Rejsefortælling for børn #2

Foto: © S. Steegar, Brussels, Belgien

Her er endnu en historie for børn, som jeg har fundet blandt Onkel Gilbert, min fars nye gamle papirer i familiens rodekasse. Den her er mere underlig og længere end den forrige, og så er den skrevet før ordet neger blev henvist til det danske sprogs skammekrog.


Kærlighed i Ansimenat

Idag vil jeg fortælle dig en voksenhistorie – sådan en der slet ikke er for børn. Så nu må du gøre dig helt lille bitte, så jeg kan putte dig ned i min lomme. Og så skal du sidde ganske stille, så ingen opdager at du er med mig ude på en rejse. For det her er slet ikke for børn – tror jeg nok. Men det er alligevel spændende. Og det er også lidt mærkeligt.

Det handler om en sømand – det er mig – og en pige. Men allerførst skal vi finde et mærkeligt sted der hedder Ansimenat. Ansimenat – lyder det ikke mærkeligt? Det lyder ihvertfald ikke ligesom Brønshøj.

Men det er faktisk lige som Brønshøj – for det er et sted hvor der bor mennesker. Ikke så mange mennesker, for det er kun en lille landsby, ja det er faktisk en meget lille landsby. Ja, ved du hvad – når jeg tænker på det, så er landsbyen så lille at alle husene er små. Hvert eneste hus er så lille at jeg sagtens kan få helt på på taget når jeg rækker armene i vejret. Ja, det bliver værre endnu – for Ansimenat er så lille en landsby, at den slet ikke står på landkortet. Så den er nok mindre end Brønshøj.

Men Ansimenat findes og den ligger på Madagascar – madam græskar – for på landkortet kan det godt ligne et græskar. Og så ligger Ansimenat sådan lidt nede i bunden. Så nu tager vi lige et stort skib og så rejser vi til Madagascar og går i land. Er du med?

Nu må du endelig sidde helt stille, for nu skal vi besøge en pige. Hov, forresten – jeg bliver lige nødt til at lære dig sproget, for de er ikke så dygtige til dansk i Ansimenat. Det får du at høre om lidt. Men så forstår du hvad der bliver sagt – og det gør jo ikke noget at de ikke taler dansk.

Se, det er næsten lige som visselulle, så det er ikke svært. Det hedder MAKKAVISSA DALA DALA. Kan du sige det? MAKKAVISSA DALA DALA. Så, nu taler du et sprog der hedder malgassisk. Så nu er vi nok langt, langt væk fra Brønshøj.

Vi er i Ansimenat. Vi går rundt mellem de små huse som allesammen er brune fordi der er bygget af strå. Der er ingen vinduer, men der er en rigtig lille dør af træ. Og husene passer meget godt til de mennesker der bør der. For de er nemlig også brune ligesom flødeboller. Brune huse til brune mennesker. Det passer godt, for så kan de jo rigtig gemme sig inde i husene når alting er brunt. Og så opdager man slet ikke at husene er små.

Sådan nogle mennesker kalder vi for negre fordi vi engang blev enige om at der findes mere end een slags mennesker. Ligesom der findes mere end een slags hunde. Man kunne godt nøjes med at sige sorte hunde og hvide hunde. Men vi siger gravhund og grønlænderhund. Om brune og sorte mennesker siger vi at de er negroide – men det er alt for svært et ord, så vi kalder dem bare for negre. Og negrene kalder os for hvide. For de gider heller ikke sige svære ord. Det er da klart. Mennesker er da mennesker, ligegyldigt hvilken farve de har. De siger ikke svære ord, når de kan nøjes med nogle nemme. Og det var da nemt at sige MAKKAVISSA DALA DALA. Det betyder: “Er du vred?”

Piger er nogle meget mærkelige væsener. De findes allevegne – ja, selv de mærkeligste dejlige steder. Piger vil helst være hvor der er dejligt. Men alligevel findes de faktisk alle steder. Ja, de findes i hele verden. Også på Madagascar. Ja, endda mange – men Madagascar er altså også et dejligt sted.

Dernede hvor vi er nu, er der dejlig varmt – ihvertfald om natten. Om dagen er der dobbelt så varmt som i Danmark. Det er alt for meget. Så sveder man ligesom hvis man havde feber. Så der er bedst om natten. Eller om vinteren, hvor der er lige så varmt som om sommeren i Danmark. Kan du forestille dig det? Slet ingen sne, bare dejligt sommervejr når det er vinter. Og alt for varmt når det er sommer. Og den dag jeg vil fortælle om – da var det altså sommer. Men heldigvis var det aften.

Det er slet ikke ligesom her. For det bliver aften lige pludselig. 10 minutter, så er det aften – og hvis der ikke havde været stjerner, ville det være bælgmørkt. Men der er stjerner. Mange, mange store flotte stjerner. Nogle af dem bliver kaldt for Sydkorset. Der er nemlig så langt ned til Madagascar, at man er nødt til at have nogle andre stjerner end dem vi har. Derfor kender vi ikke Sydkorset. Men det er nogle store flotte stjerner der sidder på himmelen nøjagtigt som et kors. Og det der er den sydlige del af himmelen, så hedder det selvfølgelig Sydkorset. Du kan tro det er flot. Og man er næsten nødt til at have så mange flotte stjerner, for der er ingen lys på gaderne i Ansimenat. Men det gør jo ikke noget, når man kan nøjes med stjerner.

Og som ekstra lampe har man månen. Den er noget større end i Danmark og fordi luften er meget klar, lyser den meget mere end her. Ja, det lyser så meget at jeg nogle gange læste avis uden at have andet lys end månen og de flotte stjerner. Du kan tro det er mærkeligt.

Ja, jeg sad forresten henne ved sladrehuset. Det er et tomt hus uden vægge. Kun tag. Det er meget naturligt, for når der sladres, så bliver der sagt en masse sludder. Og når husene er så små som jeg fortalte dig, så kan man jo ikke have alt det sludder inde i huset. Derfor har man et sladrehus, hvor man rigtigt kan sludre og vrøvle. Så det er jo et dejligt sted.

Hvad var det nu jeg sagde om piger? Joh, de ville helst være hvor der dejligt. Og sladrehuset – det var jo dejligt. Så hvad mon der så sker? Ja, så kommer der selvfølgelig en pige. Så jeg skyndte mig at rejse mig op – for når man er høflig, så rejser man sig op, når der kommer en pige. Drenge skal jo være gode mod piger. Det kan man vise ved at være høflig.

Men så skete der altså noget meget mærkeligt. Jeg har ikke så meget forstand på piger, men jeg tror alligevel ikke det ville ske i Danmark. For tænk dig – hun gik lige hen og slog armene omkring halsen på mig og kyssede mig lige midt i ansigtet. Jeg blev så forskrækket, at jeg troede alle stjernerne skulle falde ned. Men det gjorde de ikke. Og det var da også underligt – for jeg var da vasket. For man skal jo vaske sig.

Kan du gætte hvad hun sagde? Ja, det er rigtigt. Hun sagde: “Er du ved?”. Men hun sagde det med en meget sød stemme – ganske langsomt. Men når man bliver forskrækket, så ved man næsten ikke hvad man skal sige. Og man ved heller ikke rigtigt hvad man skal gøre. Men det allerværste var nok, at jeg aldrig havde snakket med en negerpige, ihvertfald aldrig med en der bare lige gik hen og kyssede mig. Så jeg rødmede og kunne næsten ikke sige at jeg hed Gilbert. Jeg var også lidt bange for hende. For jeg kendte hende jo slet ikke.

Når man er bange, så skal man prøve på at være modig. Men hvis man nu ikke er så modig – hvordan får man så mere mod? Ja, det er jo det mærkelige ved mod. Hvis man bruger det mod man har, så får man mere mod. Så jeg samlede alt mit mod – og kiggede på hende.

Først kiggede jeg ned på jorden – og blev meget forbavset. For under hendes lange kjole kunne jeg se at hun ikke havde nogen sko på. Det lyder måske ikke så mærkelige – men det er mærkeligt. For på Madagascar er vejene ikke som hos os. Dernede er vejene bare nogen der er der. De kommer af sig selv. Fordi negrene elsker at besøge hinanden. Og så går man bare den korteste vej, selvom der til at begynde med slet ikke er nogen vej. Men når man går så meget det samme sted, så bliver der tilsidst en smal vej. Men så sådan en vej kan jeg ihvertfald ikke gå med bare ben. For der er jo sten og grene og firben og alt muligt. Så det var da mærkeligt at hun ikke havde sko på. På Madagascar er der mange, mange firben, det myldrer med firben som sidder og kigger på en. Ja, der er så mange at de er lige ved at falde over hinanden hver gang de piler afsted for at man ikke skal træde på dem. Til gengæld er der ingen tigre og heller ingen løver. Der er ikke plads til dem når der skal være så mange firben. Heldigvis – for jeg er meget bange for løver.

Det var en meget smuk kjole, mange farver og lang med korte ærmer. Hendes arme var mørke som bitter chokolade. Jeg har nemlig hørt, at hvis man spiser alt for meget chokolade – mere end man kan tåle – så bliver man brun ligesom chokolade. Det kunne jo godt være sket for hende, for når man så nærmere efter, så hun faktisk meget sød ud. Næsten alt for sød som hun stod der foran mig med hovedet lidt på skrå mens hun genert kiggede på sin ene skulder. Når man ikke har en knap man kan kigge på – så kan man kigge på sin ene skulder, hvis man er genert.

Jeg blev mere modig da jeg kunne se at hun var genert. Så spurgte jeg hvad hun hed. “Jeg hedder Mazi”, sagde hun, “jeg elsker dig. Vil du godt besøge min TANAMBAO, mit nye hus som min far har bygget?” Og så rørte hun lige så forsigtigt ved mit lyse hår. Og smilede så jeg kunne se alle hendes fine hvide tænder. Så du kan lige tro jeg blev bange. Hun var så glad i øjnene at jeg var helt sikker på at hun ville spise mig. Ihvertfald bankede mit hjerte af skræk. Kunne du måske tænke dig at blive spist? Nej, vel?

Men jeg var jo også nysgerrig. Det ned huset var nu lidt spændende. For hvem ved hvordan der ser ud inde i sådan et lille negerhus? Så jeg ved slet ikke hvordan jeg turde, men da hun tog min hånd og bare trak i mig fulgte jeg med. Jeg glemte helt at spørge om hun ville spise mig.

Huset lignede de andre huse, men da vi kom derhen, stillede hun sig foran døren og lagde armene over kors. Så sagde hun meget højtideligt: “Fra nu af hedder du ILANA. Velkommen, ILANA, til min TANAMBAO!”. Så trådte hun tilside og lukkede døren op ind til huset. Ih, hvor var det spændende. Og det var da mærkeligt at jeg ikke måtte hedde Gilbert – men ILANA var nu også et pænt navn.

Jeg måtte bukke mig næsten helt ned på knæ for at kunne gå ind ad hendes dør, og da jeg kom ind, kunne jeg slet ikke se noget. Jeg blev lidt skuffet – for jeg ville jo så gerne se noget.

Men så lige pludselig blev der lys fordi Mazi tændte en lille petroleumslampe. Inde i huset var der et rigtigt gulv af brædder. I det ene hjørne stod der en stor lerkrukke med en bliktallerken ovenpå. Der var også et lille skab til tøj og glas og kopper og knive og gafler og skeer og krukker. Og så var der en lille kuffert og en paraply og et lille bord og een eneste stol. Og tilhøjre var der en meget lav seng med sengetøj, der var så hvidt og rent at man kunne få helt ondt i øjnene.

Så bad hun mig og at sætte mig på sengen og spurgte om der var noget jeg gerne ville have. “Ja, jeg er lidt tørstig – for her er så varmt.”

“Ja, ILANA,” sagde hun og så gjorde hun noget meget, meget mærkeligt. Hun gik hen til skabet og tog et glas. Så gik hun hen til den store krukke og fyldte vand i glasset og satte det på bliktallerkenen. derefter gik hun hen til midten af det lille hus og blev stående foran mig med glasset og tallerkenen i den ene hånd. Der blev hun stående lige så stille uden at røre sig. Jeg sad også ganske stille og kiggede ned i gulvet. Tilsidst kunne jeg ikke lade være med at kigge på hende. For det var da underligt at hun bare blev stående. Og lige så snart hun kunne se at jeg kiggede tog hun glasset i hånden og førte det op til munden, drak lidt af vandet og satte glasset tilbage på tallerkenen. Først skulle jeg lige til at grine fordi jeg troede at hun ville drille mig. Men i det samme faldt hun på knæ og løftede tallerkenen op over hovedet hvorefter hun kom kravlende hen foran mig. Nej, hvor var det mærkeligt. Hun holdt tallerkenen så jeg meget nemt kunne nå glasset. Og jeg var altså tørstig. Så jeg tog det og drak – og det var dejlig koldt. Jeg drak ikke det hele.

Da jeg satte glasset tilbage kravlede pigen baglæns til hun igen var midt i huset. Så rejste hun sig langsomt op, tog glasset og drak resten. Det var underligt og jeg tænkte og tænkte fordi jeg ville så gerne forstå alt det mærkelige. Og lige pludselig kunne jeg forstå det. Derfor er det meget godt hvis man kan tænke. Tænke – det er når man lukker øjnene og inde i hovedet kan se en rød klods og en hvid klods – som er lige store. Hvis man kan tælle, så ved man at der er to klodser. Hvis man er god til at forstå, så ved man at de er lige store. Og hvis man kan tænke, så ved man at de er forskellige fordi de har forskellig farve. Når man ved at de er forskellige selvom de er ens – så kan man tænke. Det er dejligt at tænke.

Det var sådan jeg sad og tænkte. En brun pige og en hvid pige, men de var alligevel forskellige. De var ens fordi piger elsker drenge. Ja, det kommer selvfølgelig an på om det er søde piger. Men jeg tror at alle piger er søde. Og når piger elsker drenge, så hedder det kærlighed. Og kærlighed – det er ligesom når mor elsker dig. Man kan godt mærke når det er kærlighed.

Kærlighed er ikke bare noget med at man siger jeg elsker dig. Man skal vise det ved hele tiden at gøre noget for den man elsker. Og det var det den brune pige gjorde. Hun viste mig at hun elskede mig. Så når vi gik i seng lå jeg og tænkte på hvad jeg kunne gøre til gengæld. For kærlighed er det smukkeste der findes – og så gælder det jo om at finde på noget der er lige så smukt.

Det var forresten sjovt at ligge i en seng i en negerhytte. For når vi gik i seng løsnede pigen nogle bånd så der faldt et tyndt net ned over sengen. Det er ligesom et telt – et meget tyndt telt der er så tyndt at man kan se lige igennem det. Det hedder et moskitonet og er et telt omkring sengen for at man kan ligge inde i sengen uden at blive stukket af myg. Det er en særlig slags myg, nogle myg der kan være giftige og hedder moskitos. Det er jo derfor det hedder et moskitonet.

I en negerhytte sover man uden tøj på fordi det er meget varmt, selv om natten. Kun lige et lagen og en pude. Ikke nogen dyne. Det ville være alt for varmt. Ja, selv lagnet er for varmt. Så man har det kun hen over midten af kroppen.

Ellers er man helt nøgen. Så vi kunne rigtig ligge og kigge på hinanden. Men der var ikke noget mærkeligt andet end at jeg var hvid og hun var brun. Jo, der var lige hendes hår. Hendes hår var sort som kul og så var det lidt stift. Det er fordi en negers hår er anderledes end vores hår. Hvis man kunne tage et enkelt hår og gøre det meget stort og så skære det midt over, så er vores hår rundt ligesom en pølse. Men en negers hår er nærmest trekantet. Det betyder at en negers hår bliver lidt stift.

Der er en ting mere der er lidt mærkeligt i en negerhytte. Det er at der ikke er noget toilet. Når man skal tisse når man bare udenfor og finder sig et sted. Sådan gjorde pigen også. Hun gik bare ud uden tøj på og satte sig på jorden. Hvis det er et større besøg graver man et lille hul først.

Når vi havde sovet havde jeg fundet ud af hvad jeg kunne gøre. Så tog vi tøj på og fulgtes ad til marked. Og du kan tro det er spændende at gå på marked. Det er ligesom at gå til købmanden, men der er ingen forretning. Det er bare en åben plads med en masse mennesker. Og alle dem der vil sælge noget breder en måtte ud på jorden og lægger deres varer på måtten. Så når man skal røre ved noget er man nødt til at bukke sig helt ned til jorden. Og varerne er meget mærkelige. Mange slags rødder og frø, flettede kurve og bakker i mange farver, grønne citroner, bananer og løg, men ingen havregryn. Det findes slet ikke. Men så køber man bare ris i stedet for. Så vi købte ris og vi købte også små fisk og lange brød der hedder flutes. Dem kender du sikkert godt. For det har vi også i Danmark. Og så købte vi groft salt. Og en kokosnød. Men det sjoveste var nok at købe en høne. For dernede er det en rigtig levende høne som bare har fået en snor om benene så den ikke kan løbe sin vej. Og så lagde vi den op i vores kurv sammen med alle de andre varer. Tilsidst købte vi en flaske rødvin og gik hjem til landsbyen hvor vi besøgte en gammel dame hvor vi kunne købe en kop med gåsefedt. Og så hjem til hytten for at lave mad. For jeg havde jo fundet ud af at jeg kunne give pigen en flot middag.

Men det er ikke lige så nemt som i Danmark. For der en ikke nogen restaurant hvor man kan gå hen. Man skal lave det hele selv. Og det værste er at der jo ikke er nogen oven og heller ikke noget elektrisk komfur. Så man bliver nødt til at lave et bål. Så har man en jerngryde som man kan hænge hen over bålet. På den måde kunne vi koge ris og fisk. Hønen var sværere. For den skulle jo slagtes først.

Pigen kendte en måde som fik mig til at protestere. For hun tog bare fat om hovedet og drejede det rundt ganske langsomt så øjnene for rundt i hovedet på den stakkels høne. I stedet tog vi en kniv og skar hovedet af den. Derefter pakkede vi den ind i ler og lagde den på bålet. På den måde bliver det til en hård pakke som man så slår i stykker. Og hønens fjer sidder fast i lerstykkerne. Det er negrenes måde at plukke en høne på. Da vi havde fjernet leret og plukket de stumper der bliver siddende hist og her, skar vi den op og rensede den for indvolde som man ikke kan spise. resten lagde vi sammen med hønen op i gryden og så hældte vi gåsefedt i gryden og lod hønen stege i fedt- Så lidt efter lidt fik vi lavet en middag.

Derefter dækkede vi bord rigtig festligt med vin og høne og fisk og ris og brød og bananer og revet kokos m.m. Det så helt flot ud. Og så lånte vi en ekstra stol. Så var vi klar.

Men nu kan du lige tro jeg fik en overraskelse. For da jeg satte mig, gik pigen ud af huset. Jeg sad pænt og ventede på at hun skulle komme ind igen. Da der var gået nogen tid kom hun tilbage og jeg kunne høre hende snakke udenfor huset. Så gik jeg ud og fandt hele 8 andre piger der sad på jorden og snakkede med Mazi. Så jeg gik hen til Mazi og hviskede til hende at hun skulle komme ind og spise. Men da hun kom ind og så at jeg slet ikke havde spist noget sagde hun til mig at jeg skulle spise først. For dernede spiser en god pige ikke før den hun elsker er blevet mæt. Og for at han ikke skal tro at hun venter utålmodigt samler hun sine veninder og sidder og snakker med dem udenfor huset så han kan høre det.

Da det jo var en middag til hende prøvede jeg at overtale hende til at spise sammen med mig. Men så sagde hun at en pæn pige ikke så på at en mand spiste, så jeg måtte altså spise alene. Da jeg havde spist kaldte jeg på hende og så først fik hun sin middag. Og det mærkeligste var næsten at det ikke gjorde noget at jeg så på hende når hun spiste.. Det måtte man gerne, sagde hun.

Se, det var jo en historie der slet ikke var for børn. Og da jeg skulle rejse, gjorde hun endnu en mærkelig ting. Hun fik fat i en lille dreng, en KÆZA, det betyder ung ris, en lille dreng der skulle følge mig hvor jeg gik og stod. Denne første gang fulgte han mig bare til skibet. Han holdt sig hele tiden på lang afstand og han sagde ikke noget. Han fulgte kun med mig. Senere fandt jeg ud af at denne lille dreng som aldrig talte til mig altid ventede på mig når jeg kom. Han kunne godt sidde stille en hel dag og vente. Og så snart han så mig lod han mig gå forbi. Bagefter fulgte han mig så lige meget hvor jeg gik hen. Kun een gang har jeg snakket med ham. Det var da jeg legede med et dyr som lignede en kamæleon eller et mærkeligt firben. Da kom han hen til mig og sagde at det var farligt at blive bidt af det lille dyr. Så den lille dreng var altså min livvagt. Jeg holdt meget af ham.

Da jeg gik sammen me den lille dreng kyssede Mazi mig og sagde velkommen tilbage ILANA. Hun smilede, men jeg kunne se tårer i hendes brune øjne. Hun blev stående ganske stille foran huset og vinkede da jeg gik. Og så var den historie ikke længere. Hvad siger du til det? MAKKAVISSA DALA DALA?