Viser opslag med etiketten design. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten design. Vis alle opslag

tirsdag den 22. maj 2012

Miniatyr

Foto: Kungahuset.se

Jeg har tidligere harceleret over de kongeliges ordner og medaljer til mindreårige. Og jeg mener stadig det er noget fis. Det er ganske enkelt tosset at dekorere børn, bare fordi de er med til en fest og har blåt blod i årerne.

Men godt design kan gøre meget. Og svenskerne har fundet en smart løsning, nu hvor Prinsesse Estelle er både døbt og dekoreret.

Den lille svenske tronfølger har ovenpå sin barnedåb fået Sveriges fineste orden af morfar. Velsagtens lige nu en hadegave for sådan en lille størrelse, der hellere vil have bryst og pivedyr.

Men heldigvis følger der som regel en miniature med, når man får overrakt sin orden. Altså en lilleput udgave, for god ordens skyld. Så kan man nøjes med et diskret vedhæng, i stedet for at gå rundt med en stor tung ting i ædelmetal og ligne en stor blærerøv.

Den fine svenske miniatyr er rigtig sød og godt strikket sammen. Dåbsbarnet kan fra nu af føre sig frem med en anderledes ‘hosebåndsorden’: Prinsessan Estelles Serafimerorden, miniatyr.

onsdag den 11. januar 2012

40 års Dronning eller maskot

Foto: Kongehuset.dk

Selvfølgelig skal hun have tak for 40 års tro tjeneste på sin arbejdsplads Amalienborg. Men det er for meget, når Wonderful Copenhagen
(i samarbejde med grafiker Poul Bjørn) har udviklet et særligt logo i anledning af Margrethes jubilæum.

Hvorfor er det ikke længere Post Danmark der står for det grafiske arbejde omkring begivenheder i Kongehuset? Hvorfor er det nedprioriteret at lave et særligt frimærke i dagens anledning? Hvorfor er det pludselig blevet vigtigere med badges med motivet fra Wonderful Copenhagen…

Jo, det er såmænd nydelig grafik, men helt uden heraldik. Hvor er det smukke monogram  hendes majestæt selv har designet? Hvorfor er dronningens egen grafik gemt af vejen?

Kongehuset er jo ikke noget vi bare har for turismens skyld. Garden trækker ikke op for at turisterne skal have noget at knipse af. Jo, Tivoligarden gør, men ikke bjørneskindshuerne på Amalienborg. Livgarden er ikke Wonderful Copenhagen tinsoldater, men Kongehusets vagtkorps. Det præcise navn på den militære infanterienhed er Den Kongelige Livgarde, og dens stolte historie går helt tilbage til Roskildefreden i 1658.

Jeg synes bestemt at den kongelige familie skal være med som Danmarks fornemste repræsentanter, når landets eksportvirksomheder vil ind på de udenlandske markeder. Det er også tydeligt at både dronningen og prinsgemalen er levende interesserede i alt omkring dansk handel og industri. Og åbne døre, det kan regentparret om nogen.

Men når Wonderful Copenhagen jubler over al den gratis promotion of Denmark, med interview i CNN om dronningens forhold til burgers og cellphones, så vil jeg gerne spørge om det vitterlig var målsætningen med damens 40 års jubilæum?

Dronningen skal ikke være maskot for Danmark. Det er i orden at Folketinget ruller den røde løber ud og lader formanden holde en tale for regenten. Det er også i orden, at Enhedslisten og Zenia Stampe fra Radikale udebliver fra salen – så vigtigt er det jo heller ikke. Men vi skal ikke reducere monarkiet til en reklamekampagne der lokker turister hertil for at se giraffen.

I øvrigt – hvorfor skal det fremhæves at Dronningen giver sit første liveinterview? Jeg synes det er mere relevant når DR laver et tilbageblik på de fyrre år, så vi sammen med dronningen kan dele de 40 års historie, vi har tilfælles. Al det live fuss er ligegyldigt pjat, iscenesat af turistorganisationen.


PS:
Den skønne og rapkæftede Anne Marie Helger har planket illustrationen fra Wonderful Copenhagen, og lavet sin egen version, hvor hun med stort schwung promovokerer sin nye bog Råberober. Jeg håber, hun som tak sjikanerer et eksemplar til regentparret. Så er jeg sikker på, man morer sig kongeligt på Amalienborg.

onsdag den 7. december 2011

Pluspige

Foto: Eduardo Muñoz, Flickr

Dér lærte jeg lige et nyt ord. En pluspige kalder man en fotomodel der ligger over de gængse mål for en sådan. Og der er ingen tvivl om at pigen her overtrumfer de sædvanlige 90/60/90.

Som gammel reklamemand synes jeg det er oplagt at bruge modellen som hende gutterne her arbejder med i studiet. Dybest set er reklame nemlig forbrugerinformation, og det har egentlig altid undret mig, at tøjdesignere kreerer næste sæsons modekluns efter målene på en ranglet fjortenårs tøs, hvorefter producenterne nødvendigvis må adskillige numre op for at få tøjet til at passe i størrelse til størstedelen af de købedygtige kunder i strøgbutikkerne.

Det er da mere ærligt, når fotomodeller ligner voksne kvinder. Kurver er jo smukke, og det er vel de færreste der væmmes ved brede hofter og store bryster. Men hvorfor ligner mange fotomodeller så reklamer for anoreksi?! Jeg vil da meget hellere se på nogen flotte runde former.

Verdens førende pluspige hedder Fluvia Lacerda, og hun véd hun ser godt ud “på trods af” sit brystmål på 107 og hoftemål på hele 127 centimeter. Hun har også lige siden hun var en lille pige fået at vide hvor smuk og dejlig hun er.

Fluvia Lacerda har skam også sin egen hjemmeside, og her har hun skrevet en glimrende blog på engelsk om glæden ved livet og solen.

Den ledsages af et morsomt og skønt sommerbillede af hende, helt uden make-up, i chick bikini med bare fødder i strandvand. Når hun har fri, vil hun bare hænge ud og slappe af. Folk kan glo og tænke deres, det rager hende en høstblomst.

Men på arbejde er hun lige så professionel som sine langt tyndere kolleger. Så bruger hun sin krop helt forrygende og sælger sko, tøj og smykker en masse. Det er derfor man kalder hende de kurvede pigers svar på Helena Christensen.

fredag den 2. december 2011

Folkeaktie


Et gnidret stempel bagpå meddeler: Dette donationsbevis har ingen omsætningsværdi og giver ingen bestemmende ret.

Men iøvrigt er det skam en fin omgang tryksager, man får som donator til Fonden Fristaden Christiania.

I min forrige blog blev der efterlyst et foto af en sådan Folkeaktie, og her er den så, med alt hvad dertil hører:

Kuvert med ufrankeret Christiania fritmærke (bemærk det ekstra logiske t) og smukt rundt stempel i afsenderfeltet med stadens tre dotter, oversigtskort og små hjerter til at adskille de to sætninger: Christiania Folkeaktie og Frikøb Fristaden.

Selve aktien er holdt i klassisk layout i farverne sort, rød og gul. Der er mange små detaljer, når man kigger efter, blandt andet er aktien forsynet med små konturer af mennesker der holder i hånd og et prægestempel med samme design som det på forsiden af kuverten.

Aktien er også forsynet med et serienummer, og en medfølgende seddel med dansk og engelsk tekst trykt på hver sin side fortæller at dette kan bruges til at registrere sig på Folkeaktiens hjemmeside og via email blive informeret og inviteret til relevante festligheder.

Det har jeg selv gjort med serienummeret på den her viste Folkeaktie, der er købt for at sikre at Fristaden fortsat er folkeeje. Og for at Thomas har en sjov julegave at give.

søndag den 27. november 2011

Blå øjne

Foto: ‘Wordrain’, Rumænien

En læge i Mexico excellerer i at operere brune øjne blå. Det fortæller DR Nyheder.

Med laser kan han på tyve sekunder ændre din øjenfarve. Men hvorfor vil nogen hellere have blå øjne i stedet for brune? – Jeg kan ikke se formålet.

Os med blå øjne ser objektivt set ikke bedre end folk med grønne, grå eller brune. Hvilken farve naturen har valgt som kolorit på ens iris, har intet med kvaliteten af synet at gøre.

Og faktisk har blå øjne lavstatus, sådan rent sprogligt. Man er dum og naiv, hvis man er blåøjet. Det er også taberagtigt hvis man har fået et blåt øje.

Blå øjne får dig heller ikke til at se yngre ud. Bare tænk på Ol’ Blue Eyes.

Ja, man kan ligefrem blive mobbet, hvis man har blå øjne. Det kan Mis med de blå øjne bekræfte. Men, som børnebogen fortæller, så er det ok at være anderledes. Siameseren kan være sulten og sjov, og tynd og tyk, og finde marker med mus og se ligesom alle andre katte.

Selvom øjnene er blå.

tirsdag den 25. januar 2011

Cooper Black

Foto: Piet Schreuders, Holland

Tænk at den er så gammel. Skrifttypen, designet af amerikaneren Oswald Bruce Cooper tilbage i starten af 1920erne.

Den er jo på en måde antikvarisk – men på ingen måde gammeldags, selv om annoncen her for den markante skrift blev lavet for næsten halvfems år siden.

Og så er der ellers illustrationer af hvordan man i gamle dage håndsatte og mangfoldiggjorde tekster. Håndværk som idag er henvist til et kulturhistorisk museum.

Men Cooper Black er stadig moderne og fed til reklame. Jeg kan stadig høre ekkoet fra den amerikanske salgstale: … for far-sighted printers with near-sighted customers.. Cooper Black til den fremsynede med kortsynede kunder.

Easy Jet bruger skriften som logotype. Det beviser måske bedre end noget andet, at skriften er sejlivet – for den er altså skabt cirka samtidig med at det første fly krydsede Atlanten.

Der var engang en klub for skriftnørder som mig. Den hed Cooper Black Klubben. Den eksisterer sådan set stadigvæk, men kun på et åndeligt plan. For år tilbage var det en rigtig klub, med aftenmøder på Den Grafiske Højskole, som formanden Henrik Birkvig dirigerede.

Så sad vi dér og gjorde os skriftkloge på cicero, pica, Letraset kataloget og alt til faget hørende, og mange berømte koryfæer kom forbi og fortalte om deres arbejde med nye skrifttyper.

Det var en kanon klub, og skriften her lagde navn til den, fordi Cooper Black er en typeface man enten elsker eller hader. Jeg hører bestemt til de første. Fonten er både wauw flot og lazy tilbagelænet.

søndag den 19. december 2010

En japaner ved hånden


Det er nu dejligt når der på smukkeste vis er styr på dato og klokkeslet. Når time-, minut- og sekundviser cirkler roligt rundt i deres indbyrdes fortrolige forhold. Sidstnævnte nål i små nøk tres gange hurtigere end den store viser, som endda er tolv gange mere aktiv end den lille. Og så er der datotallet på sidelinjen, der kun bevæger sig til næste nummer når lille viser har givet en omgang, og én til.

Min kæreste har foræret mig et ur, i tidløst design. Og jeg nyder at se tiden gå på mit Seiko. Japansk præsition og enkelhed. Det er trygt og rart når tiden går stille og roligt rundt i stedet for at fise derudaf.

Faktisk har jeg længe kikket efter et ur. Det vrimler med ure i alle afskygninger og priser, men mærkeligt nok har jeg ikke kunnet finde et der passede til mit håndled. Men så er det jo godt, at min kæreste med fin fornemmelse for stil og mig har fundet det der nu venligt fortæller mig tiden i en håndvending.

onsdag den 17. november 2010

Paradoks

Foto: sticktostyle.dk

En muhammedaner må sgu føle
det er mega paradoksalt

at han kan være pæredansk og
helt vildt rigtigt integreret

ved at æde vor citronhalvmåne
af musselmalet porcelæn

onsdag den 25. august 2010

Etruskertal

Foto: Kristin Smith, USA

Det hedder de så ikke. Men faktisk var det etruskerne som opfandt romertallene. Hvorefter romerne tog dem til sig, og dermed til resten af verden.

Romertallene lever videre idag i bedste velgående. De er jo så smukke. Det kan godt være at de er forment adgang til vores lommeregnere, fordi de ikke er baseret på det muslimske titalssystem, men vi skriver stadig Margrethe II, Christian IV, osv.

Smukke ure er heller ikke fulgt med tiden. Der er noget tidløst over romertal, som er hinsides ethvert modelune. Men bemærk at urmageren har snydt med firetallet. IIII er pænere end det korrekte IV.

Romertallene har ikke noget tegn for nul. Men det behøver vi jo heller ikke på en urskive. Hvis den lille viser pludselig kunne pege på 0, så ville tiden gå i stykker. Og pendulet i stueuret stå stille.

Men som sagt; romertallene lever videre. De er også på dit klippekort til bussen. Hvilken måned har du sidst stukket kortet i maskinen? VIII, gætter jeg på.

fredag den 16. juli 2010

Dronningens snørebånd er gået op

Foto: Kenneth Rosenkilde

Jeg sidder og læser en bog, udgivet i anledning af Erik Ellegaard Frederiksens 70 årsdag, den 29. april 1994.

Nu skal der nok være nogen der ikke lige ved hvem Erik Ellegaard Frederiksen er, eller var.

Men vi taler om en virkelig hård nyser indenfor dansk industriel design, bogtilrettelægning, bomærker, typografi og sådan noget.

Bogen hedder Bogstavelig talt, og det er morsomt at læse hvad den store mester for eksempel mente i 1975 i sin kronik om "Dansk design, vort fælles eje".

Erik Ellegaard er indigneret og synes det meste er …udtryk for manglende helhedssyn, for urationel tænkning og ofte en laden hånt om den menneskelige værdighed.

Han synes at …vore mønter er ukunstneriske og vore pengesedler baseret på 1700-tals pastiche, hvor man kunne have satset på vor tids computerstyrede teknik som grundlag for tidssvarende løsninger.
Og på toppen af denne officielle kransekage har Hendes Majestæt så anbragt sit hjemmestrikkede monogram, der – som en kunsthistoriker har udtrykt det – ligner et snørebånd, der er gået op"
Men nu, 35 år senere, ser alt jo anderledes ud. Dronningens monogram er jo smukt. Margrethe II er med tiden blevet en anerkendt kunstner. Nu er det Ellegaard der er en pastiche – som jeg smiler af at læse.

fredag den 23. april 2010

Ølbrok


Klamphugger, vil jeg kalde den grafiker og tekstforfatter som har været igang her. Og det i den yderst vigtige disciplin øletiket.

Hvad er det lige som får nogen til at skrive "Thy Eksklusive" med sådan en bøvet skrifttype. Det er jo alt andet end eksklusiv.

Skal det iøvrigt udtales på dansk eller engelsk? Thy er så afgjort et dansk ord, og så bør eksklusiv vel også være det. Så hvorfor tilføje det ekstra e?! Jeg vil kalde det dårlig etikette, og forresten er den engelske stavemåde exclusive.

Teksten er i det hele taget noget makværk. Hør engang:

»Ovalen i firkanten er tegnet specielt til Thisted Bryghus af vor berømte kunstner Bjørn Nørgaard. Temaet kan vist næsten kun være kærlighed - ifølge brygmesteren formentlig til øllet.«

Specialøl brygget af bygmalt, humle, tilsat antioxidant E300, E223 og det gode vand fra Thy · Nettoindhold: 50 cl. 7,8% vol. · A/S Thisted Bryghus, 7700 Thisted

…vist næsten kun… – man skal være mere end almindelig uldjyde for at sluge sådan en sproglig klamamse. Formentlig…

… og det gode vand… – bare fordi det er thysk?

Teksten er sat sort på grøn, med en grotesk i versaler, midtstillet i venstre side, langs etikettens sørgerand. Det kan godt være, det er ordinært at typografere med store og små bogstaver og foretrække venstrestillet sort tekst på hvid baggrund – men det er pænt og øger læsbarheden.

Bjørn Nørgaards kunst fejler sgu ikke noget. Han er en berømt kunstner, men vor?! Det kalder man ham ikke på Statens Museum for Kunst, som for tiden har hans navn hængende på et kæmpe banner over hovedindgangen.

Ærgerligt nok har den håbløse typografi og dårlige farvestyring på øletiketten nærmest reduceret hans bidrag til en vignet. Man kunne vel have fjernet sørgerand og overskrift og flyttet sidste holdbarhedsdato, så der blev mere plads til kunsten – og så kunne øllets navn eventuelt stå for sig selv på flaskehalsen.

Det er en returflaske, men inden Pant A kommer til udbetaling i Føtex automaten vil jeg nu smage og finde ud af om øllen er eksklusiv thysk, eller kun "lige til øllet"…

Hmmm – den er nu ikke så ringe endda. Som de jo siger derovre på Tysklandsodde. Jeg vil sige den er god, stærk og blød. Flot farve, smukt skum, dejlig smag. Vederkvægende ovenpå en rigtig brokblog.

PS:
Tusind tak til min søde kæreste for den spontane ølgave, som også består af Balder fra Baldersbrønde Bryggeri, Tangle Foot fra Badger, Blue Mountain Stout fra  Gourmetbryggeriet og Sapporo fra … ja, det er lidt svært at gennemskue: Den ser lidt russisk ud, men er brygget på licens i Canada.
Du er en skat, skat.

onsdag den 29. april 2009

Naturlig teknologi


Foto: Yucel Tellici, Tyrkiet

NatureTech rullede igen over skærmen igår aftes. Det er et kanon program, som jeg tidligere har skrevet en blog om.

Det handler i al sin enkelhed om, hvordan vi mennesker kan tage naturens design under mikroskop og se hemmelighederne bag de fantastiske materialer der er skabt uden at vi har haft så meget om en lillefinger med i spillet.

Isbjørnens pels isolerer bedre end det bedste termotøj, lotusblade skyr vand bedre end en gås, og i Sydamerika lever der en edderkop som kravler ned under vandet, og kommer op igen, knastør. Hvordan pokker gør naturen det?

Hvordan kan en sommerfugl være så blå, uden at have skyggen af pigment i sine vinger? Svarene findes ved at kigge rigtig godt efter – og så bruge opdagelserne til at producere bedre computerchips, vandskyende stof og selvrensende bestik.

Og hvordan kan det være, at vores keramik skabt i brandvarme ovne kun er halvt så stærkt som det en musling skaber ved almindelig havtemperatur?

Det er som om naturen fortæller os, at smukt design ikke handler om skønhed, men udelukkende om funktionalitet. Når ting er udviklet over tid kun med logik og praktisk anvendelse for øje – så er det faktisk en naturlov at designet af sig selv bliver optimalt og uovertruffent.


Programmet bliver genudsendt på DR2 på søndag den 3. maj kl. 23.20. Og på tirsdag kl. 20 er der endnu et program i serien, om naturens smarte energi.

onsdag den 22. april 2009

Tænk naturligt


Foto: Jason Antony, Canada

Det kunne egentlig godt være overskriften på nogle skønne udsendelser på DR2, hvor ingeniører verden over forsøger at efterligne naturens millioner af års udvikling til at fremstille praktiske, stærke og lette supermaterialer – som de skriver på dr2.dk

Vi kommer viden om i programmerne, som Ann Marker står i spidsen for. Det går ud på at bruge øjnene rigtig godt og aflure naturens design. Hvad er for eksempel hemmeligheden bag de nordamerikanske fyrretræers succes med at blive op til 100 meter høje og veje 1400 tons, uden at vælte i blæsevejr?

Svaret ligger i detaljen. I mikroskop ses at træet består af lange tynde huller, indkapslet af cellulose og harpiks. Og således inspireret kan man producere ultrastærke kunstige byggematerialer, bedre end hvad man får ud af at fælde de store kæmper.

Koglerne er også gode at blive klog på. De kan noget med ventilation som i høj grad kan bruges i tekstilbranchens ønskedrømme om endnu mere lækkert og luftigt tøj.

I teknologiafdelingen hos Mercedes-Benz har man kigget efter en fisk der på en måde ligner en bil, og ladet den være rettesnor for en ny model. Fisken er den gule kuffertfisk, og med den som "designer" har bilproducenten så at sige fået sit hidtil stærkeste chassis forærende og endda med branchens laveste vindmodstand. 

Sådan noget synes jeg er spændende.

tirsdag den 24. februar 2009

Såb


Foto: Kriss Szkurlatowski, Polen

Det svenske foretagende i krise er startet før bolle-å’et blev indført. Og til at begynde med var det slet ikke biler det handlede om.

Firmaet blev nemlig grundlagt af den svenske regering i 1937, som Svenske Aeroplan Aktiebolaget. Mange har nok hørt om Draken jagerflyet, som for sin tid var ret enestående i sit design. Saab J35 Draken gik på vingerne allerede i 1949.

Året efter kom de første Saab biler på vejene, og igen med smart design. Saab var den første bilfabrik der brugte vindtunneller i designarbejdet.

Og et "morgenkys" i trafikken gav ikke nødvendigvis en bule, hvis bilen var en Saab. For svenskerne fandt på at give kofangeren lidt affjedring.

Synd at Saab nu er gået i betalingsstandsning. Jeg kan næsten høre den karakteristiske lyd fra morbror Haralds røde bil, og det skulle ikke undre mig om den stadig bliver holdt i live af en bilentusiast et sted.

Spændende om der også kommer nye modeller, trods finanskrisen og den svenske stats nej til sammen med General Motors at banke "tilstrækkelige" milliarder i foretagendet.

fredag den 24. oktober 2008

Allertiders skrift



Du ser her Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles skrifttype, designet af Dalton Maag i London, med Henrik Birkvig fra Emdrupvej 72 som art director. Aller Sans er navnet, for det er Aller som har sponsoreret. 

Skriften er en fix og færdig OpenType, som gratis kan downloades her

lørdag den 2. februar 2008

Exit skillemønt

Foto: Nationalbanken


Så får vi ikke mere for den 25-øre skriver Nyhedsavisen. Men jeg vil nu gerne give den en blog med på vejen ud af cirkulation.

Historien – som bare er en notits i Samvirke – er, at Hans Denkov, chef for Den Kgl. Mønt, har spurgt sig for i detailhandlen og pengeinstitutterne, om der er nogen der ville savne den lille skillemønt, hvis den forsvandt. Og det er der tilsyneladende ikke.

Så kan Nationalbanken med sindsro lægge op til 25-ørens afvikling, og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sætte sin klo på beslutningen. Og så går det som det plejer.

1. april 1973 blev vores 1- og 2-øre gjort ugyldige, og tre måneder senere udløb fristen for indløsning af de små grå.

1. juli 1989 blev også 5- og 10-øren gjort ugyldige, og sidste frist for indløsning faldt tre år senere.

Og nu er tiden så kommet til vores 25-øre. Den er ellers så smuk, synes jeg.

Den kom til verden sammen med møntreformen 1989-1993. Jeg husker, der var en hel del kritik af den ny møntserie. Designet faldt ikke i god jord, og mange syntes bl.a. det var forstyrrende med huller i 1-, 2- og 5-kronerne.

Men jeg syntes de var flotte. Det var sammenhæng mellem mønternes størrelse, farve og værdi. Guld til de dyreste, sølv til dem på andenpladserne, og bronze til de mindste. Og så bar pengene ikke længere så meget præg af industrialiseringen, men havde istedet et mere rundt og historisk udtryk. De var næsten lidt vikingeagtige med deres ornamentik.

En rigtig smuk møntserie, som dog tabte lidt da dronningen fik nyt fjæs. Det ligner en ond karikatur, synes jeg. Serien mister også noget når 25-øren går af. Så er der kun en enkelt kobberfarvet bronzemønt tilbage.

Der er for 198 mio kr. 25-øre i omløb. Det er en absolut interessant oplysning for de velgørende organisationer, som traditionen tro vil samle udskilte skillinger ind til gode formål.

Den smukke 25-øre er forsynet med et lille hjerte. Derfor kommer mine tiloversblevne småmønter nok i en bøtte fra Hjerteforeningen, når vi ikke længere kan købe noget for dem.

mandag den 13. august 2007

System X



Vi har fået nyt lys i loftet. Vores mødelokale ved Vesterbros Torv har hidtil været belyst med fire ordinære lysstofrør, men det går jo ikke i længden i et reklamebureau som Clips.dk

Så nu har vi hængt System X op. Lysstofrør der krydser og ser smarte ud – det er naturligvis en meget bedre og inspirerende belysning til et kreativt miljø.

Jeg elsker den slags idéer: Når en designer eller arkitekt giver fingeren til gamle forestillinger, og genopfinder en ting på en helt ny måde, flintrende ligeglad med, at næsten alle siger det er umuligt og ikke kan lade sig gøre.

Som f.eks. det snoede højhus  – og nu, det exede lysstofrør. Seriøse brud på vedtagne normer om hvordan den slags nu engang skal se ud.

Designeren har bestemt ikke gjort det nemt for sig selv. Inde i et lysstofrør forventer man jo bare at finde en glimttænder, en kondensator og en spole. Men inde i disse er der temmelig mange flere komponenter. Det har vi fundet ud af, fordi vi har været nødt til at skille Xerne ad og vende lidt rundt på kredsløbet for at få dannet en mosaik af vores fem units.

Vi har forresten fået dem ganske gratis. En af bureauets venner kom en dag og spurgte om det var noget vi kunne bruge. Ellers ville de ryge i en container…

Designeren hedder Ross Lovegrove, og hans krøllede idé kan købes for en hel masse yen i det dyre og smarte boligcenter Yamagiwa i Japan.