Mørke minder

Foto: Frihedsmuseet

Mange minglere (mindst 2) vil gerne læse mere fra de nye gamle papirer i papkassen med ting fra min families gemmer. Senest har jeg fundet et par maskinskrevne rejsefortællinger, som min far har skrevet for børn. Men nu har jeg fundet noget helt andet.

Bavnehøj Skole havde annonceret efter tidligere elever, forud for festlighederne i anledning af skolens 50 års jubilæum i 1980. Og i det nydelige jubilæumsskrift er der pluk fra et brev min far har skrevet, blandt andet dette, som er publiceret under overskriften Den skoledag jeg husker bedst og handler om den 21. marts 1945.

…
Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: “Det er englændere!”

“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”

Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.
Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!
…
Jeg kan godt huske, at min far tog med til jubilæumsfesten. Det var en skuffelse. Der var ingen af hans skolekammerater fra dengang, der kunne huske episoden med bombemaskinerne som fløj lavt ind over Bavnehøj. De kunne heller ikke huske min fars mørke minde om grønthandleren, som han fortalte mig tit stak ham et æble og sagde: Stik så af med dig, knægt. De kunne slet ikke huske lige så godt som min far, og det var jo synd. De måtte så efterfølgende nøjes med at læse andres erindringer under overskriften Besættelsestiden i det mørkebrune A4 hæfte med Bavnehøj Skolens logo og “1930-1980” i guldtryk på forsiden (med en varm tak til bogtrykker Benny Thorgils, som også var elev på Bavnehøj Skole engang). Gilbert Wilson skriver:

…
Der er i grunden så mange mange “husker I?” fra dengang – både gode og grimme minder. En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vores lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet materiel på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelthen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). – Seks sortklædte hippofolk sprang ud de fire døre og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspedienten nu stod foran forretningen og skreg af chok. Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige. Det varde længe, før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestialske drab, Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmeste sig protestbålene på hjørnet af Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

Rejsefortælling for børn #2

Foto: © S. Steegar, Brussels, Belgien

Her er endnu en historie for børn, som jeg har fundet blandt Onkel Gilbert, min fars nye gamle papirer i familiens rodekasse. Den her er mere underlig og længere end den forrige, og så er den skrevet før ordet neger blev henvist til det danske sprogs skammekrog.


Kærlighed i Ansimenat

Idag vil jeg fortælle dig en voksenhistorie – sådan en der slet ikke er for børn. Så nu må du gøre dig helt lille bitte, så jeg kan putte dig ned i min lomme. Og så skal du sidde ganske stille, så ingen opdager at du er med mig ude på en rejse. For det her er slet ikke for børn – tror jeg nok. Men det er alligevel spændende. Og det er også lidt mærkeligt.

Det handler om en sømand – det er mig – og en pige. Men allerførst skal vi finde et mærkeligt sted der hedder Ansimenat. Ansimenat – lyder det ikke mærkeligt? Det lyder ihvertfald ikke ligesom Brønshøj.

Men det er faktisk lige som Brønshøj – for det er et sted hvor der bor mennesker. Ikke så mange mennesker, for det er kun en lille landsby, ja det er faktisk en meget lille landsby. Ja, ved du hvad – når jeg tænker på det, så er landsbyen så lille at alle husene er små. Hvert eneste hus er så lille at jeg sagtens kan få helt på på taget når jeg rækker armene i vejret. Ja, det bliver værre endnu – for Ansimenat er så lille en landsby, at den slet ikke står på landkortet. Så den er nok mindre end Brønshøj.

Men Ansimenat findes og den ligger på Madagascar – madam græskar – for på landkortet kan det godt ligne et græskar. Og så ligger Ansimenat sådan lidt nede i bunden. Så nu tager vi lige et stort skib og så rejser vi til Madagascar og går i land. Er du med?

Nu må du endelig sidde helt stille, for nu skal vi besøge en pige. Hov, forresten – jeg bliver lige nødt til at lære dig sproget, for de er ikke så dygtige til dansk i Ansimenat. Det får du at høre om lidt. Men så forstår du hvad der bliver sagt – og det gør jo ikke noget at de ikke taler dansk.

Se, det er næsten lige som visselulle, så det er ikke svært. Det hedder MAKKAVISSA DALA DALA. Kan du sige det? MAKKAVISSA DALA DALA. Så, nu taler du et sprog der hedder malgassisk. Så nu er vi nok langt, langt væk fra Brønshøj.

Vi er i Ansimenat. Vi går rundt mellem de små huse som allesammen er brune fordi der er bygget af strå. Der er ingen vinduer, men der er en rigtig lille dør af træ. Og husene passer meget godt til de mennesker der bør der. For de er nemlig også brune ligesom flødeboller. Brune huse til brune mennesker. Det passer godt, for så kan de jo rigtig gemme sig inde i husene når alting er brunt. Og så opdager man slet ikke at husene er små.

Sådan nogle mennesker kalder vi for negre fordi vi engang blev enige om at der findes mere end een slags mennesker. Ligesom der findes mere end een slags hunde. Man kunne godt nøjes med at sige sorte hunde og hvide hunde. Men vi siger gravhund og grønlænderhund. Om brune og sorte mennesker siger vi at de er negroide – men det er alt for svært et ord, så vi kalder dem bare for negre. Og negrene kalder os for hvide. For de gider heller ikke sige svære ord. Det er da klart. Mennesker er da mennesker, ligegyldigt hvilken farve de har. De siger ikke svære ord, når de kan nøjes med nogle nemme. Og det var da nemt at sige MAKKAVISSA DALA DALA. Det betyder: “Er du vred?”

Piger er nogle meget mærkelige væsener. De findes allevegne – ja, selv de mærkeligste dejlige steder. Piger vil helst være hvor der er dejligt. Men alligevel findes de faktisk alle steder. Ja, de findes i hele verden. Også på Madagascar. Ja, endda mange – men Madagascar er altså også et dejligt sted.

Dernede hvor vi er nu, er der dejlig varmt – ihvertfald om natten. Om dagen er der dobbelt så varmt som i Danmark. Det er alt for meget. Så sveder man ligesom hvis man havde feber. Så der er bedst om natten. Eller om vinteren, hvor der er lige så varmt som om sommeren i Danmark. Kan du forestille dig det? Slet ingen sne, bare dejligt sommervejr når det er vinter. Og alt for varmt når det er sommer. Og den dag jeg vil fortælle om – da var det altså sommer. Men heldigvis var det aften.

Det er slet ikke ligesom her. For det bliver aften lige pludselig. 10 minutter, så er det aften – og hvis der ikke havde været stjerner, ville det være bælgmørkt. Men der er stjerner. Mange, mange store flotte stjerner. Nogle af dem bliver kaldt for Sydkorset. Der er nemlig så langt ned til Madagascar, at man er nødt til at have nogle andre stjerner end dem vi har. Derfor kender vi ikke Sydkorset. Men det er nogle store flotte stjerner der sidder på himmelen nøjagtigt som et kors. Og det der er den sydlige del af himmelen, så hedder det selvfølgelig Sydkorset. Du kan tro det er flot. Og man er næsten nødt til at have så mange flotte stjerner, for der er ingen lys på gaderne i Ansimenat. Men det gør jo ikke noget, når man kan nøjes med stjerner.

Og som ekstra lampe har man månen. Den er noget større end i Danmark og fordi luften er meget klar, lyser den meget mere end her. Ja, det lyser så meget at jeg nogle gange læste avis uden at have andet lys end månen og de flotte stjerner. Du kan tro det er mærkeligt.

Ja, jeg sad forresten henne ved sladrehuset. Det er et tomt hus uden vægge. Kun tag. Det er meget naturligt, for når der sladres, så bliver der sagt en masse sludder. Og når husene er så små som jeg fortalte dig, så kan man jo ikke have alt det sludder inde i huset. Derfor har man et sladrehus, hvor man rigtigt kan sludre og vrøvle. Så det er jo et dejligt sted.

Hvad var det nu jeg sagde om piger? Joh, de ville helst være hvor der dejligt. Og sladrehuset – det var jo dejligt. Så hvad mon der så sker? Ja, så kommer der selvfølgelig en pige. Så jeg skyndte mig at rejse mig op – for når man er høflig, så rejser man sig op, når der kommer en pige. Drenge skal jo være gode mod piger. Det kan man vise ved at være høflig.

Men så skete der altså noget meget mærkeligt. Jeg har ikke så meget forstand på piger, men jeg tror alligevel ikke det ville ske i Danmark. For tænk dig – hun gik lige hen og slog armene omkring halsen på mig og kyssede mig lige midt i ansigtet. Jeg blev så forskrækket, at jeg troede alle stjernerne skulle falde ned. Men det gjorde de ikke. Og det var da også underligt – for jeg var da vasket. For man skal jo vaske sig.

Kan du gætte hvad hun sagde? Ja, det er rigtigt. Hun sagde: “Er du ved?”. Men hun sagde det med en meget sød stemme – ganske langsomt. Men når man bliver forskrækket, så ved man næsten ikke hvad man skal sige. Og man ved heller ikke rigtigt hvad man skal gøre. Men det allerværste var nok, at jeg aldrig havde snakket med en negerpige, ihvertfald aldrig med en der bare lige gik hen og kyssede mig. Så jeg rødmede og kunne næsten ikke sige at jeg hed Gilbert. Jeg var også lidt bange for hende. For jeg kendte hende jo slet ikke.

Når man er bange, så skal man prøve på at være modig. Men hvis man nu ikke er så modig – hvordan får man så mere mod? Ja, det er jo det mærkelige ved mod. Hvis man bruger det mod man har, så får man mere mod. Så jeg samlede alt mit mod – og kiggede på hende.

Først kiggede jeg ned på jorden – og blev meget forbavset. For under hendes lange kjole kunne jeg se at hun ikke havde nogen sko på. Det lyder måske ikke så mærkelige – men det er mærkeligt. For på Madagascar er vejene ikke som hos os. Dernede er vejene bare nogen der er der. De kommer af sig selv. Fordi negrene elsker at besøge hinanden. Og så går man bare den korteste vej, selvom der til at begynde med slet ikke er nogen vej. Men når man går så meget det samme sted, så bliver der tilsidst en smal vej. Men så sådan en vej kan jeg ihvertfald ikke gå med bare ben. For der er jo sten og grene og firben og alt muligt. Så det var da mærkeligt at hun ikke havde sko på. På Madagascar er der mange, mange firben, det myldrer med firben som sidder og kigger på en. Ja, der er så mange at de er lige ved at falde over hinanden hver gang de piler afsted for at man ikke skal træde på dem. Til gengæld er der ingen tigre og heller ingen løver. Der er ikke plads til dem når der skal være så mange firben. Heldigvis – for jeg er meget bange for løver.

Det var en meget smuk kjole, mange farver og lang med korte ærmer. Hendes arme var mørke som bitter chokolade. Jeg har nemlig hørt, at hvis man spiser alt for meget chokolade – mere end man kan tåle – så bliver man brun ligesom chokolade. Det kunne jo godt være sket for hende, for når man så nærmere efter, så hun faktisk meget sød ud. Næsten alt for sød som hun stod der foran mig med hovedet lidt på skrå mens hun genert kiggede på sin ene skulder. Når man ikke har en knap man kan kigge på – så kan man kigge på sin ene skulder, hvis man er genert.

Jeg blev mere modig da jeg kunne se at hun var genert. Så spurgte jeg hvad hun hed. “Jeg hedder Mazi”, sagde hun, “jeg elsker dig. Vil du godt besøge min TANAMBAO, mit nye hus som min far har bygget?” Og så rørte hun lige så forsigtigt ved mit lyse hår. Og smilede så jeg kunne se alle hendes fine hvide tænder. Så du kan lige tro jeg blev bange. Hun var så glad i øjnene at jeg var helt sikker på at hun ville spise mig. Ihvertfald bankede mit hjerte af skræk. Kunne du måske tænke dig at blive spist? Nej, vel?

Men jeg var jo også nysgerrig. Det ned huset var nu lidt spændende. For hvem ved hvordan der ser ud inde i sådan et lille negerhus? Så jeg ved slet ikke hvordan jeg turde, men da hun tog min hånd og bare trak i mig fulgte jeg med. Jeg glemte helt at spørge om hun ville spise mig.

Huset lignede de andre huse, men da vi kom derhen, stillede hun sig foran døren og lagde armene over kors. Så sagde hun meget højtideligt: “Fra nu af hedder du ILANA. Velkommen, ILANA, til min TANAMBAO!”. Så trådte hun tilside og lukkede døren op ind til huset. Ih, hvor var det spændende. Og det var da mærkeligt at jeg ikke måtte hedde Gilbert – men ILANA var nu også et pænt navn.

Jeg måtte bukke mig næsten helt ned på knæ for at kunne gå ind ad hendes dør, og da jeg kom ind, kunne jeg slet ikke se noget. Jeg blev lidt skuffet – for jeg ville jo så gerne se noget.

Men så lige pludselig blev der lys fordi Mazi tændte en lille petroleumslampe. Inde i huset var der et rigtigt gulv af brædder. I det ene hjørne stod der en stor lerkrukke med en bliktallerken ovenpå. Der var også et lille skab til tøj og glas og kopper og knive og gafler og skeer og krukker. Og så var der en lille kuffert og en paraply og et lille bord og een eneste stol. Og tilhøjre var der en meget lav seng med sengetøj, der var så hvidt og rent at man kunne få helt ondt i øjnene.

Så bad hun mig og at sætte mig på sengen og spurgte om der var noget jeg gerne ville have. “Ja, jeg er lidt tørstig – for her er så varmt.”

“Ja, ILANA,” sagde hun og så gjorde hun noget meget, meget mærkeligt. Hun gik hen til skabet og tog et glas. Så gik hun hen til den store krukke og fyldte vand i glasset og satte det på bliktallerkenen. derefter gik hun hen til midten af det lille hus og blev stående foran mig med glasset og tallerkenen i den ene hånd. Der blev hun stående lige så stille uden at røre sig. Jeg sad også ganske stille og kiggede ned i gulvet. Tilsidst kunne jeg ikke lade være med at kigge på hende. For det var da underligt at hun bare blev stående. Og lige så snart hun kunne se at jeg kiggede tog hun glasset i hånden og førte det op til munden, drak lidt af vandet og satte glasset tilbage på tallerkenen. Først skulle jeg lige til at grine fordi jeg troede at hun ville drille mig. Men i det samme faldt hun på knæ og løftede tallerkenen op over hovedet hvorefter hun kom kravlende hen foran mig. Nej, hvor var det mærkeligt. Hun holdt tallerkenen så jeg meget nemt kunne nå glasset. Og jeg var altså tørstig. Så jeg tog det og drak – og det var dejlig koldt. Jeg drak ikke det hele.

Da jeg satte glasset tilbage kravlede pigen baglæns til hun igen var midt i huset. Så rejste hun sig langsomt op, tog glasset og drak resten. Det var underligt og jeg tænkte og tænkte fordi jeg ville så gerne forstå alt det mærkelige. Og lige pludselig kunne jeg forstå det. Derfor er det meget godt hvis man kan tænke. Tænke – det er når man lukker øjnene og inde i hovedet kan se en rød klods og en hvid klods – som er lige store. Hvis man kan tælle, så ved man at der er to klodser. Hvis man er god til at forstå, så ved man at de er lige store. Og hvis man kan tænke, så ved man at de er forskellige fordi de har forskellig farve. Når man ved at de er forskellige selvom de er ens – så kan man tænke. Det er dejligt at tænke.

Det var sådan jeg sad og tænkte. En brun pige og en hvid pige, men de var alligevel forskellige. De var ens fordi piger elsker drenge. Ja, det kommer selvfølgelig an på om det er søde piger. Men jeg tror at alle piger er søde. Og når piger elsker drenge, så hedder det kærlighed. Og kærlighed – det er ligesom når mor elsker dig. Man kan godt mærke når det er kærlighed.

Kærlighed er ikke bare noget med at man siger jeg elsker dig. Man skal vise det ved hele tiden at gøre noget for den man elsker. Og det var det den brune pige gjorde. Hun viste mig at hun elskede mig. Så når vi gik i seng lå jeg og tænkte på hvad jeg kunne gøre til gengæld. For kærlighed er det smukkeste der findes – og så gælder det jo om at finde på noget der er lige så smukt.

Det var forresten sjovt at ligge i en seng i en negerhytte. For når vi gik i seng løsnede pigen nogle bånd så der faldt et tyndt net ned over sengen. Det er ligesom et telt – et meget tyndt telt der er så tyndt at man kan se lige igennem det. Det hedder et moskitonet og er et telt omkring sengen for at man kan ligge inde i sengen uden at blive stukket af myg. Det er en særlig slags myg, nogle myg der kan være giftige og hedder moskitos. Det er jo derfor det hedder et moskitonet.

I en negerhytte sover man uden tøj på fordi det er meget varmt, selv om natten. Kun lige et lagen og en pude. Ikke nogen dyne. Det ville være alt for varmt. Ja, selv lagnet er for varmt. Så man har det kun hen over midten af kroppen.

Ellers er man helt nøgen. Så vi kunne rigtig ligge og kigge på hinanden. Men der var ikke noget mærkeligt andet end at jeg var hvid og hun var brun. Jo, der var lige hendes hår. Hendes hår var sort som kul og så var det lidt stift. Det er fordi en negers hår er anderledes end vores hår. Hvis man kunne tage et enkelt hår og gøre det meget stort og så skære det midt over, så er vores hår rundt ligesom en pølse. Men en negers hår er nærmest trekantet. Det betyder at en negers hår bliver lidt stift.

Der er en ting mere der er lidt mærkeligt i en negerhytte. Det er at der ikke er noget toilet. Når man skal tisse når man bare udenfor og finder sig et sted. Sådan gjorde pigen også. Hun gik bare ud uden tøj på og satte sig på jorden. Hvis det er et større besøg graver man et lille hul først.

Når vi havde sovet havde jeg fundet ud af hvad jeg kunne gøre. Så tog vi tøj på og fulgtes ad til marked. Og du kan tro det er spændende at gå på marked. Det er ligesom at gå til købmanden, men der er ingen forretning. Det er bare en åben plads med en masse mennesker. Og alle dem der vil sælge noget breder en måtte ud på jorden og lægger deres varer på måtten. Så når man skal røre ved noget er man nødt til at bukke sig helt ned til jorden. Og varerne er meget mærkelige. Mange slags rødder og frø, flettede kurve og bakker i mange farver, grønne citroner, bananer og løg, men ingen havregryn. Det findes slet ikke. Men så køber man bare ris i stedet for. Så vi købte ris og vi købte også små fisk og lange brød der hedder flutes. Dem kender du sikkert godt. For det har vi også i Danmark. Og så købte vi groft salt. Og en kokosnød. Men det sjoveste var nok at købe en høne. For dernede er det en rigtig levende høne som bare har fået en snor om benene så den ikke kan løbe sin vej. Og så lagde vi den op i vores kurv sammen med alle de andre varer. Tilsidst købte vi en flaske rødvin og gik hjem til landsbyen hvor vi besøgte en gammel dame hvor vi kunne købe en kop med gåsefedt. Og så hjem til hytten for at lave mad. For jeg havde jo fundet ud af at jeg kunne give pigen en flot middag.

Men det er ikke lige så nemt som i Danmark. For der en ikke nogen restaurant hvor man kan gå hen. Man skal lave det hele selv. Og det værste er at der jo ikke er nogen oven og heller ikke noget elektrisk komfur. Så man bliver nødt til at lave et bål. Så har man en jerngryde som man kan hænge hen over bålet. På den måde kunne vi koge ris og fisk. Hønen var sværere. For den skulle jo slagtes først.

Pigen kendte en måde som fik mig til at protestere. For hun tog bare fat om hovedet og drejede det rundt ganske langsomt så øjnene for rundt i hovedet på den stakkels høne. I stedet tog vi en kniv og skar hovedet af den. Derefter pakkede vi den ind i ler og lagde den på bålet. På den måde bliver det til en hård pakke som man så slår i stykker. Og hønens fjer sidder fast i lerstykkerne. Det er negrenes måde at plukke en høne på. Da vi havde fjernet leret og plukket de stumper der bliver siddende hist og her, skar vi den op og rensede den for indvolde som man ikke kan spise. resten lagde vi sammen med hønen op i gryden og så hældte vi gåsefedt i gryden og lod hønen stege i fedt- Så lidt efter lidt fik vi lavet en middag.

Derefter dækkede vi bord rigtig festligt med vin og høne og fisk og ris og brød og bananer og revet kokos m.m. Det så helt flot ud. Og så lånte vi en ekstra stol. Så var vi klar.

Men nu kan du lige tro jeg fik en overraskelse. For da jeg satte mig, gik pigen ud af huset. Jeg sad pænt og ventede på at hun skulle komme ind igen. Da der var gået nogen tid kom hun tilbage og jeg kunne høre hende snakke udenfor huset. Så gik jeg ud og fandt hele 8 andre piger der sad på jorden og snakkede med Mazi. Så jeg gik hen til Mazi og hviskede til hende at hun skulle komme ind og spise. Men da hun kom ind og så at jeg slet ikke havde spist noget sagde hun til mig at jeg skulle spise først. For dernede spiser en god pige ikke før den hun elsker er blevet mæt. Og for at han ikke skal tro at hun venter utålmodigt samler hun sine veninder og sidder og snakker med dem udenfor huset så han kan høre det.

Da det jo var en middag til hende prøvede jeg at overtale hende til at spise sammen med mig. Men så sagde hun at en pæn pige ikke så på at en mand spiste, så jeg måtte altså spise alene. Da jeg havde spist kaldte jeg på hende og så først fik hun sin middag. Og det mærkeligste var næsten at det ikke gjorde noget at jeg så på hende når hun spiste.. Det måtte man gerne, sagde hun.

Se, det var jo en historie der slet ikke var for børn. Og da jeg skulle rejse, gjorde hun endnu en mærkelig ting. Hun fik fat i en lille dreng, en KÆZA, det betyder ung ris, en lille dreng der skulle følge mig hvor jeg gik og stod. Denne første gang fulgte han mig bare til skibet. Han holdt sig hele tiden på lang afstand og han sagde ikke noget. Han fulgte kun med mig. Senere fandt jeg ud af at denne lille dreng som aldrig talte til mig altid ventede på mig når jeg kom. Han kunne godt sidde stille en hel dag og vente. Og så snart han så mig lod han mig gå forbi. Bagefter fulgte han mig så lige meget hvor jeg gik hen. Kun een gang har jeg snakket med ham. Det var da jeg legede med et dyr som lignede en kamæleon eller et mærkeligt firben. Da kom han hen til mig og sagde at det var farligt at blive bidt af det lille dyr. Så den lille dreng var altså min livvagt. Jeg holdt meget af ham.

Da jeg gik sammen me den lille dreng kyssede Mazi mig og sagde velkommen tilbage ILANA. Hun smilede, men jeg kunne se tårer i hendes brune øjne. Hun blev stående ganske stille foran huset og vinkede da jeg gik. Og så var den historie ikke længere. Hvad siger du til det? MAKKAVISSA DALA DALA?

Rejsefortælling for børn #1

Foto: Stephanie Syjuco, USA

Jeg har som sagt fået fingrene i en rodekasse med alskens papirer om min familie, men mest om min far, der havde været sømand. Selv om han stadig var en ung mand, da han gik i land og vist aldrig siden sejlede med andet end Storebæltsfærgen, så hang han for altid fast i sin sømandsidentitet. Landkrabbe blev han aldrig. Men han blev frimærke-, mønt- og legetøjshandler – og brugte oceaner af tid ved skrivemaskinen i baglokalet på lidt for lange læserbreve.

Men han skrev også andre ting. Fx et par små historier, som han faktisk er sluppet meget godt fra. Lidt mere struktur, og knap så lang i spyttet, så kunne Onkel Gilbert sikkert også være blevet børnebogsforfatter.


Copraslangen i Masbate lagunen

I det fjerne Østen, der hvor solen står op, ligger der et land som hedder Filippinerne. Det er et mærkeligt navn, men det er også et mærkeligt land. Vi kunne godt kalde det for margarine-land, for mange gange når du spiser margarine, så er noget af det man laver margarine af, hentet på Filippinerne. Man kunne også kalde det for kokosnødde-land. For det er skallerne indeni kokosnødder som bliver til margarine. Altså må hele landet være fyldt med kokosnødder – og det er det også.

Kokosnødder vokser på træer, nogle mærkelige træer der ser ud som en tynd langhåret dreng der ikke er blevet friseret om morgenen. Store lange blade stritter til alle sider på toppen af den glatte stamme. Og lige neden under bladene hænger kokosnødderne, store tunge grønne knolde der visner når de bliver modne. Så ligner det store bundter med rigtigt snavsede barnehoveder. Som om træet var fyldt med børn der kigger ud neden under bladene. Sådan nogle mærkelige træer hedder copra-palmer.

Der er millioner af den slags træer på Filippinerne. Der er så mange, at hele landet er grønt og grønt og grønt – lige så langt man kan se. Og da der jo næsten altid er solskin, så er det et meget smukt land. Og alle de mennesker der bor der er meget solbrændte. De er så solbrændte at de næsten er sorte. Ja, de er så vant til solskin, at de faktisk altid er sorte. Det er blevet en hel vane. De er altid sorte. De behøver slet ikke at blive solbrændt først. De er født solbrændte. Er det ikke spændende? Tænk at små levende børn kan være født helt sorte. Kun øjnene og fødderne og indeni hænderne er ikke helt sorte. For ellers var det jo ikke til at vide, hvor man skal vaske sig, hvis alting var sort. Og man skal jo vaske sig.

Dette mærkelige land ligger langt, langt ude i havet. Det er så langt væk at man overhovedet ikke kan se det. Så når man skal rejse dertil, kan man overhovedet ikke se andet end havet. Vand og vand og vand. Et dejligt blåt hav med masser af solglimt og flyvefisk. Nå, du vidste måske ikke at fisk kan flyve? Jamen, det kan de da sagtens dernede! De flyver endda meget stærkt. Ved du hvorfor de kan flyve? Tænk dig nu grundigt om! Det er ligesom hvis far og mor skal til Spanien. Så kan de godt tage med toget eller køre i bil. Men det tager alt for lang tid. Og så flyver de med flyvemaskine istedet. Det er da klart. Man flyver når man skal skynde sig. Det gør fiskene også. De flyver fordi de skal skynde sig. For det første selvfølgelig fordi der er alt for langt at svømme. For det andet fordi det kan være farligt at være fisk i sådan et stort hav. For i store have lever der masser af dyr som spiser fisk. Så er det jo meget rart at kunne flyve. Det er ihvertfald ikke så rart at blive spist. Men det tænker de nu ikke så meget på til daglig. De tænker mere på at flyve. De elsker at flyve. Stryger afsted på deres stive sorte vinger. Du kan tro det ser sjovt ud. Store sværme der pludselig dukker op af havet og stryger afsted indtil de pludselig dykker ned igen. Vistnok fordi det kilder i maven.

Så når man skal finde Filippinerne skal man se efter solen og flyvefiskene og alt det grønne. Alt det grønne dukker op af havet når man har sejlet i lang, lang tid. Pludselig kan man se en ganske tynd grøn streg langt, langt borte. Når man kommer nærmere, bliver stregen tykkere og tykkere. Ligesom når børn tegner og det skal være rigtigt fint og tydeligt. Så streger de og streger. Men dette her er noget helt andet. For når vi kommer nærmere og nærmere – svulmer de tykke streger op og bliver bulede. Ligesom når du har set mor have brød i ovnen. Så hæver det sig ganske langsomt op. Det gør alt det grønne også.

Ganske langsomt vokser Filippinerne op af havet. En masse store, grønne øer med en masse solskin. Og en masse sorte mennesker. Men nu skal du bare høre: Jeg sagde jo, at det var et smukt land. Det kan man rigtigt se når man kommer sejlende ude på havet. For lige pludselig når alle øerne er færdige med at stå op af havet – så tager de hvide sko på. Ja, der er selvfølgelig nogle store sko. Og det er selvfølgelig ikke rigtige sko. Men når man ser det, kunne man godt tænke sig at det var hvide sko. Hele vejen rundt om hver eneste ø.

Det er havet der brydes over koralrevene. Av ja, hvad var det for noget mærkeligt noget? Koralrev? Ja, det er stentræer der vokser nede i havet rundt om Filippinerne. For jeg sagde jo, at det var et mærkeligt land. Kan du tænke dig sådan nogle træer, som er helt hvide eller brune med millioner af grene, ganske korte og helt uden blade? Der er ingen blade på koraler. Og de er stenhårde.

Når nu det store havs store bølger kommer rullende i sådan en stenskov, så kan det nok være at det bruser og skummer og tordner og syder. Ligesom på en strand hvor der er mange sten. Så farer vandet forvildet omkring. Men det er slet ingenting i forhold til når bølgerne ruller ind i en stenskov, et koralrev. Så bliver der sandelig helt anderledes forvirring i vandet. Det bruser og syder og bobler og laver en farlig støj. Det er det der ligner, at alt det grønne har fået store hvide sko på. Men de knirker jo lidt voldsomt i forhold til dine sko. Nå skidt, de er også gratis. Så det må man nok vænne sig til.

Koralrevene er ligesom en mur nede i havet. Men heldigvis er der huller i muren. Ellers kunne vi slet ikke være kommet ind til Filippinerne. Men vi finder et hul hvor det store skib kan sejle igennem.

Vi sejler lige igennem for at komme ind til en lille by, der hedder Masbate. Ja, nu skal du ikke tro at det er ligesom i vores land, med et stort skib der kommer ind til en havn med kraner. For det fandtes slet ikke, da jeg kom til Masbate. Næe, det var nærmest en strandbred med en platform af cement og træ, en stor firkant på tykke ben. Den fyldte næsten ingenting ved siden af det store skib. Men det myldrede med sorte mennesker. Og hele stranden var grøn af de mærkelige træer der ser ud som om de er fyldt med små børn der kigger ud. Og det var en dejlig strand med varmt sand lige ned til det klare blå vand.

Og oppe mellem træerne lå husene. Ja, det var jo ikke sådan nogle fine huse som dem vi bor i. Men de var alligevel pæne. De var brune over det hele. Ikke noget med maling. For de er lavet af strå. Man tager nogle lange pinde og binder dem sammen så de ligner en kasse. Så binder man strå på siderne og så lægger man blade på taget, store palmeblade. Færdig – så har man et hus. Hvor man kan spise og sove og hænge sin hat. Med en far, en mor og nogle små børn og en bedstefar og en bedstemor og måske en lille hund. Og allesammen sidder på jorden hvor de har bredt måtter ud. Dem kan man rulle sammen og tage ud og ryste lidt mens mor fejer lidt med en kost. Det er jo meget nemt.

Men selvom det er nemt, så er der alligevel mange ting der er svært. Man skal lære mange ting. En af de ting jeg lærte lige så snart jeg var kommet i land, var at man ikke skal stå med hovedet lænet op ad et hustag. Jeg stod der i korte bukser og lænede mig, mens jeg nød alt det gode solskin. Lige pludselig var der noget der kradsede mig på halsen så jeg frøs, og så var der noget der kravlede lynhurtigt ned ad brystet på mig. På min bare krop! Næe, hvor jeg frøs. Jeg skyndte mig at slå det væk med hånden. Det var en kæmpestor bille – forresten en mærkelig flad grøn fyr på mindst 20 tændstiklange ben der var knækket på midten. Det var slet ikke til at forstå at den kunne holde styr på alle de ben. Og især var det nogle mærkelige lange fødder fyldt med små kroge, så den kunne holde godt fast hvis den skulle blive forskrækket. Men det nåede den ikke – for det var mig der først blev forskrækket. På den måde kan man lære mange ting. Nu havde jeg lært at man ikke skal stå og læne sig op ad et hustag.

Selvom jeg var sømand, så var jeg ikke så gammel. Nærmest en stor dreng. Det er jeg forresten stadigvæk. Det kan man være lige så længe man vil. Man skal bare have nogle korte bukser og kunne fløjte eller synge eller grine. Og så skal man hele tiden være nysgerrig og altid være parat med en undskyldning. Så er man en dreng. Og jeg var altså en stor dreng – som gik der i det mærkelige margarine-land sammen med en anden dreng. Hov, man skal forresten også være god. Ellers er man ingen rigtig dreng. Man skal være god mod piger, dyr og gamle mennesker så de ikke finder på at bide. Det kan være meget klogt. Nu skal du nemlig bare høre.

Se, vi gik altså der og så traf vi en sort dreng. Det var også en rigtig dreng. Han hed Filip. Det er jo klart. Når man bor på Filippinerne, så er det klart at man hedder Filip, når man er en dreng. Og Filippine hvis man er en pige.

Vi tre drenge gik ned på den fine strand med det varme sand der gik lige ned til det klare blå vand. Og der fandt vi en kano – en meget smal båd. Ja, den er så smal at den slet ikke kan sejle uden at have udligger på. Og en udligger, ja det er næste ligesom mederne på en kælk. Sådan et par ben der kan glide på vandet. To par ben der kan glide på vandet med en meget smal båd i midten, det er en kano, en udliggerkano.

Det var jo lige noget for os drenge. Først snakkede vi med nogle voksne. Det var nu ikke så nemt – for de talte et mærkeligt sprog, sagde en masse ting som vi slet ikke forstod. Kun Filip forstod hvad de sagde. Men vi spurgte altså om ikke vi måtte prøve at sejle i kanoen. Vi snakkede engelsk med Filip og så snakkede han med de voksne. Først kiggede de længe på os drenge, men da vi så ud til at være gode mod både piger, dyr og gamle mennesker og havde korte bukser og kunne fløjte, synge eller grine – ja, så fik vi lov. Men først viste de os, at man ikke må stå op i en kano. Man skal sidde ned. Og man skal holde godt fast på padlerne, smalle brædder med skaft på, dem man bruger til at ro med så kanoen kan sejle. Og endelig måtte vi ikke kravle ud på udliggerne, for så vælter den smalle båd.

Og så smilede de til os mens vi kravlede op i båden. Jeg sad i den ene ende. Jørn sad i den anden ende og Filip i midten. Og så sejlede vi. Først gik det langsomt, men vi lærte snart at ro samtidig, og så kan det nok være at vi oplevede hvor smart sådan en kano er. Den kunne sejle meget hurtigere end en robåd.

Vi måtte kun sejle inde i lagunen, inde i havnen, selvom det ikke var nogen rigtig havn. En lagune er en dyb sø der ligger så tæt ved havet at der bliver hul ud til havet. Ellers kunne det store skib jo aldrig være kommet derind. Og vi måtte kun sejle inde i søen, inde i lagunen. Vi sejlede lige til det begyndte at blive aften.

Og så fik jeg en vældig god ide, troede jeg. “Kom, vi sejler over til den anden side. Så kan vi ligge tæt ved stranden og lytte efter om der er mærkelige lyde fra fugle eller dyr”. Filip var meget betænkelig. Men det kunne der da ikke ske noget ved. Vi skulle jo ikke i land. Filip var alligevel meget bange. Men han kunne ikke forklare os hvorfor. Og så gættede vi på at han måske troede på spøgelser, du ved sådan nogle gennemsigtige nogen der er hvide ligesom sne. Og hvis man kan fange dem, kan man spise dem. Så smelter de på tungen. Og de smager ligesom sne. For rigtige spøgelser findes jo ikke. Man er nødt til at lege det. Så hvis vi fandt nogle spøgelser, så kunne vi spise dem. Så vi sejlede over til den anden side. Og Filip rystede af skræk. Det var meget mærkeligt. Men det var jo også et mærkeligt land.

Som vi lå der og lyttede hørte jeg et lille plask i vandet ikke langt væk fra mig. Og du kan lige tro at jeg blev bange. Ligeså bange som Filip. For det var en rigtig levende slange, endda en meget farlig slange der hedder en copraslange. Sådan en havde jeg aldrig set før og jeg havde da slet ikke forestillet mig at den kunne svømme. Det var meget uhyggeligt. Den kiggede på os mens den holdt hovedet godt oppe af vandet og lidt tilbagebøjet – lige parat til at bide. Det var sandelig ækelt.

Når man er allermest bange – så er det også at man har allermest brug for at være modig. Og hvordan får man mod? Det gør man ved at bruge det mod man har. Så jeg samlede alt mit mod og sagde ganske stille: “Rolig Jørn, vi har en slange i vandet 2 meter fra mig. Vi skal ro baglæns, ganske forsigtigt”.

Måske har slangen kunnet mærke at jeg var en rigtig dreng der var god mod piger, dyr og gamle mennesker. Ihvertfald begyndte den at svømme ganske langsomt forbi båden ind mod land. Den holdt hele tiden øje med os, men den truede os ikke mere. Pyha, hvis den havde troet at vi var onde. Så havde jeg slet ikke kunnet fortælle denne historie. For en copraslange er så giftig, at man dør næsten med det samme hvis den bider.

Så du kan tro vi var glade for at vi kunne ro tilbage og komme op på stranden med vores kano. Og Filip? Ja, det var jo lidt flovt for os at han havde været så meget klogere end os, men vi sagde ham pænt tak for en dejlig dag. Og vores skib blev helt fyldt op med kokosskaller, eller som det hedder – copra – som vi sejlede hele den lange vej hjem til Danmark for at du kan få margarine hver dag.

At skrive

Foto: Leonardo da Vinci, lang lukkertid, 1495-97

Der findes et site der hedder Forfattersiden. Det er åbent for alle, også dem der endnu ikke er sprunget ud af forfatterskabet. Forfattersiden.dk er “For folk der kan lide at skrive og læse”, som der står på forsiden.

Sitet har været igang siden sidste år, og drives på fritidsbasis af en webudvikler, som kalder sig Forfatter in spe. Jeg synes det er godt med en sådan side, som til forskel for Dansk Forfatterforenings hjemmeside ikke kun henvender sig til etablerede forfattere.

En sjov ting på Forfattersiden er konkurrencerne, hvor man battler på skriveriet. Udgangspunktet er denne gang fuldstændig hypotetisk, omend ikke helt utænkeligt:
Du spiser med hos Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Værs’go’ og skriv. Max 700 ord. Forfatteren Finn Wilkens er dommer, og han lægger vægt på en skæv, gerne overraskende og humoristisk synsvinkel.

Jeg kom straks i tanke om det flotte skilderi “Den sidste nadver” – og har så skrevet denne lille novelle:


Ræk mig lige saltet…

Jeg er skal spise aftensmad i himlen. Jeg vil ikke sige, jeg er inviteret, for Gud, Jesus og Jomfru Maria excellerer ikke i indbydelser. De sender den leende mand, og så er man tilsagt!

Måltidet, som i de himmelske kredse kaldes nadveren, indtages i det rum, som den guddommelige maler Leonardo da Vinci har gjort verdensberømt. Alle kender maleriet fra slutningen af 1400-tallet, af den store banket, i hvert fald hvis de har læst Dan Browns bestseller, hvor især personen til højre for Jesus kom under lup.

For hvem var det egentlig, Jesus spiste sammen med? Det spørgsmål er helt centralt i Da Vinci Mysteriet. I over 600 år har vi troet det var hans tolv disciple, men det menneske hvis venstre arm er allertættest på Guds søn, virker unægtelig meget feminin. Nedringet kjole, langt hår og godt lakket til – det tyder temmelig meget på Marie Magdalene.

Men hun var jo ikke nogen mand, så hvordan var hun kommet med til Jesu herremiddag? Var hun indskrevet som Mathias Magdaole? Var Jesu borddame transvestit og altså alligevel en slags brormand? Eller er den nøgne sandhed, at Jesus var ganske almindelig hetero og helt naturligt havde sin kæreste med til bords?

Det spekuleres der fortsat over her i den jordiske verden, og det kunne være rart for en nysgerrig madskribent som mig at få afsløret gæstelisten, som den så ud dengang "The last supper" blev serveret.

Men idag bliver der forresten ikke brug for de ekstra plader i spisebordet med hollandsk udtræk. Vi bliver kun fire; De tre glorværdige værter – og så lille mig.

Og jeg er personligt lidt ligeglad med, om Marie var mand eller kvinde – eller fra naturens (og Guds) hånd udstyret med både pik og kusse. Jeg har et langt større problem med menukortet, lige her og nu:

Som bekendt er det jo kun Gud, der er her, der og allevegne. Alle vi andre kan kun være ét sted ad gangen. Menuen udstiller problematikken i bare to ord: Dødens pølse. Man slipper ikke levende fra at spise aftensmad med Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Så hvad er der dækket op til? – Den seneste nadver? – Eller en sidste udvej? Er det endegyldigt forbi, når jeg lige om lidt sætter mig til bords, eller er jeg som H.C. Andersen kun skindød?

– Ræk mig lige saltet. – Lugtesaltet!

Hjælpeforfatter

Sådan en regnvejrsdag er oplagt til en god bog. Petit Petit, af Mette Sø. Jeg har læst en anmeldelse af den for et stykke tid siden og tænkt, at den ville jeg gerne læse en dag hvor jeg kunne rykke mig fri af skrivefeltet.

Det kunne jeg så i dag. Bogen med det gule omslag, den hvide lynlås og den groteske typografi samlet i nederste højre hjørne stod i bibliotekets stativ med nye romaner, lige til at lukke op og læse af.

Hovedpersonen … Hun er hjælperytter på verdens bedste kvindelige cykelhold og hun skal loyalt og uselvisk bringe sin kaptajn og veninde/rival Miss Starr øverst på podiet for fjerde gang i træk, skriver Klaus Rothstein og giver den lille debutroman en rigtig god anmeldelse.

Jeg synes også bogen er virkelig vellykket, med tråd i kvindernes Tour de France, Route de France Féminine.

Mette Sø skriver knaldgodt, hun cykler overlegent vuggende i sit eget sprog. På en god dag som idag kan hun køre et soloudbrud helt hjem. Og så alligevel ligger det i luften at Petit Petit aldrig vinder laurbær som for eksempel Helle Helle.

Måske hedder hun noget "forkert". (Det er vist bedre at hedde Synnøve med det efternavn). Mette bliver af sit forlag først og fremmest præsenteret som researcher og oversætter. Kort sagt vandbærer – eller hjælpeforfatter?

Men ingen tvivl om det er en skidebog bog, skrevet med masser af lyst og talent.

Stikker

Foto: Nicolas Raymond, Canada

En anonym profil pikker i Mingler møddingen, og vil gerne have hjælp fra alle os andre for at få gang i sit projekt med at skrive en bog om vores community site.

Vi ved kun at forfatteren er en 46-årig kvinde – eller er det bare noget han siger?
 
Faktum er, at de fleste reagerer som pindsvin. Krummer sammen og viser børster. Hvis det her handler om at hver en tandsten skal vendes i løvens gab, så er det klart at både de gode, de onde og de grusomme viser tænder.

Romanommingler blogger med stikord om bog-projektet, og efter hendes blog i dag står det klart at den grimme pindso Vikingmamma vil få en central rolle i udgivelsen.

Bogen bliver en samfundsroman, og det er godt tænkt at bruge Mingler som udgangspunkt og location. Så jeg vil da ønske forfatteren held og lykke, selvom mange stritter imod. Hun skal ikke lade sig slå ud af at så mange er prikne og pikerede. Der kan sagtens komme en rigtig god bog ud af anstrengelserne.

Konkurrencer med brus

Foto: Jerrod Johnson, USA

Helle Helle har været i den 11. time og fortalt om engang hun vandt en konkurrence, udskrevet af en læskedrik. Man skulle skrive et digt til Tuborg Squash. Og det gjorde Helle Helle så noget så eftertrykkeligt, at hun vandt en rejse for fire til Marokko.

Og hendes mentor på Forfatterskolen, Poul Borum var med ved prisoverrækkelsen i Jacob Haugaards vandtårn i Malling. En skøn historie, også fordi uroligheder i Nordafrika betød, at hun istedet for rejsen fik 20.000 kr. Det faldt fint i hak med Mikael Bertelsens emne denne aften, om kunstnere og penge.

Jeg deltog også engang i en læskedriks konkurrence. Jeg skrev et slogan til Coca-Cola – og vandt en andenpræmie. Førstepræmien var en ny bil, og den blev vundet på "Et mundhæld" – som senere viste sig at være et slogan De Forenede Bryggerier havde patent på.

Alligevel besluttede man at vinderen kunne beholde bilen, og så brugte læskedriksgiganten mit slogan i stedet. Jeg fik som sagt andenpræmien – et helt års forbrug af sodavand. 52 kasser. "Coca-Cola – får tingene til at ske!"

Helle Helles små Squash-digte var små fine perler, og mon ikke nogle af dem snart kommer på hjemmesiden for det dejligt underlige program med Mikael Bertelsen og medvært Mads Brügger. Det sendes for sidste gang i dag, onsdag. Klokken 23, naturligvis.

Optaget

På vej til Dansk Forfatterforenings generalforsamling ser jeg en cyklist foran mig tabe etellerandet.

– Hey, du tabte noget!, råber jeg, men han er væk. Så jeg samler det op, og kommer det i lommen. Og fortsætter til Christianshavn, hvor generalforsamlingen finder sted.

Den fine forening har til huse i Strandgade 6, hvor Tordenskjold har boet i 1700-tallet. Hans ånd hviler over stedet – og mødet forløber i god ro og orden.

I pausen, og under den efterfølgende middag, får jeg snakket med nogle af mine nye kolleger. Folk som Kåre Bluitgen , Janne Hejgaard , Sven Skovmand  – der alle har mange udgivelser på samvittigheden. Selv har jeg kun lige akkurat opfyldt optagelseskriteriet: At man skal have udgivet mindst én bog på et anerkendt forlag.

Forfatteren Jens Mathiesen er så venlig at købe et eksemplar af min bog. I øvrigt er han oprindelig læge, og kan bekræfte mig i, at posen jeg har ‘optaget’ på vejen er et engangssæt til en stiknarkoman. Jeg tror jeg afleverer det på Mændenes hjem.

Fri som fuglen

 

Foto: Christophe Libert, Frankrig

Jeg har meldt mig ud af både fagforening og arbejdsløshedskasse. Om det er klogt, vil tiden vise. Men jeg har det godt med det.

I næsten to år har jeg suttet på reglerne om selvstændig bibeskæftigelse med supplerende dagpenge. Og det er grænsen for hvor længe det trick kan køre.

Valget har stået mellem at skaffe mig af med mine anparter i Clips.dk , og så fortsætte som jobsøger og udfylde dagpengekort. – Eller beholde mit skrivebord med udsigt over Vesterbro Torv, og så krydse fingre for fremtidige indtægter som forfatter og tekstmand.

Mit valg betyder samtidig at jeg bør udfylde en blanket AR 252. Det handler om tilbagebetaling af allerede indbetalt efterlønsbidrag. Små 35 kilo penge kan søges overført til min kapitalpension. Sådan en konto har jeg, fordi den var smart at oprette i forbindelse med kartoffelkuren. Man kunne dengang selv vælge om man ville betale en heftig forbrugsafgift til staten, eller til sin egen konto.

Takket være boomet i friværdierne kan jeg holde den gående uden indtægter i nogle år. Min lejlighed på anden sal ligner til forveksling den på fjerde, som går for over 3 mille.

Så nu er jeg fri som fuglen. En fugl som samtidig er lidt urolig og spændt. Det tegner godt for mine kreative udfoldelser.

Tænker lidt på en stærk film jeg så for mange år siden: Jonathan Livingston Seagull .

Free-wheeling Wilson basker med vingerne.

Forfatter ved et tilfælde

Foto: Kenneth Wilson

Bent ringede en dag forrige år. Han ville lige høre om der var Shell-stationer på Sicilien…
Det var sådan set rimeligt nok at han spurgte mig, for jeg har tidligere arbejdet som korttegner, og blandt andet lavet Europakort med angivelse af hvor benzinstationerne ligger. I øvrigt var jeg ikke sikker, men et godt stykke ned i Italien var der i hvert fald.

Bent og jeg var lidt i samme situation. Jeg var lige blevet fritstillet fra et job som grafiker og personalebladsredaktør i reklameafdelingen hos en mellemstor dansk koncern. Og Bent var fritstillet fra et direktørjob i en megastor international virksomhed. Med firmabilen – og benzinkortet – i sin besiddelse i hele opsigelsesperioden.

Når man lige er blevet fritstillet, har man pludselig en masse krudt man ligesom ikke rigtig kan bruge til noget. Og det har nok været grunden til at min ven Bent og jeg kort tid efter sad i hans tidligere arbejdsgivers firmadyt, med kurs mod den lille ø for enden af støvlen. Nu skulle der bare ske noget. Ingen af os var rigtig klar på hvad vi skulle lave fremover, men køre til Sicilien kan man jo altid…

Det var på den tur, at Bent luftede idéen om et forlag. Og på et tidspunkt kørte vi ind på en af motorvejens mange rastepladser for at besegle en mundtlig aftale med en stor cafe latte. Bent ville starte et forlag. Og jeg skulle skrive en bog han kunne udgive.

Vi havde i øvrigt en god tur til Sicilien. Og vi nåede derned en halv time før flyet med min vens kone og datter landede i lufthavnen. Familien havde lejet en ferielejlighed i en uge, ikke langt fra Etna. Jeg havde ingen planer, andet end at daffe rundt og snakke med folk. Der gik et par dage, så tog jeg hurtigfærgen til Malta. Jeg taler nemlig ikke italiensk, og så er det altså for besværligt at falde i snak med de lokale på Sicilien. På Malta, derimod, taler alle rigtig godt engelsk. …

Egentlig havde jeg nogle børnebøger i tankerne, men tilfældet ville at jeg måneden efter det spontane togt til Middelhavet stod og rodede i min mors bogreoler på førstesalen i min mors hus i Lunderskov. Her fandt jeg en dagbog min salig far havde skrevet mens han var sømand i 1950erne.

Jeg anede ikke han havde skrevet dagbog – og så så spændende! Dagen efter begyndte jeg at lede efter flere dagbøger fra min fars sømandstid. Og efter et stykke tid havde jeg fundet endnu en hos min mor, og yderligere to i en flyttekasse hos min lillebror Thomas. Senere fik jeg tilsendt yderligere to op fra min lillebror Stephen.

Og aftalen fra dengang Bent og jeg drak cafe latter på en rasteplads ved en Shellstation et sted i Europa resulterede for nylig i en fed bog på 512 sider med titlen "En sømands dagbog". Forsiden kan ses i mit fotoalbum. Og sørme om ikke et 2-cifret antal eksemplarer er langet over disken hos landets mange boghandlere. Uha, det er svært at få armene ned…