Viser opslag med etiketten ro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ro. Vis alle opslag

lørdag den 15. september 2012

Muhamedbillede #2

Foto: Twin Rivers Home

Kan vi indrette os med islamisk design? Selvfølgelig kan vi det. Det har vi gjort i rigtig mange år, faktisk.

Lige siden 1800-tallet har orientalsk inspirerede møbler fundet plads i de danske hjem, og hvem kan egentlig forestille sig noget mere stuerent end en marokkopude?

Eller en ottoman? – sådan et enkelt og nydeligt hvilemøbel til en tiltrængt morfar. Med en ottoman i hjemmet kan vi til hver en tid lægge os ned og tage en pause.

Vi kan også slænge os på chaiselongen, vi kan falde til ro på divaneseren – det er nærmest indbegrebet af dansk kultur… – at være sofavælger.

Det er ikke dumt sådan at hvile sin mødige krop på en divan – et arabisk låneord med bund i oldpersisk. Så dagens muhamedbillede skal være en opfordring til alle ophidsede muslimer og ditto ikke-muslimer om liiige at tage en slapper.

søndag den 30. oktober 2011

Mobilvejr

Foto: Olga Machkova, Hviderusland

Min mobil er en såkaldt smartphone. Den kan alt muligt, som f.eks. at spille Wordfeud, og den holder også øje med tiden, vejret, og hvor jeg er. Det gør den ret gadgetagtigt, med små animationer på skærmen: Når jeg tager min HTC Desire frem, kommer der et lille clip, og så står der, hvad klokken er, plus datoen, og temperaturen udenfor.

Idag er der drevet lysegrå skyer hen over skærmen, og mobilen oplyser helt korrekt, hvor jeg er: Greve. Vejrsituationen beskrives også i bare ét ord: Kedeligt. Men det sidste er jeg ikke enig med min mobil i.

Tåget oktobervejr er jo ikke kedeligt. Det kommer i hvert fald an på, hvordan man ser på det. Og jeg kan faktisk godt lide vejret, når sigtbarheden er lav og bladene ligger på jorden. Det lægger en dæmper på tidens omskiftelighed og indbyder til eftertanke.

Ta’ det roligt, siger vejret, og Søren Ryge Petersen. Lad de visne blade ligge. Koste, støvsugere og fejemaskiner skal først i gang langt ind i november, står der i hans brevkasse i Politikens Lørdagsliv.

Havenørden opfordrer os til ikke at rive bladene sammen – endnu. Lad vinden og børnene lege med dem og regnormene æde dem. Vi opfordres til at holde gulerødderne i ro og nyde det langsomme, farvestrålende skuespil, som fortæller at nu er sommertiden forbi. Så, vent med at fjerne bladene og nøjs indtil videre med at stille uret en time tilbage.

fredag den 14. januar 2011

Åbn munden

Foto: Attilio Ivan, Storbritannien

Nu er det slut med small talk. Min kusine erindrer mig om at hun er tandlæge, og det ikke er for sjov jeg er kommet.

Der er ingen vej udenom, men jeg er ikke meget for det. Ærlig talt lider jeg lidt af tandlægeskræk.

Men nu går vi igang. Jeg læner mig tilbage og tandlægestolen kører ned i vandret position. De to kvinder, Tina og hendes assistent Eliza er over mig. Jeg kan kun folde hænderne og nervøst be en stille bøn.

Det er jo ikke smertefrit at være til tandlæge. Men Tina og Eliza er meget professionelle, og kan snart berolige mig med at der ikke er nogen huller. Jeg slipper dog ikke for videre tiltale af den grund.

Der er nemlig masser af tandsten. Jeg tænker på, om der måske er så meget at jeg kan blive rock-sanger.

Leg med ord hjælper til at abstrahere fra de to kvinders aggregater i min mund. Og klinikkens indretning hjælper mig også på vej.

Operationslampen lyser som en sommersol. Belmont står der på den, og i loftet bagved hænger en plakat med motiver fra Toscana. Jeg drømmer mig langt sydpå og fornemmer en let duft af lavendel.

Værs'go' og skyl. Tina og Eliza har ordnet mig på en halv time. Mens jeg var et helt andet sted i Italien og indsnusede Elizas parfume.

lørdag den 8. december 2007

Sikken ro




造形作家
Yuko Takada Keller udstiller på Galleri Guggen, lige overfor Den Hirschprungske Samling.

Der er sådan en dejlig ro over det hun laver. Man føler sig så godt tilpas sammen med hendes kunst. Ja, og endnu mere når hun også selv er tilstede. Bare spørg dronningen.

HKH Margrethe II er ved flere lejligheder blevet vist rundt af Yuko på en kunstudstilling, og har tydeligvis nydt det japanske selskab.

Jeg står sammen med Yuko i kælderlokalet, hvor hun har lavet en flot og helt enkel installation. På gulvet er der lagt sten i en firkant, og på tråde fra dem lodret op til loftet er der små "papir-dråber" i smukke blå nuancer.

Yuko siger det på japansk hedder noget a la "Rummet du gerne vil ind i".

Nu jeg tænker over det, associerer det til Mingler, og en kort og venlig mail, jeg har fået herinde: "Christ, en ro du kan skrive med".

Jeg er glad for at det virker sådan. Ligesom Yuko er glad for at høre, "people feel comfortable with your work".

Men man kan ikke sige, at tingene fremkommer med en særlig ro som ballast. Tværtimod. Yuko var vist ved at dø af stress, da hun var lektor på Kyoto City University of Art.

Og da jeg lærte hende og Jesper at kende, var det som talsmand for Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar, Ægteskab uden Grænser – Yuko havde dengang lige fået afslag på opholds- og arbejdstilladelse, fordi Jesper ikke opfyldte forsørgelseskravet. På trods af sit danske giftenavn. Selv om hun var – og er – en stor, internationalt anerkendt kunstner.

Sådan er der så meget. Og har været.


Reminisence / 1988
150x500x350 cm.
Sewing, tracing paper.


Have you already forgotten your treasure?
We have felt it somewhere before
"Reminiscence"


torsdag den 15. marts 2007

Det bedste en mand kan få

Foto: Davide Guglielmo, Italien


Vådbarbering. Det har altid været min foretrukne metode til at fjerne mine skægstubbe. Jeg synes endda jeg får et par minutters meditation forærende foran spejlet mens den behagelige glathed indfinder sig.

Men efterhånden er mit morgenritual hvirvlet ned i en malstrøm af teknologi og verdensfjern flimmer. Hvornår har man(d) sidst set en helt almindelig skraber med bare to klinger?

Selv den billigste model i supermarkedets sortiment er et orgie i design, smygt i blisterpakning og opkaldt efter luftvåbnets betegnelse for tre gange lydens hastighed. Og  barberskum hedder nu ge(j)l og leveres i en fed, farlig fallos.

Nyeste skud fra P&G hedder Fusion, og ligner en reklame for et atomkraftværk. Der er gudhjælpemig hele fem blade, og indeni skaftet sidder et af den multinationale koncerns Duracell batterier og giver strøm til en vibratordimmer.

Den ro jeg engang forbandt morgenbarberingen med, er jo eskaleret pist bort i bizar, hysterisk produktudvikling.

Jeg vil ‘Back to Basics’. Giv mig en “Vintage Antique Gillette Shaving Razor”, så jeg igen kan barbere mig i fred og ro.

Tak til Davide Guglielmo, som har stillet skarpt og taget billedet.