Viser opslag med etiketten sofa. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sofa. Vis alle opslag

lørdag den 15. september 2012

Muhamedbillede #2

Foto: Twin Rivers Home

Kan vi indrette os med islamisk design? Selvfølgelig kan vi det. Det har vi gjort i rigtig mange år, faktisk.

Lige siden 1800-tallet har orientalsk inspirerede møbler fundet plads i de danske hjem, og hvem kan egentlig forestille sig noget mere stuerent end en marokkopude?

Eller en ottoman? – sådan et enkelt og nydeligt hvilemøbel til en tiltrængt morfar. Med en ottoman i hjemmet kan vi til hver en tid lægge os ned og tage en pause.

Vi kan også slænge os på chaiselongen, vi kan falde til ro på divaneseren – det er nærmest indbegrebet af dansk kultur… – at være sofavælger.

Det er ikke dumt sådan at hvile sin mødige krop på en divan – et arabisk låneord med bund i oldpersisk. Så dagens muhamedbillede skal være en opfordring til alle ophidsede muslimer og ditto ikke-muslimer om liiige at tage en slapper.

onsdag den 8. juni 2011

Spansk tår

Foto: Ryan Opaz, Spanien

Hjemme igen. Regntunge skyer. Propper for ørerne.

I morges nåede vi lufthavnen i Malaga lige tids nok til at smide bilen, checke bagagen ind og komme med flyet til mellemlandingen i Bruxelles. Og nu sidder vi med fødderne oppe hjemme i sofahjørnet.

Det er noget af et antiklima(x)

Vi savner den spanske sol. Men heldigvis har vi taget noget af den med os hjem. En frisk, lys, andalusisk sherry, som gør sig godt i de langstilkede krystalglas fra Prag.

På den måde kan ferien strække sig lidt længere. Få lidt elastik inden den slutter helt.