Viser opslag med etiketten islam. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten islam. Vis alle opslag

tirsdag den 18. september 2012

Muhamedbillede #3

Foto: Leigh Hennessy Robson, USA

Vi kender historien, har hørt den så mange gange; De kom til Danmark dengang det var opgangstider, hvor alting blomstrede og der var nok at lave. Men nu har vi så problemet.

Ja, hvad taler vi om? Hoben, eller hyben? Det kan næsten komme ud på ét. Vi slipper aldrig af med hverken dem eller det igen. Og deres historier er ens, der er faktisk kun en tidsforskydning til forskel.

I 1950erne blev danskerne for alvor vilde med sommerhuse. Et sandt byggeboom gik igang langs vores kyster, alle skulle ha’ sig sådan en feriebolig nær sand og vand. Det kunne kun gå for langsomt med de store sommerhusudstykninger. Nu skulle vi danskere rigtig ud og nyde livet på de sandede kystjorde, som før havde stået nærmest ubenyttede hen.

Så langt, så godt. Men Gud, hvor var naturen kedelig at se på for en bikiniklædt bybo. Blå, hvid og vissengrøn. Hav, klitter og marehalm. Det skulle der gøres noget ved.

Op med flagstænger og dannebrog, flade ud til græsplæner og finde noget farverigt til miljøets forskønnelse. Det er her, Rynket Rose for alvor får sin opblomstring. De første blev indført fra det nordøstlige Asien som prydplanter i 1800-tallet, og nu kommer der fart på.

Store blomster, 6-8 cm i tværmål, som regel røde, sjældnere hvide, kraftig duft og med blomsterblade som krøllet silke. I de glade opturstider er der ingen (natur)grund til at holde igen med bevoksningerne på de mange strandoverdrev.

Nu er vi så blevet (lidt) klogere, men for sent. Rynket Rose er en invasiv art, som sammen med sommerhusfolket truer de oprindelige arters livsbetingelser.

Regeringen sparker Frontlinien.dk igang for at få effektiv kontrol med landskabsukrudtet, men det borgerlige initiativ løber stille og roligt ud i sandet. Og de naturligt hjemmehørende arter som Strand-Mandstro, Blodrød Storkenæb, Gul Evighedsblomst og Strandkål kan ikke klare sig i konkurrencen med Rynket Rose. Det er hele tiden den fremmede, der vinder kampen om lys, plads og næringsstoffer.

– Sådan er det jo, siger vi, og prøver så istedet at italesætte de positive sider:
De er hårdføre og nøjsomme. Se de smukke bomster og de kuppelformede frugter. De er da flotte, de smager rigtig godt og har fem gange flere C-vitaminer end appelsiner. Og de har jo forlængst vundet indpas i vores plantesamfund…

Vi kan sige det lige tosset vi vil. Men vi ved samtidig godt, at de invasive arter ødelægger den internationalt værdifulde og unikke danske kystnatur (for nu at plukke lidt i miljøministerens forord i en otte år gammel pjece). Derfor siger vi også noget andet:

Fuck af. Pak jeres sydfrugter og forduft. Det er på tide I bliver udvasive. Få den der Kæmpe Bjørneklo op af vores offentlige blomsterkasser, og skrub af. Farvel og tak.

lørdag den 15. september 2012

Muhamedbillede #2

Foto: Twin Rivers Home

Kan vi indrette os med islamisk design? Selvfølgelig kan vi det. Det har vi gjort i rigtig mange år, faktisk.

Lige siden 1800-tallet har orientalsk inspirerede møbler fundet plads i de danske hjem, og hvem kan egentlig forestille sig noget mere stuerent end en marokkopude?

Eller en ottoman? – sådan et enkelt og nydeligt hvilemøbel til en tiltrængt morfar. Med en ottoman i hjemmet kan vi til hver en tid lægge os ned og tage en pause.

Vi kan også slænge os på chaiselongen, vi kan falde til ro på divaneseren – det er nærmest indbegrebet af dansk kultur… – at være sofavælger.

Det er ikke dumt sådan at hvile sin mødige krop på en divan – et arabisk låneord med bund i oldpersisk. Så dagens muhamedbillede skal være en opfordring til alle ophidsede muslimer og ditto ikke-muslimer om liiige at tage en slapper.

fredag den 14. september 2012

Muhamedbillede #1

Foto: Neil Gould, Australien

Croissanten blev efter sigende opfundet som en hån mod muslimerne. Og netop derfor spises den med stort velbehag af mange såkaldt indvandrerkritiske danskere. Især den 12. september guffes der igennem, altså dagen efter nine-eleven.

Ifølge en islam-kritisk kilde er croissanten et europæisk frihedssymbol. Helt symbolsk æder man de tyrkiske muhamedanere og mindes den 12. september 1693.

Croissant betyder på fransk halvmåne, og det fortælles, at en bager fandt på det populære bagværk, da forstærkninger anført af den polske konge Jan Sobieski var blevet afgørende for udfaldet af Slaget om Wien. Det startede klokken fire om morgenen, og varede til ud på aftenen, hvor 15.000 tyrkere lå døde på slagmarken og yderligere 5000 var taget til fange. Østrigs hovedstad blev befriet og croissanten skabt i glæde over at muslimernes invasion af Europa var slået tilbage. 

Men historien er ikke så ligetil, som mange ikke-muslimer gerne vil gøre den til. I Den Store Danske encyklopædi er opslaget om Osmannerriget en temmelig kinglet affære. At studere historie er sjældent piece of cake.

Hvad croissanten angår, så er der flere bud på dens oprindelse. I mine øjne er det mere sandsynligt at den er opstået som et fransk remake af giflen.

Gifler betyder på fransk lussing, og dermed kan mit første Muhamedbilllede måske blive en huskekage om altid at spise brød til, når man falder over en utrolig historie.

torsdag den 13. september 2012

Muhamedbilleder

Foto: “Dcubillas”, Spanien

Det er forstemmende, at vi nu igen skal trækkes med en konflikt, fordi der på den ene side er en masse muslimer som i troens navn føler sig krænkede, og fordi der på den anden side er en masse ikke-muslimer som i ytringsfrihedens navn føler at de religiøse forestillinger skal udfordres.

Jeg har nok et ben i hver lejr. For jeg mener jo folk må tro på hvad de vil. Men jeg mener også, folk skal have lov til at sige, tegne og fotografere hvad de synes.

Desværre er det langt fra alle mennesker der kan leve med både ytrings- og religionsfrihed. Derfor går det galt rundt omkring i verden; I forgårs blev USA's ambassadør og tre embedsmænd i Banghazi i Libyen dræbt på grund af en åbenbart blasfemisk amerikansk amatørfilm.

Attentatet er fuldstændig hul i hovedet, og de fleste libyere er da også kede af, hvad der er sket. For dem var ambassadøren en ven.

Jeg vil i de kommende dage blogge nogle Muhamedbilleder. Ikke billeder af profeten, men derimod nogle fotos hvor islam og danske kultur er tørnet sammen – hvis man partout vil se snævert på det. Men der er skam også plads til et bredere perspektiv.

torsdag den 15. december 2011

Min tro

Foto: “Seaston”, USA

Forleden havde jeg en snak med en præst. Hun var meget bekymret over de mange muslimer her i landet.

Vi var begge inviteret til Michael Tungelunds 50 års fødselsdagsfest i Hannerup kirke ved Fredericia, og hyggede os med et godt glas vin og nogle sprøde fuldkorns-oblater som fødselarens søde kone selv havde bagt.

Jeg fortalte præsten, at muslimer nok ikke er så farlige som vi går rundt og tror, og kunne iøvrigt afsløre at det på en måde skyldes en tibetansk munk, at jeg selv er kristen:

Det skete, da jeg for mange år siden mødte en af de fastboende på Potala paladset i Lhasa. Jeg husker stadig, hvordan den tibetanske munk stirrede meget intenst på mig. Han havde spurgt til min tro, og jeg var mildt sagt upræcis i mit svar. Jeg var ung og prøvede at forklare at man vel ikke behøvede at tro på – ja, en tro.

Men munken havde aldrig hørt om et menneske uden tro. Det lød i hans øjne som en umulighed. Jeg måtte da tro på noget.

Jeg var rejst til Himalaya og var nysgerrig efter at vide hvad sådan en orangeklædt tibetansk munk gik rundt og lavede, udover at håndtere bedeflag og -møller. Men vi kunne ikke rigtig få startet samtalen, før jeg havde fortalt hvad jeg troede på.

Hårdt presset sagde jeg, at jeg var kristen. Det var jo heller ikke løgn. Jeg var (og er stadigvæk) medlem af Folkekirken, og mit lille hovede var i sin tid vådtet med vand fra døbefonten i Sankt Johannes kirken på Nørrebro.

Så lyste den tibetanske munk op i et smil. Aha, jeg var kristen. Godt så. Og vi havde en interessant snak om livet og døden. Munken var tryg ved min tro. For jeg havde sagt, at jeg troede på Gud.

Munken havde dog også været tilfreds, hvis jeg havde været muslim eller jøde eller noget helt tredje. Bare jeg troede på noget, så kunne vi tale sammen.

Præsten var enig i, at det er vigtigt at have en tro. Selvfølgelig, hun havde jo været præst for sognets menighed i en menneskealder.

Jeg er faktisk søn af en præstedatter. Min mors førstefødte. Omend det altid har været vigtigt for mig at kunne mere end sit Fadervor – så kom der først papir på mit tilhørsforhold da min far med klar røst sagde “ja” til om jeg ville døbes på den kristne tro.

Dåbsattesten kom altså i hus, selvom jeg i virkeligheden var umælende og mest interesseret i bare bryster.

Trosbekendelsen er ifølge folkekirken.dk selve grundlaget for vores tro. Den udtrykker det centrale indhold i kristen tro, og afgrænser samtidig kristendom i forhold til andre religioner.

Jeg synes nu ikke den er mere afgrænsende end at også muslimer kan nikke genkendende til den. En muslim forsager også Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. En muslim tror også på at det er den almægtige Gud der er jordens og himlens skaber.

Muslimerne kan endda også genkende Jesus. Han er helt sikkert en profet, omend ikke i nær samme liga som Muhammed, Allah være hans navn.

Det er hér, vandene skilles: Vi tror på Jesus som Guds enbårne søn, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til Dødsriget, men tre dage senere opfaret til himmels, hvor han siddende ved Guds højre hånd skal dømme levende og døde.

Dén køber muslimerne ikke! Meeen – give and take – gouterer de gerne, at de tror på den hellige, almindelige moske, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Forskellen mellem dem og os er sgu til at overse, når det gælder tro. Verdens største religioner stammer fra Mellemøsten, og Bibelen og Koranen kan sagtens stå ved siden af hinanden og samle støv, som gamle bøger jo gør.

Jeg synes bare det er vigtigt at huske på, at muslimer er blevet det de er, stort set ligesom vi er blevet kristne. Vi er faktisk født til det. Chancen for at komme til verden på Teheran kommunehospital og så blive kristen er meget lille. Sandsynligvis bliver du muslim, ligesom jeg er blevet kristen. Man får som regel sin tro ind med modermælken.

Og ja, da jeg så kunne svare for mig selv, bekræftede jeg min dåb ved konfirmationen. Med stor familiefest, over 1000 kroner i gave, og ret til at drikke noget der var stærkere end sødmælk, trådte jeg ind i de voksne kristnes rækker. Og pastor Jessen noterede Johannes 3-16 i min nye salmebog. Mit personlige konfirmandord blev et skriftsted som muslimer ikke kan blåstemple: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn…
Men når jeg tænker over det, så var det først – på udebane – i Tibet jeg for alvor sagde “Jeg er kristen”. Det krævede lidt tilløb, men viste sig at være nemt og bekvemt. Og det førte noget godt med sig.

Nu har jeg så sagt det endnu en gang i en blog: Jeg er kristen.

I kan altså være helt rolige…

søndag den 18. oktober 2009

Såre muslimsk

Foto: Asif Akbar, Indien

Hver gang nogen udbryder muslim! bon’er de fleste danskeres indre hjernebark ud med synet af en burkaklædt araber. Men det viser sig faktisk at være et forkert billede.

Islams tyngdepunkt ligger i Asien. 60 % af verdens muslimer er asiater. Det er tre gange flere end de muslimer der bor i Mellemøsten og Nordafrika.

Måske kan den slags faktuelle oplysninger få muslimforskrækkede danskere til at slappe lidt af og slå koldt vand i blodet?

Det er da værd at prøve: Se på fotoet. Det viser et par såre almindelige muslimske hænder…

– Nej, det er selvfølgelig ikke blod hun har på hænderne! Altså – hvordan kunne du dog tro det? Tsk-tsk…

Det er henna. Smukke ornamenteringer på fingrene og op ad brudens arme er del af et bryllup i Indien. De bringer lykke i ægteskabet.

onsdag den 2. september 2009

Moskeen på Vibevej

Foto: Asif Akbar, Indien

Der hænger en planche i et vindue på Vibevej 27, og jeg bliver lidt trist af at læse den:

Kære dansker

Vi forstår jer, hvis I på grund af falske oplysninger sammenligner islam med Taliban i Afghanistan eller de morderiske handlinger, som nogle terrorister begår i verden under islams navn. Nej og atter nej.

Den islam, som vi dyrker er en islam som respekterer ytringsfrihed og er imod enhver form for ekstremistiske handlinger.

Fordi vi er muslimer er ikke ens betydende med, at vi ikke elsker Danmark og at vi ikke respekterer danske love og kultur, snarere tværtimod. Vi vil gerne være medvirkende til at bygge, forbedre og udvikle Danmark.

Bygningen som vi vil bygge er et lille men flot kulturcenter, hvor - ud over muslimer - både kristne, jøder og andre Guds troende folk er velkommen.

Etagearealet i den fremtidige bygning bliver mindre end den nuværende bygning, dvs. der er ikke tale om en stormoske som medierne har kaldt den.

Kun en fjerdedel af bygningens etageareal indrettes som bede lokale, mens de resterende arealer indrettes til en flot konferencesal, som ud over konference og debat, kan anvendes til fest, biograf eller teater. Endvidere bygges der et stort bibliotek og kælderen indrettes som sportslokale, hvor de unge kan dyrke sport i stedet for at drive tiden på gader og stræder.

Hvorfor er I imod, at vi bede til Gud i smukke omgivelser?
Lad os glemmer fordomme og misforståelser og starte en venskabelig sameksistens.
Det handler om at vise respekt for og give plads til hinanden.


Nu sidder der nok en og anden og tænker: "Jeg vil sgu ikke respektere islam". Well, det må du selv om. Men som gemen øllebrødsdansker har du satme at respektere dansk lov og ret!

Det betyder at du skal rette ind efter, at der er religionsfrihed i Danmark. Det betyder, at vi alle er lige for loven, uanset race, tro, køn og seksualitet! Og det betyder selvsagt også, at skal være slut med den evindelige hetzen på muslimer.

Jeg har sammen med min ven Torben været på besøg indenfor på Vibevej 27 i dag. Mange er bekymrede for om ombygningen af moskeen alligevel ikke bliver til noget, nu hvor Pia Kjærsgaard forlanger byggeriet stoppet. Men Dansk Folkeparti har fløjtme at bøje sig for flertallet. Sagen er vedtaget i Borgerrepræsentationen, og dermed basta!

Pia & Co. kan have en våd drøm om at Københavns Rådhus bliver blåsort efter næste Kommunalvalg, og at moskesagen så kan genoptages og byggetilladelsen annulleres… Men her og nu er de i mindretal, og så kan de godt stikke vandpiben ind.

Hvad er det i øvrigt der er så forfærdeligt ved islam? Er det det her symbol, Pia og hendes proselytter her på sitet er bange for? Jeg ser kun en smukt udført kalligrafi. Hvad der præcist står, ved jeg ikke. Men det visuelle budskab er båret af smukke farver og bløde linjer. Det er på ingen måde bombastisk, som for eksempel nazi-tegnet.

Forresten kom jeg til at tænke på noget da vi sagde farvel på Vibevej; Lederen af moskeen, Sayyed Mohammad Mahdi Khademi, gav, som det sig hør og bør i persisk kultur, en krammer. – Jeg har vist aldrig fået en tilsvarende krammer af præsten i Folkekirken…
– Har du?