Rejsefortælling for børn #1

Foto: Stephanie Syjuco, USA

Jeg har som sagt fået fingrene i en rodekasse med alskens papirer om min familie, men mest om min far, der havde været sømand. Selv om han stadig var en ung mand, da han gik i land og vist aldrig siden sejlede med andet end Storebæltsfærgen, så hang han for altid fast i sin sømandsidentitet. Landkrabbe blev han aldrig. Men han blev frimærke-, mønt- og legetøjshandler – og brugte oceaner af tid ved skrivemaskinen i baglokalet på lidt for lange læserbreve.

Men han skrev også andre ting. Fx et par små historier, som han faktisk er sluppet meget godt fra. Lidt mere struktur, og knap så lang i spyttet, så kunne Onkel Gilbert sikkert også være blevet børnebogsforfatter.


Copraslangen i Masbate lagunen

I det fjerne Østen, der hvor solen står op, ligger der et land som hedder Filippinerne. Det er et mærkeligt navn, men det er også et mærkeligt land. Vi kunne godt kalde det for margarine-land, for mange gange når du spiser margarine, så er noget af det man laver margarine af, hentet på Filippinerne. Man kunne også kalde det for kokosnødde-land. For det er skallerne indeni kokosnødder som bliver til margarine. Altså må hele landet være fyldt med kokosnødder – og det er det også.

Kokosnødder vokser på træer, nogle mærkelige træer der ser ud som en tynd langhåret dreng der ikke er blevet friseret om morgenen. Store lange blade stritter til alle sider på toppen af den glatte stamme. Og lige neden under bladene hænger kokosnødderne, store tunge grønne knolde der visner når de bliver modne. Så ligner det store bundter med rigtigt snavsede barnehoveder. Som om træet var fyldt med børn der kigger ud neden under bladene. Sådan nogle mærkelige træer hedder copra-palmer.

Der er millioner af den slags træer på Filippinerne. Der er så mange, at hele landet er grønt og grønt og grønt – lige så langt man kan se. Og da der jo næsten altid er solskin, så er det et meget smukt land. Og alle de mennesker der bor der er meget solbrændte. De er så solbrændte at de næsten er sorte. Ja, de er så vant til solskin, at de faktisk altid er sorte. Det er blevet en hel vane. De er altid sorte. De behøver slet ikke at blive solbrændt først. De er født solbrændte. Er det ikke spændende? Tænk at små levende børn kan være født helt sorte. Kun øjnene og fødderne og indeni hænderne er ikke helt sorte. For ellers var det jo ikke til at vide, hvor man skal vaske sig, hvis alting var sort. Og man skal jo vaske sig.

Dette mærkelige land ligger langt, langt ude i havet. Det er så langt væk at man overhovedet ikke kan se det. Så når man skal rejse dertil, kan man overhovedet ikke se andet end havet. Vand og vand og vand. Et dejligt blåt hav med masser af solglimt og flyvefisk. Nå, du vidste måske ikke at fisk kan flyve? Jamen, det kan de da sagtens dernede! De flyver endda meget stærkt. Ved du hvorfor de kan flyve? Tænk dig nu grundigt om! Det er ligesom hvis far og mor skal til Spanien. Så kan de godt tage med toget eller køre i bil. Men det tager alt for lang tid. Og så flyver de med flyvemaskine istedet. Det er da klart. Man flyver når man skal skynde sig. Det gør fiskene også. De flyver fordi de skal skynde sig. For det første selvfølgelig fordi der er alt for langt at svømme. For det andet fordi det kan være farligt at være fisk i sådan et stort hav. For i store have lever der masser af dyr som spiser fisk. Så er det jo meget rart at kunne flyve. Det er ihvertfald ikke så rart at blive spist. Men det tænker de nu ikke så meget på til daglig. De tænker mere på at flyve. De elsker at flyve. Stryger afsted på deres stive sorte vinger. Du kan tro det ser sjovt ud. Store sværme der pludselig dukker op af havet og stryger afsted indtil de pludselig dykker ned igen. Vistnok fordi det kilder i maven.

Så når man skal finde Filippinerne skal man se efter solen og flyvefiskene og alt det grønne. Alt det grønne dukker op af havet når man har sejlet i lang, lang tid. Pludselig kan man se en ganske tynd grøn streg langt, langt borte. Når man kommer nærmere, bliver stregen tykkere og tykkere. Ligesom når børn tegner og det skal være rigtigt fint og tydeligt. Så streger de og streger. Men dette her er noget helt andet. For når vi kommer nærmere og nærmere – svulmer de tykke streger op og bliver bulede. Ligesom når du har set mor have brød i ovnen. Så hæver det sig ganske langsomt op. Det gør alt det grønne også.

Ganske langsomt vokser Filippinerne op af havet. En masse store, grønne øer med en masse solskin. Og en masse sorte mennesker. Men nu skal du bare høre: Jeg sagde jo, at det var et smukt land. Det kan man rigtigt se når man kommer sejlende ude på havet. For lige pludselig når alle øerne er færdige med at stå op af havet – så tager de hvide sko på. Ja, der er selvfølgelig nogle store sko. Og det er selvfølgelig ikke rigtige sko. Men når man ser det, kunne man godt tænke sig at det var hvide sko. Hele vejen rundt om hver eneste ø.

Det er havet der brydes over koralrevene. Av ja, hvad var det for noget mærkeligt noget? Koralrev? Ja, det er stentræer der vokser nede i havet rundt om Filippinerne. For jeg sagde jo, at det var et mærkeligt land. Kan du tænke dig sådan nogle træer, som er helt hvide eller brune med millioner af grene, ganske korte og helt uden blade? Der er ingen blade på koraler. Og de er stenhårde.

Når nu det store havs store bølger kommer rullende i sådan en stenskov, så kan det nok være at det bruser og skummer og tordner og syder. Ligesom på en strand hvor der er mange sten. Så farer vandet forvildet omkring. Men det er slet ingenting i forhold til når bølgerne ruller ind i en stenskov, et koralrev. Så bliver der sandelig helt anderledes forvirring i vandet. Det bruser og syder og bobler og laver en farlig støj. Det er det der ligner, at alt det grønne har fået store hvide sko på. Men de knirker jo lidt voldsomt i forhold til dine sko. Nå skidt, de er også gratis. Så det må man nok vænne sig til.

Koralrevene er ligesom en mur nede i havet. Men heldigvis er der huller i muren. Ellers kunne vi slet ikke være kommet ind til Filippinerne. Men vi finder et hul hvor det store skib kan sejle igennem.

Vi sejler lige igennem for at komme ind til en lille by, der hedder Masbate. Ja, nu skal du ikke tro at det er ligesom i vores land, med et stort skib der kommer ind til en havn med kraner. For det fandtes slet ikke, da jeg kom til Masbate. Næe, det var nærmest en strandbred med en platform af cement og træ, en stor firkant på tykke ben. Den fyldte næsten ingenting ved siden af det store skib. Men det myldrede med sorte mennesker. Og hele stranden var grøn af de mærkelige træer der ser ud som om de er fyldt med små børn der kigger ud. Og det var en dejlig strand med varmt sand lige ned til det klare blå vand.

Og oppe mellem træerne lå husene. Ja, det var jo ikke sådan nogle fine huse som dem vi bor i. Men de var alligevel pæne. De var brune over det hele. Ikke noget med maling. For de er lavet af strå. Man tager nogle lange pinde og binder dem sammen så de ligner en kasse. Så binder man strå på siderne og så lægger man blade på taget, store palmeblade. Færdig – så har man et hus. Hvor man kan spise og sove og hænge sin hat. Med en far, en mor og nogle små børn og en bedstefar og en bedstemor og måske en lille hund. Og allesammen sidder på jorden hvor de har bredt måtter ud. Dem kan man rulle sammen og tage ud og ryste lidt mens mor fejer lidt med en kost. Det er jo meget nemt.

Men selvom det er nemt, så er der alligevel mange ting der er svært. Man skal lære mange ting. En af de ting jeg lærte lige så snart jeg var kommet i land, var at man ikke skal stå med hovedet lænet op ad et hustag. Jeg stod der i korte bukser og lænede mig, mens jeg nød alt det gode solskin. Lige pludselig var der noget der kradsede mig på halsen så jeg frøs, og så var der noget der kravlede lynhurtigt ned ad brystet på mig. På min bare krop! Næe, hvor jeg frøs. Jeg skyndte mig at slå det væk med hånden. Det var en kæmpestor bille – forresten en mærkelig flad grøn fyr på mindst 20 tændstiklange ben der var knækket på midten. Det var slet ikke til at forstå at den kunne holde styr på alle de ben. Og især var det nogle mærkelige lange fødder fyldt med små kroge, så den kunne holde godt fast hvis den skulle blive forskrækket. Men det nåede den ikke – for det var mig der først blev forskrækket. På den måde kan man lære mange ting. Nu havde jeg lært at man ikke skal stå og læne sig op ad et hustag.

Selvom jeg var sømand, så var jeg ikke så gammel. Nærmest en stor dreng. Det er jeg forresten stadigvæk. Det kan man være lige så længe man vil. Man skal bare have nogle korte bukser og kunne fløjte eller synge eller grine. Og så skal man hele tiden være nysgerrig og altid være parat med en undskyldning. Så er man en dreng. Og jeg var altså en stor dreng – som gik der i det mærkelige margarine-land sammen med en anden dreng. Hov, man skal forresten også være god. Ellers er man ingen rigtig dreng. Man skal være god mod piger, dyr og gamle mennesker så de ikke finder på at bide. Det kan være meget klogt. Nu skal du nemlig bare høre.

Se, vi gik altså der og så traf vi en sort dreng. Det var også en rigtig dreng. Han hed Filip. Det er jo klart. Når man bor på Filippinerne, så er det klart at man hedder Filip, når man er en dreng. Og Filippine hvis man er en pige.

Vi tre drenge gik ned på den fine strand med det varme sand der gik lige ned til det klare blå vand. Og der fandt vi en kano – en meget smal båd. Ja, den er så smal at den slet ikke kan sejle uden at have udligger på. Og en udligger, ja det er næste ligesom mederne på en kælk. Sådan et par ben der kan glide på vandet. To par ben der kan glide på vandet med en meget smal båd i midten, det er en kano, en udliggerkano.

Det var jo lige noget for os drenge. Først snakkede vi med nogle voksne. Det var nu ikke så nemt – for de talte et mærkeligt sprog, sagde en masse ting som vi slet ikke forstod. Kun Filip forstod hvad de sagde. Men vi spurgte altså om ikke vi måtte prøve at sejle i kanoen. Vi snakkede engelsk med Filip og så snakkede han med de voksne. Først kiggede de længe på os drenge, men da vi så ud til at være gode mod både piger, dyr og gamle mennesker og havde korte bukser og kunne fløjte, synge eller grine – ja, så fik vi lov. Men først viste de os, at man ikke må stå op i en kano. Man skal sidde ned. Og man skal holde godt fast på padlerne, smalle brædder med skaft på, dem man bruger til at ro med så kanoen kan sejle. Og endelig måtte vi ikke kravle ud på udliggerne, for så vælter den smalle båd.

Og så smilede de til os mens vi kravlede op i båden. Jeg sad i den ene ende. Jørn sad i den anden ende og Filip i midten. Og så sejlede vi. Først gik det langsomt, men vi lærte snart at ro samtidig, og så kan det nok være at vi oplevede hvor smart sådan en kano er. Den kunne sejle meget hurtigere end en robåd.

Vi måtte kun sejle inde i lagunen, inde i havnen, selvom det ikke var nogen rigtig havn. En lagune er en dyb sø der ligger så tæt ved havet at der bliver hul ud til havet. Ellers kunne det store skib jo aldrig være kommet derind. Og vi måtte kun sejle inde i søen, inde i lagunen. Vi sejlede lige til det begyndte at blive aften.

Og så fik jeg en vældig god ide, troede jeg. “Kom, vi sejler over til den anden side. Så kan vi ligge tæt ved stranden og lytte efter om der er mærkelige lyde fra fugle eller dyr”. Filip var meget betænkelig. Men det kunne der da ikke ske noget ved. Vi skulle jo ikke i land. Filip var alligevel meget bange. Men han kunne ikke forklare os hvorfor. Og så gættede vi på at han måske troede på spøgelser, du ved sådan nogle gennemsigtige nogen der er hvide ligesom sne. Og hvis man kan fange dem, kan man spise dem. Så smelter de på tungen. Og de smager ligesom sne. For rigtige spøgelser findes jo ikke. Man er nødt til at lege det. Så hvis vi fandt nogle spøgelser, så kunne vi spise dem. Så vi sejlede over til den anden side. Og Filip rystede af skræk. Det var meget mærkeligt. Men det var jo også et mærkeligt land.

Som vi lå der og lyttede hørte jeg et lille plask i vandet ikke langt væk fra mig. Og du kan lige tro at jeg blev bange. Ligeså bange som Filip. For det var en rigtig levende slange, endda en meget farlig slange der hedder en copraslange. Sådan en havde jeg aldrig set før og jeg havde da slet ikke forestillet mig at den kunne svømme. Det var meget uhyggeligt. Den kiggede på os mens den holdt hovedet godt oppe af vandet og lidt tilbagebøjet – lige parat til at bide. Det var sandelig ækelt.

Når man er allermest bange – så er det også at man har allermest brug for at være modig. Og hvordan får man mod? Det gør man ved at bruge det mod man har. Så jeg samlede alt mit mod og sagde ganske stille: “Rolig Jørn, vi har en slange i vandet 2 meter fra mig. Vi skal ro baglæns, ganske forsigtigt”.

Måske har slangen kunnet mærke at jeg var en rigtig dreng der var god mod piger, dyr og gamle mennesker. Ihvertfald begyndte den at svømme ganske langsomt forbi båden ind mod land. Den holdt hele tiden øje med os, men den truede os ikke mere. Pyha, hvis den havde troet at vi var onde. Så havde jeg slet ikke kunnet fortælle denne historie. For en copraslange er så giftig, at man dør næsten med det samme hvis den bider.

Så du kan tro vi var glade for at vi kunne ro tilbage og komme op på stranden med vores kano. Og Filip? Ja, det var jo lidt flovt for os at han havde været så meget klogere end os, men vi sagde ham pænt tak for en dejlig dag. Og vores skib blev helt fyldt op med kokosskaller, eller som det hedder – copra – som vi sejlede hele den lange vej hjem til Danmark for at du kan få margarine hver dag.