Viser opslag med etiketten dom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dom. Vis alle opslag

torsdag den 9. februar 2012

Gentest

Foto: Flavio Takemoto, Brasilien


Flere og flere køber en gentest. Og det er ganske nemt; Du får tilsendt nogle specielle vatpinde, som skal i munden og føres frem og tilbage over slimhinden på dine kinders indersider. Vatpindene returneres i en svarkuvert, og så kan laboratoriet gå igang.

Du betaler et mindre antal tusindlapper, og en lille uge senere får du så en rapport med spændende læsning om dig selv.

Du kan faktisk få alt at vide. Nævn en sygdom, og dine gener kan fortælle hvor stor risikoen er for at du får den. Har du en kæreste, kan jeres gener fortælle om I er et godt match.

Tør du teste dine gener?, spurgte min kæreste igår aftes efter en udsendelse i fjernsynet. Det var på DR2, hvor Martin Breum bestilte en gentest og tog til Californien for at få resultatet. Og blev helt tør i munden ved udsigten til at få at vide, om han ville få kræft.

Ja, jeg tør godt. Men gør det næppe. Det betyder ikke så meget for mig, hvad odds er for at jeg ikke bliver skaldet, får en blodprop eller dør af cancer. Jeg er nemlig født heldig!

Det er du måske også. Men det tror jeg aldrig vil fremgå af en gentest. Det kan jo godt være, du ligesom Lone Frank har meget lav livstidsrisiko på stort set alt hvad man kan komme ud for af her i livet – men du kan jo være uheldig…

torsdag den 15. december 2011

Min tro

Foto: “Seaston”, USA

Forleden havde jeg en snak med en præst. Hun var meget bekymret over de mange muslimer her i landet.

Vi var begge inviteret til Michael Tungelunds 50 års fødselsdagsfest i Hannerup kirke ved Fredericia, og hyggede os med et godt glas vin og nogle sprøde fuldkorns-oblater som fødselarens søde kone selv havde bagt.

Jeg fortalte præsten, at muslimer nok ikke er så farlige som vi går rundt og tror, og kunne iøvrigt afsløre at det på en måde skyldes en tibetansk munk, at jeg selv er kristen:

Det skete, da jeg for mange år siden mødte en af de fastboende på Potala paladset i Lhasa. Jeg husker stadig, hvordan den tibetanske munk stirrede meget intenst på mig. Han havde spurgt til min tro, og jeg var mildt sagt upræcis i mit svar. Jeg var ung og prøvede at forklare at man vel ikke behøvede at tro på – ja, en tro.

Men munken havde aldrig hørt om et menneske uden tro. Det lød i hans øjne som en umulighed. Jeg måtte da tro på noget.

Jeg var rejst til Himalaya og var nysgerrig efter at vide hvad sådan en orangeklædt tibetansk munk gik rundt og lavede, udover at håndtere bedeflag og -møller. Men vi kunne ikke rigtig få startet samtalen, før jeg havde fortalt hvad jeg troede på.

Hårdt presset sagde jeg, at jeg var kristen. Det var jo heller ikke løgn. Jeg var (og er stadigvæk) medlem af Folkekirken, og mit lille hovede var i sin tid vådtet med vand fra døbefonten i Sankt Johannes kirken på Nørrebro.

Så lyste den tibetanske munk op i et smil. Aha, jeg var kristen. Godt så. Og vi havde en interessant snak om livet og døden. Munken var tryg ved min tro. For jeg havde sagt, at jeg troede på Gud.

Munken havde dog også været tilfreds, hvis jeg havde været muslim eller jøde eller noget helt tredje. Bare jeg troede på noget, så kunne vi tale sammen.

Præsten var enig i, at det er vigtigt at have en tro. Selvfølgelig, hun havde jo været præst for sognets menighed i en menneskealder.

Jeg er faktisk søn af en præstedatter. Min mors førstefødte. Omend det altid har været vigtigt for mig at kunne mere end sit Fadervor – så kom der først papir på mit tilhørsforhold da min far med klar røst sagde “ja” til om jeg ville døbes på den kristne tro.

Dåbsattesten kom altså i hus, selvom jeg i virkeligheden var umælende og mest interesseret i bare bryster.

Trosbekendelsen er ifølge folkekirken.dk selve grundlaget for vores tro. Den udtrykker det centrale indhold i kristen tro, og afgrænser samtidig kristendom i forhold til andre religioner.

Jeg synes nu ikke den er mere afgrænsende end at også muslimer kan nikke genkendende til den. En muslim forsager også Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. En muslim tror også på at det er den almægtige Gud der er jordens og himlens skaber.

Muslimerne kan endda også genkende Jesus. Han er helt sikkert en profet, omend ikke i nær samme liga som Muhammed, Allah være hans navn.

Det er hér, vandene skilles: Vi tror på Jesus som Guds enbårne søn, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til Dødsriget, men tre dage senere opfaret til himmels, hvor han siddende ved Guds højre hånd skal dømme levende og døde.

Dén køber muslimerne ikke! Meeen – give and take – gouterer de gerne, at de tror på den hellige, almindelige moske, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Forskellen mellem dem og os er sgu til at overse, når det gælder tro. Verdens største religioner stammer fra Mellemøsten, og Bibelen og Koranen kan sagtens stå ved siden af hinanden og samle støv, som gamle bøger jo gør.

Jeg synes bare det er vigtigt at huske på, at muslimer er blevet det de er, stort set ligesom vi er blevet kristne. Vi er faktisk født til det. Chancen for at komme til verden på Teheran kommunehospital og så blive kristen er meget lille. Sandsynligvis bliver du muslim, ligesom jeg er blevet kristen. Man får som regel sin tro ind med modermælken.

Og ja, da jeg så kunne svare for mig selv, bekræftede jeg min dåb ved konfirmationen. Med stor familiefest, over 1000 kroner i gave, og ret til at drikke noget der var stærkere end sødmælk, trådte jeg ind i de voksne kristnes rækker. Og pastor Jessen noterede Johannes 3-16 i min nye salmebog. Mit personlige konfirmandord blev et skriftsted som muslimer ikke kan blåstemple: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn…
Men når jeg tænker over det, så var det først – på udebane – i Tibet jeg for alvor sagde “Jeg er kristen”. Det krævede lidt tilløb, men viste sig at være nemt og bekvemt. Og det førte noget godt med sig.

Nu har jeg så sagt det endnu en gang i en blog: Jeg er kristen.

I kan altså være helt rolige…

lørdag den 19. februar 2011

Hrmpf

Foto: Sam Hummel, USA

Tjekker lige nyhederne hernede fra Rom, og ser at christianitterne har tabt i Højesteret. Det skriver DR Nyheder.

Okay – hvad er den trediestørste turistattraktion i Danmark? – Nemlig, Christiania. Som naturligvis også er en del mere interessant end Den Lille Havfrue.

Området har fungeret fint i mange år, og christianitterne betaler hvad de skal. Så hvorfor er regeringen så forhippet på at normalisere og ensrette?

Kan vi ikke snart få det Folketingsvalg?

mandag den 4. oktober 2010

Satans sol

Foto: Dansk Tagteknik A/S

På en dag hvor amerikanerne advares mod at rejse til Europa på grund af terrortruslen, Lors Doukaev sætter sit ben bag lukkede døre og Lene Espersen pønser på at undskylde Folketinget – er det noget helt andet der fylder mest denne morgen i TV2 Nyhederne.

Idag falder der dom i en retssag mellem to naboer om et blanksort tegltag. En rapporter er på stedet og ærgrer sig lidt over at det overskyede vejr. Men heldigvis er der arkiv optagelser som viser hvordan det sorte tag reflekterer solskinnet så det skærer i øjnene. Skadeslidte nabo får masser af mikrofon-tid til at beklage sig, for modparten som ejer taget vil ikke udtale sig til TV2.

Det står hen i det uvisse, hvordan det er lykkedes Pia og Hans Henrik Schjerbeck i Lystrup at bringe sagen for en dommer, (og TV2 Nyhederne) men jeg har hørt at det i USA i en tilsvarende sag er lykkedes at udfærdige et anklageskrift mod selveste Gud.

Det er jo ikke kun i Lystrup man kender til problemet. Selv er jeg hårdt ramt hver morgen, især i denne tid hvor morgensolen står lavt. Lyset banker helt vildt ind i vores stue. Ikke via et tag med glaserede teglsten, men direkte fra solen selv! Skærmbilledet på min computer er på randen af default, og jeg er tvunget til at skrive denne blog for nedrullede gardiner!

Men er der måske nogen retfærdighed til? Næppe. Gud vil sikkert henholde sig til at det er hans (eller hendes) soleklare ret at dele døgnet op i nat og dag, og at der efter millioner års praksis må siges at være vundet hævd på den måde det foregår.

Og hvis anklagen i virkeligheden handler om forbandet solskin, så kan Gud jo sige at der i stedet skal sagsøges hos hans nabo, den øverste chef i dæmonernes rangorden, Satan.