Viser opslag med etiketten lys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lys. Vis alle opslag

tirsdag den 12. juni 2012

Tid til tiden

Foto: Patrick Hajzler, Frankrig

Et sted mellem rød og blå står tiden og flyver afsted. Det er nok en psykofysisk tanke værd, så her er i dagens anledning et gruk af Piet Hein:



Man render og udfolder sådan en flid
med nyttige ting, at man aldrig får tid
til det som man helst ville vi sig.
Forklaringen på det er åbenbar.
Tid – det er sletikke noget man har
men noget man selv må gi sig


tirsdag den 28. februar 2012

Den sorte ø

Foto: Snabelsen

Man kan godt føle sig lidt afsides på Ærø. Stå dér en stjerneklar nat og ha’ det som om man er sat ud og af på et sidespor. Være lidt ked og helt alene i verden. Men så må man tænke positive tanker og sige: Det kunne være værre…
Man kunne for eksempel nok føle sig endnu mere som manden i månen på Orø. På Ærø kan man dog fornemme byens lys, men på Orø i Isefjorden er der nok for alvor slukket. Undtaget om dagen selvfølgelig, når solen og naturen nænsomt trækker øen ud af enhver skyggetilværelse.

De kan skam også smile på Orø. For igen – Det kunne jo være værre: Selv på Orø er det muligt at tænke sig endnu mere afsides. Der findes nemlig en lille ø i Lillebælt med et navn, der helt bogstaveligt fortæller, at her er man virkelig endt på Sammenslutningen af Danske Småøers sidsteplads:

Årø. Så kommer man bare ikke længere væk. Årø er simpelthen en sort plet på kreditforeningens Danmarkskort. Her er der så sort, at BRF Kredit nægter at yde lån til huskøbere. Fast ejendom så langt ude er “selvsagt” ikke værd at beskæftige sig med.

Æh? Oh? Åh!… Sikke noget vås. Dem der maler sorte pletter på vores landkort, burde sejles en halv times tid væk fra Svendborg, Holbæk eller Haderslev. Så kan de lære det. Det føles faktisk dejligt at stå på en ø og mærke ensomheden. Vi er jo trods alt i Danmark. Det er umuligt at blive fuldstændig væk, selv på den sorteste ø.

torsdag den 11. august 2011

Bølg vel

Foto: Vladimir Fofanov, Rusland

Det blæser lidt i dag, og Ærøfærgerne får bølger med hvide toppe at sejle i. Jeg har besøgt Jørgen i Købing og er på vej tilbage. Færgen vipper lidt, for der er sidevind, eller sidevand, om man vil. Og jeg bølger lidt hen.

Jørgen kan se på bølger, hvor de kommer fra. Engang i Tisvilde faldt han over et foto med Vesterhavsbølger i turistbrochuren. Turistforeningen indrømmede snyderiet, men forstod ikke hvordan han kunne se, at det ikke var Tisvilde-bølger man lokkede folk til byen med.

Der var nemlig ikke nogen landkending på billedet, men bølger har deres egen form og farve, alt efter hvor de er. Og et trænet øje kan sagtens sige om et bølgeskvulp er vestjysk eller nordsjællandsk.

Bølger i Bali er noget helt tredje. Her kommer de så langt væk fra, at der er lange pauser mellem dem. Et stort og bragende bølgebrus – og så et stykke stilhed inden næste bragende bølge vælter sig ind på bredden.

Vandet er stort set det samme fra bølge til bølge, men energien har bølgerne med sig fra det fjerne. Og med den laver de noget der ligner skummet mælk på stranden. I solnedgangen. Der kommer af Jordens drejning væk fra nærmeste stjerne i Mælkevejen.

Som bare er en lille galakse, der ikke er bredere end et par hundred tusind lysår. Engang troede vi Mælkevejen var hele Universet, men nu ved vi bedre. Den er kun en prik. Der er myriader af galakser derude.

Der er flere stjerner end der er sandkorn på Jordens strande. Det er det bølgerne fortæller. Der er også liv og bevægelse meget længere væk. Masser. Det holder simpelthen ikke vand at liv kun findes lige netop her på vores lille blå planet.

Livet opstår. Og forgår. Som bølger. På oceaner af planeter i det koloenorme stjernehav. Millioner milliarder gange er livet levet. Det er historien i dagens blog der nu løber ud i sandet her på World Wide Wave.

tirsdag den 5. oktober 2010

Guldlok planeten

Foto: European Southern Observatory /L. Calçada

Det er fantastisk. Astronomerne har 20 lysår ude i verdensrummet fundet noget, der ligner vores egen jord. De kalder det en Guldlok planet, for den er hverken for kold eller for varm, for stor eller for lille, men lige tilpas til at den kan huse liv.

Den hedder Gliese 581g og skulle se nogenlunde ud som på illustrationen. Sådan lidt jordagtig, cirklende omkring en dobbelt-sol. Kan det tænkes at der også på denne lille fjerne klode er opstået liv, med dinoer, græsser, træer, fisk og fugle? Kan det endda tænkes, at Gliese ligefrem beboes af aber på to ben som os selv?

Hvad der for ikke så længe siden var fuldstædig utænkeligt, er idag nærmest en naturlov. En nødvendighed, sgu. Er der en 'Goldilocks'-klode derude, så er der sandsynligvis også opstået liv, startet som bakterier, dna, og måske udviklet til intelligente væsner. Kanske klogere end os selv…

Livet synes at have sin egen urkraft. Religiøse mennesker kan godt se, at Det Gamle Testamentes historie om at verden er 6000 år gammel og kreeret på blot en uge, inklusiv hviledag, ikke holder vand. Men så må Livet være "trukket op" af Gud. Men spørgsmålet er, om ikke skaberværket har selvoptræk…

Der er grundstoffer som kulstof, C, brint, H, ilt, O, kvælstof, N, svovl, S, og fosfor, P i hele mælkevejen. Det behøver ikke inkludere en hvidskægget mand med glorie for at føre til liv i en eller anden form. Men vi har måske brug for ham for at forstå det?

fredag den 24. september 2010

17.09

Foto: Grethe Boe, Norge

Plus nogle sekunder, velsagtens – så sker det: Du får vintersol! Ni minutter over fem i dag passerer solen ækvatorplanet, og så går vi officielt ind i vinterhalvåret.

Og om tre måneder er det juleaften!

Og om yderligere tre måneder går vi ind i sommerhalvåret, når ækvatorplanet igen har skæringsdato og det er slut med det lyse halvår på den sydlige halvkugle.

Tænk, at vi kan se så klart at vi forlængst har kortlagt universets gang og præcist fastslået at netop nu, om otte timers tid, tilgodeser solen så småt mere mennesker på den anden side jordens midterlinie.

Eller er alt mon i virkeligheden kaos? Målt over millioner milliarder år minder planeten måske mere om en flue der svirrer omkring en natlampe…

tirsdag den 22. december 2009

Den bedste julegave

Foto: Mogens Lauridsen, Sverige

Den bedste julegave er til os allesammen, og den pakker sig selv ud tre dage før vi danser omkring træet.

For nu bliver det bare ikke mørkere. Dag for dag bliver dagene lysere, og snart er det stadig lyst klokken fire om eftermiddagen.

Siden tidernes morgen har det været en lykkegave. At solen det næste halve år ud i fremtiden står tidligere op og går senere og senere ned bag horisonten.

Et klokkeklart glædesbudskab, uanset hvilken gud vi takker for gaven. Glædelig Jul og Godt Nytår.

torsdag den 12. marts 2009

Lyseslukker


Foto: Mauro Alejandro Strione, Spanien

Der er lagt masser af energi i en ny stor kampagne. Plakater, hjemmeside m.m.m. – for at vi skal slukke lyset lørdag den 28. marts kl. 20.30 - 21.30.
Skal lyset så være tændt indtil da?, tænker jeg. Og så forstår jeg ikke hvorfor kampagnen oversat hedder Brændende Panda.

Der er vist ikke andre grunde, end at kampagnens logo er en bøvet sort-hvid manga-figur, inspireret (tyvstjålet?) af DreamWorks Kung Fu Panda, med ild på hovedet.

Meningen med at slukke lyset i lige præcis dén time, er at oplyse (sic!) alverdens politikere om, at der er et problem.

På burningpanda.dk kan man smide sit navn, mailadresse, postnummer og mobilnummer – og på den måde "vise verdens politikere, at man stemmer på klimaet".

Man er på hjemmesiden også velkommen til at uploade et lille billede af sig selv, og sige jatak til at modtage den brændende pandas nyhedsbrev og/eller blive kontaktet af WWF Verdensnaturfonden.

Jeg tror godt, politikerne ved, at vi står overfor store klimatiske udfordringer, og at vores C02 udledning skal ned – og at det kun kan gå for langsomt.

Til en start kan man vist roligt slukke pandaen. Problemerne løses ikke med masser af Sluk Lyset tryksager og støj på verdensvævet. Switch off

Undskyld, hvis jeg lyder som en lyseslukker – eller, det er måske netop meningen?

fredag den 27. februar 2009

Vandballonssplash


Foto: Craig Jewell, Australien

Alt kan fotograferes, bare man er dygtig nok. Eller heldig.

Sådan ser det altså ud i det splitsekund, en ballon springer og dens vand får frit løb.

Der noget big bang over billedet, selv om det er lillet og pjasker mere end det larmer.

Uden lysets glimt var der ikke noget at skrive hjem om.

søndag den 24. august 2008

Gråvejr



En dyne af skyer under sol og blå himmel. Lys og farver nulstillet indtil videre. Sat i stativ.

Snart klarer det op. På lakridserne igen.

søndag den 4. maj 2008

Lys i vinduerne




– Vi skal huske at tænde lys i vinduerne tyve minutter i ni, siger mor.

Og så husker hun tilbage til dengang for over tres år siden, da frihedsbudskabet lød i æteren, og mørklægningsgardinerne blev hevet ned for aldrig nogensinde at komme op igen i den gamle Fole præstegård. Alle vinduer blev åbnet, selv det lille i bryggerset, som mor vist aldrig havde set åbnet før.

Der blev sendt besked til kirketjeneren om at ringe med kirkeklokken i en hel time. Typisk morfar at sætte folk i arbejde på denne festaften. Mens alle andre festede, måtte kirketjeneren hænge i en klokkestreng, som det jo hedder. Men han bimlede selvfølgelig med glæde.

Glæde var der også blandt de russiske krigsfanger, som var tvangsindkvarteret i præstegården. Mor peger på de øverste vinduer på det kolorerede foto, og fortæller at en stor konfirmandstue bagtil også var inddraget til formålet. En stor trækasse var flikket sammen, og fyldt med hø. Og så lå russerne der om natten og sov hulter til bulter.

Nu sang de højt og flot deres hjemlands vemodige sange: "Volga, Volga…"
De holdt meget af præstegården, for mormor var russer, og intet er så dejligt som at tale sit eget sprog med en kvinde, når man er langt hjemmefra og ikke ved om man er købt eller solgt.

Nu hvor tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og – Danmark! havde overgivet sig, tog russerne flugten ind i skovene. De turde ikke vende tilbage til den røde hær, som de sagde ville straffe dem som renegater.

En hed Vladimir, og han flygtede videre til Brasilien, hvor han blev gift og stiftede familie. Det gik dog ikke så godt med ægteskabet, for nogle år senere kom der brev til Fole præstegård. Vladimir formulerede det i en sætning på dansk: Jeg er blevet skiltet ad, skrev han.

fredag den 15. februar 2008

Vokse mod lyset

Foto: Dan Shirley, Storbritannien

Morbror Harald er blevet 78 år og bliver ikke mere.

Harald har været præst, for det havde Gud fortalt min morfar, at han skulle være. Havde han selv kunnet bestemme, havde han været skovfoged. Ikke for det, Harald var skam en rigtig god præst – bortset fra de lange perioder hvor dyb depression gjorde ham ukampdygtig – han kunne fylde kirken på en helt almindelig søndag!

Men dybest set tror jeg han mere var naturens mand end kirkens mand. Det skinner smukt og underfundigt igennem en tekst fra 1970, som indgår i hans bog En bonde i gudernes skakspil.

Den handler om, at han sidder på en træstub i skoven, og tæller hvormange år træet, der stod dér hvor han nu selv sidder, er blevet. Med en blyant tegner han en ring for 1920, Genforeningen. Og efter den en ring for 1864, et tungt år for de danske i landsdelen. Han tegner også den ring op, som egen har markeret i 1861, og skriver Grundloven. Der skal da også være en blyantstreg i den nyere del af egen, da Harald blev indsat som præst i Rødding den 3. oktober 1965, og teksten var beretningen om, hvordan Jesus opvakte enkens søn i Nain fra de døde.

Det er nu ikke så ligetil at tælle ringene. Motorsaven har været grådig i skæret. Men Harald når frem til, at de to første kimblade har set dagens lys i svenskekrigene. Måske er træet blevet så kroget, fordi krigsfolkenes heste havde bidt toppen af den?

Det er mærkeligt, at træet med sine årringe kan trække historier og minder frem – for selv er det bare vokset, har lagt vedlag til vedlag, uden at ænse om det groede i tysk eller dansk jord, eller hvad der iøvrigt skete i samfundet omkring det.

Egen har ikke på dén måde registreret begivenhederne. Det har blot vokset mod lyset. Indtil det fornylig blev fældet.

Nu ligger egen i skovbunden. En konge har forladt sin trone, men jagtens gudinde vil, at der skal skydes salut for den faldne kæmpe.

Ræven kommer luntende. Den søger mus. – Et øredøvende brag, og mens lidt røg siver ud af bøssepiben og forsvinder sammen med lugten af krudt, breder et sekunds tavshed som graven sig i skoven.

Mikkel slår en koldbøtte, søger at komme op igen, men synker sammen, mens en skovskade skræpper op – denne skovens sladdermadamme, der altid skal skræppe op, mens den pynter sig med svingfjer, lånt fra sydens spraglede fugle.

Den kunne nu godt have vist så megen takt, at holde mund nu, da jagtens gudinde lod skyde salut for den gamle eg.


Min morfar hed Mikkel til mellemnavn, og måske var det også ham, han tænkte på, da højre løb slukkede lyset for ræven.

Når man bliver filosof, kan man glemme de nære ting.

For mange er livet som sammenfiltrede brombærranker i hegnet. Man kan hverken komme frem eller tilbage. Aviserne er der ikke meget lys i, højst lidt falske forhåbninger. Tryksværten er intet værd i morgen. Man kan pakke våde uldtrøjer ind i nyhederne om mennesker i nød.

Men morbror Harald har sammenfattet det hele i en fin overskrift: At gøre sin pligt, at vokse imod lyset.

Harald Filtenborg, født den 24. september 1929, død den 11. februar 2008. Begravelse idag i Askov kirke, med efterfølgende gravøl i Skibelund krat.

mandag den 13. august 2007

System X



Vi har fået nyt lys i loftet. Vores mødelokale ved Vesterbros Torv har hidtil været belyst med fire ordinære lysstofrør, men det går jo ikke i længden i et reklamebureau som Clips.dk

Så nu har vi hængt System X op. Lysstofrør der krydser og ser smarte ud – det er naturligvis en meget bedre og inspirerende belysning til et kreativt miljø.

Jeg elsker den slags idéer: Når en designer eller arkitekt giver fingeren til gamle forestillinger, og genopfinder en ting på en helt ny måde, flintrende ligeglad med, at næsten alle siger det er umuligt og ikke kan lade sig gøre.

Som f.eks. det snoede højhus  – og nu, det exede lysstofrør. Seriøse brud på vedtagne normer om hvordan den slags nu engang skal se ud.

Designeren har bestemt ikke gjort det nemt for sig selv. Inde i et lysstofrør forventer man jo bare at finde en glimttænder, en kondensator og en spole. Men inde i disse er der temmelig mange flere komponenter. Det har vi fundet ud af, fordi vi har været nødt til at skille Xerne ad og vende lidt rundt på kredsløbet for at få dannet en mosaik af vores fem units.

Vi har forresten fået dem ganske gratis. En af bureauets venner kom en dag og spurgte om det var noget vi kunne bruge. Ellers ville de ryge i en container…

Designeren hedder Ross Lovegrove, og hans krøllede idé kan købes for en hel masse yen i det dyre og smarte boligcenter Yamagiwa i Japan.

fredag den 8. juni 2007

Livet i et fyrfadslys

Foto: Noel Abejo, USA


– Hvad er det egentlig for et hus?, har min søn Jeremy spurgt. Og så er vi gået indenfor. Det er lissom den bedste måde at svare ham på.

Stedet er Vor Frue Kirke. Københavns domkirke. Vi kigger på Bertel Thorvaldsens prægtige skulpturer af Kristus og apostlene. Og dåbsenglen, man var nødt til at flytte midlertidigt, så kronprinsen og prinsessen kunne komme op til alteret og få hinanden.

Inde til venstre for indgangen er der en stor lysestage af metal, som en globus, med plads til fyrfadslys. Og min uvorne knægt kan ikke dy sig for at puste et af lysene ud.

Det skælder jeg ham en lille smule ud for – og udenfor kirken får vi et tegn: Der ligger en  tændstik på fortorvet. Jeg tror det betyder, at vi skal tilbage til globussen.

Jeg har lagt mærke til, at en polsk turist har kigget lidt stramt efter Jeremy. Og ganske rigtigt: Hun så hvad Jeremy gjorde, og har selv tændt lyset igen. Heldigvis er et andet gået ud af sig selv, så det bruger vi tændstikken til.

Der er jo noget særligt ved stearinlys i en kirke. De har sat sig tydelige spor i vort sprog: At tænde et håb, og ikke puste til ilden.

Går vægen ud, dør der måske en sømand. 

søndag den 1. april 2007

Fuldmåne


Den er helt rund nu, og hænger her til aften, fri for skyer, og lyser ned på Øresundsbroen. Vi kan se månen helt tydeligt, på vores vej hjem fra en fin dag i Kastrup.

Vi cykler langs kysten, bag om Copenhagen Airport. Flyvemaskiner lander med minutters mellemrum på den amagerkanske jord.

Månen reflekterer lidt af solens lys ned til os, og gør det for fuld kraft nu. Christianiacyklens katteøje smiler tilbage.

Jeg har ikke selv taget fotoet. Det har Lynne Lancaster i Storbritannien. Men det er den samme måne.

mandag den 12. marts 2007

Limelight

Foto: Anders Engelbøl, Danmark


Nogle dage er der en melodi man ikke kan få ud af hovedet. Andre dage, et ord. I dag er det limelight, for mig.

Ordet ligger og popper op i min hjerne hele tiden. Som et mantra bliver det gentaget, og hvorfor ved jeg ikke.

Googler for måske at få et hint. Kan det have noget med Charles Chaplins film fra 1952 at gøre? Den har jeg vist aldrig fået set…

Kan det være en idé der er på vej? Et budskab fra en ånd? Jeg aner det ikke, men nu bliver det afsæt for dagens blog, sammen med et foto som en der hedder Anders Engelbøl har taget. Og han leverer selv en billedtekst:

Green jelly mountains
Chinese green lime jelly makes a nice translucent effect like mountains in the distance