når den kommer på dansk.
P.S.: Opdager nu, at den ER udkommet på dansk.

*** Peter Øvig Knudsen ”Hippie”. Beretningen om Thy-lejren og ”tre år og 74 dage, der forandrede Danmark” er spændende læsning og historieskrivning for os, der var unge dengang og fulgte med på sidelinien. Men, kors, hvor de dog ryger meget hash og bruger stærke stoffer!

*** Jesper Clemmensen: ”Flugtrute Østersøen”.  Åndeløst spændende og menneskeligt medrivende at følge de – trods alt – mange DDR-borgere, der ad søvejen og over 70 km forsøgte at slippe ud til Vesten. For nogle lykkedes det, for andre ikke. Der blev anvendt robåde, kanoer, hjemmebyggede ”undervandsaggregater” og sågar surfbræt. Hver enkel case beskrives i detaljer, herunder også disse menneskers hårde og overvågede dagligliv i DDR.
P.S.: Jeg læste denne bog lige efter, at jeg havde set filmen ”Barbara”, der handler om det samme. Den kan også varmt anbefales.

Volker Kutscher: ”Den stumme død”.  En halsbrækkende (sic) 600-siders krimi fra 30’ernes Berlin, herunder en del om byens geografi. Der sker noget nyt og overraskende på hver side. Man hører en masse om Berlin i 1930 og får de sædvanlige historier om indbyrdes konkurrence mellem politifolkene, der ikke alle er helt ”rene” i kanten. Hertil kommer interessante beskrivelser af filmmiljøet og kampen mellem det gamle, stumfilmen, og det nye, tonefilmen. Slutningen er lidt søgt og ødelægger lidt af den gode stemning. 

Elisabeth Åsbrink: ”Og træerne står stadig i Wienerwald”.  Et jødisk ægtepar (i hhv. Wien og Theresienstadt) skriver over 500 længselsfulde breve til deres 13-årige søn, der er kommet til Sverige. Et menneskeligt drama, fordi forældrene ender deres liv i en KZ-lejr.
Den svenske forfatter er journalist og kobler IKEA-grundlæggeren, Ingmar Kamprads nazi-sympatier ind i historien. Desværre skriver hun ikke særligt godt, når hun - ind imellem det dokumentariske stof - prøver at lege ”forfatter”. Det bliver ofte for floromvundet og kunstigt.       

*** Kaare R. Skou: ”Politik der forandrede Danmark”.  Den garvede TV-journalist fortæller en spændende og helt anderledes danmarkshistorie i 65 beretninger (à ca. 8 sider) om landets vigtigste lovgivning fra 1848 til i dag. Vi får et særdeles godt indblik i de politiske og saglige overvejelser … og intriger, der ligger forud for selve lovgivningen.
Emnerne er vidtspændende, lige fra ”det små” (fx navneloven og prygleloven) til ”det store” (fx folkepensionsloven og Helhedsløsningen). Trods det til tider lidt tørre sprog er der også humor og særdeles megen indsigt at hente i de mange afsnit.


Læst i vinteren 2011-12:
*** Edith Beer Hahn: Naziofficerens Hustru (jødisk pige under jorden giftes med nazist)

Daniel Mendelsohn: De mistede (en amr. søger 6 holocaust-slægtninge over hele verden)

*** Roger Moorhouse: Berlin i krig  (om dagliglivet i Berlin under 2. Verdenskrig)

Virginie Despentes: Blodsøstre (fransk lebbe-roadmovie med sæd, blod og kugler en masse)

*** Lianke Yan: Landsbyens blod (om det barske liv i en kinesisk landsby, samfundskritik)

*** Isabel Allende: Øen under havet (om slaver på Haiti slut 1700-/beg. 1800-tallet)

*** Muriel Barbery: Pindsvinets elegance (en concierges fortællinger fra herskabsejd. i Paris)

Albert Cossery: Mennesker glemt af Gud (noveller fra Kairo, Egypten)

*** Robert Andersen: Guldgraveren (om en dansk eventyrers fantastiske liv)

Erika Fatland: Englebyen (dokumentarisk om dramaet på skolen i Beslan i 2004)

Hanne Bistrup: Fru Terkelsens testamente (tilfældige msk., hvis skæbner krydser hinanden)

Hanne Højgaard Viemose: Hannah (om en ung piges backpackerliv i Australien m.v.)

*** Steve Sem-Sandberg: De fattige i Lodtz (om livet i ghettoen i Lodtz)

*** Henrik Skov Kristensen: Straffelejren (Fårhus- og Padborglejren, spec. hjemmetyskerne)

Hanan al-Shayk: Græshoppen og fuglen (en ung piges liv i Beirut)

Zoë Ferraris: Slørets by (”krimi” fra den saudiarabiske ørken)

*** Sonja Vesterholt: Hunden er rask (om livet i Stalins Sovjetunion)

Feri Lainscek: De urørlige (letbenet fortælling om romaer i Slovenien og omegn)

*** Yasmina Khadra: Som dag følger nat (en skæbne i Algeriet fra 1930-60’erne)

Stephan Mendel-Enk: Tre aber (en jødisk, svensk drengs erindringer)

*** Jenny Wiliams: More Lives than One (biografi om den tyske 30’erforfatter Hans Fallada)

*** Michel Dobbs: Nazisabotørerne (en gruppe nollere nazister sendes med u-båd til USA)

Jeannette Walls: Glasslottet (fortælling om forsømt hippiedatters sociale opstigning, USA)

Orhan Pamuk: Uskyldens Museum (OP’s erindringer mmm fra Istanbul)

*** Paul Teyssier: Maisons closes parisiennes (smuk cooffeetablebog om bordeller i Paris)

*** Kjartan Flagstad: Den yderste grænse (fiction+fakta+skæbner om nazister og Nordmænd)

*** Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere patroner (sønderjysk krigsfanges historie fra Sibirien)


Som det vist tydeligt fremgår, er Per ikke ligefrem typen, der går i en bue udenom biblioteket. Og man kan roligt plukke i hans nytårshilsen. Per har virkelig god smag. God fornøjelse…

tirsdag den 18. december 2012

På sporet af sig selv



Sådan er forside kan jeg godt li’. Bamse i en dyt. Bagsmækken åben. High-five med en wrestler. Og i hjørnet sidder Jan Elhøj på hug, parat til at fortælle.

Sådan en bog kan indeholde hvadsomhelst. Og det gør den også. Hvor “Jan på sporet” i min barndom var en drengebog, er den nye originale pastiche et underholdende frem- og tilbageblik over den tid der er gået siden, set gennem forfatterens eget kalejdoskop.

Sådan ser hans klistermærkesamling ud, sådan ser Rytteriet ud backstage, og sådan var det at gå i byen klædt ud som Naser Khader. Jans bog er først og fremmest visuel, og meget velegnet som coffeetable book i likørstuen.

Teksterne er måske ikke helt gennemarbejdede, men de har nerve og handler om alt mellem himmel og jord. Skriverierne om fx Mads Brygger, Erik Clausen og Kenneth Bager stikker noget dybere end hvad man ellers læser, og billederne er virkelig gode. Jan Elhøj er en overraskende dygtig fotograf, med et sikkert kunstnerisk udtryk.

Og du finder ingen andre bøger, hvor tandlægen med sit øl-orgel, opfinderen bag Playmobil og samleren af fly-brækposer optræder side og side. Det er underholdende historier, og Jan Elhøj går til dem på sin helt egen måde.

Du kommer på sporet af Jan, og på sporet af dig selv, når du bladrer. Her er masser af stof at muntre sig med: tider, ting og tanker der ellers var gået i glemmebogen. Og som sagt; knaldgode fotos, fx af Anne Lindfjeld, hende den tatoverede dame med det røde hår.

“Jan på sporet - nr. 1” er en personlig bog, og den kan derfor kun købes af Jan Elhøj himself. Boghandleren er kørt ud på et sidespor, og det er godt for prisen. Med det direkte salg er vi nede på 150 kroner på hjemmesiden www.janelhoj.dk. Og de penge er faktisk godt givet ud.

4 (jule)stjerner, synes jeg.

onsdag den 7. november 2012

Lommebogen


Endnu en ting fra familiens nye, gamle papirer: Min fars lommebog fra 1949, da han var ung mand, vel egentlig bare en stor dreng. Dengang var det meget almindeligt at have sådan en lommebog. Den her viste er en reklamegave fra Hadsund Trævarefabrik, Aage Kjeldsen & Co. A/S.

Gad vide om der stadig er nogen der idag rundt med sådan en tryksag i lommeformat? – Jeg tror det ikke. Men før computeralderen kunne den næsten ikke undværes; En årligt udkommende lille bog med kalender til notering af aftaler, sider til notering af telefonnumre og adresser, nyttige tabeller og oversigter m.m – og med Universitetets røde Almanakstempler som garanti for at der ikke var fjumret rundt i solens op- og nedgange, månens faser og alle de kongelige og kirkelige mærkedage i oversigtskalenderen på opslaget side 4 - 5.

På indersiderne af omslaget er der farvetryk med 72 forskellige nationalflag. I 1949 var Canadas flag ikke det vi kender med ahornbladet, og der var ikke noget islamisk ornamentik i Irans flag. Der var kun 48 små stjerner i Stars and Stripes, og Belgisk Kongos flag var en gul stjerne på lyseblå baggrund. Indiens flag var et Union Jack med en stiliseret sol midt i, og Tysklands flag vidste man faktisk ikke hvordan skulle se ud; Der er et blankt flag med denne forklaring på: Ukendt v. Opl. Trykn. Dannebrog ligner sig selv, men det gør Kinas flag ikke: Det ligner sjovt nok det amerikanske, bortset fra at der i stedet for stjerner og striber er en hvid sol i det blå hjørnefelt og fem gule bølger i det røde.

Meget har ændret sig i de forgangne 63 år, og det ses også i lommekalenderens lille atlas. Kortet over Mellemeuropa er farvemarkeret med Amerikansk Zone, Britisk Zone, Russisk Zone og Fransk Zone, for Deutsches Reich hang dårligt sammen i årene efter 2. verdenskrigs afslutning. Min far har forresten tilføjet streger med sin blå kuglepen, der viser hvor han har sejlet. Der er tegnet på alle kortene, bortset fra det over Schweiz.

Statistisk Årbog er kilde til siderne med Landenes areal og folkemængde. Lægger man tallene for København, Frederiksberg og Gentofte sammen, kan man se at der boede 967.950 mennesker i Hovedstaden i 1948. Århusianere var der 137.722 af.

Der er mange oplysninger og oversigter i fars lommebog fra 1949. Omregningstabeller, Færdselstavler, m.m.m. Telegrafvæsenet, Rigstelefon og de vigtigste stempeltakster. Termometrets koge- og frysepunkter i Réamur, Celsius og Fahrenheit. Danske Fod og Tommer til Meter. Tønder Land til Hektar. Renteberegning og Romertal. Historisk Memorandum…

Og sider til telefonnumre, kassebog og notater. Min far har fx skrevet, hvad han har købt rundt omkring i verden, blandt andet har han købt testel i Kobe, silkebluser i Hongkong, cigaretter i Aden, tæpper i Madras og læderpuder i Port Said.

I selve kalenderen er der en vred markering ved den 28. marts. Niemals vergessen, står der, med hele syv understregninger. Den dag stjal min fars far alle hans sparepenge, og min far glemte aldrig datoen. 77 kroner må have været mange penge, dengang det skete, i 1948 – for i lommebogens oplysninger om Postvæsenet står der, at Breve indtil 50 gram koster 15 Øre i Lokalporto, og 20 Øre i Landsporto.

Set i bakspejlet er det sgu ikke så mærkeligt at min farfar Robert Wilson røg uklar med samtlige sine syv børn…

torsdag den 16. august 2012

Skriftlig sex

Foto: “Deafstar”, Polen

Der er mange ting, der skal falde i hak, når det drejer sig om sex i en bog. Hvilke ord skal forfatteren plukke til formålet? Det er ikke nemt, og de fleste vælger da også at springe over hvor sengegærdet er lavest.

Nogle gange synes man ligefrem som læser at der er røget nogle sider ud. Der er en optakt, et forspil – men så slukkes lyset, og et nyt kapitel begynder som om der aldrig skete noget.

I det omfang der alligevel sker lidt, er det ofte mørkelagt og hurtigt overstået.

Her er en snas fra Englens spil, af Carlos Ruiz Zafón:
   Vi gemte os som et par tyveknægte i et af værelserne uden at turde tænde et stearinlys, uden så meget som at turde sige noget. Jeg klædte hende langsomt af, lod læberne løbe over hendes hud med bevidstheden om, at jeg aldrig ville komme til at gøre det igen. Cristina hengav sig med lidenskab, og da trætheden overvældede os, faldt hun i søvn i mine arme uden behov for at sige noget. Jeg prøvede at lade være at falde i søvn, nød varmen fra hendes krop og tænkte, at hvis døden hentede mig dagen efter, ville jeg modtage den med roligt sind. Jeg kærtegnede Cristina i halvmørket, mens jeg hørte uvejret trække sig bort fra byen ude bag murene, vel vidende at jeg ville miste hende, men at vi i nogle minutter havde tilhørt hinanden og ingen andre.


Bogen er god, absolut! Men skriftlig sex er der ikke meget af. Vi er i 1920ernes Barcelona, og da morgenens første ånde strejfer vinduerne, åbner Zafóns hovedperson øjnene og finder sengen tom. 

Så var der mere kød på i 1990ernes København. Her er sex ikke noget, kvinden hengiver sig passivt til. Tværtimod.

Her er en snas fra Frøken Smillas fornemmelse for sne, af Peter Høeg:
   Hans ånde er aromatisk og skarp. Af nødder ristet på brødristeren.
Stående på gulvet i soveværelset tager vi tøjet af hinanden.
Han har en let, fumlende brutalitet, der flere gange får mig til at tænke, at denne gang koster det mig forstanden. I vores gryende gensidige forståelse formår jeg ham til at åbne den lille revne i penis’ hoved, så jeg kan føre clitoris ind og kneppe ham.


Filmatiseringen af Peter Høegs bestseller blev ikke den helt store internationale succes. Måske fordi Bille August ikke rigtig formåede at overføre den skriftlige sex til filmlærredet. Julia Ormond kunne næppe heller have ageret som beskrevet…

Skriftlig sex er vigtigt i enhver god bog, og jeg mener det er bedre at beskrive den klart og tydeligt, i stedet for at gemme den væk mellem linjerne. Og jeg føler mig godt underholdt af Livsglad, som ikke bare overlader detaljerne til læsernes fantasi, når hendes hovedperson har god sex.

Vi taler om Kærlighed i indkøbskurven, af Marianne Joensen. Teksten er let og luftig, og både venus og mars kan uden større besvær åbne op for den erotiske ventil.
   “Nej ikke nu Tue…”
   “Bare et hurtigt knald.” Han kører en finger op i skridtet på hende. “Du er da ellers klar nok.”

Hovedpersonen Maria er alenemor med en profil på et datingsite. Her har hun mødt en flot mand, og i starten går det rigtig godt.

   Resterne fra nattens sex siler fra underlivet og får hende til at dreje brusehovedet over på hård spul. Tue har standset det begyndende mumificering af kendes krop. Suveræn sex igen. Hun lukker øjnene og mærker livmoderen trække sig sammen i små bløde ryk.
Jeg synes det er lidt af en nyskabelse, sådan at trække livmoderen frem i skriftlig sex. Men den er nok kommet for at blive. Vi mænd mærker den jo ikke, men det gør kvinderne, og det er først og fremmest dem der kører med klatten på bogmarkedet lige nu.

Camilla Stockmann har fornylig skrevet en skøn artikel om emnet i Politiken. Jeg vil slutte denne blog af med de ord hun lægger ud med:
   At skrive om sex er som at dissekere en frø. Dyret risikerer at dø af det. Jeg siger det bare…

lørdag den 7. januar 2012

Bogsex

Foto: lhotellier Simon, Frankrig

Er der noget mere frækt, end smukke bøger i reolen? Det er sgu da sexet, når de står dér, hud mod hud, læderindbundne med guldtryk, med al den viden og erfaring de har i sig.
Åh, det er altså svært ikke at lade sig rive med…

Sådan er der mange der har det. Kald det åndsvagt – det er bare sådan at nogle tænder voldsomt på bogreoler. Og sørme om ikke der findes en hjemmeside for dén fetich også: Bogreolporno dot cum.

Her er pirrende fotos af reoler, den ene mere smækkerlækker end den anden. Og så denne sexede teaser:

Du skal date en pige som læser. Date en pige som spenderer sine penge på bøger i stedet for tøj. Hun mangler skabsplads, fordi hun har alt for mange bøger. Du skal date en pige som har en liste over bøger som hun ønsker at læse, en pige som har haft lånerkort siden hun var tolv…

Det er dampende hed bogsex – læs den bogreolfetichistiske blog her. Det er knaldgodt skrevet, særlig fræk er den sidste linje.

mandag den 14. november 2011

Onsdagsdrøm

Foto: Søren Wesseltoft, Danske Spil

Der er 92 millioner kroner i puljen hos Danske Spil. Et eller andet heldigt asen kan pludselig veksle sit bogmærke til så mange penge. – Eller er det kun mig, der bruger lottokuponer til det formål?

I hvert fald er jeg ved at læse en bog, med indlagt teoretisk mulighed for sent onsdag aften at gå i chok. 92 millioner danmarksrekordkroner på mit dankort må bestemt være umiddelbart paralyserende.

Jeg vil næppe rende rundt og hoppe på ryggen eller kaste om mig med cornflakes, som man har set det i Lotto-reklamerne. Jeg er nok mere typen, der fluks får brug for en stiv whisky, hvis de seks tal er identiske med en række af mine.

Det er lidt underligt. Jeg er jo opportunistisk af natur – men hvis jeg i løbet af nul komma seks går fra almindelig lemmedasker til multimillionær, så aner jeg ikke hvad jeg skal stille op. Et hav af muligheder og oceaner af tid, det bliver svært at kapere. Jeg magter det ikke, er jeg bange for.

Tør jeg overhovedet lottoe, nu jeg tænker over det? – Jada, for jeg er i virkeligheden ikke bange for noget. Uden at ryste på hænderne fornyr jeg mit bogmærke med det smukke lykketal 47… – og læser videre i min biblioteksbog Vi, de druknede.

mandag den 24. oktober 2011

Ordfejde

Foto: Appdictions

Et gratis spil er den nye dille. Wordfeud hedder det. Man downloader spillet til sin storskærmsmobil, fx en HTC Desire eller iPhone. Og så går den vilde bogstavjagt.

Det er ligesom det gammeldags brætspil Scrabble. Men når det spilles over mobiltelefonerne, slipper man for de evindelige diskussioner. Hvem husker ikke hvordan der blev slået op i Nudansk Ordbog eller den grønne retskrivningsordbog, når et kryptisk ord skulle fejes af bordet, eller accepteres og gives point.

For tredive år siden fik jeg godkendt ordet RAPID hjemme hos min gymnasiekæreste Lone og hendes familie. Men især sammensatte ord kunne i dén grad give ballade rundt om i de små hjem. Min kærestes datters svigerfar vandt engang et spil ved som manden i huset selv at godkende ordet ZARFOTOAFKOM.

Med Wordfeud er den slags tvivlsomme ord en saga blot. Der er heller ikke længere tvivl om at pointene lægges rigtigt sammen, og at det er den dygtigste, eller heldigste, ordekvilibrist der løber af med sejren.

Nå, nu fortæller et bip, at det er min tur. Min kæreste har lige fået 11 point for HÅB. Jeg tror hun sidder med nogle kedelige bogstaver, for normalt hugger hun til med langt over tyve. Hun har forøvrigt gang i flere spil ad gangen. Ja, det har jeg såmænd også selv, og mit alias er lazyclip.kw – hvis nogen skulle få lyst til at spille mod mig :-)

Wordfeud kan downloades her

mandag den 5. september 2011

Vrangbøg


Langt de fleste bøgetræer gror lige efter bog’en. Men det er ikke alle, der kan finde ud af dét. Nogle ‘vokser forkert’. Dem kalder vi vrangbøge.

Det er som om disse træer har byttet om på op og ned. Hvis det kunne være præcis som de ønskede, sad rødderne øverst og fik sol, mens kronen var skjult under jorden. Men som alle andre træer, begynder vrangbøgen sit liv med at slå rod.

Derfor bliver væksten en evig higen efter den omvendte verden. Træet kan finde på at vende undersiden af sine blade opad, og sådan er det forkert på den hele livet igennem. Det er noget flip; Hvor alle andre træer får krone, bliver det plat for vrangbøgen.

Se hvordan vrangbøgen her fra start har forsøgt at slå knuder på sig selv. Det er som om træet har højdeskræk og vægrer sig ved sin egen vækst. Som om det barker bagud og kun vrangvilligt følger naturlovene.

Det er noget arveligt i vrangbøgens genom. En variant i træets dna, som tynger træet. Det er forklaringen på træets ulyst til alt andet end tyngdekraften. Men det er ikke hele forklaringen. For engang imellem ser vi en vrangbøg sætte et nyt skud, der skyder i vejret og ikke følger den ellers rodfæstede negative livsstil.

En gang imellem kommer en vrangbøg med en gren på bedre tanker. Pludselig kan træet skifte fra træghed til normal vækstbetonet adfærd. Men ikke denne vrangbøg. Den er død. Det grønne er fra en anden vrangbøg ved siden af, som den døde har flettet grene med.

fredag den 5. august 2011

Brown bandlyst

Foto: Hr.Ferdinand.dk

Så for Søren! Nu kører der en debat på DR Kultur om hvilke bøger, der ikke skal stå i bogreolen. Litteraturanmelderne anbefaler blandt andet at Da Vinci Mysteriet bliver gemt væk. Det ser bare ikke godt ud, hvis omtalte Dan Browns #1 New York Times Bestseller fra 2003 er synlig i hjemmets bibliotek.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at Da Vinci Mysteriet skam også har fundet vej til vores samling. Og der skal nok være flere ‘uheldige elementer’ på hylderne, for både kæresten og jeg har været medlemmer af diverse bogklubber.

Værre er, at jeg kan finde på at give litteratureksperterne ret. Jeg synes nemlig også det er usmart at fylde bogreolen derhjemme op med noget, alle andre også har. Det svarer lidt til hvis garderoben er proppet med kedeligt stangtøj.

En bogreol skal efter min mening have variation, og også gerne lidt kant. Der skal være både nyt og gammelt, dansk og udenlandsk, krimier og filosofi. Læderindbundne og paperbacks. Romaner, digte og faglitteratur. Politik og humor. Gule, røde og blå bøger, små og store.

Kald mig bare forfængelig, men jeg har med forskelligheden in mente givet vores reol et bedre look:

Saxo og Marilyn er trukket frem. Ligesom tegneserierne og Den kreative klasse. Foto- og kunstbøgerne er kommet til deres ret, og en ægte klassiker som Greven af Monte Cristo, med tegninger af Roald Als er også kommet foran det normale reolfyld skrevet af amerikansk klingende herrenavne.

Det må jo godt se ordentligt ud. Bogreolen er faktisk en slags portræt, og man må gerne kunne se, at vi er kultiverede mennesker. Ligesom ham Brown…

fredag den 26. juni 2009

Stikker

Foto: Nicolas Raymond, Canada

En anonym profil pikker i Mingler møddingen, og vil gerne have hjælp fra alle os andre for at få gang i sit projekt med at skrive en bog om vores community site.

Vi ved kun at forfatteren er en 46-årig kvinde – eller er det bare noget han siger?
 

Faktum er, at de fleste reagerer som pindsvin. Krummer sammen og viser børster. Hvis det her handler om at hver en tandsten skal vendes i løvens gab, så er det klart at både de gode, de onde og de grusomme viser tænder.

Romanommingler blogger med stikord om bog-projektet, og efter hendes blog i dag står det klart at den grimme pindso Vikingmamma vil få en central rolle i udgivelsen.

Bogen bliver en samfundsroman, og det er godt tænkt at bruge Mingler som udgangspunkt og location. Så jeg vil da ønske forfatteren held og lykke, selvom mange stritter imod. Hun skal ikke lade sig slå ud af at så mange er prikne og pikerede. Der kan sagtens komme en rigtig god bog ud af anstrengelserne.


tirsdag den 7. oktober 2008

Klog kvinde

Foto: Joseph Hoban, Irland

Kvinden var træt af at blive forstyrret af familien hele tiden, så hun tog båden, sejlede langt ud på søen, kastede anker og gav sig til at læse en god bog, mens hun nød freden ude på søen.

Inden længe trak en båd fra parkstyrelsen op langs siden af hendes båd.

'Goddag frue', sagde betjenten, 'Hvad laver De helt herude?'

'Jeg læser en bog', svarede hun, og tænkte at det burde være indlysende for selv en idiot.

'De befinder Dem i et område, hvor fiskeri er forbudt', påpegede betjenten.


'Ja, men jeg fisker ikke, jeg læser', svarede hun igen.

'Ja, men De har udstyr til fiskeri ombord, og jeg ved jo ikke om De ikke bare går i gang med at fiske, så snart jeg vender ryggen til. 
Derfor må jeg bede Dem om, at følge med mig i land, for jeg bliver nødt til at udstede en advarsel og tilhørende bøde'.

'Hvis De gør det, så bliver jeg nødt til at anklage Dem for voldtægt' gav hun igen.

'Voldtægt', spruttede han. 'Jeg har ikke engang rørt ved Dem'.

'Rigtigt', svarede kvinden, 'men De har jo udstyret til det, og jeg ved jo ikke om De måske begynder på det, så snart jeg vender ryggen til'.
Betjenten tyggede lidt på dette. 
'Jamen, farvel frue, og hav en god dag' svarede han og sejlede af sted.



Tak til Rolf Thomassen for denne historie.


tirsdag den 2. januar 2007

Forfatter ved et tilfælde

Foto: Kenneth Wilson


Bent ringede en dag forrige år. Han ville lige høre om der var Shell-stationer på Sicilien…
Det var sådan set rimeligt nok at han spurgte mig, for jeg har tidligere arbejdet som korttegner, og blandt andet lavet Europakort med angivelse af hvor benzinstationerne ligger. I øvrigt var jeg ikke sikker, men et godt stykke ned i Italien var der i hvert fald.

Bent og jeg var lidt i samme situation. Jeg var lige blevet fritstillet fra et job som grafiker og personalebladsredaktør i reklameafdelingen hos en mellemstor dansk koncern. Og Bent var fritstillet fra et direktørjob i en megastor international virksomhed. Med firmabilen – og benzinkortet – i sin besiddelse i hele opsigelsesperioden.

Når man lige er blevet fritstillet, har man pludselig en masse krudt man ligesom ikke rigtig kan bruge til noget. Og det har nok været grunden til at min ven Bent og jeg kort tid efter sad i hans tidligere arbejdsgivers firmadyt, med kurs mod den lille ø for enden af støvlen. Nu skulle der bare ske noget. Ingen af os var rigtig klar på hvad vi skulle lave fremover, men køre til Sicilien kan man jo altid…

Det var på den tur, at Bent luftede idéen om et forlag. Og på et tidspunkt kørte vi ind på en af motorvejens mange rastepladser for at besegle en mundtlig aftale med en stor cafe latte. Bent ville starte et forlag. Og jeg skulle skrive en bog han kunne udgive.

Vi havde i øvrigt en god tur til Sicilien. Og vi nåede derned en halv time før flyet med min vens kone og datter landede i lufthavnen. Familien havde lejet en ferielejlighed i en uge, ikke langt fra Etna. Jeg havde ingen planer, andet end at daffe rundt og snakke med folk. Der gik et par dage, så tog jeg hurtigfærgen til Malta. Jeg taler nemlig ikke italiensk, og så er det altså for besværligt at falde i snak med de lokale på Sicilien. På Malta, derimod, taler alle rigtig godt engelsk. …

Egentlig havde jeg nogle børnebøger i tankerne, men tilfældet ville at jeg måneden efter det spontane togt til Middelhavet stod og rodede i min mors bogreoler på førstesalen i min mors hus i Lunderskov. Her fandt jeg en dagbog min salig far havde skrevet mens han var sømand i 1950erne.

Jeg anede ikke han havde skrevet dagbog – og så så spændende! Dagen efter begyndte jeg at lede efter flere dagbøger fra min fars sømandstid. Og efter et stykke tid havde jeg fundet endnu en hos min mor, og yderligere to i en flyttekasse hos min lillebror Thomas. Senere fik jeg tilsendt yderligere to op fra min lillebror Stephen.

Og aftalen fra dengang Bent og jeg drak cafe latter på en rasteplads ved en Shellstation et sted i Europa resulterede for nylig i en fed bog på 512 sider med titlen "En sømands dagbog". Forsiden kan ses i mit fotoalbum. Og sørme om ikke et 2-cifret antal eksemplarer er langet over disken hos landets mange boghandlere. Uha, det er svært at få armene ned…