Viser opslag med etiketten sømand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sømand. Vis alle opslag
torsdag den 15. april 2010
Wilsons ir
Der findes et klart bevis for at familien Wilson har været dansk i generationer. På Nordre kirkegård i Århus er der et gammelt gravsted med inskriptionen Kobbersmedemester A. Wilsons familiebegravelse. Det er logisk nok lavet i kobber, og er fuldstændig irgrønt.
Det bliver sikkert stående mange generationer endnu, for det hører til de fredede pladser tæt på kapellet. Jeg har taget et foto til mit fotoalbum.
Man fornemmer at Andreas Wilson var en rig og anset mand. Der står ikke hvornår han døde, men den slags har min kusine Karin tjek på. Hun dyrker slægtsforskning og har opsnust at manden under mulden her står bag døbefonten i Århus Domkirke. Han har sørme også doneret vejrhanen på toppen af teaterbygningen lige i nærheden.
Solen skinner og jeg slænger min vinterfrakke over gravstedets lille låge. Og lægger så mærke til det nydelige metalarbejde med initialerne AW i en ring. Det bliver dagens blogfoto.
Der føles rart med lidt format over min fædrende familie. En typisk Wilson er vokset op i de lavere samfundslag og har hustlet sig gennem (rakker)livet på bedste beskub, og gerne på kant med systemet.
Min familie på mødrende side er helt anderledes. Kloge og sindige folk med orden i tingene. Derfor er jeg egentlig ikke overrasket, da jeg pludselig ser et stort gravsted i granit: Etatsråd Christian Filtenborg, født 31. maj 1852, død 12. oktober 1919 og hustru Marie Filtenborg, født 17. december 1869, død 27. december 1921. Elsket og savnet.
Typiske Filtenborgere er samfundsstøtter. Tilhører det bedre borgerskab og har et pletfri levned. Henfalder ikke til øl, spiritus, udenomssex og kontroverser. Typisk præster, slet ikke sømænd som min far og farfar var.
Jeg er vel lige dele Wilson og Filtenborg, men føler mig mest som det første. Især mens jeg står her ved det irrede gravmonument. Man kan godt være en ægte Wilson, og alligevel opføre sig ordentligt, have studentereksamen og gå til tandlæge.
Meget apropos vil jeg gerne takke min århusianske tandlæge kusine Tina Wilson for god behandling idag, – og for tippet om Café Smagløs tæt på Klostergade, hvor de serverer dejligt store fadøl og sandwich med mango og manchego.
fredag den 8. juni 2007
Livet i et fyrfadslys
![]() |
| Foto: Noel Abejo, USA |
– Hvad er det egentlig for et hus?, har min søn Jeremy spurgt. Og så er vi gået indenfor. Det er lissom den bedste måde at svare ham på.
Stedet er Vor Frue Kirke. Københavns domkirke. Vi kigger på Bertel Thorvaldsens prægtige skulpturer af Kristus og apostlene. Og dåbsenglen, man var nødt til at flytte midlertidigt, så kronprinsen og prinsessen kunne komme op til alteret og få hinanden.
Inde til venstre for indgangen er der en stor lysestage af metal, som en globus, med plads til fyrfadslys. Og min uvorne knægt kan ikke dy sig for at puste et af lysene ud.
Det skælder jeg ham en lille smule ud for – og udenfor kirken får vi et tegn: Der ligger en tændstik på fortorvet. Jeg tror det betyder, at vi skal tilbage til globussen.
Jeg har lagt mærke til, at en polsk turist har kigget lidt stramt efter Jeremy. Og ganske rigtigt: Hun så hvad Jeremy gjorde, og har selv tændt lyset igen. Heldigvis er et andet gået ud af sig selv, så det bruger vi tændstikken til.
Der er jo noget særligt ved stearinlys i en kirke. De har sat sig tydelige spor i vort sprog: At tænde et håb, og ikke puste til ilden.
Går vægen ud, dør der måske en sømand.
mandag den 19. februar 2007
En dråbe i havet
![]() |
| Foto: ‘algiamil’, Italien |
Herning bibliotek har indkøbt En sømands dagbog til udlån. Tusind tak for det. Tænk sig – et sted i Danmark står den bog jeg har begået på en reol og venter på en interesseret låner. Det er selvfølgelig kun en dråbe i havet, men alligevel en slags udødelighed :-)
Det er ikke fordi En sømands dagbog er dårlig, at kun et enkelt eksemplar er til offentligt udlån. Dem der har læst den er glade, ja ligefrem begejstrede. Men det er nærmest umuligt at bryde igennem hos biblioteker og boghandlere, når man som jeg er et ubeskrevet blad.
Der var en heftig debat for nogle år siden, hvor boghandlernes monopol blev brudt af supermarkederne. Boghandlerne frygtede at deres ekspertice og det brede bogudvalg gik fløjten, og der kun kom bestsellere i indkøbskurvene. Men det argument har tydeligt vist sig ikke at holde vand:
Jeg har fundet ud af, at et forlag med en bestseller simpelthen lejer boghandlernes udstillingsvinduer. Så når der fx står et hav af Vi, de druknede i et butiksvindue, så er det ikke fordi Carsten Jensen er enestående. Men fordi boghandleren får penge for at gemme alle de andre.
tirsdag den 2. januar 2007
Forfatter ved et tilfælde
![]() |
| Foto: Kenneth Wilson |
Bent ringede en dag forrige år. Han ville lige høre om der var Shell-stationer på Sicilien…
Det var sådan set rimeligt nok at han spurgte mig, for jeg har tidligere arbejdet som korttegner, og blandt andet lavet Europakort med angivelse af hvor benzinstationerne ligger. I øvrigt var jeg ikke sikker, men et godt stykke ned i Italien var der i hvert fald.
Bent og jeg var lidt i samme situation. Jeg var lige blevet fritstillet fra et job som grafiker og personalebladsredaktør i reklameafdelingen hos en mellemstor dansk koncern. Og Bent var fritstillet fra et direktørjob i en megastor international virksomhed. Med firmabilen – og benzinkortet – i sin besiddelse i hele opsigelsesperioden.
Når man lige er blevet fritstillet, har man pludselig en masse krudt man ligesom ikke rigtig kan bruge til noget. Og det har nok været grunden til at min ven Bent og jeg kort tid efter sad i hans tidligere arbejdsgivers firmadyt, med kurs mod den lille ø for enden af støvlen. Nu skulle der bare ske noget. Ingen af os var rigtig klar på hvad vi skulle lave fremover, men køre til Sicilien kan man jo altid…
Det var på den tur, at Bent luftede idéen om et forlag. Og på et tidspunkt kørte vi ind på en af motorvejens mange rastepladser for at besegle en mundtlig aftale med en stor cafe latte. Bent ville starte et forlag. Og jeg skulle skrive en bog han kunne udgive.
Vi havde i øvrigt en god tur til Sicilien. Og vi nåede derned en halv time før flyet med min vens kone og datter landede i lufthavnen. Familien havde lejet en ferielejlighed i en uge, ikke langt fra Etna. Jeg havde ingen planer, andet end at daffe rundt og snakke med folk. Der gik et par dage, så tog jeg hurtigfærgen til Malta. Jeg taler nemlig ikke italiensk, og så er det altså for besværligt at falde i snak med de lokale på Sicilien. På Malta, derimod, taler alle rigtig godt engelsk. …
Egentlig havde jeg nogle børnebøger i tankerne, men tilfældet ville at jeg måneden efter det spontane togt til Middelhavet stod og rodede i min mors bogreoler på førstesalen i min mors hus i Lunderskov. Her fandt jeg en dagbog min salig far havde skrevet mens han var sømand i 1950erne.
Jeg anede ikke han havde skrevet dagbog – og så så spændende! Dagen efter begyndte jeg at lede efter flere dagbøger fra min fars sømandstid. Og efter et stykke tid havde jeg fundet endnu en hos min mor, og yderligere to i en flyttekasse hos min lillebror Thomas. Senere fik jeg tilsendt yderligere to op fra min lillebror Stephen.
Og aftalen fra dengang Bent og jeg drak cafe latter på en rasteplads ved en Shellstation et sted i Europa resulterede for nylig i en fed bog på 512 sider med titlen "En sømands dagbog". Forsiden kan ses i mit fotoalbum. Og sørme om ikke et 2-cifret antal eksemplarer er langet over disken hos landets mange boghandlere. Uha, det er svært at få armene ned…
Abonner på:
Opslag (Atom)



