Viser opslag med etiketten sgu. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sgu. Vis alle opslag

torsdag den 14. marts 2013

Bestemmefrans



Foto: Rodrigo Comisarenco, Argentina

Hvid røg har vist sig i Vatikanet. Og de argentinske skyer på dagens blogfoto har tegnet et himmelsk verdenskort.

Ærkebiskoppen fra Buenos Aires, Jorge Mario Bergoglio har skiftet navn til Pave Frans I.

Det var enten Tudefrans eller Bestemmefrans – og heldigvis for den gamle mand blev det det sidste. Bergoglio er selvfølgelig pavestolt ved situationen. Det er stort, sådan at vinde konklavets stoleleg – for så at blive iklædt guldbroderet dametøj. Trans den første.

Ifølge kendere er han en stor overraskelse! Men for en almindelig folkekirkedansker som mig er der ikke meget surprise over nyheden. Hvor uventet er det lige, at paven blev en mand? At han har italienske rødder? At han forlængst har passeret de halvfjerds? – i mine øjne var han kvalificeret til jobbet i en sådan grad, at han burde have været en af bookmakernes absolutte favoritter.

De første meldinger om den nye paves holdninger er skam heller ikke overraskende. Gammel altervin på nye flasker: Nej til abort. Nej til homoseksuelle ægteskaber. Nej til aktiv dødshjælp.

Frans vil gå i forbøn for de fattige – men naturligvis uden at komme til lommerne. Vatikanets enorme formuer bliver hvor de er.

Det kan godt være jeg er for negativt indstillet. At den ny pave lige skal have en chance til at vise, hvad han dur til. Men jeg er sgu ikke den eneste som sukker højlydt.

Alt er ved det gamle. Det er kun navnet der er nyt.

tirsdag den 26. februar 2013

Fars ungdomskæreste


Sådan så hun altså ud, hende Vivian. Fotoet er lille, knapt seks gange seks centimeter. Jeg tror min far har fået det med sig, da kom ud at sejle med Ø.K’s motorskib “Erria”.

Til min egen Wilson, har Vivian skrevet i hjørnet. Noget i den retning, i hvert fald…

På bagsiden han hun med fin og sirlig skrift skrevet noget mere:

Til min bedste ven

good luck, good health, God bless you
it’s all my heart can say

good luck, good health, God bless you
and guide you all your way

no matter where you wander, wherever you may go
good luck, good health, God bless you

and keep you and bring you safe me back home

Vivian


Jeg har googlet første linje, og fundet frem til at ordene stammer fra en drivende sentimental popmelodi fra 1950. Steve Conway synger, og så er der pludselig sprød lyd til det gamle kærlighedsfoto. Hør selv:

https://www.youtube.com/watch?v=9fUjJtSqCt4

Pigen på fotoet er smuk. Hende kunne jeg som ung selv være blevet forelsket i. Navnet er mig heller ikke fremmed. Jeg har selv kysset en Vivian engang. Og så kan man jo få den finurlige tanke, om jeg også på dén måde er arveligt belastet.

Min far havde bare alt for mange kærester. Ingen kender det præcise antal, men han må have haft hundredvis af damebekendtskaber. Det var som om han samlede på dem – og han lagde bestemt ikke damejagten på hylden bare fordi han fik kone og børn.

Men Vivian var hans første kæreste. Hun har altså en særlig plads i samlingen.

Hun er omtalt flere gange i de skriv jeg har fra hans hånd, eksempelvis i de nye gamle papirer, jeg fandt i en papkasse sidste år.

Store dejlige dådyrøjne og fløjlsblød overalt…
– Jo, han har været meget glad for hende. Og han fortæller at hun er Sjøgrens datter, boede ude i Kigkurren og arbejdede på et rejsebureau. Nogle gange optrådte hun. Han skriver at hun havde en datter der hed Linda. Og så fortæller han hvorfor han slog op med Vivian:

Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed…

Men dén forklaring på bruddet er skrevet i 1975. Dengang det skete, var årsagen skam en anden. Det kan jeg læse i hans dagbog – En sømands dagbog. Her fortæller han i 1951, at han var uvidende og uerfaren. Han var 16, hun var 19. Og hun var hans et og alt.

En dag skete noget alvorligt. Hun fortalte mig at vi blev nødt til at skilles, for hun havde et barn udenfor ægteskab. – Mit første bekendtskab med det kvindelige køn blev en alvorlig skuffelse. Jeg var dybt ulykkelig…

Hvilken version er mon den mest rigtige? Var det Vivian som slog op, eller var det min far? – Jeg er ikke i tvivl; Det er altid større sandhedsværdi i dagbøger end i efterrationaliserede erindringer. Det var Vivian, som slog op, og problemet var det uægte barn. Vivian var nået frem til, at min far ikke ville kunne forholde sig til hendes lille datter – og det har hun sgu nok haft ret i.

Blandt nogle gamle fotos jeg fik af min bror Thomas i vinterferien, lå der underligt nok en kuvert fra Islands Brygges Apotek med blandt andet receptblanketter, udklip, et par ubrugte pasfotos og et brugt rationeringskort for sukker og kaffe, oktober 1951 - maj 1952.

Nogle af papirerne er Vivians. Derfor ved jeg, at hendes fulde navn er/var Vivian Lillelund. Hun boede Kigkurren 10 og hendes læge hed Halvor Bach (som også var min fars læge).

Der ligger også et visitkort fra Mødrehjælpens sociale og lægelige konsultation, Kroghsgade 1, 1. sal tv, værelse 15, med oplysninger om træffetid, som aftales personligt i den daglige åbningstid kl. 12:30 - 13:00 (lørdag dog undtaget).

Måske lever Vivian endnu. Måske kan hendes datter, der engang hed Linda Lillelund genkende sin mor. I så fald vil jeg meget gerne kontaktes.

Jeg vil gerne blive endnu klogere på min slægts historie. Det er planen at samle op i en slags slægtsbog, som jeg tror kommer til at hedde “Typisk Wilson”.
 

onsdag den 6. februar 2013

Kong Henrik

Foto: Drew Pendleton, USA

Stakkels mand. Nu er han igen, igen sat i skyggen og nedvurderet. Her & Nu fører an og basker ham med overskrifter som:
Prins Henrik puster til ilden igen
Sætter Margrethe i forlegenhed


- JEG VIL VÆRE KONGE

Han får bestemt ingen opbakning i ugebladene, selvom de tjener fedt på Kongehuset, især når det netop er manden fra Det Monpezatske Hus som har åbnet munden.

Men jeg synes godt om ham. Han skal sgu have noget street credit. Han er utvivlsomt den bedst uddannede i kongehuset. Han er formentlig også et af de bedst begavede medlemmer den danske kongefamilie nogensinde har haft. Han finder hele tiden på noget nyt, og kan stadig puste liv i alt og alle omkring sig. Sågar også sladderpressen, hvis oplag ville styrtdykke uden det royale stof.

I bogen Nullerne trækker Søren Mørch en fin pointe frem (som ægtefællen til vores dronning – (gemalen) – selv i spøg har leveret): Han sammenligner sig med grevinde Danner:

Louise Christine Rasmussen blev gift med Kong Frederik 7. i 1850, men hun blev ikke dronning af den grund. Hun reddede kongen fra at gå til i druk, så han blev i stand til at optræde som Grundlovens giver og Frederik Folkekær, men dronning blev hun ikke. Hun blev grevinde, lensgrevinde endda, men ikke dronning.
…
Prins Henrik oplever sig som grevinde Danner – den, ‘som steg fra dybet, belæsset med et folks foragt’.


Jeg synes som sagt godt om Prinsgemalen. På trods af at han ifølge folket ikke taler ordentlig dansk – har han faktisk skrevet nogle af de bedste digte, jeg har læst. Han er forfatter til en lang række udgivelser og oversættelser, som det også fremgår af hans side på kongehuset.dk. Og på trods af at han ifølge folket har kælderen fuld af Château Rævepis – så er det såmænd udmærket kongevin der produceres med hans druer fra Cayx i Cahore.

I spørgsmålet om hvad der burde stå foran Henrik, kommer folket til kort. Hvad bør han kaldes: Konge eller knægt?

Jeg er ikke i tvivl. Manden er konge.

onsdag den 19. december 2012

Flavia

Foto: Miguel Ángel Moya, Spanien

Nyheden er, at den peruvianske kvinde med dansk mand, fællesbarn og arbejde alligevel får lov til at bo og leve sammen i deres lejlighed på Nørrebro.

Det er jo også kun ret og rimeligt! – Så hvordan kunne myndighederne nå frem til at Flavia i stedet skulle udvises? – Det synes jeg er et interessant spørgsmål.

Ligesom det kunne være vældig rart at få svar på, hvorfor ingen fra regeringen ville stille op i TV2 studiet tidligere i dag, hvor både Flavia herself og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen sad klar til en debat om sagen.

Naturligvis skal den dansk-peruvianske familie ikke strittes ud af landet. Det er Opholdsdirektivet der gælder i denne sag, samt i alle de lignende sager der ikke kommer frem i de landsdækkende medier.

Så hvem er det der leger med familiens ve og vel? Hvem havde den finger med i spillet, som krævede at Flavia skulle udrejse for at indgive ansøgning om familiesammenføring på den finske (sic!) ambassade i Lima?

Er det Socialdemokraterne? Er det SF? Er det Radikale Venstre? – Spørgsmålet er helt åbent. Må jeg se en finger?
En pegefinger, helst…

mandag den 17. december 2012

Dommedag

Foto: Benjamin Earwicker, USA

Jorden går under på fredag. Den gamle mayacivilisation på Yucatán halvøen i Mexico havde en apokalyptisk forestilling om at verden sluttede den 21. december 2012. Deres kalender rækker simpelthen ikke længere.

Nogen vil nok fremhæve at det altså er ifølge mayakalenderen – ikke Mayland kalenderen – at det hele slutter på fredag. Men maya-indianerne var fantastisk dygtige til at udregne alt indenfor tid og sted – så hvorfor skulle de ikke have ret i den endelige dato for dommedag?

Jeg vælger at tro en lille smule på det. Og hvis det viser sig at verden trods alt går videre den 22. december, så er det kun en stakket frist. Hvis det glipper på fredag, så kommer jordens undergang helt sikkert allerede et par dage senere. Beviset er soleklart: Julekalenderen.

Julekalenderen er et klart tegn på, at apokalypsen indtræffer juledag. Julekalenderen har ikke flere end 24 låger – Juledag er det endegyldigt forbi. Der er simpelthen ikke mere at komme efter.

Folk ved det inderst inde godt. Man fornemmer det på deres adfærd. De bliver mere og mere stressede. Farer rundt med angsten malet i deres ansigter. Det er så tydeligt at den sidste tid er kommet.

Det lakker endegyldigt mod enden. Og alt skal nås inden forretningerne lukker og slukker og chokoladekalenderens sidste låge åbnes til det allersidste stykke.

Man kan sagtens mærke, at det hele snart er for sent. De sidste åbningsdage op mod jul minder temmelig meget om Ragnarok. Så mon ikke det er det det er?

torsdag den 13. december 2012

Et rigtigt eventyr

Foto: Vivi Rindom, Danmark

Ryd forsiden! Alle andre nyheder må vige pladsen. En slægtsforsker har fundet et fuldkommen ukendt eventyr af H.C. Andersen. Hvis noget er breaking news – så er det sgu da det.

Det er nok lidt overdrevet sådan at give nogle få ark gammelt papir beskrevet med blæk i en sirlig håndskrift fuld skrue i Politiken – men jeg er glad for avisens prioritering.

Normalt stopfodres vi jo med nyheder der mest af alt handler om mord, vold og modbydelighed. – Så er det altså dejligt pludselig at få serveret noget helt andet; Et eventyr af gode gamle HCA.

Det er sandsynligvis hans første. Og måske har han ikke selv været klar over, at det var et eventyr. Han var måske bare 18 år da han forfattede det. “Tællelyset”.

Men skrive – det kunne knægten: Fåret – et nydeligt lille får – var lysets mor, og smeltegryden var dets far. Det er satme godt sét af en ung knøs. Bare i dén ene sætning er der masser af brændstof til efter-tanken. For ikke at tale om fyrtøjet der kender tællelyset bedre end det kendte sig selv…

Jo, det er sgu guf at få sådan en nyhed serveret istedet for hverdagens malstrøm om hvor galt det går rundt omkring på Jordens overflade. Den verdensberømte digter skal have en kærlig tanke og tusind tak for sådan en skøn lille morgengave.

torsdag den 15. november 2012

Billedcensur på Mingler



Niels Thimmer har fjernet et af mine blogfotos. Der er ikke længere noget billede på min blog med overskriften Farfars mørke side.

Jeg vil naturligvis klage til Netredaktionen og bede om en forklaring. Bloggen er sandsynligvis min mest læste, og billedet har været på sitet i årevis, uden problemer.

Det kan sgu ikke være meningen, at vi også her på 24.dk skal til at sætte æbler ind for at tildække kønsdele på gamle nøgenfotos. Det virker helt forkert, når JP/Politikens Hus, som ejer sitet, ellers er meget imod den slags nypuritanske og absurde censur.

onsdag den 7. november 2012

Lommebogen


Endnu en ting fra familiens nye, gamle papirer: Min fars lommebog fra 1949, da han var ung mand, vel egentlig bare en stor dreng. Dengang var det meget almindeligt at have sådan en lommebog. Den her viste er en reklamegave fra Hadsund Trævarefabrik, Aage Kjeldsen & Co. A/S.

Gad vide om der stadig er nogen der idag rundt med sådan en tryksag i lommeformat? – Jeg tror det ikke. Men før computeralderen kunne den næsten ikke undværes; En årligt udkommende lille bog med kalender til notering af aftaler, sider til notering af telefonnumre og adresser, nyttige tabeller og oversigter m.m – og med Universitetets røde Almanakstempler som garanti for at der ikke var fjumret rundt i solens op- og nedgange, månens faser og alle de kongelige og kirkelige mærkedage i oversigtskalenderen på opslaget side 4 - 5.

På indersiderne af omslaget er der farvetryk med 72 forskellige nationalflag. I 1949 var Canadas flag ikke det vi kender med ahornbladet, og der var ikke noget islamisk ornamentik i Irans flag. Der var kun 48 små stjerner i Stars and Stripes, og Belgisk Kongos flag var en gul stjerne på lyseblå baggrund. Indiens flag var et Union Jack med en stiliseret sol midt i, og Tysklands flag vidste man faktisk ikke hvordan skulle se ud; Der er et blankt flag med denne forklaring på: Ukendt v. Opl. Trykn. Dannebrog ligner sig selv, men det gør Kinas flag ikke: Det ligner sjovt nok det amerikanske, bortset fra at der i stedet for stjerner og striber er en hvid sol i det blå hjørnefelt og fem gule bølger i det røde.

Meget har ændret sig i de forgangne 63 år, og det ses også i lommekalenderens lille atlas. Kortet over Mellemeuropa er farvemarkeret med Amerikansk Zone, Britisk Zone, Russisk Zone og Fransk Zone, for Deutsches Reich hang dårligt sammen i årene efter 2. verdenskrigs afslutning. Min far har forresten tilføjet streger med sin blå kuglepen, der viser hvor han har sejlet. Der er tegnet på alle kortene, bortset fra det over Schweiz.

Statistisk Årbog er kilde til siderne med Landenes areal og folkemængde. Lægger man tallene for København, Frederiksberg og Gentofte sammen, kan man se at der boede 967.950 mennesker i Hovedstaden i 1948. Århusianere var der 137.722 af.

Der er mange oplysninger og oversigter i fars lommebog fra 1949. Omregningstabeller, Færdselstavler, m.m.m. Telegrafvæsenet, Rigstelefon og de vigtigste stempeltakster. Termometrets koge- og frysepunkter i Réamur, Celsius og Fahrenheit. Danske Fod og Tommer til Meter. Tønder Land til Hektar. Renteberegning og Romertal. Historisk Memorandum…

Og sider til telefonnumre, kassebog og notater. Min far har fx skrevet, hvad han har købt rundt omkring i verden, blandt andet har han købt testel i Kobe, silkebluser i Hongkong, cigaretter i Aden, tæpper i Madras og læderpuder i Port Said.

I selve kalenderen er der en vred markering ved den 28. marts. Niemals vergessen, står der, med hele syv understregninger. Den dag stjal min fars far alle hans sparepenge, og min far glemte aldrig datoen. 77 kroner må have været mange penge, dengang det skete, i 1948 – for i lommebogens oplysninger om Postvæsenet står der, at Breve indtil 50 gram koster 15 Øre i Lokalporto, og 20 Øre i Landsporto.

Set i bakspejlet er det sgu ikke så mærkeligt at min farfar Robert Wilson røg uklar med samtlige sine syv børn…

onsdag den 10. oktober 2012

Stærke sager

Foto: Brandon Blinkenberg, USA

Den her er stærk. Instinktivt ved vi, at mad med dén form og farve giver en brændende smerte på tungen. En rigtig ond chili er fuldstændig blottet for chill-factor. Den er flammer ud af flaben.

Habañero! Det er kort sagt sådan den smager: Som svidende rap fra en spansk læderpisk, der virkelig er lagt kræfter i.

Så hvorfor spiser vi den? – Jamen, netop derfor! Når vores smagsløg får klø, kan vi for alvor mærke, at vi lever.

Vores adfærd har jo ikke så meget med sund fornuft at gøre, i hvert fald ikke med hensyn til, hvad vi kommer i munden.

Videnskaben har forlængst fundet ud af, hvad der gør chilien så stærk. Det er dens indhold af capsaicin. Også kaldet N-Vanillyl-8-methyl-6-E-noneamid, eller C18H27NO3, hvis man har en lille kemiprofessor i maven.

Stoffet er egentlig uden smag, men virker kraftigt lokalirriterende. Det er det, der giver os den brændende fornemmelse og får sveden frem på panden.

Hvis vi vil vide, hvor stærk en chili er, skal vi altså måle koncentrationen af capsaicin. Metoden hedder High Performance Liquid Chromotography eller HPLC, og de fleste laboratorier har et apparat til sådan en måling. Men det er alt for straight foreward for den menneskelige psyke. Vi vil sgu hellere måle chiliens styrke på Wilbur Scovilles måde.

Scoville var apoteker og opfandt sin metode i 1912: Et panel af forsøgspersoner skal indtage chilien i pulverform, opløst i sukkervand. Opgaven går så ud på at smage sig frem til, hvor meget sukkervand der skal i opløsningen, før chilien ikke længere brænder i munden.

Chilien på billedet har måske en styrke på 3000 scoville. Men hvis en chili skal i Guinness Book of Records, skal vi meget længere op på Scoville skalaen. Bhut Jolokia er målt til over en million. Navnet betyder spøgelseschili, så hvis man gnasker sådan en fætter, så er man selv ude om det.

Verdens stærkeste chili er efter de seneste oplysninger en Trinidad Moruga Scorpion. Den har en styrke på op til 2.009.231 Scoville Heat Units (SHU). Målingen er foretaget i år af New Mexico State University Chile Institute.

onsdag den 18. juli 2012

Bøn

Foto: Cris Watk, USA

Hvorfor egentlig oversætte gamle rim og remser til nudansk? Langt de fleste fungerer jo klart bedre på gammeldansk. Nok især dem med religiøst indhold.

Jeg synes man ligefrem beder om problemer, når for eksempel Fadervor partout skal have et moderne udtryk. Det høres tydeligt i kirken, når unge og gamle med præsten samles i bøn. Ordene falder forskelligt lige fra start af.

Nogle siger Fadervor, andre siger Vor Far. Nogle vorde, andre være eller blive. Små og store nuanceforskelle hele vejen igennem. Teksten fra Bjergprædiken er ikke hvad den har været. Der er fanden til forskel, om man slår op i Mattæus-evangeliets kapitel 6, vers 9-13, i en ældre eller ny udgave af Bibelen.

Det er noget hø, når skriftlig fornyelse således ikke giver bedre mening, men tværtimod ender op med en rodet buket sprogblomster.

Gud er sikkert fuldstændig græsk-katolsk ligeglad med hvilken version han modtager i det høje, men som mennesker i forsamling vil vi jo gerne finde fælles fodslaw når vi folder hænderne og fremsiger den ældste og mest brugte bøn i kristendommen.

Derfor har jeg netop samskrevet hele balladen; Selvom rim og rytme nu hænger noget forneden, så er det her en version som favner langt de fleste Fadervorer:

Vor Fader eller omvendt ordstilling,
du som er i Himlen eller himlene!
Helliget blive eller vorde dit navn, 
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
med fri os fra det onde.
For eller Thi dit er Riget med stort eller lille bogstav
og magten og æren i evighed!
Amen.

Jamen… Sådan er man vel nødt til at gøre, når nu folk ikke kunne blive enige om at holde fast i den gamle autoriserede bøn, som Jesus himself formulerede til brug for sine disciple.

onsdag den 16. maj 2012

Sletning

Foto: Edwin Wong, Hong Kong

– Nu gider jeg snart ikke mere! Jeg er træt af det hele. Al det snik-snak giver mig fingerkløe, jeg trykker sgu på knappen og sletter det hele; mine grupper, min blog, billederne, vennerne, og min profil…

Sådan er der jævnligt en bruger der tænker her på vores community site. Og så bliver der slettet med hård hånd, måske ikke det hele, men i hvert fald bliver der luget ud, ryddet op… Tråde, kommentarer, fotos, whatever.

Og hver gang undrer jeg mig. Det er jo digitalt selvmord, og det efterlader uvægerligt nogle tomrum, ligesom når nogen hænger sig ude i den virkelige verden. Heldigvis kan man her på 24.dk altid fortryde og starte på en frisk, og begynde forfra – men jeg fatter ikke, hvorfor man i første omgang ikke bare nøjes med at logge af, i stedet for definitivt at delete.

Forleden blev sitets største debatgruppe slettet. Avisklubben som Daniella havde banket op til langt over tusind medlemmer, var overdraget til Ann, og hun blev træt af det hele. Tænkte som beskrevet i starten af denne blog, og gav sig til at slette.

Men inden da ringede hun til mig for at få Daniellas telefonnummer. Hvad de har snakket om, ved jeg ikke, men i hvert fald var Anns behov for at slette kommet som følge af et krav fra Support om at 24.dk skulle være familievenligt. Der var tilsyneladende nogle annoncører som havde klaget over nøgenfotos og sex i private grupper.

Det var en and, for selvfølgelig er private grupper lukkede for ikke-medlemmer, og usynlige for annoncører. Men for Ann var det dråben…

Hertil kom, at Avisklubben var faldet lidt af på den. Det var ikke som i dens velmagtsdage, hvor gruppen blev fulgt af mange journalister og i Go’Morgen Danmark fremhævet som landets mest interessante debatforum på internettet.

Jeg tilbød at køre Avisklubben videre, men nej. Slettes skulle den, selv om mange bakkede op om mit redningsforsøg. For gruppen var halvdød, alt for meget fortid. Og nu er den så helt væk…

Men hvorfor al det deleteri?! Avisklubben generede jo ikke nogen, og da slet ikke Ann, som kort efter simpelthen slettede hele sin profil. Som I nok fornemmer, er jeg helt generelt imod sletning, både i den digitale og i den virkelige verden. Når man er træt af det hele, synes jeg ikke man skal delete – man skal bare lukke ned og være stand-by.

Okay, jeg har skam selv slettet ting på en computer. Masser af ting endda; Spøgelser, meteorer og fjendtlige rumskibe, i Pacman, Malstroem og Space Invader. Dem har jeg ligefrem destrueret.

Men ellers er jeg generelt imod sletning. Man ved aldrig, hvad man engang vil fortryde, man har smidt ud. Avisklubben kunne have været et arkiv over, hvad vi mente og diskuterede engang, og blogs fortæller noget om, hvad der for knapt tre år siden har fanget interessen og med hvilken slags ord. Alle kan blive klogere på historien.

Hvis altså den ikke er slettet! 

torsdag den 15. marts 2012

Du forbarmede

Foto: Katje Zanetta Borba, Brasilien

En syttenårig gymnasieelev fra Silkeborg kom i Go’ Morgen Danmark i går fordi hun på nettet beder om penge til nye bryster. TV2 havde hende(s) med i en paneldiskussion, og emnet kunne åbenbart også bære en 1234 afstemning, hvor seerne kunne sms’e GO A for store kunstige frem for naturlige eller GO B for naturlige - alle størrelser.

Jeg har for længst taget stilling i min blog B for Bryster og jeg er sikker på at de fleste mænd deler mit syn på sagen. Alligevel bliver resultatet (87% foretrækker naturlige) i TV2 udlagt som statistisk bevis på at kun 13% er ærlige. TV2 har simpelthen en blondinetro på, at vi seere er helt pjattede med megastore kunstige babser. Go’ for it, var da også det underliggende synspunkt, da Linse kunne bryste sig med at have Nordeuropas største..

Når jeg nu igen blogger om bryster, så er det fordi jeg synes vi mangler et historisk perspektiv. Jeg synes i hvert fald det er på sin plads, når Historien nu serverer en tidslinje, og fortæller om siliconens vej ind under huden på kvinderne.

Det er ikke en historie om barm-hjertige plastikkirurger der med større attributter blot vil booste klienternes følelse af selvværd og kvindelighed. Næ, historien er rå og brutal:

Efter 2. verdenskrig da Japan havde kapituleret, skete der en række uforklarlige tyverier fra landets havne. Tønder med smøremidlet silicone blev stjålet fra pakhusene, og synderne viste sig at være lokale prostituerede som havde hårdt brug for at tjene penge på de amerikanske soldater.

Fra naturens hånd var luderne i Solens Rige fladbrystede, og de havde derfor lidt svært ved at fange amerikanernes interesse – men ved at sprøjte det syntetiske stof ind i brysterne med en kanyle og således øge barmens volumen vandrede der hurtigt varme dollars ind i bordellerne.

Desværre blev siliconen ikke siddende i brysterne, men bevægede sig videre rundt i kroppen på de prostituerede, som blandt andet fik det i lungerne, hvor det resulterede i betændelse og dødbringende blodpropper.

Selv om der i dag bruges implantater, er det stadig risky business at få gjort brysterne større med silicone. Når klinikkerne reklamerer med livsgaranti og sikkerhed, så er det fordi det netop er her det halter. Alt for ofte går det galt.

Og lur mig, om ikke moden vender tilbage mod 1920ernes sensuelle små bryster. Historisk set er det altid gået op og ned. Og jeg tror sgu Linse æraen er ved at lakke mod enden. Snart skal røven igen være større end patterne. Naturligvis…

fredag den 17. februar 2012

Uha uha

Foto: Irina Naumets, Rusland

Billedet er mildt sagt kontroversielt. Faktisk så meget, at jeg her vil nøjes med et referencefoto af (d)en blå lagune. Og så linke til DR Kultur, som godt tør vise Brooke Shields som modefotografen Gerry Gross fotograferede hende i 1975, da hun var bare 10 år gammel.

Billedet er et af højdepunkterne på udstillingen Kontroversielt! som vises på Trapholt frem til 12. august 2012.

Med udspring i to evindelige spørgsmål: Sandt eller Falsk? og Kunst eller Porno? trækkes publikum ind i det altid hidsige dilemma: Hvor går grænsen, etisk, retsligt, religiøst? En debat, hvor bølgerne altid har gået højt.

Fotografen har juraen på sin side. Men er nærmest blevet ruineret af de retssager, han har været ude i. Det er fastslået at han har ophavsretten til sit foto, for Brooke Shields mor har skriftligt sikret ham den i en kontrakt, hun underskrev på vegne af sin mindreårige datter.

Siden blev datteren berømt, og jeg husker godt min ungdoms smukke film om sex den første gang. Mener også musikken var flot, og blev serveret på alt andet end et pornoorgel. Den blå Lagune var ikke lummer.

Billedet af den purunge Brooke Shields var oprindeligt tænkt til en fotobog der skulle hedde “The Woman in the Child”. Men efter de udmattende søgsmål fra Shields solgte fotografen det i stedet til samtidskunstneren Richard Prince, som brugte det i en ny sammenhæng og gav det titlen “Spiritual America”. Og så blev det eftertragtet og solgt for en meget stor pose penge.

Jeg er enig med fotografen i, at fotoet fortæller noget om “kvinden i barnet”. Men det fortæller også om en modebranche, hvor jagten på ungdom nogle gange kammer over og bliver nærmest pædofil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor smart tøj til modne kvinder med former, på catwalk’en vises frem af tynde teenagere. Det er sgu lidt sygt.

Det er jo ikke fordi der ikke findes smukke og fuldt udvoksede modeller. Som hende jeg skrev en blog om sidste år.

torsdag den 26. januar 2012

Grovfilter

Foto: Billy Alexander, USA

Der skal ikke meget til før jeg har inspiration til en blog. Et kaffefilter er nok. Især hvis det er det sidste i skabet, og jeg skal købe os en ny pakke.

Vi drikker kaffe hver eneste dag. Stærk Zoégas brygget på kærestens potente Moccamaster. Men nu til filteret:

Hvorfor er kaffefiltre som regel hvide? – Jo, det er det fordi man på kaffefilterfabrikkerne bleger dem i en avanceret og miljøskadelig proces. Men et kaffefilter er jo kun hvidt indtil kaffen grumser det til. Efter brug er det alt andet end hvidt.

Så hvorfor vil forbrugerne helst have affarvede kaffefiltre? Selv den mest nørdede Barista uddannede kaffedrikker kan sgu ikke smage forskel på om en kop kaffe er brygget på bleget eller ubleget filter. Der er bare ikke nogen kaffe der smager hvidt.

Der er faktisk kun een god grund til at vælge hvide kaffefiltre. Prisen. For ublegede kaffefiltre er dyre. Hvis dit kaffefilter ikke skal hvidvaskes i en miljøskadelig kemikaliesuppe stiger prisen til det dobbelte. Sikkert fordi kaffefilterfabrikanterne betragter brune filtre som en nicheproduktion. Selv om det jo bare handler om at springe blegningsprocessen over…

Men ansporet af kærestens behov for at redde verden har jeg nu købt 180 ublegede kaffefiltre for 15,95 kr. I stedet for de almindelige til 7,85.

Jeg synes det er groft. – Hvorfor skal brune kaffefiltre koste det hvide ud af øjnene?!!

torsdag den 15. december 2011

Min tro

Foto: “Seaston”, USA

Forleden havde jeg en snak med en præst. Hun var meget bekymret over de mange muslimer her i landet.

Vi var begge inviteret til Michael Tungelunds 50 års fødselsdagsfest i Hannerup kirke ved Fredericia, og hyggede os med et godt glas vin og nogle sprøde fuldkorns-oblater som fødselarens søde kone selv havde bagt.

Jeg fortalte præsten, at muslimer nok ikke er så farlige som vi går rundt og tror, og kunne iøvrigt afsløre at det på en måde skyldes en tibetansk munk, at jeg selv er kristen:

Det skete, da jeg for mange år siden mødte en af de fastboende på Potala paladset i Lhasa. Jeg husker stadig, hvordan den tibetanske munk stirrede meget intenst på mig. Han havde spurgt til min tro, og jeg var mildt sagt upræcis i mit svar. Jeg var ung og prøvede at forklare at man vel ikke behøvede at tro på – ja, en tro.

Men munken havde aldrig hørt om et menneske uden tro. Det lød i hans øjne som en umulighed. Jeg måtte da tro på noget.

Jeg var rejst til Himalaya og var nysgerrig efter at vide hvad sådan en orangeklædt tibetansk munk gik rundt og lavede, udover at håndtere bedeflag og -møller. Men vi kunne ikke rigtig få startet samtalen, før jeg havde fortalt hvad jeg troede på.

Hårdt presset sagde jeg, at jeg var kristen. Det var jo heller ikke løgn. Jeg var (og er stadigvæk) medlem af Folkekirken, og mit lille hovede var i sin tid vådtet med vand fra døbefonten i Sankt Johannes kirken på Nørrebro.

Så lyste den tibetanske munk op i et smil. Aha, jeg var kristen. Godt så. Og vi havde en interessant snak om livet og døden. Munken var tryg ved min tro. For jeg havde sagt, at jeg troede på Gud.

Munken havde dog også været tilfreds, hvis jeg havde været muslim eller jøde eller noget helt tredje. Bare jeg troede på noget, så kunne vi tale sammen.

Præsten var enig i, at det er vigtigt at have en tro. Selvfølgelig, hun havde jo været præst for sognets menighed i en menneskealder.

Jeg er faktisk søn af en præstedatter. Min mors førstefødte. Omend det altid har været vigtigt for mig at kunne mere end sit Fadervor – så kom der først papir på mit tilhørsforhold da min far med klar røst sagde “ja” til om jeg ville døbes på den kristne tro.

Dåbsattesten kom altså i hus, selvom jeg i virkeligheden var umælende og mest interesseret i bare bryster.

Trosbekendelsen er ifølge folkekirken.dk selve grundlaget for vores tro. Den udtrykker det centrale indhold i kristen tro, og afgrænser samtidig kristendom i forhold til andre religioner.

Jeg synes nu ikke den er mere afgrænsende end at også muslimer kan nikke genkendende til den. En muslim forsager også Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. En muslim tror også på at det er den almægtige Gud der er jordens og himlens skaber.

Muslimerne kan endda også genkende Jesus. Han er helt sikkert en profet, omend ikke i nær samme liga som Muhammed, Allah være hans navn.

Det er hér, vandene skilles: Vi tror på Jesus som Guds enbårne søn, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til Dødsriget, men tre dage senere opfaret til himmels, hvor han siddende ved Guds højre hånd skal dømme levende og døde.

Dén køber muslimerne ikke! Meeen – give and take – gouterer de gerne, at de tror på den hellige, almindelige moske, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Forskellen mellem dem og os er sgu til at overse, når det gælder tro. Verdens største religioner stammer fra Mellemøsten, og Bibelen og Koranen kan sagtens stå ved siden af hinanden og samle støv, som gamle bøger jo gør.

Jeg synes bare det er vigtigt at huske på, at muslimer er blevet det de er, stort set ligesom vi er blevet kristne. Vi er faktisk født til det. Chancen for at komme til verden på Teheran kommunehospital og så blive kristen er meget lille. Sandsynligvis bliver du muslim, ligesom jeg er blevet kristen. Man får som regel sin tro ind med modermælken.

Og ja, da jeg så kunne svare for mig selv, bekræftede jeg min dåb ved konfirmationen. Med stor familiefest, over 1000 kroner i gave, og ret til at drikke noget der var stærkere end sødmælk, trådte jeg ind i de voksne kristnes rækker. Og pastor Jessen noterede Johannes 3-16 i min nye salmebog. Mit personlige konfirmandord blev et skriftsted som muslimer ikke kan blåstemple: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn…
Men når jeg tænker over det, så var det først – på udebane – i Tibet jeg for alvor sagde “Jeg er kristen”. Det krævede lidt tilløb, men viste sig at være nemt og bekvemt. Og det førte noget godt med sig.

Nu har jeg så sagt det endnu en gang i en blog: Jeg er kristen.

I kan altså være helt rolige…

tirsdag den 5. juli 2011

Skoet


Det er mig en gåde, hvorfor kvinder er så interesserede i sko. Hvad er det, der er så rasende spændende ved fodbeklædning?

Kvinder kan tale om det i timevis. De er vildt optaget af det, men som mand er det svært at komme ind i samtalen. Da kæresten og hendes veninder forleden, igen-igen, havde emnet oppe og vende, blev jeg spurgt, hvad man egentlig kalder sådan en mellemting mellem en sandal og en støvle…

– En sko?, foreslog jeg. Og så var jeg definitivt afskåret fra yderligere deltagelse i den ellers livlige debat. Jeg havde tydeligvis ikke fattet en brik af, hvad det handler om.

Men så er det jo dejligt befriende, at verdens førende poptøs, Lady Gaga kan sætte tingene på plads. Ovenstående foto viser de sko, som verdensstjernen optrådte i til American Idol.

Jovist er jeg lidt for gammel til at interessere mig for den hippe popkunstner, men Lady Gaga er sgu sexet! Som hun celebert og intelligent træder i karakter og viser, hvad vi mænd forlængst har luret sko i virkeligheden drejer sig om… 

– Sex!

lørdag den 16. oktober 2010

Den nye verden


Japanske skolebørn ser på dette verdenskort i geografi-timerne. For sådan ser verden ud på den anden side af jorden.

Glem Greenwich. Det er Tokio der tæller. Nu er det landene omkring Stillehavet som kører med klatten.

Vi taler måske stadig om Fjernøsten, men i virkeligheden er vi selv et lillebitte putteland i Fjernvesten. Når vi taler om Udkantsdanmark, så må vi belave os på at tale om hele kongeriget Danmark. Vi er bare så meget langt fra centrum.

Japan er derimod inde i varmen. Deres flag er klar bullseye. Solen i den store hvide verden. Og Kina hedder rent faktisk Riget i Midten.

Verdens centrum er rykket en halv omgang. Danmark er eksotisk og godt på vej bagud af dansen.

Det er sgu ikke her det sner.