Viser opslag med etiketten krig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krig. Vis alle opslag

mandag den 25. februar 2013

Berømt foto

Foto: Frihedsmuseet

Hvad var det egentlig for et foto min far fik nævnt i sit skriv dengang i Bavnehøj Skoles jubilæumsskrift? Det har jeg spekuleret på, lige siden Mørke minder.

Men nu tror jeg billedet er fundet, med hjælp fra Henrik Lundbak på Frihedsmuseet.

Han mener der må være tale om et billede fra den ene af de to dokumentarfilm, der blev lavet om Danmark under besættelsen, Danmark i Lænker og Det gælder din Frihed.
To film, som i 1955 blev klippet sammen og suppleret med udenlandske klip, og fik titlen De fem år.

Som så igen blev cuttet ned til en skoleudgave i 1960. Hvor de første i høj grad blev båret frem af den mytiske fortælling om de tapre frihedskæmpere, som gav de tyske fnatmider (citat fra Gunnar Nu Hansens speak) nogen på frakken, så kom der efterfølgende noget mere konsensus over historien. Til at begynde med blev samarbejdspolitikken faktisk ikke nævnt.

Episoden, hvor to frihedskæmpere afvæbner to tyske officerer, fandt sted til ære for fotografen. Det skulle på celluloid, at sådan en aktion kunne ske på åben gade.

De to tyske toldembedsmænd (officerer) fik hver stukket en pistol i mavsen og hurtigt og effektivt frastjålet deres tjenestevåben. Det var frækt gjort, meget ydmygende for besættelsesmagten, og så ved højlys dag!

PS: Der er dansk-svensk digtaften i Frihedsmuseet onsdag den 13. marts kl. 19, med oplæsning af stærke tekster af Otto Gelsted, Hjalmar Gullberg, Poul Henningsen, Pär Lagerkvist, Johannes Jørgensen, Kjeld Abell, Harry Martinson, Erik Lindegren, Halfdan Rasmussen, Jørgen Nash, Anders Österling og Morgen Nielsen.

lørdag den 27. oktober 2012

Mørke minder

Foto: Frihedsmuseet

Mange minglere (mindst 2) vil gerne læse mere fra de nye gamle papirer i papkassen med ting fra min families gemmer. Senest har jeg fundet et par maskinskrevne rejsefortællinger, som min far har skrevet for børn. Men nu har jeg fundet noget helt andet.

Bavnehøj Skole havde annonceret efter tidligere elever, forud for festlighederne i anledning af skolens 50 års jubilæum i 1980. Og i det nydelige jubilæumsskrift er der pluk fra et brev min far har skrevet, blandt andet dette, som er publiceret under overskriften Den skoledag jeg husker bedst og handler om den 21. marts 1945.

…
Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: “Det er englændere!”

“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”

Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.
Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!
…

Jeg kan godt huske, at min far tog med til jubilæumsfesten. Det var en skuffelse. Der var ingen af hans skolekammerater fra dengang, der kunne huske episoden med bombemaskinerne som fløj lavt ind over Bavnehøj. De kunne heller ikke huske min fars mørke minde om grønthandleren, som han fortalte mig tit stak ham et æble og sagde: Stik så af med dig, knægt. De kunne slet ikke huske lige så godt som min far, og det var jo synd. De måtte så efterfølgende nøjes med at læse andres erindringer under overskriften Besættelsestiden i det mørkebrune A4 hæfte med Bavnehøj Skolens logo og “1930-1980” i guldtryk på forsiden (med en varm tak til bogtrykker Benny Thorgils, som også var elev på Bavnehøj Skole engang). Gilbert Wilson skriver:

…
Der er i grunden så mange mange “husker I?” fra dengang – både gode og grimme minder. En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vores lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet materiel på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelthen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). – Seks sortklædte hippofolk sprang ud de fire døre og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspedienten nu stod foran forretningen og skreg af chok. Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige. Det varde længe, før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestialske drab, Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmeste sig protestbålene på hjørnet af Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

torsdag den 24. november 2011

Souvenir #3

Foto: National Maritime Museum

I fredags var der executive council meeting i FEIEA, og paraplyorganisationens president Steve Doswell havde valgt et særligt fint mødelokale, i Queen’s House, hvor vi sad omgivet af ældgamle malerier. Henrik og jeg sad lige ved siden af dette store, fantastiske skilderi, som bærer titlen “Battle of the Sound”.

Det er malet af Willem van de Velde den Ældre. Jeg troede først det viste den danske flåde der får læsterligt mange tæsk: splitflagene på skibene ser jo ud som dannebrog, og i baggrunden til højre anes Kronborg Slot. Men nu ved jeg, at maleriet i virkeligheden forestiller svenske skibe, der bliver slået til plukfisk – af hollænderne!

Vi danskere havde nemlig ikke så meget at skulle have sagt, dengang i 1658. Svenskerne havde besat København og sat stop for de udenlandske handelsskibe. Det var derfor, Holland havde sendt sin flåde herop, under Lieutenant-Admiral Jan van Wassenaer. Det handlede ganske enkelt om at beskytte de hollandske handelsinteresser, og her kommer blandt andet krigsskibet “Halve Maan” ind (midt) i billedet.

Kunstneren var selv tilstede, så det sort-hvide maleri er faktisk en øjenvidneskildring af begivenhederne. Holland vandt en stor sejr, og resultatet blev at de svenske tropper måtte opgive belejringen af København, og den vigtige handelsrute gennem sundet var atter open for business.

Og her sad vi så fra Danmark, Tyskland, Belgien, Tjekkiet, Rumænien, Portugal, Italien og Storbritannien og forberedte os på næste års Grand Prix i intern europæisk kommunikation.

Fra museumsbutikken havde Steve skaffet kalendere med reproduktioner af maritime skilderier, som dem der hang omkring os i mødelokalet. Van der Veldes er desværre ikke udvalgt til The Sea Calendar 2012 – men jeg synes ikke I skal snydes for det smukke syn.

fredag den 7. maj 2010

Danmark frit

Foto: Roger Sanderson, England

Den gamle postmester har lovet at sige noget sjovt som indledning til dagens møde i Menighedshuset i Lunderskov. Det bliver en lille ordleg fra krigens tid:

– Hvem er de tre mest betydningsfulde mænd i Tyskland?

– Det er Best, Hitler, Himmler…

35 sjæle har indfundet sig, og præsten glæder sig over det store fremmøde. Og så giver han ordet til min mor, som holder et glimrende foredrag om den danske kirke i Argentina. På blot en halv time får hun fortalt om det store land, der har subtropisk klima i nord, og isbjerge i syd, om indianerne, spanierne, og den stædige danske pioner Juan Fugl, som immigrerede til Buenos Aires med sin hjulplov og 20 rigsdaler, og siden startede både kirke og mølle og meget mere i Tandil.

Efter kaffe og rundstykker med syltetøj synger vi en sang, jeg ikke før har været opmærksom på. Men alle andre her kender den. De var vist alle børn den 5. maj 1945. Og fordi det er en meget smuk sang, vil jeg gerne have den med på min blog. Den er virkelig godt skrevet, og holder den dag i dag.

Den er skrevet af Mads Nielsen som var apoteker i Kolding, og den står i sangbogen Hjemlandstoner:

En lærke letted´, og tusind fulgte,

og straks var luften et væld af sang.

De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred´ i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Vi mindes stille de tapre døde,

hvis navne lever i Danmarks navn,

og takken søger til dem, der segned´,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Men du, som styrter de stoltes riger

og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.

Nu er det forår og Danmark frit,
velsign det, herre, fra sund til klit.
Fra sund til klit!


fredag den 18. september 2009

På kant med Politiken

Foto: Carole Nickerson, Canada

Flere bloggere vender den verserende sag om "den forbudte bog" Jæger – I krig med eliten. Og der bliver ikke set med milde øjne på Tøger ‘Zeitungsfaden’, redaktøren for dagbladet Politiken, som har trykt Thomas Rathsacks bog som et tillæg, selvom Forsvaret vil have nedlagt fogedforbud mod bogen, med henvisning til rigets sikkerhed.

Larsbang kan bare ikke udstå Tøger, og erikhaaest anklager Politiken for tyveri og langer ud efter Dansk Forfatterforening for ikke at tage aktion i sagen – uden at skænke det en tanke at Rathsack muligvis slet ikke er medlem af den iøvrigt langt fra tandløse faglige organisation, – som naturligvis værner om ophavsretten og tager skarpt afstand fra Politikens offentliggørelse af bogen. Læs JP.

Iøvrigt har lavbo ligesom annelise48 linket til ucensureret.com, hvor bogen nemt kan hentes som pdf-fil – desværre.

Jeg mener at Forsvaret må have en dårlig sag, siden domstolen har sendt sagen til hjørne. Den kunne ikke umiddelbart bære et fogedforbud, så der kommer først en afgørelse mandag, på dette iøvrigt lidt ligegyldige spørgsmål, nu hvor alle og enhver kan læse teksten på internettet.

Forsvaret har jo tidligere samarbejdet om en lignende bog, skrevet af journalist og forfatter Kim Hundevadt: I morgen angriber vi igen.

Forskellen ligger for mig at se i, at den nye bog er skrevet af en af Forsvarets egne. Og indenfor militæret har man kommando-gange og talsmænd til kontrolleret at fortælle krigens historie for befolkningen.

På den baggrund synes jeg Politikens medie-stunt i princippet er i orden. Forsvaret skal ikke have copyright på de danske soldaters indsats i krigen i Afghanistan, endsige forsøge at give dem mundkurv på.

Som jeg ser det, er Politikens offentliggørelse problematisk men forståelig. Avisen vil sandsynligvis få en erstatningssag på halsen fra forlaget, men People Press kan ikke være ubetinget ked af Tøgers beslutning om at trykke bogen på avispapir.

Det er selvfølgelig oplagt at forfatteren skal have betaling for offentliggørelsen. Det kan der vist ikke være tvivl om.

Jæger – I krig med eliten vil sælge godt, når den kommer i handlen – for det tror jeg den gør. Forsvaret er gået alt for langt i sin censur, og fyringen af jægersoldaten kan meget vel vise sig at være ubegrundet. Jeg foreslår at han bliver genansat, eventuelt som militær forfatter.

fredag den 5. december 2008

Legovåben

Foto: Brickarms.com

Er lige faldet over en lidt trist nyhed.

Der kommer våben under juletræerne i år. Produceret af et amerikansk firma som excellerer i plastiklegetøj, designet så det passer til det LEGO børnene har i forvejen.

Jeg kan smile af meget, men her bliver det sgu lidt anstrengt. Når jeg går til julegudstjeneste, efterlader jeg denne blog i våbenhuset. Godt at juristerne i Billund forsøger at komme den slags accessories til livs.

onsdag den 12. marts 2008

Farfars krig


Foto: Paal Gladso, Norge

Den dag da Danmark blev besat af tyskerne, var der mange familier på cykler, som trampede alt hvad de kunne for at komme ud af byen. Prustende og helt røde i kammen halsede de op over Valby bakke og væk fra hovedstaden. Som om en gentagelse af bombardementet i 1807 var lige op over.

Farfar har nok set det fra et mælkeudsalg han havde på Roskildevej 320. – Så slap dog af, folkens!, har han måske sagt og rystet på hovedet. For vel var det noget lort, at Danmark lige var blevet besat af Tyskland, men derfor var der sgu ingen grund til flygte i vild panik. Nazisterne var jo ikke kommet til København for at brænde byen af, for helvede.

Og da panikken havde lagt sig, cyklede de samme familier så også i ly af mørket hjem igen.

…

En dag under krigen blev en slagter afsløret som stikker. Rasende københavnere hev forretningens inventar ud på gaden og satte ild til det. Det var jo sådan set rimeligt nok.

Men da folk også smed varelageret på bålet, blev farfar stiktosset. Han møvede sig, stor som han var, hen til bålet, flåede med sin store næve en kæmpe skinke ud af ilden og brølede arrigt til folk: Man brænder ikke fødevarer!!
Skinken tog han med hjem i taxaen. Der var mad til hele familien i det meste af en uge.

…

De hvide busser kørte til kz-lejrene og hentede tusindvis af danskere og nordmænd, som Folke Bernadotte havde forhandlet fri, hjem i sikkerhed.

Der fandtes også nogle helt almindelige busser, for det siger sig selv, at mange tyskere for alt i verden også ønskede sig nordpå og i sikkerhed for de allieredes bombefly. En af disse busser havde farfar som chauffør.

Hyren har sikkert været god, for det var ikke noget ufarligt job. Farfar kørte hele dagen, og henad aften i Tyskland holdt han ind ved et hotel for at sove. Personalet anbefalede ham indtrængende at sove i det nærliggende beskyttelsesrum. Men farfar ville fanme ikke ned i et klamt og surt hul i jorden – han havde brug for frisk luft, når han skulle sove.

Sådan blev det. Som eneste gæst på hotellet den nat, fandt han et dejligt hjørneværelse på første sal, åbnede et vindue, og lagde sig til at sove i den store seng.

Og ganske som frygtet blev hotellet ramt af en bombe fra en af nattehimlens mange Lancastere. Hele hotellet blev lagt i ruiner, på nær det hjørne, farfar havde indlogeret sig i. Lettere rystet kravlede farfar ned i gadeplan, fandt sin bus i god behold, og kørte videre for at hente sin last af tyske flygtninge …


Der bliver ved med at poppe historier op om min farfar. Nu er han oppe på seks blogs. Det er som om han følger med fra "den anden side" og prøver at holde gryden i kog. Disse tre små historier fra krigens tid kom til mig efter sidste episode i tv-serien Foyle’s War. I forlængelse af historien om det bombede hotel burde der nok være en morale om at det er sikrest at sove i et beskyttelsesrum – men det er som om farfar bare synes jeg skal skrive:

Der er sgu aldrig nogen der har taget skade af lidt frisk luft.

fredag den 16. marts 2007

Verdens smukkeste skib



Jeg kan regne ud, jeg ikke har været ret gammel.

Jeg sidder på gulvet med mors Billed-Blad. Kong Frederik den 9. fylder hele forsiden. Og jeg græder.

– Hvad græder du for, spørger far.
– Kongen er død! Så bliver der jo krig!

Far smiler. Min vurdering af verdenssituationen hænger komisk meget forneden. Han lover der ikke bliver krig foreløbig.

Vi ser begravelsen på det sort-hvide fjernsyn. Kongens kiste bliver båret af marinere. Min far er stolt – han har selv gjort tjeneste på Dannebrog.

– Det er verdens smukkeste skib, fortæller han. Se, hvor flot det ligger på vandet. Som om det svæver!

Kongeskibet Dannebrog er fra 1932 og er del af den danske flåde. Det er næsten 80 meter langt og lidt over 10 meter bredt. Det stikker knapt 4 meter, har en mastehøjde på 23 meter og skyder en fart på 13,5 knob. Besætningen er på 58 mand, plus 27 i den kongelige husholdning, og 14 passagerer.

Billedet har jeg fået fra Orlogsmuseet. Det er taget længe før den store overhaling i 1980-81.

Hvis der en dag bliver krig, så skal Dannebrog fungere som hospitalsskib. Og sårede soldater vil komme til hægterne i dronningens gemakker.