Nye gamle papirer

Foto: Ojvin Rasmussen, Aalborg

Lidt af efterårsferien er gået med at rode i en nys opdukken papkasse med ting og sager om min familie. En lommekalender fra 1949, annullerede pas, udtalelser fra arbejdsgivere, kvitteringer, skrivelser fra det offentlige, og breve, min far og farfar har skrevet.

Måske skal man bare smide sådan noget ud, men jeg synes alligevel det er interessant med den slags papir. Det kan vise sig at rumme svar på spørgsmål, der måske vil blive stillet engang i fremtiden.

Der kan sagtens sidde en slægtsforsker og lede efter svar på fx hvordan en sømand og en præstedatter mødte hinanden engang i 1950erne, og siden sammen dannede endnu flere forgreninger i vores allesammens stamtræ.

Navne og årstal er sådan set det mindst interessante, når man går bagud i tiden. Det spændende er historierne bag. Og i et brev, som min far skrev den 30. august 1975, har jeg fundet den om, hvordan mine forældre fandt hinanden.

Min far Gilbert bildte os børn ind, at han havde fanget min mor med lasso på Hjerl hede. Det troede vi ikke rigtig på, selvfølgelig. Min far, som døde alt for tidligt den 3. maj i 1987, var jo ikke cowboy.

Næe, min far havde været sømand, og var glad for damer. Brevet jeg har fundet, er da også skrevet til en der hed Inga. Ingen af os ved, hvem hun var eller hvor hun boede. Min far havde flere af den slags bekendtskaber, måske over hundrede. Og at brevet eksisterer idag, skyldes kun at min far havde en sær vane med at tage gennemslagskopi af stort set alt, hvad han klaprede ned på sin Siemag skrivemaskine.

Så her er den rigtige historie om, hvordan mine forældre mødte hinanden. Den er faktisk lige så usandsynlig som den version med lassoen på Hjerl hede – men min mor kan bekræfte, at den er god nok – og det kan hendes kæreste Karsten også.

…

Idag spurgte du mig om man kunne vælge en pige uden forberedelse. Eller var det igår? Jeg sagde ja – fordi sådan valgte jeg min kone.

Den historie begynder oppe i Göteborg. Jeg er forhyret som jungmand på den norske båd M/S “Lillen” af Bergen på 700 tons og vi er ved at gøre klar til at stå havnen ud i en stiv nordvesten storm. Alt grej surres og gøres fast overalt. Luger skalkes og koøjne og dæklemme lukkes. Alt løbende gods hales tot og surres. Den sidste surring er et græstov som slås rundt om lossebommens gerder og det ordner jeg. Det går fint med at få halet blokkene tot og lagt halvstik og låsestik på midten. Og så rundt et par gange med græstovet så hele godset klemmes fast til bommen. Tampen gennem en øjesplejs og hale tot. Mine gode kræfter skal nok ordne op med sådan en smule havvejr.

Og læg nu godt mærke til dette forbistrede stykke græstov, for endnu 24 år efter har det følger at der dengang var en vilje der ville ét, og et græstov der ville noget andet.

Tovet sprang ganske enkelt. To tommer tykt, men det sprang alligevel. Jeg var totalt uforberedt. Jeg stod oppe på lugen. Den var ca. 1 meter høj, usædvanligt højt. Jeg mistede balancen og trådte ud over kanten. Som et lyn for det gennem mit hoved at der var ca. 1½ meter til lønningen som var rent stål. Jeg ville ramme den med baghovedet og formodentlig slå mig ihjel. Jeg syntes jo nok at jeg var alt for ung til den slags, så på den ene eller anden måde lykkedes det mig at krumme mig forover så jeg nåede dækket med hele min vægt på tåspidserne.

Så knækkede tæerne selvfølgelig, men jeg havde reddet livet. Af med støvlen og så humpe agterud og ned i køjen.

Til at begynde med var det ikke slemt. Men efterhånden som nerverne kom til live hovnede jeg op og fik smerter. Skibet var på vej til søs. Lodsen var sat af og vi gik for fuld kraft ud og fik vinden på tværs. Det var en gammel ombygget korvet fra den engelske marine. Maskinen var plomberet til 10-12 knob, men i virkeligheden kunne hun gå nær 30 hvad der kunne ses af den krydserlignende hæk. Hun var lige som en balje i røven.

Roret var højere end mig. Det var hårdt arbejde at styre hende. Hendes buttede mås fik hende til at køre rundt i søerne som en syg and. Det var fint klaret hvis man holdt hende støt med 18 grader på hver side af kursen. Og når vejret var hårdt blev det meget mere. Og så fik vi den ekstra belønning at vi alle fra skipper til dæksdreng blev søsyge af hendes sindssyge gangart. Skipperen blev altid ond når det skete og så blev vi sendt ned i storesrummene med stokfisk for at mønjemale hatbox’ene. Det var det sted på skibet hvor lugten var mest kvalmende og vi skulle da også være heldige hvis vi ikke brækkede os ud gennem et koøje. Dumme forbandede stodder der var ond fordi tyskerne havde skudt hans far og mor som gidsler og af hvilken grund vi holdt vores kæft og ønskede ham druknet i en latrinbrønd.

Med sidevind var hun helt åndssvag og vi måtte i dette tilfælde knokle os op så vi fik søen foran for tværs på kurs over til den jyske østkyst.

Jeg lå hjælpeløs i min jernkøje. Skøjten rullede så alt løst bragede i dørken hvor det lå og sejlede frem og tilbage i vand fra utætte skylights o.lign. Vi var helt oppe på de 45 grader til hver side, og længe før man når ud i borde glider man afsted med lagen og tæpper og det hele. Først til hovedgærdet så man er ved at knække halsen og så til benenden som for mig var et helvede at komme ned i. Jeg hylede når benet rørte ved noget og jeg klamrede mig fast i sidefjellene for at slippe for disse glideture. Det hjalp heller ikke.

I to fulde døgn før vi omsider nåede ind til Odense. Den by har nu aldrig været god ved mig. Jeg blev kørt på hospitalet og fik gips på så jeg var stiv som et bræt. Så bad jeg om et par krykker så jeg kunne gå lidt omkring fordi jeg ville til København hvor jeg havde en yndig pige der hed Vivian. Men det kunne der slet ikke være tale om.

De skulle de selvfølgelig aldrig have sagt. Jeg hinkede straks ud til en telefon og fik ringet til en taxa der kunne køre besked til skuden om at Henning skulle komme og hjælpe mig.

Han kom også og sammen fik vi mit tøj og en kuffert hevet ud ombord i en bil og så ned og afmønstre M/S “Lillen”. Så fik jeg 5 kartoner cigaretter ind på maven og lidt spiritus om i kufferten og så var vi parat til at dampe af. Men pludselig kom en toldbil ud af mørket og der sad vi kønt i det. Henning måtte jo gøre rede for sine synder og lade sig visitere. Jeg derimod sad i taxa og viste mit stive ben frem. De måtte være venlige selv at rode. For jeg kunne ikke hjælpe dem. Der reddede vi 5 kartoner!

Da toldbøden var betalt kunne vi fortsætte til toget og jeg hinkede gennem gangene mens Henning slæbte på vores køjesække. Vi var skam et stolt syn.

Vi nåede storstaden ud på natten og kørte ud til Hennings veninde Solvej på et lille hummer oppe på 5. sal ude på Amager. Jeg kan huske hendes lille fattige hummer og hendes rædselsfulde københavnerjargon. Hun var da flink nok, men kors for en strigle! Nu er årene gået og idag er der simpelthen ikke den ting som jeg ikke ville gøre for den samme Solvej. Den let fordrukne tjavsede letlevende strigle er 100 % pålidelig og har et hjerte af guld. Hun har stadig sit rædselsfulde sprog selvom hun er begyndt at gå uden om fremmedordene som hun aldrig fik ind på de rigtige steder. Det var iøvrigt hende jeg ville have besøgt den nat jeg kom fuldstændig knust oppe fra Tisvildeleje. Jeg har aldrig benyttet mig af hende, men jeg var sikker på at jeg roligt kunne banke hende op midt om natten og fortælle hende hele historien. Så ville hun have stået op, sandsynligvis splitternøgen, taget sin housecoat på og tøfle ud i køkkenet og lave kaffe. Og når den var serveret ville hun tænde en cigaret og sige: “Næe, ved du nu hvad, kammerat”. Guderne må vide hvad hun mere ville have sagt, men i hvert fald ville hun ikke have sluppet mig ud før hun var stensikker på at jeg magtede min tilværelse. Hun var ingen skønhed ligefrem, men hende er jeg stolt af at kende. Solvej som jeg første gang så som “kors for en strigle”.

Jeg sov i en stol og næste morgen hinkede jeg ud i Kigkurren hos Sjøgrens hvis datter Vivian var min store kærlighed. Store dejlige dådyrøjne og fløjelsblød overalt. Ikke pæne ben, men et helt eventyrligt dejligt langt hår, som hun nogle gange slog ud så jeg lå inde i et telt hvor vi “gloede” på hinanden til fornuften sivede ud af hovederne på os og mit gibsben var os pokkers i vejen. Jeg var stolt af at gå med hende, Hun havde ganske vist et barn der hedder Linda. Det var jo en stor skam dengang. Men det kunne man ikke så på hende. Hun skrev små digte fra tidens slagere til mig og var noget meget dygtigt på et rejsebureau. Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed.

Jeg havde ingen penge og levede af at smugle cigaretter i havnen. Mit gipsben var et handicap i den forretning. Men det reddede mig da fra en tolder som ikke troede at jeg kunne finde på at stikke af på en cykel. Jeg var nemlig særdeles skrap på en jernhest. Gammel svajer osv.

Det var forresten Vivian der bragte mig på sporet af at jeg var modtagelig for tankeoverførsel. Hun skrev tidspunkter ned for mig mens jeg sejlede på England og jeg skrev ned når jeg mærkede hende optræde. Det passede 95 %.

Efter to måneders sulteliv på evig flugt for emsige toldere og altid uden penge nok til at tage Vivian i biografen uden at hun selv betalte, så fik jeg omsider lov at skifte mit overtegnede ben ud med en lille let gipssko. Ned i havnen og aftale hyre om 14 dage og så afsted rundt til familien. En sømand ved jo aldrig om det varer længe før han kommer hjem.

I toget kom jeg i kupe sammen med en fuld politibetjent og en ganske køn sorthåret pige der grinede af alle de fuldemandsvittigheder han afleverede. Det var meget irriterende og jeg var ærlig talt forarget. Han kunne da være hendes far og så fuld i fuld uniform! Det var for stift!

I Nyborg blev betjenten holdt tilbage grundet manglende gyldig rejsehjemmel som det hed. Hans dame var alene tilbage og halede den største kuffert jeg tror jeg nogensinde havde set en dame have med sig, ned fra nettet. Den var tung kunne jeg se, og jeg havde ingen bagage. Så jeg tilbød at bære hendes kuffert ombord. Man skulle tro der var mursten i den kuffert. Fra vogndækket gik jeg op i salonen og satte mig og fik kaffe med smørkage.

Damen fra toget kom ind og tilfældigvis var der kun een eneste plads. Den tilhøjre for mig. Hun bestilte kaffe og sagde tak for hjælpen. Det var pænt af mig og hvis jeg ikke havde hjulpet hende havde hun nok ikke kunnet komme med færgen.

Jeg spurgte omvendt efter hendes rejseledsager og fik at vide at det skam ikke var nogen ledsager. Det var helt tilfældigt at hun var kommet i kupe med ham. Så måtte jeg jo betro hende min forargelse og det grinede vi af. Indtil færgen var kommet udenfor havnen og bevægede sig. Så blev Helle søsyg, ret og slet i den mildeste søgang jeg overhovedet kunne forestille mig. Sad og blev ganske bleg og det hele!

Jeg måtte hjælpe hende op fra stolen og ud på dækket. Hun var simpelthen dårlig. Jeg fortalte hende hurtigt om alt hvad man kan gøre mod søsyge. Over i luv side. Følge skibets bevægelser, sørge for at maven har noget at arbejde med (det behøver ikke være fedt flæsk), tænke på noget andet, og allerbedst hvis man kan komme til at ligge ned. Min beskyttende arm om hende skulder har givetvis været guld værd for sundheden. Hun var ihvertfald stadig levende da vi nåede over på den anden side, hvor jeg bar kufferten for den afkræftede dame og sad i kupe sammen med hende. Pludselig spurgte hun hvad jeg igrunden lavede, når jeg ikke rejste med toget. Ja, jeg er sømand.

Det syntes hun var vanvittigt spændende hvorefter jeg jo måtte vide hvad sådan en underlig dame lavede. Ja, hun studerede til læge.

Det satte mig jo noget til vægs. Hun måtte jo nærmest være en slags fin dame, selvom jeg ikke rigtig forstod det der med politibetjenten. Og gudhjælpeme om ikke damen bad så mindeligt om ikke jeg ville skrive til hende og fortælle hende om livet til søs. Helle Filtenborg og så en adresse på en præstegård i Sønderjylland.

Vi vinkede farvel i Fredericia og jeg skynde mig at glemme det skøre menneske.

Et år senere var jeg forlist og var derfor kommet på langfart med en supertanker på 22.000 tons (det var et kæmpestort skib dengang).

Vi gik for mild vind i bagende sol ned gennem Rødehavet mens jeg pyntede op i mit enmandskammer. Jeg ryddede op!

Pludselig faldt en lille seddel på dørken og jeg læste navnet Helle Filtenborg, Jeg kendte bestemt ikke nogen der hed sådan og skulle lige til at smide sedlen væk, da jeg kom i tanke om den sorthårede på færgen hjemme i Danmark.

Vores rejser var på 7 uger fra Holland til Gulfen og retur med olie. Vi havde oceaner af tid og kun 8 timers dagligt arbejde. Så hvorfor ikke? Der kunne vil ikke ske noget ved at skrive og sige undskyld at jeg havde glemt hende. Det gjorde jeg og 3 uger senere fik jeg brev i Suez. Hun studerede stadig og nu var adressen noget med kvinderegensen.

Jeg skrev sammen med hende i et år og kom så omsider til Danmark efter to år på farten. Hun var forlovet med en teolog, men hende og Karsten havde inviteret mig ud til en kop kaffe med efterfølgende tur i teatret.

Jeg husker den tur endnu. Jeg havde bestemt mig for at finde en pige. Jeg var træt af alle de forskellige og ville have een bestemt hjemme. Jeg var jo helt fri og sagde derfor til mine værter at jeg ville giftes med hende derhenne. Så skyndte jeg mig at gå frem foran damen og derefter vende tilbage med en skuffet bemærkning om at hende ville jeg nu ikke gifte mig med alligevel. Det blev jo hurtigt til en pjanket leg med mange gode forslag og nøjagtigt lige så mange afslag.

Idag er det næsten umuligt at forestille sig den lette stemning som greb os alle tre. Jeg husker Helle i bussen stå ganske stille og lave en kugle af sølvpapir som hun så ganske roligt dumpede ned i hattepullen på en ældre herre der selvfølgelig drejede hovedet for at se hvad vi grinede af med den resultat at kuglen trillede en hel omgang og fik os til at se helt forkerte ud af grin. Helle der idag er præstefrue med tre børn i en flot præstegård hvorfra hun af og til går hen på skolen og underviser i sprog og matematik. Helle der fører sig som en svane når den bruser afsted. Og Karsten med sin lidt trevne og tanketunge tale. Begge er berejste som sømandspræstepar i Peru og i Japan hvorfra de har indkøbt pragtfulde kunstgenstande som i glasmontrer smykker deres hjem. Et par sympatiske, men afgjort værdige mennesker.

Da vi kom hjem på kvinderegensen viser Helle mig et billede af en pige med lange fletninger. Stemningen er der stadig og jeg siger hende vil jeg gifte mig med, næe hende vil jeg nu ikke gifte mig med. I det samme ser jeg på Helle og opdager at hun ser mærkelig ud. Jeg kommer i tanke om at pigen jo må være noget familie, hvorfor jeg straks siger, åh lad mig lige se hende igen. Jo, hende kunne jeg vel godt gifte mig med. Hun er da ganske sød.

Så skete der noget som ingen af os kan forklare idag. For Karsten sagde, jamen ved du hvad. Du kan da beholde billedet og få adressen, ikke Helle? Og Helle, det store skvadderhovede, gjorde selvfølgelig hvad hun aldrig hverken før eller siden havde gjort. Hun gik med på spøgen og jeg fik adresse og billede udleveret.

Nu er jeg ikke nogen tøsedreng. Og jeg havde jo vitterlig ønsket mig en fast pige i Danmark. Så jeg satte mig ned og skrev til Linda Filtenborg i præstegården nede i Fole.

Fole præstegård var en gammel bygning fra 1766. Med stort køkken med komfur og masser af ringe til ildstederne og stengulv og fadebur og hele balladen. Inde i køkkenet sad man gerne og læste sine breve op ad det varme komfur. Da mit brev ankom, satte Linda sig på tørvekassen og skraldgrinede af at en af Helles “aflagte” skrev til hendes lillesøster.

Sømanden var selvsagt på vej ud i verden, Jeg turde slet ikke blive hjemme efter den frimodighed. Jeg rejste til Madagascar og blev væk i et år. Vi skrev sammen og med de mange breve kendte hun tilsidst hver eneste afkrog i mit synderegister og hvad der ellers var af værdifuldt. Så da jeg atter vendte hjem blev jeg højtideligt inviteret til at komme på besøg i Fole præstegård.

Nu skulle jeg indfri ordene “hende kunne jeg da godt gifte mig med”. Jeg vidste at hun var jomfru, at hun var fra den 14. april 1936, at hendes hår nåede helt ned over bagdelen når hun redte det ud og at hun havde haft en dejlig barndom i et fattigt men åndrigt hjem hos en uforlignelig far fra Mors-egnen og en knap så uforlignelig mor fra Kaukasus i Rusland.

Vi skulle komme kl. 16.00, min far og jeg. Vi kom en halv time for tidligt, men blev venligt modtaget i forstuen, hvorfra vi blev ledsaget ind i den kæmpestore havestue med hollandske kakler på den store kakkelovn og glasdøre både til spisestuden og ud til den kæmpestore dejlige have. Vi blev sat ned i den røde plyssofa som vi allesammen har siddet i efterhånden som de 8 børn slæbte hver deres udkårne med hjem, den samme røde plyssofa som vi stadig sætter os i når vi besøger provsten i Gram. Det var godt kram de lavede i gamle dage.

Provsten var en sjov rund fyr med kridhvidt karsehår over hele hovedet. Hans stemme var meget velmoduleret og han havde en ydmyg hjertelig måde der hurtigt fik en til at glemme hans lidt mærkelige udseende. Jeg var nærmest stiv af skræk over at sidde og skulle konversere en rigtig ægte provst. For vi konverserede. Vi snakkede ikke bare.

Og provstinden kom højtideligt ind og forklarede at Susanne (pudsigt så smagløst hun nogen gange vælger at formulere sig) var i badet. Så hvis vi ville have den godhed at afvente hende med tålmodighed.

Kort efter kom hun atter ind i sin myndige ranke holdning og meddelte at Linda nu befandt sig i studereværelset dersom det ville behage mig at tale med hende.

Jeg blev vist ud i forstuen hvorfra provstinden udpegede den dør der første til bemeldte studereværelse.

Jeg lukkede op blot for at opdage at der var dobbelt dør, hvorfor jeg nok en gang åbnede en dør så jeg kunne se ind i det halvmørke tomme værelse der lugtede af gamle bøger og domineredes af et stort men beskedent skrivebord flankeret af en rigtig ottoman med slumretæppe og dunkelt belyst af en 25 watt i en standerlampe med gammeldags jernstativ. rundt omkring stod forskellige skabe og væggene var tæt besat med billeder af mennesker og landskaber. Og så selvfølgelig bogreoler der var ved at segne under vægten af de mange bøger. Men Linda var der tilsyneladende ikke, før jeg fik øje på en kjoleflig bag provstiets store arkivskab.

Jeg sagde: “Jeg har aldrig set dig Linda, kom frit frem”. Husk på at jeg aldrig nogensinde havde set denne pige som omvendt heller ikke havde set mig. Hendes søster havde ganske vist luret fra køkkenet og var faret ud i badeværelset for at betro Linda: “Nøj, han er pæn”. Men det var også alt. Så Linda kom frem som en frodig blussende barmfager og bredhoftet bondepigeagtig pige i en meget let storblomstret sommerkjole.

Kære takt og tone. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg anede det ikke, men skridtede fremad som enhver god soldat og rakte hånden ud og kunne pludselig se at hun var rystende nervøs for hvad jeg ville synes. Mit gode hjerte behøvede ikke at vide mere. Jeg lod hånd være hånd og slog armene om damen og kyssede hende længe og inderligt så hun var på nippet til at græde af bare lettelse. Og så blev der grinet så det kunne blive til noget.

Se det var en lang historie  og det er ganske vist. Man skal være varsom med græstov, selv når det er to tommer tykt!
Man kan vove pelsen – hvis man tør!

…

Papkassen gemmer på mange historier, så der er flere blogs på vej.