Viser opslag med etiketten grøn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grøn. Vis alle opslag

lørdag den 27. oktober 2012

Mørke minder

Foto: Frihedsmuseet

Mange minglere (mindst 2) vil gerne læse mere fra de nye gamle papirer i papkassen med ting fra min families gemmer. Senest har jeg fundet et par maskinskrevne rejsefortællinger, som min far har skrevet for børn. Men nu har jeg fundet noget helt andet.

Bavnehøj Skole havde annonceret efter tidligere elever, forud for festlighederne i anledning af skolens 50 års jubilæum i 1980. Og i det nydelige jubilæumsskrift er der pluk fra et brev min far har skrevet, blandt andet dette, som er publiceret under overskriften Den skoledag jeg husker bedst og handler om den 21. marts 1945.

…
Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: “Det er englændere!”

“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”

Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.
Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!
…

Jeg kan godt huske, at min far tog med til jubilæumsfesten. Det var en skuffelse. Der var ingen af hans skolekammerater fra dengang, der kunne huske episoden med bombemaskinerne som fløj lavt ind over Bavnehøj. De kunne heller ikke huske min fars mørke minde om grønthandleren, som han fortalte mig tit stak ham et æble og sagde: Stik så af med dig, knægt. De kunne slet ikke huske lige så godt som min far, og det var jo synd. De måtte så efterfølgende nøjes med at læse andres erindringer under overskriften Besættelsestiden i det mørkebrune A4 hæfte med Bavnehøj Skolens logo og “1930-1980” i guldtryk på forsiden (med en varm tak til bogtrykker Benny Thorgils, som også var elev på Bavnehøj Skole engang). Gilbert Wilson skriver:

…
Der er i grunden så mange mange “husker I?” fra dengang – både gode og grimme minder. En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vores lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet materiel på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelthen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). – Seks sortklædte hippofolk sprang ud de fire døre og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspedienten nu stod foran forretningen og skreg af chok. Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige. Det varde længe, før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestialske drab, Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmeste sig protestbålene på hjørnet af Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

onsdag den 17. august 2011

Ny øl uden vokaler

Foto: royalunibrew.com

Det bliver en god dag i morgen. Unibrew serverer gratis øl på 300 barer over hele landet.
Anledningen er, at en ny øl ser dagens lys. Den skumfødte [PLSNR]. Jeg har uden betænkeligheder trykket “synes godt om” på Facebook, for jeg holder meget af øl, og har sågar en aktie hos arrangøren.

Måske er der også et gratis udskænkningssted nær dig? Tjek listen på hjemmesiden. Umiddelbart ser det ud til at fynboerne må rejse langt for at få del i al det gratis premiere-øl, men for de fleste danskere vil det være en smal sag at krabbe sig hen hvor øllet langes over disken. Selv regner jeg med at aflægge et besøg på Texas Sports Cafe i Solrød. Det er tilsyneladende det nærmeste vandhul for mig.

Hvis man bor i Blåvand, er der hele umiddelbar adgang til gratis øl hele syv steder. Jeg har hørt om en fyr, der går under navnet Bjarne Blåbajer, som sikkert vil benytte sig af tilbuddet. Hans navn refererer til den udmærkede Royal Export.

Om den nye pilsner fra bryggeriet ved jeg kun, hvad en proff tekstforfatter har skrevet: Den nye [PLSNR] har fået en mere forfriskende og læskende smag med et flottere og mere vedholdende skumhoved og mindre syrlighed. Og så er designet piftet væsentligt op.

Imorgen i tidsrummet fra 16-18 vil jeg lade humlen passerede min gane, og komme med min anmelderdom. Som forberedelse har jeg gurglet et par af de blå, så mine smagsløg er parate til morgendagens grønne rock-øl.


onsdag den 16. marts 2011

Landmænd på afveje

Foto: M. Fullmer, USA

I dag er en ordentlig røvfuld traktorer kørt til Rådhuspladsen i København i et protestoptog mod Grøn Vækst.

En bonde har i Radioavisen fortalt, at han er kørt hele vejen fra Hadsund med 40 kilometer i timen. Og så er det jeg tænker: Hvad kører sådan noget maskineri på?

Mig bekendt kører traktorer på et brændstof, der kun må anvendes på markerne, og til nød på offentlig vej når bonden for eksempel skal over til smeden.

Det kan godt være, landmændene selv ser det som en charmeoffensiv, når de serverer pølser og æblemost for københavnerne, men sikken en forurening! Hovedstaden har rigeligt at se til med skadelige partikler fra byens alt for mange køretøjers udstødning.

Jeg tror ikke, landbrugsorganisationerne får nogen nævneværdig goodwill ud af dagens aktion. Og på DR Nyheder skriver da også: Landmænd møder ikke politisk velvilje.

onsdag den 2. september 2009

Efterstorm

Foto: Enrica Bressan, Italien

Stormen er stilnet af. Himlen er omtumlet. Lyset klarer op.

Giver en underlig farve. Morgenrøde nuancer af taxagrønt.

Skiveskåret regnbue. Højtbelagt på en bund af lavtryk fra før.