Viser opslag med etiketten bus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bus. Vis alle opslag

fredag den 9. november 2012

Glat igen


Her er et sidste foto af min deltagelse i november måneds kampagne for Kræftens Bekæmpelse. Kort efter billedet blev taget, kom min Gillette atter i aktion, – for min hårvækst egner sig slet ikke til en smart moustache.

Kampagnen er ellers lige mig. Endelig noget, hvor man kunne bidrage ved at gøre … ingenting. Og således gøre opmærksom på kræft, som mænd også får, og som ikke er spor skæg.

Men altså, – se lige hvor grimt mit hår omkring munden er, når det får lov at se dagens lys: Der er ikke to, der er ens. Det er som om hvert enkelt hår har valgt sin helt egen farve i spektret mellem sort og hvidt. Og hårene vokser lidt i hver sin retning. Jeg kan så også konstatere små bare pletter, hvor der ikke vokser noget.

Da jeg så tilmed fandt ud af, at mit skæghår efter fem dages laden stå til både krøller og klør, så stod jeg af. Kampagnen må køre videre uden mig. Det gør den også. Jeg har lige set en gul HT bus med sort moustache over nummerpladen. Og en “bus” fra British Airways har også fået overskæg.

Jeg skal ikke have skæg. Jeg skal forhåbentlig heller ikke have kræft. Men hvis jeg alligevel får det, håber jeg det kan fjernes næsten lige så let som uønsket hårvækst.

tirsdag den 27. oktober 2009

Hilsen til en buschauffør


Der kører en kampagne på www.buschauffor.dk. Hvis ellers sitet er gearet til din browser, er der billeder og smil sendt til chaufførerne på mobilen.

Der er tilsyneladende folk som følger opfordringen: Send os en sms eller en mms med dine gode øjeblikke. Det kan være alt fra chaufføren, der venter på at få alle med, til en lun bemærkning i mikrofonen. Ja, sågar en lille sang i højtaleren. Den slags der spreder solskin på en regnvejrsdag. (citat fra selskabets lille reklamefolder)

Jeg nøjes nu med en blog, selv om der med en sms til 1204 er mulighed for at vinde et 10-turs klippekort. Og min hilsen går til en chauffør på 600S.

Naja og jeg så bussen køre fra stoppestedet, og ærgrede os over så at skulle stå og surmule i Roskilde laaang tid til næste bus. Men chaufføren stoppede op midt på vejen og åbnede dørene så vi alligevel kunne komme med. Tusind tak for det :-)

Det er sikkert imod selskabets retningslinjer, og en trussel mod køreplanen at gøre sådan noget, men han kunne jo godt regne ud at vi bare gerne ville hurtigt hjem sådan en råkold aften.

Iøvrigt er jeg ikke vild med idéen om at smile-kvittere hvis chaufføren blotter sin X-factor og bryder ud i sang, for måske at komme i top-ti på sin arbejdsgivers hjemmeside.

Forstå mig ret – hvis en buschauffør har lyst til at være lidt lyrisk i sin meddelelse om at næste stop er sygehuset, så ok med mig. Men jeg tror det vil virke lidt weird.

Egentlig vil jeg helst have en helt almindelig busoplevelse. Jeg stiger på, og stikker mit kort i stempelmaskinen. Og så må der gerne være en vinduesplads. Chaufføren behøver ikke sige noget. Han eller hun skal bare være ædru og køre som planlagt. Det er da fint med smil og veloplagthed, men det er nu ikke noget must for mig.

Jeg ved exactly hvor jeg skal hen. Buschaufføren ved kun, hvor bussen skal hen, og at jeg har stemplet og skal med et stykke af vejen. Længere er dén ikke.

Men tak til enhver chauffør, der gerne venter lidt for at få et par ekstra passagerer med. Inde i København C kan det være lidt ligemeget, for næste bus kommer typisk nogle minutter efter. Men herude, hvor der er højt til himlen, er der sgi langt mellem busserne.

onsdag den 12. marts 2008

Farfars krig


Foto: Paal Gladso, Norge

Den dag da Danmark blev besat af tyskerne, var der mange familier på cykler, som trampede alt hvad de kunne for at komme ud af byen. Prustende og helt røde i kammen halsede de op over Valby bakke og væk fra hovedstaden. Som om en gentagelse af bombardementet i 1807 var lige op over.

Farfar har nok set det fra et mælkeudsalg han havde på Roskildevej 320. – Så slap dog af, folkens!, har han måske sagt og rystet på hovedet. For vel var det noget lort, at Danmark lige var blevet besat af Tyskland, men derfor var der sgu ingen grund til flygte i vild panik. Nazisterne var jo ikke kommet til København for at brænde byen af, for helvede.

Og da panikken havde lagt sig, cyklede de samme familier så også i ly af mørket hjem igen.

…

En dag under krigen blev en slagter afsløret som stikker. Rasende københavnere hev forretningens inventar ud på gaden og satte ild til det. Det var jo sådan set rimeligt nok.

Men da folk også smed varelageret på bålet, blev farfar stiktosset. Han møvede sig, stor som han var, hen til bålet, flåede med sin store næve en kæmpe skinke ud af ilden og brølede arrigt til folk: Man brænder ikke fødevarer!!
Skinken tog han med hjem i taxaen. Der var mad til hele familien i det meste af en uge.

…

De hvide busser kørte til kz-lejrene og hentede tusindvis af danskere og nordmænd, som Folke Bernadotte havde forhandlet fri, hjem i sikkerhed.

Der fandtes også nogle helt almindelige busser, for det siger sig selv, at mange tyskere for alt i verden også ønskede sig nordpå og i sikkerhed for de allieredes bombefly. En af disse busser havde farfar som chauffør.

Hyren har sikkert været god, for det var ikke noget ufarligt job. Farfar kørte hele dagen, og henad aften i Tyskland holdt han ind ved et hotel for at sove. Personalet anbefalede ham indtrængende at sove i det nærliggende beskyttelsesrum. Men farfar ville fanme ikke ned i et klamt og surt hul i jorden – han havde brug for frisk luft, når han skulle sove.

Sådan blev det. Som eneste gæst på hotellet den nat, fandt han et dejligt hjørneværelse på første sal, åbnede et vindue, og lagde sig til at sove i den store seng.

Og ganske som frygtet blev hotellet ramt af en bombe fra en af nattehimlens mange Lancastere. Hele hotellet blev lagt i ruiner, på nær det hjørne, farfar havde indlogeret sig i. Lettere rystet kravlede farfar ned i gadeplan, fandt sin bus i god behold, og kørte videre for at hente sin last af tyske flygtninge …


Der bliver ved med at poppe historier op om min farfar. Nu er han oppe på seks blogs. Det er som om han følger med fra "den anden side" og prøver at holde gryden i kog. Disse tre små historier fra krigens tid kom til mig efter sidste episode i tv-serien Foyle’s War. I forlængelse af historien om det bombede hotel burde der nok være en morale om at det er sikrest at sove i et beskyttelsesrum – men det er som om farfar bare synes jeg skal skrive:

Der er sgu aldrig nogen der har taget skade af lidt frisk luft.