Viser opslag med etiketten natur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten natur. Vis alle opslag

tirsdag den 18. september 2012

Muhamedbillede #3

Foto: Leigh Hennessy Robson, USA

Vi kender historien, har hørt den så mange gange; De kom til Danmark dengang det var opgangstider, hvor alting blomstrede og der var nok at lave. Men nu har vi så problemet.

Ja, hvad taler vi om? Hoben, eller hyben? Det kan næsten komme ud på ét. Vi slipper aldrig af med hverken dem eller det igen. Og deres historier er ens, der er faktisk kun en tidsforskydning til forskel.

I 1950erne blev danskerne for alvor vilde med sommerhuse. Et sandt byggeboom gik igang langs vores kyster, alle skulle ha’ sig sådan en feriebolig nær sand og vand. Det kunne kun gå for langsomt med de store sommerhusudstykninger. Nu skulle vi danskere rigtig ud og nyde livet på de sandede kystjorde, som før havde stået nærmest ubenyttede hen.

Så langt, så godt. Men Gud, hvor var naturen kedelig at se på for en bikiniklædt bybo. Blå, hvid og vissengrøn. Hav, klitter og marehalm. Det skulle der gøres noget ved.

Op med flagstænger og dannebrog, flade ud til græsplæner og finde noget farverigt til miljøets forskønnelse. Det er her, Rynket Rose for alvor får sin opblomstring. De første blev indført fra det nordøstlige Asien som prydplanter i 1800-tallet, og nu kommer der fart på.

Store blomster, 6-8 cm i tværmål, som regel røde, sjældnere hvide, kraftig duft og med blomsterblade som krøllet silke. I de glade opturstider er der ingen (natur)grund til at holde igen med bevoksningerne på de mange strandoverdrev.

Nu er vi så blevet (lidt) klogere, men for sent. Rynket Rose er en invasiv art, som sammen med sommerhusfolket truer de oprindelige arters livsbetingelser.

Regeringen sparker Frontlinien.dk igang for at få effektiv kontrol med landskabsukrudtet, men det borgerlige initiativ løber stille og roligt ud i sandet. Og de naturligt hjemmehørende arter som Strand-Mandstro, Blodrød Storkenæb, Gul Evighedsblomst og Strandkål kan ikke klare sig i konkurrencen med Rynket Rose. Det er hele tiden den fremmede, der vinder kampen om lys, plads og næringsstoffer.

– Sådan er det jo, siger vi, og prøver så istedet at italesætte de positive sider:
De er hårdføre og nøjsomme. Se de smukke bomster og de kuppelformede frugter. De er da flotte, de smager rigtig godt og har fem gange flere C-vitaminer end appelsiner. Og de har jo forlængst vundet indpas i vores plantesamfund…

Vi kan sige det lige tosset vi vil. Men vi ved samtidig godt, at de invasive arter ødelægger den internationalt værdifulde og unikke danske kystnatur (for nu at plukke lidt i miljøministerens forord i en otte år gammel pjece). Derfor siger vi også noget andet:

Fuck af. Pak jeres sydfrugter og forduft. Det er på tide I bliver udvasive. Få den der Kæmpe Bjørneklo op af vores offentlige blomsterkasser, og skrub af. Farvel og tak.

søndag den 30. oktober 2011

Mobilvejr

Foto: Olga Machkova, Hviderusland

Min mobil er en såkaldt smartphone. Den kan alt muligt, som f.eks. at spille Wordfeud, og den holder også øje med tiden, vejret, og hvor jeg er. Det gør den ret gadgetagtigt, med små animationer på skærmen: Når jeg tager min HTC Desire frem, kommer der et lille clip, og så står der, hvad klokken er, plus datoen, og temperaturen udenfor.

Idag er der drevet lysegrå skyer hen over skærmen, og mobilen oplyser helt korrekt, hvor jeg er: Greve. Vejrsituationen beskrives også i bare ét ord: Kedeligt. Men det sidste er jeg ikke enig med min mobil i.

Tåget oktobervejr er jo ikke kedeligt. Det kommer i hvert fald an på, hvordan man ser på det. Og jeg kan faktisk godt lide vejret, når sigtbarheden er lav og bladene ligger på jorden. Det lægger en dæmper på tidens omskiftelighed og indbyder til eftertanke.

Ta’ det roligt, siger vejret, og Søren Ryge Petersen. Lad de visne blade ligge. Koste, støvsugere og fejemaskiner skal først i gang langt ind i november, står der i hans brevkasse i Politikens Lørdagsliv.

Havenørden opfordrer os til ikke at rive bladene sammen – endnu. Lad vinden og børnene lege med dem og regnormene æde dem. Vi opfordres til at holde gulerødderne i ro og nyde det langsomme, farvestrålende skuespil, som fortæller at nu er sommertiden forbi. Så, vent med at fjerne bladene og nøjs indtil videre med at stille uret en time tilbage.

mandag den 5. september 2011

Vrangbøg


Langt de fleste bøgetræer gror lige efter bog’en. Men det er ikke alle, der kan finde ud af dét. Nogle ‘vokser forkert’. Dem kalder vi vrangbøge.

Det er som om disse træer har byttet om på op og ned. Hvis det kunne være præcis som de ønskede, sad rødderne øverst og fik sol, mens kronen var skjult under jorden. Men som alle andre træer, begynder vrangbøgen sit liv med at slå rod.

Derfor bliver væksten en evig higen efter den omvendte verden. Træet kan finde på at vende undersiden af sine blade opad, og sådan er det forkert på den hele livet igennem. Det er noget flip; Hvor alle andre træer får krone, bliver det plat for vrangbøgen.

Se hvordan vrangbøgen her fra start har forsøgt at slå knuder på sig selv. Det er som om træet har højdeskræk og vægrer sig ved sin egen vækst. Som om det barker bagud og kun vrangvilligt følger naturlovene.

Det er noget arveligt i vrangbøgens genom. En variant i træets dna, som tynger træet. Det er forklaringen på træets ulyst til alt andet end tyngdekraften. Men det er ikke hele forklaringen. For engang imellem ser vi en vrangbøg sætte et nyt skud, der skyder i vejret og ikke følger den ellers rodfæstede negative livsstil.

En gang imellem kommer en vrangbøg med en gren på bedre tanker. Pludselig kan træet skifte fra træghed til normal vækstbetonet adfærd. Men ikke denne vrangbøg. Den er død. Det grønne er fra en anden vrangbøg ved siden af, som den døde har flettet grene med.

mandag den 9. maj 2011

Verdens mindste

Foto: Fiona Reid, Canada

Hvilke af følgende er verdens mindste pattedyr?
(1) Pygmæ-spidsmusen  (X) Ørkenrotten  (2) Humlebiflagermusen.

Sådan lyder sidste spørgsmål i søndagsduellen på side 30 i Søndagsavisen 6.-8. maj 2011. Og det rigtige svar er, som man ser, Humlebiflagermusen.

Sådan en fætter havde jeg aldrig hørt om, men gættede rigtigt udfra antagelsen om at luftflyvende dyr typisk vejer mindre end jordgående.

Men det er da fantastisk, at et pattedyr kan være så lillebitte! Tænk, den vejer mindre end en halv sukkerknald, og er ikke større end en tommeltot. Da Gud skabte den lille fyr, som på latin hedder Craseonycteris thonglongyai, brugte han garanteret mikroskop.

Der er jo både hjerne, øjne, ører, næse, tunge, tænder, vinger, kløer, hjerte, lunger, mave, lever, blod, genitialer og pels. Plus masser af ekstraudstyr, hvor især det fintfølende ekkolodsystem imponerer. Altsammen nøje pakket og designet på en måde, så der ovenikøbet er mulighed for at hun-flagermusen kan føde en unge en gang om året.

Når man ikke er større, kan man nemt blive væk. Og det var da også først i 1973, at biologen Kitti Thonglongya fandt den lille fyr i Thailand.

Dens næse ligner en grisetryne – derfor kaldes den også Kitti's Hog-nosed Bat. På fotoet sidder den på en forfatters tegnehånd. Men den er pokkers svær at finde. Man skal helt til Sai Yok National Park i Thailand, eller Burma, hvor humlebiflagermusen lever i nogle få grotter. Den er udryddelsestruet, og det gør ikke situationen bedre, at vi mennesker almindeligvis anser flagermus for at være noget Fanden har skabt.

Vi deler alverdens fauna op i skadedyr og nyttedyr. Groft sagt er det sådan, at dyr havner i den første kategori, medmindre de kan spises, give mælk eller være underholdende. Desuden må de ikke være giftige eller ulækre at se på. Men kan vi mennesker virkelig tillade os at kigge verden ud på den måde?

Det er umådelig dumt at vi ikke gør mere for at bevare Jordens mangfoldighed. Vi må forstå, at verden aldrig bliver den samme, hvis verdens mindste pattedyr forsvinder, ligesom mammutten gjorde det. Ja, hvis vi ikke ændrer holdning, (ud)dør alle levende væsner som fluer!

Jeg er træt af Biblens vrøvl om, at Gud skabte manden, som prikken over i’et. Og kvinden ud af et af Adams ribben. Det er jo ikke rigtigt at mennesket er det vigtigste levende væsen på Jorden, og at der ikke kommer noget godt ud af en slange i Paradis. At det er uklogt at spise af kundskabens træ og tænke sig om. Evas adamsæble har været med til at give os stemme, og gud ske tak og lov for det.
 
Verden er som et stort puslespil, hvor det hele på en eller anden måde skal passe sammen. Hvis vi tror, det er ligemeget med en sølle flagermus, har vi ikke fattet en brik af det hele.

tirsdag den 29. marts 2011

Find Holger

Foto: Naturstyrelsens hjemmeside

Lille Holger ville have sin frakke af, men hans mor mente den skulle blive på. Og sådan blev det, for knægten fik den omvendt på, så lynlåsen sad i ryggen, udenfor rækkevidde, og han ikke kunne andet end at acceptere sine forældres dresscode i Tranum Klitplantage.

Jo, noget kunne han alligevel gøre. Han kunne stikke af, og det gjorde han. Jeg kan sådan set godt forstå ham. Husker selv en gul regnfrakke fra min egen tidlige barndom – den var heller ikke rar at have på. De voksnes argumenter om, at det jo styrtregnede udenfor, syntes jeg var helt hen i vejret.

Lille Holger havde nok i første omgang regnet med at hans forsvindingsnummer hurtigt ville blive opdaget, og det ville blive en smal sag for far og mor at finde Holger. Men sørme om ikke han havde held med sin flugt. Natten faldt på, og Holger oparbejdede en flot og imponerende springtur på mange kilometer.

Tranum er iøvrigt et kanon naturområde. Naturstyrelsen er fuld af lovord om området, som absolut er en udflugt værd, hvis man er på de kanter.

Nuvel, Holger blev fundet af en lokal mand med en islænderpony, og overgivet til politiet, som havde lagt alle kræfter i Holgers gemmeleg. Og fordi Holgers forsvindingsnummer var lykkedes så godt, fik han ikke smæk, men derimod rød sodavand, chokolade, respekt fra statsministeren – og sin helt egen Find Holger side på Facebook

Jamen, altså. Sikke en god historie der kom ud af Holgers naturvandring.

onsdag den 29. april 2009

Naturlig teknologi


Foto: Yucel Tellici, Tyrkiet

NatureTech rullede igen over skærmen igår aftes. Det er et kanon program, som jeg tidligere har skrevet en blog om.

Det handler i al sin enkelhed om, hvordan vi mennesker kan tage naturens design under mikroskop og se hemmelighederne bag de fantastiske materialer der er skabt uden at vi har haft så meget om en lillefinger med i spillet.

Isbjørnens pels isolerer bedre end det bedste termotøj, lotusblade skyr vand bedre end en gås, og i Sydamerika lever der en edderkop som kravler ned under vandet, og kommer op igen, knastør. Hvordan pokker gør naturen det?

Hvordan kan en sommerfugl være så blå, uden at have skyggen af pigment i sine vinger? Svarene findes ved at kigge rigtig godt efter – og så bruge opdagelserne til at producere bedre computerchips, vandskyende stof og selvrensende bestik.

Og hvordan kan det være, at vores keramik skabt i brandvarme ovne kun er halvt så stærkt som det en musling skaber ved almindelig havtemperatur?

Det er som om naturen fortæller os, at smukt design ikke handler om skønhed, men udelukkende om funktionalitet. Når ting er udviklet over tid kun med logik og praktisk anvendelse for øje – så er det faktisk en naturlov at designet af sig selv bliver optimalt og uovertruffent.


Programmet bliver genudsendt på DR2 på søndag den 3. maj kl. 23.20. Og på tirsdag kl. 20 er der endnu et program i serien, om naturens smarte energi.

onsdag den 22. april 2009

Tænk naturligt


Foto: Jason Antony, Canada

Det kunne egentlig godt være overskriften på nogle skønne udsendelser på DR2, hvor ingeniører verden over forsøger at efterligne naturens millioner af års udvikling til at fremstille praktiske, stærke og lette supermaterialer – som de skriver på dr2.dk

Vi kommer viden om i programmerne, som Ann Marker står i spidsen for. Det går ud på at bruge øjnene rigtig godt og aflure naturens design. Hvad er for eksempel hemmeligheden bag de nordamerikanske fyrretræers succes med at blive op til 100 meter høje og veje 1400 tons, uden at vælte i blæsevejr?

Svaret ligger i detaljen. I mikroskop ses at træet består af lange tynde huller, indkapslet af cellulose og harpiks. Og således inspireret kan man producere ultrastærke kunstige byggematerialer, bedre end hvad man får ud af at fælde de store kæmper.

Koglerne er også gode at blive klog på. De kan noget med ventilation som i høj grad kan bruges i tekstilbranchens ønskedrømme om endnu mere lækkert og luftigt tøj.

I teknologiafdelingen hos Mercedes-Benz har man kigget efter en fisk der på en måde ligner en bil, og ladet den være rettesnor for en ny model. Fisken er den gule kuffertfisk, og med den som "designer" har bilproducenten så at sige fået sit hidtil stærkeste chassis forærende og endda med branchens laveste vindmodstand. 

Sådan noget synes jeg er spændende.

tirsdag den 21. oktober 2008

Fantastiske fugle


Foto: Marja Flick-Buijs, Holland

Garntrisse og jeg, hendes datter Naja og min søn Jeremy har brugt en dag i efterårsferien til et besøg i Vogel Park Walsrode. Og det har været en stor oplevelse.

Næsehornsfugl, påfugl, pelikan, tukan, kondor, pingvin, flamingo, måge, fasan, kolibri. Fugle er meget forskellige, man ser dem for sig.

Man kan ikke kalde mig ekspert i fjerkræ, som en ordentlig tolog, men jeg synes fugle er spændende. Det er da heller ikke første gang jeg blogger om de vingede væsner. Bare se her, her og her.

Jeg kan dog godt genkende den sjældne Congofasan, og det er blot en af mange ekstremt sjældne fugle i Walsrode. Fem safir fugle havde fået ophold i tropehuset, efter at være blevet konfiskeret i tolden, hvor de var forsøgt smuglet ind. Om jeg fatter hvad der får samlere til at gøre sådan noget. Der er kun en snes par tilbage i naturen!

Ved hver art er der små skilte med fuglenes navn på tysk, og et kort med rød staffage over det område hvor de har deres habitat. Hos mange er det blot en prik, og i fremtiden bliver den prik måske vist på et kort over Nordtyskland… Desværre.

Naturen kan jo ikke i længden reddes ved at samle den op i volierer, terrarier, drivhuse og indhegninger rundt omkring i verden. Naturen hører naturligvis hjemme i den fri natur. Men mange af fuglene her er mere sjældne end pandaen.

En af dem er kasuaren. Mere om den i min næste blog.

lørdag den 14. juni 2008

Natursten

Foto: Rachel Gilmore, Storbritannien

Her kunne jeg godt tænke mig at træde lidt rundt. I Nordirland. Ved Giant’s Causeway…

Seværdigheden var altid nævnt i et årligt "rejsepas" jeg som AD’er var med til at producere i 1980erne for British Tourist Authority. En turistbrochure på svensk, norsk, dansk, finsk og islandsk.

Man forstår godt dem der tvivler på, om denne "kæmpes dæmningsvej" vitterlig er et naturfænomen, og ikke noget "nogen" har lavet.

Men det er simpelthen titusindvis af mørke, sekskantede søjler af den vulkanske stenart basalt. Dannet ved at lava er kølet meget langsomt ned, efter et udbrud for 60 millioner år siden.

Naturen er forunderlig…

torsdag den 14. februar 2008

Døndal


Der er ikke noget så naturligt smukt som natur. Døndal er et godt eksempel.

Vandfald, står der på et træskilt – dén vej skal jeg og Jeremy. Ind i skoven, langs Døndal å. Indtil vi både hører og ser vandfaldet. Ikke helt så brusende og vildt som efter kraftig regn, men alligevel ganske imponerende, efter danske forhold.

Vi nyder synet en stund, inden vi begynder turen hjem til Gudhjem, forbi Bornholms kunstmuseum, og videre ned mod Helligdomsklipperne, og til højre ad strandstien. Den fører os forbi det ene storslåede sceneri efter det andet.

Knægten får en slurk fanta engang imellem, og han klarer hele turen på cirka syv kilometer i det stærkt kuperede terræn, uden at kny – næsten. Det belønnes med en omgang fritter og fiskefileter med remoulade, – og med bornholmsk sennep, tak. Det er godt at give frokosten et lokalt pift.

Selv nyder jeg et par saltstegte sild med rugbrød og rødbeder, og lidt mere af den bornholmske sennep. Den er stærk, men også lidt sød. Solskinsøens folk rynker selv de gule og brune sennepsfrø, får jeg at vide. – Rynker?… Det hedder det vist kun på bornholmsk.

Vi køber en dunk af den særlige delikatesse inden vi tager med færge og bus hjem til København.