Viser opslag med etiketten skole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skole. Vis alle opslag

lørdag den 27. oktober 2012

Mørke minder

Foto: Frihedsmuseet

Mange minglere (mindst 2) vil gerne læse mere fra de nye gamle papirer i papkassen med ting fra min families gemmer. Senest har jeg fundet et par maskinskrevne rejsefortællinger, som min far har skrevet for børn. Men nu har jeg fundet noget helt andet.

Bavnehøj Skole havde annonceret efter tidligere elever, forud for festlighederne i anledning af skolens 50 års jubilæum i 1980. Og i det nydelige jubilæumsskrift er der pluk fra et brev min far har skrevet, blandt andet dette, som er publiceret under overskriften Den skoledag jeg husker bedst og handler om den 21. marts 1945.

…
Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: “Det er englændere!”

“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”

Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.
Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!
…

Jeg kan godt huske, at min far tog med til jubilæumsfesten. Det var en skuffelse. Der var ingen af hans skolekammerater fra dengang, der kunne huske episoden med bombemaskinerne som fløj lavt ind over Bavnehøj. De kunne heller ikke huske min fars mørke minde om grønthandleren, som han fortalte mig tit stak ham et æble og sagde: Stik så af med dig, knægt. De kunne slet ikke huske lige så godt som min far, og det var jo synd. De måtte så efterfølgende nøjes med at læse andres erindringer under overskriften Besættelsestiden i det mørkebrune A4 hæfte med Bavnehøj Skolens logo og “1930-1980” i guldtryk på forsiden (med en varm tak til bogtrykker Benny Thorgils, som også var elev på Bavnehøj Skole engang). Gilbert Wilson skriver:

…
Der er i grunden så mange mange “husker I?” fra dengang – både gode og grimme minder. En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vores lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet materiel på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelthen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). – Seks sortklædte hippofolk sprang ud de fire døre og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspedienten nu stod foran forretningen og skreg af chok. Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige. Det varde længe, før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestialske drab, Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmeste sig protestbålene på hjørnet af Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

tirsdag den 30. september 2008

Klassebillede



Tror du har gået på Oehlenschlægergades Skole i København. Den kortfattede hilsen kommer fra en kvinde i Næstved, som har fundet mig på Facebook. Jeg kan godt huske navnet. Helle Forup. Min første uskyldige kærlighed, det må ha’ været i tredje klasse.

Engang Helle delte flødekarameller ud i klassen på sin fødselsdag, gav jeg hende en lille kronhjort i plastik, som jeg syntes var så pæn. Det er virkelig mange år siden.

Vi er måske alt for voksne nu. Men hukommelsen fejler ikke noget. Omend nogle af de andres efternavne forlængst er slettet af hjernebarken.

Vi kan huske en kinddans med lukkede øjne, til en fest hjemme hos Susanne og Henrik på Istedgade. Og vores søde klasselærerinde Johanne Hansen, som kaldte os børnlille.

Helle har oprettet en gruppe for os der har gået i 3u, eller 6u på Oehlenschlægersgades Skole. Sidder der nu en mingler og ser sig selv på fotoet, så ræk lige fingeren i vejret.

Eller find dit eget gamle klassebillede frem. Tag kontakt til en af de andre fra dengang. Mon ikke der er en med et usædvanligt efternavn, du kan huske, og derfor grave frem på Fjæsbogen, eller her? Det er sjovt og spændende at blive opdateret på hinandens tilværelser, og sammen komme i tanker om noget af alt det der skete for næsten en menneskealder siden.

Kan jeg virkelig huske alt det?, tænker jeg. For sådan er det. Et gammelt klassebillede er super benzin for hukommelsen.

torsdag den 12. april 2007

Min søns skolenat

Foto: Sanja Gjenero, Kroatien


Han har næsten ikke snakket om andet længe. Og nu ligger han og sover sammen med sine skolekammerater i deres klasseværelse.

Jeremy går i 2.v, og klasselærerne Mai-Britt og Sune har arrangeret overnatningen. Det er måske en lidt pudsig idé, men børnene får et stærkt sammenhold. Og møder med garanti til tiden i morgen fredag.

Kl. 17.30 har vi forældre afleveret vores børn, sammen med sovepose, underlag, tandbørste, sovedyr og hyggespise. Og så har de set film, og leget sammen, og sover nu på gulvet i klasseværelset.

I morgen får de morgenbrød og havregryn, og så kan vi hente dem igen kl. 10.30. Efter en nat på Oehlenschlægersgade Skole.

fredag den 23. marts 2007

Papkasseshow i 2. klasse



2.v har i to uger sammen med en parallelklasse arbejdet med dinosaurer. Og nu er indsatsen kronet med en fernisering på Oehlenschlægersgade Skole.

Jeremy lægger hovedet på sin installation: To vulkaner, en meteor og en dinosaurus i en papkasse. Et kunstnerisk bud på hvordan verden så ud for millioner af år siden.

Alle i klassen har begået et sådant dinosaurisk papkasseshow, samt en fagbog med tekst og tegninger om de store kæmper dengang i fortiden.

Min søn skiller sig ud på en sjov måde. Klassekammeraterne har skrevet Konrad, Mona, Olivia etc. på deres fagbøger, men på forsiden af Jeremys fagbog står der Hr. J. Wilson.

Knægten har ladet sig inspirere af en tidligere emneuge, om skolen i gamle dage, hvor klasselæreren Maibritt skulle tituleres "Frk. Larsen".

I skal også lige se en anden papkasse, med en skøn ‘chatty’ forklaring:

Det her er min, alså mig Eddie’s kasse. En Alosaurus har nedlagt en Compsognathus ja jeg har heller ikke hørt det navn før. Nå lad os kome vidre der ligger også et skelet ved sdrenden. En vulkan er gået i udbrod 2 timer siden.
Jo, de dejlige unger i 2. klasse på Oehlenschlægersgade Skole skal nok blive til noget.